Donk donk. Det banker på døren. Ud af vinduet i stuen ser jeg tre små spøgelser på vores trappesten, Spøgelse 1 har fæle vampyrtænder, Spøgelse 2 bærer briller, og Spøgelse 3 er iført pink ørervarmere.
Slik eller ballade, siger de med små musestemmer, da jeg åbner døren, og jeg driller dem ved at lægge hånden til øret og sige 'undskyld, hvad siger I?' for at få dem til at sige det lidt højere, hvilket de omgående gør.
Argh, det er jo halloween for fanden, hører man mig råbe, mens jeg farer ud i køkkenet og flår skabe og skuffer op for at finde noget slik. Finder en pose skolekridt, hvor der er 4-5 stykker tilbage og en Guldbarre, den blå fra Toms, den jeg elsker så højt, egentlig vil jeg ikke af med den, men i mangel af bedre - for jeg er ikke ude på ballade - får de min elskede Guldbarre. Og de fem skolekridt afleverer jeg også.
De tre spøgelser står med hver deres bærepose, som de rækker frem mod mig - jeg smider det hele i brillespøgelsets pose og siger at de må dele, når de kommer hjem. De nikker artigt og meget lidt spøgelsesagtigt.
Jeg må have mere slik i huset, for der kommer vel unger vadende i en lind strøm fra nu af og resten af aftenen, og vi har ikke så meget som en gajol i huset, det er jo helt helt galt, får jeg sagt så panisk at min yngste datter bliver helt forskrækket og siger mor, vi vil ikke have ballade, vel?
Og nej, det vil vi ikke, så jeg beder to af mine døtre gå ind i Superbrugsen efter slik, men har ingen kontanter, så jeg udstyrer dem med mit dankort og min kode, og sender dem først til hæveautomaten for at hæve penge og dernæst i brugsen efter slik. Hvor meget skal vi købe for, spørger de og jeg siger, køb rigelig, køb for 1oo kroner, nej 150 og helst noget med papir på, sådan noget som Guldkarameller eller Dumle. Pigerne trasker afsted og kommer hjem med favnen fuld af snolder. Masser af gode sager, som vi lægger frem på køkkenbordet. Vi tænder også lys i de udskårne græskarhoveder på vores trappe, så kvarterets børn ikke er i tvivl om, at vi er hjemme, og at de bare kan komme an.
Men der kommer ikke flere.
Ikke én eneste. Ikke så meget som bare et lille bitte spøgelse, en mini-vampyr eller en heks.
Nothing.
Så vi æder alt slikket selv, og jeg får så ondt i maven at jeg må tilbringe særdeles lang tid på toilettet, mens ham der har en vielsesring magen til min sidder og venter på at jeg kommer ud, så vi kan se House of Cards.
Vi burde nok have gemt noget af det til i morgen, siger jeg snusfornuftigt, mens min bedre halvdel kommer i tanke om at 'trick og treat' hedder 'Knask eller knep' på norsk.
Nogen ting holder aldrig op med at være sjove.
