fredag den 30. september 2011

Knald eller fald?

Jeg er 39 år gammel. Min mand er 47.

Til sammen har vi fem børn og vi er 100 % enige om og sikre på, at vi ikke skal have flere.

Derfor tog min mand for et års tid siden beslutningen om at lade sig sterilisere.

Jeg vil ikke udelukke at der er en sammenhæng: men jeg havde lige på det tidspunkt længe gået og fablet om, at jeg havde læst et sted at steriliserede mænd får vildt meget sex.

Beslutningen blev ført ud i livet. Selve indgrebet var minimalt og efter 2 måneder skulle en sædprøve vise, om han var blevet steril.

I ventetiden var vi selvfølgelig nødt til at bruge anden form for prævention.

Der kom et brev fra sygehuset. Der var levende sædceller.
Ikke steril.

Derfor skulle han aflægge en ny sædprøve 2 måneder senere.

Stadig masser af liv.
Ikke steril.

Lige umiddelbart var det jo rigtig irriterende for os, men jeg kunne se på min kære mand, at han også var lidt stolt og havde lyst til at danse rundt og synge "de kan ikke slå os ihjel".

Hans reaktion  var meget sådan "ha, mig får de ikke ned med nakken" og han følte sig mere viril end nogensinde. Fnis.

Tre måneder efter og endnu en prøve + undersøgelse på Brædstrup Sygehus afslørede forleden dag, at nu var der ikke mere at komme efter. Ingen levende sædceller, endelig er projektet lykkes.
Min mand har været ret træt af forløbet og ville bare gerne have det overstået og effektueret, så vi kunne få vores almindelige samliv tilbage og ikke tage alverdens teenage-agtige forbehold hele tiden.

Derfor kan I nok forestille jer hans ansigt med både glimt i øjet og lummert smil om munden, da jeg spontant udbrød:

"Aj, hvor fedt, at vi aldrig mere behøver tænke på prævention, det skal da fejres! Har du en idé til, hvordan vi kan fejre det?"

onsdag den 28. september 2011

Samtaledag om ansvar

I dag har min blog haft tre gange så mange besøgende, som den plejer - det er helt vildt dejligt med alle de nye besøgende. De mange nye gæster kommer ovre fra Kong Mor, der i sin dejlige blog i dag henviser sine læsere til mig.

Ud over at det er fedt at få positiv omtale, så forpligter den slags jo også - for når nogen roser det, man laver, så har man ski da bare at gøre sit bedste for at leve op til den ros. Jeg lover, at jeg skal gøre, hvad jeg kan!

Det var indledningen og den hænger egentlig ikke sammen med det, der kommer nu, som handler om at jeg i dag har deltaget i en "samtaledag" i byens sognehus. 
Der foregår så mange spændende og inspirerende ting i min lokale folkekirke - og jeg benytter mig big time af både studiekredse, foredrag, samtaledage, sangaftener, filmaftener osv.
Aktiviteterne i et sogn og omkring en kirke er langt mere omfattende end de fleste er klar over, og jeg kan på det varmeste anbefale at møde op til kirkelige arrangementer, også selvom man måske ikke lige er den, overrender kirken om søndagen.

Arrangementet i dag, var landsdækkende og hedder "Hvem har bolden?" og det handlede om ansvar.
Efter et oplæg af en inviteret, som er leder indenfor skoleverdenen, blev vi delt ind i tilfældige grupper og fik udleveret tre kort, hvorpå der stod nogle spørgsmål, som vi skulle drøfte i gruppen. Spørgsmålene handlede alle om ansvar. I min gruppe kom vi virkelig vidt omkring - vi talte om hvornår man som privat menneske bør gribe ind i andres gøren og laden - vi talte om ansvar i sammenhæng med skyld, om pligt, ret og frihed. Hvornår noget er samfundets ansvar og hvornår det er den enkeltes. Vi var ikke enige, fx var vi langt fra hinanden i snakken om, hvornår man har et ansvar for at "blande sig" i andres gøren og laden.

Hvis du ved, at din nabos børn er alene hjemme hver aften og kan høre at de græder og skændes, hvad gør du så?

Konfronterer naboen?
Henvender dig til børnene?
Eller melder familien til kommunen?

Antallet af borgere, der anmelder andre er i Danmark kraftigt stigende i disse år. Vi melder hinanden som aldrig før - for skattesnyd, socialt bedrageri, misrøgt af børn osv.

Men er vi ikke på samme tid blevet totalt berøringsangste for at henvende os til nogen, vi ikke kender og fx udtrykke vores bekymring for deres børn?

Hvis du ser en mor eller en far, der taler virkelig grimt og måske tager fat i sit barn i afmagt, fordi barnet skaber sig i køen i suoermarkedet, siger du så noget til hende? Bør du sige noget eller er det klogest at tie stille?

Har vi ikke alle et socialt ansvar for hinanden- og hvordan står det i forhold til det ansvar, man har for sig selv?

Vi kom vidt omkring og fik vendt mange ting.
Senere samledes vi med de andre grupper og fællesgjorde pointer fra vores samtaler. Og fik serveret aftensmad!

Jeg gik beriget derfra og havde rigtig mange tanker i hovedet, og for at få tankerne til at rasle lidt på plads, sprang jeg i løbetøjet, da jeg kom hjem og luntede en tur i gadelygternes skær.

tirsdag den 27. september 2011

Søg og du skal finde


Mit Helle:
Jeps, det er her - hvis du vil vide, hvad jeg tænkte dengang jeg døbte bloggen sådan, så kan det læses her.

Kærlighed:
Tænk, jeg synes det er SÅ syret, at der er nogen, der sidder og  googler ordet kærlighed! Hvis du tilfældigvis er én af dem, vil du så ikke skrive lidt om, hvad du forventede at finde, da du tastede ordet ind? Er du ulykkelig forelsket? Leder du efter en kæreste? Eller er du bare i tvivl om, hvad kærlighed er og tænkte så, at du da lige kunne spørge google?

Angst for frøer:
Jeps, det er også mig. Point taken. Min venindes mand, som er psykolog, siger at han kan kurere mig for den angst, så let som at klø sig i nakken. Det mærkelige er, at det tør jeg ikke. Blive kureret altså. Er vi da ude i noget med, at jeg har angst for at blive kureret for min angst?
Forleden sad der en bille på størrelse med et lokumsbræt på kanten af tromlen i vaskemaskinen. Jeg opdagede den, lige da jeg rakte armen ind for at tage tøj ud af maskinen og jeg blev så forskrækket, at jeg gik helt i panik og måtte have en nabo til at komme og tage fjerne monsterbillen, idet min mand ikke var hjemme.

Blå futter:
Hvis man googler "blå futter", så må det da næsten være fordi man er på udkig efter et sted, hvor sådan nogle kan købes?
I det tilfælde vil jeg foreslå, at man vælger et lidt mere reglementeret ord at søge på end "futter"... Men hvad er egentlig det korrekte navn for disse tingester, som der, i følge dette indlæg, er mange andre end mig der, lykkeligt uvidende om fadæsen, har forladt deres barns institution iført et par af de blå kækt siddende udenpå på skoene. (Der er noget helt galt med opbygningen af den sætning. Simpelthen for mange indskudte sætninger og kommaer!?)
Findes blå futter overhovedet i andre farver end blå?

Dommedag:
Tror du den er nær, siden du googler? Fandt du ud af noget, dig der søgte? I så fald smid lige en kommentar, så vi andre også er opdaterede!

Ordleg til 2. klasse:
Se her er jeg på hjemmebane! Først og fremmest er der jo den kendte leg "skibet er ladet med", hvor du siger et bogstav - "skibet er ladet med P ... " og så siger børnene på skift et ord med p.
Der er også den leg, jeg kalder "tænk hurtigt" hvor du og eleverne står i en rundkreds og du kaster en bold ud til en tilfældig i kredsen og siger "noget man kan spise, der starter med K" og han siger "kartofler" og kaster bolden tilbage til dig. Du kaster den til et nyt offer og vælger så en anden kategori eller et andet bogstav. "Et drengenavn med S" osv. Det er en rigtig god leg, hvis eleverne har siddet længe og lige trænger til at komme op og røre sig lidt.
Generelt skal du huske, at elever i 2.klasse kun kan arbejde koncentreret i max 15 minutter ad gangen.

Uma Thurman:
Jamen hun er bare så smuk.That's all there is to say about that.

Vandfalde i frankrig:
Arghhh, du er landet på en dansklærers blog - det hedder ikke vandfalde, men vandfald ... Ja altså med mindre det er et udsagnsord? At vandfalde?

lørdag den 24. september 2011

Og i aften får vi gæster

Jeg har sådan glædet mig til det blev weekend, fordi:

¤Jeg har en mand, der bringer mig kaffe på sengen lørdag morgen
¤ Jeg trængte helt vildt meget til den her weekend efter en komplet spasset uge på arbejde.

Det føles rigtig godt, at jeg:

¤ Fik skubbet rumpetten i løbebukserne og kom afsted her til formiddag. Takket være dejligt selskab, vil jeg ligefrem gå så langt som til at sige, at jeg hyggede mig undervejs.

Ugens milepæl må være:

¤ At jeg har foræret min 12-årige datter en mascara og dermed - sammen med hende- er trådt et skridt nærmere en (for os begge) udfordrende æra, som lurer lige om hjørnet.

Jeg bliver rørt, når:

¤ Mennesker udleverer sig i tillid til mig. Som veninden der fortæller mig noget, ingen andre ved.
¤ Min mor bliver rørt og kigger stolt på min far, over synet af deres fem børnebørn, der leger sammen.
¤ Jeg ser en udsendelse i tv fra kræftafdelingen på Skejby Sygehus og en meget syg dreng, løber ned af gangen for at finde sin ven, hospitalsklovnen, og fortælle ham, at tallene fra de nye blodprøver var rigtig gode. Jeg tudede rigtig meget til den udsendelse.

Jeg ville ønske at jeg havde holdt min mund, da jeg:

¤ Var i bad og hørte hoveddøren gå op, åbnede døren på klem og  råbte "Hej, skat jeg er under bruseren, kom bare...", og derefter fandt ud af, at det ikke var min mand, men min eksmand, der kom ind ad døren.


Mærkelige ting, jeg som pigemor ved noget om:

¤ Hårelastikker! Vi er storforbrugere. De bedste er dem fra Netto, ikke den store pakke, men de lidt tykkere i forskellige farver. Marie skal have de tykkeste, ellers falder hendes hestehale ned, Johanne skal have de små tynde og dem af frotté er elendige, så dem køber vi ikke. Jeg vil tro at vi køber i nærheden af 200 hårelastikker om året.

¤Hello Kitty, Diddl, Fifi, Bratz og Sylvanian Families. Jeg bliver jævnligt præsenteret for ønsker i én af oventstående kategorier og ved præcist, hvor emnerne befinder sig i den legetøjsbutik, vi ab und zu frekventerer.
Til gengæld er jeg i samme legetøjsbutik engang blevet helt til grin fordi jeg, ifb. med gavekøb til nevø, spurgte efter Bakugan og udtalte det helt forkert. Jeg lagde trykket på 2.stavelse, og sagde ba-kuuuuuuuuuuu-gan og ikke Ba-ku-gaaaaan, som jeg siden lærte, at det hedder! Jeg anede ikke hvad det var, ligesom jeg heller ikke ved hvad Nerf, Ben 10 eller Beyblade er!?

Og i aften får vi gæster!

Jeg glæder mig. Det holder 100 % at have gæster. Jeg elsker det. Ud over den åbentlyse fordel at være sammen med søde mennesker, så har det her i huset også den sidegevinst at vi får rengjort huset lidt bedre end vanligt, gør os mere umage med middagen og tager pænt tøj på.

onsdag den 21. september 2011

Gætteleg

Hvilken slags kursus har jeg været på i dag?


Se-lyt-føl i 10 sekunder

Op-ned 30 gange
2 pust
Op-ned 30 gange
2 pust
Op-ned 30 gange
2 pust

Om på siden
Det forreste ben op
Løfte hagen op lidt tilbage
Noget under hovedet


Oventstående er bare et lille udpluk af alt det, jeg har lært i dag.

tirsdag den 20. september 2011

Teleport?

Med solhatten trukket godt nedover panden, solbrillerne korrekt placeret, trak jeg i liggestolens håndtag og fik ryglænet lidt op, så jeg bedre kunne sidde.
Rakte ned i min tasken efter den roman, jeg var i gang med at læse og kastede derefter et blik ud over stranden, der sammen med det azurblå Middelhav dannede en baggrundskulisse så smuk, at bjerget langt borte synes at være lavet af pap.
Mine tre børn var i gang med at bygge et sandslot. En hentede vand i en spand og to var i fuld gang med at grave en voldgrav rundt om slottet.
"This is life", tænkte jeg, smilede bredt og lukkede øjnene et kort sekund...

Schiiiiiiiiiisciiiiiiischiiiiiiiischhhyyyyyyyyyyyyyyy

Da jeg åbner øjenen igen, sidder jeg i en grå Ilvasofa med et træt børnehavebarn ved min side. Et andet barn er til fodbold og det tredje laver lektier ved spisebordet.
Selvom klokken nærmer sig 17, har jeg endnu ikke fået købt ind. Min mand er ude at rejse med sit arbejde resten af ugen, så der er ingen anden udvej end at jeg må lette røven og komme afsted til Fakta. For aftensmad skal vi da have!

Der er vasketøj alle vegne. Over hele huset. Fem mands ferieoppakning er væltet ud her og der, og jeg skal have sat en ny vask over. Men skal lige ha' hængt det, der er i maskinen op.
Jeg har også et arbejde. Hvor der er rigtig meget, der skal gøres. Og hvor der i øjeblikket er brug for at jeg giver meget af mig selv hver eneste dag. 
Når jeg kigger ud af vinduet, er det efterår!?

mandag den 19. september 2011

I'm back from out of space

Jeg har været pistvæk, borte i 8 dage.
Sammen med min familie havde jeg for en stund skiftet udsigen fra stuevinduet ud med denne udsigt:






Byen hedder Can Picafort og den ligger på Mallorca.
Der var dælandytme dejligt. Og varmt. Derfor opholdt vi os en hel del på det her sted:






Og hvis vi havde lyst - og det havde vi hver eneste dag, så gik vi lige om på den anden side at hotelbygningen, til det her sted:
(Det er en mormor og hendes barnebarn, der sidder på stranden og nyder livet.)






Og når vi blev tørstige, drak vi nogen af de her - eller nogen grønne, som smagte endnu bedre:





Oh what a beautiful life.

Og sikke en nedtur at vende hjem til en kedelig, kold og fortravlet hverdag igen.

Jeg kigger lige feriebillederne igennem én gang til.

lørdag den 10. september 2011

What?

I går lå der et brev med tysk poststempel i vores postkasse. I kuvertens rude stod min mands navn, og derfor åbnede jeg i første omgang ikke brevet. 
Jeg kunne se på kuverten, at brevet var sendt fra "Regierungspräsidium Kassel", og var derfor ret sikker på at det var noget, der relaterede til vores sommerferie.
Havde vi glemt et pas på hotellet? Havde vi vundet noget?  Hm, mere sandsynligt var nok, at det var en parkeringsbøde.

Da jeg i anden forbindelse skulle ringe til min mand på arbejde, nævnte jeg brevet for ham og fik grønt lys til at åbne det.

Jeg åbnede brevet og ved en hurtig skimning af teksten, stod det klart at jeg sad med en fartbøde mellem hænderne. Tankerne strøg fluks tilbage til vores lange sommerferiekøretur gennem Tyskland, og til de utallige stikpiller, jeg undervejs udgød til min mand omkring hans fart.
Han kører stærkt - rigtig stærkt!
Og når jeg befinder mig i en bil, hvor føreren kører alt for stærkt, så møder min indre dramaqueen omgående min dødsangst, og derfor måtte vi på ferien igennem mange uoverensstemmelser, der begyndte på én af følgende måder:

"Skat, jeg er med på at jeg skal dø en dag, men det skal ikke være i en bilulykke, vil du ikke godt sætte farten lidt ned"

"Hvis man kører så stærkt, at bilen bliver slynget ud i autoværnet, er det så dem på forsædet eller dem på bagsædet, der bliver dræbt først?"

"Er speedometret mon gået i stykker - eller kan du bare ikke rigtig se, hvad det står på?"

"Hvor hurtigt må man egentlig køre her?"

Men med denne fartbøde, ville retfærdigheden ske fyldest. Det er ikke kun mig, der synes, han kører for stærkt, det er såmænd også de tyske myndigheder! Ha!
I det her tilfælde var der blevet kørt 130 på en landevej, hvor den tilladte hastighed var 100 km i timen. Typisk ham. Som om 100 ikke var tilstrækkeligt. På en sølle lille landevej!

Med et bredt ha-ha-min-fine-ven-så-kan-du-lære-det-smil på læben bladrede jeg om på side 2 i brevet og kiggede på billedet.

Gned mine øjne. Vendte papiret. Kiggede igen. Mærkede blodet stige til hovedet. Fattedet det simpelthen ikke. Hold billedet helt op foran ansigtet, vendte mig mod lyset. Jeg er stadig ikke helt kommet mig over chokket!
Det kan simpelthen ikke være rigtigt!???


torsdag den 8. september 2011

I dag er det International Læsedag

Og i den forbindelse vil jeg gerne give ordet til Amrit.

Dagen bliver markeret både her på skolen, hvor jeg er lærer og på den skole, hvor mine børn går.

Hvis dit barns skole ikke markerer dagen, så vil jeg opfordre jer til at gøre det i aften ved middagsbordet.

Tænk, at være så heldig at bo i et land, hvor alle børn får lov at gå i skole, og hvor alle børn lærer at læse.

(Da jeg sagde det i 5.a i morges, kiggede de på mig, som om jeg var idiot!)

onsdag den 7. september 2011

Prøver at læse - læseprøver

Jeg sidder og læser om en læseprøve.
Om hvordan man tager denne læseprøve, retter den og bruger resultatet.
Det er meningen, at jeg i morgen skal afvikle denne læseprøve på enkelte elever i overbygningen.

Jeg kan bare ikke rigtig forstå det, jeg læser.

Tekstens indhold forekommer mig indviklet, ulogisk og knudret forklaret.

Og så er det jeg tænker:

Hvis hende, der skal tage læseprøven på de elever, der har læsevanskeligheder, selv har så svært ved at læse, at hun kløjs i håndbogen til læseprøven, så står det sguda virkelig skidt til i den danske folkeskole!?

Jeg må vist tage mig sammen.
Og få læst op på lortet.

tirsdag den 6. september 2011

Narrestreger

Da jeg kom op i femte klasse i dag, sad eleverne ikke på deres egne pladser, uret var stillet 40 minutter frem og lærerens stol var gemt bag døren.
"Jamen vi troede, vi skulle have vikar?" lød forklaringen, da jeg promte forlangte en redegørelse for, hvad i himlens navn, der foregik.

I mens jeg med skarp frk. Skrap-mine, kørte svadaen om uacceptabel adfærd ... bla bla bla ... lige meget hvilken voksen, der kommer ind ad døren ... bla bla bla ... ved jo udmærket godt, hvad der er rigtigt og forkert ... Bla bla bla ... kan ikke være rigtigt at det er nødvendigt at sige igen ... bla bla bla, så var jeg inderst inde både:

1) Færdig af grin over at det fænomen aldrig dør: At der skal laves lidt fis med en vikar. Sådan har det altid været og sådan bliver det åbenbart ved med at være.

2) Rørt over at deres narrestreger trods alt var så uskyldige og  barnagtige - Aj, altså har I gemt min stol bag døren, hvor er I nogle frække unger ... Hallo, I er 1o år gamle, kan I virkelig ikke finde på noget sejere end det?

3) Stolt over at klassen ENDELIG udviste fælles ånd og havde samarbejdet om en opgave.

4) Lettet over at "synderne" meldte sig med det samme og at de af to muligheder (mig eller dem) valgte selv at fortælle om det til deres forældre.


Og så fortalte jeg dem om dengang, vi lagde en tegnestift på Kirsten Pedersens stol. Altså min klasselærer, som jeg havde fra 1.-9.klasse, og som jeg i perioder var langt mere knyttet til end til min egen mor.
Det var Kim og John, der fik idéen til det med tegnestiften, og som udførte den i praksis, men vi andre var jo medskyldige for vi så til og vi sagde ikke noget.
Vi har vel gået i 4. eller 5.klasse.
Kirsten Pedersen kom ind i klassen, da timen begyndte, satte tasken fra sig på bordet, og plantede sin tunge bagdel på kontorstolen, hvor en lille blå tegnestift lå klar til at spidde hendes røv.

Men der skete ingenting?
Vi sad målløse. Helt stille. Afventende. Der kom ingen skrig, ingen springen op og ingen reaktion overhovedet.

Kirsten Pedersen rejste sig fra stolen og vendte sig for at skrive noget på tavlen. Vi så det alle lige med det samme og jeg glemmer aldrig synet: Bag på hendes tykke uldne nederdel, sad en blå tegnestift. Og i løbet af få sekunder begyndte små kluklyde af undertrykt fnisen at sprede sig i lokalet, for kort tid efter at eksplodere i latterbrøl.
Vi døde af grin og kunne slet ikke stoppe.
Og hun fattede ikke hvorfor.

mandag den 5. september 2011

In the name of love

Weekenden har stået i kærlighedens navn. Vi var til bryllup. Hos skønne kolleger, der også er dejlige venner.
Bryllupper er fantastiske fester. De bedste. Fordi det hele handler om kærligheden. Og kærligheden er størst af alt.

Jeg dansede til kl. lort om natten og var temmelig vissen, da vi cyklede hjem i den bælgmørke septembernat.

Fik fire timers søvn inden en hektisk familiesøndag satte i gang og slæbte mig igennem dagen som en hængt kat. Men det var skideligemeget, for vores dejlige venner var blevet gift og det var sådan en fantastisk fest.



fredag den 2. september 2011

Klasselæreren, det er mig!

Jeg sidder og klukker og smiler for mig selv, hvergang jeg falder over et blog-indlæg, der handler om noget med skribentens barns skolegang.
Det er så herligt at læse!
De lærere, I beskriver og beretter om - det er jo mig!

Det er mig, der finder på kreative ting, som I forældre skal lave på første skoledag - fordi det er godt at aktivere jer, så I ikke bare sidder og glor på jeres eget barn. Og I synes garanteret for det meste, at det er rart at blive sat lidt i gang. Bare spørg Maria, der har kreeret ting i og omkring et vandhul.

Det er dejligt og rørende at læse jeres beretninger om første skoledag, især når det handler om de helt små nye 0.klasses elever. Det har Laila fra Thehuset for eksempel gjort.

Også Superheltemor har en datter, der lige er begyndt i skole.

Dejlig læsning, som gør mig i godt humør.
For det er bare så stort, når ens unge starter i skole.
Alt det der med at ens egen skoletid pludselig kommer væltende, det oplevede jeg også, da mine store piger entrerede skoleverdenen.

Det er mig, der skriver de breve til jer, hvor jeg venligt men bestemt beder jer sørge for, at jeres børns bøger er bundet ind, at de er klædt på i overensstemmelse med vejret og det er mig, der skriver at I skal tjekke, om jeres barns pennalhus indeholder både blyant, viskelæder og lineal. 
Hos Maren risikerer de at skulle give flødeboller, hvis bøgerne ikke er bundet ind inden fredag. Gad vide hvor mange, der havde flødeboller med i fredags?

Jeg tilbød faktisk Mai et kursus i at binde bøger ind, da hun fortvivlet udstillede sine manglende talenter i den disciplin.

Er der stemning for sådan et kursus? For så vil jeg overveje at forhandle en aftale igennem med AOF?

Men altså  læreren. Det er mig.
Jeg er hende, der læner sig lidt ind over bordet til skole-hjemsamtalen, og siger med alvorsfuld mine, at vi hele tiden skal tage udgangspunkt i hvad der er bedst for jeres barn - og jeg er hende, der smiler venligt og roser jeres barn til skyerne.
Jeg har endnu aldrig haft et barn i skolen, jeg ikke kunne sige noget positivt om, og den dag det sker, så vil jeg ikke være lærer mere!

I ved det selvfølgelig ikke, men jeg indleder hver eneste af de 21 skole-hjemsamtaler med at fortælle jer alle hver især,  at jeg er rigtig glad for at lige præcis jeres barn går i klassen, fordi han/hun er en superkammerat og en skøn unge.
I ligner tit nogen, der skal til eksamen, lige når I træder ind ad døren til skole-hjemsamtalen, men bare rolig, jeg hverken bider eller siger grimme ting! Så drop endelig anspændtheden.

Det er mig, der skriver beskederne på forældreintra, og jeg tjekker også om I læser dem. Og gør I ikke det, bliver jeg lidt træt, for så skal jeg sørge for at få kontakt til jer på anden vis og det er lidt dobbeltarbejde, men jeg gør det selvfølgelig fordi kontakten til jer har stor betydning for jeres barns trivsel i skolen.

Jeg bliver glad, når I husker at meddele mig, at I har fået nyt nummer, for så er I meget nemmere at få fat i, hvis jeres barn har feber eller har slået sig i skolen.

Jeg registrerer alt fravær, og hvis I ikke husker at give mig besked, når jeres barn har været sygt eller haft fri fra skole, skal jeg skrive et U for Ulovligt fravær. Selvom jeg fortæller det til hvert eneste forældremøde, er det utroligt, så mange af jer, der glemmer det.
I behøver ikke udpensle detaljer om hvad jeres barn har fejlet under sygdom - skriv bare "Peter var fraværende pga. sygdom."
Jeg er ikke læge og jeg interesser mig ikke for opkast, diarré eller rødt udslæt.


Jeg synes generelt, at I er fede at samarbejde med, og jeg har et utal af oplevelser hvor noget, der til at begynde med var rigtig svært, blev meget bedre og til sidst lykkedes, fordi I - og jeg - begyndte at samarbejde mod et fælles mål, der tjente jeres barns bedste.
Jeg lytter gerne til alt, hvad I fortæller og jeg anerkender fuldt ud, at I selvfølgelig ved bedst, fordi det er jeres barn. Til gengæld er det virkelig rart, når jeg kan mærke, at I stoler på at jeg rent faktisk ved noget om undervisning, om børns udvikling, læsning, sociale spilleregler og mange andre ting.
Hvis jeg er direkte uenig i det, I siger om jeres barn, så fortæller jeg det til jer, men jeg gør mig umage for at sige det på en ordentlig måde, og derfor forventer jeg også, at I taler pænt til mig, selvom I er sure, vrede eller frustrerede.

Husk at spørge mig om alt det, I er i tvivl om. Jo mere I spørger, jo mere får I at vide, og jo mere I ved, jo færre misforståelser opstår der. Jeg er kun en mail eller et opkald væk og jeg vil rigtig gerne tale med jer.


Rigtig god weekend til jer og jeres dejlige skolebørn.


torsdag den 1. september 2011

Michael Heartbreaker

I 1986 udkom Michael Falchs album "Det andet land".
Jeg var 14 år gammel og købte pladen for surt opsparede lommepenge.
Det var én af mine første lp'er. Mine kassettebånd var tyndslidte, og nu ville jeg kun have lp'er, besluttede jeg. Fremtiden var jo lissom af vinyl, ik?

Jeg elskede pladen inderligt, fra det øjeblik pick-up'en på min pladspiller tog den første runde i de sorte riller. Med coveret ved min side og teksterne helt op i snotten, lå jeg på min seng i timevis og lyttede til sangene. Den hæse, men bløde og varme stemme gik langt ind i hjertet og jeg kørte teksterne ind som chokoladeknapper.
Coverbilledet sugede jeg ind med øjnene, og kyssede vist også lidt på Michael Falch iført rød charmeklud og meget intenst blik.




Han var sgu da en flot fyr, hva' piger?

Og faktisk så synes jeg, at han er et eksempel på et menneske, der er blevet smukkere med alderen. De hårde år med druk og piller har sat spor i hans ansigt. Men det klæder ham. Fordi den sørgmodighed, der altid har været i hans øjne, nu har fået et alvorligere perspektiv.





Jeg kan godt lide, når man kan se det levede liv i et menneskes ansigt. Det klæder mennesker, når deres ansigt tager en form, hvor rynker og linjer vidner om liv, latter, gråd, frustration, fortvivlelse og dage, der er levet.

Michael Falck er stadig en utrolig lækker mand, hvis I spørger mig. (Og hvis I ikke spørger mig, så er han lækker alligevel!)

I hans udtryk mødes coolnes og sårbarhed og det er tilsat charme, alvor og noget råt,







Med moderigtig brille får looket også lige et intellektuelt strejf. Det klæder ham selvfølgelig også.




Her synges igennem med dyb inderlighed.






Fredag aften gav Michael Falch koncert sammen med Poul Krebs. Det var en smuk, kølig,  men dog tør sensommeraften i Horsens, og vi stod der, min elskede og jeg, arm i arm med en fadøl i hånden. Og nød det i fulde drag. Lige hvad jeg trængte til ovenpå en hæsblæsende uge med megastress på, på arbejdet.
Jeg fik lejlighed til at genoplive min Michael Falck-passion for en stund. Havde næsten glemt, hvor skøn jeg synes han er.






Der er en anden dansk musiker, som jeg også er helt pjattet med. Ham har jeg allerede nævnt her på bloggen.