fredag den 31. august 2012

Jeg elsker at solen skinner og at det er fredag

Hverdagen har taget mig og smidt mig i en centrifuge, hvor jeg slynges rundt mellem arbejde, forældremøder, børnehave, aftensmad, lektier og hvad har vi. Det er okay, for jeg kan følge med og har overblik, men det kræver max på energibarometret og en stærk bevidsthed at være deroppe - ovenpå - hele tiden.
Går tidligt i seng, står tidligt op. Er på forkant. Planlægger, strukturerer, lægger frem, gør klar. 

Fandme godt, det er weekend nu - trænger til at slå håret ud, danse grimt, sove længe og grine.

Rigtig god weekend!


lørdag den 25. august 2012

Change for a dollar

Send ungerne ud af stuen, skru op for lyden, læn dig tilbage og se denne kortfilm. Den varer 11 minutter, men er hvert sekund værd.


fredag den 24. august 2012

Tre løgne og en sandhed

I går gled jeg i en bananskræl på skolens p-plads og var lige ved at falde.

Forleden skvattede jeg på vej op af en trappe og tabte min taske, så indholdet væltede ud.

I går gav kollega boller og lagkage på arbejdet, fordi han lige har haft rund fødselsdag.

Da jeg kørte hjem forleden, sprang der en hare ud foran bilen, så jeg måtte bremse hårdt op.


Ovenstående kunne have været mit bidrag til bordrunden ved aftensmaden, hvor vi de sidste dage har  leget "tre løgne og en sandhed". 
Alle er med og selvom Lillepigen på 3 ½ ikke helt har fattet konceptet, så sidder hun og lytter interesseret og griner, når vi andre byder ind.
Når én af os har fortalt tre løgne og en sandhed, skal de andre selvfølgelig gætte, hvilken historie der er sand.

torsdag den 23. august 2012

Struktur-Åse strikes back.

Hvornår er fodbold om onsdagen, er det i dag du skal til kor, hvem hjælper med aftensmaden, har du taget kylling op af fryseren, hvor er sedlen til forældremødet, hvem skal gå til gymnastik i år og hvornår er svømning ...

Hverdagsmaskinen kører derud af og jeg har dage, hvor jeg kan mærke, at jeg er ved at miste overblikket, bliver  mere forvirret end jeg plejer og kager rundt i alle de bolde, der flyver rundt i luften i en familie med arbejde, børn og alt det andet.

Det sker at jeg når et punkt, hvor jeg for ikke at kortslutte helt, kalder på Åse. 
Struktur-Åse, som hun hedder her i huset.

Struktur-Åse bor inden i mig og når hun kommer frem, er det for at skabe overblik. Hun har boet i mig i mange år, men jo ældre jeg bliver, jo oftere har jeg brug for hende.
Hun laver skemaer, hvor det ene og det andet plottes ind og hun laver lister over det, der skal gøres. 
Hun er skrap, Struktur-Åse, men på en god måde. Hun formidler sit overblik til andre, så de også tager del i opgaverne og forstår deres del af ansvaret. Hun uddelegerer. 

På vores køkkenskab hænger nu et uge-skema for Storepigen og Mellempigen, som Struktur-Åse forleden satte sig ned og lavede. 
Af skemaet fremgår det for eksempel, hvem der har idræt hvornår, og hvilke dage, de forskellige fritidsaktiviteter foregår. 




De andre i familien griner lidt af Struktur-Åse, fordi hun er firkantet og stringent. Men de kan bare grine, for jeg ser børnene kigge på skemaet hver gang de passerer køkkenlågen - og jeg ser dem klare mange flere ting af sig selv, fordi de nu også har fået overblik over deres dage. 





onsdag den 22. august 2012

Sidste opfølgning og slut

Vi kan ikke blive ved med at koge suppe på den kærlighedshistorie -   i hvert fald ikke så længe, jeg ikke går dybden med hvilke ingredienser (for nu at blive i suppe-metaforen) den i virkeligheden indeholder. Og det kommer jeg ikke til at gøre ret meget.
Mit ærinde var at fortælle om vores første møde, men jeg kan godt se at den historie kalder på en beretning om, hvordan det så gik sidenhen.

Virkeligheden kom til os som et tordenvejr ligeså snart vi flyttede sammen.
Det første møde på Skanderborg Festival og den efterfølgende forelskelsestid var rosenrød og helt fantastisk. Alt det overskud det gav os, fik vi brug for - og meget mere til, da vi flyttede sammen med vores tilsammen fire børn. 
At bo sammen var vores valg - ikke børnenes - og vi mødte meget store udfordringer på den konto. Jeg vil så gerne skrive det så pænt og ordentligt, men ved I hvad? 
Det var så pisse svært, det er det, jeg prøver at sige!
Jeg skriver ikke ret meget om mine bonusbørn her på bloggen - det ville være unfair overfor dem og jeg ønsker ikke at nogen skal føle sig udleverede.  
Men jeg vil gerne fortælle at det påvirkede min relation til dem rigtig meget, at vi skulle leve i en hverdag sammen og ikke bare var på besøg hos hinanden i weekender. Familiefusionen var noget af et kulturchok for både dem og mig. (Skriver jeg og smiler...)
Når jeg kigger tilbage i bagklogskabens ulideligt klare lys, så ser jeg to voksne, der ville alt det bedste, havde masser af kærlighed og overskud at give af, men slet ikke formåede at få greb om, hvad der er på spil hos børnene.
Vi gjorde meget forkert, men vi gjorde det i den bedste mening. Vores første 4-5 år sammen var præget af kaos, konflikter, søvnløse nætter, gråd, skuffede forventninger, opgør, modstand og vi fægtede krampagtigt med arme og ben for at overleve i det. At vi overlevede er et mirakel og skyldes først og fremmest at Jens og jeg har så stærk en fornemmelse af, at det er meningen, at vi skal være sammen. Der har mange gange været anledninger, hvor det ville have været det nemmeste at beslutte, at det skulle vi ikke, men vi er hver gang endt med at vælge hinanden til. Heldigvis.
At nå hertil hvor vi er i dag, har krævet helt ufattelig meget af os begge. Jeg troede dybt naivt, at jeg ville blive en god bonusmor og at jeg ville få nemt ved at skabe et godt forhold til min mands børn. Jeg tog fejl. Det blev ikke, som vi ønskede det, og her har Jens har været rigtig god til at trøste mig og sige 'nej, men så blev det noget andet og det kan vi også godt finde ud af', så har jeg været ulykkelig over det og i perioder plaget af stærk skyldfølelse. 
Men altså -  midt i alt det svære og de mange store udfordringer, har vores kærlighed hele tiden været der - og den har - sammen med hårdt arbejde og målrettede indsatser, båret os igennem.

Vi blev gift i maj 2008 på Vejle Rådhus. Jeg havde en fin rund mave og i november blev Lillepigen født.  Det er snart fire år siden. Synes egentlig, vi har gjort det meget godt. 

søndag den 19. august 2012

Opfølgning 3

Dette indlæg er en slags fortsættelse af dette her...


Vi kunne ikke undvære hinanden. Jens kunne på daværende tidspunkt ikke se sig selv flytte fra det lokalsamfund, hvor hans børn havde rødder. Jeg forstod det godt. Mine børn var  noget yngre, og vi gik imod en sommer, som uanset hvor jeg boede, bragte forandringer med sig. 
Jeg afsluttede det år en  9.klasse på min skole og skulle herefter i gang med en nyt forløb med en ny klasse. Vi var to lærere, der havde ønsket den samme klasse og valget var faldet på min kollega. Jeg vidste derfor ikke, hvor jeg ville blive placeret. Efterrationaliseret tror jeg, at den usikkerhed ubevidst satte skub i mine tanker om, at det var muligt at arbejde andre steder. Min ældste datter stod for at skulle begynde i skole - og da vi var forholdsvis nye i lokalsamfundet, kendte vi ikke ret mange og hun havde kun ganske få lokale legekammerater. Min yngste datter skulle rykke fra vuggestue til børnehave. Med andre ord: Vi gik alle tre halvstore forandringer i møde, uanset hvad. 
Det lå jeg mange nætter og vendte og drejede i mit hoved. Beslutningen om at flytte kom ikke sådan *bum* lige pludselig. Den modnedes langsomt i takt med at jeg blev mere og mere kendt der, hvor Jens boede og kom til at holde af den lille by, hvor der er  alt hvad man har brug for i gåafstand: Dagligvarebutikker, posthus, apotek, bibliotek, skole, sportshal osv. Et smørhul, hvor jeg sagtens kunne se mine piger vokse op.
Derfor blev den første fælles hobby Jens og jeg fik sammen at læse boligannoncer!
Huset, vi endte med at købe, var ikke vores første valg. Vi var røvefattige, til gengæld havde vi mange børn - og billige huse med mulighed for fire børneværelser hænger altså ikke på træerne, skulle jeg hilse og sige!
11 måneder efter, at vi havde mødt hinanden flyttede vi ind i "The Neverending Story", et gammelt 1950'er hus, som vi har knoklet med at renovere nærmest lige siden. Huset har gennemlevet en gennemgribende forandring fra pensioniststil med brune gulvtæpper og blomstret tapet til en lidt mere moderne stil (afhøvlede trægulve og gipsvægge etc.)

Det år var en milepæl i mit liv: Jeg sagde mit job op, solgte min andelslejlighed, meldte mine børn ud af deres institution og købte et hus i en lille provinsby sammen med den mand, jeg instinktivt ved, at jeg skal tilbringe resten af mit liv sammen med.
Var det nemt? Gik det glat og ligetil at flytte sammen med vores i alt fire børn? I et hus, der - mens vi boede i det -  blev flået fra hinanden indvendig og udvendig - og sammen med en mand, der brugte alle døgnets timer på først sit almindelige arbejde og derefter husprojekt "The Neverending Story"? Og mig, der startede på nyt job, samme dag som min ældste datter begyndte i ny skole og den yngste blev kørt ind i sin nye børnehave. Og tilsæt så relationen til mine bonusbørn, som jeg brugte oceaner af tid på at pleje og styrke, fordi jeg var opsat med liv og sjæl på at det skulle blive så godt, så godt.

Nej. Et stort rungende N E J. Nemt var det ikke. Det havde vi nu heller ikke regnet med at det ville være. Alligevel var det tæt på at slå mig omkuld.
Det var det sværeste, jeg nogensinde har oplevet, det mest udfordrende, krævende og på mange måder helt surrealistisk omfattende. 



fredag den 17. august 2012

Opfølgning 2

Dette indlæg er en slags fortsættelse af det her


Da Jens og jeg havde holdt vores første jul sammen - hos mine forældre, tre måneder efter vi havde mødt hinanden, begyndte vi at læse boligannoncer. Eller rettere, det gjorde han - for hans drøm om at få en kvinde i sit hus var på det tidspunkt noget større end min drøm om at bo sammen med en mand igen. Det var der en helt naturlig forklaring på, for Jens havde været skilt og boet alene i fem år - så man kan roligt sige, at han var klar til at give al sin tid, energi og kærlighed til en ny familie. Hvis jeg ikke var klar, så blev jeg det ret hurtigt af hans smittende glæde og entusiasme. Han er ét af de mest positive mennesker, jeg kender i hele verden og han angriber alle udfordringer med attitude af "det her skal vi nok klare, vi skal bare lige finde ud af hvordan, men vi klarer det". Han er optimist til det yderste og et menneske, der giver utrolig meget til sine omgivelser.
Men hvis vi skulle bo sammen - hvor skulle det så være? I Århus, i Jelling eller et helt tredje sted?
Jeg var i tvivl, men det var han ikke. 
For ud over de flotte ord, jeg lige har skrevet om ham ovenfor, så er han også stædig og beslutsom, når det kommer til bestemte ting. Og i boligsagen var han urokkelig. Han ville ikke flytte væk. Jeg forstod det egentlig godt, for han havde sine børn boende hos sig hveranden uge - de gik i skole, havde kammerater, fritidsinteresser og deres mor der. Det var et stort indgreb at ændre på de ting. 
Men jeg havde jo også masser af grunde til ikke at kunne flytte mig fra Århus. Mine børn, deres far, mit arbejde, som jeg var utrolig glad for og hele mit netværk af familie og venner. 
Det ville selvfølgelig være bedre for mig, hvis vi slog os ned i eller i nærheden af Århus.
Det var som om, at det var helt givet på forhånd, at vi skulle være sammen. Og vi ville rigtig gerne bo sammen. Men ingen af os ville flytte sig. 
Indtil jeg tog en beslutning. 

onsdag den 15. august 2012

Opfølgning 1

Til de af jer, der efter at have læst gårsdagens afrunding på min og Jens' dejlige kærlighedshistorie, sad med en lidt fesen smag i munden og tænkte: "Den slutning var sgu lidt tam i det": Jeg giver jer fuldkommen ret!
Det var en tam afrunding, men valget stod mellem det fesne indlæg jeg postede, eller intet indlæg. For søndag aften blev jeg overhalet indenom af en skolestart, som skubbede mig i grøften, hvor jeg lige siden har ligget og hevet efter vejret. 
Jeg glemmer hvert år, hvor meget det tager pusten fra mig, når jeg ud over at skulle være nærværende, interesseret og pligtopfyldende mor til to skolebørn, der tager hul på et nyt skoleår samtidig også er en nærværende, interesseret og pligtopfyldende skolelærer, der sammen med en masse elever, tager hul på et nyt skoleår. 
I år er jeg ekstra ramt fordi skolen hvor jeg arbejder, har været igennem meget store forandringer. Jeg har fået nye kolleger, er fysisk placeret et andet sted nu og har brugt de sidste tre dage på at lære 56 nye elevnavne at kende.

Derfor røg 'The looove Story' lidt i baggrunden, men jeg vil meget meget gerne tage tråden op igen. For jeg har det egentlig meget sådan, at det først var da vi mødtes for anden gang -  i civil om man så må sige - ude i virkeligheden, hvor de kolde fadøl, musikken og 20.000 glade mennesker ikke længere var en del af baggrundsbilledet, at det hele rigtig begyndte.

Det første år vi kendte hinanden, var det som weekendkærester. Til at begynde med sås vi hveranden weekend - den børnefri weekend - og selvom det hurtigt blev sådan at weekenden strakte sig til mandag morgen (jeg tog toget fra Vejle kl. 6.30 for at kunne nå på arbejde i Århus kl. 8.00 og når han var hos mig kørte han kl. 6.00 mandag morgen!) så var det jo slet ikke nok. Vi begyndte derfor ret hurtigt at tale om, hvordan vi bedst mødte hinandens børn. Mine piger var dengang 2 og 5, hans søn og datter 10 og 14. 

Jeg kan nærmest ikke huske, præcis hvordan vi gjorde det - kun at Jens besøgte pigerne og mig nogle gange på hverdage, hvor han så kørte hjem til sig selv igen, og at han en weekendeftermiddag havde sine unger med op til mig, hvor vi bagte en kage og gik en tur. Det gik nemt og vi kunne lide hinandens børn med det samme - og hinandens børn kunne lide os! Det var derfor ikke kompliceret for pigerne og jeg at tage på weekend hos Jens og børn - vi lavede sjove ting sammen og hyggede med slik, film, svømmehal og andre familieagtige ting. Det gik nemt. Fordi det var weekender og ikke hverdage, lærte jeg sidenhen.

Ønsket om at være tættere på hinanden i hverdagen blev hurtigt enormt stort. 
Når jeg luftede det for familie og venner, mødte jeg en fordom, som kom bag på mig. Mine nærmeste anfægtede min drøm om at bo sammen med Jens, fordi jeg ikke havde boet alene særlig længe. Folk sagde ting som: Skulle du nu ikke lige få lært at være alene, inden du flytter sammen med en ny mand? Det er vigtigt ,at du bliver god til at være alene, blev der sagt.
De sætninger - at lære at være alene og at være god til at være alene - fyldte mine tanker om aftenen, når jeg syg af længsel efter min søde Jens lå og stirrede ud i mørket. Alt inden i mig strittede imod og jeg sagde en aften højt ud i luften: Fandme nej, om jeg vil være god til at være alene. Jeg vil være god til at være sammen med nogen!


tirsdag den 14. august 2012

Tilbageblik 8

The rest is history

I det øjeblik han trådte ind ad døren, forsvandt al nervøsitet, panikken forduftede og jeg fyldtes af ro.  Det var magisk.
Der var ikke ét eneste pinligt øjeblik, vi var ikke det mindste akavede og vi fortsatte helt naturligt, hvor vi havde sluppet hinanden tre uger før.
Der var slet ingen tvivl om at han og jeg hørte sammen.

Og sammen - det har vi været lige siden.




mandag den 13. august 2012

Tilbageblik 7

Indlægget her er en fortsættelse af gårsdagens, som du kan læse ved at klikke her.

Som ved et trylleslag bristede festivalboblen og efter ganske få timers søvn, mødte jeg på arbejde mandag morgen. Havde det været en hvilken som helst anden mandag, ville jeg nok have sygemeldt mig, for mine øjne var røde og opsvulmede af øjenbetændelse, min stemme hæs og næsten forsvundet og jeg havde det forfærdeligt efter fire døgn med alt for lidt søvn og alt for meget alkohol. 
Men mine kolleger vidste jo, at jeg havde været på festival hele weekenden (og så melder man sig altså ikke syg!), så jeg måtte lægge ører til mange drillerier og dumme kommentarer. 

Der gik et par dage inden Søde Jens sms'ede. Om jeg var kommet godt hjem, om det var hårdt at komme op på arbejde osv. Selvom det kun var få dage siden, vi havde stået tæt omslynget og hørt musik i Bøgeskoven, føltes han nu uendelig langt væk, og det var helt surrealistisk at tænke på, at han gik rundt hjemme i sin hverdag og lavede helt almindelige hverdagsting. 
En del af vores sms'er handlede om det meget ærgerlige faktum, at vi ikke havde fået sagt farvel til hinanden søndag aften, inden jeg tog hjem. Én af de beskeder greb jeg i luften og skrev til ham, at det måtte vi have rettet op på - altså mødes for at sige ordentligt farvel, og han returnerede med det samme og spurgte, hvornår han måtte komme og besøge mig. Altså for at sige farvel.
Da det gik op for mig, at han var mere end almindelig interesseret i at møde mig igen, fik jeg de koldeste fødder og døde lidt af skræk. Jeg tænkte både, at det kunne være så fedt at møde ham igen, men jeg forestillede mig også, at gensynet kunne blive så pinligt og akavet, at det ville være en forfærdelig oplevelse for os begge. 
Disse forestillinger forsvandt dog lidt, da han en aften ringede for at lave en aftale og ellers bare snakke. Ligeså snart jeg hørte hans glade stemme, mærkede jeg lidt af magien igen.
Det forholdt sig sådan, at han skulle noget den kommende weekend og derfor tilbød at besøge mig en hverdagsaften. Det kunne jeg slet ikke have med at gøre, for jeg boede jo alene med to børn og de skulle på ingen måde inddrages i den her historie. Og netop børnene var også årsag til at det ikke kunne blive weekenden efter, for der havde jeg dem hos mig. Efter mange forslag og muligheder endte det med at Søde Jens skulle komme til kaffe hos mig en søndag eftermiddag tre uger efter vores hede weekend i Skanderborg.
Tre uger er altså lang tid, skulle jeg hilse og sige - og der var ikke nogen hed kontakt i de uger - det var som om vi begge havde brug for at trække vejret i hver vores virkelighed. Jeg tænkte meget på ham og savnede ham lidt, men jeg havde svært ved at skelne, om det var den meget stemningsfyldte festivalboble i Skanderborg, jeg savnede, eller om det var ham? Desuden var vi i begyndelsen af august, og jeg havde lige taget hul på et nyt skoleår som klasselærer i en 9.klasse. Jeg havde derfor meget travlt på mit arbejde.
De tre uger gik forholdsvist hurtigt og dagen for gensynet nærmede sig. Magien fra Skanderborg var forlængst blæst væk af hverdagen og fornemmelsen af, at gensynet med Søde Jens ville blive kikset, voksede støt i min mave.

Den søndag han skulle komme ved 14-tiden om eftermiddagen, vågnede jeg meget tidligt. Ryddede op og gjorde rent i min lejlighed, mens jeg gik mere og mere i panik. Jeg havde et par rigtig gode veninder, der med stor fryd og rørende entusiasme havde fulgt med på sidelinjen, og den ene af dem ringede om formiddagen for at bede mig gennemgå, hvad jeg havde tænkt mig. 'Har du købt noget ind, så du kan lave mad, hvis han bliver og spiser', ville hun vide og det havde jeg ikke, men tog straks noget laks op af fryseren. Just in case.
Jeg skiftede tøj 10 gange i løbet af formiddagen. Kunne ikke finde det rigtige - hvad fanden har man på, når man skal drikke kaffe en søndag eftermiddag? Jeg flyttede også om i lejligheden hele tiden. Det ene øjeblik synes jeg det var for bart og stringent, (det skulle jo nødig se ud som om, der boede en kontrolfreak) så jeg smed lidt ugeblade og nogle bøger tilfældigt rundt i stuen, som jeg så lidt efter flyttede igen (det skulle jo nødig se ud som om der boede et rodehoved...).
Så mig konstant i spejlet, tog lidt læbestift på, tørrede det af igen ... Blev mere og mere nervøs. Han sms'ede, at nu kørte han hjemmefra og ville være hos mig ca. en time senere. Den time blev én af de længste i mit liv nogen sinde. 
Hvad skulle jeg sige, når han trådte ind af døren? Hvad ville han sige? Hvad nu hvis det var helt til grin, men at det kun var mig, der syntes det? Kunne jeg få ham verfet ud så?
Jeg sad i min sofa. Rejste mig op. Satte mig ned. Lagde mig ned. Satte mig op. Rejste mig, gik hen til vinduet, gik ind i stuen, satte mig i sofaen. Jeg stod i køkkenet, da jeg så hans lyseblå Toyota trille ind foran huset, men jeg gemte mig ved døren, så han ikke kunne se mig gennem vinduet.

Da det endelig ringede på, sad mit hjerte fast i halsen.

Fortsættes.

søndag den 12. august 2012

Mens I venter...


Tilbageblik 6

Dette indlæg er en fortsættelse af gårsdagens, som du kan læse ved at klikke her.

Der stod jeg så med telefonen i hånden og læste den sms igen og igen.

Da jeg havde læst sms'en for 10. gang, bad min hjerne mig om at slå koldt vand i blodet og ikke mindst om at overveje grundigt, om jeg overhovedet behøvede at svare? Derefter formulerede min hjerne en venlig afvisning, der ikke kunne misforstås.  Sådan tænkte min hjerne.
Mit hjerte derimod, greb telefonen og skrev straks et forslag om et mødested inden én af aftenens store koncerter, som vi så kunne nyde sammen. 

Her tillader jeg mig at lade handlingen skride lidt hurtigt frem - for det første fordi jeg nødigt vil kede læseren med overflødig snak, og for det andet fordi variationerne over det, der sker de næste to dage er forholdsvis små. For det tredje skal vi huske, at begivenhederne ligger otte år tilbage, og at meget derfor står hen i hukommelsens grå tåger. 

Vi mødtes om aftenen. Det var vidunderligt. Og vi sov sammen næste nat også. Og den næste igen. I de følgende dage var vi uadskillelige, gik rundt som et gammelt ægtepar med hinanden i hånden og benyttede enhver lejlighed til enten at kysse eller at snakke. 
Vi snakkede rigtig meget! Jeg fortalte om mine to børn og han fortalte om sine to. Jeg fortalte om min skilsmisse og han fortalte om sin. Han fortalte om sin hverdag og om sit arbejde som ingeniør, jeg fortalte om min hverdag og om mit arbejde som lærer. Vi talte om at være alene med børn, om den fiasko det lige meget hvordan, man vender og drejer sagen er, når man opgiver at kunne få et ægteskab til at fungere og om glæden ved at mærke sig selv i live på den anden side af skilsmissen. 
Vi delte drømme, håb og tanker og jeg fyldtes med glæde og taknemmelighed hvergang han så mig dybt ind i øjnene, hviskede mig søde ord i øret og tog min hånd i sin. 
Jeg oplevede det som en kæmpe gave at lade mig fordybe i samtale med ham, for han var lyttende, åben, spørgende og meget interesseret i både at fortælle om sig selv og at lære mig at kende.
Blandt 25.000 mennesker i det virvar, der hersker overalt på en festival tog vi hinanden i hånden og lukkede os inde i en boble af kys, kram og nærvær og vi fortrængte begge ALT om, at der var en virkelighed på den anden side af hegnet - hvor vi boede i hver sin by og ingen fælles referenceramme havde. Det var helt vildt intenst, helt vildt dejligt og jeg både smiler og er lige ved at tude, når jeg sidder her og skriver om det. Uanset hvad der siden hændte, ville jeg aldrig have været den weekend foruden...
2004 var et jubilæumsår for Skanderborg Festival og søndag aften ville det hele slutte med et brag af en jubilæums-koncert. Så snart denne koncert var slut, skulle jeg skynde mig ned efter min bagage og ud til en p-plads, hvorfra jeg blev samlet op og fik et lift til Århus. Jeg skulle nemlig tidligt op og på arbejde mandag morgen!
Vi vidste jo godt at weekenden ville slutte, og vi var sgu nok også godt klar over, at det sandsynligvis var et eventyr, der ikke kunne bære os længere end dertil, men vi var enige om at få sagt ordentligt farvel til hinanden.
Det lykkedes bare ikke - for da jubilæumskoncerten gik i gang, kom vi på grund af en misforståelse til at stå på hver sin  side af Bøgescenen. Adskilt af henved 20.000 mennesker, der stod tæt i mørket med opmærksomheden vendt mod musikken. På grund af den høje musik var det ikke muligt at ringe hinanden op, så vi sendte et utal af sms'er med forklaringer på, hvor vi befandt os - jeg kæmpede mig gennem menneskemængden for at komme om på den anden side og det samme gjorde han.
Vi fandt aldrig hinanden. Koncerten sluttede og jeg måtte haste efter min bagage for at kunne overholde min køreaftale og komme til Århus. 
Boblen bristede, natten faldt på mens jeg sad på bagsædet af en bil på motorvejen og som med et knips med fingrene skiftede jeg min scene ud med en treværelses lejlighed i det nordlige Århus og var tilbage i rollen som den enlige mor med tjek på tilværelsen.

Og her kunne denne beretning sagtens slutte.
Men det gør den ikke.

Fortsættes i morgen.

lørdag den 11. august 2012

Tilbageblik 5

Beretningen om de virkelige hændelser, der fandt sted i Bøgeskoven i begyndelsen af august 2004 fortsætter lidt endnu.

Dette indlæg er en fortsættelse af det, som du kan læse ved at klikke her.

Hvis vi lige skal opsummere, hvorledes scenariet tager sig ud, så har vi en 32-årig, nyligt fraskilt kvinde, der sammen med en veninde er taget på Skanderborg Festival.
Hun er kæk og kåd som en kvie, der lige er blevet lukket ud på græs en forårsdag - og efter en herlig aften med kolde fadøl og god musik, bliver hun helt tilfældigt overrendt af tre charmerende mænd i meget højt humør. Kvinden slår følge med disse mænd og fatter en helt særegen og bemærkelsesværdig interesse for den ene af dem.
Netop denne interesse må vi antage er bevæggrunden for, at kvinden vælger at tilbringe natten i denne mands telt fremfor sit eget, men det er kun gisninger, vi ved det ikke med sikkerhed.
Det vi med sikkerhed ved er, at kvinden den efterfølgende morgen forlader teltet for at hente vand, glemmer at tjekke ud, hvorledes telt og omgivelser ser ud og derfor kun ved et mirakel finder tilbage til det telt, hvor hun ud over en sovende mand har efterladt sig sin pung og sin mobiltelefon.
------------------------------------------------------------------------
Det var blevet fredag - den anden af fire festivaldage og jeg var temmelig rundt på gulvet. For at sige det mildt. Jeg var rasende på mig selv - Helt ærlig, hvor er din værdighed kvinde - donkede mig selv oveni hovedet: Du er fandme ikke mere end lige ankommet til Bøgeskoven og så lader du dig forføre af den første mand, der viser bare en lille smule interesse for dig. Hvor lousy er det lige, hva'? Sådan gik jeg hele dagen og bankede mig selv oveni hovedet, men det havde bare ingen effekt på det salige smil, der havde lagt sig om min mund og de små boblende fornemmelser, der brusede i maven.
Den søde Jens havde fået mit nummer, men jeg havde ikke fået hans, så jeg var sådan set ude af spillet.
Nød dagen sammen med vennerne, fik hørt noget god musik ... og var egentlig ret afklaret med at jeg selvfølgelig aldrig ville høre et pip fra ham igen - han sad vel i sin teltlejr og grinede triumferende til sine venner, mens han pralede med nattens blondinefangst.

Hen på eftermiddagen kom der en sms!

!!!

Indholdet af ordlyden er rekonstrueret, men det var noget i stil med dette:

Hej smukke. Tak for en fantastisk aften og en dejlig nat. Har tænkt på dig hele dagen og vil forfærdelig gerne se dig igen. Hvor og hvornår kan vi mødes?

Fortsættes...

fredag den 10. august 2012

Tilbageblik 4

Indlægget her er en fortsættelse af gårsdagens, som du kan læse ved at klikke her.


Det var nu blevet fredag d. 7.august og jeg var seriøst på spanden!

Jeg var som skrevet i går, vågnet og væltet ud af det telt, hvori jeg havde tilbragt natten. Det var stadig meget tidligt om morgenen, teltpladsen var øde og jeg anede ikke, hvordan jeg nogensinde skulle finde tilbage til teltet igen. Jeg havde ikke lagt mærke til teltets farve, facon, størrelse eller placering, så jeg var temmelig meget på røven. 
Begyndte at gå tilbage i den retning hvorfra jeg var kommet, spejdede efter noget genkendeligt. Gik hele vejen ned af en vej mellem teltene - uden at kunne genkende noget. Vendte om og gik tilbage, valgte en tilfældig sidevej og drejede der. Intet. Vendte om, gik tilbage, drejede af, gik lidt længere, stoppede op, vendte om, tog en anden sidevej, vendte om, gik lidt længere, drejede af... Der var næsten ingen mennesker - klokken har vel været 5.30-6.00 og der lød høje snorkelyde fra mange af teltene. 
Foran et lille gult telt sad en ung pige, som jeg kunne genkende. Måtte have passeret hende før, for hun kiggede op og smilede. Jeg sendte hende et desperat blik, og hun sagde så: 'Det er ikke for noget, men du er altså gået forbi her tre gange nu, kan du ikke finde dit telt, eller hva'? Det måtte jeg så indrømme, at jeg ikke kunne. 
Her er det så, at denne dramatiske fortælling fra det virkelige liv, tager en drejning som gør at handlingen igen kan skride fremad, for jeg fik det indfald at spørge pigen, om hun mon havde lagt mærke til, hvorfra jeg kom gående første gang hun så mig, og hun pegede ned af en vej og sagde: 'Du kom helt dernede fra'. Jeg takkede, fulgte den anviste retning og kort tid efter, kunne jeg genkende et telt med flag, hvor nogen havde holdt fødseldagsfest, en indkøbsvogn og lidt efter et stort blåt telt, hvor mine sko stod nydeligt placeret udenfor. Tusind forklaringer på hvorfor jeg havde været væk så længe røg gennem mit hoved, men jeg fik aldrig brug for nogen af dem, for ham der lå inde i teltet sov stadig tungt og havde ikke ænset, at jeg havde været væk. Jeg samlede i alt hast mine ting sammen og var på vej til at gå, da han vågnede, tog min hånd og bad og mit telefonnummer, så vi kunne mødes senere. Hvis jeg altså havde lyst. Det svarede jeg ikke på, men skyndte mig væk.

Fortsættes.

torsdag den 9. august 2012

Tilbageblik 3

Indlægget er en fortsættelse af gårsdagens, som du kan læse ved at klikke her.

Året er 2004. Datoen må efterhånden være blevet d. 7.august, for det er blevet langt ud på natten.

Vi havde en fest. Lars, Lars, Jens og jeg. Gik ned for at høre Tina Turner-kopibandet 'Turn on Tina'. 
Lad det være sagt: Der var andre end Tina, der blev 'turned on' den nat.
Hvad var det med ham Jens? Ud over de insisterende lyseblå øjne, smilet og de varme hænder, så var der noget.  Men det var jeg nu nok for fuld til at ænse på det tidspunkt, så det må være efterrationaliseringer.
Vi snakkede, dansede, snakkede lidt mere. Og så kyssede vi vel, må man gå ud fra.

Jeg blev scoret. 

Detaljerne får I ikke, men jeg kom aldrig hen i mit eget telt den nat. Sov kun ganske få timer og vågnede meget tidligt. Med en forfærdelig smag i munden og tømmermænd med hugtænder. Tæt på død af tørst og med kun én tanke i hovedet: Vand!
Ved siden af mig lå en snorkende mand, som jeg knap kendte. For fanden hvor en redelighed. Jamen, kan I ikke se det...?
Kiggede mig omkring i teltet, fandt en tom vandflaske. Tumlede ud af teltet, måtte have noget at drikke. Gik målbevidst mod den nærmeste vandpost, kunne ikke finde nogen, skråede ind mellem telte, op ad en vej, længere hen, der var langt.
Fandt en vandpost, fyldte flasken, drak. Hvilken fryd at få koldt vand. Fyldte vandflasken igen og vendte rundt for at gå tilbage. 
Jeg løftede blikket, satte en hånd over øjnene som skygge for den skarpe morgensol og spejdede ud over teltcampen. 
I det sekund mine trætte morgenøjne fangede synet af et uendelig antal telte så langt øjet rakte, gik det op for mig, at jeg ingen anelse havde om, hvordan det telt, jeg var steget ud af, så ud.
Ingen.Anelse!
Min allerførste tanke var at skride. Hen til mit eget telt, lade som ingenting, glemme alt. Nemt, hurtigt, problem solved. 
Men.
I det telt, som jeg ikke havde en chance for nogensinde at finde igen, lå min taske. Min mobiltelefon og min pung. 

Hvad fanden skulle jeg gøre?

Fortsættes i morgen.


onsdag den 8. august 2012

Tilbageblik 2

Indlægget her er en fortsættelse af dette.


Året var 2004. Datoen d. 6.august.


DAD er færdige med at spille, og jeg sveder som en hest efter at have danset og hujet mig igennem koncerten. Veninden og jeg går væk fra den store scene og ned mod bar-området for at få en forfriskning. Dem har vi ellers fået så rigeligt af, men vi er tørstige!
Ud for en af barene møder min veninde sin eks-kæreste, som hun stopper op og taler med.  Jeg står ved siden af og griner, vi er alle lettere berusede og jeg fanger derfor ikke i første omgang, at de bliver uenige og begynder at diskutere. Det fortsætter de med længe,  og jeg trækker derfor væk fra dem over til et bord, sådan et cafébord man står op ved.

Her står jeg så. Og står. Kigger på menneskerne omkring mig, nyder livet og står lidt mere. Har det skønt. 

Pludselig kommer tre mænd (fuldvoksne, ikke unge) løbende for fuld hørm på stien ned af den nærliggende bakke. De råber, griner og larmer og vender sig efter hinanden og ser derfor ikke mig, som de derfor nærmest tumler ind i, inden de stopper op.

De hilser og griner og undskylder, at de kom til at løbe ind i mig.
Og her er det så,  af den ene af de tre mænd fyrer en bemærkning af, som siden er gået over i (min version af) verdenshistorien, som én af de ringeste forsøg-på-kontakt-indledningsbemærkninger, nogensinde. Han siger:

Hvorfor står så'n en sød pige der og ser så sur ud?

Jeg himler op. Er fandme ikke sur, ikke det fjerneste. Hvorfor siger han, at jeg ser sur ud, hvad bilder han sig ind? De griner alle tre, for hvis hun ikke var sur før, så er hun da blevet det nu. Og så begynder jeg også at grine.

Der er skabt kontakt. 
Om jeg vil med hen at have en øl? Det vil jeg egentlig gerne, men venter jo på min veninde, der stadig står snakker med sin eks. Jeg spørger hende, om hun vil med, men hun ænser mig ikke rigtig, siger at jeg bare kan gå, så kan vi ringe sammen senere. 

Jeg går med de tre meget festligt stemte mænd. Lars, Lars og Jens hedder de og deres kådhed og gode humør smitter mig med det samme. De er godt selskab. Især Jens. Han er særdeles godt selskab. 

Fortsættes i morgen.

tirsdag den 7. august 2012

Tilbageblik 1

Året var 2004 og datoen d. 6.august.

Det var en smuk lys sensommeraften i en bøgeskov ved Skanderborg. 
Jeg var næsten lige blevet alene efter 10 års samliv med mine børns far. Pigerne var seks og tre år gamle, vi boede os tre sammen i en lejlighed en halv times buskørsel uden for Århus. Vi havde fundet os godt til rette og efter bruddets følelsesmæssig rutsjetur ned under gulvbrædderne, var jeg oppe igen. 
Jeg følte mig stærk og sej, havde tjek på tingene og kørte med klatten. Mænd var nogle røvhuller, og jeg nød at være én foruden. Havde på ingen måde afskrevet muligheden at finde en kæreste igen, men der skulle gå laaang tid, for jeg orkede ikke mere pis. Der var så meget andet, jeg ville prioritere nu.

Min veninde og jeg var ankommet til Skanderborg Festival om eftermiddagen d. 6.august, vi var flyttet ind i vores fælles telt og havde drukket øl og hørt musik hele eftermiddagen. Stemningen var i top, humøret højt, solen skinnede, himlen var blå, og jeg havde det forrygende.

Men jeg anede jo heller intet om, at der på denne dato ville finde et begivenhed sted, som skulle forandre retningen i mit liv forevigt.

Hvad skete der i Bøgeskoven d 6. august 2004?

Læs med på bloggen i morgen!

mandag den 6. august 2012

Kvæl det med kærlighed

Lillepigen, 3 år:
-Mor du er dum
-Ja, det er jeg, men du er sød
-Mor, du må ikke snakke til mig, jeg er sur på dig
-Det er helt okay, at du er sur, sig til når du er færdig med at være sur... så er jeg stille imens...



Forleden spurgte Charlotte, som har denne skønne blog sine læsere, hvad der var det bedste råd i forhold til livet og lykken, de nogen sinde havde modtaget. Råd forstået som en levesætning, et citat eller lignende, som man kan hive frem i situationer, hvor der er brug for det.
Jeg skrev i kommentarfeltet og fortalte om et råd, som dækker over noget, jeg har kendt til og brugt i mange år, men hvis sproglige udformning jeg har tyvstjålet fra Signe Lindkvist, der sagde det i en udgave af Mads og Monopolet.  Signe skulle give et godt råd til en lytter, der havde fået nogle naboer på nakken.


Kvæl det med kærlighed, sagde hun og jeg forstod præcist, hvad hun mente. 


Når nogen taler rigtig grimt til dig, så svar dem venligt. 
Når du bliver skældt ud, så sig undskyld og ønsk vedkommende en dejlig dag, i stedet for at blive pissed og give igen af samme skuffe.

Den, der taler grimt eller opfører sig dårligt er typisk i en form for menneskeligt underskud (kan være momentant opstået eller permanent)  - mød det underskud med overskud og giv af dig selv. Bekæmp surhed med sødme, send god karma ud i luften. 


Kvæl det med kærlighed er svaret på alle brevkassespørgsmål, det er løsningen på konflikterne med dine børn, dine kolleger og ikke mindst din ægtefælle.
Og er du selv én af de sure, så håber jeg inderligt for dig, at du møder nogen, der kvæler din vrede med kærlighed.


søndag den 5. august 2012

Back from out of space

Vaskemaskinen snurrer lystigt, børnene har lukket sig inde på deres værelser (Store- og Mellempige spiller Sims på pc, Lillepige omklæder bamser...)
Vi er hjemme. Har sovet pragtfuldt i egen seng efter en hæslig køretur hjem med timevis af langsommelig køkørsel. Skulle hilse og hilse, at det ikke er morsomt at sidde i kø på 2.time for at komme igennem Elb-tunnelen, når ens treårige højlydt proklamerer at hun skal lave pølser og at det skal være NU! 


Hjem kom vi - efter en superdejlig ferie i Holland og Belgien. Først en uges camping i herlige og meget børnevenlig hollandske omgivelser og derefter 9 dages husbytte i en forstad til Antwerpen. 

Jeg skylder mine læsere et bevis. For i dette indlæg bekendtgør jeg, at jeg agter at udfordre mig selv med en omgang 'moules frites', belgiernes yndlingsspise. Jeg er ikke spor fan af muslinger, men jeg må sige at måltidet var en meget positiv overraskelse!  

Here goes:






fredag den 3. august 2012

Bruxelles

 Vores ferie i Belgien lakker mod enden. I dag er sidste hele dag, inden vi i morgen meget tidligt sætter os i bilen og drøner hjem til vores eget hus, som vi alle glæder os stort til at gense.
Gårsdagen gik med endnu et besøg til en fed by - Bruxelles - som vi altså syntes, at vi var nødt til at besøge, når vi nu befandt os på de her kanter.
Frokost på vejen i middelalderbyen Mechelen og så ellers fuld fart ind i Bruxelles vilde trafik. Hov er det ikke Europaparlamentet, var der pludselig én, der råbte, hey jo, så fik vi set det også. Ikke verdens mest tjekkede turister, men til gengæld gik vi målrettet efter ham her:



Hvad er det med Manneken Pis? Havde det ligesom jeg tror mange turister har det, når de ser vores Lille Havfrue i København. Nå? Er den ikke større? Hmmm. Mine unger syntes alle tre at denne her udgave af samme mr. Pis var meget mere interessant:




Til eftermiddagssnack købte vi en vaffel på Grand Place. Alle valgte modellen med jordbær og chokolade, der var ellers et utal af muligheder. Føj, hvor smagte den godt! Efter endt indtagelse meddelte jeg min familie, at jeg ALDRIG ville spise igen. Puuuh, den lå tungt i maven, denne dejlige wafl'.




Her er det Lillepigen, der bliver udstillet efter endt indtagelse, men jeg vil godt afsløre at vi alle så sådan ud i hovedet:




Belgien er tegneserieland og ikke mindst smølfeland. Her går vi forbi et smølfemuseum. Et ægte smølfemuseum, spurgte ét af børnene. Ja, mine damer og herrer, et ægte smølfemuseum.




torsdag den 2. august 2012

Onze lieve vrouw kathedraal, her er den så

Vi er på ferie i Belgien. Har byttet hus med en belgisk familie, der således i denne uge er på ferie i vores hus.
Boligbytte-konceptet har jeg skrevet lidt om her og det indlæg slutter med billedet af en motherf****** stor katedral i den belgiske by Antwerpen, som jeg hjemmefra havde besluttet at besøge.

I går blev så dagen, hvor jeg trådte ind i det enorme kirkerum og som millioner af andre turister gennem tidde nakken bagover, kiggede op, kiggede rundt og mærkede historiens vingesus blafre om ørerne.

Der er i kirken bl.a. et berømt maleri af den belgiske kunstner Ruben, som var fra Antwerpen.

Mine billeder inde fra katedralens kæmperum er elendige, for lyset genspejlede alle vegne. Men tjek endelig Rubens billeder ud her, de er dejlige, svulstige og med masser af dramatik. 

Til gengæld tog jeg et billede med min tlf af kirken udefra, det blev fint og læg liiige mærke til, hvor blå himlen var over Antwerpen d. 1.august 2012. 



onsdag den 1. august 2012

Jeg har bestemt, hvad det næste bliver

Helt uden at jeg har  opdaget, har der sneget sig et tvist ind i min sommerferie, som jeg slet ikke havde planlagt. Jeg udfordrer min angst for både det ene og det andet. Bevares, vi er i småtingsafdelingen, men alligevel.
Første gang var i Holland, da jeg - for at imponere mine børn- tog en tur i den vildeste vandrutsjebane. Det har jeg skrevet om her.
Anden udfordring begik jeg i går, hvor vi var på en længere tur til det sydlige Belgien for at disse grotter, som Ægtemand ved flere lejligheder, havde udtrykt stort ønske om at besøge, når vi nu var i Belgien.
Hvis sandheden skal frem, talte han allerede sidste år, da vi var på ferie i Frankrig meget om bjerge og grotter, men det fik jeg stille afværget ved at tale udenom, glide af og lade det passere. 
I år var han mere insisterende og han fik rottet sig sammen med vores tre piger, som alle syntes idéen var rigtig god. Lillepigen sagde 'Jaaah, huler inde i bjerget, det vil jeg gerne' uden at ane hvad det var, og de to store blev ellevilde, for de oplevede drypstenshuler sammen med deres far på Mallorca for tre år siden. Så var der mig tilbage. Mig, tudefjæset, som har tendens til klaustrofobi, er mørkeræd og har en alt for livlig fantasi, når det gælder kategorien 'mulige katastrofer'. Jeg havde fandme ikke den fjerneste lyst til at se nogen som helst grotter. Mine argumenter var tynde og i løbet af dagene indså jeg, at slaget var tabt. Eller vundet? For er jeg ikke også sådan én, der kan finde på at sige 'face your fear' til mine nærmeste, når de udtrykker bekymring og nervøsitet? Men hvad så, når det gælder mig selv? Er jeg virkelig en pivet kylling, der ikke tør en skid? No way. Afsted vi kom, humøret var højt og alle var glade. 


Her sidder vi og venter på toget, der skal fragte os op af bjerget, vi skal vandre 2 km tværs igennem. Altså indeni, mine damer og herrer!






Toget kørte pissehurtigt og jeg blev køresyg og var temmelig utilpas, da vi steg ud. Heldigvis var der en del ventetid foran grottens indgang, så jeg blev jeg frisk igen ved indånding af  kølig bjergluft.


Vi  blev (i en gruppe på ca. 30 personer) ført ind i grotten af en sød guide (jeg besluttede med det samme at hun var sød, for det var min klare overbevisning om, at hun var den, der skulle redde os, hvis noget gik galt).


Ind i mørket ad en smal sti, langsom gåsegang på de glatte fugtige stenbelagte stier. Jeg lukkede øjnene, bad fadervor, tog en dyb indånding og kiggede mig omkring.


Sådan her så der ud i den mange mange tusind år gamle grotte inde bjerget:






Dryp dryp dryp dryp. 2-3 cm pr. 100 år vokser de. Stalamitter (dem, der kommer nedefra og op) og stalakitter (dem der hænger oppefra og ned)


Hold nu kæft, hvor var det flot!




Det var så fascinerende, at jeg næsten glemte, hvor langt vi var kommet væk fra udgangen og ind i bjerget, og jeg glemte næsten, at jeg var bange.


Indtil et barn i flokken stillede et spørgsmål til guiden. På flamsk, forståes, men jeg kunne desværre godt forstå spørgsmålet.
Og endnu mere desværre fik jeg også fat i svaret.


Om der lever dyr herinde i grotten, blev der spurgt.


Ja. Det gør der. Sagde hun.


Flagermus sover her og flyver ind og ud. Andre dyr kommer ind udefra, men bliver ikke længe, for der er for mørkt og for koldt. Men de kan jo gå forkert. Mus, rotter, edderkopper og resten hørte jeg ikke, for det begyndte at suse for mine øre og vi var kun ca. halvvejs igennem de næsten to timer, det tog at vandre gennem bjerget.
Jeg havde fået tøjlet klaustrofobien og angsten for mørket (så mørkt var der jo heller ikke...) nu kunne jeg så fyldes af angst for at der pludselig ville komme en flagermus fisende henover hovedet på mig eller endnu værre, en rotte pilende mellem mine ben. 
Der skete heldigvis intet og efter nogle minutter gled tankerne lidt til side, for jeg skulle jo snakke med børnene, pege og sige 'neeej se lige der, seee hvor flot det er'. Lillepigen, som altså kun er tre år, var så cool. Lige lidt for cool til min smag. Nej ikke løbe her, der er glat, nej uha ikke hen til den kant, der er vand dernede. Er meget meget taknemmelig for Ægtemands kølige, rationelle tilgang. Godt, han er der som modvægt til mine småneurotiske udfald.


Her er vi endelig ude igen:






Indrømmet: Det var en vildt spændende oplevelse og jeg er glad for at jeg tog med og facede min fear.


Så glad at jeg har besluttet at runde ferien af med en udfordring mere. En kulinarisk én af slagsen. Som handler om mit forhold til seafood! Et forhold, der i mange år har været aldeles anstrengt. Vi har bare ikke rigtig kunnet sammen, mig og seafood. Men nu er jeg i Belgien - og der er én ret, der bliver serveret alle steder, og som er en kendt specialitet. 


Les moules frites. 


Det vil jeg have til frokost i morgen. Wish me luck.