onsdag den 31. oktober 2012

Jeg vil egentlig godt beklage

...overfor alle de søde børn, der sikkert har glædet sig til i dag, gjor
t sig umage med uhyggelig udklædning og har brugt eftermiddagen på at gå rundt i kvarteret, ringe på folks døre og råbe "slik eller ballade", når der bliver åbnet.

Det gamle sure røvhul, der lukkede op her i vores hus, ja det var så mig. Men i virkeligheden er jeg ikke hverken gammel eller sur og for det meste hejller ikke et røvhul.


Men i dag er jeg træt efter en vanvittig udmattende arbejdsdag, hvor der hele tiden var brug for, at jeg gav så meget af mig selv, at der intet var tilbage, da jeg kom hjem og dejsede omkuld på sofaen og trængte mere en nogensinde til 'time-out'.


Og så var det, at det ringede på døren. Og bevares, de så da både kære og skræmmende ud, de udklædte, der stod på trappen og kiggede forventningsfuldt på, hvad jeg havde tænkt mig at diske op med.


Slik har vi intet af i huset, for den slags er ikke muligt her. Skabene bliver støvsuget flere gange dagligt og havde vi haft slik eller andet guf, ville det derfor være blevet spist for længst. 


Noget helt andet er også at jeg slet ikke er spor fan af det halloween-hejs! Hos mig ryger dagen over i bunken af irriterende og påtrængende begivenheder, som jeg føler mig prakket på udefra - især af kommercielle interessenter. I den bunke ligger også Mors Dag, Fars Dag og Valentines Day.  Så'n en gang fis, der kun har til formål at få penge ud af folk!


Jamen så la' da vær',  fristes jeg til at råbe højt.


Og indser nu at jeg ER et surt gammelt røvhul.


I hvertfald lige i dag.


Skrid eller ballade siger jeg til de næste, der ringer på døren!




tirsdag den 30. oktober 2012

Hvad er der nu i vejen med at råbe MOAAAARRR KOM LIGE?

Sad en aften og sumpede foran pc'en. Læste lidt nyheder, personaleintra, mails og selvfølglig facebook. Hvordan vidste vi, hvad hinanden gik og lavede før vi fik facebook?
Noget foresvæver mig, at vi ringede hinanden op og sagde ting som "hvad går du ellers og laver?" Helt håbløst gammeldags, jeg ved det.

Mens jeg er på facebook popper et vindue op på min skærm. Teksten i boksen fortæller mig, at nogen ønsker at påbegynde en videochat med mig!?

Jeg accepterer anmodningen og sekundet efter popper disse tre fjæser frem:




Det er så mit afkom. Tre styks. Der befinder sig på Storepigens værelse, 20 meter fra stuen. De er ved at dø af grin, men får mellem grinekramperne spurgt, om jeg vil sætte vand over til te, fordi Mellempigen hoster lidt og om vi ikke har nogen kiks, de må få!?

mandag den 29. oktober 2012

Happy Happy

Amrit, hvis skønne blog, du kan finde lige her, præsenterer i dag to bøger om skilsmisse. "Happy Happy", som er for de voksne og "bo hos mor og far", som er for børn. 
Det er bøger, som jeg nok burde have læst dengang i 2004, hvor min drøm om kernefamilie med far, mor og to børn brast forevigt. 
Amrit fortæller at forfatterne til "Happy happy" gør op med den meget dominerende holdning: at “ægteskabet betyder social vellykkethed, mens skilsmissen betyder det modsatte, nemlig social mislykkethed.”
Det udsagn sendte mig lige fluks tilbage til den tre-værelses, hvor jeg boede alene med mine to døtre og hvor jeg i de allerførste efterdønninger af skilsmissen kæmpede med lige præcis den holdning. Var det min familie, der tænkte om mig, at jeg var social mislykket? Var det mine veninder, bekendte eller kolleger?
Nej ingen af dem.
Det var mig selv.
"Taber", lå  jeg alene i mørket og sagde højt ud i mørket. 
"Du kunne ikke finde ud af det, du duede ikke til at være i en helt almindelig familie, hvor ringe er det lige, hvad?"

Følelsen af at være mislykket - en kæmpe fiasko fyldte helt vildt meget i begyndelsen. Men der var aldrig nogen omkring mig, der sagde eller gjorde noget til mig, der antydede at det var sådan, man så mig udefra -  tværtimod-  det var mig selv, der dømte mig så hårdt. 

Heldigvis lærte jeg med tiden, at det at blive skilt IKKE er at mislykkes socialt. Det er at tage vare på sig selv (og på den man skilles fra, hvis man er helt enig om at gå hver til sit, som vi var) og det er at give sine børn muligheden for at vokse op med glade forældre, der trives fremfor at leve med skænderier, tavshed, dårlig stemning og ting, der ikke bliver sagt.
Da den første storm havde lagt sig hos mig, blev jeg en langt bedre udgave af mig selv - jeg kom til at kende og forstå mig selv bedre og det var godt. Rigtig godt.

At blive skilt er en proces som jeg, har billedliggør, som at stå alene for foden af et kæmpe bjerg og vide at man for at klare sig, er nødt til at komme over på den anden side. Men der er så uendelig langt derover og man er træt ind i knoglerne, ked af det som bare fanden og står med praktiske udfordringer til op over begge ører. Huset skal sælges, indboet deles, man skal finde noget nyt at bo i og det samme skal ham, man skilles fra - og midt i det hele står der nogle ulykkelige børn, som man skal gøre alt for at være der for.
Det er det mest uoverskuelige, jeg nogen sinde har været udsat for og når jeg tænker tilbage, kan jeg nærmest ikke huske, hvordan jeg klarede det.
Hvordan kom jeg over på den anden side af bjerget? Hvordan fik jeg styr på alt det praktiske - fundet bolig, skiftet bank, kontaktet sagsbehandler, talt med børnenes pædagoger, med familie og venner - samtidig med at jeg hver dag passede mit arbejde om dagen og  græd mig i søvn hver aften?
For jeg kom over bjerget. Sammen med mine børn. Det var en hård tur i modvin og med masser af forhindringer, men vi klarede det.

Fordi jeg tog et skridt - én ting af gangen
Og fordi der var nogen, der hjalp os.

God tur over bjerget, Amrit - jeg lover dig at solen skinner på den anden side!


Jeg har før skrevet lidt om skilsmisse, fx indlægget her.

søndag den 28. oktober 2012

En elskelig søndag

Det bliver en virkelig lang søndag, når dagen begynder allerede kl. 5.40. Som jo i virkeligheden var 6.40, fordi det nu hedder vintertid. 
Mange dejlige søndagstimer. Jeg har bagt rugbrød og et læs sunde boller til den kommende uges madpakker. Jeg har været i kirke. Kom til at græde i kirken, fordi mit hjerte flød over af noget, som jeg er rigtig ked af for tiden.  Har også vasket en masse tøj, læst mange sider i en bog (er lige gået i gang med Naja Marie Aidts debutroman "Sten, saks, papir og er allerede opslugt, den er god!) og lavet en dejlig bulgursalat, som jeg skal have med til min frokostklub i morgen. 
Søndagen har også budt på en grundig oprydning af Lillepigens værelse, indkøb og hængen ud i sofaen med bog, tablet og smartphone inden for rækkevidde.

Og her er jeg så ved at skrive mig hen til det, som jeg egentlig ønsker at sige til dig med dette indlæg:

Jeg vil spørge dig, om du ikke kunne have lyst til at 'like' mig på facebook?

Du kan finde Mit Helle på facebook lige her.

Har du haft en dejlig søndag? 

lørdag den 27. oktober 2012

Skolelæreren

Dette blogindlæg er min overspringshandling nr. 4-5 stykker indenfor den sidste times tid:

Her sidder skolelæreren med frisklavet kaffe og en kæmpe stak stile og diktatbøger. Den skolelærer, som med 12 års erfaring i den danske folkeskole stadig ikke har lært, at det er så dumt  så dumt, så helt gennemført dumt at give sine elever en skriftlig opgave for, som afleveres samme dag som eleverne også afleverer diktater. Fik jeg nævnt, at der er 28 elever i klassen? 28 skriftlige opgaver og 28 diktater. At det er henover en weekend er uden betydning - jeg vil hellere sidde her i min varme stue med frisklavet kaffe og musik i baggrunden, end jeg vil sidde en lang eftermiddag i skolens grimme lærerarbejdsrum, hvor der er koldt og kedeligt.
Skolelæreren må hellere tage sig sammen og komme i gang. 

1-2-3 nu.


torsdag den 25. oktober 2012

Jeg savnede nok bare min mor lidt

Jeg var seks år gammel og lige begyndt i skole. I børnehaveklassen havde vi en meget sjov og rar dame, der hed Grethe. Grethe lærte os at tegne cirkler og trekanter og vi sang og legede og sad i en rundkreds og klappede rytmer. Børnehaveklassen var fra kl. 8 til kl. 11, og når vi havde fri mødte eftermiddagsholdet. De gik i børnehaveklasse fra kl. 11 til kl. 14.

Der var ikke noget, der hed SFO, så mine forældre brød deres hoveder med at finde en løsning på, hvem der skulle passe mig fra jeg fik fri kl. 11 til en af dem havde fri senere på eftermiddagen.
Løsningen blev at jeg skulle tilbringe eftermiddagstimerne i min børnehave, hvor min lillebror også stadig gik.
Det var en god løsning og jeg var glad for at skulle fortsætte i børnehaven, selvom jeg var startet i skole.
Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg blev meget forskrækket, da min mor informerede mig om, at jeg skulle lære at køre i bus alene hen til børnehaven. Alene! Uden følgeskab af en voksen, det gjorde mig meget ængstelig, men jeg tror at jeg bed det i mig. Jeg skulle altså tage bussen, der holdt lige uden for skolen og køre ca. 10 stop, stå af bussen og gå omkring 400 meter op til børnehaven. Det kan du sagtens finde ud af, sagde min mor. Du er jo en stor skolepige nu, og det er ikke spor svært. Jeg synes det lød meget svært og havde ondt i maven ved tanken om at komme til at gøre forkert - tage med en forkerte bus, stå af ved det forkerte stoppested eller endnu værre: Tænk, hvis nogen sagde noget til mig i bussen, hvis nu en gammel dame eller mand talte til mig, hvad skulle jeg så svare? Jeg var genert og lidt ængstelig og at køre i bus alene var meget farligt, troede jeg.
Vi øver det, sagde min far - jeg kommer i bilen og følger dig hen til bussen, og når du er kommet ind i den, kører jeg efter bussen, og er jeg der, når du står af. Så finder du ud af, at det slet ikke er svært.
Jeg syntes, det var en god plan. I stedet for at sætte mig ind på et sæde, stod jeg på bussens bagperron og kiggede på min far, der kørte lige bagved og han smilede og vinkede og var den rareste far i hele verden. Så rar, at det stak lidt i hjertet at han sad der i bilen, mens jeg stod alene i bussen. Jeg kom fint af det rigtige sted, men skulle så passere en meget trafikeret vej, for at komme over til vejen mod børnehaven.

Det går ikke, sagde min far til min mor over aftensmaden samme aften - der har vi ikke tænkt os ordentligt om, det er alt for farligt at lade en seksårig gå alene over den vej. Jeg sagde ikke noget, lyttede bare til deres snak.
Mine forældre gik i tænkeboks, for som de netop havde løst pasningsproblemet i eftermiddagstimerne, var der opstået et nyt problem: at det ikke var forsvarligt at lad mig passere den store vej alene.
Løsningen blev Marianne, Tina, Helene og Birgitte.
De var elever i min mors klasse.
Min børnehave lå ved siden af den skole, hvor begge mine forældre var lærere, og det passede perfekt, for de store klasser holdt spisefrikvarter der kl. 11.38, hvor jeg steg af bussen.
De fire piger blev hyret til at skiftes til - to og to sammen - at gå ned til busstoppestedet og tage imod mig, og følge mig over den store vej og op til den sti, der delte sig i én vej mod børnehaven og en anden mod skolen. Det var en rigtig god løsning, syntes mine forældre og de var lettede over at også dét praktiske problem nu var løst.

Systemet fungerede. Der stod hver dag to piger og ventede på mig og fulgte mig over vejen og jeg tror, at de kunne lide opgaven. Undtagen Helene, hun virkede ikke særlig begejstret. Hende kunne jeg ikke lide, for hun trak mig hårdt i armen, når jeg ikke gik hurtigt nok over vejen. Hun så tit sur ud, og hendes fingre lugtede grimt af cigaretrøg. Hendes hår var afbleget og de smalle læber tegnet op med pink læbestift. Nogen gange stod hun og lavede store bobler med tyggegummi og når de sprang højt, klaskede tyggegummiet om munden på hende, og så kom tungen ud og fik det ind mellem tænderne igen.

En dag var jeg kommet til at snakke og grine med mine kammerater Trine og Pia på vej ud af klassen, tiden løb fra mig og da jeg langt om længe stod ude ved busstoppestedet, kom der ingen bus. Jeg ventede i noget der føltes som uendeligt længe uden at ane, hvad jeg skulle stille op. Det faldt mig ikke ind at gå tilbage til skolen og bede en voksen om hjælp, jeg blev bare stående ved stoppestedet og stirrede ned af vejen efter en gul bus. Som ikke kom, fordi den var kørt.

Til gengæld kom der en bil. Det var vores bil og det var min mor, der kørte. Hun så lettet ud, da hun så mig - skynd dig at hoppe ind, sagde hun og aede mig på kinden. Jeg begyndte at græde, og min mor var så sød og omsorgsfuld, det er helt okay, bussen kørte fra dig, det kan du ikke gøre for (jeg turde ikke sige, at det kunne jeg jo godt, det var jo fordi jeg var langsom og havde snakket med Trine og Pia?).

Min mor fortalte, mens vi kørte at Marianne og Tina, der den dag havde ventet på mig ved stoppestedet, havde skyndt sig tilbage til skolen, for at fortælle min mor, at jeg ikke var med, da den kom.
Min mor blev forskækket og løb ud til bilen og skyndte sig at køre hen til min skole, hvor hun samlede mig op og kørte mig i børnehave. Det var vidunderligt at køre med min mor, jeg fik endda lov til at sidde på forsædet. Meget rarere og tryggere end at køre alene i bus.

Et par uger efter skete det igen.
At jeg ikke nåede bussen. Men denne gang var det ikke et hændeligt uheld. Det var med fuldt overlæg.
Da den gule bus fra Århus Sporveje kom trillende, slog det mig pludselig, at hvis jeg ikke tog med bussen, ville der ikke gå ret længe, før min mor kom kørende for at hente mig.
Og det skete. Åh hvor uheldigt lille skat, kørte bussen nu fra dig igen, sagde min mor igen omsorgsfuld og gav mig et kram.

Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg med vilje lod bussen køre uden mig, fordi jeg på den måde kunne undgå Helenes cigaretfingre og tyggegummibobler og i stedet blev hentet af min søde mor.
Det var ikke systematisk, men bare en gang imellem, når jeg syntes, det skulle være.

Efter et halvt års tid stoppede eftermiddagsordningen med børnehaven og jeg lærte i stedet at gå hjem selv og være alene hjemme om eftermiddagen.

onsdag den 24. oktober 2012

A' hva' har de?

Får i morges sagt henkastet til Jens, at vi skal huske kontanter, når vi henter Lillepigen i børnehaven på torsdag..

- De har jo bolledag, som jeg sagde, og så var det at Jens kiggede forskrækket på mig og stillede overskriftens spørgmål.

Børnehavens bolledag er et hit. De er tilmeldt projektet Bag for en sag og hele dagen går med at børnene bager boller og pakker dem i poser af 10 stks som vi forældre så kan købe, når vi kommer og henter.
Bolledag er et hit.

billedet er lånt her



mandag den 22. oktober 2012

Det går over

Jeg tror ikke, der er nogen dag på hele skoleåret, hvor både lærere og elever klynker og beklager sig så meget, som mandagen efter efterårsferien. Åh, det var så hårdt at komme op her til morgen, uhhh hvor er det blevet mørkt og gid vi dog havde en uge mere. Jeg har det svært med ynk. Og endnu sværere med brok, det tapper mig for energi at være sammen med sure mennesker, der konstant udtrykker misfornøjethed og utilfredshed. Får sådan lyst til at sparke dem i røven og sige de skal tie stille. Og glæde sig over at vi tilhører en meget priviligeret faggruppe, som hvert år kan holde fri i efterårsferien sammen med vores børn. Selvfølglig kan der være bunker af stile, der skal rettes, en ungdomsroman, der skal læses og et undervisningsforløb, der skal tilrettelægges, men vi har ugen til fri disposition og tilrettelægger selv, hvornår vi får arbejdet fra hånden.

Og ja, det er blevet mørkt om morgenen, men det er jo fordi det er efterår og snart vinter, det er tilbagevendende og det er midlertidigt. Det går over.

Jeg har selv øffet lidt over vejret i oktober og blev så lettet, da en læser i kommentarfeltet skrev: Husk, det er bare vejr.

Og at dømme efter mine elevers meget høje energiniveau i dag, så var der rigtig mange, der trængte til at komme i skole igen, selvom de måske selv mente noget andet!

onsdag den 17. oktober 2012

Aladdin - the musical

Bor du i bare nogenlunde overkommelige afstand fra Fredericia? Og har du lyst til en fuldstændig fantastisk musical-oplevelse sammen med din familie?

Jeg anbefaler hermed straks på det allervarmeste, at du fiser herind og bestiller billetter til forestillingen Aladdin, som i øjeblikket spilles på Fredericia Teater.

Hold.Nu.Kæft.Hvor.Var.Det.Godt!

Selvom en teateroplevelse er en halvdyr fornøjelse, så oplever jeg gang på gang, at det er hver en krone værd. Og efter at have læst om Fredericia Teaters store musical-satsning, vidste jeg bare at det lige præcis var en ting, mine store piger og jeg skulle opleve sammen. De elsker big time, når vi tre laver noget sammen - UDEN lillesøster, som jo pga. sin beskedne alder sætter begrænsninger på familieudflugterne.

Så vi var rigtig på udflugt i går, de skønne tøser og deres forvirrede mor, som besluttede at vi tog bilen til Vejle og derfra toget til Fredericia, fordi jeg aldrig har været i Fredericia før, og blev koldtklamtsvedende alene ved tanken om, at skulle køre rundt i en fremmed by, lede efter både teater og parkeringsplads uden at være i stand til at finde nogen af dele.
(Læsere, der har fulgt min blog gennem længere tid, ved at jeg er udstyret med intet mindre end verdens dårligste stedsans!)

Planen var fin, vi hyggede os i toget og pigerne snakkede løs. Da vi ankom til Fredericia Banegård, havde jeg - stedlam som jeg jo ved, at jeg er - printet en vejbeskrivelse ud, der kunne lede os fra banegården til teatret.
Fandt den stolt frem og læste højt for mine piger: Gå mod nordvest ad Jernbanegade mod Vesterbrogade.

!?

Mod norvest?
Der var to muligheder, højre eller venstre og så skriver krakmonstret, at jeg skal gå mod nordvest! Hvad fanden ligner det?
Der var 50 % chance for at vælge den rigtige vej, og vi valgte så den forkerte og kom på en lang rundtur i byen, inden jeg spurgte en ældre mand om vej, hvorefter vi hurtigt fandt teatret.

Fredericia Teater er et lækkert og meget flot teater med en dejlig stemning og forestillingen "Aladdin, the musical", var som sagt en helt fuldstændig forrygende oplevelse, hvor alt - ALT: Musik, skuespil, dans, lyd, lys og scenografi gik op i en højere enhed.
Der var fest, farver og masser af humor og så indeholder eventyret om Aladdin og Lampens Ånd jo altså bare alt det som et godt eventyr skal indeholde: Et kongeringe, en sultan, en prinsesse, venskab, svigt, ærgærrighed, ondskab, tillid, troskab, forviklinger, stolthed, prøvelser, magi og kærlighed. Masser af kærlighed!
Lampens Ånd, Genie var helt vildt sjov og sindssyg godt spillet, salen lå mange gange flad af grin over ham.

Forestillingen varede i 2,5 time og vi var supergodt underholdt hvert minut. Der var mindre børn i salen, som ikke kunne holde ud at sidde stille/koncentrere sig så længe, det var lidt synd, både for dem, deres forældre og for de, der blev forstyrret af snak og uro. Min vurdering er, at børn skal være 7-8 år og opefter for at kunne klare så lang en forestilling, selvom der er knald på hele tiden.

DISNEY ALADDIN - A NEW MUSICAL


Jeg havde valgt den forestilling kl. 18 og inklusiv pause var det slut kl. 21 - vi havde spist lidt hjemmefra, men var godt sultne, da vi efterfølgende stod ude på gaden i regnvejr og mørke.
Nå, piger sagde den kække mor Helle, nu gik vi jo forkert, da vi skulle finde teatret, så nu tænker vi os godt om, og koncentrerer os om at gå direkte til banegården.
Her tror jeg nok, at mine piger kiggede stolt på mig og tænkte, at så er hun alligevel ikke helt så håbløs, som vi lige troede og så blev vi enige om, hvilken retning banegården var og begyndte at gå.

Og vi gik og vi gik. Vi blev våde og der var ingen banegård i sigte. Ej heller et eneste menneske, vi kunne spørge, for det var præcis mens Danmark spillede landskamp mod Italien, så samtlige Fredericias gader lå øde hen.
Efter ca. 15-20 minutters vandren omkring, bemærkede Storepigen en bus, der i følge 'lystavlen' (hedder den det? Aj vel, har siddet meget længe og spekuleret over hvad den 'skærm' foran på bussen hedder, der angiver den retning eller det sted, bussen kører hen? Ved du, hvad den hedder?) kørte til banegården.
Vi bemærkede, hvor bussen drejede og fandt så den rigtige vej. Pyhha. Sprang ind i varmen og konstaterede at der om 2 minutter afgik tog til Vejle. Det nåede vi og resten af hjemrejsen gik smooth.

Spørgsmål, som du måske sidder og overvejer:

Hvis hun er så dum til at finde vej, hvorfor bruger hun så ikke gps'en i sin smarte HTC Sensation?

Svar: Den døde for strøm under forestillingen.

tirsdag den 16. oktober 2012

Fra træ til bord


Æblesæsonen lakker mod enden. Dog hænger de allerbedste æbler stadig på træet. Højt oppe. For at få dem ned, kravler jeg op i træet og ryster med grenene, så æblerne falder ned (og af til rammer) dem, jeg har stående klar med kurven til at samle op. I går kom jeg i tanke om en lækker æbledessert, som jeg absolut måtte i gang med at lave. Omgående. 



Årets æblehøst er markant ringere end de foregående. Det skulle angiveligt skyldes, at der var nattefrost i den periode, hvor æbletræet blomstrede. Æblerne har skader - sorte pletter og "slips" - en misfarvet rand ved stilken. Heldigvis smager de ligeså pragtfuldt, som de plejer. Her er kurven fuld af Filippaæbler. Vi har også to andre sorter, som jeg ikke kender navnene på. Og et pæretræ, som hvert år kun giver os én eneste pære.




Den dessert, jeg lavede, findes i mange varianter. Man udhuler æblerne og fylder dem med smør, nødder, mandler, kanel, sukker og rosiner osv. og herefter bages æblerne i ovnen i 30 minutter. Hvis du googler "fyldte æbler bagt i ovn", kommer der en million opskrifter i forskellige varianter frem. 




Lille Hjælper (der igår havde valgt en art sigøjner-outfit, meget farverigt med stribet overdel og blomstret nederdel) var meget entusiastisk under tilberedningen. Men nu havde mor jo også været heeelt oppe i træet efter æbler, så det var ganske særligt. (Fremfor at have hentet dem i Brugsen, forståes)


Her er æblerne fyldt med en klistret masse af smør, hakkede mandler og hasselnødder, rosiner, sukker og så skulle der også have været kanel i, men det glemte jeg. 

Jeg glemte også at tage et billede af herlighederne, da de efter 30 minutter kom ud af ovnen - sindssygt varme, men vidunderligt velduftende og meget lækre.
Vi lod dem køle lidt, inden de forsvandt i vores lækkersultne maver.

mandag den 15. oktober 2012

I øvrigt mener jeg...

* At det er vanvittigt at hele den vestlige verden sidder i åndeløs spænding og følger en dumdristig vovehals, der - sponsoreret af en dum energidrik -  vil slå verdensrekorden i frit fald. Hvor mange millioner koster sådan et projekt? Og ja, det er muligt at projektet også har forskningsmæssig bevågenhed og interesse, men så lad NASA står for det, som et regulært forskningsprojekt og hold energidrikken ude af billedet.
Synes, det ville klæde energidrikkens pengestærke bagland (og mange andre i samme kaliber) at smide deres millioner efter noget velgørenhed i stedet. Men det er der nok ikke tilstrækkelig prestige i, desværre.

* At det er komplet uforståeligt at den almindelige gennemsnitsdansker ikke ser mere nuanceret på de dokumentar-programmer, der vises på tv.
Hvordan kan dokumentaren om Carina ("Pigen, der ikke ville dø?") få så mange til at udmelde sig donorregistret? Det er en redigeret udsendelse, og folkene bag dokumentaren har vinklet deres historie, således at man som seer næsten sidder tilbage med en frygt for, at der kommer onde læger og tager organer ud af kroppen på de syge, mens de sover? Det er folkene bag dokumentaren, der har lagt denne vinkel på historien og ikke et billede af virkeligheden!? 
Jeg får det skidt af den fejlfinder-tendens, der præger vores tilgang til sygehusvæsenet (og mange andre 'væsener' i samfundet i øvrigt).
Jeg forbliver medlem af donoregistret - fik slet ikke tanken at koble det (medlemsskabet) sammen med udsendelsen, før jeg læste i medierne at telefonen hos donorregistret dagen efter udsendelsen var rødglødende af mennesker, der ville meldes ud.
Jamen, jeg forstår det faktisk ikke. 
Gør du?
                                                               Spørgsmålstegn

fredag den 12. oktober 2012

Vild med efterårsferie

Vild med sofaen, vild med et glas rødvin, vild med pizza, vild med dans og vild med efterårsferie!

Sådan har jeg lige skrevet i min facebookopdatering.

Har stadig løbetøjet på - Orker simpelthen ikke at klæde om og løbebukserne minder mig i øvrigt om, at jeg endnu engang kan vinge "Skolernes Motionsdag" af på listen over ting, som jeg først egentlig ikke gider, men alligevel tager mig sammen til -  og sidenhen er rigtig glad for, at jeg var med til! For det er altså en god dag, hvor jeg som lærer får en skøn og  tiltrængt mulighed for at være sammen med mine elever uden for klasserummet. 
Dagen i dag indeholdt ud over gåtur og løbetur også en frisk blå himmel, masser af solskin og højt humør.

At jeg har verdens bedste arbejde, siger jeg tit til både mig selv og andre. I dag kan jeg mærke det helt ind i knoglemarven.

søndag den 7. oktober 2012

Støt ballerne

I går var det Lyserød lørdag - en del af kampagnen "Støt brysterne", lanceret af Kræftens Bekæmpelse.

Kæk, som jeg jo er, tænkte jeg at 2 timers træning for en 50'er som ovenikøbet gik ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse, lige var hvad jeg havde godt af på en ellers ikke særlig interessant oktoberlørdag.

Og det var godt til mig, det er jeg slet ikke i tvivl om - og hvis jeg bliver det mindst i tvivl, skal jeg bare rejse mig fra stolen, for så mærker jeg mine muskler i ballerne, så det er lige til at skrige over.
Først var der en times zumba - jeg gav den fuld gas, havde masser af energi og knoklede så sveden haglede. Derefter fulgtes 30 minutters cirkeltræning, hvor der var rigtig mange øvelser der indeholdt forskellige variationer af squats, I ved de her fæle sataner:


Billedet er lånt her






For hunde da, det var hårdt!
Træningen sluttede med 30 minutters yoga og det gjorde godt at få strakt kroppen igennem, selvom jeg havde meget svært ved at komme ned i yoga-tempo. 
Der er noget med mit temperament og yoga, der ikke helt fungerer sammen, jeg har prøvet til ad flere omgange og vil det egentlig rigtig gerne, men det er SÅ svært for mig at 'mærke efter' og 'sende opmærksomhed til min rygsøjle' osv. De, der kender mig (og som har forstand på yoga) siger, at det jo netop er derfor, at sådan én som mig bør gå til yoga (for at lære, at mærke mig selv!?), og det afviser jeg ikke. Vil bare meget hellere noget med høj musik og masser af knald på! Jeg bliver i øvrigt også vildt stresset af musikken til yoga, synes det er så skrækkeligt at høre på!?
Nå, det var et sidespring.
Pointen i det her indlæg, er at jeg i dag har så megaondt i mine røvballer, at jeg ømmer mig højlydt hver eneste gang, jeg sætter mig eller rejser mig!

Men forhåbentlig er indsatsen ikke forgæves. Jeg trøster mig med dette billede, som i denne tid er i omløb på facebook. 




fredag den 5. oktober 2012

Oktober, din møghund

Oktober er på mange måder en irriterende møghund. Oktober er mørke, kulde, regn og blæst. Oktober er våde fødder, kolde hænder og sammenbidt ansigt. Oktober er lyden af bilens vinduesviskere og blæst, der rusker i havens træer. Oktober er lange blikke mod vinduet og gad vide hvor længe det har tænkt sig at regne. Oktober er forfald. Forgængelighed. 
En tilstand. Oktober er en stemning. Farver. 

Når møghunden Oktober viser sig grimme fjæs og blotter sine tænder, så kan man enten lade sig æde råt, man kan flygte ind under en varm dyne eller man kan vælge at gå oktober i møde og sige 'nu tager jeg dig, fandeme'. Gør jeg det, kan det lykkes mig at holde af oktober. Det kræver overskud, gummistøvler og varme sokker - lys i vinduerne og tæpper, som vi kryber sammen under i sofaen.
Oktober kan tæmmes -  og når jeg endelig får den til at lægge sig til ro i varmen fra brændeovnen med udsigt til en en klar blå efterårshimmel, så ser den faktisk både sød og smuk ud.





torsdag den 4. oktober 2012

Stemning eller mangel på samme



Her er plads til forbedring
Brug for en optur

Nogen burde grine mere
og lade sig forføre

Her savnes ro til at være
tid til at tænke
plads til at give slip

Hit med noget hygge