Ladies and gentlemen: Mr. Elton John

Når Rikke og jeg var blevet tilpas fulde og stemningen var særlig høj til én af de mange fester, vi holdt på kollegiet, så var der to musiknumre, der hver eneste gang røg på repeat. Året var 1991 og Rikke og jeg var uovervindelige. Især når vi var sammen.

Det ene nummer var REM's  "Losing my religion' (en sang jeg den dag i dag ikke er blevet træt af) og det andet var en liveoptagelse med George Michael, hvor han synger duet med Elton John. 

Don't let the sun go down on me.


Vi optrådte. Rikke var George Michael og sang hele første del af sangen i håndholdt mikrofon, typisk holderen til køkkenrullen, indtil gæsten introduceres - og jeg - som Elton John entrerede scenen og modtog et helt enormt bifald fra



publikum.
Stod der i kulissen og ventede på min entré, og lige når jeg kom på scenen/dansegulvet og blev mødt af den store jubelbølge af klapsalver og hujen fra publikum, så elskede jeg livet, elskede at være ung og elskede at  være venner med og feste med Rikke.

Livet var her og nu. The sun ville ikke go down on me, så meget vidste jeg da!

Arhmen, prøv lige at hør det -  det er klasse -  og bliv endelig hængende til jeg ... eller øh jeg mener ... ELTON JOHN arriverer på scenen. 

Og når vi så film, lejede vi en moviebox

Jeg fortalte forleden mine store piger at der hjemme hos mormor og morfar, dengang jeg boede der, kun var én eneste telefon i huset. Telefonen, som var i grå plastic og med rundt drejeskive,  befandt sig naturligvis i stuen, og når den ringede løb jeg alt hvad remmer og tøj kunne holde hen for at tage den. Sikkert fordi jeg gik og håbede at nogen bestemte ville ringe.

Jeg fortalte også at det var SÅ pinligt, når mine forældre sad i stuen og kunne overhøre mine private telefonsamtaler.
 Jeg havde veninder, der fik installeret fastnettelefoner i deres værelse, men den slags var ikke på tale hos os. Alligevel fik jeg skaffet mig lidt telefon-privatliv ved for mine egne penge at købe (i Bilka for 49 kr) en meget lang telefonledning, som jeg kunne montere på telefonen i stuen og derved transportere den ind på mit værelse, lukke døren og tale med veninder og kærester i fred. 

Mine døtre skiftevis måbede og grinede, da jeg fortalte, og jeg kunne jo så fortsætte med at vi, da jeg var helt lille, også kun havde ét tv i huset, OG (her begyndte de at betvivle mine ord) at DR1 var den eneste kanal, vi kunne se (indtil lokalstationen Århus Lokaltv gik i luften, så havde vi to!). 
'Man sku' tro, du var på alder med Grauballemanden', sagde én af pigerne så.

Helt bag af dansen var jeg altså  ikke. Jeg fik en clockradio i julegave et år (med snoozeknap!) og mit stereoanlæg havde dobbeltbåndoptager. Jeg havde også en sej walkman, som automatisk spillede den anden side af båndet, når den ene var færdig, dvs. man behøvede ikke tage båndet ud og vende det om. Og i 9.klasse købte jeg en elektrisk skrivemaskine (den var på tilbud til 999,-) og den havde automatisk slettefunktion! 
Mine leggins havde strop under foden og hed gamachebukser, og et år fik jeg en karrygul vinterjakke, der var så pivsmart til mine benvarmere i samme farve at jeg beholdt jakken på i timerne i skolen, for at de andre rigtig kunne se hvor smart jeg var.

Jeg var fan af The Cure, Simple Minds, U2 og Duran Duran og kunne alle Tv2's tekster udenad. Havde også en periode med Culture Club, hvor mit værelse var plastret til med plakater af Boy George. 'Sikke da en nydelig dame, du har hængende der', sagde min mormor engang, da hun var på besøg og så min Boy George-udsmykning.


Hold nu kæft. Mine børn har ret.
Jeg er på alder med Grauballemanden!

Memory Lane: Barselsland 3

Jeg skal være den første til at beklage, at der er gået en uge, før jeg fik skrevet tredje del af min lille barselsføljeton.
Der kom sgu lige en hverdag i vejen og den måtte jeg deale med først. Sådan er det jo. First things first. Men nu er det weekend, solen skinner og i aften skal jeg til fest!

I min tredje barsel var alt skiftet ud. Ja altså lige med undtagelse af mig og mine to ældste børn. Men resten var lavet om! 3-værelses andelslejlighed skiftet ud med 240 m2 50'er hus, mit lærerjob i Århus var skiftet ud med et i Vejle, så alle omgivelser var nye.
Ja -  og manden han var -  ikke mindst - også blevet skiftet ud!

Da Lillepigen blev født, havde jeg boet tre år i mit nye liv og kendt ham, der i dag har en vielsesring magen til min, i fire år.

Man kunne derfor fristes til at tro at barsel nr. 3 var helt anderledes end de to første. 

Aber Nein! So war es nicht.

For at være på barsel er på alle måder at komme back to basics. Helt ned i gear og gøre det helt enkle til det helt store.
Jeg ammede. Skiftede lortebleer. Gik lange ture med barnevognen. Gik i mødregruppe, til babysalmesang og efterfødselsgymnasstik. Fik nye bekendtskaber og et større netværk her.

Dét, der alligevel var anderledes og som jeg altid vil tænke på, når jeg sender tankerne tilbage til vinter og forår 2008/2009, det er at jeg NØD det!
Jeg nød det kæmpestort.
Det var barn nr. 3 og jeg var derfor var fuldstændig cool og afslappet med alt, hvad der indtraf. Mantraet var gennemgående: Ja, hun skriger om aftenen, men det er en fase, det går over. Ja, hun har ondt for tænder, det er en fase, det går over. Trodsalder? Det er en fase, det går over. Mit mentale overskud på mor-identiteten var uendeligt. 
Jeg gjorde rent, bagte boller, vaskede tøj, læste bøger og sov hver dag til middag sammen med Lillepigen. Fordi jeg vidste at det dét, der slår en hjemmegående mor omkuld ikke er alle opgaverne og ansvaret - det er heller ikke aleneheden eller usikkerheden. Og det er slet ikke samværet med barnet. Det er trætheden! 
Trætheden er den største udfordring for en nybagt mor! Det er den, der får hende til at ligne udskidt æblegrød, den der gør hende grådlabil, urimelig og får hende til at snerre af manden, når han (med garanti også træt) kommer hjem fra arbejde senere end han have annonceret. 
Det vidste jeg tredje gang, og jeg tænkte SÅ tit på, at meget ville have været anderledes, hvis jeg havde indrettet mig på samme måde især i den første barsel, hvor trætheden fyldte mest. Fyldte alt. 

Jeg vidste ligeledes at denne barsel definitivt var min sidste, og derfor lovede jeg hver eneste dag mig selv at nyde det og tag vare på mig selv. Præcis som man anbefaler alle førstegangs-mødre, men det var jeg slet ikke i stand til dengang jeg var førstegangsmor. Jeg kunne fx ikke lægge mig til at sove, mens min førstefødte lå i barnevognen udenfor, for jeg reagerede på hvert eneste lille skrat fra babyalarmen og var oppe ved vinduet 100 gange på en halv time - hvor meget får man så lige hvilet?

Mine dage med Lillepigen begyndte i de første måneder altid med at jeg fulgte de to store i skole. Mellempigen begyndte netop i skole, som jeg gik på barsel, så hun havde en højgravid mor med sig på sin første skoledag. 
Da Lillepigen (som blev født på Kolding Sygehus ved en lynfødsel på 12 minutter, en mørk novembermorgen) var spæd og lå i barnevognen, fulgte jeg pigerne i skole og gik herefter en lang tur med barnevognen. Det var fedt at komme ud og få luft og vind i hovedet og godt at få motion oveni. Da hun blev ældre og kunne sidde op i barnevognen, lod jeg hende gøre det i videst muligt omfang, og lagde hende først til at sove lige inden vi var hjemme. På den måde fik jeg et par timers formiddagsro til at være hausfrau, læse eller hvad jeg nu gjorde. Hvor mange gange havde jeg ikke - i min første barsel -  gået og gået med et sovende barn, der så vågnede og var frisk, når jeg kom hjem - dødtræt af at vade rundt?
Når Lillepigen sov sin anden lur henad eftermiddagen, lagde jeg mig også.
Bare 20 minutters søvn kan gøre underværker for en træt mor.
Jeg skylder at tilføje at Lillepigen hurtigt sov igennem om natten, og at jeg fik adskillige timers sammenhængende søvn hver nat. Jeg ammede hende ved 23-tiden, og så sov hun til kl. 6.00. 

Der var mange, der spurgte til om vi ikke håbede at det blev en dreng, når vi nu til sammen i forvejen havde én søn og tre døtre. Tanken strejfede mig mange gange, selvfølgelig kunne det være sjovt også at prøve at være mor til en søn, og jeg hældte selv meget til en fornemmelse af, at jeg ventede en dreng. (Men belært at mine erfaringer med Mellempigen, hvor jeg var SIKKER på, at jeg ventede en dreng, så gik jeg stille med dørene denne gang). Alle disse dreng/pige tanker forsvandt forevigt den dag, hun blev lagt i mine arme. Det var jo hende og ingen anden, vi skulle have! Sådan er det jo heldigvis så fantastisk indrettet! Og her kan I nok høre violinerne spille, mens rulleteksterne begynder at køre ned over skærmen...

Storepigen var 9 år og Mellempigen 6 år, da Lillepigen kom til verden. Selvom Lillepigen teknisk set er en halvsøster, kunne hun ikke føles mere hel. Billdet er taget den dag hun blev født. Dragten var vendbar og med blå striber på den anden side, for vi vidste ikke om hun blev en pige eller en dreng. 

Memory Lane: Barselsland 2

Da jeg to et halvt år efter blev gravid igen, så mange ting anderledes ud. Livet som studerende var skiftet ud med en hverdag som nybagt lærer. 

Den lille sorthårede mellempige blev som sin storesøster født ved en nem, hurtig og helt ukompliceret fødsel. Vi tog hjem med det samme og trådte ind ad døren til vores lejlighed 3½ time efter hun var født. Jeg husker, at de den onsdag eftermiddag havde så travlt på fødegangen på Skejby Sygehus, at der mens jeg havde presseveer, kom en rengøringsassistent ind, hvor jeg lå -  og begyndte at tømme skraldespande og gøre klar til rengøring.

Mellempigen var nem, nem, nem ...  de første mange måneder, men så blev hun ørebarn, og i stedet for at sove om aftenen brugte hun sine aftener på at skrige, mens hendes far og jeg gik hvileløst frem rundt med hende på armen. 
Vi var flyttet til en større lejlighed i Århus, men ledte efter hus. Huset blev en realitet, da Mellempigen var 9 måneder gammel. 
Vi forlod midtbyen og rykkede til en forstad temmelig langt udenfor centrum.
Storepigen var lige startet i børnehave, og da der var seks måneders ventetid på at få en børnehaveplads til hende i den nye bydel, brugte jeg uendelig meget af denne barselsorlov på at køre hende ind til byen og aflevere hende i børnehave og så enten blive i byen, besøge nogen, være i mødregruppe eller andet og så tage hende med hjem igen hen på eftermiddagen. Alternativt kørte jeg ud til forstaden, hvor jeg knoklede med huslige gøremål, inden jeg kørte ind til byen og hentede børnehavebarnet igen. Jeg husker meget lidt optur fra den barsel, langt det meste var nedtur eller ligefrem røvtur - fx kontaktede jeg min nye sundhedsplejerske i forstaden, for at høre om der var en lokal mødregruppe i området, for så ville jeg meget gerne med i den. 
Vi var lige flyttet til, kendte ikke et øje og havde intet netværk. I min verden var en mødregruppe et helt oplagt sted at starte, når jeg nu gik hjemme. Den sundhedsplejerske jeg talte med var rigtig sød og venlig, hun kunne fortælle at der faktisk næsten lige var opstartet en ny mødregruppe i området,  og hun ville kontakte dem hurtigst muligt og fortælle de andre medlemmer om mig, og at jeg gerne ville være med. Herefter ville hun ringe tilbage med besked om hvor og hvornår. 
Et par dage efter ringede hun mig op - forventningsfuld tog jeg røret og tænkte, at NU kommer jeg til at lære nogen rigtig søde kvinder at kende herude, og SÅ bliver jeg glad for at bo her. Sundhedsplejersken kunne berette at hun havde været i kontakt med mødregruppen, men ... og her var det så at hun rømmede sig og tydeligt var helt led ved at skulle sige det, der nu kom: De ønskede ikke nye medlemmer i deres mødregruppe!? De mente, at de fem kvinder de var i gruppen nu, var rigelig og at de efter ganske få møder var kommet til at kende hinanden så godt, at det var en dårlig idé at tage en ny ind. Og det var de alle fem enige i. Sagde sunedhedsplejersken og var helt tydeligt led ved det. 
Tænk, sådan var det!? De ville ikke lege med mig!? Dumme unger! Fra da af skulede jeg olmt, når jeg på mine daglige gåture med barnevognen i lokalområdet, fik øje på en anden kvinde med en barnevogn - hun kunne jo være en af dem, der ikke ville lege med mig.

Derfor kom mit sociale liv under barsel nr. 2 til primært at foregå online. Jeg etablerede en lukket online mødregruppe, som eksisterer den dag i dag, hvor børnene er 11 år gammel. Gruppen, der består af kvinder, der bor spredt ud over det meste af landet (og et par stykker udenlands) er med årene blevet meget mindre. Dét, der startede som et virtuelt fælleskab er med årene blevet livslange venskaber.
Så fuck den rådne mødregruppe fra forstaden, det jeg fik i stedet var langt langt bedre!

Nu med to børn. Storepigen var for det meste glad for - for sin lillesøster og for livet i almindelighed .
Hvor er det i øvrigt sjovt, at jeg mens jeg sidder og scanner dette billede ind, får øje på de to der krammer (eller danser?) i baggrunden. Det har de gjort i 11 år uden at nogen har bemærket det...

Men hun var ikke så vild med at blive fotograferet, fordi hun så skulle smile på kommando og det kan man ikke altid regne med at 3-årige gider...

Memory Lane: Barselsland 1

Det er stadig halvmørkt udenfor, men jeg har været vågen længe. Og nu har jeg flyttet mig fra sengen, hvor jeg alligevel lå og stirrede op i loftet ind i stuen til min computer sammen med en kop frisklavet kaffe. Selvom klokken ikke er mere end seks, er der allerede en livlig trafik på gaden. Da jeg lige før stod og kiggede ud af vinduet,  fik øjenkontakt til vores genbo og hendes baby, hoppede op og ned i vindueskarmen (altså det var babyen, der hoppede i vindueskarmen, ikke moderen... haha)  mens de vinkede farvel til manden i huset, babyens far, der stod i indkørslen, vinkede og sendte fingerkys.

Det fik mig til at tænke på de tre gange, jeg har været på barselsorlov og har været den, der stod med et lille barn på armen og vinkede farvel til en mand, der tog afsted på arbejde tidligt om morgenen. Hvis jeg da ikke lå og snorksov med en baby på tværs i sengen, henover maven eller måske liggende ved brystet.
Mine tre barsler har været meget forskellige. Helt unikke på hver deres måde. Den første foregik i hjertet af Århus, hvor jeg dag ud og dag ind traskede rundt med barnevognen, gik i butikker, på café, på bibliotekt, til babyrytmik og i mødregruppe -  og følte mig helt utrolig mor-agtig på en meget voksen måde. 
Jeg var på sidste årgang på lærerseminariet, da jeg blev gravid med Storepigen, og der kom således med et trylleslag meget alvor og ansvar ind i min ellers på mange måder ukomplicerede tilværelse som studerende i 2-værelseslejlighed. 
Min første barsel var egentlig en forlængelse af min studietid. 
Storepigen blev født i maj det år, jeg skulle have været færdig med læreruddannelsen. Jeg nåede at aflevere fire eksamensopgaver dagen inden fødslen - og herefter fulgte så fire mundtlige afsluttende eksaminer. 
Jeg valgte at tage to af de eksaminer og skyde de to andre til året efter. Med et opløb af baby, nybagt far og min mor on the side som både praktisk hjælper og mental suppert, gik jeg til eksamen i didaktik (faget, der i gamle dage hed 'undervisningslære') tre uger efter at have født mit første barn og i mit linjefag religion, da hun var fem uger.
Alt dette var jo planlagt inden fødslen, hvor jeg intet anede om hvor grådlabil, slatten, træt, hængemulet og helt ude i tovene man kan være som nybagt mor. Husker stadig, hvordan jeg natten inden didaktik-eksamen (min studieveninde og jeg forberedte os hele natten) sad og pumpede mælk ud med en brystpumpe, mens vi øvede vores eksamensoplæg for hinanden, og hvordan jeg af bare eksamensnerver og nybagt-mor-kuller og generel psykisk uligevægthed, begyndte at ryge af min venindes smøger og selvfølgelig næsten døde af både hosteanfald og dårlig samvittighed.
Men det gik jo godt - jeg kom igennem, udelukkende fordi jeg havde mennesker omkring mig, der næsten bar mig hele vejen. 
Jeg sagde mange gange efterfølgende at det 9-tal (ja vi er tilbage ved den gamle skala), jeg fik i religion, burde have været delt ud således, at jeg gav de tre til min studiegruppe og tre til den nybagte far, og så passede de tre, der var tilbage til mig selv sgu nok meget godt til min reelle præstation!

Jeg gik hjemme med Storepigen til hun var 15 måneder gammel, hvorefter jeg begyndte i mit første job som lærer i den danske folkeskole. 

Storepigens far fik et jobtilbud, han ikke kunne sige nej til - i en anden by end Århus, og i en vinter så lang som turen gennem helvede, var jeg alene med hende fra tidlig morgen til sen aften. Mange dage så han hende ikke vågen og det blev heldigvis også for meget for ham, så efter 3/4 kvittede han drømmejobbet og skiftede branche i erkendelse af, at den tid han ikke var sammen med sit barn, aldrig kom tilbage igen,hvorimod der nok skulle komme nye jobtilbud. Et meget klogt valgt, syntes barnets moder!

Fra et af utallige cafébesøg ved åen i Århus. Det må være én fra mødregruppen, der har taget billedet.
Dengang Storepigen blev født, var billeder noget der blev fremkaldt på papir og efterfølgende sat ind i et album! 

Skulle det have nogen interesse

Så har jeg (under fanen 'sider') samlet alle de indlæg, om hvordan jeg mødte ham, der har en vielsesring magen til min. Listen af indlæg kan også ses her:

Tilbageblik 1
Tilbageblik 2
Tilbageblik 3
Tilbageblik 4
Tilbageblik 5
Tilbageblik 6
Tilbageblik 7
Tilbageblik 8
Opfølgning 1
Opfølgning 2

Opfølgning 3
Opfølgning 4 og slut


Her er et billede fra den dag, vi blev gift. 3.maj 2008.
Jeg var gravid med Lillepigen og konstant meget træt, forkvalmet og utilpas. Det betød heldigvis ingenting den dag. 

Barndomshjem

Børnene drikker Ribenasaft og griner, når jeg fortæller at onkel J. havde værelse der, hvor de nu sover. Og at mit værelse var det lige ved siden af. De synes, det lyder skørt at onkel J. og jeg har boet sammen hjemme hos mormor og morfar. Og de lægger ikke skjul på misundelsen. 
Jeg bedyrer ellers at morfar godt kunne være skrap, og at man altså skulle smøre madpakker og lave lektier dengang jeg boede der. Men det tror de ikke helt på, for der findes i deres verden ikke rarere og hyggeligere mennesker end mormor og morfar. Der er noget meget meget trygt i at have et barndomshjem. Et sted, hvor alt ligner sig selv og hvor sofaen står der, hvor den altid har stået. Her har jeg rod og her er jeg ikke mor, kone eller skolelærer, jeg er datter. Og lige meget hvor gammel jeg er, siger min mor at jeg skal køre forsigtigt og fortæller mig hvor jeg kan parkere, når jeg kører til byen, selv om jeg har været det sted hundredevis af gange før. 


Dér hang engang en gynge, her sad jeg tit og læste og i det skab, gemte onkel J. sig altid, når vi legede gemmeleg. Når det ringede på døren, var det nogen, der spurgte om vi kunne lege og ude på vejen var der altid børn, der legede Når K og jeg var uvenner, satte jeg mig på lyskassen ved lygtepælen og spejdede mod huset, hvor hun boede, i håb om at hun kom ud igen, så vi kunne slutte fred. Skal vi hoppe i svingetov, kunne hun for eksempel spørge og så vidste jeg, at vi var gode venner igen. Vi legede at vores cykler var heste og så kørte vi rundt og rundt og rundt på vendepladsen, som så var en ridebane. 
Vendepladsen er der endnu. Jeg husker den som meget større, men må jo have været mig, der var mindre.


Mit barndomshjem er lyden af en bestemt dør, der klaprer, det er duften af mad og det er varme og tryghed.
Det er nogen, der synger og griner højt og nogen, der slår ud med armene og sætter kaffe over. Det er formen, jeg er støbt i, ophavet til mig. 
På én gang et sted, hvor jeg falder frit og giver slip, men også et sted, hvor 'selvfølgelig' og  'plejer' bliver til bundethed og laden-stå-til, fordi nogen ting ikke skal eller kan blive anderledes. Men jeg kan lide det sådan, fordi det er dér, hvor jeg kommer fra. Og elsker at vende tilbage til i nogle timer, dage. 

Hest

Fornylig afgik én af vores to biler ved døden. Der blev ikke sørget, for vi vidste godt at dens dage var talte. Vi vidste også at den gearkasse, der sprang, var mere værd end bilen og derfor var vi helt cool med at  bilen blev skrottet.

Jens indledte herefter jagten på et nyt køretøj, og da han ikke er en mand, der tænker ret meget før han træffer beslutninger, fandt han "den lille hvide" allerede efter et par timers søgning.

Den opfylder vores behov, forklarede han og nævnte størrelsen på motoren og andre faktuelle oplysninger, som sagde mig mindre end vådt bølgepap.

Men en hvid bil, indvendte jeg. Jeg vil hellere have en rød bil.

Men nu holder den i vores indkørsel. "Den lille hvide", og jeg har ikke før i dag prøvet at køre i den. Har jo sølvbilen, så hvorfor skulle jeg.

Vil du ikke nok, spurgte Jens pænt, for så kan du måske hjælpe mig med at finde ud af, hvad det er, der lugter så fælt af i den bil. Jeg tror, det er når blæseren kører, men jeg er ikke sikker. Der lugter bare virkelig mærkeligt i den bil.

Jeg tog en tur. Allerede nede for enden af vejen, inden jeg drejede af, blev jeg som ved et sanseligt trylleslag sendt tilbage i tiden:

Charlie puffede blidt med den varme mule mod mine lommer: Han vidste, at jeg havde et æble i lommen, for havde jeg altid, når jeg kom ned til stalden. Jeg tog æblet op af lommen og holdt det frem mod ham med flad hånd. Han gumlede løs, mens savl og æblesaft løb ned af mine ridebukser. Jeg klappede ham på halsen og lagde mine arme om ham. Kyssede ham og tænkte, at ham og jeg aldrig skulle skilles. At han var min hest forevigt og at jeg ville passe på ham lige meget hvad.

"Den lille hvide" stinker af hest. 

Jens siger stinker.
Jeg siger at den dufter himmelsk af en næsten glemt fortid, som fyldte mine dage ud, gav mig så uendelig mange dejlige oplevelser og venskaber og som sluttede brat næsten fra den ene dag til den anden, da pigen fra Fyn, som havde købt Charlie, hentede ham og min verden gik itu. Beslutningen var truffet med fornuften, der var ikke andre muligheder, jeg måtte sælge ham. 
Studenterhuen var i hus, jeg var på vej til København og der var ikke lige plads til en hest i den ligning.

Minderne om den dejlige hest, jeg fik som 14-årig, da han var et nyfødt føl, selv tilred tre år efter og som var mit ét og alt til jeg var 19 og fløj fra reden, væltede ind over mig på den lille køretur. 

Nogen idéer til hvordan man får den hestelugt ud af en bil?

Jeg savnede nok bare min mor lidt

Jeg var seks år gammel og lige begyndt i skole. I børnehaveklassen havde vi en meget sjov og rar dame, der hed Grethe. Grethe lærte os at tegne cirkler og trekanter og vi sang og legede og sad i en rundkreds og klappede rytmer. Børnehaveklassen var fra kl. 8 til kl. 11, og når vi havde fri mødte eftermiddagsholdet. De gik i børnehaveklasse fra kl. 11 til kl. 14.

Der var ikke noget, der hed SFO, så mine forældre brød deres hoveder med at finde en løsning på, hvem der skulle passe mig fra jeg fik fri kl. 11 til en af dem havde fri senere på eftermiddagen.
Løsningen blev at jeg skulle tilbringe eftermiddagstimerne i min børnehave, hvor min lillebror også stadig gik.
Det var en god løsning og jeg var glad for at skulle fortsætte i børnehaven, selvom jeg var startet i skole.
Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg blev meget forskrækket, da min mor informerede mig om, at jeg skulle lære at køre i bus alene hen til børnehaven. Alene! Uden følgeskab af en voksen, det gjorde mig meget ængstelig, men jeg tror at jeg bed det i mig. Jeg skulle altså tage bussen, der holdt lige uden for skolen og køre ca. 10 stop, stå af bussen og gå omkring 400 meter op til børnehaven. Det kan du sagtens finde ud af, sagde min mor. Du er jo en stor skolepige nu, og det er ikke spor svært. Jeg synes det lød meget svært og havde ondt i maven ved tanken om at komme til at gøre forkert - tage med en forkerte bus, stå af ved det forkerte stoppested eller endnu værre: Tænk, hvis nogen sagde noget til mig i bussen, hvis nu en gammel dame eller mand talte til mig, hvad skulle jeg så svare? Jeg var genert og lidt ængstelig og at køre i bus alene var meget farligt, troede jeg.
Vi øver det, sagde min far - jeg kommer i bilen og følger dig hen til bussen, og når du er kommet ind i den, kører jeg efter bussen, og er jeg der, når du står af. Så finder du ud af, at det slet ikke er svært.
Jeg syntes, det var en god plan. I stedet for at sætte mig ind på et sæde, stod jeg på bussens bagperron og kiggede på min far, der kørte lige bagved og han smilede og vinkede og var den rareste far i hele verden. Så rar, at det stak lidt i hjertet at han sad der i bilen, mens jeg stod alene i bussen. Jeg kom fint af det rigtige sted, men skulle så passere en meget trafikeret vej, for at komme over til vejen mod børnehaven.

Det går ikke, sagde min far til min mor over aftensmaden samme aften - der har vi ikke tænkt os ordentligt om, det er alt for farligt at lade en seksårig gå alene over den vej. Jeg sagde ikke noget, lyttede bare til deres snak.
Mine forældre gik i tænkeboks, for som de netop havde løst pasningsproblemet i eftermiddagstimerne, var der opstået et nyt problem: at det ikke var forsvarligt at lad mig passere den store vej alene.
Løsningen blev Marianne, Tina, Helene og Birgitte.
De var elever i min mors klasse.
Min børnehave lå ved siden af den skole, hvor begge mine forældre var lærere, og det passede perfekt, for de store klasser holdt spisefrikvarter der kl. 11.38, hvor jeg steg af bussen.
De fire piger blev hyret til at skiftes til - to og to sammen - at gå ned til busstoppestedet og tage imod mig, og følge mig over den store vej og op til den sti, der delte sig i én vej mod børnehaven og en anden mod skolen. Det var en rigtig god løsning, syntes mine forældre og de var lettede over at også dét praktiske problem nu var løst.

Systemet fungerede. Der stod hver dag to piger og ventede på mig og fulgte mig over vejen og jeg tror, at de kunne lide opgaven. Undtagen Helene, hun virkede ikke særlig begejstret. Hende kunne jeg ikke lide, for hun trak mig hårdt i armen, når jeg ikke gik hurtigt nok over vejen. Hun så tit sur ud, og hendes fingre lugtede grimt af cigaretrøg. Hendes hår var afbleget og de smalle læber tegnet op med pink læbestift. Nogen gange stod hun og lavede store bobler med tyggegummi og når de sprang højt, klaskede tyggegummiet om munden på hende, og så kom tungen ud og fik det ind mellem tænderne igen.

En dag var jeg kommet til at snakke og grine med mine kammerater Trine og Pia på vej ud af klassen, tiden løb fra mig og da jeg langt om længe stod ude ved busstoppestedet, kom der ingen bus. Jeg ventede i noget der føltes som uendeligt længe uden at ane, hvad jeg skulle stille op. Det faldt mig ikke ind at gå tilbage til skolen og bede en voksen om hjælp, jeg blev bare stående ved stoppestedet og stirrede ned af vejen efter en gul bus. Som ikke kom, fordi den var kørt.

Til gengæld kom der en bil. Det var vores bil og det var min mor, der kørte. Hun så lettet ud, da hun så mig - skynd dig at hoppe ind, sagde hun og aede mig på kinden. Jeg begyndte at græde, og min mor var så sød og omsorgsfuld, det er helt okay, bussen kørte fra dig, det kan du ikke gøre for (jeg turde ikke sige, at det kunne jeg jo godt, det var jo fordi jeg var langsom og havde snakket med Trine og Pia?).

Min mor fortalte, mens vi kørte at Marianne og Tina, der den dag havde ventet på mig ved stoppestedet, havde skyndt sig tilbage til skolen, for at fortælle min mor, at jeg ikke var med, da den kom.
Min mor blev forskækket og løb ud til bilen og skyndte sig at køre hen til min skole, hvor hun samlede mig op og kørte mig i børnehave. Det var vidunderligt at køre med min mor, jeg fik endda lov til at sidde på forsædet. Meget rarere og tryggere end at køre alene i bus.

Et par uger efter skete det igen.
At jeg ikke nåede bussen. Men denne gang var det ikke et hændeligt uheld. Det var med fuldt overlæg.
Da den gule bus fra Århus Sporveje kom trillende, slog det mig pludselig, at hvis jeg ikke tog med bussen, ville der ikke gå ret længe, før min mor kom kørende for at hente mig.
Og det skete. Åh hvor uheldigt lille skat, kørte bussen nu fra dig igen, sagde min mor igen omsorgsfuld og gav mig et kram.

Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg med vilje lod bussen køre uden mig, fordi jeg på den måde kunne undgå Helenes cigaretfingre og tyggegummibobler og i stedet blev hentet af min søde mor.
Det var ikke systematisk, men bare en gang imellem, når jeg syntes, det skulle være.

Efter et halvt års tid stoppede eftermiddagsordningen med børnehaven og jeg lærte i stedet at gå hjem selv og være alene hjemme om eftermiddagen.

Opfølgning 1

Til de af jer, der efter at have læst gårsdagens afrunding på min og Jens' dejlige kærlighedshistorie, sad med en lidt fesen smag i munden og tænkte: "Den slutning var sgu lidt tam i det": Jeg giver jer fuldkommen ret!
Det var en tam afrunding, men valget stod mellem det fesne indlæg jeg postede, eller intet indlæg. For søndag aften blev jeg overhalet indenom af en skolestart, som skubbede mig i grøften, hvor jeg lige siden har ligget og hevet efter vejret. 
Jeg glemmer hvert år, hvor meget det tager pusten fra mig, når jeg ud over at skulle være nærværende, interesseret og pligtopfyldende mor til to skolebørn, der tager hul på et nyt skoleår samtidig også er en nærværende, interesseret og pligtopfyldende skolelærer, der sammen med en masse elever, tager hul på et nyt skoleår. 
I år er jeg ekstra ramt fordi skolen hvor jeg arbejder, har været igennem meget store forandringer. Jeg har fået nye kolleger, er fysisk placeret et andet sted nu og har brugt de sidste tre dage på at lære 56 nye elevnavne at kende.

Derfor røg 'The looove Story' lidt i baggrunden, men jeg vil meget meget gerne tage tråden op igen. For jeg har det egentlig meget sådan, at det først var da vi mødtes for anden gang -  i civil om man så må sige - ude i virkeligheden, hvor de kolde fadøl, musikken og 20.000 glade mennesker ikke længere var en del af baggrundsbilledet, at det hele rigtig begyndte.

Det første år vi kendte hinanden, var det som weekendkærester. Til at begynde med sås vi hveranden weekend - den børnefri weekend - og selvom det hurtigt blev sådan at weekenden strakte sig til mandag morgen (jeg tog toget fra Vejle kl. 6.30 for at kunne nå på arbejde i Århus kl. 8.00 og når han var hos mig kørte han kl. 6.00 mandag morgen!) så var det jo slet ikke nok. Vi begyndte derfor ret hurtigt at tale om, hvordan vi bedst mødte hinandens børn. Mine piger var dengang 2 og 5, hans søn og datter 10 og 14. 

Jeg kan nærmest ikke huske, præcis hvordan vi gjorde det - kun at Jens besøgte pigerne og mig nogle gange på hverdage, hvor han så kørte hjem til sig selv igen, og at han en weekendeftermiddag havde sine unger med op til mig, hvor vi bagte en kage og gik en tur. Det gik nemt og vi kunne lide hinandens børn med det samme - og hinandens børn kunne lide os! Det var derfor ikke kompliceret for pigerne og jeg at tage på weekend hos Jens og børn - vi lavede sjove ting sammen og hyggede med slik, film, svømmehal og andre familieagtige ting. Det gik nemt. Fordi det var weekender og ikke hverdage, lærte jeg sidenhen.

Ønsket om at være tættere på hinanden i hverdagen blev hurtigt enormt stort. 
Når jeg luftede det for familie og venner, mødte jeg en fordom, som kom bag på mig. Mine nærmeste anfægtede min drøm om at bo sammen med Jens, fordi jeg ikke havde boet alene særlig længe. Folk sagde ting som: Skulle du nu ikke lige få lært at være alene, inden du flytter sammen med en ny mand? Det er vigtigt ,at du bliver god til at være alene, blev der sagt.
De sætninger - at lære at være alene og at være god til at være alene - fyldte mine tanker om aftenen, når jeg syg af længsel efter min søde Jens lå og stirrede ud i mørket. Alt inden i mig strittede imod og jeg sagde en aften højt ud i luften: Fandme nej, om jeg vil være god til at være alene. Jeg vil være god til at være sammen med nogen!

Tilbageblik 8

The rest is history

I det øjeblik han trådte ind ad døren, forsvandt al nervøsitet, panikken forduftede og jeg fyldtes af ro.  Det var magisk.

Der var ikke ét eneste pinligt øjeblik, vi var ikke det mindste akavede og vi fortsatte helt naturligt, hvor vi havde sluppet hinanden tre uger før.

Der var slet ingen tvivl om at han og jeg hørte sammen.

Og sammen - det har vi været lige siden.

Tilbageblik 7

Indlægget her er en fortsættelse af gårsdagens, som du kan læse ved at klikke her.

Som ved et trylleslag bristede festivalboblen og efter ganske få timers søvn, mødte jeg på arbejde mandag morgen. Havde det været en hvilken som helst anden mandag, ville jeg nok have sygemeldt mig, for mine øjne var røde og opsvulmede af øjenbetændelse, min stemme hæs og næsten forsvundet og jeg havde det forfærdeligt efter fire døgn med alt for lidt søvn og alt for meget alkohol. 
Men mine kolleger vidste jo, at jeg havde været på festival hele weekenden (og så melder man sig altså ikke syg!), så jeg måtte lægge ører til mange drillerier og dumme kommentarer. 

Der gik et par dage inden Søde Jens sms'ede. Om jeg var kommet godt hjem, om det var hårdt at komme op på arbejde osv. Selvom det kun var få dage siden, vi havde stået tæt omslynget og hørt musik i Bøgeskoven, føltes han nu uendelig langt væk, og det var helt surrealistisk at tænke på, at han gik rundt hjemme i sin hverdag og lavede helt almindelige hverdagsting. 
En del af vores sms'er handlede om det meget ærgerlige faktum, at vi ikke havde fået sagt farvel til hinanden søndag aften, inden jeg tog hjem. Én af de beskeder greb jeg i luften og skrev til ham, at det måtte vi have rettet op på - altså mødes for at sige ordentligt farvel, og han returnerede med det samme og spurgte, hvornår han måtte komme og besøge mig. Altså for at sige farvel.
Da det gik op for mig, at han var mere end almindelig interesseret i at møde mig igen, fik jeg de koldeste fødder og døde lidt af skræk. Jeg tænkte både, at det kunne være så fedt at møde ham igen, men jeg forestillede mig også, at gensynet kunne blive så pinligt og akavet, at det ville være en forfærdelig oplevelse for os begge. 
Disse forestillinger forsvandt dog lidt, da han en aften ringede for at lave en aftale og ellers bare snakke. Ligeså snart jeg hørte hans glade stemme, mærkede jeg lidt af magien igen.
Det forholdt sig sådan, at han skulle noget den kommende weekend og derfor tilbød at besøge mig en hverdagsaften. Det kunne jeg slet ikke have med at gøre, for jeg boede jo alene med to børn og de skulle på ingen måde inddrages i den her historie. Og netop børnene var også årsag til at det ikke kunne blive weekenden efter, for der havde jeg dem hos mig. Efter mange forslag og muligheder endte det med at Søde Jens skulle komme til kaffe hos mig en søndag eftermiddag tre uger efter vores hede weekend i Skanderborg.
Tre uger er altså lang tid, skulle jeg hilse og sige - og der var ikke nogen hed kontakt i de uger - det var som om vi begge havde brug for at trække vejret i hver vores virkelighed. Jeg tænkte meget på ham og savnede ham lidt, men jeg havde svært ved at skelne, om det var den meget stemningsfyldte festivalboble i Skanderborg, jeg savnede, eller om det var ham? Desuden var vi i begyndelsen af august, og jeg havde lige taget hul på et nyt skoleår som klasselærer i en 9.klasse. Jeg havde derfor meget travlt på mit arbejde.
De tre uger gik forholdsvist hurtigt og dagen for gensynet nærmede sig. Magien fra Skanderborg var forlængst blæst væk af hverdagen og fornemmelsen af, at gensynet med Søde Jens ville blive kikset, voksede støt i min mave.

Den søndag han skulle komme ved 14-tiden om eftermiddagen, vågnede jeg meget tidligt. Ryddede op og gjorde rent i min lejlighed, mens jeg gik mere og mere i panik. Jeg havde et par rigtig gode veninder, der med stor fryd og rørende entusiasme havde fulgt med på sidelinjen, og den ene af dem ringede om formiddagen for at bede mig gennemgå, hvad jeg havde tænkt mig. 'Har du købt noget ind, så du kan lave mad, hvis han bliver og spiser', ville hun vide og det havde jeg ikke, men tog straks noget laks op af fryseren. Just in case.
Jeg skiftede tøj 10 gange i løbet af formiddagen. Kunne ikke finde det rigtige - hvad fanden har man på, når man skal drikke kaffe en søndag eftermiddag? Jeg flyttede også om i lejligheden hele tiden. Det ene øjeblik synes jeg det var for bart og stringent, (det skulle jo nødig se ud som om, der boede en kontrolfreak) så jeg smed lidt ugeblade og nogle bøger tilfældigt rundt i stuen, som jeg så lidt efter flyttede igen (det skulle jo nødig se ud som om der boede et rodehoved...).
Så mig konstant i spejlet, tog lidt læbestift på, tørrede det af igen ... Blev mere og mere nervøs. Han sms'ede, at nu kørte han hjemmefra og ville være hos mig ca. en time senere. Den time blev én af de længste i mit liv nogen sinde. 
Hvad skulle jeg sige, når han trådte ind af døren? Hvad ville han sige? Hvad nu hvis det var helt til grin, men at det kun var mig, der syntes det? Kunne jeg få ham verfet ud så?
Jeg sad i min sofa. Rejste mig op. Satte mig ned. Lagde mig ned. Satte mig op. Rejste mig, gik hen til vinduet, gik ind i stuen, satte mig i sofaen. Jeg stod i køkkenet, da jeg så hans lyseblå Toyota trille ind foran huset, men jeg gemte mig ved døren, så han ikke kunne se mig gennem vinduet.

Da det endelig ringede på, sad mit hjerte fast i halsen.

Fortsættes.

Tilbageblik 6

Dette indlæg er en fortsættelse af gårsdagens, som du kan læse ved at klikke her.

Der stod jeg så med telefonen i hånden og læste den sms igen og igen.

Da jeg havde læst sms'en for 10. gang, bad min hjerne mig om at slå koldt vand i blodet og ikke mindst om at overveje grundigt, om jeg overhovedet behøvede at svare? Derefter formulerede min hjerne en venlig afvisning, der ikke kunne misforstås.  Sådan tænkte min hjerne.
Mit hjerte derimod, greb telefonen og skrev straks et forslag om et mødested inden én af aftenens store koncerter, som vi så kunne nyde sammen. 

Her tillader jeg mig at lade handlingen skride lidt hurtigt frem - for det første fordi jeg nødigt vil kede læseren med overflødig snak, og for det andet fordi variationerne over det, der sker de næste to dage er forholdsvis små. For det tredje skal vi huske, at begivenhederne ligger otte år tilbage, og at meget derfor står hen i hukommelsens grå tåger. 

Vi mødtes om aftenen. Det var vidunderligt. Og vi sov sammen næste nat også. Og den næste igen. I de følgende dage var vi uadskillelige, gik rundt som et gammelt ægtepar med hinanden i hånden og benyttede enhver lejlighed til enten at kysse eller at snakke. 
Vi snakkede rigtig meget! Jeg fortalte om mine to børn og han fortalte om sine to. Jeg fortalte om min skilsmisse og han fortalte om sin. Han fortalte om sin hverdag og om sit arbejde som ingeniør, jeg fortalte om min hverdag og om mit arbejde som lærer. Vi talte om at være alene med børn, om den fiasko det lige meget hvordan, man vender og drejer sagen er, når man opgiver at kunne få et ægteskab til at fungere og om glæden ved at mærke sig selv i live på den anden side af skilsmissen. 
Vi delte drømme, håb og tanker og jeg fyldtes med glæde og taknemmelighed hvergang han så mig dybt ind i øjnene, hviskede mig søde ord i øret og tog min hånd i sin. 
Jeg oplevede det som en kæmpe gave at lade mig fordybe i samtale med ham, for han var lyttende, åben, spørgende og meget interesseret i både at fortælle om sig selv og at lære mig at kende.
Blandt 25.000 mennesker i det virvar, der hersker overalt på en festival tog vi hinanden i hånden og lukkede os inde i en boble af kys, kram og nærvær og vi fortrængte begge ALT om, at der var en virkelighed på den anden side af hegnet - hvor vi boede i hver sin by og ingen fælles referenceramme havde. Det var helt vildt intenst, helt vildt dejligt og jeg både smiler og er lige ved at tude, når jeg sidder her og skriver om det. Uanset hvad der siden hændte, ville jeg aldrig have været den weekend foruden...
2004 var et jubilæumsår for Skanderborg Festival og søndag aften ville det hele slutte med et brag af en jubilæums-koncert. Så snart denne koncert var slut, skulle jeg skynde mig ned efter min bagage og ud til en p-plads, hvorfra jeg blev samlet op og fik et lift til Århus. Jeg skulle nemlig tidligt op og på arbejde mandag morgen!
Vi vidste jo godt at weekenden ville slutte, og vi var sgu nok også godt klar over, at det sandsynligvis var et eventyr, der ikke kunne bære os længere end dertil, men vi var enige om at få sagt ordentligt farvel til hinanden.
Det lykkedes bare ikke - for da jubilæumskoncerten gik i gang, kom vi på grund af en misforståelse til at stå på hver sin  side af Bøgescenen. Adskilt af henved 20.000 mennesker, der stod tæt i mørket med opmærksomheden vendt mod musikken. På grund af den høje musik var det ikke muligt at ringe hinanden op, så vi sendte et utal af sms'er med forklaringer på, hvor vi befandt os - jeg kæmpede mig gennem menneskemængden for at komme om på den anden side og det samme gjorde han.
Vi fandt aldrig hinanden. Koncerten sluttede og jeg måtte haste efter min bagage for at kunne overholde min køreaftale og komme til Århus. 
Boblen bristede, natten faldt på mens jeg sad på bagsædet af en bil på motorvejen og som med et knips med fingrene skiftede jeg min scene ud med en treværelses lejlighed i det nordlige Århus og var tilbage i rollen som den enlige mor med tjek på tilværelsen.

Og her kunne denne beretning sagtens slutte.
Men det gør den ikke.

Fortsættes i morgen.

Tilbageblik 5

Beretningen om de virkelige hændelser, der fandt sted i Bøgeskoven i begyndelsen af august 2004 fortsætter lidt endnu.

Dette indlæg er en fortsættelse af det, som du kan læse ved at klikke her.

Hvis vi lige skal opsummere, hvorledes scenariet tager sig ud, så har vi en 32-årig, nyligt fraskilt kvinde, der sammen med en veninde er taget på Skanderborg Festival.
Hun er kæk og kåd som en kvie, der lige er blevet lukket ud på græs en forårsdag - og efter en herlig aften med kolde fadøl og god musik, bliver hun helt tilfældigt overrendt af tre charmerende mænd i meget højt humør. Kvinden slår følge med disse mænd og fatter en helt særegen og bemærkelsesværdig interesse for den ene af dem.
Netop denne interesse må vi antage er bevæggrunden for, at kvinden vælger at tilbringe natten i denne mands telt fremfor sit eget, men det er kun gisninger, vi ved det ikke med sikkerhed.
Det vi med sikkerhed ved er, at kvinden den efterfølgende morgen forlader teltet for at hente vand, glemmer at tjekke ud, hvorledes telt og omgivelser ser ud og derfor kun ved et mirakel finder tilbage til det telt, hvor hun ud over en sovende mand har efterladt sig sin pung og sin mobiltelefon.
------------------------------------------------------------------------
Det var blevet fredag - den anden af fire festivaldage og jeg var temmelig rundt på gulvet. For at sige det mildt. Jeg var rasende på mig selv - Helt ærlig, hvor er din værdighed kvinde - donkede mig selv oveni hovedet: Du er fandme ikke mere end lige ankommet til Bøgeskoven og så lader du dig forføre af den første mand, der viser bare en lille smule interesse for dig. Hvor lousy er det lige, hva'? Sådan gik jeg hele dagen og bankede mig selv oveni hovedet, men det havde bare ingen effekt på det salige smil, der havde lagt sig om min mund og de små boblende fornemmelser, der brusede i maven.
Den søde Jens havde fået mit nummer, men jeg havde ikke fået hans, så jeg var sådan set ude af spillet.
Nød dagen sammen med vennerne, fik hørt noget god musik ... og var egentlig ret afklaret med at jeg selvfølgelig aldrig ville høre et pip fra ham igen - han sad vel i sin teltlejr og grinede triumferende til sine venner, mens han pralede med nattens blondinefangst.

Hen på eftermiddagen kom der en sms!

!!!

Indholdet af ordlyden er rekonstrueret, men det var noget i stil med dette:

Hej smukke. Tak for en fantastisk aften og en dejlig nat. Har tænkt på dig hele dagen og vil forfærdelig gerne se dig igen. Hvor og hvornår kan vi mødes?

Fortsættes...

Tilbageblik 4

Indlægget her er en fortsættelse af gårsdagens, som du kan læse ved at klikke her.


Det var nu blevet fredag d. 7.august og jeg var seriøst på spanden!

Jeg var som skrevet i går, vågnet og væltet ud af det telt, hvori jeg havde tilbragt natten. Det var stadig meget tidligt om morgenen, teltpladsen var øde og jeg anede ikke, hvordan jeg nogensinde skulle finde tilbage til teltet igen. Jeg havde ikke lagt mærke til teltets farve, facon, størrelse eller placering, så jeg var temmelig meget på røven. 
Begyndte at gå tilbage i den retning hvorfra jeg var kommet, spejdede efter noget genkendeligt. Gik hele vejen ned af en vej mellem teltene - uden at kunne genkende noget. Vendte om og gik tilbage, valgte en tilfældig sidevej og drejede der. Intet. Vendte om, gik tilbage, drejede af, gik lidt længere, stoppede op, vendte om, tog en anden sidevej, vendte om, gik lidt længere, drejede af... Der var næsten ingen mennesker - klokken har vel været 5.30-6.00 og der lød høje snorkelyde fra mange af teltene. 
Foran et lille gult telt sad en ung pige, som jeg kunne genkende. Måtte have passeret hende før, for hun kiggede op og smilede. Jeg sendte hende et desperat blik, og hun sagde så: 'Det er ikke for noget, men du er altså gået forbi her tre gange nu, kan du ikke finde dit telt, eller hva'? Det måtte jeg så indrømme, at jeg ikke kunne. 
Her er det så, at denne dramatiske fortælling fra det virkelige liv, tager en drejning som gør at handlingen igen kan skride fremad, for jeg fik det indfald at spørge pigen, om hun mon havde lagt mærke til, hvorfra jeg kom gående første gang hun så mig, og hun pegede ned af en vej og sagde: 'Du kom helt dernede fra'. Jeg takkede, fulgte den anviste retning og kort tid efter, kunne jeg genkende et telt med flag, hvor nogen havde holdt fødseldagsfest, en indkøbsvogn og lidt efter et stort blåt telt, hvor mine sko stod nydeligt placeret udenfor. Tusind forklaringer på hvorfor jeg havde været væk så længe røg gennem mit hoved, men jeg fik aldrig brug for nogen af dem, for ham der lå inde i teltet sov stadig tungt og havde ikke ænset, at jeg havde været væk. Jeg samlede i alt hast mine ting sammen og var på vej til at gå, da han vågnede, tog min hånd og bad og mit telefonnummer, så vi kunne mødes senere. Hvis jeg altså havde lyst. Det svarede jeg ikke på, men skyndte mig væk.

Fortsættes.

Tilbageblik 3

Indlægget er en fortsættelse af gårsdagens, som du kan læse ved at klikke her.

Året er 2004. Datoen må efterhånden være blevet d. 7.august, for det er blevet langt ud på natten.

Vi havde en fest. Lars, Lars, Jens og jeg. Gik ned for at høre Tina Turner-kopibandet 'Turn on Tina'. 
Lad det være sagt: Der var andre end Tina, der blev 'turned on' den nat.
Hvad var det med ham Jens? Ud over de insisterende lyseblå øjne, smilet og de varme hænder, så var der noget.  Men det var jeg nu nok for fuld til at ænse på det tidspunkt, så det må være efterrationaliseringer.
Vi snakkede, dansede, snakkede lidt mere. Og så kyssede vi vel, må man gå ud fra.

Jeg blev scoret. 

Detaljerne får I ikke, men jeg kom aldrig hen i mit eget telt den nat. Sov kun ganske få timer og vågnede meget tidligt. Med en forfærdelig smag i munden og tømmermænd med hugtænder. Tæt på død af tørst og med kun én tanke i hovedet: Vand!
Ved siden af mig lå en snorkende mand, som jeg knap kendte. For fanden hvor en redelighed. Jamen, kan I ikke se det...?
Kiggede mig omkring i teltet, fandt en tom vandflaske. Tumlede ud af teltet, måtte have noget at drikke. Gik målbevidst mod den nærmeste vandpost, kunne ikke finde nogen, skråede ind mellem telte, op ad en vej, længere hen, der var langt.
Fandt en vandpost, fyldte flasken, drak. Hvilken fryd at få koldt vand. Fyldte vandflasken igen og vendte rundt for at gå tilbage. 
Jeg løftede blikket, satte en hånd over øjnene som skygge for den skarpe morgensol og spejdede ud over teltcampen. 
I det sekund mine trætte morgenøjne fangede synet af et uendelig antal telte så langt øjet rakte, gik det op for mig, at jeg ingen anelse havde om, hvordan det telt, jeg var steget ud af, så ud.
Ingen.Anelse!
Min allerførste tanke var at skride. Hen til mit eget telt, lade som ingenting, glemme alt. Nemt, hurtigt, problem solved. 
Men.
I det telt, som jeg ikke havde en chance for nogensinde at finde igen, lå min taske. Min mobiltelefon og min pung. 

Hvad fanden skulle jeg gøre?

Fortsættes i morgen.

Tilbageblik 2

Indlægget her er en fortsættelse af dette.


Året var 2004. Datoen d. 6.august.


DAD er færdige med at spille, og jeg sveder som en hest efter at have danset og hujet mig igennem koncerten. Veninden og jeg går væk fra den store scene og ned mod bar-området for at få en forfriskning. Dem har vi ellers fået så rigeligt af, men vi er tørstige!
Ud for en af barene møder min veninde sin eks-kæreste, som hun stopper op og taler med.  Jeg står ved siden af og griner, vi er alle lettere berusede og jeg fanger derfor ikke i første omgang, at de bliver uenige og begynder at diskutere. Det fortsætter de med længe,  og jeg trækker derfor væk fra dem over til et bord, sådan et cafébord man står op ved.

Her står jeg så. Og står. Kigger på menneskerne omkring mig, nyder livet og står lidt mere. Har det skønt. 

Pludselig kommer tre mænd (fuldvoksne, ikke unge) løbende for fuld hørm på stien ned af den nærliggende bakke. De råber, griner og larmer og vender sig efter hinanden og ser derfor ikke mig, som de derfor nærmest tumler ind i, inden de stopper op.

De hilser og griner og undskylder, at de kom til at løbe ind i mig.
Og her er det så,  af den ene af de tre mænd fyrer en bemærkning af, som siden er gået over i (min version af) verdenshistorien, som én af de ringeste forsøg-på-kontakt-indledningsbemærkninger, nogensinde. Han siger:

Hvorfor står så'n en sød pige der og ser så sur ud?

Jeg himler op. Er fandme ikke sur, ikke det fjerneste. Hvorfor siger han, at jeg ser sur ud, hvad bilder han sig ind? De griner alle tre, for hvis hun ikke var sur før, så er hun da blevet det nu. Og så begynder jeg også at grine.

Der er skabt kontakt. 
Om jeg vil med hen at have en øl? Det vil jeg egentlig gerne, men venter jo på min veninde, der stadig står snakker med sin eks. Jeg spørger hende, om hun vil med, men hun ænser mig ikke rigtig, siger at jeg bare kan gå, så kan vi ringe sammen senere. 

Jeg går med de tre meget festligt stemte mænd. Lars, Lars og Jens hedder de og deres kådhed og gode humør smitter mig med det samme. De er godt selskab. Især Jens. Han er særdeles godt selskab. 

Fortsættes i morgen.

Tilbageblik 1

Året var 2004 og datoen d. 6.august.

Det var en smuk lys sensommeraften i en bøgeskov ved Skanderborg. 
Jeg var næsten lige blevet alene efter 10 års samliv med mine børns far. Pigerne var seks og tre år gamle, vi boede os tre sammen i en lejlighed en halv times buskørsel uden for Århus. Vi havde fundet os godt til rette og efter bruddets følelsesmæssig rutsjetur ned under gulvbrædderne, var jeg oppe igen. 
Jeg følte mig stærk og sej, havde tjek på tingene og kørte med klatten. Mænd var nogle røvhuller, og jeg nød at være én foruden. Havde på ingen måde afskrevet muligheden at finde en kæreste igen, men der skulle gå laaang tid, for jeg orkede ikke mere pis. Der var så meget andet, jeg ville prioritere nu.

Min veninde og jeg var ankommet til Skanderborg Festival om eftermiddagen d. 6.august, vi var flyttet ind i vores fælles telt og havde drukket øl og hørt musik hele eftermiddagen. Stemningen var i top, humøret højt, solen skinnede, himlen var blå, og jeg havde det forrygende.

Men jeg anede jo heller intet om, at der på denne dato ville finde et begivenhed sted, som skulle forandre retningen i mit liv forevigt.

Hvad skete der i Bøgeskoven d 6. august 2004?

Læs med på bloggen i morgen!

Minder hos farmor

Da min far var seks år gammel blev han storebror. Det er der i og for sig ikke noget som helst mærkeligt i, hvis det da ikke lige var for den detalje, at min far ikke anede, det ville ske.
Ingen havde fortalt ham, at hans mor ventede sig og ingen fortalte ham, hvorfor hun i et par dage havde ligget meget i sengen, mens en tante kom på besøg og tog sig af familien. 
Jamen du må da have kunnet se på din mor, at hun blev tykkere og tykkere, indvender jeg selvfølgelig, når han siger det,  men min far fastholder at den slags gik man ikke og lagde mærke til som seks-årig i 1950. 


En aften var der tumult omkring soveværelset, men det registrerede min far ikke rigtig, for han var som altid ude og lege i gården med de andre drenge fra gaden. Dog undrede han sig over, at der tidligere end vanligt blev kaldt på ham ud af køkkenvinduet, at han skulle komme op.
Og der stod tanten så med en bylt i armene og sagde, se her er din lillebror og min far begrreb ikke, hvor den lillebror dog var kommet fra. 


Min farmor er i dag 96 år gammel og bor stadig i den samme lejlighed. Her har hun levet hele sit voksenliv med udsigt til et torv, hvor der altid er liv at kigge på gennem vinduerne.
Lejligheden er en tidslomme, hvis udseende ikke har forandret sig i de 40 år, jeg er kommet der. Alle stuens vægge er beklædt med billeder, platter, klokkestrenge og meget andet. Møblerne er smukke og af mørk mahogni og på alle flader står der kongelige porcelænsfigurer og mange andre fine gamle genstande, som man for guds skyld ikke må røre ved. 
Jeg husker tydeligt, hvordan jeg som barn sad der i stuen i den blå sofa med en citronvand og en underkop med tre vanillekranse og kiggede forundret rundt i stuen. Fotografier af mine familiemedlemmer i generationer pryder overalt i min farmors hjem. Jeg spørger stadig af og til hvem det nu er, ham med hatten på det gamle gullige billede og min farmor siger, det er din tipoldefar. 
Der er specielt ét billede i lejligheden, som jeg altid har elsket højt. Det er min farmors tre sønner, som er på vej i skole, den første dag efter en sommerferien i august 1956.
Billedet kom i avisen, fordi der var det pudsige at den ældste søn denne dag skulle starte i 1.g, den mellemste (min far) i 1.mellem og den yngste i 1.klasse.

Jeg har skrevet om min farmor før, klik her, hvis du vil læse det

Olga, del 3

Min forfærdelse var stor, da jeg efter 3 måneder vendte tilbage til plejehjemmet og så hvor meget Olga havde forandret sig.
Hun var holdt op med at gå rundt på gangene. Dagen lang sad hun i en lænestol og kiggede ud af vinduet. Hun holdt også helt op med at tale, men man kunne se på hendes ansigt at hun lyttede, når vi sagde noget til hende. Hvis hun altså havde fået tændt for høreapparaterne!

En dag begyndte hun at lægge sig i sengen igen, ganske kort tid efter at hun var blevet hjulpet ud af den og da det gentog sig i dagevis, fik hun lov at blive liggende i sengen.

Over et par måneder svandt Olga ind til ingenting, hun holdt op med at spise og lå bare stirrende hen. Da vi til sidst næsten heller ikke kunne få hende til at drikke mere, forstod jeg, at hendes liv var ved at ebbe ud.
Normalt ville der i den situation stimle pårørende sammen om den gamle. Børn, børnebørn, oldebørn. Hos Olga var der ikke en sjæl.
Men hvor travlt personalet end havde - også dengang - så var der tid, hjerterum og overskud til at våge hos Olga og sørge for at hun var varm, tør, ren og tryg. Jeg nærer den største beundring for personalet på sygehuse, plejehjem og hospicer, fordi de er så knaldhamrende dygtige til at være nærværende og omsorgsfulde, selv når krisen kradser, kollegaen er sygemeldt og kommunen varlser yderligere besparelser.

Den nat Olga døde, var jeg så heldig at være på arbejde.  Jeg mener heldig, for det er siden kommet til at stå som en utrolig intens og fin oplevelse for mig, at se et menneske dø og holde i hånden imens. Det var sommer og solen var begyndt at titte frem sidst på natten. Jeg havde været på min rutinemæssige runde for at se til alle de sovende beboere og kunne nu sætte mig hos Olga, som var trådt ind den allersidste fase af livet. 'Hun er moribund nu' havde afdelingssygeplejersken om aftenen sagt. Jeg havde aldrig hørt ordet før og fik det forklaret. Det betyder "døende" og kommer af det latinske Moribundus. At dø. 
Det, der hedder at sove stille ind, var det Olga gjorde. På et tidspunkt blev hendes vejrtrækning meget uregelmæssig og stødvis. Kort efter holdt den op. Bare sådan. Bum. Slut, færdig. End of Olga. 

Der var ingen, der skulle orienteres om at Olga var gået bort. Ikke én eneste, der skulle have en opringning. Og der var ingen, der græd. Ikke lige der i hvert fald, mine tårer kom først et par dage efter, da hun skulle bisættes. 

Plejehjemmet satte en dødsannonce i avisen med oplysning om hvor og hvornår begravelsen ville finde sted. Det kunne jo være, at der rent faktisk var en pårørende derude, som ingen kendte til og som Olga aldrig havde nævnt. Det var der tilsyneladende ikke.

Afdelingssygeplejersken ordnede alt praktisk papirarbejde ifb. med dødsfaldet, skifteret, lukning af bankkonti og alt sådan noget og vi snakkede meget om det helt skøre i at Olga efterlod sig en stor sum penge, som ikke var øremærket noget formål. 

At formuen kunne testamenteres til et velgørende formål,  havde vi uden succes prøvet at tale med hende om. Det lykkedes aldrig at få hende med på den idé, så formuen tilfaldt staten.


Min afdelingssygeplejerske vidste godt, at jeg gennem mine mange år på plejehjemmet, havde opbygget et særligt forhold til Olga. Hun opfordrede mig til at tage sammen med hende til bisættelsen. Jeg var tøvende, lidt bange og usikker, men det endte med at jeg sagde ja. 
Således gik det, at vi mødte to mennesker op til Olgas bisættelse. Jeg mødte op af egen fri vilje, den anden var på arbejde. Og der kom ikke andre. Os to, en præst, en bedemand og en kirketjener. Olga blev bisat, brændt og urnen efterfølgende sat i de ukendtes gravsted, hvor også hendes brødre og hendes forældre var kommet hen.

Da vi kom ud af kirken efter bisættelsen, kom jeg til at græde. 
Blev ramt af en stor følelse af tomhed over, at et menneske kan gå bort uden at have en eneste pårørende ved sin side.
At man kan leve et liv så alene, at der ingen møder op til begravelsen. Og så var jeg ked af, at hun var død.

Jeg følte pludselig at Olgas liv på en eller anden måde var spildt. Spildt fordi hun aldrig havde delt det med nogen og fordi den del af hendes slægt, som hun var yderste led af, døde sammen med hende.

Jeg luftede mine tanker for afd. sygeplejersken. Hun smilede overbærende og sagde til mig at det var noget vås, jeg var i gang med at sige. Ingens liv er nogensinde spildt. Men det er meget forskellige, hvad vi hver især får ud af det liv, vi er tildelt. Olga ønskede sig måske ikke hverken mand eller børn, hun valgte måske selv et liv alene. Eller livet valgte hende alene. 
Hun fik nogle rigtig gode år på plejehjemmet og døde i trygge rammer og under ordentlige forhold.

Der er gået næsten 20 år og jeg havde glemt hende. Indtil den dag, jeg holdt på parkeringspladsen foran plejehjemmet og kiggede op på den gule murstensbygning.  På førstesalen, tredje vindue fra venstre - lige der stod hun tit og kiggede ud. Fik hun øje på mig, når jeg kom cyklende, vinkede hun.