fredag den 25. januar 2013

Jagten

Lillepigen knuger noget ind til sig, da jeg vil kramme hende. Klokken er 15.30 og jeg er sust fra arbejde til børnehaven for at hente hende. Jeg spørger, hvad det er hun står med, og hun viser mig den (i hendes optik) flotteste lommelygte ever seen med prinsessemotiv. Hun er besat af prinsesser - og vi har både til jul og fødselsdag givet hende gaver i den genre. Men jeg ved, at hun ikke har sådan en lommelygte. Hvis lygte er det, spørger jeg, da hun holder den frem mod mig. Min, svarer hun. Nå, siger jeg, den har jeg da aldrig set før, jeg tror ikke det er din!?
Hun knuger den endnu hårdere, og vreden stiger op i hendes ansigt. Det er min lommelygte, siger hun meget bestemt. 
Jeg ved, at hun er et viljestærkt og selvbestemmende barn, der går langt for at få sin vilje. Men jeg ved også, at hun har en hukommelse som en elefant og har styr på samtlige børnehavebørns flyverdragter, støvler - og på alle børnenes forældre. Hun husker hvem, der hører til hvad og hvilke, der er hvis. Derfor slår hendes stemmes fasthed tvivl i mit sind, for hun bliver mere og mere anspændt og vred, og da tårerne springer frem og hun fortvivlet råber "mor, hør på mig, det er min lommelygte", så træder jeg et skridt til side og ringer til hendes far, som var den, der afleverede om morgenen. Nej, svarer han, hun havde ikke en lommelygte med i morges og nej, hun har slet ikke sådan en  lygte. Ganske som jeg mente, det var.
Jeg tager mit grædende barn ind til mig. Krammer hende og siger, at det ikke er hendes lygte, men at jeg virkelig godt kan fortstå, at hun ville ønske, at det var. Det tager mange lange minutter, hvor hun nægter at overgive sig. Der kommer en pædagog hen til os, hun genkender lygten og siger, at det er Josefines. Det er Josefines lommelygte.

Mit barn lyver.

Jeg ser hende i øjnene og spørger om det er rigtigt, at det er Josefines lygte. Hun nikker og herfra går det fremad. Lillepigen fortæller, at hun fandt lommelygten på gangen, den lå bare smidt i en krog og så tog hun den. Og jeg fornemmer tydeligt at derfra blev den lygte til hendes. Synes hun.
Vi afleverer lygten til pædagogen, som roser mit barn for at have givet den fra sig. Jeg bakker op om rosen og siger også til hende, at det var godt hun sagde det rigtige til sidst.
Da vi sidder i bilen kan jeg ikke dy mig, og jeg vender mig mod bagsædet, hvor hun sidder med ansigtet vendt mod vinduet. Ved du hvad, søde skat. Man må altså ikke sige ting, der ikke passer. Det er at lyve, og det vil jeg ikke have, at du gør. Du skal sige sandheden. Forstår du det?
Hun kigger fortvivlet på mig, bryder sammen igen og siger, jamen mor, det var min lommelygte.

Børn fortæller historier. Opfatter ting på en anden måde end virkeligheden tillader. Misforstår. Omgåes sandheden lemfældigt. Lyver. Historien om lommelygten og Lillepigen er uskyldig, men når der kommer en voksen i klemme mellem sandheden og det, et barn fortæller, så kan det have forfærdelige konsekvenser.

Det handler Thomas Vinterberg nyeste film "Jagten" om.
Pædagogmedhjælperen Lucas, anklages for at have krænket først et, senere flere børn i den børnehave, hvor han arbejder. 

Jeg sad på kanten af sædet under det meste af filmen. Den rørte mig dybt og jeg havde ondt i maven bagefter.
For det må være det værste. At blive beskyldt for noget, man ikke har gjort.
Omgivelsernes fordømmelse, udelukkelse af fællesskabet, og mennesker, der tidligere udgjorde en omgangskreds, der nu råber svin efter den mistænkte på gaden.

Filmen handler egentlig ikke om seksuelle krænkelser. Den handler om, hvordan løgn, svigt og bristet tillid kan nedbryde et menneske på kort tid. Den handler om skyld og uskyld. Om at dømme og at fordømme.
Lucas dømmes ikke af retssamfundet, for det viser sig at der ikke er belæg for sagen. Men han fordømmes af sine omgivelse - på baggrunden af mistanken, der florerer, og umiddelbart har han ikke en chance i det lille lokalsamfund.
En fjer, der bliver til fem høns. En snebold, der ruller og bliver større og større. En konfliktsky børnehaveleder, der stiller sig på barnets side og ikke er i tvivl.
Men det var en løgnehistorie. Han havde ikke gjort noget.




Filmens dilemma er uomtvisteligt. På den ene side er der et barn, som fortæller noget helt forfærdeligt. På den anden side, er der de voksnes reaktion på det, barnet fortæller og ikke mindst måden hvorpå de voksne efterfølgende lægger ord og udtryk i munden på barnet. Et barn, der  bliver mere og mere forvirret og usikker i sine udsagn. 
Jeg håber filmen sætter gang i samtaler og debatter i skoler og institutioner. Og jeg håber, at fokus forbliver på det faktum, at der er stadig er flere børn, der krænkes, end der er voksne, der mistænkes for krænkelser uden grund.  Situationen i filmen er meget virkelighedsnær. Derfor er der ingen grund til at diskutere hændelsens troværdighed -  eller om børn fortæller besynderlige ting eller ej. Det er ikke her, konflikten ligger. Den ligger i måden, omgivelserne og ikke mindst de professionelle tackler situationen på, når sådan en sag ruller.

Jeg giver filmen "Jagten" fem ud ad seks stjerner. 

tirsdag den 22. januar 2013

Smuk morgen

Måtte simpelten køre ind til siden igår på vej til arbejde. Stige ud af bilen. Tage en dyb indånding, stå stille et øjeblik, spejde ud over markerne og bare lade mig opsluge totalt af himlens lys. Solen var netop ved at stå op og min snehvide verden var indhyllet i rødt og orange.
Helt ubeskrivelig smukt. 

Mageløs mandag morgen. Livgivende lys. Sentimental skolelærer på vej til arbejde.







mandag den 21. januar 2013

Det skabtes vaklen

"Øhhh... Jeg fandt den her, da jeg ryddede op i mit kælderrum", sagde eksmanden lidt kejtet og rakte mig en bog.

Jeg tog spændt imod bogen, for jeg anede ikke, at jeg havde bøger liggende i hans kælderrum. Kunne umiddelbart ikke genkende den, men i det sekund jeg fik bogen i hånden, sagde det "pling" i mit hoved.

Søren Ulrik Thomsen. Det skabtes vaklen. Udgivet i 1996, men først i mine hænder i 1997, hvor jeg købte digtsamlingen efter et forfatterarrangement på Huset i Aarhus (der dengang hed Århus). Det var den aften, hvor min fascination af Søren Ulrik Thomsen sprang ud i fuldt flor. Havde før læst hans digte, men der var så meget, der gav mening, da jeg hørte ham selv læse nogen af dem op.

Da jeg efter arrangementet havde købt bogen og puttet den i tasken, skulle vi hjemad - vi passerede baren, og her så jeg at Søren Ulrik Thomsen havde placeret sig på en barstol og var i gang med at bestille noget at drikke. 
På bedste stalker-vis tog jeg bogen op af tasken igen og gik hen til ham og spurgte om han ville signere den. Jeg sagde også tak for en rigtig spændende forfatteraften og roste hans oplæsning meget. Man er vel en fedterøv!





Mens jeg sidder og skriver dette, kradser det i min erindring! For var det slet ikke mig, der gik hen til Søren Ulrik Thomsen, men min eksmand? Fordi jeg var genert og ikke turde forstyrre forfatteren, der hang i baren?
Stod jeg og gemte mig ved garderoben, mens jeg sendte eksmand hen til forfatteren?
Tænk, det kan jeg overhovedet ikke huske!
Må spørge ham, næste gang gang jeg ser ham. Altså ikke Søren Ulrik Thomsen, eksmand! Ha ha!




Digtsamlingen svulmer af ord, der knaser mellem tænderne. ord der tilsammen giver så syret en mening eller efterlader læseren i søgen efter mening.

Prøv at læs det her:

"Jeg har tabt mit ansigt i et tog,
i Guds hus har jeg tabt det,
i hotellernes senge,
hvor man knepper, dør 
og taber hver sit ansigt..."


... og senere i samme digt:

"...når man vågner og vender
dagen ryggen en time til.
Og så vågner igen som et stort stetoskop
mod tavshedens dunkende lunge"


Uh, de ord smager dejligt!

lørdag den 19. januar 2013

Opfølgning på hesten

Der var noget med en gammel bil, der stank af hest, husker I det?
Svaret på mit spørgsmål i det indlæg er: Rodalon. Og derefter noget dyrt interiør-rens til biler. Der er noget irriterende ved at forsøge et problem løst med flere forskellige løsnings-modeller, for bagefter aner man jo ikke, hvad det var, der virkede!?
Jeg er nu ret sikker på at det var rodalonen. Det virker i øvrigt også på den meget sure lugt fra svedige fodboldstøvler!

Jeg siger ikke, at hestelugten er væk fra bilen, men den er blevet markant mindre stram.

Vi nærmer os langsomt hinanden

...stepbænken og jeg. Men et varmt og kærligt forhold, det får vi aldrig, det er jeg helt afklaret med nu. Jeg har givet den mange chancer, jeg har kæmpet og svedt, er røget ud af takt, har måttet standse op og begynde igen. Jeg går hver gang, vi mødes, den og jeg, til den med krum hals og siger til mig selv at den f****** stepbænk ikke skal få mig ned med nakken. Den smiler venligt tilbage til mig, (bilder jeg mig ind) og det er som om dens sorte ansigt griner og siger til mig, at jeg bare kan komme an!
 God til det bliver jeg aldrig, men jeg kan mærke,  at det er godt for mig, at arbejde med sider af mig selv, hvor jeg ikke er god. Om det er blevet bedre siden jeg skrev det her, det tror jeg faktisk ikke. Min indstilling er mindre trodsig, hvilket har hjulpet en del.

onsdag den 16. januar 2013

En engel fra Aalborg

En dag i efteråret, faldt mine øjne på et maleri hos Kristine. Jeg ved ikke helt hvordan det gik til, men billedet sagde mig et eller andet, og jeg blev meget fascineret af det. 
Det var det her billede, nummer 11 hvis du tæller ovenfra.

Jeg spurgte Kristine, om hun ville male sådan en engel til mig. Og det ville hun gerne! Og til en meget fornuftig pris.

Så gik der nogle uger, og en dag skrev Kristine og meldte tilbage at min engel var færdig. Og klar til at rejse fra Aalborg hvor hun bor -  til Jelling, hvor jeg bor.

Jeg lavede en aftale med min dejlige barndomsven Morten, som bor i Aalborg, at han skulle tage englen med til Aarhus, når han alligevel skulle køre vejen i julen. 
Kristine tog bussen ud til Morten med billedet og Morten tog en uges tid efter billedet med til Skødstrup og satte det hos sin bror, Søren.
Min bror Jens, som bor på Djursland og dermed passerer Skødstrup på vej til Aarhus, hentede billedet hos Søren og tog det med til Tilst, hvor vores forældre bor. Herfra kunne jeg så fragte det hjem mellem jul og nytår. 
Hvordan det så lykkedes mig at glemme englen hos mine forældre, den dag vi var der, er mig stadig en gåde!?

Jeg er med på, at man glemmer tandbørste, legetøj og hjemmesko, når man er på besøg hos andre, men ligefrem at glemme et stort maleri, det var jeg overrasket over, kunne ske...

I sidste weekend kom englen så endelig hjem til mig og nu hænger billedet i vores stue og spreder en helt særlig stemning:



Tak Kristine!

tirsdag den 15. januar 2013

Vil du sælge dit rumskib?

Dette er seriøst én af de mest mærkværdige annoncer, jeg har set indrykket i en avis:


søndag den 13. januar 2013

Dagen derpå

Samtale med mig selv:

Blev du lige lidt for selvfed der igår med din vamle rygklappende fødselsdagshilsen til dig selv? 

Ja, måske en smule og var der nogen, der fik kvalme, så beklager jeg. Teksten var et øjebliksbillede og et meget ærligt et, jeg mente hvert ord, der står.

Men alligevel, så selvsmagende plejer du ikke at være - kan ikke rigtig beslutte mig for om jeg synes, det er i orden...?

Det mener jeg nu, at det er. Jeg siger det lige igen, det var præcis sådan jeg havde det, da jeg skrev teksten. Jeg var så glad og så taknemmelig. Nød mit liv så meget. 
At verden kan se og føles anderledes en anden dag, hvor det hele er noget lort, det ved læserne altså godt.

Jeg tror det er sundt at se sig selv udefra og at reflektere over det, man ser. 

Og du skulle tage og gøre det samme, ja dig - som læser med lige nu - jeg giver hermed bolden op og opfordrer DIG til i år på din fødselsdag at skrive et fødselsdagskort til dig selv.

Forestil dig, at du er én af dine rigtig gode venner, og at du som denne ven, skriver en fødselsdagshilsen til dig selv. 
Jeg tror, du vil blive overrasket over, så meget pænt du har at sige om dig selv og din tilværelse. Det blev jeg selv, hvis jeg skal være helt ærlig og jeg blev også overrasket over, så meget jeg havde på hjerte til mig selv.

 Hvis jeg vrøvler lidt og lyder som om jeg er gået i selvsving, så skyldes det muligvis at jeg kom i seng kl. 04.30 og stod op tre timer efter. Dagen kalder på hvile. Og cola. Vi ses.

lørdag den 12. januar 2013

Kære Helle

Bordet er dækket, forretten simrer, rødvinen står til temperering, manden er i bad og du er klar. Du er så klar, at du har overskud til at sætte dig ved computeren og skrive en fødselsdagshilsen til dig selv.
Hjertelig tillykke med de 41 år i dag. Du har tidligere på året øffet lidt over det faktum at du, som hader skæve tal, fylder 41 i år 2013, men lige nu hvor du sidder og glæder dig helt vildt til dine fødselsdagsgæster skal komme, så mærker du helt langt ind i hjertet at du er en glad og tilfreds 41-årig.
Du mærker stor taknemmelighed og ægte glæde. For når du ser dig omkring i dit hus, så vidner alt, hvad du ser, om at du er en kvinde i din allerbedste alder. Du har tre dejlige børn, som du forguder og en mand, der elsker dig overalt på jorden, og som ikke er bleg for at sige det til dig og vise dig det. Du har et meningsfuldt og udfordrende arbejde, hvor du hver eneste dag anstrenger dig for at være god og udføre dine opgaver ordentligt - og du har et liv, fyldt med aktivitet og sjove gøremål. På mange måder er du en langt bedre udgave af dig selv, end da du fyldte 31. Du kender dig selv bedre og forstår så meget mere af, hvad der er væsentligt at satse på i det her liv. Du har mere kant nu end for 10 år siden, og det klæder dig, bl.a fordi det betyder at du, når bølgerne går højt og grunden under dig gynger, er i stand til at holde fast i dig selv og sige til og fra udfra dine kerneværdier, som du værner om og passer godt på.
Når du ser dig selv i spejlet, ser du en kvinde, som hviler i sig selv, har overskud til både sig selv og sine nærmeste og selvom du ønsker at mavedellen var lidt mindre og rynkerne om øjnene færre, så ved du udmærket godt, at det ikke er det, der tæller i det store regnskab. Ja, gu' er det hele da noget lort fra tid til anden, men du ved, at det hører med til et liv og selvom det af og til gør ondt i sjælen, så er du bevidst om at det gode liv ikke er lig med et liv uden modgang og sorg. Du er et priviligeret menneske, der næres af de mange skønne relationer, du indgår i - du har venner, der kan lide dig og mange som du ved, gerne ville lære dig bedre at kende, hvis du lod dem få muligheden for det.

Jeg håber, du får en superdejlig aften med dine veninder fra Århus og deres søde mænd og at du i dit nye år får grinet, danset og sunget lige præcis så meget, at du bliver ved med at  have det overskud, din hverdag kræver af dig.

Hjertelig tillykke med fødselsdagen gamle jas, skål og skide være med det, det skal nok gå alt sammen. 

De kærligste hilsner fra Helle

fredag den 11. januar 2013

Det er i morgen

... at Zayn Malik fra One Direction har fødselsdag.
Læs her, hvis du undrer dig over oplysningens relevans til denne blog.

tirsdag den 8. januar 2013

Han lignede ham altså HELT vildt!

Jeg spotter tit mennesker, der ligner hinanden. Genkender børn i deres forældre, Peters mor havde ikke behøvet at præsentere sig, for jeg kunne se i hendes ansigt, særligt området omkring øjnene, at hun var Peters mor. Jeg er god til at genkende ansigter og til at huske folks navne.

Lidt for god tyder det på!

Er lige kommet hjem fra foredrag - et meget spændende ét af slagsen - supergod formidler, som fangede alles opmærksomhed,  men alligevel skete det, at jeg faldt hen i tanker, og kom til at sidde og kigge rundt på de andre tilstedeværende i lokalet. Og det var lige før, det gav et gip i mig, da jeg opdagede, at der sad en temmelig prominent person blandt tilhørerne - først kunne jeg ikke komme i tanke om, hvor jeg kendte ham fra, vidste bare at han var en kendt person, én jeg havde set på tv og at det havde noget med kongehuset at gøre. Efter få minutters grublen stod det pludselig klart for mig, at ingen ringere end Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, også var mødt op til denne foredragsaften. Var det usandsynlig - vi er jo i Jylland og han bor vel i København? Ja, en smule må man sige, men alligevel jo ikke utænkeligt. Hvilken forbindelse kunne han have til arrangementet? Det kunne være han kendte oplægsholderen, som også er kendt i kirkelige kredse? For at være helt sikker på at jeg havde ret, listede jeg min tlf. op af lommen og googlede Erik Norman Svendsen. Fik en billedrække frem af ham i både civil og i præstekjole og var nu slet ikke i tvivl, det var ham. 

Var så begejstret over opdagelsen, at jeg måtte hviske det til min sidemakker  (har du lagt mærke til, hvem der sidder derovre) og  hun smilede meget stort og sagde videre til sin sidemakker, at Helle siger at ham, der sidder derovre er kongehusets præst. Min sidemakkers sidemakker slog en høj latter op og hviskede, at ham derovre, det er Bent, som bor henne i Skovgade og det er hans kone Tove, der sidder ved siden af.

Ups.

lørdag den 5. januar 2013

Hest

Fornylig afgik én af vores to biler ved døden. Der blev ikke sørget, for vi vidste godt at dens dage var talte. Vi vidste også at den gearkasse, der sprang, var mere værd end bilen og derfor var vi helt cool med at  bilen blev skrottet.

Jens indledte herefter jagten på et nyt køretøj, og da han ikke er en mand, der tænker ret meget før han træffer beslutninger, fandt han "den lille hvide" allerede efter et par timers søgning.

Den opfylder vores behov, forklarede han og nævnte størrelsen på motoren og andre faktuelle oplysninger, som sagde mig mindre end vådt bølgepap.

Men en hvid bil, indvendte jeg. Jeg vil hellere have en rød bil.

Men nu holder den i vores indkørsel. "Den lille hvide", og jeg har ikke før i dag prøvet at køre i den. Har jo sølvbilen, så hvorfor skulle jeg.

Vil du ikke nok, spurgte Jens pænt, for så kan du måske hjælpe mig med at finde ud af, hvad det er, der lugter så fælt af i den bil. Jeg tror, det er når blæseren kører, men jeg er ikke sikker. Der lugter bare virkelig mærkeligt i den bil.

Jeg tog en tur. Allerede nede for enden af vejen, inden jeg drejede af, blev jeg som ved et sanseligt trylleslag sendt tilbage i tiden:

Charlie puffede blidt med den varme mule mod mine lommer: Han vidste, at jeg havde et æble i lommen, for havde jeg altid, når jeg kom ned til stalden. Jeg tog æblet op af lommen og holdt det frem mod ham med flad hånd. Han gumlede løs, mens savl og æblesaft løb ned af mine ridebukser. Jeg klappede ham på halsen og lagde mine arme om ham. Kyssede ham og tænkte, at ham og jeg aldrig skulle skilles. At han var min hest forevigt og at jeg ville passe på ham lige meget hvad.

"Den lille hvide" stinker af hest. 

Jens siger stinker.
Jeg siger at den dufter himmelsk af en næsten glemt fortid, som fyldte mine dage ud, gav mig så uendelig mange dejlige oplevelser og venskaber og som sluttede brat næsten fra den ene dag til den anden, da pigen fra Fyn, som havde købt Charlie, hentede ham og min verden gik itu. Beslutningen var truffet med fornuften, der var ikke andre muligheder, jeg måtte sælge ham. 
Studenterhuen var i hus, jeg var på vej til København og der var ikke lige plads til en hest i den ligning.

Minderne om den dejlige hest, jeg fik som 14-årig, da han var et nyfødt føl, selv tilred tre år efter og som var mit ét og alt til jeg var 19 og fløj fra reden, væltede ind over mig på den lille køretur. 

Nogen idéer til hvordan man får den hestelugt ud af en bil?

torsdag den 3. januar 2013

Godnat, jeg går snart i seng

Jeg synes ikke, man kan byde skoleelever at den lærer, de skal møde, når de kommer i skole igen efter 14 dages juleferie, viser sig at være et gammel surt og meget træt røvhul.
Det sad jeg og tænkte på i bilen i morges, da jeg i den natsorte kolde luft  tøffede afsted til skolen. Og inderst inde kunne mærke at det var det, jeg var. Træt og sur. Ikke sur som i vred eller arrig, men sur som i morgengnaven og uden lyst til at samvær med andre.

Men det nytter altså ikke. Man må tage sig sammen, må man, og det gjorde jeg så. Det manglede også bare.
Mandede mig op og trådte i karakter som hende den søde og vældig flinke, som nogen af eleverne sågar havde glædet sig til at se igen.
Og så gik det jo så fint og efterhånden som formiddagen skred frem, glemte det gamle sure trætte røvhul, hvor hårdt det kan være at begynde igen efter en lang juleferie. 

Det kom jeg så i tanke om igen, da jeg kom hjem.

onsdag den 2. januar 2013

Gys og gru

Er stået tidligt op for at arbejde med et undervisningsforløb til dansk om "Gys og gru". Edderhylemig svært at komme op i omdrejninger og tænke arbejde, ovenpå en vidunderlig lang og fyldt juleferie. Fyldt. Med familie, venner, sammenkomster, hygge, sjov, tant og fjas.

Ikke meget gys og gru der. Det eneste, jeg kan komme i tanke om er hvor GYSELIGT det er, at hverdagen venter på os i morgen og hvor meget jeg GRUER for at skulle have tre børn ud af døren inden 7.30.

Forestiller mig at mine piger vil opfatte mig cirka sådan her, når jeg vækker dem 6.30 i morgen tidlig:



tirsdag den 1. januar 2013

Goddaw '13, vær velkommen

Først: Kagen blev fantastisk! Så er det slået fast - opskrift fra forrige indlæg hermed anbefalet. Følg den til punkt og prikke, så bliver resultatet super og dine gæster vil slå hænderne sammen og sige "neeeeej, hvor er den lækker" mange gange, mens de spiser. 


Dernæst: Som jeg engang har skrevet om her, har jeg noget med tal. Pæne tal og grimme tal. Gode tal og dårlige tal. Jeg lider ikke af OCD, men kan godt genkende lidt af det, som hos OCD-mennesket kan kamme helt over.

13 er ikke et godt tal.
Derfor skal jeg lige vænne mig til, at vi nu skriver 2013. 
13-tallet opvejes heldigvis af både 2 og 0, som jeg godt kan lide. Især 2, som er mit yndlingstal. På den måde går det an. Havde årstallet heddet 3013, ville jeg have accepteret at leve med det, fordi der er to 3-taller og det er godt, når der er to ens.

Når jeg støder ind i de dumme og dårlige tal, så finder jeg altid en løsning for hvordan de kan gøres gode - lægger dem sammen, snupper en tværsum, ganger dem op eller andet. Det passer godt sammen med sådan som jeg er - prøver at få dårligt vendt til godt og give plus til minus.

2013 din røvbanan, jeg snupper selvfølgelig dig med.
Jeg laver af princip ikke nytårsforsæt, for jeg bliver så sur på mig selv, når jeg alligevel ikke kan overholde dem, men jeg har alligevel en indre liste over ting, jeg gerne vil have mere af i det år, vi i dag har taget hul på:

Jeg vil danse mere og råbe mere, og det bliver nok råbe som i råbe op. Gøre opmærksom på ting eller sager, der fortjener at blive gjort mere opmærksom på

Jeg vil tillade mig selv at græde mere, fordi gråd forløser på samme måde som latter og fordi jeg er blevet for god til at holde tårer tilbage.

Jeg vil kramme mere og kysse mere. På mine børn især, men også på min mand som

Jeg vil være mere sammen med i tosomhed. Ønsker mig nærvær og hengivenhed til at pleje den kærlighed han og jeg har sammen.

Jeg vil også ligge mere i sofaen og lade skidtet ligge. Huske at der er mange ting, som giver mere mening end at rydde op og sætte ting i lige rækker.

Lige rækker.
'13 er et skævt tal og jeg vil have et skævt år. 
Skævt som i 'ikke-bare-endnu-ét-i-en-lang-række-af-år', men et år, der godt  må godt stikke ud. 
Og nu vi er ved de skæve tal, så fylder jeg 41 i '13 og det er da nærmest så skævt som det kan blive.

Min nytårsaften var én af de bedste ever. 

Derfor skal 2013 mere end noget andet dedikeres til gode venskaber: De lige, de skæve, de sjove og de meningsfulde. Venskaber, som vi skal huske er som planter, der kræver flittig vanding og næring. 

Værtsskab. Venskab. Fuldskab. Kosteskab. 

Godt nytår og tillykke til min blog, der fyldte 2 år d. 29.december. 
Nogen idéer til hvordan vi skal fejre det? Her på bloggen altså?