søndag den 30. oktober 2011

I dag blev jeg ramt

I dag blev jeg ramt. Lige ind i højre hjertekammer. Under formiddagens gudstjeneste, hvor også pigekoret som min ældste datter synger i, medvirkede.
Alene af den grund at koret var der, havde jeg nok flere følelser uden på tøjet, end jeg plejer i kirken. Min datter er så sød og så smuk, når hun står der og synger sammen med de andre piger.  Mit hjerte svulmer af stolthed over at hun er min. Så fin og god er hun. 
Efterhånden som mine år med regelmæssig kirkegang er gået, har mit forhold til gudstjenestens indhold ændret sig.
Det har været en lang proces, at komme "ind under huden" på den gudstjeneste. Hvor jeg som ung "kirkefremmed" har syntes at man jo ikke lavede andet end at rejse sig op og sætte sig ned og at en gudstjeneste ofte var gabende kedsommelig, så har jeg brugt tid og energi på at arbejde mig ind i den, forstå den og forstå hvad hver eneste del af liturgien handler om og det har i den grad åbnet mine sanser og givet mig en helt andet oplevelse. En oplevelse, som jeg nu sætter stor pris på og som tilfører mit liv noget godt.
Højdepunktet for mig er - og har altid været - selve prædiken, hvor præsten kommer på banen og taler forkyndende og fortolkende til sin menighed. Hvor dagens tekst sættes ind i en forståelsesramme, som typisk vil åbne døre til erkendelser ind i det hverdagsliv, som vi der sidder i kirken, alle færdes i. Det er under prædiken at det kristne budskab tager fysisk form for mig.  
Jeg kan bedst sige det på den måde at kristendommen taler ind i mit hjerte.
Efterhånden som jeg er blevet en mere erfaren kirkegænger, har jeg lært at holde meget af de andre ting, gudstjenestens liturgi indeholder. Jeg nyder, når der er dåb (det er der næsten hver søndag, og ofte mere end én) og er kommet til at elske nadveren. Den var, især i de første år, meget grænseoverskridende for mig og før jeg blev døbt - altså indtil jeg blev 30 år, gik jeg ikke til nadver. Jeg havde en idé i mit hoved om at det kun var "for de inviede" og at jeg, der ikke var medlem af folkekirken, ikke hørte hjemme der. Altså jeg turde ikke, så enkelt kan det siges.
Og så er der salmerne. Gamle, nye, smukke, svære, mærkelige og meningsfulde. De er så forskellige og der er så mange. Nogen er rigtig svære at synge, andre kan man skråle med på fra første vers og de allersværeste nøjes jeg med at lytte til. Det er dejligt at synge og der ligger de største guldskatte i den danske salmebog. Den bugner af kærlighed, ydmyghed, lovprisninger, budskaber, spørgsmål, undren, taksigelser og ord. Gamle ord, nye ord, besynderlige ord og smukke ord. Ord der rimer, ord der smager, ord der lyder og ord, der klinger.
Og som jeg indledte med her, så blev jeg ramt i dag. Og det var af en salme. Da vi sang Jens Rosendals "De dybeste lag i mit hjerte (Nr. 28, red.) blev jeg meget rørt og fik lyst til at græde. Ikke græde som i "ked af det", men som i "bevæget".
Teksten er så fin og melodien har jeg gået og nynnet hele eftermiddagen.

I får lige første vers, resten kan læses her om man vil.
 
 
De dybeste lag i mit hjerte
er længsel, umålelig stor.
Jeg rækker mod vigende himle
og følger umulige spor.
Et sted må det findes, det lærred,
som spænder sit billede op,
et sted må dét være i verden,
som fylder mit sind og min krop.
(Jens Rosendal 1990)

lørdag den 29. oktober 2011

Lørdag 18.22

Dagen har været fantastisk
morgengåtur med god veninde (det blæste ikke så meget, men turen var skøn alligevel)
arbejde fra hånden
mand i hånden
til hånde
søde børn
glade ansiger, smil
stille eftermiddag tiltrængt ro
et glas rødvin allerede tømt
det næste er på vej
mens min elskede laver mad
og barnet leger
der er gjort rent på badeværelset
vaskemaskinen snurrer
køleskabet er fyldt op
min elskede spørger mig om vi ikke
skal putte i sofaen og se en god film når vi har spist
der er ikke noget i hele verden
jeg hellere vil

fredag den 28. oktober 2011

Trænger

Jeg trænger til at gå en lang tur i blæsevejr.
Det må også gerne regne, for så kan jeg rigtigt mærke hvor jeg er og hvordan jeg har det. Jeg trænger meget til at mærke, hvordan jeg har det.

Det må gerne blæse så meget at hele bevidstheden om den uge, jeg har haft, blæser ud af hovedet på mig.

Således vil jeg komme gående med tunge arbejdsopgaver, svære samtaler, fortravlede morgener, vanskelige beslutninger og hektiske eftermiddag og ensomme aftener flyvende ud af ørerne.

Ugens indhold flyver ud og op i luften, hvor det opløses og bliver til ingenting. Mindet om ugen der er gået vil lejre sig som erfaringer og oplevelser, men det tynger mig ikke og når mit hoved er tømt, bliver der plads til en ny uge, som forhåbentlig fylder langt mindre og kræver mindre.

Jeg trænger til at gå en lang tur i blæsevejr. Det må gerne blæse så meget, at jeg i enkelte øjeblikke mærker at jeg er lige ved at vælte omkuld af vinden, der er så kraftig at den skubber mig ud af den trygge zone, hvor jeg står godt fast og ikke svajer det mindste.

Når det blæser så meget, at jeg er ved at vælte omkuld, mærker jeg skrøbelighed helt inde. Føler mig sårbar. Det fører mig over i en tilstand af taknemmelighed. Jeg er et heldigt menneske. Jeg gør mig hver eneste dag umage med at være en god mor, en god ægtefælle, en god lærer, en god kollega og en god veninde. Når jeg går en lang tur alene i blæsevejr er jeg god mod mig selv.

Når blæsten larmer og suser, taler tankerne i hovedet højere og så kan jeg bedre høre dem og sortere dem. Hvilke der skal i hjertet og bo, hvilke der skal deles med andre og hvilke der skal kasseres.

Jeg trænger til at gå en tur i blæsevejr.

tirsdag den 25. oktober 2011

Stor kat eller lille tyveknægt?

Efter at have læst  denne dramatiske nyhed



kan jeg ikke holde op med at spekulere på, om der er tale om en megastor kæmpekat - eller om vi er ude i nogle bittesmå tynde indbrudstyve?

mandag den 24. oktober 2011

Borgen - en tåreperser for et moderhjerte

Dagens indrømmelse:

Jeg tudede til dr-dramaserien Borgen i aftes. Lidt.

Det politiske tænkespil kan ikke bringe mit pis i kog. Underhåndsaftaler, bristede drømme og mennesker, der brænder for en sag - og vil gå langt for denne, jamen det er da rørende, men ikke noget der får mig op i det røde felt. Eller derud hvor tårerne bor.

At Pilou Asbæk (har glemt figurens navn, ham der er Birgitte Nyborgs spindoktor) har en masse lir kørende ved siden af sit forhold, og at dette snart kuldsejler, det er selvfølgelig noget lort, men herregud, den slags sker og han er bare en omsorgssvigtet stakkel, der ikke har lært at elske.

Nej - hvis der er noget i den serie, der rammer mig lige ind i højre hjertekammer og udløser udløser kanppen til tårekanalerne, så er det Birgitte Nyborg som mor.
Den fraværende mor, der har så travlt med sit arbejde og ikke tænker på andet. Moren, der ikke lytter til sin store datter og ikke ser/mærker at datteren ikke trives. Moren, der ikke kigger op fra computeren, mens børnene taler til hende og som følger med i tv, mens hun taler i telefon med sin grædende datter.
Omend scanariet er karikeret (eller er det?) så rammer det mig og får mig til at love, at jeg vil oppe mig og være mere nærværende. Jeg vil se mine børn i øjnene, når de taler til mig. Jeg vil lytte til hvad de fortæller og ikke være så hurtig på aftrækkeren med at komme med løsninger, når de er i vanskeligheder.
Det handler om nærvær. Husk det!


fredag den 21. oktober 2011

Ja tak til børnearbejde

Jeg sidder her lunt og godt i min varme stue med kaffe og computer, mens jeg har to børn i arbejde ude i carporten.





Der stables brænde. Meget brænde!
Pigerne er forbavsende gode til det -  og de knokler! De har lige spurgt om der ikke snart er frokostpause, og jeg har meddelt at det først er kl 12.00






Det blev de sure over. Og mens de brokkede sig over deres uretfærdige chef, fandt de ud af at samarbejde om at række brændestykkerne videre til hinanden, fremfor at gå én af gangen.






Jeg frygter dog lidt at deres evne til at samarbejde, plus den spirende utilfredshed med frokostpausens placering, kan få en opstand til at ulme. Jeg synes, at jeg hørte  ordet "strejke" blive nævnt før, da jeg kiggede ud for at tjekke om de lavede noget!?





Strejke? Det kan der ikke blive tale om! Hvad bliver det næste? At de kræver arbejdsløshedsforsikring, feriepenge og ulempetillæg?

Løn får de allerede: 100 kr hver + lov til at spille Sims på computeren i eftermiddag.
Hvis de altså bliver færdige!

onsdag den 19. oktober 2011

Nogen, der ved hvor

og hvornår dm i overspringshandlinger finder sted i år?
Alene på denne formiddag har jeg uden tvivl kvalificeret mig til regionsmesterskaberne og er derfor klart videre til dm.

Klokken er 12.40 og jeg har været oppe siden kl. 7.30, spist morgenmad og afleveret Johanne i børnehave. Formiddagen havde jeg så planlagt at bruge på rengøring af stuen, men først skulle jeg lige ud at løbe. Tilbage fra løbetur måtte jeg så have et bad og så var jeg sulten og spiste lidt formiddagsmad, hængte en tøjvask op og ryddede lidt op i stuen, så her blev klar til rengøring. Jeg faldt over et blad, som jeg lige tjekkede ud og opdagede således en opskrift på en kyllingeret, som jeg vil lave i aften. Så jeg lavede lige en indkøbsliste.
Tanken om indkøb gjorde, at jeg huskede på en pakke, jeg skal have sendt fra posthuset, så den fik jeg pakket i en kasse, skrevet adresse på osv. Så var jeg blevet sulten og skulle have frokost - en sildemad med æg, som jo lige skulle koges. Altså ægget.  Efter frokost trængte jeg til kaffe og satte mig her ved computeren, hvor jeg blandt andet fortabte mig helt og aldeles i Amrits super fantastiske bogblog - besluttede at skaffe mig måneden bog "Dette burde skrives i nutid" af Merete Pryds Helle. Det krævede en tur på netbiblioteket, hvor jeg endte med at downloade den som lydbog. Har før haft gode læseoplevelser ved at lytte til bøger via min mobil. Hvordan var det nu man lagde de filer over i mobilen og hvor var usb-ledningen? Fandt ledningen i rodeskuffen og sad længe og baksede med at få overført lydbogen, det lykkedes desværre ikke ... noget med filformatet, der var forkert og i mellemtiden var min kaffe blevet kold, så jeg har lige været ude at lave mig en ny og nu sidder jeg så her og skriver, midt i en stue, der trænger uendelig meget til at blive gjort rent, men det er bare som om opgaven ikke rigtig vil løses!?
For om lidt skal jeg på posthuset, ud at handle og så hente lillebarnet og så bliver rengøringen nok først i morgen...

tirsdag den 18. oktober 2011

Jeg tager krammebolden op og er tilmed omvendt

Først skrev Maren en klumme om (ikke) at kramme og det fik Linda fra Blogsbjerg til tasterne, for hun krammer løs på Gud og Hvermand. Og aer.  Det gør jeg også. Krammer alt og alle. Jeg tror ikke, at jeg har aet på pædagogerne i børnenes institutioner, men det er tilfældigt, for jeg har tit haft lyst til det :)
Marens tekst gav mig dog lidt stof til eftertanke, fordi hvis befolkningen rent faktisk er delt ind i krammere og ikke-krammere, så burde vi krammere nok vise lidt større hensyn til ikke-krammerne!?
Jeg har altid været et "kropsligt" menneske med (meget) store armbevægelser og tydeligt ansigtsmimik -  og hvis jeg fortæller en virkelig sjov historie, kan det nemt ske, at jeg er nødt til at rejse mig for med hele kroppen at tydeliggøre mine ord. Min krop er en naturlig forlængelse af mine ord og berøring og kram er såmænd ikke andet end udtryk for glæde og begejstring!

Dybest set ville jeg gerne røre gerne meget mere ved andre mennesker. Og det er altså på ingen måde et lummert indlæg, det her, vi taler ikke om berøring i nogesomhelst seksuel betydning, men som i moderligt, søsterlig, venskabelig, omsorgsfuld ... Som når man aer en kat eller klapper en hund, for at vise den at man godt kan lide den. Sådan ville jeg genre ae og klappe mine medmennesker meget mere, men jeg holder igen. 
Det kunne nemt blive for meget eller blive misforstået :)
Jeg har dog tit lyst til at ae pædagogen, give kassedamen et klap på skulderen, min kollega et strøg over håret eller hvad det nu måtte være.
Undtaget er dog gravide maver, dem end ikke tænker jeg på at røre,  for jeg fandt det selv voldsomt grænseoverskridende, når "fremmede" uden videre rørte min gravide mave. Jeg spørger altid først!

Det, at røre ved andre er blevet markant værre (bedre?) i de år, jeg har haft børn - og fordi jeg også er omgivet af mange børn på mit arbejde, så falder det mig helt naturligt at ae og kramme til højre og venstre. Børn rører hele tiden, og som lærer eller pædagog burde man faktisk have et ekstra løntillæg for at få snot på sit tøj, lus i sit hår, fingre der lugter af madpakke osv!

Jeg kan så ikke finde ud af at kindkysse. Jeg tænker på den type kramme-hilsen, hvor man begynder med at give hånd og så læner sig ind mod modpartens ene side og lige lader kinderne mødes. Nogen (mest kvinder) laver i den bevægelse nogle høje kysselyde med munden, andre (oftest mænd) giver et ordentligt dask i ryggen og andre igen benytter lejligheden til at tage ordenligt ved og kramme igennem. 
Det sidste sker desværre ikke for mig, selvom jeg rigtig gerne vil, og det har noget med højre/venstre problematik at gøre. For jeg læner mig konsekvent til venstre, så det er min højre kind, der møder den andens højre - hvis altså ikke det forholdt sig sådan at de fleste mennesker tilsyneladende læner sig til venstre og derfor støder vi næserne eller panderne sammen. Eller er det omvendt? Jeg bliver lige i tvivl, måske er det omvendt - hvad side kindkysser du til? Jeg gør i hvert fald det modsatte af andre!?

Jeg gør mange ting omvendt. Det har sandsynligvis noget at gøre med at min hjerne vist er spejlvendt, og at jeg er venstrehåndet. 
Det er mig, du støder ind i på fortovet, på rulletrappen og i de snævre gader, for når jeg i min høflige iver siger "ups" og springer et skridt til siden for at give dig plads, så træder jeg til venstre - og når du, der kommer imod mig, så træder til højre, ja så bumper vi sammen. Jeg bliver altid flov og undskylder - heldigvis tager de fleste det pænt, og er det en mand af onkel Børge-typen, så siger han"tak for dansen" og griner.

Hvis jeg skal tegne en streg på en tavle, tegner jeg den fra højre mod venstre. Jeg spiser også med kniven i venstre og gaflen i højre, undtagen hvis jeg er meget fint i byen, så kan jeg godt omvendt. Men det føles helt forkert, ligesom det føles forkert at sparke til en bold med højre. Så forkert at jeg ikke kan, ligesom jeg heller ikke kan kaste med højre hånd/arm. Jeg vil gå så langt som til at sige, at min højre side kun er til pynt og til at holde balancen med, så jeg ikke vælter!




Intermezzo - blogføljeton hos Mai

Snyd ikke dig selv for Mais spændende efterårsferie-føljeton om den sære enspænderdame Kirsten, der har mistet talens brug, men stadig bruger meget af sin vågne tid på at lure på sine naboer i opgangen og snage i deres liv via internettet.

Du finder Intermezzo her.

Rigtig god fornøjelse!

Then we take Berlin...

 Hvis jeg nogensinde bliver statsminister, så indfører jeg ved lov at alle kæreste- eller ægtepar skal på weekendtur til Berlin én gang om året!





Udsigten fra vores hotelvindue tidligt lørdag morgen. Sol fra en skyfri himmel og kølig frisk efterårsluft. Perfekt vejr til byvandring.






Med U-bahn til Potsdamer Platz. Udstyret med bykort, turistbog om Berlin samt penge på lommen, var det bare om at kaste sig ud i det. Og det gjorde vi. Og vi nød hvert sekund af dagen og fik gået 10.000 kilometer. Sammen.






Berlin er virkelig en dejlig by med masser af puls og energi. Og så bærer byen på en historie, som næsten ikke er til at begribe, når man står der - måbende ved Check Point Charlie og læser det gamle skilt "You are now leaving the american sector".







Her er Berliner Dom. En meget smuk kirke med kuppeltag. Når jeg ser en smuk kirke, kan jeg ikke lade være med at tage et billede. Denne her var vi inde i - og der var et kor som øvede i det kæmpestore kirkerum. Det lød som engle, der sang. Vi gik også helt op i kuppeltårnet, hvorfra man kunne gå ud og nyde en helt fantastisk udsigt.






Berlin by night var også betagende. Herover ses Brandenburger Tor og Unter Den Linden med lys på. Og en dejlig mørk tysk øl, som vi fik anbefalet af de gode venner, vi mødtes med om aftenen.




Søndag formiddag inden turen gik hjemad igen, nåede vi at besøge East Side Gallery. Det længst stykke bevarede Berlinmur (1,3 km) udsmykket af grafittikunstnere fra hele verden. En meget stor oplevelse, som flere gange efterlod mig med en klump i halsen. 



Tænk at nogen troede inderligt på at det var godt at "beskytte" et folk for udefrakommende "fascistisk propaganda." Og lukke dem inde bag en mur, afskåret for al vestlig indflydelse. Det er næsten ikke til at fatte.







Vi glæder os allerede til at besøge Berlin igen. En weekend var alt alt for kort. Lillepigen havde haft det fantastisk hos mormor og morfar og mine to store piger er på efterårsferie hos deres far.
Jelling i pisregnvejr kan ikke helt hamle op med Berlin i solskin, så jeg drømmer mig væk, tager tykke sokker på og tænder op i brændeovnen. Og nyder at kærestekontoen er fyldt op.






fredag den 14. oktober 2011

God weekend

Jeg kender nogen, der skal til Berlin i weekenden. Hvis du kender mig, så kender du også nogen!

Første børnefri weekend i tre år, mine damer og herrer.

Tre år!

Hvad fanden skal vi snakke om?

torsdag den 13. oktober 2011

Hvad hedder sådan én?

Man ser den på cykelstier. Typisk på stisystemer ved parcelhuskvarterer og især i nærheden af skoler. Den er lavet af jern og består af to bomme, der forskudt for hinanden går ind over stien. Der er en bom placeret i hver side af stien, og så spærrer de, sådan at man er nødt til at sætte farten helt ned og svinge først til højre og så til venstre for at passere.
Sådan én må da have et navn? Jeg har gransket min hjerne, men kan simpelthen ikke komme i tanke om, om jeg overhovedet kender det rette ord for denne anordning!?

PS. Det gør herrenas at cykle med høj fart ind i sådan én.
Om jeg ikke så den? Hvad tror du selv? 
Det var bælgmørkt.
Hvis jeg havde set den, var jeg jo nok  ikke baldret ind i den, vel?
Om jeg ikke havde lys på cyklen?
Hvad siger du? Vil jeg ikke svare? 
Det kender jeg ikke noget til.
Det var ikke mig. 
Jo altså, det var mig, men det var ikke min cykel.
Eller altså det var det jo på en måde, men jeg vidste ikke... jamen, jeg troede...

tirsdag den 11. oktober 2011

Jeg ser heller ikke fodbold

Jeg får af og til den tanke, at det kunne være interessant at forske i, hvorfor nogen mennesker synes det er det mest spændende i hele verden at se sport på tv, mens det rager andre en høstblomst. Eller er der forsket i det? Og hvad var resultatet?

Jeg hører selv til den gruppe, der intet fatter af sport. Det siger mig mindre end vådt bølgepap. 
Da Jens for lidt siden mindede mig om, at der jo er landskamp i aften, kom jeg i tanke om et af de allerførste blogindlæg, jeg forfattede i denne blog.

I aften er der møde i ASI - Anonyme SportsIgnoranter- og for mit vedkommende foregår mødet for nedrullede gardiner i mit soveværelse med en tøsefilm på dvd'en. Glæder mig!

mandag den 10. oktober 2011

Jeg kan simpelthen ikke komme mig over

så tyk Gérard Depardieu er blevet?
Det er da helt vildt. Nogen burde da have grebet ind for mindst 25 kilo siden. "Ved du hvad Gérard, det går ikke med dig - nok har du charme og en meget stor næse, men du er altså blevet for tyk nu..."

De franskmænd. Det må være alt det ost!?


Altså, smuk var vel ikke som ung,
men han havde da en vis charme


Mega tyk, men stadig en af mine favorit-franskmænd!


Min lille pige

Min yngste datter, Johanne, fylder snart tre år. Det er så vemodigt at de sidste rester af baby, efterhånden forsvinder fra hende og fra hendes sprog. Jeg tager gang på gang mig selv ikke at nænne at fortælle hende, hvordan ordene rigtig siges, fordi det er så sødt, når hun f.eks siger "jeg kommer mere om lidt" i stedet for "lige om lidt". Hun er så kær, når hun kigger bedende på mig og siger "Mig vil så gerne se Blokkeklom (Klokkeblomst, red.) eller som i aftes, hvor hun sad og hang lidt i sofaen og jeg spørger, om hun har det skidt, hvortil hun svarer: "Nej mor, jeg har det ikke beskidt, jeg har bare lidt ondt i maven..."

søndag den 9. oktober 2011

Når jeg nu ikke gider skrive noget

så er det vel nok dejligt at der er andre, der godt gider.

Jeg har lyst til at nævne to blogs, som jeg har fulgt igennem længere tid. Herlige blogs. Skønne. De har ikke ret mange læsere og det er superærgerligt  synes jeg. Ja, da primært for læserne, som går glip!

Den ene blog er Ualmindelig almindelig og det er Milles skiblerier om kæresten og deres datter Starutten. Mille er netop vendt tilbage til arbejde efter barsel og skriver på en rigtig sød og fin måde om alt det, der rører sig lige der, hvor der balanceres med hverdagens udfordringer. Jeg har været der, jeg kender det og jeg kan rigtig godt lide Milles måde at skrive på.

Den anden blog er Carinas Provinsbloggerier. Sammen med Skibsrederen og den 6-årige er Carina lige flyttet tilbage til den by, hun selv stammer fra. Jeg læste med under Carinas store overvejelser om hvorvidt flytningen skulle realiseres eller ej og det er en sand fryd nu at kunne mærke glæden ved at have truffet en rigtig beslutning, lyse ud af de nyeste indlæg.
Herudover får vi skæve betragtninger af almindelige hverdagsfænomener med masser af jysk tør humor on the side.

Besøg endelig disse dejlige damer - Because they're worth it!

En sang mens vi venter

på at Helle får tid og ro til at skrive i sin blog.
Jeg er faldet pladask for Adele.

fredag den 7. oktober 2011

Min uge

Søndag: Sendte ægtemand afsted til Tyskland, kæmpede mig igennem dagen, som var præget af fladmast træthed efter lørdagens suveræne fødselsdagsfest... Fik sovet lidt om eftermiddagen og var derfor ikke sovetræt til normal tid. Hang oppe og så genudsendelsen af Zulu Comedy Awards. Glemte at gå i seng, fordi jeg hyggede mig og sov først ved 01-tiden.

Mandag: Vækkeur ringede 5.45, der var jeg sgu ikke færdig med at sove, men der var ingen kære mor. Op og i gang, tre børn afsted, arbejde, planlægning, forberedelse med mere. Hente børn, købe ind. 17.30 ankomst af barnepige, aftensmad, husk dit og husk dat og så afsted til møde på skolen. Møde mig her og møde mig der. Hjemme kl. 22 og lige på hovedet i seng.

Tirsdag: Nogenlunde frisk efter en dejlig nats søvn - konstarerede lettere ærgerlig, at jeg sover langt bedre alene, (mand snorker meget), ville ønske det ikke var tilfældet, ak. Nogenlunde tidligt hjem fra arbejde, halvanden times ansigtsbehandling - som at være i himlen en stund, velvære. Hjem og hilse på mine forældre, som var standby på børn, min mor lavede mad og senere mødtes jeg med dejlig veninde i biffen og så Terrence Malicks helt overdrevet storladne, meget tankevækkende, temmelig syrede og visuelt overdådige film The tree of life.

Onsdag: Udmattende arbejdsdag, mange konflikter, børn i vanskeligheder, børn der mistrives, børn der ikke er glade - fik hjernen tømt for tanker ved løbetur om eftermiddagen, er så tæt på første delmål, at jeg allerede glæder mig til at komme ud at løbe igen. Er stadig nybegynder, men efterhånden en rutineret nybegynder! Lavede nem hurtigt aftensmad, klædte om, shinede hår, lagde makeup. Kl. 18 ankom ægtemand til matriklen efter 8 timers køretur, jeg klappede ham i hånden, gav 10 beskeder og drønede så til Vejle, hvor jeg mødtes med den skønneste Århusveninde, som var ankommet med tog, for at tilbringe et aften i mit selskab. Og i Thomas'. Hvem Thomas, tænker du? Thomas Helmig, selvfølgelig, hvem ellers. Ikke rockkoncert, men sidde-ned-og-få-en-stor-musikalsk-oplevelse, men med en smule startvanskeligheder kom vi overens med de to "nye" præmisser:
1. At Thomas Helmig ikke længere ligner Thomas Helmig, men har anlagt nyt Johhny Depp-agtigt look. Se selv her.

2. At alle sangene var helt omarrangeret, så de var næsten ukendelige.

Men det var fedt! Jeg elskede "Det' mig, der står herude og banker på" i reggae-version!
Alt for sent i seng, men træt på den fede måde.

Torsdag: Herligt at have ægtemand hjemme, ikke så stresset morgen, hård dag på arbejde toppet med møde til kl. 16.3o, hjem og spise og afsted igen til forældremøde i min datters 3.klasse. Magtede næsten ikke at høre på de lærere (som er skidedygtige og gør det rigtig godt, jeg havde vist bare allerede været for meget sammen med lærere den dag...) Igen for sent i seng. Kom til at sidde oppe og lægge planer med ægtemand.

Fredag: Har været i nattøj siden kl 19, 12-årig er til klassefest med overnatning, ægtemand er til møde i pladeklubben (en håndfuld modne herrer, der mødes og spiller LP'plader for hinanden, mens de hygger sig og drikker en hulens masse øl) Ligger i sofaen med 9-årig og snart 3-årig, vi spiser fredagsslik og ser Disney Sjov. Nydelse. Glæder mig allerede til at komme i seng. Og til at skulle være sammen med en masse dejlige kvinder i Århus i morgen aften.

I sandhed en begivenhedsrig og tætpakket uge.

Har du haft en god uge?

søndag den 2. oktober 2011

Træt søndagsmor

Har haft tømmermænd og været grusomt træt i dag. Men pyt, for hver eneste lille  "tømmermand" har været det hele værd, for sikke en fest, jeg var til i går! Min gode venindes  mand fyldte 40  - og han blev fejret, skulle jeg hilse og sige.

Mit ønskescenarie på  sådan en søndag, ville være at sumpe på sofaen med dameblade, platte tv-serier og masser iskold cola - men den slags er der ikke meget plads til på en søndag i mit liv.
Min mand er kørt til Tyskland, hvor han skal arbejde i næste uge, så jeg har været alene med treårige Johanne.
Uanset hvor højt, jeg elsker hende, så er tre-årige generelt en lille smule helt vildt anstregende at være sammen med, fordi de typsik vil alting selv, kan alting selv, gør alting selv. Argh!
Mor med tømmermænd og stædig treårig har så været på storindkøb til Netto, hvor vi fik handlet til næste uge.
Den treårige forelskede sig en malebog i Netto, som vi endte med at købe to af - og takket været dissee, fik jeg lukket øjnene i 10 minutter, liggende midt på stuegulvet, mens tøsebarnet sad lige ved siden af mig og tegnede. Malebogen indeholder også masker, og uha hvor blev jeg forskrækket, da det lille grønne fjæs ruskede i mig og sagde "wuuuarrgghh"