fredag den 20. maj 2016

Sikke noget rod

Jeg er i denne uge faldet over flere søde, sjove blogindlæg om emnet ROD, og det har inspireret mig til dette indlæg.

Carport og Noia har en skøn beskrivelse af en samtale mellem sønnen Sønne og hans kammerat, og hos Nom de Mie vakte beskrivelsen af, hvordan det er at bo sammen med en mand, der roder stor genkendelse hos mig.
Præcis samme genkendelighed ramte mig, da Mor-Monsteret fra Skøre Liv berettede om, hvordan en genstand ad flere omgange kan strande på sin rejse fra den ankommer til boligen, og til den havner på sin plads. Lige præcis det fænomen sker konstant her hos os. Og jeg brokker  mig ofte højlydt over det. Helt og aldeles uden effekt.

Én af mine skønne veninder siger, at der findes to slags mennesker: Spredere og samlere.

Jeg er en samler. Og jeg er gift med en spreder. 
I 10  år har jeg forsøgt at forklare ham, der har en vielsesring magen til min, at han roder som ind i helvede, og i 10 år har han forsøgt at forklare mig, at det jeg kalder rod ikke er rod, men ting der enten 1) skal bruges lige om lidt 2) Er på vej derhen hvor de egentlig skal være eller 3) Skal ligge der, hvor de ligger, for at man (han) kan finde det. Han ser det ikke som rod, han ser det som ting, der ligger forskellige steder i vores hus. Jeg synes, her roder helt vildt.

I aftes - en helt almindelig kedelig torsdag aften, tog jeg en lille runde i vores 250 m2 store hus. Jeg siger jer, at der kan ligge meget rod på så mange kvadratmeter! 
Mit øje koncentrerede sig især om de vandrette flader, og et tilfældigt udpluk af hvad jeg så, er fotodokumenteret her:

1. Den grønne kommode i entréen:
Kasket, solbriller, solstick, solcreme (hvor er låget mon?), bilnøgler, skolenøgler (mine, ups!), postkassenøgle, en billet og derudover to beholdere, der engang var små søde glas til fyrfadslys, men nu er opbevaring til vores cykelnøgler.



2. Et hjørne af køkkenbordet: Et postkort fra Island, 31 æg (!), en højskolesangbog, en æske med tegnestifter, to magasiner og en telefon.


3. Vindueskarm i stuen: Her troede jeg faktisk lige ved første øjekast at der var helt ryddet, men da jeg kiggede ordentligt efter, så jeg at en stakkels legomand, havde lagt sig i vindueskarmen. Ingen ved hvor længe, han har ligget der. Ingen ved hvor længe han bliver der. 



4. På reol i stue. Her ligger en mikrofon og sådan en dimmer, man kigger ind i, hvor man ser en masse mønstre, der skifter form og farve... (Hvad hedder sådan én?)
Det er svært ikke at stille sig selv spørgsmålet: Hvad i himlens navn laver disse to genstande sammen med en en af stuens grønne planter?



Jeg har langt hen ad vejen opgivet lidt. Og lært at elske rodet.

Aj, det løgn. Jeg elsker det ikke, langtfra. Jeg lever med det. Mens jeg  kontinuerligt forsøger at holde det nede. 
Fuldstændig ligesom behårede armhuler: Man synes lige man har barberet dem helt i glatte og hårfrie, men allerede efter et par dage, er den gal igen...

tirsdag den 17. maj 2016

Er det ikke bare et billede af en mor og en datter?

Der var den lige igen, reklamen ingen (forestiller jeg mig, kan jo reelt ikke vide det) kan tage alvorligt, og som vakte indædt irritation hos mig allerede første gang, jeg så den. 
Sådan en 'helt ærlig for fanden, hvor dum tror, I lige jeg er'-irritation. 
Måske er det en gimmick? Et trick, der skal fange min opmærksomhed, og blive nysgerrig på produktet og i sidste ende købe det? Ellers tak, føler ingen interesse. Tvært imod, den her reklame den er simpelhen bare dum med dum på!
Hvad tror I? Er det seriøst meningen, at jeg skal tro på, at det er den samme kvinde på før- og efterbilledet? 






mandag den 16. maj 2016

Man slapper vildt godt af i løbetøj

Jeg har det med - bevidst -  at snyde mig selv, for at få mig til at gøre ting, som jeg inderst inde gerne vil, men udenpå (hvad er i grunden det modsatte af 'inderst inde? Yderst ude?) ikke gider.
En løbetur kommer meget ofte ind under denne kategori. Men jeg kan et trick, som virker. 
Tricket er at jeg, i det øjeblik jeg beslutter at jeg den pågældende dag vil løbe mig en tur,  tager løbetøjet på allerede fra morgenstunden. 
Sådan var det fx i lørdags, hvor jeg var så heldig at have 3-4 timer til rådighed helt on my own. 
Lillepigen skulle nemlig  til fødselsdag om formiddagen, og Sporty Spice her iførte sig løbetøj allerede kl. 8 om morgenen. Fik kl. 11 afleveret barn, gave og en pose med udetøj, hvorefter jeg kørte hjem og i bilen tænkte, at nu var øjeblikket for løbeturen kommet.
 I det øjeblik jeg stod ud af bilen, åbnede himlens sluser sig, og det pisøsregnede fuldstændig tosset.
Jeg skyndte mig ind i tørvejr, og for lige at få varmen kravlede jeg ned under dynen et kort øjeblik. Et kort øjeblik - og min bare røv ! 
Jeg havde en god bog, en iPad og en telefon indenfor rækkevidde, og tre timer efter da barnet skulle hentes fra fødselsdag, havde jeg ikke rørt mig ud af flækken. 
Og da hun var hentet, og der kun var hende og jeg i huset, kunne jeg jo ikke lige løbe afsted. 
Ham, der har en vielsesring magen til min kom hjem kl. 15, og der regnede det igen. 
Kl. 16 var det tørvejr og jeg kom ENDELIG afsted - 8 timer efter at have iført mig løbetøj. 
Det, der er så skørt, og som virker for mig, er at HAR jeg først taget tøjet på, så tager jeg det ikke af igen, før jeg har været afsted. Jeg kan ikke, vil ikke, holder ikke ud at skulle tage løbetøjet af igen, når først, jeg har taget det på. Skørt, men sandt. 


lørdag den 14. maj 2016

Mit bud på hvordan vi skaber fred i verden

Jeg vil nu dele et synspunkt med jer, et tankeeksperiment som jeg har gået og gumlet på længe. Måske har jeg nøglen til, hvordan vi kan redde verden. Hele verden, mine damer og herrer! Listen very carefully!

Der er ufred i mange lande. Borgerkrige, hvor der på de indre linjer kæmpes om territorier og skændes om grænser. Og krige, hvor en overmagt har taget styringen over en eller flere minoriteter. Konflikter der handler om hvem, der bestemmer, om penge, religion, etnicitet eller en blanding af det hele.


Overalt i verden findes der statsledere, der ikke formår at holde fred i deres land uden brug af vold og magt. Statsledere, der ikke kan finde ud af at lede deres nation uden militær eller politi til at holde styr på folk.

Lang langt de fleste af disse statsledere er mænd.

(Har man egentlig nogen sinde hørt om en kvindelig diktator?)

De mænd har ikke styr på det, ganske enkelt og problemerne fortsætter i en uendelighed.

Men nu skal der andre boller på suppen.
Jeg vil have dem taget af posten. Hver og én.

Jeg ved godt, at der findes fredelige lande med dygtige demokratiske statsledere, men for at gøre mit eksperiment så enkelt som muligt, så ryger alle lige over én kam her.

Alverdens statsledere skal fratages deres embede, og det skal ske fra den ene dag til den anden.

Men hvem skal så lede verdens lande? Det bliver da det rene anarki rundt omkring, hvis der ingen ledere er? Og uden ledere går det da først ravruskende galt rundt omkring i verden, har jeg overhovedet tænkt på det?

Ja, det har jeg. 
Og svaret er at der skal sættes andre personer ind på de ledige poster. Alle verdens statsledere skal skiftes ud. 

Og med hvem skal de så skiftes ud, tænker du? 
Her er det at det bliver spændende og en kende kontroversielt,  for på hver eneste post som præsident, statsminister, rigkansler, diktator, konge, kejser mm. skal indsættes et menneske som er i stand til:

-At tilsidesætte egne behov, og altid stå klar, når det behøves.
-Koordinere og planlægge på et meget højt og kompliceret niveau
-At bevare overblikket i enhver tænkelig - og utænkelig stress-situation
-At kommunikere hyppigt og handlingsorienteret med 
-At mægle mellem stridende parter uden brug af andre midler end (hvis nødvendigt myndig) kærlighed
-At dæmpe oprørte gemytter og skabe ro 
-At lytte til mindretallets frustrationer og sørge for at de føler sig hørt og bliver anerkendt
-At skabe sammenhængskraft og samhørighed i nationen.
-At fordele landets ressourcer og goder ligeligt, og sikre at der altid er ressourcer nok, således at ingen føler sig snydt
-At uddelegere opgaver og ansvar til et korps af betroede nærmeste
-Altid at være et skridt foran alle andre
-Hver dag at vise tillid, give tryghed og være troværdig 

Hold da op, det var mange ting, findes der overhovedet nogen, som kan alt det?

Ja, det gør der.

Det kan mødre.

Derfor foreslår jeg simpelthen at vi - lad os sige i en prøveperiode på 3 måneder- skifter hver eneste statsleder i verden ud med en mor. 

Kan I se det for jer?


torsdag den 12. maj 2016

Sommermaj

Nærmest over en nat blev vinter til sommer og de blege fødder luftes nu i sandal.
Skvalderkålen i haven skyder med rekordfart og det samme gør frustrationerne over sommergarderobens elendige forfatning. Drømmer om smukke velsiddende sommerkjoler, der får mig til at fremstå slank og elegant, men blød mavedelle har det med at stille sig blævrende i vejen lige midt i billedet af min drøm. Lakerer tånegle og barberer ben, smører solcreme på bare skuldre og sveder.

Spiser aftensmad haven iført solbriller og fregner på næsen. 


Jamen du godeste, er skoleåret snart slut? Jeg har det som om, det kun lige er begyndt!
Sagde ingen lærer nogen sinde.

søndag den 8. maj 2016

Søndagstip #4

Udfordring:
Du er begyndt at glæde dig som en tosset til din sommerferie. Der er så bare lige den ting, at der er hele 10 lange uger til ferien, hvilket du synes er ulideligt længe. 

Løsning:
Læs! Lån eller køb bøger om de destinationer, du i din ferie skal besøge, og læs med alle dine sanser. Find gerne litteratur, der beskriver andet og mere end lige landets/byens allermest kendte turistattraktioner. 
Og tal så gerne højt og i lang tid ind i hovedet af din partner (evt. en god ven, hvis du er uden partner), om at det du drømmer om at opleve, alt det du gerne vil se og hvad du ellers tænker om de ting, du læser om. Han/hun vil elske dig for det, og det vil (næsten, dog kun næsten) føles som om, I allerede er på vej på ferie. 





Louise Sandager: Paris - Mon amour!

fredag den 6. maj 2016

Henne i Henne

Har i disse dage skiftet de hjemlige omgivelser ud med et superdejligt sommerhus ved Henne Strand.

Her er godt at være!

Vi er afsted med verdens allerbedste bedsteforældre og med min bror og hans skønne familie.
I morges vågnede jeg virkelig tidligt, stod op, trak i løbetøjet og begav mig ud på en luntetur, der berigede mig med denne smukke udsigt over Vesterhavet.


Dagene er fyldt med familiehygge, leg og spil, gåture og køreture, god mad og kølig hvidvin.

Jeg forlanger intet mere af universitet end alt det, jeg har her.

Life is so good. 



tirsdag den 3. maj 2016

Kan selv

Fra nu af skal du selv lægge dit rene vasketøj på plads, blev der i weekenden sagt til den 7-årige Lillepige. Yes, svarede hun (heldigvis), for hun har spurgt efter - og glædet sig til dette ansvar, som hun  hidtil  var den eneste i familien, der ikke havde. 
For at gøre opgaven så nem og overskuelig som muligt, brugte hun og jeg en hyggestund på at kreere skilte til hendes tøjkommode, som jeg efterfølgende laminerede, klippede ud og satte fast på kommoden.




Hun har tegnet til hvert skilt, så det er nemt at se, hvad der skal være i skuffen, og det var tydeligt, at hun følte stort ejerskab til opgaven, og at det motiverede hende. 'Hvornår kommer der mere rent tøj', spurgte hun, da vi havde lagt det hele på plads.




Mine piger har fra de var ret små haft andel i hverdagens almindelige huslige gøremål.
Det gav helt sig selv, da Storepigen og Mellempigen var henholdsvis 5 og 2 år, og jeg boede alene sammen med dem, for ville de være sammen med mig, blev de nødt til at deltage i det, jeg lavede. Og som fuldtidsarbejdende mor brugte jeg langt de fleste eftermiddagstimer derhjemme på indkøb, madlavning, opvask, vasketøj osv. Og de var altid med og hjalp mig, som de kunne. Enhver der har børn ved, at det bestemt ikke altid er nogen hjælp overhovedet, tværtimod, men jeg øvede mig dagligt i, at det skulle være både hyggeligt og fornøjeligt. (Siger ikke at det lykkedes hver dag, men jeg prøvede...)

Det gik hurtigt op for mig, hvor meget man kan lære et barn at sørge for selv, og jeg har set hvordan mine piger er vokset og har udviklet sig, når de blev aktivt inddraget og  fik lov at deltage, også selv det krævede stor pædagogiske omtanke og MEGET tålmodighed at få det til at lykkes.

For ja, det er da bare så mange gange nemmere at lave mad alene, men det er SÅ godt for børn at være med i køkkenet, og nu hvor jeg har store børn, høster jeg frugten!

De smører selv deres madpakker (et ansvar, jeg overdrog dem helt og fuldt, da de fyldte 10 år), lægger selv alt deres vasketøj på plads (og hjælper ofte med både at hænge vådt op og lægge tørt sammen), og de to ældste kan lave mad (modtager gerne råd og vejledning, hvis opskriften er indviklet, men de kan...), og de klarer i det hele taget vildt mange ting selv, hvilket altså er GULD værd i en til tider presset hverdag.
Og den yngste, ja hun hænger i - og lægger vasketøj på plads.


søndag den 1. maj 2016

Og nu: Kaffe i haven

Tak til universet for at sende sol og skyfri himmel her på maj måneds første dag. En søndag, hvor jeg for første gang i mange uger, mærker at mine skuldre er helt sænkede, og at jeg trækker vejret helt ned i maven. 

Den tilstand var tiltrængt, var den!

Post-konfirmation kan jeg se tilbage på en periode, hvor min hjerne (især den del hvor hukommelsen befinder sig) jonglerede med langt flere aftaler, beslutninger, planer og gøremål, end der overhovedet var kapacitet til, ikke mindst fordi jeg også lige skulle passe mit almindelige fuldtidsjob og holde hverdagen kørende som sædvanligt på samme tid.

At dømme efter lettelsen, nu hvor vi er på den anden side, fik vi (jeg) nok lige spændt buen lidt for stramt der. Men det gik jo - og jeg kortsluttede (næsten) ikke.

Heldigvis venter der nu et (pragtfuld, har jeg bestemt) forår forude, og vi har så mange dejlige ting at se frem til. 
Familieweekendtur, en 17-års fødselsdag, en 14-års fødselsdag, og i starten af juni er det ham, der har en vielsesring magen til min, der fylder år.  Der er helligdage, fridage og bare dage. Dejlige dage.