Konfirmation - og dåb

Til april er det min mellempiges tur til at blive konfirmeret. Hun bliver således det fjerde barn, min mand og jeg er sammen om at holde konfirmation for. Mine to bonusbørn blev konfirmeret for henholdsvis 10 og 7 år siden, min Storepige for tre år siden, og i år det så Mellempigens tur.

Derfor sad hun og jeg tæt sammen på kirkebænken i dag, for der var indskrivningsgudstjeneste, og kirken var helt fyldt op med kommende konfirmander og deres forældre.

I hånden havde jeg en kopi af Mellempigens dåbsattest, for en sådan var man på forhånd instrueret i at medbringe, og at sidde og kigge på den under gudstjenesten, sendte mine tanker på langfart. 

Mellempigen blev døbt i Skjoldhøj Kirke, vest for Århus d. 8.september 2002. 
Vi havde inviteret familien til dåb med efterfølgende frokost hos mine forældre, og udover mine forældre og dåbsbarnets far, var der ikke andre, der vidste at dagen ud over Mellempigens dåb (ja, det hed hun jo altså ikke dengang, for da var hun jo mit yngste barn... Vi kunne jo sådan set også bare kalde hende ... Frederikke) var noget ganske særligt. 

Dagen var nemlig også min dåbsdag.

At vores nye datter skulle døbes var på ingen måde nogen overraskelse, vores ældste var også døbt, men jeg havde, mens jeg var gravid, besluttet at JEG ville lade mig døbe sammen med det barn, jeg ventede.

Da jeg i 1972 kom til verden, valgte mine forældre at jeg ikke skulle døbes. Jeg skulle vokse op og selv tage stilling.
Hvilket jeg gjorde som 30-årig.

Beslutning havde jeg gået og gumlet på on/off meget længe, og jeg husker det som en stor lettelse, da jeg endelig fik taget mig sammen til at kontakte den præst, jeg gerne ville døbes af. 
Gennem to udbytterige samtaler med hende, gik det op for mig, at mine dilemmafyldte tanker om dåb/ ikke dåb, IKKE var et spørgsmål om 'rigtig' tro/ikke tro, men at der er masser af plads til at tvivle, når man tror.
 I dåben, og med tvivlen som fast følgesvend, fik jeg endelig ståsted i et åndeligt rum (so to speak) hvor alle menneskelivets store følelser, reflekteres i noget, der rækker langt ud over den enkelte.

Vores gæster i kirken blev derfor meget overraskede, da dåbsseancen begyndte med at jeg gik op til døbefonten. Ved en voksendåb er det personen selv, der svarer JA til den trosbekendelse, præsten remser op som en del af ritualet, og da vi kom til selve handlingen - vand på hoved - knælede jeg på en lille skammel, der var sat frem ved døbefonten, og lænede mig lidt ind over, således at præsten kunne pøse vand på mit hoved. Derefter rejste jeg mig igen og modtog velsignelsen - og fik så rakt min datter over til mig, hvorefter jeg så holdt hende, mens hun blev døbt.

Det var meget meget fint. 

Delen med 'hvad skal barnet hedde' er ikke med ved en voksendåb. Jeg blev navngivet som baby, og havde derfor allerede et navn. 

Mit forløb var altså anderledes end mine børns. De blev døbt som små og konfirmeret som 14-årige, jeg blev ikke døbt, sagde nej tak til konfirmation, men valgte så dåben til i voksenlivet.
Jeg var aldrig i tvivl om at jeg ønskede mine børn døbt. 

Nadver

Nadver betyder aftensmad

Nadver betyder aftensmad, og når man spiser sammen, bliver man sammenspist. I nadveren spiser menigheden sammen med Jesus, og bliver sammenspist med ham, en del af ham.

Den sidste aften Jesus levede, spiste Jesus et måltid med sine 12 disciple. Det var under dette måltid, at han sagde til dem, at når han om lidt gik bort fra dem, var det for at ofre sig for dem, men han ville opstå igen. 

Når han var opstået, og de skulle forsamles i troen på ham som Guds søn, skulle de tage brød og vin på samme måde, som de gjorde nu, og spise sammen i hans navn. Når de gjorde det, ville han tage bolig i brødet og vinen, så brødet ville blive til hans krop og vinen til hans blod. Når de spiste brødet og drak vinen, var han således ikke blot til stede hos dem eller iblandt dem men i dem, og kunne skænke dem syndernes forladelse.

Ovenstående er klippet fra folkekirken.dk og beskriver meget kort, hvad den kirkelige handling 'nadver' går ud på. Lige præcis den del af gudstjenesten har været det, jeg har haft sværest ved at tage til mig, måske fordi det er som en reflekterende voksen og ikke et fordomsfrit barn, jeg har lært nadverens at kende.

Det tog blandt andet fire tirsdages studiekreds om bogen 'Hvad skal man tro' (en slags 'Kristendom for dummies', kunne man næsten kalde den), før jeg forstod tilpas mege af essensen - kernen  i nadverens væsen. Eller ikke bare 'forstod', for det er langtfra kun det, det handler om. 

Det handler mest af alt om at slippe grebet i forståelsens håndtag og kaste sig ud i at tro.

Når jeg knæler ved alteret, og præsten siger de næsten magiske ord 'dette er Kristi legeme' og dette er 'Kristi blod', mærker jeg helt indefra dels et voldsomt historisk vingesus - det var de ord, Jesus sagde, aftenen før han blev korsfæstet og i 2000 år har mennesker verden over, forsamlet sig og sagt/lyttet til de ord, men jeg mærker også (og nu bliver det altså lidt syret, ved godt godt, men prøv om du kan følge mig) at et mørkt hul af ensomhed, som har fulgt mig så længe i livet, jeg kan huske tilbage, for en stund fyldes ud og ikke mærkes som en smerte, men derimod som en del af mig, der har ret til en plads og ikke er noget, jeg skal kæmpe for at få til at gå væk. En ensomhed, der er en slags eksistentielt grundvilkår i mig. 

Kender du til sådan en ensomhed  i dig? Og hvad gør du ved den, når du mærker den?

Et rum der kan så meget

Lillepigen og jeg tog torsdag aften til en børnegudstjeneste i den lokale folkekirke, som ligger 5 minutters gang fra vores hjem.

Under et døgn efter, sad jeg igen i samme kirke. Denne gang for at vise min medfølelse til en familie, der har mistet én, de elsker.

Til børnegudstjenesten, hvilende på præsten arm sad elefanten Kalle, som hviskede alle mulige spørgsmål til ham. (Hvorfor har du sådan en mærkelig sort kjole på, hvorfor synger man sådan nogle underlige sange i kirken osv.) og præsten forklarede på en fin og sjov måde Kalle (og dermed børnene), hvordan det hele hang sammen. Børnene fik desuden levendegjorde fortællingen fra det gamle testamente om israelitten Moses, der blev født som slave i Egypten, men sat ud i en sivkurv på Nilen for at undgå døden. 

Moses i kurven blev fundet af faraoens datter, hun tog ham med hjem, og han voksede op hos faraoen, den mand der tidligere havde bekendtgjort at alle israelittiske drengebørn skulle slås ihjel. Da Moses blev voksen, så han hvor uretfærdigt de israelittiske slaver blev behandlet i Egypten. Gud viste sig for ham to gange, og opfordrede ham til at føre sit folk ud af Egypten og hjem til Israel. Moses tvivlede, men Gud gav ham to tegn, som han kunne bruge til at overbevise sit folk om at han var udsendt af Gud: 
Han kunne omdanne sin stav til en slange, og han kunne helbrede spedalskhed. Faraoen anerkendte ikke disse tegn, og ville ikke lade sine slaver rejser hjem. Gud sendte derfor en række plager over Egypten, det er først efter den 10. plage at faraoen overgav sig og lod israelitterne rejse med Moses. 

Kort efter, de var afsted, fortrød faraoen og sendte sin hær efter dem. De var nået til Det Røde Hav og kunne ikke komme over - og faraos hær var lige bag dem. 

Igen hjalp Gud. Han lod havets vande dele sig, så Moses og hans folk kunne vandre over, men da faraoens hær kom efter dem, lukkedes vandene igen og egypterne druknede.

Moses bliver fundet af Faraos datter, maleri af Edwin Long.

Historien blev levendegjort på den måde at præsten inviterede børn op til sig, og lod dem 'spille rollerne' i fortællingen. 

Det virkede vildt godt, og lige den del blev min 5-årige ret optaget af. 
Ellers kedede hun sig jævnt og kravlede op og ned ad mig. 

Efter en lang dag i børnehave ville hun nok have foretrukket en time foran Disney Junior fremfor en børnegudstjeneste, hvis jeg havde givet hende valget. Men det gjorde jeg ikke. For jeg ønsker at hun skal kende det rum, kirken er - og føle sig tilpas i det. Hvis ikke hun gør det, ved hun jo ikke, hvad hun siger nej til eller tager afstand fra, når hun bliver ældre og selv må bestemme. Jeg ønsker at mine børn skal kende folkekirken, vide hvad den står for, og hvad den kan bruges til. Det kommer de ligesom kun til at gøre, hvis jeg tager dem med derhen. Storepigen har i mange år sunget i kirkens pigekor og er derfor meget kirkevant. Og når Mellempigen ellers ikke spiller kamp med sit fodboldhold, så følges hun og jeg i kirke, de søndage hvor Storepigen synger med. På den måde bliver de forhåbentlig ikke ligeså fremmede i kirkerummet, som jeg var som barn og ung. 

Jeg var ca. 10 år, da jeg for første gang oplevede en begravelse. Min gamle oldemor (som jeg ikke kendte) var død.

Ingen havde på forhånd fortalt mig, hvordan en begravelse foregår, og jeg blev skræmt fra vid og sans over synet af kisten (med en død oldemor i!), præsten der med alvorlig mine sagde lange rækker af vildt mærkelige ord, de grædende familiemedlemmer og hele den næsten mystiske stemning, der var i kirken...

Hermed ledes jeg frem til pointen i dette indlæg.

For fredag eftermiddag, et lille døgn efter føromtalte børnegudstjeneste, sad jeg i nøjagtig det samme kirkerum igen. 

Præsten var den samme og selve rammen var identisk, men stemningen og anledningen langt mere alvorstung.

Lige midt på det sted på gulvet,  hvor Moses dagen før havde ført sit folk ud af Egypten, stod nu en kiste, omringet af smukke blomster i alle farver.

En mand,  to børn, familie, venner, kolleger, naboer osv. var samlet for at sige det sidste farvel til en smuk og livsglad kvinde, kone og mor, der døde midt i livet. 

Ikke mæt af dage, men sulten på livet, som det blev sagt flere gange.

Fortvivlelsen over urefærdigheden i det faktum og følelsen af at det ingen mening giver, er der også plads til i kirkerummet.

Kirkerummet er ritualer og ledetråde, der kan bruges til at vise os vej i livet og give lindring, trøst og håb, samt understrege gang på gang  at livet er livet værd -  og at størst af alt er kærligheden. 

I dag gik jeg i kirke

I dag gik jeg i kirke. Har ikke været til en almindelig søndagsgudstjeneste meget længe. Der har ligesom været så meget. Måske var det derfor særlig dejligt at synke lidt sammen på kirkebænken, bladre i salmebogen og lade den ro, der altid hersker i et kirkerum, trænge ind i mit trætte forvirrede hoved. Det gør noget ved mig at sidde der. Noget som er svært at sætte ord på, men som jeg kan mærke.

Nogen mediterer, andre går til psykolog eller coaching.

Jeg går i kirke. 
Her lades jeg i fred. I faste rammer med genkendelige ritualer ledes vi, der sidder der, igennem gudstjenestens delelementer, som tilsammen udgør en helstøbt oplevelse, der giver mig mulighed for at vende blikket indad, i mig selv og udad, mod verden omkring mig -  og så den ekstra dimension, opad mod Gud, det guddommelige, dét der er større end mig, rækker ud over mig og  udover det, jeg med min fornuft kan begribe.

Jeg tiltrækkes af tanken om, at der i verden er noget, der for mennesket er ubegribeligt, som fylder alle sprækkerne mellem fornuft, viden - mellem alt det, der kan måles og vejes. 

Et barn blev døbt i dag, og mens det foregik vandrede mine tanker tilbage til den aften for snart 12 år siden, som havde indflydelse på min beslutning om at jeg ville døbes. 
Jeg ventede mit andet barn og havde besøgt en rigtig god veninde et par timers kørsel fra mit hjem. 
Da jeg om aftenen på køreturen hjem kom ud på motorvejen, brød der et skrækkeligt uvejr løs. Det lynede, tordnede og regnen piskede mod bilens forrude. Jeg kunne intet se af den vej, jeg kørte på, og jeg begyndte at mærke en helt afsindig grundangst, der kom dybt indefra. Angsten for at køre galt var så altomsluttende, at jeg for mit indre så mit liv passere revy, jeg så scenarier i flere kombinationer, hvor enten min sovende 3-årige datter på bagsædet, det ufødte barn i min mave og/eller jeg selv mistede livet i en tragisk ulykke. 
(Får det sgu helt dårligt af at mindes den køretur).

Uvejret stilnede af og jeg kom sikkert hjem. Men oplevelsen sad i mig mange dage efter, og den var helt sikkert med til at jeg kort tid efter endelig fik truffet en beslutning, der havde været mange år undervejs. 
Jeg ville døbes og være en del af folkekirken. 
Mine forældre havde i sin tid valgt ikke at lade mig (eller min bror) døbe, men at vi skulle vokse op og selv tage stilling til om vi ville. Det gjorde jeg som 30-årig. Med tvivlen som fast følgesvend til troen, fik jeg endelig et rum, hvor alle menneskelivets store følelser reflekteres i noget, der rækker langt udover den enkelte.

Meningen med det hele - en stafet

Mens jeg går rundt her i Ferieland og lægger an til afgang, beskæftiger jeg mig både med helt små lavpraktiske dilemmaer (bikini eller badedragt, klipklapper eller sandaler osv.) men synes også det er fedt at lade tankerne flyve frit og med store brede vingeslag.
At tænke stort og bredt er der RIG mulighed for, hvis man for tiden følger med hos Charlotte, der er skribenten bag bloggen Lykkepostej, en blog hvorpå der gøres mange skønne og meningsfulde krumspring for at finde hverdagslykke og nærvær i en hverdag, der tit byder på det stik modsatte.

Charlotte har sat en stafet igang, inspireret af en programserie , der for tiden kører på tv.

Når jeg griber stafetten og gerne vil give et bidrag, skyldes det at jeg forleden, da jeg ryddede op i (og tømte) nogle gamle ringbind, faldt over mine studienoter til linjefaget religion, som jeg var vildt optaget af de sidste to år på lærerseminariet. I emnet om Luther og luthersk-evangelisk kristendom arbejde vi med trosbekendelsen og fik bl.a til opgave at skrive vores egen trosbekendelse. (Et 'credo')
 Den tekst, jeg dengang (i 1997) skrev, fortæller sgu egentlig meget godt, hvad jeg tænker om meningen med det hele.

Jeg gengiver her teksten i nyrevideret udgave. 
Kort sagt er meningen med livet for mig: At give det videre.

Here goes:
Jeg tror på en sandhed, der findes i det at være et helt  menneske og på, at det at være et helt mennske er noget, der bliver til at holde ud at være, når man har nogen at være det sammen med. Jeg tror på familien og på nære relationer. På nærvær og samhørighed. Jeg tror på det at knytte bånd. Jeg tror på, at det er her og nu, det gælder, fordi øjeblikket er unikt og aldrig kan opleves tilsvarende igen. Jeg tror på, at verden bliver lettere tilgængelig, hvis man ser på den med åbne øjne og ikke fordømmer det, der er fremmed eller anderledes. Jeg tror på en lykkelig tilværelse, som jeg selv har skabt og selv tager ansvar for. Jeg tror på livet - og på at der kun er det ene - og at vi derfor skal passe rigtig godt på det og værne om det. Og når jeg er død, tror jeg, at jeg er væk for altid, men alligevel lever videre: I kraft af historien om den tid, jeg levede i, og i kraft af de mennesker, der var vidner til mit liv. Jeg får evigt liv gennem mine børn. Og deres børn. Og deres børn. Slægt skal følge slægters gang. 
Min vigtigste opgave i livet er derfor at give det videre til dem, der kommer efter mig.
Mit liv er en gave. Og en opgave.


Tag gerne et billede, der passer til, opfordrer Charlotte. 
I mit tilfælde må det være det billede, jeg postede sammen med gårsdagens indlæg...

Påske

Dejlige påskeferie. Fridage sammen, både voksne og børn. Tid til at blive liggende i sengen, tid til at tulle og bare være. Tid til at få ordnet praktiske hængepartier og genåbne havesæsonen. Se venner og familie. Her nydes og hygges. 


I aftes (skærtorsdag) var jeg til aftensgudstjeneste i kirken. Der er en helt særlig stemning i kirkerummet om aftenen, en stemning der er markant anderledes end ved formiddagsgudstjenester. Lysindfaldet fra de store vinduespartier med kunstglas er varmere og dybere og sammen med de mange levende lys i kirkerummet, opstår en lidt dyster stemning, som er utrolig smuk og bevægende.

Jeg lod mig synke ind i stemningen. 
Levende lys, aftenmørke, orgelmusik og salmesang samt en vedkommende og lærerig prædiken var helende og gribende og gjorde godt i sjælen.


Påsken er kristendommens vigtigste højtid. Et drama, der  rummer det hele. Glæde, sorg, barmhjertighed, troskab, svig, kærlighed, tilgivelse,  liv, død og opstandelse! 
Skærtorsdag er aftenen før korsfæstelsen.  Jesus giver disciplene brød og vin og fortæller dem at han, når de for eftertiden spiser og drikker dette, vil være i blandt dem. "Gør dette til ihukommelse af mig".
Senere samme aften bliver Jesus forrådt, taget til fange og så har vi balladen.


At gå til nadver skærtorsdag aften, var en meget smuk, konkret og betydningsfuld oplevelse. Mit eget lille liv blev spejlet i et meget stort perspektiv. Et perspektiv, som mange af de store salmedigtere igennem tiderne har omsat til ord. En nyere salme, som går lige i hjertekulen på mig er denne, om nåden:

Nåden er din dagligdag,
hverdagen, det nære.
Mennesker at leve med,
nåden er: at være.

Nåden er den kærlighed,
som blev grundløst givet.
Nåden er den hverdag, som
binder dig til livet.

Nåden er et ord fra Gud
over alle dage.
Nåden er, når alt er tabt,
at få alt tilbage.

Nåden er hver levet dag,
hvert tilfældigt møde.
Nåden er det levende,
som står op af døde.

Uden håb og uden Gud
lar vi døden råde.
Tro og håb og kærlighed
får vi kun af nåde.

Johannes Møllehave 1985.

For lige at lande dette indlæg på jorden igen, skal jeg nu have pakket tasker, dyner, tre børn og en mand (han klarer da heldigvis det meste selv!) sammen til et par dages familieræs, først med svigermekanikken og derefter i barndommens gade.


Ha' det godt derude og rigtig god påske!

I dag blev jeg ramt

I dag blev jeg ramt. Lige ind i højre hjertekammer. Under formiddagens gudstjeneste, hvor også pigekoret som min ældste datter synger i, medvirkede.
Alene af den grund at koret var der, havde jeg nok flere følelser uden på tøjet, end jeg plejer i kirken. Min datter er så sød og så smuk, når hun står der og synger sammen med de andre piger.  Mit hjerte svulmer af stolthed over at hun er min. Så fin og god er hun. 
Efterhånden som mine år med regelmæssig kirkegang er gået, har mit forhold til gudstjenestens indhold ændret sig.
Det har været en lang proces, at komme "ind under huden" på den gudstjeneste. Hvor jeg som ung "kirkefremmed" har syntes at man jo ikke lavede andet end at rejse sig op og sætte sig ned og at en gudstjeneste ofte var gabende kedsommelig, så har jeg brugt tid og energi på at arbejde mig ind i den, forstå den og forstå hvad hver eneste del af liturgien handler om og det har i den grad åbnet mine sanser og givet mig en helt andet oplevelse. En oplevelse, som jeg nu sætter stor pris på og som tilfører mit liv noget godt.
Højdepunktet for mig er - og har altid været - selve prædiken, hvor præsten kommer på banen og taler forkyndende og fortolkende til sin menighed. Hvor dagens tekst sættes ind i en forståelsesramme, som typisk vil åbne døre til erkendelser ind i det hverdagsliv, som vi der sidder i kirken, alle færdes i. Det er under prædiken at det kristne budskab tager fysisk form for mig.  
Jeg kan bedst sige det på den måde at kristendommen taler ind i mit hjerte.
Efterhånden som jeg er blevet en mere erfaren kirkegænger, har jeg lært at holde meget af de andre ting, gudstjenestens liturgi indeholder. Jeg nyder, når der er dåb (det er der næsten hver søndag, og ofte mere end én) og er kommet til at elske nadveren. Den var, især i de første år, meget grænseoverskridende for mig og før jeg blev døbt - altså indtil jeg blev 30 år, gik jeg ikke til nadver. Jeg havde en idé i mit hoved om at det kun var "for de inviede" og at jeg, der ikke var medlem af folkekirken, ikke hørte hjemme der. Altså jeg turde ikke, så enkelt kan det siges.
Og så er der salmerne. Gamle, nye, smukke, svære, mærkelige og meningsfulde. De er så forskellige og der er så mange. Nogen er rigtig svære at synge, andre kan man skråle med på fra første vers og de allersværeste nøjes jeg med at lytte til. Det er dejligt at synge og der ligger de største guldskatte i den danske salmebog. Den bugner af kærlighed, ydmyghed, lovprisninger, budskaber, spørgsmål, undren, taksigelser og ord. Gamle ord, nye ord, besynderlige ord og smukke ord. Ord der rimer, ord der smager, ord der lyder og ord, der klinger.
Og som jeg indledte med her, så blev jeg ramt i dag. Og det var af en salme. Da vi sang Jens Rosendals "De dybeste lag i mit hjerte (Nr. 28, red.) blev jeg meget rørt og fik lyst til at græde. Ikke græde som i "ked af det", men som i "bevæget".
Teksten er så fin og melodien har jeg gået og nynnet hele eftermiddagen.

I får lige første vers, resten kan læses her om man vil.

 

 

De dybeste lag i mit hjerte
er længsel, umålelig stor.
Jeg rækker mod vigende himle
og følger umulige spor.
Et sted må det findes, det lærred,
som spænder sit billede op,
et sted må dét være i verden,
som fylder mit sind og min krop.

(Jens Rosendal 1990)

Pinsen & The Holy Ghost

Så blev det pinse.
I pinsen fejrer kristne verden over, at Gud sendte Helligånden ned på jorden.
Historien om Jesu fysiske liv på jord sluttede for 10 dage siden, Kristi Himmelfartsdag.  Da havde Jesus været tilbage i livet på jorden efter sin korsfæstelse, død og begravelse i påsken.

Jesu diciple er sammen med mange andre samlet i Jerusalem for at fejre den jødiske pinsefest. Diciplene er mismodige og kede af, at Jesus ikke er blandt dem længere.  Pludselig kommer en ånd over dem og gør,  at de kan tale en masse  forskellige sprog.  Dermed kan det kristne budskab forkyndes på tværs af sprogbarrierer, og det fortælles at ca. 3000 mennesker omvendte sig til kristendommen i Jerusalem den pinse.  
Pinsen kaldes derfor også den kristne kirkes fødselsdag.

Men hvad er det, med den der Helligånd?
Jeg synes, den er lidt svær at begribe. Den omtales som en talsmand eller en tolk. Det er den, der gør at vi kan modtage og forstå Jesu ord.

I 4.klasse i fredags talte vi om pinse og om helligånden. Det er meget nemmere at tale med børn om luftige begreber som ånder, engle osv. for børn er meget  bedre end voksne til at tale ud fra en præmis om, at vi har at gøre med noget, som ikke kan ses, høres, vejes eller måles men som erfares via sanser og følelser.

Vi talte om, at helligånden er som vinden:  Vi kan mærke vinden, når vi er ude i blæsevejr. Den niver i kinderne og giver blafren i håret. Vi kan ikke se vinden, men vi kan se det, den gør.

Tidligere biskop Jan Lindhardt fortæller i dette lille interview:

"Pinsen er i en vis forstand den vigtigste af de tre store højtider. Uden den ville vi aldrig have hørt om jul og påske. Det er nemlig her ved pinsetid, at kirken skabes og bliver til. Og kirken er den budbringer eller det medium, der har gjort  budskabet nærværende for os - længe efter, at begivenhederne har udspillet sig"


Og på spørgsmålet om han har nogle bud på, hvordan pinsen kan gøres mere forståelig for de mange, som opfatter højtiden abstrakt, svarer han:

- Pinsen skal huskes som den løsslupne fest. Ånden er den, som man besjæles af og gribes af, og dog er den samtidig i virkeligheden noget meget prosaisk.  Vi kender udtrykket, at "det ville have været i fars ånd", eller i grundlovens ånd, eller i Jesu ånd. Ånden er med andre ord den, som holder os fast på Kristus og hans ord. Det er talsmanden, repræsentanten, opmuntreren. Glemmer vi, så husker den... Ånden minder os om det uomgængelige. Enhver ved også, hvad det betyder at "ånden kommer over os". Vi gribes af energi og begejstring og går til sagen uden forbehold. Vi har noget vigtigt at fortælle videre, og der er ingen tid at spilde.

Den ånd kan jeg godt lide!

Pinsen er fest, saft og kraft. Den er mod til at lade sig gribe, til at være spontan og til at lytte mere til hjertet end til hjernen. Den er engagement og indlevelse, energi og nerve. Mere pinse, tak!

  Glædelig pinse!

Pinseunderet, 2007

Glasmosaik af Bjørn Nørgaard




(The Miracle of Pentecost

Del af udsmykningen: "Du skal elske din fjende", 2001 - 2007, Christianskirken, Fredericia, Danmark

Mundblæst farvet glas, bemaling, bly

305,5 x 79 cm

Christianskirken, Fredericia)

Kære kirke

Endelig fik jeg tid til at besøge dig i dag. Vi har begge haft så travlt i den senere tid...  Du har været fyldt af konfirmationer og jeg har været udenbys, så det var alt for længe siden.
Da jeg sprang på cyklen et par minutter i 10.30, kunne jeg høre dig kalde på mig med din bimlen og bamlen. En lyd jeg altid har holdt meget af, det er en glad lyd, som siger velkommen til alle, der måtte have lyst til at være med. (Jeg håber, at dette lydbillede en dag få følgeskab af en fredagsbøns-lyd fra et minaret!)

Blev helt glad indeni over at se dig og se alle de mennesker, der kom til dig. Det var en særlig dag i dag. For de tre familier, der fik deres lille barn døbt og for den praktikant fra pastoralseminariet, der skulle prædike hos dig for første gang.

I det jeg trådte ind i dit enkle, smukke og kølige rum, kunne jeg fornemme det, som jeg næsten altid fornemmer, når jeg kommer ind i en kirke. Kirkerummet kalder på noget inde i mig, noget der ligger dybere end min almindelige dagligdags bevidsthed. Noget jeg har så godt af at mærke.  Jeg kan ikke ret godt forklare det.  Måske er det noget med at hullerne af angst og fortvivlelse som jeg bærer rundt på, (som jeg tror alle mennesker bærer rundt på) fyldes ud for en stund. Du får mig til at føle glæde og at mærke det liv, jeg har - og det liv jeg er. Jeg tænker bare længere ud af boksen og ind i hjertet, når jeg er i dit rum.

Det var interessant at lytte til en anderledes prædiken. Nøgleordene i det, der  blev sagt var holdning og handling. At det at være kristen, ikke kun er noget man er i sine holdninger men i den grad også også i sine handlinger. (Her ville Luther  sige, at det ikke er sådan det forholder sig. Men har var også så ... luthersk!)
Jeg synes den prædiken klædte dig, den talte din fortid ind i nutiden og gav mig stof til eftertanke.

Jeg tænkte på det med Kristi Himmelfart; Efter 40 dage på jorden efter opstandelsen påskedag, steg Jesus til himmels og blev Guds højre hånd.  Om 10 dage er det pinse,  helligånden kommer ind i billedet og så bliver det hele lidt indviklet. Syns jeg.

Vi ses til pinse.

Kærlig hilsen Helle

Billedet er lånt her

10 grunde til at være kristen

Disse 10 teser af skrevet af Povl Götke, ph.d. lektor i religionspædagogik på TPC i Løgumkloster og ulønnet hjælpepræst i Assens-Baagø pastorat.


Jeg kan rigtig godt lide dem og har læst dem mange gange, fordi han formår at sætte ord på en hel masse af det, jeg går og bakser med i mine tanker. Og tanker bliver bare nemmere at forstå, hvis der kommer ord på.

Jeg er kristen, fordi…

1.
Den kristne Gud har ladet sig føde og træder mig i møde som et ganske almindeligt, skrøbeligt menneskeliv. Som mit eget liv. Det betyder, at Gud holder fast i mig og går med mig hele vejen, både når turen går helt op i himlen og langt ned i helvede. For at kunne tro på, at Gud er med mig på mine opture og på mine nedture, går jeg i kirke og markerer de vigtigste begivenheder i mit liv med kirkens ritualer og sammen med familie og venner. For jeg kan ikke tro det, hvis jeg ikke også indimellem mærker det. Og det gør jeg gennem gudstjenesten og fællesskabet.

2.
Den kristne Gud er nådig og barmhjertig, en kærlighedens kriger. Gud er ikke en stiv konsekvensmager, der bare holder på sit og tvinger det igennem. Den kristne Gud er en Gud, der af al magt kæmper mod det onde – også det onde, der er i mig – men altså med midler, som ikke forøger ondskaben, men mindsker den. Krig og straf kan være nødvendigt, men det er og bliver et onde, som gør ondskaben større. Kun kærligheden kan gøre ondskaben mindre. Men det siger ikke sig selv. Det siger kristendommen.

3.
Den kristne Gud er en tre i én-Gud, som både er en ophøjet skaber af verden og kilde til alting (Faderen), som i allerhøjeste grad er til stede i verden som medlidende og solidarisk med sin skabning (Sønnen), og som i min dagligdag lader sig mærke som en konkret, kærlig og livgivende energi (Helligånden).

4.
Den kristne tanke om, at Gud er blevet menneske, trækker Gud ned på jorden. Gud møder mig i mit medmenneske, og jeg er skabt i Guds billede. Det sætter mig fri og forpligter mig. Kristendom er altså religion med et menneskeligt ansigt og humanisme med et guddommeligt ansigt.

5.
Kristendommens sprog og billeder, bønner og sange er en ressource, når jeg forsøger at finde ud af, hvem jeg er, hvad meningen er med det hele, og hvad jeg egentlig skal med min tilværelse. Det er også her, jeg prøver at forsone mig med, at jeg tilsyneladende ikke kan ændre på mig selv, at jeg ældes og bliver gammel, og at der kommer en dag, hvor jeg skal dø. Men jeg vil ikke dø. Jeg vil leve.

6.
Jeg kan ikke leve uden troen på noget, som ligger uden for mig selv, og som bærer mig, både i hverdagen og når det hele spidser til. Jeg har ladet mine børn døbe og bedt Fadervor med dem, når de blev lagt i seng, for jeg vil gerne have, at de får en grundlæggende tro på livet og tillid til deres medmennesker. Det kan godt være de på et tidspunkt vælger Gud fra, men jeg håber på, at troen på livet og tilliden til medmennesket bliver hængende som en grundstemning. Og det er den grundstemning, som kristendommens tale om at blive et Guds barn handler om.

7.
Jeg er lige ved at dø af skræk ved tanken om, at den jord, vi går rundt på, og som virker ”solid as a rock”, nu og her og uden varsel kan forsvinde under os – sygdom, ulykke, tab af det umistelige og de uerstattelige. Virkeligt ved at dø af skræk! Men det dulmer nerverne, det trøster og styrker mig, når jeg sidder i kirken og lader mig opsluge af den rituelle sammenhæng af bønner, sange og velsignelser, der er i gudstjenesten. Det giver mig en fornemmelse af at være del af en åndelig virkelighed, som rækker ud over mig selv, og som jeg fortsat er en del af, også når jeg ikke er her mere.

8.
Jeg er desværre en klovn, og jeg svigter gang på gang de mennesker, som stoler på mig og har brug for mig. Hvis jeg ikke igen og igen hører kirkens ord om tilgivelse og ved gudstjenesten gang på gang får fortalt om den kærlighed, der giver mulighed for en ny begyndelse, ville skam – og skyldfølelse sende mig direkte ind på den lukkede afdeling.

9.
Der er simpelthen bare så meget pis i verden – løgn, hykleri, fortrængning og falskhed – også og ikke mindst blandt os kristne, så hvis ikke jeg troede på en guddommelig magt, der står for noget andet og vil noget andet med os mennesker, nemlig kærlighed, ærlighed og retfærdighed, er jeg bange for, at mit hjerte ville blive til en sten og jeg fuldstændig afstumpet og ufølsom af kulde og kynisme. Kristendom er kærlighedsterapi til sindet, en form for åndelige ”selvmedicinering”.

10.
Nogle vil sikkert tale om flugt, men jeg hat altså behov for mere end én verden og mere end ét rum for at kunne trække vejret og en gang imellem finde hvile. Kristendommen er langt fra den eneste religion, der opererer med mere end én verden og mere end ét rum, men i kristendommen er de forskellige verdener og rum på en og samme tid radikalt adskilte og intimt forbundne. Det er præcis denne dobbelthed, som kristendommens tale om tro, håb og kærlighed handler om. Tro, håb og kærlighed er af en anden verden – men de katapulterer samtidig én tilbage i denne verden. Derfor er der faktisk ikke talt om en flugt, men om en genopladning af mine sjælelige batterier, som giver mig kræfter til at stå fast, være nærværende, elske og lade mig elske og forsøge at virke i verden til fordel for det gode, det sande og det skønne.

Hvorfor er du kristen?

 Kilde: Menighedsrådenes blad, 1. 2011 s. 24-25

Min kirke er et hul i hækken

Jeg dvæler lidt i det Peter A.G'ske univers. Har lyst til at fortælle om  en interessant og tankevækkende  radioudsendelse fra P1, hvor intervieweren besøger Peter A.G i hans hjem i Laven ved Silkeborg. (Han bor skiftevis her og i København.)
I udsendelsen fortæller snart 58-årige A.G. om at han er nået til en sted i livet, hvor trangen til at komme "tilbage til udgangspunktet"  har meldt sig. De mange år med GNAGS har været fede, men nu har han igen lyst til at være ene mand med guitar, synge for et publikum, der sidder ned, og som ikke er flere end at han kan se dem fra scenen.
Han fortæller i udsendelsen også om sin tro på Gud. En tro han har med sig fra barndommen.

Peter A.G beskriver sin tro således: Gud er kærlighed og tro er tilliden til, at det virker. At tro på Gud er at give sig hen. Give sig hen til det man laver, ved at tro på at det kan lykkes. Derved opstår der noget "mere", som er større. For Peter A.G. er der en meningsfuld alliance mellem kunst og religion.

"Min kirke er et hul i hækken" er titlen på en  af sangene fra det solo-abum, Peter A.G for nylig har udgivet.
Hækken er alt det, vi har bygget op omkring os. Hækken er også kirken - dens murværk og den tradition kirken repræsenterer. Peter A.G forklarer, at det for ham er når man bryder igennem hækken,  at det interessante opstår. Han siger også noget om, at tro er frimodighed. Frimodighed til at ville leve livet på godt og ondt. At tro på at verden er god nok, som den er.
Han beskriver sig selv som sådan lidt indianer-agtig i sin tro. Fordi han oplever, at der er sjæl, rytme og musik i naturen.

En absolut anbefalelsesværdig radioudsendelse med et varmt og spændende menneske med både kant, humor, charme og dybde.


(Billedet stammer herfra.)

Tro

På min liste over ting, jeg gerne vil blogge om, er emnet "tro". Det er tankevækkende at opdage,  at det er noget af det sværeste at skrive om.
Det enkelte menneskes personlige forhold til tro er på en eller anden måde blevet næsten tabubelagt? Jeg vover den påstand, at det for mange mennesker (mig selv inklusiv) er nemmere og meget mere ligetil at tale med en kollega om sex over frokosten end at tale om tro. How come?
Fornylig i en pause på mit arbejde, refererede jeg noget, der var blevet sagt i kirken om søndagen. "Aj, går du i kirke?", spørger en kollega dybt overrasket, og bliver selv flov over sit spørgsmål, da jeg stolt svarer: "ja det gør jeg", og hun får så pæret rundt i det ved at skynde sig at sige "Du ligner bare slet ikke én, der går i kirke!"


Og så er det bare, at jeg spørger: Hvordan ser sådan én ud?


Og næste spørgsmål er så: Er man lidt små-dum og naiv, hvis man tror på, at der findes noget guddommeligt i verden, noget som kom før mennesket, er større end mennesket og som ikke kan forklares med ord og logik, men skal føles og sanses?


Hvordan passer kristendommen - og andre trossamfund for den sags skyld - overhovedet ind i et moderne sekulariseret samfund, styret af økonomi, politik og medier?


Og hvor står jeg selv i forhold til alle disse spørgsmål?


Det glæder jeg mig til at prøve at skrive mig ind i en forståelse af. Jeg er nemlig ikke sikker på noget som helst.
For troen har en tvilling: Tvivlen.