Jeg er i denne uge faldet over flere søde, sjove blogindlæg om emnet ROD, og det har inspireret mig til dette indlæg.
Carport og Noia har en skøn beskrivelse af en samtale mellem sønnen Sønne og hans kammerat, og hos Nom de Mie vakte beskrivelsen af, hvordan det er at bo sammen med en mand, der roder stor genkendelse hos mig.
Præcis samme genkendelighed ramte mig, da Mor-Monsteret fra Skøre Liv berettede om, hvordan en genstand ad flere omgange kan strande på sin rejse fra den ankommer til boligen, og til den havner på sin plads. Lige præcis det fænomen sker konstant her hos os. Og jeg brokker mig ofte højlydt over det. Helt og aldeles uden effekt.
Én af mine skønne veninder siger, at der findes to slags mennesker: Spredere og samlere.
Jeg er en samler. Og jeg er gift med en spreder.
I 10 år har jeg forsøgt at forklare ham, der har en vielsesring magen til min, at han roder som ind i helvede, og i 10 år har han forsøgt at forklare mig, at det jeg kalder rod ikke er rod, men ting der enten 1) skal bruges lige om lidt 2) Er på vej derhen hvor de egentlig skal være eller 3) Skal ligge der, hvor de ligger, for at man (han) kan finde det. Han ser det ikke som rod, han ser det som ting, der ligger forskellige steder i vores hus. Jeg synes, her roder helt vildt.
I aftes - en helt almindelig kedelig torsdag aften, tog jeg en lille runde i vores 250 m2 store hus. Jeg siger jer, at der kan ligge meget rod på så mange kvadratmeter!
Mit øje koncentrerede sig især om de vandrette flader, og et tilfældigt udpluk af hvad jeg så, er fotodokumenteret her:
1. Den grønne kommode i entréen:
Kasket, solbriller, solstick, solcreme (hvor er låget mon?), bilnøgler, skolenøgler (mine, ups!), postkassenøgle, en billet og derudover to beholdere, der engang var små søde glas til fyrfadslys, men nu er opbevaring til vores cykelnøgler.
2. Et hjørne af køkkenbordet: Et postkort fra Island, 31 æg (!), en højskolesangbog, en æske med tegnestifter, to magasiner og en telefon.
3. Vindueskarm i stuen: Her troede jeg faktisk lige ved første øjekast at der var helt ryddet, men da jeg kiggede ordentligt efter, så jeg at en stakkels legomand, havde lagt sig i vindueskarmen. Ingen ved hvor længe, han har ligget der. Ingen ved hvor længe han bliver der.
4. På reol i stue. Her ligger en mikrofon og sådan en dimmer, man kigger ind i, hvor man ser en masse mønstre, der skifter form og farve... (Hvad hedder sådan én?)
Det er svært ikke at stille sig selv spørgsmålet: Hvad i himlens navn laver disse to genstande sammen med en en af stuens grønne planter?
Jeg har langt hen ad vejen opgivet lidt. Og lært at elske rodet.
Aj, det løgn. Jeg elsker det ikke, langtfra. Jeg lever med det. Mens jeg kontinuerligt forsøger at holde det nede.
Fuldstændig ligesom behårede armhuler: Man synes lige man har barberet dem helt i glatte og hårfrie, men allerede efter et par dage, er den gal igen...