Når jeg ser på min 16-årige datter, ser jeg en smuk, sød, kærlig og omsorgsfuld pige, der er i fuld gang med at træde både små og store skridt på vejen ind i voksenlivet.
Jeg ser hvordan hun vokser som menneske og udvikler sig med lynets hast i sine nye rammer som gymnasieelev. Af og til ser jeg også et blik i hendes øjne, et træk ved munden eller bare en bevægelse, hun gør med hovedet som på et splitsekund bliver en teleport til et spejl, hvori jeg ser mig selv som 16-årig.
Og i det billede af mig selv, mærker jeg hvor sårbar og skrøbelig den 16-årige også er.
Jeg mærker i billedet af mig selv som 16-årig hvor store krav store, der bliver stillet til mig, dels af mine omgivelser, men først og fremmest af mig selv: Krav om at klare mig godt, være en god datter, en omsorgfuld storesøster, en sjov og festlig veninde og en arbejdsom, flittig og højtpræsterende gymnasieelev.
Jeg mærker og tydeligt angsten for ikke at slå til, følelsen af både at være og at se helt forkert ud, usikkerheden over om det jeg gør eller siger nu lyder dumt eller om de andre synes jeg er pinlig.
Var det sjovt at være 16? Ja, det var det da heldigvis rigtig meget af tiden, men det var sgu også svært og hårdt!?
At være mor til store børn, ja næsten voksne børn, rummer så mange andre og på alle måder meget større udfordringer end at være mor til små børn - og jeg er taknemmelig for at man jo heldigvis udvikler sine forældrekompetencer i takt med at ens barn/ børn bliver ældre.
Når jeg ser på min 16-årige datter prøver jeg intenst at huske, hvordan og hvornår min mor sagde de ting, jeg havde allermest brug for at høre, da jeg var 16.
En teenagemor må nemlig ikke være for omklamrende, men for guds skyld heller ikke det modsatte. Hun skal interessere sig uden at snage, støtte op uden at blande sig - og lære at give slip uden at kontrollere.
Teenagemoren må så i øvrigt heller ikke tale for højt, grine upassende eller spørge om vej på en dum måde.
Tanker om hverdagslivet, familielivet & menneskelivet.
Viser opslag med etiketten mor. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mor. Vis alle opslag
onsdag den 3. februar 2016
mandag den 10. august 2015
Flot klaret, mor!
I skal se for jer, den 43-årige mor liggende på sofaen med armene løftet over hovedet, således at de bøjede arme dækker det øverste af ansigtet. Øjnene er lukkede under store dele af samtalen, fordi moderen har voldsom hovedpine.
Den seks-årige Lillepige står forenden af sofaen uden for sin mors synsvinkel.
Okay here goes:
Lillepigen: Moar, du skal lige komme med ind på mit værelse.
Mor: Nej, altså jeg har lige sagt at du skal lade mig ligge her lidt. Jeg har lige sagt til dig, at jeg har det skidt, og har brug for at ligge i fred lidt. Du må vente.
Lillepigen: Jamen mor, jeg skal vise dig noget.
Mor: Ikke nu, jeg vil ikke se noget nu, jeg har brug for at ligge her lidt, det har jeg jo lige sagt.
Lillepigen: (Efter en rum tid med tavshed): Kom nu mor, du skal komme med ind på mit værelse, jeg skal vise dig noget.
Mor: (hvis stemme lige er blevet en kant skarpere): Det var da utrolig, hører du slet ikke hvad, jeg siger, jeg vil ikke komme med nu, og du skal (!) i øvrigt ikke sige 'du skal' til mig.
Lillepigen forsvinder ind på sit værelse og er væk længe. Moderen falder halvvejs i søvn.
Men så står den bette der igen.
Lillepigen: Mor altså, KOM NU, det er fordi jeg har lavet en overraskelse til dig. Det er noget, jeg selv har lavet!? Moaar...
Mor: For fanden da, det var da utroligt, kan du slet ikke forstå noget som helst? Nu skal du stoppe, jeg bliver sur nu, for jeg har sagt det så mange gange, jeg vil ikke komme med ind på dit værelse, jeg vil ikke se noget, og jeg vil ikke have nogen overraskelse nu.
Lillepigen: (med musestemme). Okay mor, så lægger jeg det bare her ved siden af dig, så kan du åbne de, når du ikke mere har ondt i hovedet.
fredag den 1. november 2013
Frustrationsrobusthed #2
For nylig skrev jeg om begrebet 'frustrationsrobusthed', som jeg netop havde lært at kende og var vældig begejstret for. Det passer ikke hvad jeg skriver - for det var ikke begrebet, jeg havde lært at kende, begrebet har jeg kendt i alle de år, jeg har været mor og lærer. Det var ordet, der var nyt.
Du kan læse indlægget her.
I kommentarfeltet fik jeg efterfølgende et spørgsmål, som jeg har tænkt meget over siden, fordi det var et supergodt spørgsmål.
En læser spørger mig, om jeg har nogle bud på hvordan man opbygger frustrationsrobusthed hos sit barn - og læseren fortæller om sin 12-åige datter, der opgiver alt for let og bliver trist og ked når hun møder modstand.
Jeg vil meget gerne prøve at skrive lidt om hvordan, jeg tror man kan hjælpe sit barn til at blive mere frustrationsrobust. Lad mig dog først understrege at jeg ikke er ekspert overhovedet. Men jeg har dog alligevel en vis erfaring efter 13 års dagligt samvær med alle mulige forskellige børn i mit arbejde som folkeskolelærer og det sideløbende med mine 14 års erfaring i at være mor.
Børn er forskellige
Graden af frustrationsrobusthed er meget forskellig fra barn til barn, og hvorfor er det sådan?
Jeg forestiller mig at svaret er en kombi af barnets arv og miljø. Arv som er den del af barnets sind, der er givet fra fødslen - og miljø som vaner og sociale mønstre, der er indlært i barndommen i et samspil med de nære relationer og omgivelserne.
Børn er ligeså forskellige som voksne; Nogen er udadvendte, nogen er stille, nogen spørger meget, andre tør ikke spørge, nogen er generte, andre råber højt - og opdragelsemetoder, kan derfor virke forskelligt fra det ene barn til det andet.
Der er dog ting, der gælder fælles for alle børn. Og jeg mener ALLE børn!
Det er behovet for tydelige voksne, der tager ansvar og viser vejen - altså 'fyrtårne', der stikker en retning ud for barnet.
Min datter
Én af mine døtre er markant mindre frustrationsrobust end sine to søstre og det faktum har til tider været meget meget konfliktfyldt for både hende selv, men også for os, hendes nærmeste familie.
Hun er en forsigtig type, der helst bliver på sikker grund og ikke bare sådan kaster sig ud på ukendt terræn. Hun vil helst kunne alt perfekt og stiller meget høje krav til sig selv. Hun havde, da hun var mindre, meget svært ved at acceptere at det kan koste blod, sved og tårer at lære nye ting, og at det er helt almindeligt at man ikke kan mestre noget nyt lige med det samme, men i stedet må øve, øve og øve for at blive god.
Jeg kan ikke
Der er blevet grædt over løbehjul, rulleskøjter, sjippetove og kastet med en cykel uden støttehjul, for 'jeg kan jo ikke finde ud af det, og jeg lærer det aldrig'.
Det sammen med en (forkert) forestilling om at alle andre kunne det hele fra starten, gjorde hende så tit helt opgivende og uden kampgejst.
Jeg ved ikke hvor mange lektiesituationer, der er endt med at jeg mistede tålmodigheden, skældte ud og talte ned til min datter med det resultat at hun brød grædende sammen. Jeg husker en gang, hvor hun løb grædende ud af stuen, fordi jeg havde givet hende et fur over nogle matematiklektier, hvor hun bare sad helt passiv og lod mig regne den ene opgave efter den anden. Mine bebrejdelser, da jeg sandede at det var sådan fat: Sig mig engang, tror du at du bliver bedre til matematik af at JEG laver det hele? Det kan da ikke passe, at du intet kender til den type opgaver, I må sgu da have haft om det i skolen osv. Da hun havde forladt stuen og hendes dør var smækket i, sad jeg der tilbage og måtte sige højt til mig selv.
"Det klarede du virkelig flot, skolelærer!"
Men nej, det gjorde jeg bestemt ikke, jeg klarede det så ringe, som det overhovedet var muligt.
Faktum er at hvis man har et barn, der er forsigtig af natur og ikke bare kaster sig ud i nye udfordringer, så har man som forældre en særlig opgave i at støtte dette barn og vel at mærke at gøre det uden at beskadige barnets selvværd. Støtte kærligt, men også skubbe blidt, når man kan mærke at det er okay at gøre det.
Selvfølgelig kan du da det
-Ej nu må du holde op, selvfølgelig kan du da finde ud af det
-Sikke noget pjat med dig, du kan da sagtens klare
-Hvis alle de andre kan, så kan du da også, kom nu
Jeg kommer lige nu i tanke om et andet eksempel, som jeg egentlig allerhelst ville glemme: Vi var i en forlystelsespark, min datter var 7-8 år gammel, og hun turde ikke prøve nogen af tingene. Og det rykkede ikke på hendes nej at hun kunne se at jævnaldrende børn og børn, der var yngre end hende, susede rundt i de mange sjove aktiviteter.
Da vi havde vadet parken rundt et par gange og pigebarnet havde sagt 'nej tak' til alt hvad jeg foreslog, blev JEG frustreret og nedsmeltede i et udbrud, som jeg er helt flov over at gengive. Jeg sagde ting som: 'Det kan du simpelthen ikke være bekendt, jeg har betalt en formue for at vi er kommet ind her, du har glædet dig i så mange dage og så vil du bare ingenting.' Min datter har altid svaret et sådant udbrud fra mig med tårer - tårer, der med det samme har fået mig til at stoppe op og tænke mig om. Kom i en fart ned i børnehøjde, fik set mit barn i øjnene og undskyldte mit udbrud. Forsøgte at lappe skaden og glatte ud. Men det ændrede ikke på, at jeg havde bebrejdet hende for at være som hun nu engang er.
Og det MÅ vi ikke gøre. Bebrejde vores børn at de er som de er. Det er absoult no-go!
Da det gik op for mig at jeg tacklede mit eget barn temmelig uhensigtsmæssigt og var i gang med at trække nogle normer ned over hovedet på hende, som slet ikke matchede det menneske, hun er, begyndte jeg at ændre på min måde at reagere på hendes tyndhudede nedsmeltninger. Jeg overførte erfaringer fra min måde at arbejde med skoleelever, der havde lignende udfordringer og langsomt over de følgende år, skete der en mærkbar ændring med hendes tilgang til verden. Hun er stadig ikke den, der står allerstærkest i stormvejr, men hun er blevet langt bedre til at tackle modgang og acceptere sine frustrationer. Meget er kommet af sig selv eller via motivation fra gode kammerater (børn lærer meget af deres venner) og meget er kommet, fordi vi voksne omkring hende blev meget bedre til at reagere på hendes udbrud og nedsmeltninger udfra vores kendskab til hende og ikke udfra vores normer og forestillinger om, hvordan en 8-årig/10-årig/12-årig skulle være.
Derfor er mit råd nr 1:
Bebrejd aldrig barnet
at han/hun er sådan og sådan. Det hjælper intet. Hvis man er usikker på sig selv i verden, så er det sidste man har brug for at høre, at man er forkert fordi man er sådan.
Usikre og tilbageholdende/opgivende børn har brug for tid, tid og mere tid til at vænne sig til nye ting, blive sikre i nye færdigheder og det er gennem deres succeser, de vokser og styrkes i troen på, at det kan betale sig at kæmpe for at noget kan lykkes.
Råd nr. 2 er som følge af råd nr. 1:
Fokusér på successerne:
De gange hvor det lykkes for barnet at overvinde sig selv kan bruges positivt og fremadrettet. 'Kan du huske, hvor svært det var for dig at lære at cykle uden støttehjul - og at du mange gange sagde til mig at det ville du aldrig kunne lære'... Prøv at se hvor flot og sikkert, du cykler nu - og tænk på at det er den samme proces, du skal igennem, nu hvor du gerne vil lære at stå på skøjter/spille fløjte/ flette julestjerner/dykke under vandet.
Når tingene ikke lykkes første gang, så ros og opmuntr alligevel: Hvor var det godt, du prøvede. Nu tager du lige tre forsøg mere og så lægger vi det væk for i dag og prøver igen i morgen.
Det 3.råd, som nok er det den spørgende læser bedst kan bruge i forhold til den opgivende datter er:
Pres ikke for hårdt, men skub blidt.
Tryk avler som bekendt modtryk - og der kommer meget sjældent noget godt ud af at presse/tvinge nogen til noget, de ikke vil.
Børn, der ikke bare kaster sig ud i nye udfordringer (og det gælder såmænd også for voksne) bliver hurtigere trygge, hvis vi guider dem. Nu viser jeg dig, hvordan man løser den her matematikopgave, så løser vi den næste sammen og den tredje løser du så selv. Vær tilstede og opmærksom ved 'igangsætning' - Giv starthjælp, så barnet mærker at situationen er okay og finder ud af at han/hun godt kan. Når barnet har prøvet selv, men er ved at opgive, så vis igen interesse og gør dig umage med at opmuntre. Jeg synes, du klarer det rigtig godt, nu mangler du bare tre linjer/regnestykker... Hvis det handler om lektier, så er der også meget at hente ved at finde det helt rigtige tidspunkt på dagen, skabe hyggelige rammer (levende lys, te og kiks kan være ret motiverende). Hvis barnet er en stædig type, der kan finde på at sige, jeg gider ikke, så må du godt sige, jamen det skal du. Det er det, jeg mener med at skubbe blidt. Nogen gange skal de forsigte børn puffes blidt ud over kanten.
Min datter ville/turde fx ikke gå til svømning, men det sagde jeg til hende at hendes far og jeg havde bestemt at hun skulle.
Vi synes det var vigtigt at vores børn fik lært at svømme godt, og derfor trodsede vi hendes tilbageholdenhed. Den første svømmetime græd hun sig igennem, men i løbet af få gange kom hun til at elske at gå til svømning og ønskede selv at fortsætte mange sæsoner efterfølgende.
Børn ved som regel godt hvad de har lyst til, men ikke altid hvad de har brug for.
Det sidste og 4. råd er:
Giv tid og overfør ikke din egen utålmodighed på barnet.
Gid nogen dog havde sagt det til mig. Det var lige præcis det jeg ikke evnede i eksemplet fra forlystelsesparken. Det er helt okay at dit barn er længere om at lære eller turde noget end sine jævnaldrende (jævnfør råd nr. 1) og derfor må du sige til dig selv og til dem, der kan finde på at spørge at 'det skal nok komme', mens du opererer indenfor de tre andre råd.
At give tid er også at lade være med at være en curlingforældre, der gør alting for sine børn. Drop serviceafdelingen og lad barnet gøre tingene selv. Det giver robusthed at lære at gøre almindelige/rimelige praktiske ting selv fra man er helt lille. Når lille Børge på tre år fra sofaen råber 'moar, jeg er tørstig, så er det bedre at svare 'så kom ud i køkkenet og hent dig et glas vand' end at servere et glas vand for ham. Troen på at vi kan noget og duer til noget erfares gennem handlinger.
That's all there is to say about that? Nej, det er det så langt fra, men jeg stopper her. Håber inderligt at det jeg har skrevet, giver mening for nogen.
Du kan læse indlægget her.
I kommentarfeltet fik jeg efterfølgende et spørgsmål, som jeg har tænkt meget over siden, fordi det var et supergodt spørgsmål.
En læser spørger mig, om jeg har nogle bud på hvordan man opbygger frustrationsrobusthed hos sit barn - og læseren fortæller om sin 12-åige datter, der opgiver alt for let og bliver trist og ked når hun møder modstand.
Jeg vil meget gerne prøve at skrive lidt om hvordan, jeg tror man kan hjælpe sit barn til at blive mere frustrationsrobust. Lad mig dog først understrege at jeg ikke er ekspert overhovedet. Men jeg har dog alligevel en vis erfaring efter 13 års dagligt samvær med alle mulige forskellige børn i mit arbejde som folkeskolelærer og det sideløbende med mine 14 års erfaring i at være mor.
Børn er forskellige
Graden af frustrationsrobusthed er meget forskellig fra barn til barn, og hvorfor er det sådan?
Jeg forestiller mig at svaret er en kombi af barnets arv og miljø. Arv som er den del af barnets sind, der er givet fra fødslen - og miljø som vaner og sociale mønstre, der er indlært i barndommen i et samspil med de nære relationer og omgivelserne.
Børn er ligeså forskellige som voksne; Nogen er udadvendte, nogen er stille, nogen spørger meget, andre tør ikke spørge, nogen er generte, andre råber højt - og opdragelsemetoder, kan derfor virke forskelligt fra det ene barn til det andet.
Der er dog ting, der gælder fælles for alle børn. Og jeg mener ALLE børn!
Det er behovet for tydelige voksne, der tager ansvar og viser vejen - altså 'fyrtårne', der stikker en retning ud for barnet.
Min datter
Én af mine døtre er markant mindre frustrationsrobust end sine to søstre og det faktum har til tider været meget meget konfliktfyldt for både hende selv, men også for os, hendes nærmeste familie.
Hun er en forsigtig type, der helst bliver på sikker grund og ikke bare sådan kaster sig ud på ukendt terræn. Hun vil helst kunne alt perfekt og stiller meget høje krav til sig selv. Hun havde, da hun var mindre, meget svært ved at acceptere at det kan koste blod, sved og tårer at lære nye ting, og at det er helt almindeligt at man ikke kan mestre noget nyt lige med det samme, men i stedet må øve, øve og øve for at blive god.
Jeg kan ikke
Der er blevet grædt over løbehjul, rulleskøjter, sjippetove og kastet med en cykel uden støttehjul, for 'jeg kan jo ikke finde ud af det, og jeg lærer det aldrig'.
Det sammen med en (forkert) forestilling om at alle andre kunne det hele fra starten, gjorde hende så tit helt opgivende og uden kampgejst.
Jeg ved ikke hvor mange lektiesituationer, der er endt med at jeg mistede tålmodigheden, skældte ud og talte ned til min datter med det resultat at hun brød grædende sammen. Jeg husker en gang, hvor hun løb grædende ud af stuen, fordi jeg havde givet hende et fur over nogle matematiklektier, hvor hun bare sad helt passiv og lod mig regne den ene opgave efter den anden. Mine bebrejdelser, da jeg sandede at det var sådan fat: Sig mig engang, tror du at du bliver bedre til matematik af at JEG laver det hele? Det kan da ikke passe, at du intet kender til den type opgaver, I må sgu da have haft om det i skolen osv. Da hun havde forladt stuen og hendes dør var smækket i, sad jeg der tilbage og måtte sige højt til mig selv.
"Det klarede du virkelig flot, skolelærer!"
Men nej, det gjorde jeg bestemt ikke, jeg klarede det så ringe, som det overhovedet var muligt.
Faktum er at hvis man har et barn, der er forsigtig af natur og ikke bare kaster sig ud i nye udfordringer, så har man som forældre en særlig opgave i at støtte dette barn og vel at mærke at gøre det uden at beskadige barnets selvværd. Støtte kærligt, men også skubbe blidt, når man kan mærke at det er okay at gøre det.
Selvfølgelig kan du da det
Det jeg har oplevet med min datter og set hos andre børn, er at de voksne omkring barnet alt for nemt kommer til at bebrejde barnet at det ikke gør, som vi forventer:
-Ej nu må du holde op, selvfølgelig kan du da finde ud af det
-Sikke noget pjat med dig, du kan da sagtens klare
-Hvis alle de andre kan, så kan du da også, kom nu
Jeg kommer lige nu i tanke om et andet eksempel, som jeg egentlig allerhelst ville glemme: Vi var i en forlystelsespark, min datter var 7-8 år gammel, og hun turde ikke prøve nogen af tingene. Og det rykkede ikke på hendes nej at hun kunne se at jævnaldrende børn og børn, der var yngre end hende, susede rundt i de mange sjove aktiviteter.
Da vi havde vadet parken rundt et par gange og pigebarnet havde sagt 'nej tak' til alt hvad jeg foreslog, blev JEG frustreret og nedsmeltede i et udbrud, som jeg er helt flov over at gengive. Jeg sagde ting som: 'Det kan du simpelthen ikke være bekendt, jeg har betalt en formue for at vi er kommet ind her, du har glædet dig i så mange dage og så vil du bare ingenting.' Min datter har altid svaret et sådant udbrud fra mig med tårer - tårer, der med det samme har fået mig til at stoppe op og tænke mig om. Kom i en fart ned i børnehøjde, fik set mit barn i øjnene og undskyldte mit udbrud. Forsøgte at lappe skaden og glatte ud. Men det ændrede ikke på, at jeg havde bebrejdet hende for at være som hun nu engang er.
Og det MÅ vi ikke gøre. Bebrejde vores børn at de er som de er. Det er absoult no-go!
Da det gik op for mig at jeg tacklede mit eget barn temmelig uhensigtsmæssigt og var i gang med at trække nogle normer ned over hovedet på hende, som slet ikke matchede det menneske, hun er, begyndte jeg at ændre på min måde at reagere på hendes tyndhudede nedsmeltninger. Jeg overførte erfaringer fra min måde at arbejde med skoleelever, der havde lignende udfordringer og langsomt over de følgende år, skete der en mærkbar ændring med hendes tilgang til verden. Hun er stadig ikke den, der står allerstærkest i stormvejr, men hun er blevet langt bedre til at tackle modgang og acceptere sine frustrationer. Meget er kommet af sig selv eller via motivation fra gode kammerater (børn lærer meget af deres venner) og meget er kommet, fordi vi voksne omkring hende blev meget bedre til at reagere på hendes udbrud og nedsmeltninger udfra vores kendskab til hende og ikke udfra vores normer og forestillinger om, hvordan en 8-årig/10-årig/12-årig skulle være.
Derfor er mit råd nr 1:
Bebrejd aldrig barnet
at han/hun er sådan og sådan. Det hjælper intet. Hvis man er usikker på sig selv i verden, så er det sidste man har brug for at høre, at man er forkert fordi man er sådan.
Usikre og tilbageholdende/opgivende børn har brug for tid, tid og mere tid til at vænne sig til nye ting, blive sikre i nye færdigheder og det er gennem deres succeser, de vokser og styrkes i troen på, at det kan betale sig at kæmpe for at noget kan lykkes.
Råd nr. 2 er som følge af råd nr. 1:
Fokusér på successerne:
De gange hvor det lykkes for barnet at overvinde sig selv kan bruges positivt og fremadrettet. 'Kan du huske, hvor svært det var for dig at lære at cykle uden støttehjul - og at du mange gange sagde til mig at det ville du aldrig kunne lære'... Prøv at se hvor flot og sikkert, du cykler nu - og tænk på at det er den samme proces, du skal igennem, nu hvor du gerne vil lære at stå på skøjter/spille fløjte/ flette julestjerner/dykke under vandet.
Når tingene ikke lykkes første gang, så ros og opmuntr alligevel: Hvor var det godt, du prøvede. Nu tager du lige tre forsøg mere og så lægger vi det væk for i dag og prøver igen i morgen.
Det 3.råd, som nok er det den spørgende læser bedst kan bruge i forhold til den opgivende datter er:
Pres ikke for hårdt, men skub blidt.
Tryk avler som bekendt modtryk - og der kommer meget sjældent noget godt ud af at presse/tvinge nogen til noget, de ikke vil.
Børn, der ikke bare kaster sig ud i nye udfordringer (og det gælder såmænd også for voksne) bliver hurtigere trygge, hvis vi guider dem. Nu viser jeg dig, hvordan man løser den her matematikopgave, så løser vi den næste sammen og den tredje løser du så selv. Vær tilstede og opmærksom ved 'igangsætning' - Giv starthjælp, så barnet mærker at situationen er okay og finder ud af at han/hun godt kan. Når barnet har prøvet selv, men er ved at opgive, så vis igen interesse og gør dig umage med at opmuntre. Jeg synes, du klarer det rigtig godt, nu mangler du bare tre linjer/regnestykker... Hvis det handler om lektier, så er der også meget at hente ved at finde det helt rigtige tidspunkt på dagen, skabe hyggelige rammer (levende lys, te og kiks kan være ret motiverende). Hvis barnet er en stædig type, der kan finde på at sige, jeg gider ikke, så må du godt sige, jamen det skal du. Det er det, jeg mener med at skubbe blidt. Nogen gange skal de forsigte børn puffes blidt ud over kanten.
Min datter ville/turde fx ikke gå til svømning, men det sagde jeg til hende at hendes far og jeg havde bestemt at hun skulle.
Vi synes det var vigtigt at vores børn fik lært at svømme godt, og derfor trodsede vi hendes tilbageholdenhed. Den første svømmetime græd hun sig igennem, men i løbet af få gange kom hun til at elske at gå til svømning og ønskede selv at fortsætte mange sæsoner efterfølgende.
Børn ved som regel godt hvad de har lyst til, men ikke altid hvad de har brug for.
Det sidste og 4. råd er:
Giv tid og overfør ikke din egen utålmodighed på barnet.
Gid nogen dog havde sagt det til mig. Det var lige præcis det jeg ikke evnede i eksemplet fra forlystelsesparken. Det er helt okay at dit barn er længere om at lære eller turde noget end sine jævnaldrende (jævnfør råd nr. 1) og derfor må du sige til dig selv og til dem, der kan finde på at spørge at 'det skal nok komme', mens du opererer indenfor de tre andre råd.
At give tid er også at lade være med at være en curlingforældre, der gør alting for sine børn. Drop serviceafdelingen og lad barnet gøre tingene selv. Det giver robusthed at lære at gøre almindelige/rimelige praktiske ting selv fra man er helt lille. Når lille Børge på tre år fra sofaen råber 'moar, jeg er tørstig, så er det bedre at svare 'så kom ud i køkkenet og hent dig et glas vand' end at servere et glas vand for ham. Troen på at vi kan noget og duer til noget erfares gennem handlinger.
That's all there is to say about that? Nej, det er det så langt fra, men jeg stopper her. Håber inderligt at det jeg har skrevet, giver mening for nogen.
mandag den 20. maj 2013
That's why
Bare rolig. Følgende er et glimt, et øjebliksbillede. Ikke et udtryk for en permanent tilstand. Heldigvis.
Når jeg ved, at jeg er bagud med en masse arbejde, får jeg sådan en lille hård stress-kugle i maven, der dagen - og til tider natten igennem, sender mig usynlige dårlig-samvittigheds-signaler om, at jeg burde tage mig sammen, burde øge indsatsen, gøre mere, burde dit og burde dat.
Når min kære mand så går ind i en periode, hvor han næsten ikke er hjemme og dermed lader mig tilbage alene på posten som direktør i det hjemlige cirkus, så vokser den lille stress-kugle i maven til en centrifuge af frustration og lidt mere dårlig samvittighed. Det hele er noget, jeg ved, at jeg ikke kan bruge til en skid og alligevel ryger jeg i fælden og kører op i en spids.
Som i denne pinse, hvor jeg i alle fridagene har været alene med mine børn i helt utrolig mange timer i træk, og det sammenholdt med den lille kugle af stress og centrifugen af frustration har gjort, at jeg de sidste dage har været den udgave af mig selv, som jeg bryder mig allermest om.
Minus overskud, dårlig nattesøvn, stress over uløste arbejdsopgaver giver en virkelig lousy mor, der kommer til at skubbe sine børn fra sig, fordi hun kommer med spydige kommentarer, mens hun står der med tonsvis af vasketøj med en stor grim nej-hat på sit sure hoved. Nej, vi skal ikke plante de ærter i dag, nej vi skal ikke til Build-a-bear-butikken i dag, nej I må ikke få en is mere, I har sgu da lige fået én (herefter langt foredrag om taknemmelighed og mangel på samme), nej jeg vil ikke spille et spil nu og nej du må ikke låne min computer. Set retrospektivt, har de jo spurgt og spurgt, fordi det er den strategi de kender, for at få mig i tale - og jeg har afvist og afvist, fordi jeg har været så udkørt. Men havde jeg nu haft overskud til at løfte stemningen ved at sige ja og gøre noget sammen med mine børn, så var de måske holdt op med at spørge (for en stund i hvert fald) og dermed kunne der være faldet lidt ro og fred af til mig?
Det klæder mig ikke ret godt at være sådan her. Men jo mere jeg kæmper imod, jo værre bliver det og jo mere stresser jeg.
Jeg mangler zen, så det gør noget.
Dette billede måtte meget gerne være et symbol på mit indre liv:
Men nej, virkeligheden er mere hen ad dette her:
Må vist have denne bog ned fra hylden i dag:
Når jeg ved, at jeg er bagud med en masse arbejde, får jeg sådan en lille hård stress-kugle i maven, der dagen - og til tider natten igennem, sender mig usynlige dårlig-samvittigheds-signaler om, at jeg burde tage mig sammen, burde øge indsatsen, gøre mere, burde dit og burde dat.
Når min kære mand så går ind i en periode, hvor han næsten ikke er hjemme og dermed lader mig tilbage alene på posten som direktør i det hjemlige cirkus, så vokser den lille stress-kugle i maven til en centrifuge af frustration og lidt mere dårlig samvittighed. Det hele er noget, jeg ved, at jeg ikke kan bruge til en skid og alligevel ryger jeg i fælden og kører op i en spids.
Som i denne pinse, hvor jeg i alle fridagene har været alene med mine børn i helt utrolig mange timer i træk, og det sammenholdt med den lille kugle af stress og centrifugen af frustration har gjort, at jeg de sidste dage har været den udgave af mig selv, som jeg bryder mig allermest om.
Minus overskud, dårlig nattesøvn, stress over uløste arbejdsopgaver giver en virkelig lousy mor, der kommer til at skubbe sine børn fra sig, fordi hun kommer med spydige kommentarer, mens hun står der med tonsvis af vasketøj med en stor grim nej-hat på sit sure hoved. Nej, vi skal ikke plante de ærter i dag, nej vi skal ikke til Build-a-bear-butikken i dag, nej I må ikke få en is mere, I har sgu da lige fået én (herefter langt foredrag om taknemmelighed og mangel på samme), nej jeg vil ikke spille et spil nu og nej du må ikke låne min computer. Set retrospektivt, har de jo spurgt og spurgt, fordi det er den strategi de kender, for at få mig i tale - og jeg har afvist og afvist, fordi jeg har været så udkørt. Men havde jeg nu haft overskud til at løfte stemningen ved at sige ja og gøre noget sammen med mine børn, så var de måske holdt op med at spørge (for en stund i hvert fald) og dermed kunne der være faldet lidt ro og fred af til mig?
Det klæder mig ikke ret godt at være sådan her. Men jo mere jeg kæmper imod, jo værre bliver det og jo mere stresser jeg.
Jeg mangler zen, så det gør noget.
Dette billede måtte meget gerne være et symbol på mit indre liv:
Men nej, virkeligheden er mere hen ad dette her:
Må vist have denne bog ned fra hylden i dag:
torsdag den 3. maj 2012
4.maj
Uddrag fra det, jeg dengang kaldte min Tankebog:
(Advarsel: Den følgende tekst indeholder sekvenser, der kan give anledning til kvalme og brækfornemmelser. Jeg var gravid med mit første barn, grådlabil, rørstrømsk som bare fanden og fyldt op af bevidstheden om at jeg var nærmere universets centrum end nogen sinde ever. Jeg beklager på forhånd)
12.februar 1999
Jeg er opfyldt af kærlighed. En kærlighed, der strømmer gennem mig ned til dig, som ligger og tumler i min mave. Mærker du mon al den kærlighed, der fylder mig? Omfatter dig? Skyldes dig?
Disse mange måneders venten. Jeg venter. Jeg drømmer. Drømmer om den dag, hvor du kommer ud af mig og hvor din far og jeg skal løfte dig op i vores arme.
Glæde. Jeg glæder mig. Til at møde dig, se dig, lære dig at kende. Jeg kender dig allerede meget. Kender dine bevægelser og mærker, når du er stille. Vi skal så meget sammen, os tre, din far, dig og mig. Vi skal opdage verden sammen med dig, grine, græde, lege og synge. Vi skal være. Bare os tre. Være sammen.
Der er tre måneder til du skal se dagens lys. Har du mon brune eller blå øjne? Er du en pige eller en dreng?
Jeg tænker meget på det, men tænker også at det er så uendelig lige gyldigt. Du er dig, du er vores barn. Det er alt.
Kom bare an, du er allerede omsluttet af den største kærlighed - du er elsket, alene fordi du er dig.
Jeg kan ikke vente, jo jeg kan godt vente. Jeg skal vente. Jeg glæder mig til at være din mor. Min lille skat.
Min mave vokser og vokser, du bliver stor og stærk. Jeg passer på dig. Gør mit bedste for at give dig optimale vækstbetingelser. Men du næres mest af min kærlighed
Det var aften og halvmørkt udenfor, da hendes far helt omtumlet gik ud på Skejby Sygehus' p-plads for at ryge en tiltrængt cigaret efter at have været vidne til en god, nem, udramatisk og hurtig fødsel af vores første barn. En smuk datter.
Da han drejede rundt og kiggede ned langs sygehusets uendeligt lange bygninger, var der lys i alle vinduerne.
Det var d. 4.maj - en dato, der i forvejen er mange menneskers minder om en skæbnesvanger tid. For mig fik datoen en anden meget væsentlig dimension.
Jeg blev mor for første gang.
Hun fylder 13 år i morgen og jeg synes, det er svært at begribe!
(Advarsel: Den følgende tekst indeholder sekvenser, der kan give anledning til kvalme og brækfornemmelser. Jeg var gravid med mit første barn, grådlabil, rørstrømsk som bare fanden og fyldt op af bevidstheden om at jeg var nærmere universets centrum end nogen sinde ever. Jeg beklager på forhånd)
12.februar 1999
Jeg er opfyldt af kærlighed. En kærlighed, der strømmer gennem mig ned til dig, som ligger og tumler i min mave. Mærker du mon al den kærlighed, der fylder mig? Omfatter dig? Skyldes dig?
Disse mange måneders venten. Jeg venter. Jeg drømmer. Drømmer om den dag, hvor du kommer ud af mig og hvor din far og jeg skal løfte dig op i vores arme.
Glæde. Jeg glæder mig. Til at møde dig, se dig, lære dig at kende. Jeg kender dig allerede meget. Kender dine bevægelser og mærker, når du er stille. Vi skal så meget sammen, os tre, din far, dig og mig. Vi skal opdage verden sammen med dig, grine, græde, lege og synge. Vi skal være. Bare os tre. Være sammen.
Der er tre måneder til du skal se dagens lys. Har du mon brune eller blå øjne? Er du en pige eller en dreng?
Jeg tænker meget på det, men tænker også at det er så uendelig lige gyldigt. Du er dig, du er vores barn. Det er alt.
Kom bare an, du er allerede omsluttet af den største kærlighed - du er elsket, alene fordi du er dig.
Jeg kan ikke vente, jo jeg kan godt vente. Jeg skal vente. Jeg glæder mig til at være din mor. Min lille skat.
Min mave vokser og vokser, du bliver stor og stærk. Jeg passer på dig. Gør mit bedste for at give dig optimale vækstbetingelser. Men du næres mest af min kærlighed
Det var aften og halvmørkt udenfor, da hendes far helt omtumlet gik ud på Skejby Sygehus' p-plads for at ryge en tiltrængt cigaret efter at have været vidne til en god, nem, udramatisk og hurtig fødsel af vores første barn. En smuk datter.
Da han drejede rundt og kiggede ned langs sygehusets uendeligt lange bygninger, var der lys i alle vinduerne.
Det var d. 4.maj - en dato, der i forvejen er mange menneskers minder om en skæbnesvanger tid. For mig fik datoen en anden meget væsentlig dimension.
Jeg blev mor for første gang.
Hun fylder 13 år i morgen og jeg synes, det er svært at begribe!
onsdag den 29. juni 2011
På vej i zen(g)
Forleden aften læste jeg Anna Skyggebjergs bog Zen for mødre. Jeg slugte den ud i én køre, hvilket jeg egentlig ikke vil anbefale andre at gøre, det ville have været langt mere udbytterigt at læse den i bidder. Da jeg var færdig, stod det lysende klart for mig, at jeg skal have noget mere zen ind i mine travle trebørnsmor-medfuldtidsarbejde-og pissestortgammeltmøghus-og mandderrejsermeget-hverdag.
I bogen er der en række udsagn, der kan afgøre, om man har brug for zen. Som for eksempel:
"Du ved, du har brug for zen, hvis du laver mavebøjninger, mens du taler i telefon" (Tjek, og jeg kan også file negle og lave kaffe imens.)
"Du ved, du har brug for zen, når du synes, det tager for lang tid at tisse" (Tjek - og derfor laver jeg som regel noget, mens jeg tisser, fx sletter beskeder i min mobil, tjekker op på min kalender og den slags.)
Jeg kan såmænd lave min egen liste, som yderligere bekræfter, at jeg har rigtig meget brug for zen:
"Jeg ved, jeg har brug for zen, når jeg i bilen går helt i panik over, at jeg ikke kan finde mine nøgler, vender bunden i vejret på min taske med højre hånd, mens jeg styrer bilen med venstre, og lidt efter kommer i tanke om, at mine nøgler sidder i bilens tænding. Ellers kunne jeg ligesom ikke køre, vel?"
"Jeg ved at jeg har brug for zen, når jeg ikke kan sige mine døtres navne. Marie, Frederikke og Johanne bliver til Marikke, Fredehanne og Jo-rie."
"Jeg ved, jeg har brug for zen, når jeg glæder mig helt vildt til min mand skal på firmarejse, fordi det giver mig nogle aftener alene."
Jeg kunne blive ved, men det gør jeg ikke.
Det virvar, jeg navigerer i føles af og til som at have Fredericia Banegård inde i hovedet (og det forventes, at jeg skal kunne alle togtiderne udenad OG fortælle samtlige rejsende, hvornår de skal afsted og hvilket tog, de skal ind i.)
Derfor elsker jeg kirken. I kirkerummet er der ultimativt zen.
Nå, men nu tager jeg en tudekiks og læser mit lille poetiske indslag fra i morges. Der var nemlig en stund med zen, lige før eks-mand ankom for at afhente tøsebørn til sommerferie.
I bogen er der en række udsagn, der kan afgøre, om man har brug for zen. Som for eksempel:
"Du ved, du har brug for zen, hvis du laver mavebøjninger, mens du taler i telefon" (Tjek, og jeg kan også file negle og lave kaffe imens.)
"Du ved, du har brug for zen, når du synes, det tager for lang tid at tisse" (Tjek - og derfor laver jeg som regel noget, mens jeg tisser, fx sletter beskeder i min mobil, tjekker op på min kalender og den slags.)
Jeg kan såmænd lave min egen liste, som yderligere bekræfter, at jeg har rigtig meget brug for zen:
"Jeg ved, jeg har brug for zen, når jeg i bilen går helt i panik over, at jeg ikke kan finde mine nøgler, vender bunden i vejret på min taske med højre hånd, mens jeg styrer bilen med venstre, og lidt efter kommer i tanke om, at mine nøgler sidder i bilens tænding. Ellers kunne jeg ligesom ikke køre, vel?"
"Jeg ved at jeg har brug for zen, når jeg ikke kan sige mine døtres navne. Marie, Frederikke og Johanne bliver til Marikke, Fredehanne og Jo-rie."
"Jeg ved, jeg har brug for zen, når jeg glæder mig helt vildt til min mand skal på firmarejse, fordi det giver mig nogle aftener alene."
Jeg kunne blive ved, men det gør jeg ikke.
Det virvar, jeg navigerer i føles af og til som at have Fredericia Banegård inde i hovedet (og det forventes, at jeg skal kunne alle togtiderne udenad OG fortælle samtlige rejsende, hvornår de skal afsted og hvilket tog, de skal ind i.)
Derfor elsker jeg kirken. I kirkerummet er der ultimativt zen.
Nå, men nu tager jeg en tudekiks og læser mit lille poetiske indslag fra i morges. Der var nemlig en stund med zen, lige før eks-mand ankom for at afhente tøsebørn til sommerferie.
tirsdag den 10. maj 2011
Stress
"Mor, hvordan føles det at være stresset?", spørger min 12-årige datter.
Jeg svarer: "For mig føles stress som at skulle nå et tog. Man løber alt hvad man kan mod stationen, hvor toget holder. Men før man når frem, sætter toget i gang og triller ligeså stille ud af perronen. Man prøver at løbe endnu hurtigere. Togets farts øges langsomt, man kigger ned på sine ben og opdager så, at man løber i slowmotion og ikke har en chance for at nå det tog. Som er livet."
Tænkte bagefter over, at det var skræmmende, så nemt, hurtigt og præcist, at jeg kunne svare på det spørgsmål.
Jeg svarer: "For mig føles stress som at skulle nå et tog. Man løber alt hvad man kan mod stationen, hvor toget holder. Men før man når frem, sætter toget i gang og triller ligeså stille ud af perronen. Man prøver at løbe endnu hurtigere. Togets farts øges langsomt, man kigger ned på sine ben og opdager så, at man løber i slowmotion og ikke har en chance for at nå det tog. Som er livet."
Tænkte bagefter over, at det var skræmmende, så nemt, hurtigt og præcist, at jeg kunne svare på det spørgsmål.
Gid det her var mig. Bare lige en times tid!?
Abonner på:
Opslag (Atom)