Den, der lever stille + den, der gør rent imens

Som skrevet her forleden dag, er vi i gang med at give vores hus den helt kæmpestore oprydnings- og rengøringstur. 
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg inderst inde hader at gøre rent, og havde jeg råd, betalte jeg mig gerne fra det. Der var også en overgang, hvor vi havde en rengøringsdame, der kom her hver uge og vi elskede det himmelhøjt. Indtil vi regnede sammen, hvor meget det kostede os på årsbasis og indså at vi hellere ville fornøje os ude af huset for de penge. Så vi gør det selv, og har med tiden fået vores rutiner med hvem af os, der tager hvilke rum og i hvilken rækkefølge. Jeg har altiddet badeværelse, vi bruger mest, fordi jeg er den, der er bedst til at gøre ordentligt rent dér. Ham, der har en vielsesring magen til min, er en knokler på de store linjer og lige flader, så han støvsuger og vasker gulve, og kan han få lov at høre noget ordentlig syg vild rockmusik imens, så er han både effektiv, hurtig og glad imens.
I dag har jeg hørt lydbog, mens jeg har skuret toilet og vasket fliser i brusekabinen, jeg er i gang med Leonora Christina Skovs 'Den, der lever stille', og da det er forfatteren selv, der har indlæst bogen, som er en selvbiografisk roman, bliver læse/lytteoplevelsen simpelthen så intens, at jeg har været helt væk for omverdenen i timevis. Sammen med Leonora Christina Skov har jeg været barn i Helsinge og ung i København, jeg har mærket barne-Christinas uendelige ensomhed og fysisk følt sylestik i hjertet over hendes forældres komplette fravær af følelsesmæssig evne til at møde og favne et barn. 

Den roman er intet mindre end et mesterværk, og det må have krævet så uendelig meget mod og styrke at skrive den. Shit, hun er sej at lukke op for posen med alt det, der har gjort så ondt og været så svært. Jeg lægger mig fladt ned af næsegrus beundring, og ser til min egen overraskelse frem til mere rengøring i morgen, så jeg kan komme til at lytte videre.

Anede ikke hvor jeg var

Da jeg vågnede i morges, anede jeg ikke hvor jeg var!

 I limboet mellem sovende og vågen genkendte jeg hverken det rum, jeg befandt mig i, det sengetøj jeg lå i eller den lyd, der havde vækket mig!?

Ret syret, i betragtning af at der var tale om en helt almindelig søndag morgen i mit helt almindelige liv. 

På de få øjeblikke min totale forvirring varede, nåede jeg både at tænke at jeg var på ferie (et low-budget, lidt tarveligt hotelværelse?) at jeg lå på hospitalet (rummet omkring mig var meget hvidt og uden billeder på væggen), og den mere dramatiske del af min fantasi sendte billeder til hjernen af at jeg var taget til fange i en kælder!?

Men så var det jo at jeg kom i tanke om, at jeg for tiden sover i vores gæsteværelse i husets kælder. At jeg gør det, er der som sådan ikke noget odiøst i, det sker i perioder, hvor ham der har en vielsesring magen til min og jeg af forskellige årsager ikke kan finde ro om natten, vækker hinanden igen og igen,  og derfor ender med at være mere trætte, når vi står op om morgenen, end da vi gik i seng.

Jeg er mega afhængig af at få min nattesøvn. Når jeg mærker ubalance i mit liv, hvad end det skyldes, så er nattesøvnen altid det første sted, jeg sætter ind. For hvis jeg sover godt om natten, kan jeg overkomme selv de mest uoverkommelige ting i mine dage, men har mit nattesøvn været for ringe, for sparsom eller for urolig over tid, så påvirkes mit overskud, mit humør hurtigt.

Så jeg sover pt. i vores gæsteværelse i kælderen.

 I kælderen er der, modsat i resten af huset, køligt og stille og jeg har sovet fantastisk i nat. 

Min bedre halvdel har efterhånden vænnet sig til dette setup, for han synes også jeg er væsentlig nemmere at være gift med, når jeg er udsovet! 

Da jeg havde ligget vågen lidt og konstateret at kl. var over 7.30 listede jeg op i køkkenet og lavede en kop kaffe, og pilede så ned under dynen igen med Sara Omars roman 'Dødevaskeren'. En bog jeg har svært ved at lægge fra mig. 

Av mit hjerte, hvor er det en gribende fortælling.

Det regner i dag. (Haven hilser og siger tusind tak) og jeg am mærke at det bliver en dejlig søndag.

Det håber jeg også meget at din bliver...?

Ser du månen, Daniel

Har haft den liggende længe, fordi det var som om jeg - mentalt forståes -  skulle et bestemt sted hen, før jeg var klar til at begynde at læse den. Men nu er jeg der, og selvom det ikke burde komme som nogen stor overraskelse at Puk Damsgaard skriver blændende, så imponeres jeg hele tiden over med sit journalistiske, meget beskrivende sprog også formår at tage os med helt ind i kernen af Daniels 398 dage som gidsel hos Islamisk Stat. Det er en grotesk verden, vi lever i!

Læseferie

Ingen ferie uden det obligatoriske indlæg om hvilke bøger, jeg har planer om at læse.

På mit natbord ligger Hella Joofs 'Papmachéreglen', som jeg forleden aften klukleende læste færdig. Den er dejlig, feelgood og fyldt med Hellas gode og sjove råd, og har du ikke læst den, bør du gøre det. Bare fordi. Hella Joof skriver så personligt at jeg flere gange i teksten kunne høre hendes stemme for mit indre øre. 

På billedet her nedenfor ses de bøger, jeg vil læse i sommerferien. De tre øverste romaner samt samtalebogen 'Livsmodig' er alle farvelgaver, som jeg fik af søde kolleger, da jeg havde sidste dag på arbejde.

Jeg er allerede godt i gang med thrilleren 'Kærlighed for voksne', den er gribende og en sjov detalje er at meget af handlingen udspiller sig i Vejle-området. 

Fagbogen er af ren interesse og indholdet meget relevant for mit nye job. 

Hvad læser du i din ferie?

En weekend med 80'er fest, cykeltur og meget snart ferie

En superdejlig weekend er snart slut. Jeg suger det sidste næring ud af den, mens jeg sidder her og skriver!

Jeg kunne mærke weekenden tage fat i mig sådan cirka fredag kl. 14, hvor jeg befandt mig højtsyngende i en skolegård sammen med et par hundrede glade børn der, så snart sangen sluttede, havde sommerferie. 

Kl. 18 samme aften entrerede jeg skolens årlige sommerpersonalefest i et outfit, der bl.a bestod af creppet hår, pink øjenskygge og neonfarvede leggings. Nå nej, gamachebukser. Sådan hed de jo i 80'erne, og det var lige netop en 80'er fest, vi holdt. Kodylt fedt! Soja på rullen og sit Fru Kristof, hvor var det en sjov aften. Musikken var jo lydkulissen fra mine barndom og ungdom! Afrikasangen, Re-seppten, Nena og Europe med 'The final Coundtdown', jamen kan i ikke se det for jer!? 
Jeg husker det som at jeg grinede fra festen startede, til jeg mange timer efter befandt mig i en taxa på vej hjem. Grinede sgu da også i taxaen!

Eneste tidspunkt, jeg ikke sang, dansede eller grinede, var mens jeg holdt den til aftenen forberedte 80'er tale, men tilhørerne grinede heldigvis - og endda på de rigtige steder. Hæ!

Jeg havde arbejdet en del med den tale, så det var en kæmpe lettelse, at den sad lige i skabet, og måske var det lidt talens skyld, at jeg nærmest bundede en flaske hvidvin efterfølgende... What a party!

Lørdag var jeg heldigvis nogen lunde frisk, havde godt nok ikke ænset at ham, der har en vielsesring magen til min, stod op og listede afsted, plejer elles at høre hver eneste lyd i huset, mens jeg sover, men var nok noget bevidstløs lige dér. Min kære mand skulle til Vejle, hvorfra han sammen med sin cykel lod sig fragte i bus til Flensburg. Herfra gik starten til Hærvejsløbet, en cykeltur på 270 km med mål i Viborg. Sjovt og pudsigt nok gik ruten ikke bare lige gennem vores lille by, men simpelthen LIGE forbi vores hus. Derfor tilbragte Lillepigen og jeg det meste af eftermiddagen på havebænken, som vi i dagens anledning havde slæbt helt frem til fortovet. 

Hver gang, der kom en gruppe cykelrytteende kørende, hørte man os sige ting som:
- Hey, jeg tror det er ham, der kommer dér!
-Nej, det var det så ikke alligevel, men det ligner ham?
-SÅ, nu synes jeg, at jeg kan se ham?
-Er det far?
-Er dét der så far?
-Mor, helt ærlig, hvor længe skal vi sidde her?
-Hvornår kommer far?
-Sagde du ikke at han kom lige om lidt?
-Nu kan der ikke gå ret lang tid!?
-De MÅ da være lige rundt om hjørnet?

Vores tålmodighed lønnede sig - for endelig endelig endelig kom denne dejlige glade mand cyklende forbi i flot stil, og selvom han var både våd, kold og træt overvejede han ikke et splitsekund at 'stå af' (den lå jo lige til højrebenet, når han ligefrem kunne køre op i sin egen indkørsel på ruten), nej han fortsætte de resterende knap 100 km til målstregen i Viborg.

Jeg behøver nok ikke at skrive, at det var en temmelig træt mand (med ømme ben og øm nummi), der kom hjem sent om aftenen. I dag har seriøst ondt i benene, og har meget meget velfortjent ikke lavet så meget andet end at spise og slappe af. 

Storepigen og Mellempigen har sommeferie nu, Lillepigen skal i SFO i næste uge, da vi begge skal arbejde. Men vi er der næsten. Ved sommerferien. 

Jeg har lagt bøger frem til næste uges læsning, for når der ikke er elever på skolen, så er læreren jo nærmest ikke træt, nå hun kommer fra arbejde?

Dagens højdepunkt: Jeg har købt en bog

Jeg læser rigtig mange bøger, men jeg køber meget få. De bøger, jeg læser, har jeg oftest lånt på biblioteket eller af kolleger og veninder.

Det sker dog at der er bøger, jeg ikke vil nøjes med at låne, men bare må eje. 

Har netop bekræftet købet af bogen Underdanmarks Jægersoldater, skrevet af Lisbeth Zornig, Michael Lindholm og Lotus Turell, for lige siden den udkom i oktober 2015 har jeg vidst at det var en bog, jeg bare måtte have. Så jeg ønskede mig den til jul, men fik den ikke-  og heller ikke til min fødselsdag i januar, og nu har jeg altså selv købt den.

Jeg er stor beundrer af Lisbeth Zornig Andersen, og af det kæmpestore arbejde hun gør for at give udsatte mennesker, og især udsatte børn,  en stemme. 
I mit arbejde møder jeg mange af de udsatte og sårbare børn, der som voksne måske kommer til at omtale sig selv som 'brændte børn'. 
Fordi jeg er AKT-lærer (AKT = Adfærd, Kontakt og Trivsel) på en stor byskole er begreber som underretning til kommunen, børnesamtale, paragraf 50-undersøgelse, alkoholproblematik og mistrivsel dagligt nærværende i mit lærerarbejde.

Jeg møder de her børn,  mens der er ild i dem så at sige, (for lige at blive i det sproglige billede med de brændte børn), og hver eneste gang, jeg råber op på vegne af et barn, og er med til at skubbe netop det barns livsbane i en bedre retning, så føler jeg virkelig at det jeg laver, giver mening. 


Jeg speedlæste Zornigs bog, Vrede er mit mellemnavn, mellem jul og nytår i 2011 - det kom der dette blogindlæg ud af - et indlæg, jeg er særlig glad for, fordi Lisbeth Zornig selv har kommenteret :)

I 2012 oplevede jeg hende for første gang til et foredrag i Århus, og siden da har jeg både været på et virkelig fedt og lærerigt kursus hos Huset Zornig, og til et foredrag i Vejle, hvor Lotus Turell var foredragsholder sammen med Lisbeth Zornig.

Jeg elsker inspirerende mennesker, der deler af deres erfaring, overskud og viden. Jeg er vild med folk, der kan kommunikere på mange kanaler samtidigt og som brænder for at få deres budskab igennem. Og jeg er ikke i tvivl om at den slags mennesker (der er heldigvis mange) baner vej og giver håb og livsmod til andre.

Inklusionsvejleder med speciale i islandske krimier? Hvordan lyder det?

Jeg er i dette skoleår begyndt på en længe ønsket efteruddannelse. Gennemfører jeg uddannelsens fire moduler samt består den afsluttende skriftlige opgave, kan jeg til februar kalde mig AKT- og inklusionsvejleder.  

I dag skal jeg have læst en masse til uddannelsen. Artikler. Om den inkluderende skole, om systemisk tænkning, om konfliktmægling i praksis. Alt sammen relevant, spændende og noget, jeg interesserer mig for. Jeg kommer bare ikke i gang.


På grund af ham her:

Det er hans skyld, det hele. Hvem er han spørger du? Du har ikke set ham før? Det havde jeg heller ikke, kan jeg godt afsløre, indtil for lidt siden, da jeg googlede hans navn, og fandt mange gode billeder. 
Han ser da rar ud, ikk? 
Mandens navn er Arnaldur Indridason og han er en meget kendt islandsk krimiforfatter.

Efter vores rejse på Island i sommer, begyndte jeg at kigge efter bøger af islandske forfattere på biblioteket - og jeg genlæste den smukke velskrevne 'Universets engle' af Einar Mar Gudmundsson, som jeg har stående i bogreolen. Den vil jeg varmt anbefale enhver læsehest, ikke mindst for dens fortælletekniske kunstgreb, som jeg ikke har mødt noget andet sted før.

Nu læser jeg Indridason, og jeg er opslugt. En mand er myrdet, på liget findes en seddel med en mystisk besked, forbrydelsen viser sig at have tråde til en gammel uopklaret sag, og så ruller historien derudaf. Kriminalbetjenten Erlendur Sveinsson bliver hurtigt læserens ven, og man involveres i hans privatliv, især udfordringerne med den voksne datter Eva Lind. Nordmosen er fra 2003 og den første af en række krimifortællinger om Erlendur Sveinsson og hans team. Jeg har allerede bestilt de to næste på biblioteket.

Artiklerne til uddannelsen? Det bliver først, når morderen er fanget!

Blandet fra kamerarullen

Store pakkedag. Og store rengøringsdag. Det første er jeg næsten færdig med, det andet kan jeg ikke deltage i, fordi jeg stadig ikke må overanstrenge mig pga. min nakke. Umiddelbart lyder det jo dejligt at kunne slippe for at gøre rent, men tro mig, jeg byttede gerne mine smerter for en stor omgang hovedrengøring i et møgbeskidt hus. 

Jeg har min egen lille oprydning. Af billederne i min iPhone. At tage et billede af noget, jeg gerne vil fastholde eller huske, er efterhånden blevet langt mere almindeligt end at skrive ned. Derfor har jeg mange billeder af huske-ting på kamerarullen.

Det kunne fx. være den hvidvin, min far bød på, sidst vi besøgte mine forældre. Det var varmt og jeg var tørstig og den smagte himmelsk. Som jeg foretrækker det: tør og lidt sur. Altså ikke mig, vinen. 

Et billede, jeg tog af en side i et blad. Fordi jeg tænkte at med så mange stjerner, måtte det være en bog, jeg på et tidspunkt skal have læst. Har du læst den?

Og det samme her, bare et billede af en side i en avis. Den lyder megaspændende. Hvis du har læst den, så skriv meget gerne en kommentar, var den virkelig så spændende, som anmelderen skriver?

På kamerarullen ligger der også hundrede billeder af Lillepigen, der læser. Fordi jeg er helt færdig over, at hun begyndte at læse selv, efter kun 6 måneder i 0.klasse. Det er tredje gang, jeg oplever eget afkom knække læsekoden, og med hende her var det *PRÆCIST * ligeså stort og fantastisk som med den ældste og den mellemste. 
Fordi jeg er dansklærer i indskolingen,  er det jo hverdagskost for mig at være sammen med børn, der lærer at læse - men det er noget HELT andet, når der er ens egne.

Jeg poster dette billede for at minde alle jer, der har skolebørn om, at I skal hjælpe jeres børn med at få læst hver eneste dag i sommerferien. Børn, der læser regelmæssigt i sommerferien holder kadencen eller rykker frem i læseniveau, mens det modsatte gælder for de børn, der ikke læser. 
Udover en stak for biblioteket, bruger vi Superbog.dk, e-reolen og e-bøger fra Plusbog. Mit motto: Der må aldrig mangle læsestof, er heldigvis slået igennem til mine børn.

Et billede fra haven. Ja grin bare, men der har ikke være en fugl i nærheden af vores jordbærbed, siden pigerne og jeg monterede disse vindmøller. Købt i BR Legetøj for 20 kr. pr stk. og herefter monteret på bambuspind med gaffertape. 
Vi vælter i jordbær, og overlader nu høsten til vores feriegæster.

Min kamerarulle indeholder også et utal af billeder af disse kræ og deres to venner. Vi har fire marsvin, og de er unbedingt Lillepigens foretrukne fotomodeller. Her ser vi Pelle til venstre og Elmer til højre posere med mælkebøtte i mundvige.

Og slutteligt får I dette billede fra Tirsbæk Strand ved Vejle. Bare fordi jeg synes, det er et dejligt billede.

Næste gang, jeg skriver, bliver det fra Island. 

Søvnunderskud og Helgi Daner

Mens jeg skriver disse ord skifter uret på min telefon fra 04.59 til 05.00

Jeg har været vågen i ca. 45 minutter, og har bl.a brugt tiden på at spekulere over, på hvilket tidspunkt natten skifter fra at være nat til at blive morgen. Nåede frem til noget i retning af, at det stadig er nat kl 4, men meget (utrolig meget) tidligt morgen kl 4.30. 

Hvorfor er jeg vågen så tidligt, tænker du nok, og jeg kan fortælle dig, at det har været tilfældet hver eneste morgen siden begyndelsen af maj måned, hvor en diskusprolaps i min nakke lavede rod i min hverdag, min førlighed, min trivsel, og mit søvnmønster. 

Jeg vågner, fordi jeg har ondt. Megaondt i nakken og skulderen og derfor ikke kan ligge på nogen måde, der giver mulighed for søvn. Typisk står jeg så op og tager smertestillende, putter min varmepude i mikroovnen og går ind i seng igen. Men falder bare ikke i søvn, for når jeg 
først er vågen på det tidspunkt , så oplever jeg, at der er høje irriterende lyde overalt i huset - en mand, der snorker, børn, der smasker i søvne og/eller skærer tænder, ja eller bare lyden af tung vejrtrækning, kan føles som støj. Og fuglene uden for! Jesus, hvor de larmer! Simpelthen ikke til at holde ud af høre på. Så jeg opgiver hurtigt og sætter mig ind i stuen med en bog eller med min iPad. Og så sidder jeg her, og er overhovedet ikke en skid frisk (og venter på at smertestillende begynder at virke)... Har spist koldskål og vil om lidt se videre på 3.sæson af Orange is The New Black, og når jeg er færdig med den er der i øvrigt dømt serie-pause frem til efteråret. Sommeren skal bruges på læsning. Har jeg bestemt. 

Når jeg i mange mange dage er vågnet ved kl 4-5 tiden, så siger det sig selv, at jeg bliver dødhamrende træt op ad dagen. Sur bliver jeg sikkert også, irritabel og kortluntet helt sikkert.

 Indtil jeg fik sommerferie, var jeg delvist sygemeldt på mit arbejde,  og det betød at jeg kom så tidligt hjem, at det var muligt at hvile eller sove inden eftermiddags-familieræset 
satte ind. Derfor hang mit liv sammen. Det gør det ikke mere, for med børn hjemme hele dagen, en mand, der er på arbejde og ferie- og fællesskabsforventninger fra både mig selv og børnene, så får jeg simpelthen ikke sovet nok timer i døgnet. Så jeg er så træt som et ondt år, og faldt fx  i går formiddag  i dyb søvn hos tandlægen - ret imponerede, hvis jeg selv skal sige det, men der var så dejligt fredeligt i tandklinikken, så på trods af både diverse instrumenter og bred mandlig tandlægehånd i munden lykkedes det mig at få en lur. Og vågne op med en flot ny krone på en kindtand, 4500 kr. fattigere. Fandme en dyr lur! 

De tidlige morgentimer bliver primært brugt på læsning, og jeg er temmelig meget ude af comfort-zonen i den retning lige nu.

Jeg har nemlig overtaget Josefine Ottesens roman 'Helgi Daner' fra Mellempigen, som lige er blevet færdig med at læse den. Hun fik den (af mig) i julegave, men har først læst den nu. 

Noget af det jeg husker, som årsag til at jeg gav hende netop den bog, var at jeg læste meget om bogen i forbindelse med udgivelsen, blandt gjorde Josefine Ottesen meget ud af at fortælle, at det hverken er en børne- eller en voksenbog, hun kaldte den en familieroman, og har skrevet den, så den kan læses af både børn og voksne. Dermed kunne hun tilbyde sine
læsere en fælles læseoplevelse på tværs af generationer, og det faldt jeg for. Selve fortællingen er en fri fortolkning af legenden om sagnhelten Holger Danske, og du kan læse en fik omtale af romanen blandt andet: her

Hvorfor jeg er ude af comfortzonen med den bog? Det har noget med genren at gøre. Jeg læser primært og helst nutidig dansk eller nordisk socialrealistisk litteratur. Helgi Daner en en roman med træk af både islandsk saga og fantasy - og til min store overraskelse er stilen overbevisende og fængslende. Og ikke nok med det er genren så sat sammen med en gennemført god og spændende historie om drengen Helgi, der til sin egen store overraskelse viser sig at være kongesøn.

Jeg er fan! 

Der hører en masse bonusmateriale med til bogen, som findes på www.helgidaner.dk

Kun hvis du har lyst

I begyndelsen af januar deltog jeg i en helt vildt spændende og inspirerende kursusdag hos Huset Zornig.
Kurset hed '360 grader om den udsatte familie' og vi, der deltog, repræsenterede en bred vifte af faggrupper: Socialrådgivere, pædagoger, lærere, ansatte ved kriminalforsorgen, en børnelæge, en politidame med speciale i videoafhøringer af børn og forskellige andre relevante folk.
Kurset blev afholdt i de lokaler i Kødbyen, der lagde rammen til projektet 'Stemmer på Kanten'.
Dagen var opbygget i tre sektioner, overordnet styret og organiseret af en opmærksom, nærværende og meget engageret Lisbeth Zornig Andersen og hendes ligeså skønne og smilende stedsøster Bettina Smed.

De tre områder vi skulle igennem i løbet af dagen var:
- At være barn af en mor/far der er alkoholiker
- At være barn af en mor/far, der er psykisk syg
- At være barn og blive udsat for seksuelle overgreb

Indenfor alle tre områder, fik vi oplæg af de såkaldte livseksperter: Voksne mennesker, der delte deres egen personlige barndomshistorie og fortalte os om de tanker, følelser, mekanismer, fortielser og løgne, de voksede op med. Det var helt utrolig bevægende at høre disse voksne fortælle om fx det at have psykisk syge forældre, fordi fortællingerne var erfaret med barnets øjne, krop og hjerte.
Oplæggene dannede afsæt til rigtige gode debatter og synspunkter om, hvordan vi, der i vores arbejde møder disse børn, skal være langt skarpere på at opfange deres signaler, lytte til disse og være der til at støtte børnene, den dag de bryder tabuet og betror sig.

Den del der handlede om seksuelle overgreb, blev jeg særligt optaget af, fordi det stadig er noget langt de fleste private mennesker har uendelig svært ved at begribe og håndtere.
Allerede som helt ung lærer, besluttede jeg mig for at jeg VILLE lære at begribe det og håndtere det, for det skylder vi de børn, der har oplevet at blive udsat for overgreb. Det er pine død nødvendigt! 

Jeg har, i mit arbejde som lærer, været involveret i sager om overgreb på børn flere gange, og jeg har to gange (med flere års mellemrum) ledsaget et barn til videoafhøring hos politiet.

ALT det ovenstående er egentlig indledning til det, jeg satte mig for at skrive.

Lisbeth Zornig Andersen nævnte en bogtitel, da vi havde om emnet 'seksuelle overgreb', og hun sagde til os, at det var én af de bedste bøger, hun selv havde læst om emnet. 
Jeg noterede titlen og forfatteren, og bestilte bogen på biblioteket da jeg kom hjem.
Fik den hjem i sidste uge, læste bogens bagside og lagde den væk. 
Tog den frem dagen efter, åbnede den og lagde den væk.

Havde på en eller anden måde en klar fornemmelse af, at det var én af den slags bøger, der kræver at man tager en dyb indånding, har ro og tid til at læse - og så ellers læser nærmest ud i én køre. Ikke fordi det skal overstås, men fordi det bliver for smertefuldt at trække i langdrag.

Bogen er en velskrevet selvbiografi skrevet af amerikaneren Margaux Fragoso. 

Margaux vokser op som enebarn i en familie, hvor begge forældre er voldsomt psykisk ustabile - moderen ryger ind og ud af psykiatrisk hospital, faderen drikker, har et ondt og hidsigt temperament og er voldelig, både verbalt og fysisk overfor sin datter. 
Kærlighed og omsorg er der uendelig lidt af i det hjem. 
Så da Margaux og hendes mor ved et tilfælde møder den 51-årige Peter, åbenbares alt det Margaux savner og mangler i sit ensomme barneliv. Med ét får hun nærvær, interesse og omsorg fra en voksen. Hun får lov at passe og kæle med hans mange kaniner og marsvin, han læser for hende, tager hende med på køreture i byen og overøser hende med positiv anerkendelse og opmærksomhed. Og hun elsker det. 
Det eneste Margaux skal gøre til gengæld er .... at kysse ham dér. Og der. Røre ham dér, slikke ham dér. Da de lærer hinanden at kende er hun 7 år gammel, han er 51 og deres forhold varer ved til hun er 16. 
Gennem Margaux's gribende fortælling, får man et sjældent indblik i den helt igennem sygelige manipulation, den pædofile bruger til at få barnet til 'frivilligt' at byde sig til. Man kommer også til at forstå begrebet 'Stockholm-syndromet' bedre, det med at offeret bliver følelsesmæssigt afhængig af gerningsmanden.

Puha! Det var satme barsk læsning. 
Læs evt. mere om bogen her i Kulturkapellets anmeldelse.

Og bjergene gav genlyd, mens jeg lå der under dynen

Foretog mig denne formiddag noget der i mit daglige virke er så uhørt, at vi taler om en virkelig seriøst sjælden hændelse. Ud over at hændelsen var fyldt med rendyrket hygge og nydelse, fordybning og afslapning, så var det bedste ved den faktisk, at jeg gjorde det helt uden dårlig samvittighed. Ikke så meget som det mindste strejf var der.

Jeg blev liggende.

Blev simpelthen liggende i min seng fra jeg vågnede ved 7.30-tiden og til ca. 11.30. Mand og børn var oppe, legede, snakkede og hyggede, men med mig var der ingen kontakt. Overhovedet. 

For jeg læste. Slugte sider i højt tempo, mens jeg skiftevis lod tårer trille, trak på smilebåndet og gyste. 

Da jeg lukkede bogen i aftes, var jeg kommet så langt ind i fortællingen, og var blevet så opslugt at jeg vidste, at når jeg vågnede her til morgen, ville jeg ikke stå op, før jeg havde læst den færdig. Og sådan blev det. 

Khaled Hosseinis Og bjergene gav genlyd er én af de bedste bøger, jeg længe har læst.

Fortællingen er lige så veldrejet som forfatterens to tidligere udgivelser Drageløberen og Under en strålende sol. 
Den afghansk fødte Khaled Hosseini skriver sig helt ind under huden på læseren og lige lukt ind i hjertet. Man kommer uvilkårligt til at holde så meget af bogens personer, at man kæmper sammen med dem, græder, glædes og røres med dem. 
Der er så meget skæbne i den her fortælling. Og løse ender, der i løbet af bogen flettes ind i hinanden og til sidst bindes sammen i en smuk sløjfe af stærke familiebånd og stor stor kærlighed. Åh hvor var det dog en god bog.

Sådan skal et godt foredrag være

 

I aftes trodsede jeg min sædvanlige onsdags-træthed og tog til et foredrag med Anna Skyggebjerg (AS), som er skribent, blogger og forfatter til bogen 'Introvert, stå ved dig selv'. Det er jeg SÅ glad for at jeg gjorde!

Jeg har anmeldt bogen her på bloggen, og annoncerede tre indlæg om den - ét om bogen og begrebet introvert og ét om hvordan vi møder introverte børn i skolen. Det tredje indlæg skulle handle om at være mor til et introvert barn og om mig selv som ekstrovert/introvert (?), men det fik jeg ikke skrevet i forbindelse med de to andre. Har dog på ingen måde ikke skrinlagt at skrive det tredje indlæg, langtfra. 

For et par dage siden kommenterede jeg på AS' blog og nævnte at jeg glædede mig til foredraget, og AS svarede så sødt og spurgte om jeg så ikke kom hen og sagde hej. Det ville jeg selvfølgelig meget gerne. 
Ankom til Vejle Bibliotek i god tid og fandt en plads på én af de forreste rækker. AS vimsede rundt og gjorde klar, datteren Elise var med som teknisk assistent til at styre powerpoint, og jeg hyggede mig ved synet af mor og datter sammen. Tillod mig at smugkigge lidt. Og konstaterede at både Anna og Elise er smukke, begge to! Måske ligner Elise ikke umiddelbart sin mor vildt meget, men hendes næse afslører dog tydeligt at hun er hun er Anna's datter. Tihi.

Så sad jeg der og kunne ikke rigtig finde ud af hvordan jeg lige skulle komme til at hilse (tanke: Er jeg mere introvert end jeg selv går og tror eller er jeg bare meget genert, når jeg ikke synes jeg kan finde ud af at hilse på en fremmed som alligevel ikke er spor fremmed, fordi jeg kender vedkommende indgående 'på skrift'?) - og tænkte egentlig at det var bedre at gå hen og hilse efter foredraget, hvor AS måske havde mere ro i hovedet til at fokusere på andet osv. Inden jeg blev færdig med at overveje, fik Anna imidlertid øje på mig, genkendte mig -  og herfra var det meget ligetil at rejse sig og gå hen og hilse!

Fordi jeg ved at AS er meget langt uden for sin komfortzone, når hun skal holde foredrag, havde jeg sommerfugle i maven på hendes vegne (min empati er nogen gange så stærk, at det er helt åndssvagt - det er da skørt at JEG føler mig nervøs og utilpas, fordi en anden skal på scenen.. !?)

Foredraget var herligt. Faktisk præcis lige sådan, som jeg godt kan lide at et foredrag er. Informerende, sagligt og rigtig godt formidlet - og så krydderiet: tilsat et touch af  varm og dejligt selvironisk humor og små appetizers i form af musik-og filmklip.
 Jeg følte mig så godt tilpas i Anna Skyggebjergs selskab.
Hun havde totalt styr på det. Var skarp, velformuleret (på et smukt og velkendt jysk, stor positiv overraskelse for en Århus Vest-pige som mig, havde glemt at AS er fra Hadsten) og pointerne faldt som perler på en snor. Det vigtige budskab blev formidlet, så man ganske enkelt ikke kunne lade være med at lytte. 

Efter selve oplægget var der spørgerunde, og blandt spørgerne var der en herre, der antydede at AS' skelnen mellem polerne introvert/ekstrovert er for karikeret og overfladisk. At det gør synet på mennesker alt for sort/hvidt. Hertil responderede AS velovervejet at selvfølgelig kan en sag komme til at fremstå unuanceret, når man sætter lup på den og kun har fokus dér. At være introvert eller ekstrovert er bare ét af mange prismer, man kan se mennesker igennem. Ethvert menneske er selvfølgelig  meget mere end enten det ene eller det andet.

Kære Anna, jeg håber du havde en rigtig god følelse i krop og sjæl, da du og Elise sad i toget på vej hjem. Foredraget gik SÅ godt, og jeg siger dig at snakken gik, da folk rejste sig og sivede mod udgangen. 
Jeg kom til at gå bagved et ægtepar, der nok har været omkring 50-55 år - og jeg hørte manden sige til sin kone (og jeg citerer ordret!): Jeg forstår dig ti tusind gange bedre nu, end jeg gjorde for 2 timer siden!

Introvert - stå ved dig selv!

Jeg er personligt stor fan af Anna Skyggebjerg og hendes meget nære og kære hverdags-tanker om at få livet som mor i en travl familie til at gå op i en højere enhed.  Bogen ’Zen for mødre’ har i årevis haft fast plads på mit natbord, og jeg følger med stor interesse med, når Anna Skyggebjerg blogger på 'Hele 3 ting'.

Dette indlæg handler om bogen 'Introvert' generelt, men i løbet af de kommende dage, skriver jeg også om at se, møde og anerkende de introverte børn i skolen, og om at være ekstrovert og have introverte mennesker helt tæt på i livet, som partner eller som mor.

Bogens budskab er dybt relevant i mit arbejde som lærer, for jeg er helt sikker på at Anna Skyggebjerg rammer plet, når hun påstår at vi i alt for høj grad overser de introverte børn i skolen.

Jeg har så også en stærk personlig interesse i bogen, fordi jeg er mor til et temmelig introvert barn.

Og *tadahhh*: sørme om jeg ikke også fik lært en masse om mig selv undervejs, mens jeg læste. For selvom jeg er primært ekstrovert at natur, så har jeg en ret tydelig introvert side, som jeg nok ikke har været helt god til at anerkende, værne om og pleje igennem årene. Og så  jeg har i øvrigt en hjemmestrikket teori om at langt langt de fleste mennesker bliver tiltagende introverte, jo ældre de bliver!?

Min ex-partner og jeg sidder og lægger planer for den kommende weekend.

-Skal vi ikke invitere nogen venner herud til middag, spørger jeg forhåbningsfuldt. 

Han kigger intenst på mig og siger at han trænger så meget til en weekend, hvor der bare overhovedet ingenting skal ske.

-Ingenting overhovedet? spørger jeg undrende og fortæller ham at weekender, hvor der overhovedet intet skal ske er de værste weekender for mig.

-Det er de bedste weekender for mig, siger han så.

Troværdig indføring i emnet

Anna Skyggebjerg (fra nu af kaldet AS) har skrevet en meget meget fin og letlæselig bog med titlen ’Introvert, stå ved dig selv’ med undertitlen ’ Nej, du behøver ikke gå til fest og gemme dig på badeværelset’.

Som titlen tydeligt fortæller, handler bogen om at være introvert.

AS giver en grundig indføring i emnet krydret med både morsomme og tankevækkende eksempler på, hvad det vil sige at være et introvert menneske.

Ud over at trække på sin egen store viden og erfaring på området, henviser AS også til udenlandsk forskning og litteratur på området, bl.a. hos den amerikanske forfatter Susan Cain, der i år har udgivet bogen ”RO, styrken ved at være introvert i en højtråbende verden” (Originaltitel: ’Quiet. The power of Introverts in a world that can’t stop talking’).  At AS’ mange pointer underbygges med resultater af international forskning og udenlandske artikler, gør hendes ærinde meget troværdigt i mine øjne. Det er i øvrigt meget tankevækkende at der ikke tidligere er udgivet danske bøger om emnet. AS’ bog er den første danske udgivelse om at være introvert.

Flokdyr eller enegænger?

Introverte mennesker trives stort i deres eget selskab og har et langt mindre socialt behov end ekstroverte. Som introvert kræver det store mængder mental energi at være sammen med mange mennesker, energi som den introverte senere indhenter ved at samle kræfter alene.

Ekstroverte oplever til gengæld at det, at være omgivet af mennesker, tilfører dem energi og derfor udmattes de slet ikke i samme grad, når de har været på i større sociale sammenhænge i mange timer.

Hvor ekstroverte mennesker er flokdyr, er introverte mere enegængere eller til selskab for bare to eller tre personer ad gangen.
Et typisk introvert menneske holder ikke et brag af en fest på sin fødselsdag, han/hun holder langt hellere en intim hyggemiddag med den allernærmeste familie.

For det er i netop i det nære, intime sociale rum at den introverte trives allerbedst.

Det stille vand, den dybe grund

Den introverte tænker, før han/hun taler. Nogen gange meget længe og han/hun er generelt mere stille og tænkende af natur end én, der er ekstrovert.

Introverte mennesker lytter mere end de taler.

Det er også typisk at introverte mennesker fordyber sig meget grundigt i én bestemt interesse, et emne eller en hobby, mens ekstroverte er mere overfladiske og typisk har gang i mange forskellige aktiviteter og interesser på samme tid. 

Hvor den introverte måske kun har én fritidsinteresse, som han/hun så til gengæld har dedikeret sig 100 % til og ved alt om, så har den ekstroverte mange interesser og skifter dem måske jævnligt ud, fordi det ellers bliver for ensformigt og kedeligt.

Et prisme at se og forstå andre igennem

AS er selv meget introvert og har derfor skrevet sin bog med introverte briller. Det farver selvfølgelig pointerne, selvom jeg tydeligt fornemmer at AS har gjort sig umage, for at understrege at hun ikke opfatter introverte som hverken dårligere eller bedre end ekstroverte, det er slet ikke det, der er pointen.

Pointen er, at bliver man opmærksom på at se sig selv og sine medmennesker gennem prismet introvert/ekstrovert, så vil der falde rigtig mange ting på plads i selvforståelsen og i forståelsen af andre, og man vil få langt nemmere ved at acceptere hvorfor kollegaen/ægtefællen/barnet reagerer som han/hun gør. Vi kan undgå meget unyttig undren og mange misforståelser ved at se og møde hinanden gennem det introverte/ekstroverte prisme.

Ekstroverte idealer

AS er også meget tydelig omkring, at hun har en anden vigtig pointe med sin bog, og det er at feje en stor bunke fordomme og irriterende misforståelser af banen: Nej, introverte er  på ingen måde kedelige mennesker, fordi de ikke bryder sig om vilde fester, selskabslege og overnatningsture  med barnets klassekammerater, de foretrækker bare langt mere stille og indadvendte aktiviteter og sådan har de ret til at have det!

Vi lever i dag i en verden, hvor det ekstroverte ideal er meget dominerende – Det er almindeligt at vi promoverer vores aktive alsidige liv på facebook, twitter og instragram, og der skabes hele tiden nye typer reality shows, hvor det at være på, og kunne iscenesætte sig selv, er helt grundlæggende forudsætninger. Ikke så sært, at en 14-årig dreng, jeg engang havde som elev i skolen, kom til at føle sig helt helt forkert blandt jævnaldrende, da han i klassen fortalte at det, han elskede allermest var at sidde alene på sit værelse, fordybet i en rigtig god bog om middelalderen. Jeg kan stadig føle ubehag ved tanken om det latterbrøl, hans ord fremkaldte hos de uvidende, ignorante og ekstroverte klassekammerater. Der gik sikkert meget lang tid,  inden han igen havde lyst til at fortælle noget som helst om sig selv igen i en social sammenhæng. Men jeg gætter også på, at der har siddet mindst to andre introvert elever i klassen, som grinede med for ikke at falde udenfor, men som i virkeligheden havde lyst til at fortælle at han/hun havde det præcis lige sådan.

Forskelle der beriger fremfor at irritere

At bogen er skrevet af en introvert og med andre introverte som primær målgruppe (dette fremgår af bagsideteksten),  er et præmis som gør indholdet dejlig ærligt og helt utrolig vedkommende.

 AS’s nærvær går som en rød tråd hele vejen igennem, og man kender hendes måde at tænke og være på ind og ud, når bogen er læst.

Jeg synes, det er vigtigt at fremhæve at selvom der i bogen er en skelnen mellem ’dem’ (de ekstroverte) og ’os’ (de introverte), så anerkender AS 100% den måde ekstroverte mennesker er på, og at det faktum, at de bidrager med rigtig mange gode og sjove ting til de introvertes verdensbillede, som måske ellers kunne gå hen og blive en lillebitte smule ensformigt (det er min udlægning). 

Jeg synes især at AS får pointeret den ekstrovertes mange forcer i afsnittet om hendes ekstremt ekstroverte datter Eline, som i lighed med afsnittet om sønnen Jakob, er skrevet med så stor omsorg, kærlighed og respekt for de to børns forskelligheder, at det er meget bevægende.

Stå ved dig selv

Jeg er meget meget enig med AS i, at det beriger os som mennesker, og gør verden langt mere interessant at leve i at vi er forskellige, og oplever ting forskelligt. 

For det er meget det, det handler om. Måden henholdsvis den introverte og den ekstroverte oplever situationer på - og de følelsesmæssige reaktioner det giver hos den enkelte. Og at vi får lært at respektere at den ene reaktion er ligeså rigtig som den anden. 

AS giver rigtig mange gode eksempler på i hvilke situationer, man som introvert føler sig max udfordret.

Hele tiden understreger hun, at man sagtens kan begå sig i en udadvendt verden, holde oplæg og arbejde sammen med fremmede mennesker, selvom man er introvert af natur – den introverte er nemlig tit god til at ’spille rollen’ som ekstrovert, for så derefter at bruges dagevis for at komme til de sociale hægter igen.

At spille en rolle er at udgive sig for noget andet, end det man er – og det er der ingen mennesker, der trives med i længden. 

AS' forlanger - med rette - at blive og mødt og accepteret som det introverte menneske hun er, og endelig har lært at være stolt af at være.

Tusind tak for bogen Anna, den har gjort mig større og åbnet mine øjne for vigtige ting, både privat og som lærer.

Jeg anbefaler bogen til enhver, der gerne vil blive klogere på sig selv og på andre mennesker. 

Ferieland: Min tid, min sommer, min kamp

Nyder! 
Det føles som evigheder siden jeg sidst har været i denne tilstand,  og derfor nyder jeg det endnu mere. 

Med Karl Ove Knausgards roman 'Min kamp' , vand, kaffe og solhat, har jeg indtaget vores have, nogen gange i solen, andre i skyggen og er på en eller anden måde gået i ét med ferien, med omgivelserne og med de dejlige dage der lige er gået og som ligger foran mig. Vi ses med venner, tænder grillen, har overskud. 
Laver bål i haven, bager bålbrød. Fordi vi kan og gider.

Knausgard har optager mig, har overtaget mig. Slugte bind 1 i næsten én mundfuld og havde så voldsomme abstinenser efter bind 2, at jeg lukkede mig ind på byens lille selvbetjeningsbibliotek kl. 21.55, fem minutter før de lukkede en aften for at med stor lettelse at konstatere at bind 2 stod på hylden. Nu læser jeg mere moderat, ikke så sultent, men nyder hver eneste side og frydes over sætninger, der giver mig tankespind længe efter. Han skriver så fint, så vedkommende og så nærværende på en måde, som går lige i højre hjertekammer på mig... Prøv at høre den her passage:
'Tilbage kan vi ikke gå, alt hvad vi foretager os, er uopretteligt, og hvis man ser sig tilbage, er det ikke livet man ser, men døden'

Hvad læser du for tiden? Dig derude, som læser med her?

I læsepauserne, de af dem hvor jeg ikke spiser, sover eller hænger vasketøj op, fletter jeg fingre med min elskede og nyder at sommerferie klæder os som par helt ufattelig godt. Vi er sammen, vi har det godt og vores familie er i denne tid reduceret til at tælle kun os to og fællesbarnet, Lillepigen, som vi giver ekstra opmærksomhed, fordi hun savner sine søskende, der holder ferie med deres far.