torsdag den 31. juli 2014

Kom bare an

Den bedste sommer længe. Stille morgener med blå himmel, hede dage med strand, vand og plask, lange lyse aftener og hede nætter.

Jeg har tappet dyrbare dråber af skoldhed sommersolskarma på små flasker, og lagret dem på hylder i hukommelsens bugnende arkiv af skønne minder. 

Blikket løftes frem. Nye tider venter om det næste hjørne, og jeg går dem i møde med oprejst pande. Skolereform og ny arbejdstidaftale, jeg er beredt, så kom bare an!


tirsdag den 29. juli 2014

Ser man det

På min vej gennem huset, lægger jeg mærke til at der er rodet i brætspillene. Og at der mangler to spil. Matador og Rummikub.
Storepigen og Lillepigen får det største jeg-er-en-glad-og-stolt-feriemor-for-mine-børn-spiller-brætspil-med-hinanden-smil, mens jeg kvidrer: 'Ih, hvor fint, I spiller brætspil, så fik selv I to nok af at være online bag en skærm hva, tøhø!?'

Pigerne kigger dovent, lettere uforstående på mig og siger: 'Altså mor, vi bruger spillene som underlag til vores bærbare computere. Ellers er det ikke til at ligge med computeren i sengen.'

Ser man det.

tirsdag den 22. juli 2014

Feriemorgen

Da vækkeuret ringer kl. 5.45, har jeg ingen anelse om, hvorfor det gør det. Lyden skærer min hjerne i stykker, flår en dejlig drøm itu, og vækker mig kun langsomt.
'Hvad fanden sker der?' spørger jeg vrissent og slår alarmen fra.
'Skulle du ikke ned og svømme?', mumler ham, der har en vielsesring magen til min, og som har en helt uovertruffen evne til at vide alt og følge med i alt, hvad jeg laver, selv når han selv sover tungt.
Bingo.
Det var det, jeg skulle.

Efter 10 minutters hurtigt pakken-i-taske og spisen-morgenmad er jeg i fuld fart på cyklen, omgivet af god karma fra en vidunderlig dansk sommermorgen. Det tager mig under fem minutter at cykle ned til byens friluftsbad, hvor der hele sommersæsonen er mulighed for morgensvømning mellem kl. 6.00 og 9.oo. Jeg er der sharp seks. Som den eneste, ud over flink ung livredderdame, der hilser venligt godmorgen.

I omklædningsrummet kommer jeg i tanke om, hvorfor det er at den badedragt, jeg har medbragt er blevet lagt allerbagerst i skuffen - noget jeg har for vane at gøre med tøj, der af mange forskellige årsager irriterer mig. Der, sirligt lagt væk bag alt det andet tøj, har jeg en slags tøj-skammekrog for beklædningsstykker, der ikke har levet op til mine forventninger, men som jeg alligevel ikke er parat til at skille mig af med.
Der lå badedragten, næsten ny, meget sporty - sort med pink striber i siden og det, der faldt mig ind, var at det måtte være en fejl at den var havnet der, for den var da for fed den badedragt, så vupti ned i tasken med den.
Men så var det, da jeg begyndt at iføre mig den, at jeg kom i tanke om problemet. Den er alt alt for stram og det er kun med hiv og sving, trækken, asen og masen at jeg kan skrue mit korpus ned i den. Når først jeg er i den, sidder den egentlig meget pænt, og jeg glemmer jeg alt om problematikken indtil det sekund, hvor jeg skal have den af igen, det kræver også hårdt arbejde og ser alt andet en fixt ud. 
Iført meget stramtsiddende badedragt og et par af børnenes lyserøde dykkerbriller springer jeg i vandet og svømmer, først langsomt med lange tag, men da kroppens muskler bliver varmere og maskineriet ligesom er kørt i gang, sætter jeg farten op og får både crawlet forlæns og baglæns. At svømme crawl er noget af det hårdeste, jeg ved.
Solen skinner, og hvor man i en indendørs svømmehal typisk oplever klordampende indelukkethed, skingrende lys og et højt lydniveau, er her et helt himmelrum af frisk luft - og her er fuldstændig stille.
En dame kommer til og hopper i, og så er vi to i bassinet. Hun svømmer plaskende og uøvet i 10 minutter, og går så op igen. Sikkert en gæst ovre fra campingpladsen, tænker jeg og svømmer videre.
Målet er 1000 meter, eller 40 baner, som jeg måler i 20 runder. Ned for enden, vende og tilbage, det var ÉN. Ned for enden, vende og tilbage, det var TO. Til trods for at det er det eneste, jeg skal koncentrere mig om og holde fokus på, lykkes det mig to gange at glemme, hvor langt jeg er kommet. 16 eller 17? 36 eller 38? Jeg svømmer fire ekstra baner efter de 40, for at være helt sikker. Den slags dækken-ind-for-lige-at-være-på-den-helt-sikre-side er meget typisk mig og et karaktertræk, jeg ikke rigtig ved, om jeg er glad for eller træt af. 

Tilbage i omklædningsrummet vasker jeg hår, tørrer mig og tager rent tøj på. Cykler hjem med en utrolig dejlig følelse i krop og sjæl, lister stille ind for ikke at vække min sovende familie, det er nu kun børnene, der sover. Jens sidder klar i cykeltøj og vil ud at cykle. Jeg laver kaffe og sætter mig på terrassen med min pc, og åbner min blog for første gang i mange dage. Klokken er 7.

Tanker ved Talabon

Vi havde fire dejlige dage i Prag, som altså bare er en skøn by... Sådan et sted, hvor jeg uvilkårligt hele tiden kom til, når jeg gik rundt i byens gamle gader, at gå og forestille mig, hvordan min hverdag ville have set ud, hvis jeg havde boet i Prag. Tanker som i: 'Så gik jeg ind i det supermarked og købte mælk og brød eller sad på dén café og drak kaffe, mens jeg ventede på en veninde ...'
I mine til tider temmelig virkelighedsflygtende dagdrømmerier er jeg altid alene. Ved ikke hvorfor, men sådan har det altid været, også da jeg som barn dagdrømte mig ind i andre virkeligheder, der var langt mere interessante end den faktiske, jeg befandt mig i.

Jeg vil gerne til Prag igen.
Nu er vi i Ungarn, på en stor campingplads, der ligger helt med til bredden af den store Balatonsø. 
Af en eller anden mærkelig grund vil Lillepigens mund ikke sige 'Balaton', hun kommer konsekvent til at sige det bagvendt: 'Talabon' og nu har vi alle sammen sagt det forkerte så mange gange, at hendes chancer for at lære at sige det rigtigt er små. Vi andre kan snart heller ikke huske om søen hedder Balaton eller Talabon, ha ha. 

Udsigten fra min siddeplads i skyggen ser sådan her ud:




Umiddelbart ikke nogen sindsoprivende udsigt og bestemt heller ikke et på nogen måde æstetisk yndefuld foto, faktisk vil jeg gå så langt som til at kalde billedet decideret grimt, men når jeg alligevel vælger at poste det sammen med indlægget her, er det fordi billedet fortæller meget.

Man ser, at vi er i et mobilhome med overdækket terrasse, og i baggrunden holde vores bil. Lillepigens lyserøde kasket, købt i en butik i Prag hos en meget venlig dame, der sagde til mig: Oh, you have three daughters, you must be a very happy mum', ligger på bordet.
Man ser også,  at vi bruger apotekets solcreme, og at jeg stadig læser Knausgård. Ih guder, hvor jeg læser Knausgård, er halvvejs gennem det sjette og sidste bind i romanværket ' Min kamp', den mest syrede selvbiografiske roman, jeg nogensinde har læst. 
Det har taget mig et år at læse de seks bøger, fordi jeg helt bevidst har trukket læseoplevelsen i langdrag ved at læse andre bøger ind imellem. Føler mig desuden meget overbevist om at jeg ville have fået fået Karl Ove og hele hans weltschmerzfyldte tanke- og følelsesliv galt i halsen, hvis jeg havde læst alle seks bind i træk. 
Har du, eller kender du nogen der har, læst alle seks bøger udi én køre, hører jeg meget gerne om, hvordan den læseoplevelse var?

Når jeg er færdig ( er på side 713 af knap 1300 sider) vil jeg æde en hæsblæsende krimi råt. Trænger til noget litterær action!

Tilbage til billedet: Manden i baggrunden har jeg ingen anelse om, hvem er. Han bor nok i det telt ovre på den anden side, og han er nok hollænder.

torsdag den 3. juli 2014

Pænt i Prag

Efter en hæsblæsende juni måned, som i antal arrangementer og aftaler overgik decembers travlhed med flere længder, var det en ufattelig lettelse at sætte sig ud i bilen tirsdag morgen. 
Godt nok var klokken kun 4.30, men vi var halvhøje på forventningsglæde, og resten klarede vi med frisk kaffe. Selv børnene, som ellers havde øffet en del over at skulle vækkes så tidligt, smilede på bagsædet.

Mange timer, kilometer, pauser, hjemmegjorte sandwiches og is senere drejede vi ind på campingpladsen 'Sokol, Praha'.

Her er dejligt. Vi bor i et mobilhome, har ikke meget plads, men til gengæld alt hvad vi skal bruge. Også internet. Af hensyn til Storepigen og Mellempigen, der snapchatter, facebooker osv. og til ham, der har en vielsesring magen til min, som gerne følger med i VM i fodbold og ikke mindst af hensyn til mig selv, der blandt meget andet gerne vil blogge, så var vi ikke længe om at beslutte at betale for internetforbindelse for samtlige dage her på campingpladsen. 
Det viste sig så, at vi med den ene acces, der var betalt for, kun kunne logge ind på ét device af gangen, og det betyder, at vi skiftes til at være på nettet. En løsning, der har vist sig at tilgodese mange ting. Der er hele tiden fire, der ikke er online, og dén ene, der er det, kan få lov at være det i fred. Det kommer ikke til at fylde for meget, at vi pludselig sidder med hovedet i en iPad, en pc eller en telefon, og der bliver masser af plads til spil, leg, læsning osv.
Er dog helt med på at jeg ikke skal foreslå en lignende ordning derhjemme!

Jeg har masser af alenetid, for som familiens udtalte A-mennske, vågner jeg i ferier og på fridage meget ofte flere timer før resten af familien. Jeg elsker mine stille morgener, elsker at stå op i ro, lave kaffe i stilhed og sætte mig ud med en bog, eller som i morges - med iPaden og skrive. Det er tidligt om morgenen at der er allermest zen i mit liv. 

I dag var klokken kun 5.41, da jeg vågnede, men der var ikke mere søvn at hente til mig. 
Vi gik nu også ret tidligt til ro i aftes  efter en lang byvandringsdag i smukke gamle Prags middelalderkulisser.
Fik set de første 'must-sees' på listen: Týnskirken, hvor den danske astronom Tycho Brahe ligger begravet, det kendte astronomiske Orloj-ur, bygget i 1410, som hver hele time har det fineste klokkespil, hvor en låge åbnes og de 12 apostle kommer til syne én ad gangen, hvorefter en hane galer det antal timer klokken er slået. Vi grinede meget af, at vi så lige havde valgt at stå der kl 1. 



Efter en god - og billig -  frokost vandrede vi over Prags smukke vartegn: Karlsbroen, ét de bedst bevarede middelalderbygningsværker i  Europa. Jeg har været i Prag to gange tidligere og netop Karlsbroen er noget af det, jeg har glædet mig til at vise mine børn.

Dagen sluttede som så mange andre feriedage her i familien: Børnene samledes om bordet og tegnede aftentegninger, et begreb jeg for år tilbage har lært at kende af Anna Skyggebjerg, og som jeg med det samme vidste ville passe godt til vores familie. 
På en oplevelsesrig ferie som denne, har vi indført en bog, som vi alle skriver og tegner i lidt på skift  (mest børnene), på den måde bearbejdes og beskrives dagens hændelser, og vi får en fed dagbog/scrapbog med hjem fra ferien.