onsdag den 29. februar 2012

Olga, del 2


Med tiden faldt Olga til på plejehjemmet. Hun fik nyt pænt tøj, blev efterset af læger og sygeplejersker og sat i behandling for de mange skavanker, hun led af (for højt blodtryk, blærebetændelse mv. ) og hun blev medicineret således at den aggressive del af demensen, blev nedtonet. Faktisk gik det sådan, at den meget vrede eneboer-dame endte med at blive både hyggelig og snakkende!

De ting, jeg her fortæller, er stykket sammen af Olgas egne (til tider temmelig usammenhængende) beretninger og fra de papirer, vi var igennem, da jeg hjalp med at tømme hendes værelse efter hendes død. 

Det, der var så vildt med Olga og som jeg stadig får gåsehud af at tænke på, var at hun havde levet et helt liv uden relationer til andre mennesker. Fra brødrenes og forældrenes død til hun selv gik bort mange mange år efter, levede hun fuldstændig alene uden at kende et eneste menneske.
Ingen slægtninge, ingen venner, ingen bekendte. Ingen.
Den daglige kontakt med andre var begrænset til bankmanden bag skranken, kassedamen i supermarkedet og radioen.
Olga ejede ikke et tv, men hun hørte radio. Hver dag. P1. Men kunne stemmerne i radioen virkelig kunnet gøre det ud for et netværk? Hvorfor opsøgte hun ikke ligesindede via lokalcentret, via kirken der lå på den anden side af gaden eller ad en anden vej? Hvorfor var der ingen nabokoner eller beboere i ejendommen, der indledte sig på en relation med hende? Det finder vi aldrig ud af. Men fakta var, at hun ikke kendte ét eneste menneske i hele verden.
Hun boede på plejehjemmet i 5-6 år og hun blev uden tvivl min yndlingsbeboer. Når vi om morgenen fordelte hvem, der gik ind og hjalp hvilke beboere op, sørgede jeg altid for at få Olga. Det samme gjaldt aftenvagterne, hvor man skulle hjælpe hende i seng.
Vi havde det sjovt, Olga og mig, og jeg var én af de få, der kunne få hende til at sprutte af grin. Fx når jeg tændte for radioen og  dansede rundt på hendes stue. Hun kunne ikke altid genkende mig og lærte aldrig at huske mit navn. Tit spurgte hun med sin lidt skingre, skælvende stemme "Hwa ær't no do hejer" og når jeg for titusinde gang fortalte, at jeg hed Helle, troede hun, at jeg sagde Helga. "Det war da et pæn navn bette Helga", sagde hun så og tog min hånd.

Mine kolleger på plejehjemmet kaldte mig derfor tit drillende for "Bette Helga" og de nød, at jeg tog mig af Olga, for hun var ikke nem. Hendes arrigskab boblede lige under overfladen og man kunne nemt komme til at sige eller gøre noget, der fremkaldte hendes vrede.
Jeg havde på en eller anden måde fundet en måde at tackle hendes arrigskab på og derfor kunne jeg få lov at hjælpe hende uden af blive skældt hæder og ære fra, som hun ellers godt kunne finde på at gøre mod den, der kom ind for at hjælpe hende i eller af tøjet, på toilet osv.

I én af de perioder, hvor jeg havde et længere ophold i min ansættelse på plejehjemmet (fordi jeg var ude at rejse) blev Olga syg og var indlagt i nogle uger.
Da hun kom tilbage til plejehjemmet var hun svag og afkræftet og det begyndte derfra at gå ligeså stille ned ad bakke med hendes helbred. 


Fortsættes ... Sidste del kommer i morgen.

tirsdag den 28. februar 2012

Olga, del 1

I gårsdagens indlæg fortalte jeg om de år, hvor jeg arbejdede på et plejehjem. Én af beboerne på hjemmet, fik en særlig plads i mit hjerte og derfor har jeg besluttet at fortælle hendes historie.

Olga flyttede ind på plejehjemmet mod sin vilje. Hun var på det tidspunkt 86 år gammel, fremskredent dement og stort set døv på begge ører.
Ankomsten var ret dramatisk, fordi Olga modsatte sig voldsomt. Hun troede at hun var kommet i fængsel. På det tidspunkt var hun blevet erklæret umyndig pga fremskreden senil demens. Lokale hjemmehjælpere i det område af Århus, hvor Olga boede hele sit liv, havde slået alarm. De så hende i tide og utide sidde på en bænk med sin mørkeblå taske på skødet. Under den brune jakke var hun iført natkjole, på fødderne havde hun (sommer og vinter) små tøfler og hendes outfit var som regel toppet med en stor hvid sommerhat, solbriller og handsker. Ved sin side havde hun et ubestemmeligt antal plasticposer fyldt med ragelse. Det skete ikke sjældent at Olga råbte efter de mennesker, der passerede hende. Grimme ting, som 'hvordan er det du ser ud din døgenigt' (til et 13-årig avisbud) eller 'kan du så skrubbe af din skøge' (til en forbipasserende dame, der venligst hilste)

Olga syntes vist, at hun ejede den bænk. Hun havde levet hele sit liv i det samme område, i den samme lejlighed i hjertet af Århus. Og bænken, tæt på bopælen udgjorde hendes daglige udflugtsmål. 

Olgas forældre havde tre børn. De to ældste sønner flyttede tidligt hjemmefra og tjente til livets ophold som arbejdsmænd, bl.a på havnen. Ingen af dem stiftede familie og de døde begge forholdsvis unge.
Olga blev boende hos sine forældre hele sit voksenliv. Hun blev aldrig  gift og fik ingen børn. Moderen var syerske og af hende lærte Olga at sy. Selvom Olga var dygtig til at sy, fik hun aldrig et egentligt arbejde. Hun fortsatte med at hjælpe moderen, der syede for folk. 
Jeg ved ikke hvad Olgas far lavede. Men han havde en stor formue, som tilfaldt Olga, da forældrene døde.

Faktisk var der ingen, der vidste ret meget om Olga, for hun levede et liv, helt isoleret for omverdenen og helt uden netværk. Da moderen, som den sidste af forældrene døde, blev hun boende i lejligheden og her levede hun, helt alene, indtil hun en dag blev så dement, at det var tydeligt, at hun ikke længere kunne tage vare på sig selv mere. Hendes naboer var også meget gamle og de havde ingen kontakt med hende. 

Når Olga havde kunnet færdes udenfor systemet i så mange år, skyldtes det at hun intet netværk havde. Ikke én eneste social sammenhæng færdedes hun i og derfor var der ingen, der kendte hende. 
Hun kunne til det sidste finde ud af at gå i banken og hæve penge, og dem havde hun mange af. Hun havde arv fra både sine forældre og sine brødre og hun efterlod sig en stor sum penge. Hun var vist ikke klar over, hvor mange penge hun havde. I hvert fald levede hun utrolig nøjsomt og brugte kun penge til lidt mad hver dag. Det tøj, hun havde med sig til plejehjemmet var 20-30 år gammelt og fuldstændig slidt op. Det meste blev omgående smidt ud, fordi det var møgbeskidt og uvasket gennem år!
De hjemmehjælpere, der "opdagede" Olga, fik et chok, da de tvang sig adgang til hendes lejlighed. (En gik ned og forsøgte at tale med Olga på bænken, mens en anden gik op i lejligheden). Lejligheden var fuldstændig groet til i skidt og affald. Der var ikke gjort rent i mange år og Olgas færden i lejligheden begrænsede sig til soveværelse, toilet og køkken. Det lignede en losseplads og der var en stank af urin og råddenskab, så det var helt umuligt at forestille sig, at et menneske kunne leve i det. (Det forklarer måske, hvorfor hun tilbragte så mange af sine vågne timer på bænken nendenfor ejendommen?)

Da Olga ankom til plejehjemmet var hun aggressiv, opfarende og meget vred over at være blevet flyttet. Hun ville hjem og pakkede mange gange om dagen sin taske og gjorde anstød til at ville forlade plejehjemmet. Hun kom sjældent længere end lidt henad gangen, så fik vi hende overtalt til at blive, bare lige til en kop kaffe og en småkage. At Olga havde en usædvanlig sød tand, opdagede vi hurtigt (hendes trinde ydre vidnede også derom). Hun kunne overtales til snart hvad som helst, bare der vankede kaffe og småkager i den anden ende.

Fortsættes i morgen...

mandag den 27. februar 2012

Memory Lane

Fornylig kørte jeg i bil gennem en del af Århus, som jeg ikke har besøgt i mange år. Jeg blev overmandet af minder og glemte næsten, hvor jeg egentlig var på vej hen.  Spontant kørte jeg en anden vej end planlagt. 


Inden jeg fik set mig om, holdt jeg på en parkeringsplads foran en stor gul bygning. I den bygning har jeg har tilbragt uendelig mange timer af mit ungdomsliv. 
Jeg har været der om dagen, om aftenen og om natten, til hverdag og i weekender og et par år var jeg der også både juleaften og nytårsaften.
Stedet er et plejehjem og jeg arbejdede der, først som det, der dengang hed Ung i Arbejde, siden som ufaglært sygehjælper og da jeg i første omgang ikke blev optaget på Lærerseminariet, tog jeg den 1-årige Social- og Sundhedshjælperuddannelse, og med den i baglommen kunne jeg i samtlige fire år som lærerstuderende supplere su'en med en god løn for weekend- og natarbejde på plejehjemmet.
Jeg elskede at arbejde der. At komme helt tæt på gamle, syge, svage og ofte meget hjælpeløse mennesker, var en  meget stor udfordring for den 20-årige,  jeg var i 1992, da jeg startede derude. Men lynhurtigt lærte jeg at færdes sikkert i de mange plejeopgaver og  jeg trivedes rigtig godt med både de fysisk tunge opgaver og de opgaver, der i højere grad handlede om samvær og nærvær med de gamle.
 Jeg arbejdede på plejehjemmet afbrudt af rejser og uddannelse, helt ind til 1999, hvor jeg var gravid og næsten færdiguddannet folkeskolelærer.
De år har i høj grad været med til at forme mig som menneske og danne mit menneskesyn. Jeg lærte, hvor værdifuldt livet er, ikke mindst når det er i sin skrøbelige afslutning. Jeg oplevede, at på et plejehjem er døden en naturlig del af hverdagen og at den er til at deale med, når den indtræffer hos et menneske, der har levet et langt og godt liv. Jeg fik erfaring i at opbygge professionelle relationer til de gamle og med dygtige kollegers støtte, lærte jeg også at tackle de vanskelige sider af jobbet.
Jeg lærte at håndtere de pårørende og tackle deres sorger og frustrationer, når det gik nedad bakke for deres elskede bedstemor og at trøste og lindre, når en læge bragte dårligt nyt. 
De senildemente var et helt kapitel for sig, og blandt dem følte jeg mig rigtig godt tilpas. At være sammen med et senil dement menneske, er noget af det mest livsbekræftende jeg har oplevet. Livsbekræftende fordi alt samvær foregår i nuet. Den senil demente husker (når sygdommen har nået sit sidste stadium) ikke længere fortiden (genkender ikke selv de allernærmeste) og fremtiden eksisterer heller ikke. Der er kun nuet. Lige her. Den fornemste opgave for den, der er sammen med en senil dement person er derfor at gøre nuet meningsfuldt, kærligt og vedkommende. 


(Dette er naturligvis langt nemmere for den, der har en professionel distance til den senil demente og ikke er følelsesmæssigt involveret, det anerkender jeg fuldt ud.)


Der ligger de største skatte begravet i de gamles fortællinger og jeg holdt meget af at høre dem (der kunne) fortælle om det liv, de havde levet, om deres barndom og ungdom. Om familielivet med mand/kone og børn, arbejde og fritid.
Jeg fornemmede hurtigt at det på plejehjemmet gælder om at holde liv i alle de gamle historier, så beboerne hele tiden mindes om, at de stadig er i live og at de stadig har noget at byde på, omend det selvfølgelig er åbenlyst begrænset, når man er kommet på plejehjem. 


Mens jeg holdt der på p-pladsen og kiggede på det store gule hus, væltede minderne ind over mig. Jeg havde min gang i det hus on and off igennem ca. 8 år. Både personalet og beboerne kravlede af og til helt ind under huden på mig. Der er især én af beboerne på plejehjemmet, som jeg aldrig glemmer. Hun hed Olga og jeg så hende for allersidste gang, da jeg sammen med bedemanden lukkede kisten og sendte hende afsted til kapellet. Et par dage efter mødte jeg op til hendes begravelse. Som den eneste, ud over en afdelingssygeplejerske fra plejehjemmet.
I morgen vil jeg fortælle jer historien om Olga.

fredag den 24. februar 2012

Livstegn fra Land of Træthed

Bloggen er ikke død og ej heller er skribenten bag skærmen. 


I den forgangne uge har jeg været begravet i arbejde - og ud af det kom der her til formiddag en musical med 50 børn fra fjerde, femte og sjette klasse. 
Det har været en vanvittig uge på godt og ondt. Mest godt.
Vi har knoklet, eleverne har knoklet, vi har peptalket, skældt ud, trøstet, forklaret, motiveret, opildnet og rost.
 Min stemme er væk - den skred sammen med overskuddet i aftes, men vender forhåbentlig tilbage henover weekenden.
Jeg glæder mig til at blive nærværende her igen og ønsker alle mine læsere en überskøn weekend!



onsdag den 15. februar 2012

Truede ord

Jeg er forholdsvis ny smartphoneejer, men overgav mig helt og aldeles med det samme, jeg fik én i hænderne.
Mit liv er blevet enklere, mere overskueligt og meget meget sjovere efter at HTC Sensation er flyttet ind hos mig. Vi er blevet uadskillelige, mig og sensationen.


Jeg finder hele tiden nye sjove apps, som jeg ikke kan begribe, at jeg har kunnet leve uden. 
Frygten for at blive ensom når jeg bliver gammel eksisterer slet ikke - Jeg behøver hverken besøgsvenner eller kaffedrikkende hjemmehjælpere,  bare der er trådløst internet og min smartphone er ladet op, så bliver der ingen bøvl med mig, det lover jeg! 


Den seneste app, jeg er faldet for er Truede ord
Via denne, får jeg hver dag tilsendt dagens truede ord, et dansk ord, som er i fare for at udgå af sproget, fordi ingen længere anvender det. Med dagens truede ord, følger en opfordring til at bruge ordet mindst én gang i skrift og én gang i tale denne dag. Ved at gøre det,  bidrager jeg til at holde liv i sproget og være med til at sikre at gamle flotte ord som fusentast, kanalje og forsoren ikke går i glemslen.


For en ord-elsker som mig, er det ikke uden ærefrygt at jeg læser listen med gamle truede ord igen og igen. Ord som har haft deres storhedstid, men som ingen længere finder anvendelige. Afdankede ord. Færdige ord. Næsten. Mange af dem er for fine, for gode og for unge til at uddø, så jeg bestræber mig på at sætte fut i dem ved at lege med dem og sige dem højt. Spørg lige om mine børn af og til synes, at deres mor er taler mærkeligt?


Om lidt har jeg tænkt mig at sende følgende sms til ham, der har en vielsesring magen til min:


Hej Flottenhejmer (dagens truede ord i dag, hermed anvendt)
Beklager at jeg var lidt halstarrig i går, men synes du var en døgenigt. Fordi jeg var brødflov, havde jeg skrevet en gebommerlig lang dosmerseddel, men du flanerede rundt som en anden charlatan. 
Gider du købe mælk med på hjemvejen?













mandag den 13. februar 2012

Vinterferie

Første vinterferiedag lakker mod enden. Udmattelsen breder sig i min krop og jeg længes efter øjeblikket, hvor børnene sover og jeg kan synke sammen i sofaen, mens fjerneren kører og manden nusser mig i håret.


Dagen er forløbet således:


Vågende kl. 7, sendte mand og treårig afsted, hentede kaffe med ind i seng og læste en times tid. Stod op kl. 8.30 - tog løbetøjet på og løb  en (lille) tur. Tung i røven var jeg, men hvor bliver man frisk og godt tilpas af sådan en tur ud i en iskold morgen. 


Mine to store piger og jeg havde den hyggeligste formiddag med brætspil, te og varm kakao.








Der er rigtig mange ting, jeg ikke synes at duer til at lave sammen med mine børn (jeg kan fx ikke finder ud af at lege), men er der noget, jeg kan og godt gider, så er det at spille. 
Vi har en milliard spil og får jævnligt nye, så der er mange at vælge imellem. Typisk vælger pigerne et hver og så er det bare om at komme i gang. Rummikub er et sikkert hit, som vi alle i familien synes er sjovt. Det spiller vi meget. Et andet populært spil, vi har spillet rigtig meget, er Sequence.







Frederikke valgte Derby-spillet, som pigerne har lært at spille af deres far. Han havde det som favoritspil som barn og det er hans egen gamle originale udgave, de har nu! Jeg fatter ikke et klap af, hvad spillet går ud på, så mens pigerne spillede, sad jeg og læste i reglerne ... og prøvede at finde ud af, hvad fa'n man skulle. Uden helt. Magen til indviklede spil, har jeg da sjældent set. Pigerne spillede efter deres egne hjemmelavede regler. Som de så ikke kunne huske og i øvrigt var uenige om... Derbyspillet blev droppet igen og i stedet spillede vi Dyrenes Hotel. Jeg vandt!



Efter en tur hos frisøren (mig), var det tid til at bage fastelavnsboller. Det er nemlig også noget, jeg nyder meget, når jeg har tid og overskud til (hvilket desværre ikke sker, så tit som jeg gerne ville have at det skete): At have børnene med i køkkenet. Og de elsker det.  Det sker, at jeg mister tålmodigheden og himler op / skælder ud, fordi de er langsomme, ikke tænker sig om, spørger om ALT og er noget så fummelfingrede i et køkken, men i dag gik det over al forventning. Måske fordi vi hørte Rasmus Seebach for fuld hørm i mens?







Johanne kom hjem fra børnehave og fik lov at være den, der smurte glasur på de nybagte fastelavnsboller.






Én til hver - og så skulle vi i gang med at lave burgere til aftensmad.





Nu har jeg forladt et køkken, der ligner Jerusalems ødelæggelse, men er simpelthen så træt, så manden har taget over. 






Johanne trækker perler på snor. Tidens absolutte yndlingsbeskæftigelse. Når hun har fyldt en snor, hælder vi dem af og så starter hun forfra!



torsdag den 9. februar 2012

Gamle trætte ben

"Jeg har så ondt i mine gamle trætte ben og i min gamle trætte mave", siger den 3-årige, da hun kravler til sengs efter en lettere kaotisk eftermiddag og aften.
Ham, der har en vielsesring magen til min og så mig - vi har af og til nogle hverdagskoordineringsvanskeligheder, (hvor mange stavelser var der lige i det ord?)  som opstår fordi vi enten
1) taler fuldstændig forbi hinanden
2) Jeg ikke hører ordentligt efter, hvad han siger
3) Han ikke hører ordentligt efter, hvad jeg siger


Så opstår der situationer,  som denne:


Eftermiddag, jeg kommer hjem 15.30, følger 9-årig til fodbold og henter 3-årig på tilbagevejen. Begge helt forfrosne af at cykle i kulden. Mand er ankommet på matrikel, pakker sportstaske og mens det foregår, får vi lige styr på resten af dagen. Mand går ind og ud af stuen, mens han giver beskeder, og jeg opfatter derfor kun brudstykker af det, han siger. Undrer mig på nu syvende år over, hvordan han kan tro, at jeg kan høre hvad han siger, når jeg sidder i stuen og han står og taler ind i klædeskabet, mens han finder tøj?
12-årig kommer ind ad døren og svinger spændende kor-seddel ind i hovedet på mig og begynder at stille spørgsmål til sedlens indhold, mens 9-årig står på hovedet i sofaen, således at jeg får hendes fødder ind i ansigtet, mens jeg taler med 12-årig. 3-årig blander sig, råber op og skaber sig, som 3-årige har det med at gøre, når de tror, at noget er ved at gå deres næse forbi.
Retrospektivt er det derfor overhovedet ikke mærkeligt, at jeg ikke modtager mands beskeder, men det går først op for mig senere. Men jeg fatter dog at han skal til møde kl. 20.
Mand kører til cross-træning og jeg tilbereder aftensmad i et sandt inferno af snakkende børn og en tlf, der ringer. Børn dækker bord og jeg siger at de også skal dække til mand, for han kommer hjem og spiser, når han er færdig med cross.


Vi spiser og jeg bliver så træt så træt. Derfor får jeg ikke ryddet ordentligt af bordet og tænker, at det må mand gøre - men jeg er dog en god kone og holder en portion mad varm til ham.
Begynder at spejde til uret, synes det er mærkeligt at han ikke kommer.
Kl. 19.30 skriver jeg en sms med ordlyden: "Sig mig søde, kommer du ikke hjem og spiser inden du skal til møde" og han svarer lidt efter, at det netop var det, han havde sagt inden han kørte, at han ville køre direkte til møde uden at komme hjem og spise. Havde han virkelig sagt det? Var overhovedet ikke sevet ind her.


Hvis han ikke kommer hjem, hvem skal så rydde af efter aftensmaden og rydde op i køkkenet?


Pis.


Jeg har så ondt i mine gamle trætte ben. Det burde have været min replik!

onsdag den 8. februar 2012

Hilsen fra skolelæreren

Hvad er det så, jeg går og har så travlt med, kunne du måske tænkes at spørge dig selv om, når du for gud ved hvilken dag i træk spejder i horisonten efter nye blogindlæg herfra.


I sidste uge fyldte årets (nu eneste, tidligere var der to) skole-hjemsamtaler i den klasse, jeg er klasselærer for.


Skole-hjemsamtaler er toppen! Jeg elsker dem!


De sekunder, lige efter det ene forældrepar er gået ud af døren og jeg rejser mig, åbner døren og med et venligt smil siger til de næste, der står klar, at "så blev det endelig jeres tur", lige der føler jeg mig mere læreragtig end nogensinde! Jeg kan ikke lade være med at grine, mens jeg skriver det her, fordi jeg lige ved hvordan jeg ser ud og hvordan jeg lyder, mens jeg siger det. Og jeg gør noget med hænderne, mens jeg byder dem indenfor i mødelokalet, hvor vi sidder.


Skolehjemsamtalen er intens, fordi den er så kort. Det gælder om at fyre pointerne af i en fart og give masser af plads til at lytte. Og smile. Det er vildt vigtigt at skabe en god og positiv stemning, så jeg har typisk ømme kind-muskler af at smile, når dagen går på hæld.


Så bliver de bænket. Barnet i midten og så kigger de spændt og forventningsfuld på os. Mig og min makker, matematiklæreren.
Der skal hurtigt noget fakta på bordet. En staveprøve, en læseprøve og en matematiktest.
Forældrene skal have noget med hjem og for guds skyld ikke føle, at det var spild af tid!?


Det går der så en hel eftermiddag og noget af en aften med. 
Og min kollega og jeg griner sammen undervejs og nogen gange er vi også lidt skrappe. Hvis det er nødvendigt, så er vi det.
Tingene skal jo siges. Ellers er samtalen jo ligegyldig. 


Næste dag fortæller eleverne, at deres forældre synes det var en god samtale. Nogen fik sågår en is eller kom på MacDonalds bagefter. 


Her skrev jeg også noget om at være lærer, det er jo bedste arbejde, jeg har!















tirsdag den 7. februar 2012

Min nye engel, Åse

Frekvensen af indlæg er lidt ustabil for tiden. Mine hverdage - altså dem, den virkelige verden er bygget op af - dem med  arbejde, børn, madpakker, forældremøder og madplaner, de har ædt alle mine vågne timer i de sidste mange dage.

I dag er en særlig dag.
Nogen har første arbejdsdag på et job, fundet gennem en annonce i lokalavisen. Lad os sige at nogen hedder Åse.

Åse var en af de helt overdrevet mange, der responderede på annoncen, hvor vi søgte rengøringshjælp.
Samme dag, som annoncen var i, havde vi en liste med 10-12 interesserede (meget syret, når jeg tænker på hvor inderligt, jeg hader at gøre det hus rent, at der er så er 10 kvinder, der gerne vil? Ved godt, de får penge for det, men alligevel...)

Processen herefter var så at ringe personerne fra listen op og invitere dem til en snak og en rundvisning i svinestien.

Nr. 1 fik ikke jobbet. Hun havde en anatomisk udformning, der komplet umuliggjorde at kunne bukke sig ned, gå i knæ osv. Jeg skal spare jer for detaljerne, men hun havde altså overvurderet sin fysiske formåen. Rengøring er benhårdt arbejde og vi ville have én, der kunne knokle. Det kunne hende her afgjort ikke.

Nr. 2 fik heller ikke jobbet. Det viste sig at hun kun kunne tale tysk og da jeg ikke aner hvordan man siger "støvsuge" på tysk, var den potte ligesom ude.

Nr. 3 var Åse. Allerede da hun stod i entréen og kiggede nysgerrigt rundt, kunne jeg se, at hun var helt rigtigt. En lille slank, stærk dame med et fast blik. Efterlønner, men fuld af energi - effektiv i både tale og handling. Vi ansatte Åse på stedet.

Ligenu, mens jeg skriver dette, er Åse i fuld gang hjemme i mit hus. Hun støvsuger, vasker gulve, skurer lokummer og pudser spejle. I mine øjne er Åse en engel.
Tænk, at vi nu slipper for at bruge weekenderne på rengøring og slipper for endeløse og dumme diskussioner om hvem, hvad, hvor, hvorfor og ikke mindst hvor tit.

Jeg tror, vi i aften skal fejre at Åse har haft første arbejdsdag.

Uhh, hvor jeg glæder mig til at komme hjem!