fredag den 26. december 2014

søndag den 21. december 2014

Nissehilsen



Hr. og fru NissePisse, som bor i en smukt indrettet lille nisselandsby i vores vindueskarm, ønsker jer alle en rigtig glædelig fjerde søndag i advent.
Hr. NissePisse minder om, at der stadig ligger ubrugt juleglæde under møbler, bag døre og bagerst i skuffer, og at det er på tide at begynde at lede, hvis man endnu ikke har fundet sin.
Fru NissePisse hilser og siger, at skulle der i julens løb vise sig det mindste optræk til surmuleri, brok eller ballade fra nogen i vores nærhed, så bør vi alle huske at den slags skal kvæles med kærlighed. Hurtigst muligt. 

fredag den 19. december 2014

Ønsker

Kære julemand eller juledame, hvem end du er.
Jeg ønsker mig tid, ro og overskud i julegave. Nærvær med de mennesker, der betyder mest for mig  -  og ro til at koncentrere mig om at være den udgave af mig selv, jeg helst vil være. Tid til at være mig. Og være sammen.
Vil også gerne blive klogere. Det der udvikling, du ved. Der er meget, jeg har potentiale til at udvikle, men når sandheden skal frem også meget, jeg nok burde overveje at afvikle. Det er indviklet.
Julen er for mig tit forbundet med stunder af stærk eftertænksomhed og gøren status over den retning, mit liv har anlagt. Er jeg på rette vej eller går jeg i ring? 
Har lige pakket dette glas til et menneske, jeg sætter stor pris på. Farligt at gøre den slags en fredag aften, når man først skal aflevere det mandag. 
Hun ved jo ikke, hvor mange marcipanbrød, det var meningen, der skulle være... Ha!


tirsdag den 16. december 2014

Tak til DR

Fordi I har sørget for at alle børn her i den søde juletid sætter ekstra meget pris på deres søskende.

Hos os er både voksne og børn vilde med julekalenderen 'Tidsrejsen'

Husets yngste er fuldstændig opslugt, og har brug for en voksenhånd at holde i, når det bliver for spændende ig uhyggeligt. Og så er hun meget meget ængstelig for at Sofie ikke får sin lillebror Birk tilbage.


mandag den 15. december 2014

Mandag med fuldt opladet batteri

Julefrokost med søde sjove kolleger fredag, huset fyldt med børn lørdag, og så en tur til Århus søndag.
Den bedste søndag længe. Mødtes med dejlige veninder på Aros. Grinede højt og længe af Kviums tossede ansigter i udstillingen 'Fools', som absolut er et besøg værd. 
Alt det grimme, latterlige, oppustede og selvhøjtidelige mennesket rummer bliver sådan lige klasket op i vores ansigter... Som spejlbilleder? Kviums tykke symbolik er altid spændende, og man kan slet ikke undgå at blive virkelig fascineret af både manden og hans kunst.

Efter Aros gåtur på strøget i Århus og superlækker frokost på 
denne dejlige café.

Nedtællingen til juleferien er begyndt.



(Billedet er lånt her)


søndag den 7. december 2014

Hej December!

Jeg hostede mig ind i december og var nede med nakken i dagevis. Svedige hostenætter under dynen med kamillete og hvad der svarede til en hel hylde fra apoteket med præparater, der skulle kunne lindre en øm betændt hals. 

Og da skæbnen, den ko,  så tilmed smed en øjenbetændelse og en smertefuld mund fyldt med blister efter mig, ja så ville man klart have overvejet aflivning, hvis jeg havde været en hund.

Nu er jeg på den anden side og prøver at indhente lidt juleri, fordi det skal man jo, når det er december og når man er mor og kone til nogen, der elsker julen. 
Jeg elsker bare ikke julen.
Er dog kommet til at holde mere af den efter mange års prøven-til og meget mentalt arbejde med forventningsafstemning.