Løbesko og Coldplay

'Vi vil uuuud'
'Tag nu os meeeed'
'Kom nuuuu'

Siden vinteren forduftede, og det er begyndt at blive lysere om morgenen, har mine løbesko har hvisket ovenstående, hver gang jeg har passeret dem i entréen. 
De hænger side om side med en masse andre sko i dét, der oprindelig har været en gammel tallerkenrække, men nu tjener et fint skoformål i vores alt for lille alt for smalle entré. 

Selvom jeg ikke har forholdt mig direkte til løbeskoenes hvisken, så må deres bøn have lagret sig i min bevidsthed: Onsdag i forrige uge, i omklædningsrummet efter min faste ugentlige morgenstyrketræning, hørte jeg sørme min mund sige til et par af mine trænings-buddies: Ja, jeg begynder jo at løbe om morgenen, nu hvor foråret er på vej, der er simpelthen ikke noget så dejligt, som at begynde dagen med en lille løbetur. Sagde jeg sgu. Og har man sagt den slags, så hænger man altså på den. Især når man siger det til nogen, der helt sikkert er interesserede og nysgerrige typer, og derfor selvfølgelig, når man ser dem igen, vil spørge ind til, hvordan det så er gået.

Og på onsdag kan de bare spørge. 
Jeg har været ude at morgenløbe tre gange i denne uge, mandag og fredag stod jeg op kl. 5.30 og i dag, søndag var jeg ude kl. 9.

Min kondition er så elendig at det er blevet et helt wake-up call for mig (dem får jeg med jævne mellemrum) at jeg er meget fast besluttet på at ville gentage projektet i næste uge, to løbeture i hverdagene og én i weekenden. Jeg har i denne uge kun løbet 3 km pr. tur, for hey, hverken Rom eller jeg blev bygget på én dag og jeg har desværre en nakke og skulder, som jeg er tvunget til at være meget opmærksom på, for det er hårdt for nakken at løbe! Ikke noget, jeg nogen sinde skænkede en tanke, før jeg for knap 2 år siden blev ramt af en diskusprolaps i nakken.

I næste uge håber jeg at kunne øge til 4 km pr tur, og så på den måde bygge min (manglende) form op. 

Jeg elsker at have noget at lytte til i ørerne med på både gå- og løbeture, og det er typisk podcasts. 
En elsket gammel yndling er P4's  Mads og Monopolet, men jeg elsker også P3's Musikquizzen.
 

For nylig fik jeg et supergodt tip af en kollega, som jeg sad og udvekslede podcast-oplevelser med, og hun tippede mig om P7's Mix's Maraton-udsendelser, som er 6-7 timers koncentreret neddyk i et band, en kunstner eller en bestemt type musik. Udsendelserne er rigtig godt skruet sammen, og indeholder ud over en masse dejlige musik også kommentarer, baggrundsviden, anekdoter og interviews med den kunster eller det band, det handler om.

Jeg har i denne uge lyttet til Maraton-udsendelsen om Coldplay, og det har været SÅ fedt. På løbeturene, når jeg har lagt vasketøj sammen og på en køretur til og fra Odense i går. 

Har allerede planlagt at den næste Maraton-podcast, jeg går i gang med er om Sting og The Police.

Derfor lå der et smadret æble i indkørslen

Jeg blev for lidt siden spurgt om jeg vidste, hvorfor der ligger et smadret æble i vores indkørsel.

Ja, det ved jeg.

Det var i morges og jeg var sent på den. Havde ikke lige fået set ud af vinduet, at min lokale afdeling af verden var fuldstændig dækket af sne. Mine døtre og jeg fløj ud og ind af badeværelset og ud og ind mellem hinanden, som vi altid gør om morgenen. Af de helt utrolig mange ting, jeg blev anmodet om at tage stilling til, var én særlig relevant, nemlig om jeg vidste hvor Mellempigens overtræksbukser var. Jævnfør snevejret. Hvor de var? Ikke i den nederste skuffe i den grønne kommode i entréen. Ikke i skabet i Lillepigens værelse, hvor jeg til gengæld fandt et halstørklæde, som jeg har ledt efter længe. Ledte dernæst i kælderen, hvor vi har helt utrolig mange ting liggende. Der var de heller ikke.
Op fra kælderen igen og nu var klokken virkelig mange, så jeg instruerede barnet i at tage strømpebukser under sine almindelige bukser og regnbukser udenpå til snevejret. Endelig ud af døren, stor taske over venstre skulder, nøgler i venstre hånd og i højre en plasticboks med dagens frokost. Ovenpå denne et æble og en pose med gulerødder, fint balancerende. 
Herefter sker følgende: Glider i sneen, men undgår at falde, taber æblet, bøjer mig for at samle det op, hvilket får tasken til at  glide ned af min skulder og slå madkassen ud af hånden på mig. Madkassens låg går op, og mine to rugbrødsmadder med torskerogn falder ud, heldigvis indpakket i madpapir. Får det samlet ind og lagt i boksen, men glemmer æblet, da det er sunket ned i en bunke sne og ikke kan ses.
Får sat mig ind i bilen, tændt denne og stiger derefter ud igen for at skrabe ruderne rene for sne. Siddende i bilen igen, bakker jeg ud af indkørslen, og lige da jeg skal til at sætte i fremadgående gear og køre afsted mod arbejde, siger det 'PLING' inde i mit hoved, og jeg kommer i tanke om, hvor Mellempigens overtræksbukser er. Kører op foran huset igen, standser og stiger hurtigt ud, skynder mig mod døren. Træder på vejen i noget, der splatter under sneen og på mine støvler. Løber ind i huset, ned i kælderen og løfter en flyttekasse væk, hvorefter en kasse under denne kommer til syne. Den kasse hvori overtræksbukserne ligger.
Mellempigen bliver glad, tager imod bukserne og jeg suser ud af døren igen. Og ser at det er æblet, jeg har trådt i. 
I løbet af dagen smelter al sneen og det eneste, der vidner om min stressede morgen, er et udsplattet æble i indkørslen. 
Nu ved I også, hvorfor det ligger der.

God weekend!

Min nye vane

Har man gjort den samme ting SYV gange i træk, har man tillagt sig en ny vane, læste jeg engang et sted.

Jeg klapper derfor mig selv på skulderen og ønsker mig tillykke med min nye vane.
Ikke syv, men NI onsdag morgener i træk har jeg gjort præcis det samme.
Når vækkeuret har sagt blippelibip  klokken tyve over fem, har jeg straks forladet sengen og er smuttet lydløst ud på badeværelset. Har nødtørftigt gjort det mest nødvendige: Tisset, smidt vand i hovedet, isat kontaktlinser og bum færdig. Derefter - til lyden af snorkende mand og børn -  er jeg listet ind i stuen, fundet mit træningstøj, som er lagt sirligt frem aftenen før. 
Med det på har jeg rundet køkkenet for at spise en portion havregryn. Så stille som muligt herefter båret skoletaske og taske med tøj, håndklæde og toiletsager - begge dele også pakket klar dagen før - ud til bilen, og er kørt afsted i den mørke morgen præcis kl. 5.45.
Det føles så godt!
Men det, der føles godt, kan jeg først mærke,  når jeg sidder i bilen og ruller ud af indkørslen. Indtil da er jeg bare træt og tænker 'hvorfor fanden gør du det her?'
Men i takt med at jeg kører langsom gennem en mørk sovende by, fyldes jeg af en varm fryd over bare at smutte fra det hele ... den er nok lidt barnlig den fryd, men det er SÅ opløftende og befriende, fordi det kun er denne ene gang om ugen, jeg gør det.
Mit BodyPower-hold begynder kl. 6.15. De første gange var vi kun 3 på holdet og en enkelt gang var der kun mig. Heldigvis er instruktøren meget meget sød, så det var en fin enetime, jeg havde! Efterhånden er vi nu 7-8 stykker hver gang, og vi hilser smilende hinanden god-morgen med en dejlig indforståethed af at, 'vi er fandme seje, at vi er her nu' og når vi er færdige med en times hård og svedig træning og flimrer summende rundt i omklædningsrummet, så siger vi 'uh hvor det føles godt her bagefter' til hinanden og snakker om træningen. Hvad der var hårdt, hvor vi var i størst krise og hvilke muskler, vi havde ondt i efter sidste gang. 
Jeg bader, går i sauna og sidder der læææænge, for det har jeg god tid til. Bader igen, slutter altid af med en tur under den iskolde bruser.
Ved 8.00-tiden går jeg atter ud til bilen, kører forbi dette sted og køber noget lækkert at spise, for jeg er sulten som en ulv. At maden lige skal være dér fra er blevet rituelt.  Møder lidt senere glad, frisk og tilfreds på arbejde. Og modtager kort tid efter en glad morgenhilsen fra ham, der har en vielsesring magen til min, at både han og husets tre unger har haft en fino morgen og at alle kom ud af døren med stil.

Hvorfra jeg får motivationen? 
Fra spejlet i entréen. Og de stramme bukser, der ikke strammer mere!?

Morgenrobotter

Hverdagsmorgenerne her i huset er ens med meget meget få afvigelser.
Vi er som forprogrammerede robotter, der gør de samme ting, på samme tidspunkt og i samme rækkefølge hver eneste morgen.
Man kan sige at vi er delt i tre hold. Hold 1 er Jens og Lillepigen. Jens' vækkeur ringer kl 6.oo og når han har været i bad og fået tøj på, vækker han Lillepigen og sørger for alt vedr. hende. Hold 2 er mig, mit vækkeur ringer kl. 6.15 og jeg   står op og bruger det andet badeværelse, bader, tager tøj på osv. Jeg er hurtigt og effektivt og morgenen, så jeg når typisk også at sætte en vask over, tænde for tørretumbleren, lægge noget rent tøj på plads eller hvad der nu lige er. 
Jeg tænder for radioen på P3 og bliver glad, hvis de spiller noget rigtig godt musik. I dag sang jeg højt med på Rihanna's "I found love in a hopeless place"
Hold 1 spiser morgenmad sammen og ofte når hold 2 at støde til. Vi spiser stort set det samme til morgenmad hver dag, jeg spiser havregryn med skummetmælk, sukker og lidt mandler,  Jens og Lillepigen spiser yoghurt med den müsli, vi selv laver.
Storepigen spiser også havregryn, hvorimod Mellempigen altid spiser knækbrød eller en bolle, hvis vi har det. Hun har siden hun var helt lille fået brækfornemmelser af alle slags morgenmad med mælk på - meget mærkeligt, men hun kan ikke få det ned og sådan er det bare.

Jeg drikker te om morgenen - men når jeg kommer ind på skolen, tager jeg mig en kop kaffe. 

 Kl. 7.00 kører Jens og Lillepigen, han afleverer hende i børnehave og fortsætter til arbejde, og så snart jeg har kysset dem farvel, vækker jeg hold 3. Det er Storepigen og Mellempigen, som er nemme og hurtige at vække og efterhånden selv klarer alt med tøj, hår osv. Mens de spiser morgenmad, vimser jeg rundt i køkkenet, sætter madpakkerne frem, spørger til sedler fra skolen, idrætstøj og mange andre ting, som sikkert er megairriterende at blive forstyrret med af sin mor en tidlig morgen, mens man sidder stille og roligt og spiser morgenmad.
Ca. 7.10 går jeg på badeværelset og gør mig færdig, lægger makeup, glatter hår (hvis det er én af de dage) og jeg når herefter også at rydde lidt op hist og pist,  og på min telefon læse mails, tjekke facebook og se hvordan det går med mine wordfeud-spil. 

Når jeg skal møde kl 8.00, kører jeg præcis 7.25. Det passer perfekt med, at jeg undgår den værste morgentrafik og er fremme ved skolen i så god tid, at der ingen stress bliver.
Jeg ved, at jeg er en bedre lærer, når jeg har haft en god og ustresset morgen. (Ligesom jeg er en bedre lærer, når jeg har sovet godt om natten!)

Skal jeg møde senere end kl. 8.00 venter jeg med at gøre mig færdig på badeværelset til de to store er cyklet i skole. De kører kl. 7.45 og jeg elsker at stå i døren og vinke og råbe ha' en god dag til dem, mens de suser ned ad vejen.

Når de så er kørt, går jeg på badeværelset og derefter sætter jeg mig ved pc'en med noget arbejde. Hvis jeg da ikke lige blogger, som nu.



I bilen hører jeg radio og snakker højt med mig selv, gennemgår min dag og gør mig mentalt klar til de udfordringer, jeg ved, der kommer.

Hvordan er dine morgener?

Det går over

Jeg tror ikke, der er nogen dag på hele skoleåret, hvor både lærere og elever klynker og beklager sig så meget, som mandagen efter efterårsferien. Åh, det var så hårdt at komme op her til morgen, uhhh hvor er det blevet mørkt og gid vi dog havde en uge mere. Jeg har det svært med ynk. Og endnu sværere med brok, det tapper mig for energi at være sammen med sure mennesker, der konstant udtrykker misfornøjethed og utilfredshed. Får sådan lyst til at sparke dem i røven og sige de skal tie stille. Og glæde sig over at vi tilhører en meget priviligeret faggruppe, som hvert år kan holde fri i efterårsferien sammen med vores børn. Selvfølglig kan der være bunker af stile, der skal rettes, en ungdomsroman, der skal læses og et undervisningsforløb, der skal tilrettelægges, men vi har ugen til fri disposition og tilrettelægger selv, hvornår vi får arbejdet fra hånden.

Og ja, det er blevet mørkt om morgenen, men det er jo fordi det er efterår og snart vinter, det er tilbagevendende og det er midlertidigt. Det går over.

Jeg har selv øffet lidt over vejret i oktober og blev så lettet, da en læser i kommentarfeltet skrev: Husk, det er bare vejr.

Og at dømme efter mine elevers meget høje energiniveau i dag, så var der rigtig mange, der trængte til at komme i skole igen, selvom de måske selv mente noget andet!

Morgenstund

Er vågnet som den første i huset. Sidder stille i stuen og nyder en kop velduftende kaffe. Betragter gaden gennem vinduet. En forbipasserende regntøjsklædt mand trækker hætten op om hovedet for at beskytte sig mod den silende regn.

Regnvejr har noget trist over sig. Eller overfører jeg tristhed til regnvejret?
Nej, ikke i dag. Her er bare fredeligt og godt.

Som barn var jeg altid meget bekymret for havens fugle, når det regnede og regnede. Forestillede mig hvordan de krøb sammen i flokke på træernes grene for at varme og beskytte hinanden.

Regn siler. Blæst bider. Sol danser. Mørke skræmmer. Lys kærtegner.

Gid alle dage kunne begynde sådan. Helt i ro.


Om lidt tager jeg tøj på, henter morgenbrød og en avis.

Kom an dag, jeg tager dig!

Ferie

Vågner ved solstrålers kærtegn fra vindue
og lyden af børn på bare tæer i køkken
der rækkes op efter havregryn

Strækker træt krop ud og mærker
dagen komme mig smilende i møde
den rækker armene frem mod mig
og vil holdes om og holdes af

Set i morges

Passagerer i IC3-tog mod Herning:
Toget havde lige holdt stille på Jelling Station og var netop sat i gang. Jeg kedede mig og kiggede derfor ud af vinduet. Hun var ikke til at undgå at få øje på med den gule sikkerhedsvest, men jeg mener nu bestemt ikke at hun løb? Som jeg husker det, kom hun gående helt almindeligt. Men det kan selvfølgelig være mig, der husker forkert?

Legende barn:
Vi var ved at bygge en hule og var kravlet igennem hækken fra vores have og ud til cykelstien på den anden side. Lige da vi kom ud, så vi at hun kom løbende. Ikke sådan vildt hurtigt, men hun pustede meget og der var sved på hendes pande. Min storebror løber helt sikkert hurtigere end hende.

Egern:
Vi har boet her i skoven i mange år og så vænner mig sig til de motionsløbere - men holde af dem, det kommer jeg aldrig til! Lige hende her var nu meget uskadelig, for hun løb ikke ret hurtigt. Jeg indrømmer dog, at jeg kom til at gøre hende virkelig forskrækket, da jeg sprang ud foran hende på skovstien. Jeg havde været ude at samle morgenmad og havde travlt med at komme hjem til min familie.

Golfspiller:
Vi så hende komme ud af skoven dernede (peger) og tænkte, at vi åbenbart ikke var de eneste morgenfriske denne lørdag morgen. Klokken var jo ikke mere end halv otte eller sådan noget. Hun havde fint tempo på, og lige da hun passerede os, synes jeg, at det så ud som om hun sang, mens hun løb? Hun lignede en nybegynder. Ved ikke præcist hvorfor jeg tror det, men det er nok noget med løbestilen. Den var så'n lidt gumpetung i det.

Mand ved bustoppested:
Jeg ventede på 211'eren, som skulle fragte mig til Vejle, og jeg stod og halvsov, da hun kom joggende forbi mig. Jeg kunne ikke lade være med at dreje hovedet og kigge efter hende, da hun havde passeret mig. Wauw en røv, der var sgu søgang i den. Men hatten af for, at hun gør noget ved det!

Ægtemand:
Hun væltede ind af døren ca 30 minutter efter at hun var løbet afsted. Knaldrød i hovedet og prustende som et lokomotiv. Men hun er altid så glad og godt tilpas, når hun har været ude at røre sig, så det var dejligt. Jeg håber bare ikke, at jeg skal høre på, at hun beklager sig over ondt i benene resten af dagen, det kan hun nemlig godt finde på, og det er så anstrengende at høre på.