Konfirmation - og dåb

Til april er det min mellempiges tur til at blive konfirmeret. Hun bliver således det fjerde barn, min mand og jeg er sammen om at holde konfirmation for. Mine to bonusbørn blev konfirmeret for henholdsvis 10 og 7 år siden, min Storepige for tre år siden, og i år det så Mellempigens tur.

Derfor sad hun og jeg tæt sammen på kirkebænken i dag, for der var indskrivningsgudstjeneste, og kirken var helt fyldt op med kommende konfirmander og deres forældre.

I hånden havde jeg en kopi af Mellempigens dåbsattest, for en sådan var man på forhånd instrueret i at medbringe, og at sidde og kigge på den under gudstjenesten, sendte mine tanker på langfart. 

Mellempigen blev døbt i Skjoldhøj Kirke, vest for Århus d. 8.september 2002. 
Vi havde inviteret familien til dåb med efterfølgende frokost hos mine forældre, og udover mine forældre og dåbsbarnets far, var der ikke andre, der vidste at dagen ud over Mellempigens dåb (ja, det hed hun jo altså ikke dengang, for da var hun jo mit yngste barn... Vi kunne jo sådan set også bare kalde hende ... Frederikke) var noget ganske særligt. 

Dagen var nemlig også min dåbsdag.

At vores nye datter skulle døbes var på ingen måde nogen overraskelse, vores ældste var også døbt, men jeg havde, mens jeg var gravid, besluttet at JEG ville lade mig døbe sammen med det barn, jeg ventede.

Da jeg i 1972 kom til verden, valgte mine forældre at jeg ikke skulle døbes. Jeg skulle vokse op og selv tage stilling.
Hvilket jeg gjorde som 30-årig.

Beslutning havde jeg gået og gumlet på on/off meget længe, og jeg husker det som en stor lettelse, da jeg endelig fik taget mig sammen til at kontakte den præst, jeg gerne ville døbes af. 
Gennem to udbytterige samtaler med hende, gik det op for mig, at mine dilemmafyldte tanker om dåb/ ikke dåb, IKKE var et spørgsmål om 'rigtig' tro/ikke tro, men at der er masser af plads til at tvivle, når man tror.
 I dåben, og med tvivlen som fast følgesvend, fik jeg endelig ståsted i et åndeligt rum (so to speak) hvor alle menneskelivets store følelser, reflekteres i noget, der rækker langt ud over den enkelte.

Vores gæster i kirken blev derfor meget overraskede, da dåbsseancen begyndte med at jeg gik op til døbefonten. Ved en voksendåb er det personen selv, der svarer JA til den trosbekendelse, præsten remser op som en del af ritualet, og da vi kom til selve handlingen - vand på hoved - knælede jeg på en lille skammel, der var sat frem ved døbefonten, og lænede mig lidt ind over, således at præsten kunne pøse vand på mit hoved. Derefter rejste jeg mig igen og modtog velsignelsen - og fik så rakt min datter over til mig, hvorefter jeg så holdt hende, mens hun blev døbt.

Det var meget meget fint. 

Delen med 'hvad skal barnet hedde' er ikke med ved en voksendåb. Jeg blev navngivet som baby, og havde derfor allerede et navn. 

Mit forløb var altså anderledes end mine børns. De blev døbt som små og konfirmeret som 14-årige, jeg blev ikke døbt, sagde nej tak til konfirmation, men valgte så dåben til i voksenlivet.
Jeg var aldrig i tvivl om at jeg ønskede mine børn døbt. 

Opstandelsen

Det er opstandelsen, der i kristendommen er den forskel, der gør en forskel. 

Påsken er på alle måder en større begivenhed i kristendommen end julen. 
Det er den fordi det drama, der udspillede sig i Jerusalem i påskedagene rummer hele kristendommens kerne: Opstandelsen.

Det særlige ved Jesus var ikke at han blev født (omend undfangelsen dog var noget bemærkelsesværdig), og og det særlige var heller ikke at han blev slået ihjel for at udbrede kontroversielle synspunkter; det sker dagligt i vor tid at et menneske et sted i verden må lade livet for at sige, mene eller tro noget bestemt...
Næh, det helt fuldstændig mærkelige og særlige ved Jesus er at han vendte tilbage til livet tre dage efter sin død! 

Billedet er lånt her

Om opstandelsen er der sagt og skrevet meget. Min til alle tider yndlings-socialdemokrat, desværre nu afdøde, Svend Auken, sagde i denne artikel fra 2008 om opstandelsen:

"Opstandelsen betyder, at krsitendommen sejrer over mørket, og livet besejrer døden, og det er den opstandelse til lys og liv, ethvert menneske har løfte om, hvis det vil tage imod det"

Skulle man (du) have lyst til at dykke lidt mere ned i, hvad det her påskehalløj egentlig er for et kirkeligt tema, så læs denne artikel fra Kristelig Dagblad, der omtaler det paradoks - eller den kamp om man vil - det har været at rumme den strenge straffende jødiske Gud, som Luther i 1500-tallet tog det endelige fortolkningsopgør med, og dermed reformerede kirken og  den traditionelle udlægning af Gud. En gud,  der i sin reformerte udgave er en mild og kærlig kraft, der kun vil mennesket det gode. 

Personligt er jeg er kommet til at forstå kristendommen meget mere ved at gå i kirke i påskedagene, for det er i påsken, der deles ud af kristendommens hovedstol. Det er lige nu, i disse dage, at meningen med det hele er allermest tydelig. 
Det er opstandelsen, der er den forskel, der gør en forskel. 

Bare tage en ting som nadveren, der praktiseres til almindelige gudstjenester hver søndag landet over. 
Hvad er det egentlig for et mystifistisk symbol, vi her udfører? Det hænger sammen med påsken. Til ihukommelse af Jesus, der aftenen før han døde, indtog vin og brød sammen med sine venner. Og så sagde han til vennerne at fremover skulle fortsætte med at samles over brød og vin, sådan at de kunne huske ham, og de fællesskab de havde haft sammen med ham. På den måde ville de - og senere vi - opleve det, som at han var til stede under disse måltider. - Opstandelsen betyder, at kristendommen sejrer over mørket, og livet besejrer døden, og det er den opstandelse til lys og liv, ethvert menneske har løfte om, hvis det vil tage imod det.
- Opstandelsen betyder, at kristendommen sejrer over mørket, og livet besejrer døden, og det er den opstandelse til lys og liv, ethvert menneske har løfte om, hvis det vil tage imod det.
- Opstandelsen betyder, at kristendommen sejrer over mørket, og livet besejrer døden, og det er den opstandelse til lys og liv, ethvert menneske har løfte om, hvis det vil tage imod det.
- Opstandelsen betyder, at kristendommen sejrer over mørket, og livet besejrer døden, og det er den opstandelse til lys og liv, ethvert menneske har løfte om, hvis det vil tage imod det.

Ord på min søndag

Vågner langsomt, udsovet, frisk. Glad. Ligger i sengen og læser længe. Hygge med mand og børn, morgenmad, dalrer rundt, god tid, fritid, dejlig tid.

I kirke, Allehelgensgudstjeneste, i kirkerummet og i hjerterne mindes vi dem, der er gået bort siden sidste allehelgen, og i det hele taget dem, vi har mistet. Rummet fyldt med minder, sorg og kærlighed, meget bevægende, ikke mindst fordi yndlingsalmen 'Sorrig og glæde' blev sunget i dag. 

Frokost, indkøbsliste, praktiske ting. Lillepigen skal begynde i skole i morgen, har vi styr på det hele, er hun tilmeldt madordning i sfo, og skrev du morgenmodulet på? 

Hjælper Storepigen med lektier, noget med noget synopse om en dum folkevise, der skal fremlægges i morgen, hun er nervøs over det, hun øver, vi taler, hun begynder at tro på det, når jeg siger, at hun kan. For det kan hun. Jeg ved, at det nok skal gå, men det nytter jo ikke, når tøsebarnet skælver af skræk. 

Vasker tøj, læser lidt mere, rydder op, giver Mellempigen grønt lys til at bage citronmuffins. Nogen har fået et nyt fag i skolen 'Madkundskab', og er blevet vældig interesseret i det, der foregår i køkkenet. Dejligt.

Så er der egentid. Det behøver jeg efter dage med tæt familietid, så jeg går en lang tur i det kølige, halvblæsende, smukke farverige efterårslandskab. Langs marker, gennem plantage og ind i skoven. Mens jeg lytter til podcast med gårsdagens udgave af Mads og Monopolet. En times ren og ufortyndet livskvalitet.

Sød mand laver aftensmad, vi rydder op, rydder af og rydder ud i ét væk. Hvor mange gange tørrer man egentlig spisebordet af på sådan en søndag?
Lillepigen puttes, der læses i Pelle Haleløs, og senere ser vi voksne 1864. Og putter sammen i sofaen, fordi det er dejligt. 

Men inden jeg lukker computeren, slukker lyset ved skrivebordet og skubber stolen ind for at bevæge mig ind i sofaen, får I lige lidt skov- og naturselfies fra min gåtur:

Alting har en tid

I min tilværelse er et skoleårs cyklus tydeligere end et kalenderårs. Jeg husker begivenheder langt bedre i klassetrin og årgange end i konkrete årstal. 
Nytårsaftener flyder sammen og ligner hinanden, mens sommerferier er milepæle i hukommelsen, der hjælper til almindelig dagligdags opklarende samtaler.

"Det var det år, vi holdt ferie i Holland" giver mere mening end at sige sommeren 2011 (eller var det i 2012?)

Derfor er den dag, det er i dag særlig. Det er sommerferiens absolut sidste dag.

Vi har markeret dette faktum med en næsten ophøjet renselses-ceremoni i form af totaltrengøring af hus, skift af sengetøj (gange fem), udarbejdelse og print af madplan til den kommende uge med tilhørende indkøbstur og opfyld af køleskab. 

De ydre rammer for den kommende hverdag er med andre i orden.
Vi skal så fylde dem ud med alt det, der er vores familie, vores aktiviteter og planer. Vores hverdag, vores liv.

Det er dog ikke hele dagen, der er gået med planlægning og forberedelse.

I formiddag gik jeg i kirke for første gang siden den dag sidst i juni, hvor vi begravede min søde gamle farmor, tre dage før hendes 98-års fødselsdag. 

Og meget passende, var den ene af denne søndags bibeltekster en af de rigtig fine og smukke, som passer ind i SÅ mange væsentlige sammenhænge - og også kom til at passe så fint til mig, nu hvor det blev tid til at sige farvel og tak til sommeferien 2014.

Alting har en tid,/ for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt./ En tid til at fødes, en tid til at dø./ En tid til at plante, en tid til at rydde./ En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede./ En tid til at rive ned, en tid til at bygge op./ En tid til at græde, en tid til at le./ En tid til at holde klage, en tid til at danse.

Jeg tilføjer i dag:
En tid til at dase og holde ferie. En tid til at arbejde. En tid til at engagere sig i nye udfordringer og en tid til at udvikle sig.

Prædikerens Bog. 

Kapitel 3, vers 1 til 4

Alting har en tid,/ for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt./ En tid til at fødes, en tid til at dø./ En tid til at plante, en tid til at rydde./ En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede./ En tid til at rive ned, en tid til at bygge op./ En tid til at græde, en tid til at le./ En tid til at holde klage, en tid til at danse.
Prædikerens Bog. 
Kapitel 3, vers 1 til 4

Nadver

Nadver betyder aftensmad

Nadver betyder aftensmad, og når man spiser sammen, bliver man sammenspist. I nadveren spiser menigheden sammen med Jesus, og bliver sammenspist med ham, en del af ham.

Den sidste aften Jesus levede, spiste Jesus et måltid med sine 12 disciple. Det var under dette måltid, at han sagde til dem, at når han om lidt gik bort fra dem, var det for at ofre sig for dem, men han ville opstå igen. 

Når han var opstået, og de skulle forsamles i troen på ham som Guds søn, skulle de tage brød og vin på samme måde, som de gjorde nu, og spise sammen i hans navn. Når de gjorde det, ville han tage bolig i brødet og vinen, så brødet ville blive til hans krop og vinen til hans blod. Når de spiste brødet og drak vinen, var han således ikke blot til stede hos dem eller iblandt dem men i dem, og kunne skænke dem syndernes forladelse.

Ovenstående er klippet fra folkekirken.dk og beskriver meget kort, hvad den kirkelige handling 'nadver' går ud på. Lige præcis den del af gudstjenesten har været det, jeg har haft sværest ved at tage til mig, måske fordi det er som en reflekterende voksen og ikke et fordomsfrit barn, jeg har lært nadverens at kende.

Det tog blandt andet fire tirsdages studiekreds om bogen 'Hvad skal man tro' (en slags 'Kristendom for dummies', kunne man næsten kalde den), før jeg forstod tilpas mege af essensen - kernen  i nadverens væsen. Eller ikke bare 'forstod', for det er langtfra kun det, det handler om. 

Det handler mest af alt om at slippe grebet i forståelsens håndtag og kaste sig ud i at tro.

Når jeg knæler ved alteret, og præsten siger de næsten magiske ord 'dette er Kristi legeme' og dette er 'Kristi blod', mærker jeg helt indefra dels et voldsomt historisk vingesus - det var de ord, Jesus sagde, aftenen før han blev korsfæstet og i 2000 år har mennesker verden over, forsamlet sig og sagt/lyttet til de ord, men jeg mærker også (og nu bliver det altså lidt syret, ved godt godt, men prøv om du kan følge mig) at et mørkt hul af ensomhed, som har fulgt mig så længe i livet, jeg kan huske tilbage, for en stund fyldes ud og ikke mærkes som en smerte, men derimod som en del af mig, der har ret til en plads og ikke er noget, jeg skal kæmpe for at få til at gå væk. En ensomhed, der er en slags eksistentielt grundvilkår i mig. 

Kender du til sådan en ensomhed  i dig? Og hvad gør du ved den, når du mærker den?

Et rum der kan så meget

Lillepigen og jeg tog torsdag aften til en børnegudstjeneste i den lokale folkekirke, som ligger 5 minutters gang fra vores hjem.

Under et døgn efter, sad jeg igen i samme kirke. Denne gang for at vise min medfølelse til en familie, der har mistet én, de elsker.

Til børnegudstjenesten, hvilende på præsten arm sad elefanten Kalle, som hviskede alle mulige spørgsmål til ham. (Hvorfor har du sådan en mærkelig sort kjole på, hvorfor synger man sådan nogle underlige sange i kirken osv.) og præsten forklarede på en fin og sjov måde Kalle (og dermed børnene), hvordan det hele hang sammen. Børnene fik desuden levendegjorde fortællingen fra det gamle testamente om israelitten Moses, der blev født som slave i Egypten, men sat ud i en sivkurv på Nilen for at undgå døden. 

Moses i kurven blev fundet af faraoens datter, hun tog ham med hjem, og han voksede op hos faraoen, den mand der tidligere havde bekendtgjort at alle israelittiske drengebørn skulle slås ihjel. Da Moses blev voksen, så han hvor uretfærdigt de israelittiske slaver blev behandlet i Egypten. Gud viste sig for ham to gange, og opfordrede ham til at føre sit folk ud af Egypten og hjem til Israel. Moses tvivlede, men Gud gav ham to tegn, som han kunne bruge til at overbevise sit folk om at han var udsendt af Gud: 
Han kunne omdanne sin stav til en slange, og han kunne helbrede spedalskhed. Faraoen anerkendte ikke disse tegn, og ville ikke lade sine slaver rejser hjem. Gud sendte derfor en række plager over Egypten, det er først efter den 10. plage at faraoen overgav sig og lod israelitterne rejse med Moses. 

Kort efter, de var afsted, fortrød faraoen og sendte sin hær efter dem. De var nået til Det Røde Hav og kunne ikke komme over - og faraos hær var lige bag dem. 

Igen hjalp Gud. Han lod havets vande dele sig, så Moses og hans folk kunne vandre over, men da faraoens hær kom efter dem, lukkedes vandene igen og egypterne druknede.

Moses bliver fundet af Faraos datter, maleri af Edwin Long.

Historien blev levendegjort på den måde at præsten inviterede børn op til sig, og lod dem 'spille rollerne' i fortællingen. 

Det virkede vildt godt, og lige den del blev min 5-årige ret optaget af. 
Ellers kedede hun sig jævnt og kravlede op og ned ad mig. 

Efter en lang dag i børnehave ville hun nok have foretrukket en time foran Disney Junior fremfor en børnegudstjeneste, hvis jeg havde givet hende valget. Men det gjorde jeg ikke. For jeg ønsker at hun skal kende det rum, kirken er - og føle sig tilpas i det. Hvis ikke hun gør det, ved hun jo ikke, hvad hun siger nej til eller tager afstand fra, når hun bliver ældre og selv må bestemme. Jeg ønsker at mine børn skal kende folkekirken, vide hvad den står for, og hvad den kan bruges til. Det kommer de ligesom kun til at gøre, hvis jeg tager dem med derhen. Storepigen har i mange år sunget i kirkens pigekor og er derfor meget kirkevant. Og når Mellempigen ellers ikke spiller kamp med sit fodboldhold, så følges hun og jeg i kirke, de søndage hvor Storepigen synger med. På den måde bliver de forhåbentlig ikke ligeså fremmede i kirkerummet, som jeg var som barn og ung. 

Jeg var ca. 10 år, da jeg for første gang oplevede en begravelse. Min gamle oldemor (som jeg ikke kendte) var død.

Ingen havde på forhånd fortalt mig, hvordan en begravelse foregår, og jeg blev skræmt fra vid og sans over synet af kisten (med en død oldemor i!), præsten der med alvorlig mine sagde lange rækker af vildt mærkelige ord, de grædende familiemedlemmer og hele den næsten mystiske stemning, der var i kirken...

Hermed ledes jeg frem til pointen i dette indlæg.

For fredag eftermiddag, et lille døgn efter føromtalte børnegudstjeneste, sad jeg i nøjagtig det samme kirkerum igen. 

Præsten var den samme og selve rammen var identisk, men stemningen og anledningen langt mere alvorstung.

Lige midt på det sted på gulvet,  hvor Moses dagen før havde ført sit folk ud af Egypten, stod nu en kiste, omringet af smukke blomster i alle farver.

En mand,  to børn, familie, venner, kolleger, naboer osv. var samlet for at sige det sidste farvel til en smuk og livsglad kvinde, kone og mor, der døde midt i livet. 

Ikke mæt af dage, men sulten på livet, som det blev sagt flere gange.

Fortvivlelsen over urefærdigheden i det faktum og følelsen af at det ingen mening giver, er der også plads til i kirkerummet.

Kirkerummet er ritualer og ledetråde, der kan bruges til at vise os vej i livet og give lindring, trøst og håb, samt understrege gang på gang  at livet er livet værd -  og at størst af alt er kærligheden. 

I dag gik jeg i kirke

I dag gik jeg i kirke. Har ikke været til en almindelig søndagsgudstjeneste meget længe. Der har ligesom været så meget. Måske var det derfor særlig dejligt at synke lidt sammen på kirkebænken, bladre i salmebogen og lade den ro, der altid hersker i et kirkerum, trænge ind i mit trætte forvirrede hoved. Det gør noget ved mig at sidde der. Noget som er svært at sætte ord på, men som jeg kan mærke.

Nogen mediterer, andre går til psykolog eller coaching.

Jeg går i kirke. 
Her lades jeg i fred. I faste rammer med genkendelige ritualer ledes vi, der sidder der, igennem gudstjenestens delelementer, som tilsammen udgør en helstøbt oplevelse, der giver mig mulighed for at vende blikket indad, i mig selv og udad, mod verden omkring mig -  og så den ekstra dimension, opad mod Gud, det guddommelige, dét der er større end mig, rækker ud over mig og  udover det, jeg med min fornuft kan begribe.

Jeg tiltrækkes af tanken om, at der i verden er noget, der for mennesket er ubegribeligt, som fylder alle sprækkerne mellem fornuft, viden - mellem alt det, der kan måles og vejes. 

Et barn blev døbt i dag, og mens det foregik vandrede mine tanker tilbage til den aften for snart 12 år siden, som havde indflydelse på min beslutning om at jeg ville døbes. 
Jeg ventede mit andet barn og havde besøgt en rigtig god veninde et par timers kørsel fra mit hjem. 
Da jeg om aftenen på køreturen hjem kom ud på motorvejen, brød der et skrækkeligt uvejr løs. Det lynede, tordnede og regnen piskede mod bilens forrude. Jeg kunne intet se af den vej, jeg kørte på, og jeg begyndte at mærke en helt afsindig grundangst, der kom dybt indefra. Angsten for at køre galt var så altomsluttende, at jeg for mit indre så mit liv passere revy, jeg så scenarier i flere kombinationer, hvor enten min sovende 3-årige datter på bagsædet, det ufødte barn i min mave og/eller jeg selv mistede livet i en tragisk ulykke. 
(Får det sgu helt dårligt af at mindes den køretur).

Uvejret stilnede af og jeg kom sikkert hjem. Men oplevelsen sad i mig mange dage efter, og den var helt sikkert med til at jeg kort tid efter endelig fik truffet en beslutning, der havde været mange år undervejs. 
Jeg ville døbes og være en del af folkekirken. 
Mine forældre havde i sin tid valgt ikke at lade mig (eller min bror) døbe, men at vi skulle vokse op og selv tage stilling til om vi ville. Det gjorde jeg som 30-årig. Med tvivlen som fast følgesvend til troen, fik jeg endelig et rum, hvor alle menneskelivets store følelser reflekteres i noget, der rækker langt udover den enkelte.

Dagens ord

Kender du Dagens Ord?


Det er en smart feature, som udgives af folkekirken og som dagligt bringer dig lidt åndelig føde.



Dagens ord udgives på Folkekirken.dk og går du ind under "tanken", vil du hver dag kunne høre en præst udlægge sin egen fortolkning af et bibelcitat.
De præster, der medvirker er alle meget forskellige og udtrykker sig vidt forskelligt. Fælles for dem alle, er at de taler direkte til modtageren - og i et hverdagssprog, som enhver kan begribe.
 Jeg er særlig vild med præsten Per Vibskov med det seje lange røde skæg. I går, d.  2.juli, opfordrede han os alle til at spise, drikke og beruse os i elskov! 



Dagens ord findes også som app til både iPhone og Android.

Påske

Dejlige påskeferie. Fridage sammen, både voksne og børn. Tid til at blive liggende i sengen, tid til at tulle og bare være. Tid til at få ordnet praktiske hængepartier og genåbne havesæsonen. Se venner og familie. Her nydes og hygges. 


I aftes (skærtorsdag) var jeg til aftensgudstjeneste i kirken. Der er en helt særlig stemning i kirkerummet om aftenen, en stemning der er markant anderledes end ved formiddagsgudstjenester. Lysindfaldet fra de store vinduespartier med kunstglas er varmere og dybere og sammen med de mange levende lys i kirkerummet, opstår en lidt dyster stemning, som er utrolig smuk og bevægende.

Jeg lod mig synke ind i stemningen. 
Levende lys, aftenmørke, orgelmusik og salmesang samt en vedkommende og lærerig prædiken var helende og gribende og gjorde godt i sjælen.


Påsken er kristendommens vigtigste højtid. Et drama, der  rummer det hele. Glæde, sorg, barmhjertighed, troskab, svig, kærlighed, tilgivelse,  liv, død og opstandelse! 
Skærtorsdag er aftenen før korsfæstelsen.  Jesus giver disciplene brød og vin og fortæller dem at han, når de for eftertiden spiser og drikker dette, vil være i blandt dem. "Gør dette til ihukommelse af mig".
Senere samme aften bliver Jesus forrådt, taget til fange og så har vi balladen.


At gå til nadver skærtorsdag aften, var en meget smuk, konkret og betydningsfuld oplevelse. Mit eget lille liv blev spejlet i et meget stort perspektiv. Et perspektiv, som mange af de store salmedigtere igennem tiderne har omsat til ord. En nyere salme, som går lige i hjertekulen på mig er denne, om nåden:

Nåden er din dagligdag,
hverdagen, det nære.
Mennesker at leve med,
nåden er: at være.

Nåden er den kærlighed,
som blev grundløst givet.
Nåden er den hverdag, som
binder dig til livet.

Nåden er et ord fra Gud
over alle dage.
Nåden er, når alt er tabt,
at få alt tilbage.

Nåden er hver levet dag,
hvert tilfældigt møde.
Nåden er det levende,
som står op af døde.

Uden håb og uden Gud
lar vi døden råde.
Tro og håb og kærlighed
får vi kun af nåde.

Johannes Møllehave 1985.

For lige at lande dette indlæg på jorden igen, skal jeg nu have pakket tasker, dyner, tre børn og en mand (han klarer da heldigvis det meste selv!) sammen til et par dages familieræs, først med svigermekanikken og derefter i barndommens gade.


Ha' det godt derude og rigtig god påske!

Hvis du mangler et argument...

for hvorfor det vil være godt for dig at gå i kirke, så får du et her:

Jeg synes, det er meget vanskeligt at lade være med at spørge sig selv, hvordan I hele-hule-helvede nogen er kommet i tanke om at lave sådan en undersøgelse. Og ikke mindst hvorfor? Tør du komme med et bud?


(NB: Notitsen er fra sidste uges udgave af "Søndagsavisen".)

Samtaledag om ansvar

I dag har min blog haft tre gange så mange besøgende, som den plejer - det er helt vildt dejligt med alle de nye besøgende. De mange nye gæster kommer ovre fra Kong Mor, der i sin dejlige blog i dag henviser sine læsere til mig.

Ud over at det er fedt at få positiv omtale, så forpligter den slags jo også - for når nogen roser det, man laver, så har man ski da bare at gøre sit bedste for at leve op til den ros. Jeg lover, at jeg skal gøre, hvad jeg kan!

Det var indledningen og den hænger egentlig ikke sammen med det, der kommer nu, som handler om at jeg i dag har deltaget i en "samtaledag" i byens sognehus. 
Der foregår så mange spændende og inspirerende ting i min lokale folkekirke - og jeg benytter mig big time af både studiekredse, foredrag, samtaledage, sangaftener, filmaftener osv.
Aktiviteterne i et sogn og omkring en kirke er langt mere omfattende end de fleste er klar over, og jeg kan på det varmeste anbefale at møde op til kirkelige arrangementer, også selvom man måske ikke lige er den, overrender kirken om søndagen.

Arrangementet i dag, var landsdækkende og hedder "Hvem har bolden?" og det handlede om ansvar.
Efter et oplæg af en inviteret, som er leder indenfor skoleverdenen, blev vi delt ind i tilfældige grupper og fik udleveret tre kort, hvorpå der stod nogle spørgsmål, som vi skulle drøfte i gruppen. Spørgsmålene handlede alle om ansvar. I min gruppe kom vi virkelig vidt omkring - vi talte om hvornår man som privat menneske bør gribe ind i andres gøren og laden - vi talte om ansvar i sammenhæng med skyld, om pligt, ret og frihed. Hvornår noget er samfundets ansvar og hvornår det er den enkeltes. Vi var ikke enige, fx var vi langt fra hinanden i snakken om, hvornår man har et ansvar for at "blande sig" i andres gøren og laden.

Hvis du ved, at din nabos børn er alene hjemme hver aften og kan høre at de græder og skændes, hvad gør du så?

Konfronterer naboen?
Henvender dig til børnene?
Eller melder familien til kommunen?

Antallet af borgere, der anmelder andre er i Danmark kraftigt stigende i disse år. Vi melder hinanden som aldrig før - for skattesnyd, socialt bedrageri, misrøgt af børn osv.

Men er vi ikke på samme tid blevet totalt berøringsangste for at henvende os til nogen, vi ikke kender og fx udtrykke vores bekymring for deres børn?

Hvis du ser en mor eller en far, der taler virkelig grimt og måske tager fat i sit barn i afmagt, fordi barnet skaber sig i køen i suoermarkedet, siger du så noget til hende? Bør du sige noget eller er det klogest at tie stille?

Har vi ikke alle et socialt ansvar for hinanden- og hvordan står det i forhold til det ansvar, man har for sig selv?

Vi kom vidt omkring og fik vendt mange ting.
Senere samledes vi med de andre grupper og fællesgjorde pointer fra vores samtaler. Og fik serveret aftensmad!

Jeg gik beriget derfra og havde rigtig mange tanker i hovedet, og for at få tankerne til at rasle lidt på plads, sprang jeg i løbetøjet, da jeg kom hjem og luntede en tur i gadelygternes skær.

8. søndag efter trinitatis

De dybeste lag i mit hjerte
er længsel, umålelig stor.
Jeg rækker mod vigende himle
og følger umulige spor.
Et sted må det findes, det lærred,
som spænder sit billede op,
et sted må dét være i verden,
som fylder mit sind og min krop.

(Jens Rosendal, 1990)

Mosaik

Dette er en velkomstservice til nye læsere og repetition eller overblik for de gamle.

Hva' fa'en handler den her blog egentlig om?

Er der overhovedet nogen rød tråd i indholdet?
Nej, ikke rigtig. Og så alligevel.

Der er seriøse indlæg om de Store Ting i Livet. Og de er så blandet med useriøse og fjollede indlæg. Jeg trives rigtig godt med denne vekselvirkning, for den afspejler præcis, hvordan jeg er. Fjollet og skør, men dybt seriøs, når det kommer til stykket. Og det gør det jo fra tid til anden. Kommer til stykket altså.
Min mand er ofte ude at rejse med sit arbejde, hvor jeg så er funktionel enlig mor med tre børn. Selvom jeg ofte ligner en hængt kat af træthed, så har vi efterhånden fået det til at fungere. Så nogenlunde. Det kostet blod, sved og tårer. Og blomster og gaver, ikke at forglemme!
  Jeg skriver om familien. Vi har tre børn boende her hos os,  og derudover to, der fylder i vores liv, men som ikke bor her. Den ene er flyttet hjemmefra og den anden bor hos sin mor. Vores hverdag er til tider lidt kringlet at navigere rundt i, fordi vi er en sammenbragt familie. Ud over dine, mine og vores børn (barn), har vi eksmænd og ekskoner og deres nye ægtefæller og børn med på sidelinjen som faktorer, der tæller i vores dagligdag. Vi er fx seks personer, der skal have passet det ind,  hvornår vi holder sommerferie!
Jeg har skrevet om dengang min eks og jeg gik fra hinanden og det tror jeg, at jeg kommer til at skrive mere om på et tidspunkt. Ikke selve bruddet, men det som det gjorde ved mig, at alle mine forestillinger om at stifte familie blev fuldstændig smadrede og jeg skulle finde helt andre veje at gå, end dem jeg kendte, og var vant til at færdes på.

Jeg skriver om, at jeg blev døbt som 30-årig og har valgt en kristen platform at anskue mit liv fra. Det er noget, der er kommet til mig som voksen, jeg har det ikke med hjemmefra. Jeg oplever af og til mennesker, som bliver voldsomt overraskede, når de finder ud af at jeg er sådan én, der går i kirke, helt frivilligt endda. Jeg bekymrer mig for folkekirkens fremtid og synes det er synd og skam, hvis den ikke i en eller anden form vedbliver at være en grundpille i vores samfund. Der ligger så mange historiske, kulturelle, samfundsmæssige og værdimæssige guldgruber i den danske folkekirke! Jeg ville desuden ønske, at kirken var mere anerkendt og brugt i det nære liv, som en fælles referenceramme, man kunne tale med andre ud fra.

Så er det gået op for mig at jeg åbenbart finder det morsomt at skrive om de ting, jeg er dårlig til. Ud over at være elendig til at shoppe tøj, har jeg også ladet læserne more sig over min helt gennemført dårlige stedsans.
Jeg noterer mig, at jeg også vil huske at skrive om de ting, jeg er rigtig god til, problemet er bare at det sjældent er særlig morsom læsning!

Jeg elsker at lege med ord og har flere indlæg, hvor jeg fabulerer over et bestemt ord eller udtryk eller sætter ord sammen på nye måder. Det er en hobby, jeg har haft ligeså længe jeg kan huske, og som barn blev ord-lysten dagligt næret hos min far, som er præcis på samme måde. Min far og jeg har et helt særligt fællesskab omkring ord og sprog.

Jeg skriver ikke så meget om mit arbejde som lærer. Det fylder så meget i mit virkelige liv, at jeg ikke gider at skrive om det, når jeg har fri... Men det kan være, at det kommer. Jeg har været lærer i 10 år, er dansk-og klasselærer på mellemtrinnet og har derudover meget specialundervisning og AKT (adfærd, kontakt og trivsel.)

Jeg har også tænkt mig at realisere Lailas opfordring til at fortælle historien om, hvordan min mand og jeg mødte hinanden.

Pinsen & The Holy Ghost

Så blev det pinse.
I pinsen fejrer kristne verden over, at Gud sendte Helligånden ned på jorden.
Historien om Jesu fysiske liv på jord sluttede for 10 dage siden, Kristi Himmelfartsdag.  Da havde Jesus været tilbage i livet på jorden efter sin korsfæstelse, død og begravelse i påsken.

Jesu diciple er sammen med mange andre samlet i Jerusalem for at fejre den jødiske pinsefest. Diciplene er mismodige og kede af, at Jesus ikke er blandt dem længere.  Pludselig kommer en ånd over dem og gør,  at de kan tale en masse  forskellige sprog.  Dermed kan det kristne budskab forkyndes på tværs af sprogbarrierer, og det fortælles at ca. 3000 mennesker omvendte sig til kristendommen i Jerusalem den pinse.  
Pinsen kaldes derfor også den kristne kirkes fødselsdag.

Men hvad er det, med den der Helligånd?
Jeg synes, den er lidt svær at begribe. Den omtales som en talsmand eller en tolk. Det er den, der gør at vi kan modtage og forstå Jesu ord.

I 4.klasse i fredags talte vi om pinse og om helligånden. Det er meget nemmere at tale med børn om luftige begreber som ånder, engle osv. for børn er meget  bedre end voksne til at tale ud fra en præmis om, at vi har at gøre med noget, som ikke kan ses, høres, vejes eller måles men som erfares via sanser og følelser.

Vi talte om, at helligånden er som vinden:  Vi kan mærke vinden, når vi er ude i blæsevejr. Den niver i kinderne og giver blafren i håret. Vi kan ikke se vinden, men vi kan se det, den gør.

Tidligere biskop Jan Lindhardt fortæller i dette lille interview:

"Pinsen er i en vis forstand den vigtigste af de tre store højtider. Uden den ville vi aldrig have hørt om jul og påske. Det er nemlig her ved pinsetid, at kirken skabes og bliver til. Og kirken er den budbringer eller det medium, der har gjort  budskabet nærværende for os - længe efter, at begivenhederne har udspillet sig"


Og på spørgsmålet om han har nogle bud på, hvordan pinsen kan gøres mere forståelig for de mange, som opfatter højtiden abstrakt, svarer han:

- Pinsen skal huskes som den løsslupne fest. Ånden er den, som man besjæles af og gribes af, og dog er den samtidig i virkeligheden noget meget prosaisk.  Vi kender udtrykket, at "det ville have været i fars ånd", eller i grundlovens ånd, eller i Jesu ånd. Ånden er med andre ord den, som holder os fast på Kristus og hans ord. Det er talsmanden, repræsentanten, opmuntreren. Glemmer vi, så husker den... Ånden minder os om det uomgængelige. Enhver ved også, hvad det betyder at "ånden kommer over os". Vi gribes af energi og begejstring og går til sagen uden forbehold. Vi har noget vigtigt at fortælle videre, og der er ingen tid at spilde.

Den ånd kan jeg godt lide!

Pinsen er fest, saft og kraft. Den er mod til at lade sig gribe, til at være spontan og til at lytte mere til hjertet end til hjernen. Den er engagement og indlevelse, energi og nerve. Mere pinse, tak!

  Glædelig pinse!

Pinseunderet, 2007

Glasmosaik af Bjørn Nørgaard




(The Miracle of Pentecost

Del af udsmykningen: "Du skal elske din fjende", 2001 - 2007, Christianskirken, Fredericia, Danmark

Mundblæst farvet glas, bemaling, bly

305,5 x 79 cm

Christianskirken, Fredericia)

Kære kirke

Endelig fik jeg tid til at besøge dig i dag. Vi har begge haft så travlt i den senere tid...  Du har været fyldt af konfirmationer og jeg har været udenbys, så det var alt for længe siden.
Da jeg sprang på cyklen et par minutter i 10.30, kunne jeg høre dig kalde på mig med din bimlen og bamlen. En lyd jeg altid har holdt meget af, det er en glad lyd, som siger velkommen til alle, der måtte have lyst til at være med. (Jeg håber, at dette lydbillede en dag få følgeskab af en fredagsbøns-lyd fra et minaret!)

Blev helt glad indeni over at se dig og se alle de mennesker, der kom til dig. Det var en særlig dag i dag. For de tre familier, der fik deres lille barn døbt og for den praktikant fra pastoralseminariet, der skulle prædike hos dig for første gang.

I det jeg trådte ind i dit enkle, smukke og kølige rum, kunne jeg fornemme det, som jeg næsten altid fornemmer, når jeg kommer ind i en kirke. Kirkerummet kalder på noget inde i mig, noget der ligger dybere end min almindelige dagligdags bevidsthed. Noget jeg har så godt af at mærke.  Jeg kan ikke ret godt forklare det.  Måske er det noget med at hullerne af angst og fortvivlelse som jeg bærer rundt på, (som jeg tror alle mennesker bærer rundt på) fyldes ud for en stund. Du får mig til at føle glæde og at mærke det liv, jeg har - og det liv jeg er. Jeg tænker bare længere ud af boksen og ind i hjertet, når jeg er i dit rum.

Det var interessant at lytte til en anderledes prædiken. Nøgleordene i det, der  blev sagt var holdning og handling. At det at være kristen, ikke kun er noget man er i sine holdninger men i den grad også også i sine handlinger. (Her ville Luther  sige, at det ikke er sådan det forholder sig. Men har var også så ... luthersk!)
Jeg synes den prædiken klædte dig, den talte din fortid ind i nutiden og gav mig stof til eftertanke.

Jeg tænkte på det med Kristi Himmelfart; Efter 40 dage på jorden efter opstandelsen påskedag, steg Jesus til himmels og blev Guds højre hånd.  Om 10 dage er det pinse,  helligånden kommer ind i billedet og så bliver det hele lidt indviklet. Syns jeg.

Vi ses til pinse.

Kærlig hilsen Helle

Billedet er lånt her

Kirkerummet

Når jeg er i en kirke, sker der altid en masse inde i mit hoved. Ja, altså forstå mig ret, der sker jo også noget inde i mit hoved, når jeg IKKE er i en kirke. Det, jeg mener er,  at de tanker jeg får i kirkerummet adskiller sig fra mit øvrige tankeliv.
 Jeg hørte i dag en præst sige, at kirkerummet er et af de få steder, der lader et menneske i ro. Vi færdes i så mange andre rum: På jobbet, hjemme i familien, ude blandt vennerne, i fitnesscentret og i fodboldklubben, hvor vi er PÅ og skal levere en eller anden form for præstation. Det skal man ikke i et kirkerum. Der kan jeg sidde helt i ro og synke ind i mig selv og mærke mine tanker. Jeg har et aktivt liv, hvor der altid er mennesker omkring mig. Jeg er for det meste kommunikerende og udadvendt, og jeg er på en eller anden måde næsten altid opmærksom på relationen til de mennesker, jeg er sammen med. Både på arbejde og når jeg har fri. Der er meget ofte støj omkring mig, og jeg er sjældent helt alene. Jeg har i de senere år fundet ud af, at jeg har rigtig meget brug for et rum, hvor jeg kan slå antennerne fra, give slip på min udadvendte og  på-omverdenen-hele-tiden-opmærksomme tilstand og vende det mentale blik den anden vej. Ind i mig selv.
Således er kirkerummet for mig blevet et ydre billede på en indre tilstand.Når det budskab, der formidles i kirken, så samtidig giver stor mening, og er med til at afdramatisere mine, til tider angstfyldte forestillinger om, hvad det hele i virkeligheden går ud på, jamen så er det jo ren win-win!


Jeg er først begyndt at gå i kirke som voksen. Blev døbt sammen med mit 2.barn, da jeg var 30 år gammel, og har siden øvet mig i at gå i kirke. Og jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg så godt kan lide det. Det krævede lidt tilvænning i starten, men jeg opdagede på et tidspunkt, at jo oftere man kommer i kirken, jo mere mening giver det at være der. Kirkeåret er en cirkulær fortælling, der begynder 1.søndag i advent, hvor der bygges op til julen. Efter julen følger nytåret og Helligtrekonger, så kommer fasten som bygger op til påsken og herfter pinsen og trinitatistiden og så er vi tilbage ved advent.  Der er struktur og pulsslag i kirkeåret, på samme måde som der er i årstidernes skiften. Det bliver altid forår igen. Det bliver altid jul.




FØR jeg blev døbt gik jeg også af og til i kirke, men det var altid med en følelse af at være "tilskuer" og ikke "deltager". Den følelse ændrede sig, da jeg som voksen tog en aktiv beslutning om at ville døbes. Så for mig har det gjort en forskel med den dåb.  Og det har jeg tænkt over mange gange, for var jeg ikke også kristen, før jeg blev døbt? Det var jo ikke sådan at jeg "blev en anden" eller ændrede på mine værdier eller forestillinger om tro, håb og kærlighed.
Det hedder sig, at man i dåben bliver Guds barn. Vil det så sige, at de børn der ikke er døbt, så ikke er Guds børn? Det hørte jeg engang én der spurgte en præst om, og præsten svarede:
Alle børn er Guds børn. Men de, der er døbt, VED at de er det. Og det var måske det, der gjorde en forskel for mig, den septemberdag i 2002, hvor jeg knælede foran døbefonten og selv sagde ja, da præsten udførte dåbsritualet: "Tror du på..."


I dag er kirken blevet en del af mit daglige liv, men jeg kæmper stadig meget med både andres og egne fordomme om det at være kirkegænger.


Jeg oplever, at det er almindelig og  socialt accepteret at gå til psykolog, til akupunktør, numerolog eller healer, men at folk (der hvor jeg færdes) ser vældig overraskede ud, når jeg fortæller, at jeg går i kirke. "Sådan én ligner du slet ikke," får jeg at vide. Og spekulerer så over, hvordan "sådan én" mon ser ud.
Når jeg bliver konfronteret med hvad jeg kan bruge kristendommens budskab til, så svarer jeg noget, der ligger meget tæt op ad punkt 5 og 6 på Poul Götkes liste 10 grunde til at være kristen.


For NEJ, jeg er hverken from eller hellig,  jeg er bare et menneske på godt og ondt. Og jeg vil så gerne forstå min tilværelse, ikke mindst den del af den, der rækker ud over mig selv i både tid, rum og sted. Disse tanker får medspil og modspil i kirkerummet og gudstjenestens liturgi giver mig stof til eftertanke og anledning til refleksion. Og undren. 

2-årig gik bersærk under gudstjenste

En desperat mor måtte søndag kl. 11.10 bære sit skrigende og sprællende barn ud af Jelling Kirke.


"Det var måske nok lidt naivt at tro, at det overhovedet var muligt," udtaler den frustrerede mor, der under søndagens fastelavnsgudstjeneste havde valgt at medbringe sit yngste barn. Moderen fortsætter: "Jeg ville bare så gerne være der netop i dag, hvor min ældste datter skulle synge med kirkens pigekor."
Det var netop lige da pigekoret skulle synge, at det gik galt. Den 2-årige ville op til sin storesøster, og morens insisteren på at barnet skulle blive på sin plads bagerst i kirken, fik den lille pige til at gå amok.
Et øjenvidne, som fulgte optrinnet fra kirkebænken lige bagved fortæller: "Det var tydeligt at se at barnet ville med korpigerne, da de i samlet flok gik op ad kirkegulvet. Moren holdt fast i pigen, hvilket fik hende til at skrige højt og kæmpe for at komme fri. Der var decideret fysisk tumult og da barnet så begyndte at sparke løs med benene, fik moderen nok og forlod kirken med det skrigende barn under armen."
Det er uvist om barnets spark ramte den herre, der sad lige foran.
"Jeg følte at alle kiggede på mig, og underskylder mange gange, at min datter forstyrrede så meget. Hun plejer ikke at være med i kirke, da det jo ikke ligefrem appellerer til hendes aldersgruppe at sidde stille så længe. Men min mand er ikke hjemme i dag og jeg ville jo bare så gerne høre min store pige synge".
Det blev der ikke noget af, for det var netop som pigekoret begyndte at synge, at den 2-årige piges protester satte ind.

10 grunde til at være kristen

Disse 10 teser af skrevet af Povl Götke, ph.d. lektor i religionspædagogik på TPC i Løgumkloster og ulønnet hjælpepræst i Assens-Baagø pastorat.


Jeg kan rigtig godt lide dem og har læst dem mange gange, fordi han formår at sætte ord på en hel masse af det, jeg går og bakser med i mine tanker. Og tanker bliver bare nemmere at forstå, hvis der kommer ord på.

Jeg er kristen, fordi…

1.
Den kristne Gud har ladet sig føde og træder mig i møde som et ganske almindeligt, skrøbeligt menneskeliv. Som mit eget liv. Det betyder, at Gud holder fast i mig og går med mig hele vejen, både når turen går helt op i himlen og langt ned i helvede. For at kunne tro på, at Gud er med mig på mine opture og på mine nedture, går jeg i kirke og markerer de vigtigste begivenheder i mit liv med kirkens ritualer og sammen med familie og venner. For jeg kan ikke tro det, hvis jeg ikke også indimellem mærker det. Og det gør jeg gennem gudstjenesten og fællesskabet.

2.
Den kristne Gud er nådig og barmhjertig, en kærlighedens kriger. Gud er ikke en stiv konsekvensmager, der bare holder på sit og tvinger det igennem. Den kristne Gud er en Gud, der af al magt kæmper mod det onde – også det onde, der er i mig – men altså med midler, som ikke forøger ondskaben, men mindsker den. Krig og straf kan være nødvendigt, men det er og bliver et onde, som gør ondskaben større. Kun kærligheden kan gøre ondskaben mindre. Men det siger ikke sig selv. Det siger kristendommen.

3.
Den kristne Gud er en tre i én-Gud, som både er en ophøjet skaber af verden og kilde til alting (Faderen), som i allerhøjeste grad er til stede i verden som medlidende og solidarisk med sin skabning (Sønnen), og som i min dagligdag lader sig mærke som en konkret, kærlig og livgivende energi (Helligånden).

4.
Den kristne tanke om, at Gud er blevet menneske, trækker Gud ned på jorden. Gud møder mig i mit medmenneske, og jeg er skabt i Guds billede. Det sætter mig fri og forpligter mig. Kristendom er altså religion med et menneskeligt ansigt og humanisme med et guddommeligt ansigt.

5.
Kristendommens sprog og billeder, bønner og sange er en ressource, når jeg forsøger at finde ud af, hvem jeg er, hvad meningen er med det hele, og hvad jeg egentlig skal med min tilværelse. Det er også her, jeg prøver at forsone mig med, at jeg tilsyneladende ikke kan ændre på mig selv, at jeg ældes og bliver gammel, og at der kommer en dag, hvor jeg skal dø. Men jeg vil ikke dø. Jeg vil leve.

6.
Jeg kan ikke leve uden troen på noget, som ligger uden for mig selv, og som bærer mig, både i hverdagen og når det hele spidser til. Jeg har ladet mine børn døbe og bedt Fadervor med dem, når de blev lagt i seng, for jeg vil gerne have, at de får en grundlæggende tro på livet og tillid til deres medmennesker. Det kan godt være de på et tidspunkt vælger Gud fra, men jeg håber på, at troen på livet og tilliden til medmennesket bliver hængende som en grundstemning. Og det er den grundstemning, som kristendommens tale om at blive et Guds barn handler om.

7.
Jeg er lige ved at dø af skræk ved tanken om, at den jord, vi går rundt på, og som virker ”solid as a rock”, nu og her og uden varsel kan forsvinde under os – sygdom, ulykke, tab af det umistelige og de uerstattelige. Virkeligt ved at dø af skræk! Men det dulmer nerverne, det trøster og styrker mig, når jeg sidder i kirken og lader mig opsluge af den rituelle sammenhæng af bønner, sange og velsignelser, der er i gudstjenesten. Det giver mig en fornemmelse af at være del af en åndelig virkelighed, som rækker ud over mig selv, og som jeg fortsat er en del af, også når jeg ikke er her mere.

8.
Jeg er desværre en klovn, og jeg svigter gang på gang de mennesker, som stoler på mig og har brug for mig. Hvis jeg ikke igen og igen hører kirkens ord om tilgivelse og ved gudstjenesten gang på gang får fortalt om den kærlighed, der giver mulighed for en ny begyndelse, ville skam – og skyldfølelse sende mig direkte ind på den lukkede afdeling.

9.
Der er simpelthen bare så meget pis i verden – løgn, hykleri, fortrængning og falskhed – også og ikke mindst blandt os kristne, så hvis ikke jeg troede på en guddommelig magt, der står for noget andet og vil noget andet med os mennesker, nemlig kærlighed, ærlighed og retfærdighed, er jeg bange for, at mit hjerte ville blive til en sten og jeg fuldstændig afstumpet og ufølsom af kulde og kynisme. Kristendom er kærlighedsterapi til sindet, en form for åndelige ”selvmedicinering”.

10.
Nogle vil sikkert tale om flugt, men jeg hat altså behov for mere end én verden og mere end ét rum for at kunne trække vejret og en gang imellem finde hvile. Kristendommen er langt fra den eneste religion, der opererer med mere end én verden og mere end ét rum, men i kristendommen er de forskellige verdener og rum på en og samme tid radikalt adskilte og intimt forbundne. Det er præcis denne dobbelthed, som kristendommens tale om tro, håb og kærlighed handler om. Tro, håb og kærlighed er af en anden verden – men de katapulterer samtidig én tilbage i denne verden. Derfor er der faktisk ikke talt om en flugt, men om en genopladning af mine sjælelige batterier, som giver mig kræfter til at stå fast, være nærværende, elske og lade mig elske og forsøge at virke i verden til fordel for det gode, det sande og det skønne.

Hvorfor er du kristen?

 Kilde: Menighedsrådenes blad, 1. 2011 s. 24-25

Min kirke er et hul i hækken

Jeg dvæler lidt i det Peter A.G'ske univers. Har lyst til at fortælle om  en interessant og tankevækkende  radioudsendelse fra P1, hvor intervieweren besøger Peter A.G i hans hjem i Laven ved Silkeborg. (Han bor skiftevis her og i København.)
I udsendelsen fortæller snart 58-årige A.G. om at han er nået til en sted i livet, hvor trangen til at komme "tilbage til udgangspunktet"  har meldt sig. De mange år med GNAGS har været fede, men nu har han igen lyst til at være ene mand med guitar, synge for et publikum, der sidder ned, og som ikke er flere end at han kan se dem fra scenen.
Han fortæller i udsendelsen også om sin tro på Gud. En tro han har med sig fra barndommen.

Peter A.G beskriver sin tro således: Gud er kærlighed og tro er tilliden til, at det virker. At tro på Gud er at give sig hen. Give sig hen til det man laver, ved at tro på at det kan lykkes. Derved opstår der noget "mere", som er større. For Peter A.G. er der en meningsfuld alliance mellem kunst og religion.

"Min kirke er et hul i hækken" er titlen på en  af sangene fra det solo-abum, Peter A.G for nylig har udgivet.
Hækken er alt det, vi har bygget op omkring os. Hækken er også kirken - dens murværk og den tradition kirken repræsenterer. Peter A.G forklarer, at det for ham er når man bryder igennem hækken,  at det interessante opstår. Han siger også noget om, at tro er frimodighed. Frimodighed til at ville leve livet på godt og ondt. At tro på at verden er god nok, som den er.
Han beskriver sig selv som sådan lidt indianer-agtig i sin tro. Fordi han oplever, at der er sjæl, rytme og musik i naturen.

En absolut anbefalelsesværdig radioudsendelse med et varmt og spændende menneske med både kant, humor, charme og dybde.


(Billedet stammer herfra.)

Tro

På min liste over ting, jeg gerne vil blogge om, er emnet "tro". Det er tankevækkende at opdage,  at det er noget af det sværeste at skrive om.
Det enkelte menneskes personlige forhold til tro er på en eller anden måde blevet næsten tabubelagt? Jeg vover den påstand, at det for mange mennesker (mig selv inklusiv) er nemmere og meget mere ligetil at tale med en kollega om sex over frokosten end at tale om tro. How come?
Fornylig i en pause på mit arbejde, refererede jeg noget, der var blevet sagt i kirken om søndagen. "Aj, går du i kirke?", spørger en kollega dybt overrasket, og bliver selv flov over sit spørgsmål, da jeg stolt svarer: "ja det gør jeg", og hun får så pæret rundt i det ved at skynde sig at sige "Du ligner bare slet ikke én, der går i kirke!"


Og så er det bare, at jeg spørger: Hvordan ser sådan én ud?


Og næste spørgsmål er så: Er man lidt små-dum og naiv, hvis man tror på, at der findes noget guddommeligt i verden, noget som kom før mennesket, er større end mennesket og som ikke kan forklares med ord og logik, men skal føles og sanses?


Hvordan passer kristendommen - og andre trossamfund for den sags skyld - overhovedet ind i et moderne sekulariseret samfund, styret af økonomi, politik og medier?


Og hvor står jeg selv i forhold til alle disse spørgsmål?


Det glæder jeg mig til at prøve at skrive mig ind i en forståelse af. Jeg er nemlig ikke sikker på noget som helst.
For troen har en tvilling: Tvivlen.