Jeg er blå

Fisme ringe at melde sig til en skriveleg og så ryge af i svinget lige inden mål. Men jeg blev overfaldet af en stime hverdage, der involverede skole/hjemsamtaler (mig som den søde lærer), skole/hjemsamtaler (mig som den venlige forælder), en mand, der har arbejdet røven ud af buksen, en datter der skulle på en udvekslingstur til Tyskland, samme datter der fyldte 15 år og så en datter mere, der fyldte 12. 
Da jeg gik på weekend i fredags var det med en følelse i kroppen af ikke at have haft 5 sekunder for  mig selv i 14 dage.

Først var der blå. 
Himmelblå. Forårsblå. Elskede blå. 
Kulisse til det blomstrende magnoliatræ i vores forhave. 

og mens jeg stod der med kameraet og tænkte blå tanker, lagde jeg mærke til at jeg lige den dag, var klædt i blåt.
Blå skjorte, blå jeans. 
Blå dag.
Blå øjne.
Mine egne og dem jeg kigger dybt i, som det sidste hver aften inden jeg lægger mig til at sove.
De blå øjne jeg faldt så vildt for. For snart 10 år siden. 

Måtte jeg male verden i én eneste farve, ville jeg male den blå.

Fordi blå er tryghed. Tillid. Tro.

Blå er rolig, fattet og altid behersket. Blå er reflekteret, kølig (uden at være kold). Blå er dyb. 

Vand. Himmel. Øjne. Blå.

Jeg er blå. 

Gul: En tobenet farve, der er svær at blive klog på

Gul er en farve, jeg har svært ved at blive klog på.  Eller turde stole på. 
Gul har flere ansigter og har et tvetydigt udtryk. Gul kan være varm og kraftig, som brændende solstråler en sensommerdag, der kærtegner en kind eller falder tungt og varmt på en øde vej. 
Når gul er varm er den pålidelig, doven, tyktflydende og jordnær, mens den er det helt modsatte, når den er kold. 
En kold gul er løgnagtig, falsk, selvhøjtidelig og decideret ubehagelig at være i nærheden af. Det er jalousiens farve, det fordæktes farve, der med distancerende kølighed ikke lukker nogen ind eller omfavner nogen.

Gul gør mig utryg, jeg kan ikke lide gul, fordi jeg ikke forstår hvad den vil udover at blive lagt mærke til. 
Gul vil ses - og vi ser gul tydeligt, allevegne. På legetøj, prismærker, logoer og tøj.

Pudsigt nok er alle de tre bøger, jeg har haft i hænderne i de sidste dage med gule omslag. 

I påsken fik jeg taget hul på den femte bog i Karl Ove Knausgaards selvbiografiske romanværk 'Min Kamp'. 
Det er noget af det fineste, ærligste, gribende og sprogligt mest interessante, jeg længe har læst.
Læste bind 1 og 2 ud i en køre, holdt herefter pause, hvor jeg læste andre bøger, inden jeg læste bind 3 og 4 lige efter hinanden.
For at trække læsenydelsen så langt som muligt, har jeg bestemt at holde pause mellem læsning af bind 5 og 6.

Jeg nyder, når der er overskud til faglitteratur.

Bogen 'Børn med eksplosiv adfærd' handler om hvordan man kan hjælpe børn, der har temperament, der har det med at 'tænde af' i vrede. 
Bogen har givet mig nye værktøjer, jeg som akt-lærer glæder mig til at tage i brug. 

'Lav med med de mindste' fik Lillepigen på 5 år i julegave, og hun elsker når vi laver noget fra den. Bogen har ikke billeder, men tydelige tegnede anvisninger, der gør det meget nemt at lade barnet være med i den del af madlavningsprocessen, der handler om at lære at følge en opskrift. 

Fordi det er påske, har jeg bestemt at uge 17 først begynder i morgen, tirsdag. Jeg er derfor ikke forsinket med mit uge 16-farveindlæg.
(Eller sagt på en anden måde: Hvis du ikke passer ind i virkeligheden, så lav virkeligheden om, så den kommer til at passe til dig...) 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hvorfor jeg pludelig skriver om en farve? Forklaring kommer her:

Et link på her sendte mig til den her fine blog, hvor der i denne tid er en skriveleg i gang. Jeg har ikke deltaget i den slags hurlumhej før, men er hoppet med her, fordi jeg synes teamet er sjovt og overskueligt med kun én bundet skriveopgave om ugen. I al sin enkelhed er opgaven at skrive et blogindlæg med inspiration i en farve.

• uge 14 RØD
• uge 15 ORANGE
• uge 16 GUL
• uge 17 GRØN
• uge 18 BLÅ
• uge 19 LILLA

ORANGE, et uægte barn

 Orange er i min verden ikke en rigtig farve. Så er det sagt, og jeg håber meget at det er okay at jeg siger det? Det er på ingen måde min mening at træde orange-elskere (som fx. hende her) over tæerne, men faktum er at orange og mig, vi er sgu ikke det bedste match. 
Jeg har svært ved at sætte ord på, hvad det er, jeg har imod orange, men jeg regner den ligesom ikke for noget. 
Orange er wannabe rød eller wannabe gul, en uheldig fusion af rød, som jeg holder meget af og gul, som jeg heller ikke er for vild med. 
Varme, temperamentsfulde rød og kolde, kyniske gul har fået sig et barn sammen - og dette barn, Orange, er fjollet, barnlig og svær at tage alvorlig. 


Jeg har været en tur rundt i huset, for at lede efter orange ting. Var ret sikker på, at jeg intet ville finde, men se nu bare her... Lille fjollede orange har sneget sig ind op til flere steder, selv i klædeskabet, dukkede hun op!

Bøtten her står øverst oppe, ovenpå et køkkenskab.
Den er mørk orange og købt i
en genbrugsbutik for 5 kr. 

Denne beholder er også fra køkkenet, og den stammer fra et loppemarked.
Den er i brug næsten dagligt.

Hudplejeprodukter fra Clarins. Spottet i det skab i badeværelset,
der desværre ikke tilhører mig, men Storepigen på snart 15 år.

Og se bare her: Lille Orange Tiger, 

som ingen bruger mere, men 

hver gang vi sætter ham ned i kælderen, 

henter Lillepigen hamop igen, fordi hun synes det er synd for ham, 

at han skal bo dernede alene

i mørke.

Bagerst i klædeskabet fandt jeg skisme en T-shirt med orange striber.
Når jeg er vinterbleg som nu, klæder den farve mig simpelthen ikke ret godt.

I anledning af jeg er så heldig at have en dejlig lang påskeferie fra i dag, kommer her en lille konkurrence, hvor du kan vinde æren af at være min kvikkeste læser.

Hvad er der i de to beholdere fra køkkenet, jeg har lagt billeder op af i indlægget her?

Beholder nr 1: 

Vi har den ikke nede ret tit, måske et par gange om måneden eller mindre.

Vi opbevarer noget i den, som skal videre et andet sted hen. Noget især børnene bruger til forskelligt. Og som det er virkelig irriterende at glemme at købe nye af. 

Dem, der er i beholderen duer ikke mere.

Beholder nr. 2:

Det er mig, der i perioder spiser mange af dem. De stod egentlig i skabet med mel, sukker osv. men er nu flyttet op på hylden med morgenmadsprodukter og er nu nabo til havregryn og cheerios. 

Jeg spiser dem gerne ovenpå noget og med en ske, men kan også finde på at tage en håndfuld og gå og småspise af. 

Hvad tror du, der gemmer sig i beholderne? Jeg afslører det, inden påsken er omme!

------------------------------------------------------------------------

Hvorfor jeg pludelig skriver om en farve? Forklaring kommer her:

Et link på her sendte mig til den her fine blog, hvor der i denne tid er en skriveleg i gang. Jeg har ikke deltaget i den slags hurlumhej før, men er hoppet med her, fordi jeg synes teamet er sjovt og overskueligt med kun én bundet skriveopgave om ugen. I al sin enkelhed er opgaven at skrive et blogindlæg med inspiration i en farve.

• uge 14 RØD
• uge 15 ORANGE
• uge 16 GUL
• uge 17 GRØN
• uge 18 BLÅ
• uge 19 LILLA

RØD, en heftig puls

Rød er varme, temperament og lidenskab. 
Rød er mine knoer, når jeg knytter hænderne hårdt i vrede og med anspændte kæber får sagt til mine elskede, at lige præcis det der, ved jeg ikke, om jeg kan lære at leve med.

Rød er blodet, der løber i mine årer, når jeg fuld af begær presser mig imod ham og mærker at alt det han er, kan jeg leve med. Vil jeg leve med. 
Rød er varmen i kinderne, kærligheden i hjertet og frustrationen, når det hele bliver for indviklet.

Der bor en rød oprørskhed i mig, som ikke fylder meget i det daglige, men som jeg mærker tydeligt i bestemte situationer, hvor noget går for nær.
Min vrede er rød.
Rød er også ilden, der brænder i mig, når verdens uretfærdighed bliver klasket op i mit fjæs, men det er også en glødende ilterhed og kamplyst, der er næsten utæmmelig, når jeg føler mig uretfærdig behandlet eller direkte misforstået af et andet menneske. 

Rød er styrke, kraft og opmærksomhed. 

I min garderobe er der er ikke ét eneste stykke rødt tøj. 
Rød råber for højt og siger 'se mig, se mig' på en måde, jeg ikke kan forliges med, når det er mig selv, men beundrer, når det er andre.

Der er mange røde ting i vores hjem. 

Rød yndlingskop fra Bodum

Rødt skab fra meget kendt og brugt svensk møbelfirma

Badeforhæng med røde Marimekkoblomster.

Rød termokande

Hvorfor jeg pludelig skriver om en farve? Forklaring kommer her:


Et link på her sendte mig til den her fine blog, hvor der i denne tid er en skriveleg i gang. Jeg har ikke deltaget i den slags hurlumhej før, men er hoppet med her, fordi jeg synes teamet er sjovt og overskueligt med kun én bundet skriveopgave om ugen. I al sin enkelhed er opgaven at skrive et blogindlæg med inspiration i en farve.

• uge 14 RØD
• uge 15 ORANGE
• uge 16 GUL
• uge 17 GRØN
• uge 18 BLÅ
• uge 19 LILLA

Kalenderhistorie 2013

For to år siden blev jeg af en veninde, der også er blogger, inviteret med til at skrive til en juleføljeton. Vi var en gruppe personer, skrev så videre på hinandens afsnit af historien. Hver dag i december blev der postet ét afsnit. Det fede var at ingen på forhånd anede hvordan fortællingen ville udvikle sig - og når man fik et afsnit i hænde bestemte man suverænt selv i hvilken retning, man ville dreje handlingen. 

Mai har (sammen med sin veninde) besluttet at gøre det igen, og jeg har været så heldig igen at blive spurgt om jeg vil deltage. De to har oprettet en ny blog til formålet.

Derfor håber jeg inderligt at du i december måned vil følge med i denne kalenderhistorie.
Er du interesseret i at blive én af skribenterne på projektet, så læg en kommentar her, og jeg vil formidle kontakten videre.

FEMINA BLOGAWARDS 2013

Hos Femina mener de, at der blande de mange gode danske blogs, er nogen der er så gode, at de gør en forskel. 

Derfor har redaktionen hos Femina i samarbejde med Julia Lahme tænkt, at det kunne være en god idé til at fremhæve nogen af  bedste danske blogindlæg ved at kåre dem i forskellige kategorier.

Klik lige præcis her for mere info, bl.a om hvordan du nominerer.

Hvis man bidrager med sine nomineringer, kan man være heldig at vinde Julia Lahmes nye bog Blogbogen.

Jeg deltager gerne - og er i gang med at tænke over, hvilke indlæg, jeg vil nominere, der er så MANGE superfede, spændende, bevægende, hjertegribende og velskrevne blogs rundt omkring ... 

Læserne skal nominere deres favorit-blogindlæg i fem forskellige kategorier...

Introvert - stå ved dig selv!

Jeg er personligt stor fan af Anna Skyggebjerg og hendes meget nære og kære hverdags-tanker om at få livet som mor i en travl familie til at gå op i en højere enhed.  Bogen ’Zen for mødre’ har i årevis haft fast plads på mit natbord, og jeg følger med stor interesse med, når Anna Skyggebjerg blogger på 'Hele 3 ting'.

Dette indlæg handler om bogen 'Introvert' generelt, men i løbet af de kommende dage, skriver jeg også om at se, møde og anerkende de introverte børn i skolen, og om at være ekstrovert og have introverte mennesker helt tæt på i livet, som partner eller som mor.

Bogens budskab er dybt relevant i mit arbejde som lærer, for jeg er helt sikker på at Anna Skyggebjerg rammer plet, når hun påstår at vi i alt for høj grad overser de introverte børn i skolen.

Jeg har så også en stærk personlig interesse i bogen, fordi jeg er mor til et temmelig introvert barn.

Og *tadahhh*: sørme om jeg ikke også fik lært en masse om mig selv undervejs, mens jeg læste. For selvom jeg er primært ekstrovert at natur, så har jeg en ret tydelig introvert side, som jeg nok ikke har været helt god til at anerkende, værne om og pleje igennem årene. Og så  jeg har i øvrigt en hjemmestrikket teori om at langt langt de fleste mennesker bliver tiltagende introverte, jo ældre de bliver!?

Min ex-partner og jeg sidder og lægger planer for den kommende weekend.

-Skal vi ikke invitere nogen venner herud til middag, spørger jeg forhåbningsfuldt. 

Han kigger intenst på mig og siger at han trænger så meget til en weekend, hvor der bare overhovedet ingenting skal ske.

-Ingenting overhovedet? spørger jeg undrende og fortæller ham at weekender, hvor der overhovedet intet skal ske er de værste weekender for mig.

-Det er de bedste weekender for mig, siger han så.

Troværdig indføring i emnet

Anna Skyggebjerg (fra nu af kaldet AS) har skrevet en meget meget fin og letlæselig bog med titlen ’Introvert, stå ved dig selv’ med undertitlen ’ Nej, du behøver ikke gå til fest og gemme dig på badeværelset’.

Som titlen tydeligt fortæller, handler bogen om at være introvert.

AS giver en grundig indføring i emnet krydret med både morsomme og tankevækkende eksempler på, hvad det vil sige at være et introvert menneske.

Ud over at trække på sin egen store viden og erfaring på området, henviser AS også til udenlandsk forskning og litteratur på området, bl.a. hos den amerikanske forfatter Susan Cain, der i år har udgivet bogen ”RO, styrken ved at være introvert i en højtråbende verden” (Originaltitel: ’Quiet. The power of Introverts in a world that can’t stop talking’).  At AS’ mange pointer underbygges med resultater af international forskning og udenlandske artikler, gør hendes ærinde meget troværdigt i mine øjne. Det er i øvrigt meget tankevækkende at der ikke tidligere er udgivet danske bøger om emnet. AS’ bog er den første danske udgivelse om at være introvert.

Flokdyr eller enegænger?

Introverte mennesker trives stort i deres eget selskab og har et langt mindre socialt behov end ekstroverte. Som introvert kræver det store mængder mental energi at være sammen med mange mennesker, energi som den introverte senere indhenter ved at samle kræfter alene.

Ekstroverte oplever til gengæld at det, at være omgivet af mennesker, tilfører dem energi og derfor udmattes de slet ikke i samme grad, når de har været på i større sociale sammenhænge i mange timer.

Hvor ekstroverte mennesker er flokdyr, er introverte mere enegængere eller til selskab for bare to eller tre personer ad gangen.
Et typisk introvert menneske holder ikke et brag af en fest på sin fødselsdag, han/hun holder langt hellere en intim hyggemiddag med den allernærmeste familie.

For det er i netop i det nære, intime sociale rum at den introverte trives allerbedst.

Det stille vand, den dybe grund

Den introverte tænker, før han/hun taler. Nogen gange meget længe og han/hun er generelt mere stille og tænkende af natur end én, der er ekstrovert.

Introverte mennesker lytter mere end de taler.

Det er også typisk at introverte mennesker fordyber sig meget grundigt i én bestemt interesse, et emne eller en hobby, mens ekstroverte er mere overfladiske og typisk har gang i mange forskellige aktiviteter og interesser på samme tid. 

Hvor den introverte måske kun har én fritidsinteresse, som han/hun så til gengæld har dedikeret sig 100 % til og ved alt om, så har den ekstroverte mange interesser og skifter dem måske jævnligt ud, fordi det ellers bliver for ensformigt og kedeligt.

Et prisme at se og forstå andre igennem

AS er selv meget introvert og har derfor skrevet sin bog med introverte briller. Det farver selvfølgelig pointerne, selvom jeg tydeligt fornemmer at AS har gjort sig umage, for at understrege at hun ikke opfatter introverte som hverken dårligere eller bedre end ekstroverte, det er slet ikke det, der er pointen.

Pointen er, at bliver man opmærksom på at se sig selv og sine medmennesker gennem prismet introvert/ekstrovert, så vil der falde rigtig mange ting på plads i selvforståelsen og i forståelsen af andre, og man vil få langt nemmere ved at acceptere hvorfor kollegaen/ægtefællen/barnet reagerer som han/hun gør. Vi kan undgå meget unyttig undren og mange misforståelser ved at se og møde hinanden gennem det introverte/ekstroverte prisme.

Ekstroverte idealer

AS er også meget tydelig omkring, at hun har en anden vigtig pointe med sin bog, og det er at feje en stor bunke fordomme og irriterende misforståelser af banen: Nej, introverte er  på ingen måde kedelige mennesker, fordi de ikke bryder sig om vilde fester, selskabslege og overnatningsture  med barnets klassekammerater, de foretrækker bare langt mere stille og indadvendte aktiviteter og sådan har de ret til at have det!

Vi lever i dag i en verden, hvor det ekstroverte ideal er meget dominerende – Det er almindeligt at vi promoverer vores aktive alsidige liv på facebook, twitter og instragram, og der skabes hele tiden nye typer reality shows, hvor det at være på, og kunne iscenesætte sig selv, er helt grundlæggende forudsætninger. Ikke så sært, at en 14-årig dreng, jeg engang havde som elev i skolen, kom til at føle sig helt helt forkert blandt jævnaldrende, da han i klassen fortalte at det, han elskede allermest var at sidde alene på sit værelse, fordybet i en rigtig god bog om middelalderen. Jeg kan stadig føle ubehag ved tanken om det latterbrøl, hans ord fremkaldte hos de uvidende, ignorante og ekstroverte klassekammerater. Der gik sikkert meget lang tid,  inden han igen havde lyst til at fortælle noget som helst om sig selv igen i en social sammenhæng. Men jeg gætter også på, at der har siddet mindst to andre introvert elever i klassen, som grinede med for ikke at falde udenfor, men som i virkeligheden havde lyst til at fortælle at han/hun havde det præcis lige sådan.

Forskelle der beriger fremfor at irritere

At bogen er skrevet af en introvert og med andre introverte som primær målgruppe (dette fremgår af bagsideteksten),  er et præmis som gør indholdet dejlig ærligt og helt utrolig vedkommende.

 AS’s nærvær går som en rød tråd hele vejen igennem, og man kender hendes måde at tænke og være på ind og ud, når bogen er læst.

Jeg synes, det er vigtigt at fremhæve at selvom der i bogen er en skelnen mellem ’dem’ (de ekstroverte) og ’os’ (de introverte), så anerkender AS 100% den måde ekstroverte mennesker er på, og at det faktum, at de bidrager med rigtig mange gode og sjove ting til de introvertes verdensbillede, som måske ellers kunne gå hen og blive en lillebitte smule ensformigt (det er min udlægning). 

Jeg synes især at AS får pointeret den ekstrovertes mange forcer i afsnittet om hendes ekstremt ekstroverte datter Eline, som i lighed med afsnittet om sønnen Jakob, er skrevet med så stor omsorg, kærlighed og respekt for de to børns forskelligheder, at det er meget bevægende.

Stå ved dig selv

Jeg er meget meget enig med AS i, at det beriger os som mennesker, og gør verden langt mere interessant at leve i at vi er forskellige, og oplever ting forskelligt. 

For det er meget det, det handler om. Måden henholdsvis den introverte og den ekstroverte oplever situationer på - og de følelsesmæssige reaktioner det giver hos den enkelte. Og at vi får lært at respektere at den ene reaktion er ligeså rigtig som den anden. 

AS giver rigtig mange gode eksempler på i hvilke situationer, man som introvert føler sig max udfordret.

Hele tiden understreger hun, at man sagtens kan begå sig i en udadvendt verden, holde oplæg og arbejde sammen med fremmede mennesker, selvom man er introvert af natur – den introverte er nemlig tit god til at ’spille rollen’ som ekstrovert, for så derefter at bruges dagevis for at komme til de sociale hægter igen.

At spille en rolle er at udgive sig for noget andet, end det man er – og det er der ingen mennesker, der trives med i længden. 

AS' forlanger - med rette - at blive og mødt og accepteret som det introverte menneske hun er, og endelig har lært at være stolt af at være.

Tusind tak for bogen Anna, den har gjort mig større og åbnet mine øjne for vigtige ting, både privat og som lærer.

Jeg anbefaler bogen til enhver, der gerne vil blive klogere på sig selv og på andre mennesker. 

Madblogging eller not

I mit tilfælde er der slet ingen tvivl om, at svaret er NOT.
Jeg både stornyder og bruger ofte mange af de vildt flotte, inspirerende og SKØNNE danske madblogs, der findes på nettet. Jeg har et par gange  følt mig en lille bitte smule fristet til selv at prøve at fotografere og beskrive noget af det meget dejlige mad, der udgår fra køkkenet her i hytten. 
Men ak og ve! Det er jo en håbløs opgave, når man ikke er vant til det. 
Jeg er VILDT imponeret over, at man både kan jonglere med opskrifter og madvarer, varm ovn, komfur og hvad har vi, samtidig med at man får taget megaflotte dekorative billeder undervejs. Hvordan gør I? Jeg står der med fedtede fingre og tænker på at jeg helst ikke vil tabe min iPhone ned i farsen - og vil egentlig heller ikke så gerne have den smurt ind i dej...

Bliver i øvrigt også så optaget af processen omkring madlavning, at jeg glemmer alt om at tage billeder undervejs, og når det endelig lykkes, synes jeg billederne bliver deciderede ringe!
Derfor kære dygtige madbloggere, frygt ingen konkurrence herfra, det kommer simpelthen ikke til at ske at jeg går jer i bedene. 
Det står lysende klart efter mit forsøg på at spæde gårsdagens blogindlæg der handlede om mad, op med en række billeder.

Og meget meningsfyldt følger her så et billede af en skål kirsebær plukket i egen have.

Happy Happy

Amrit, hvis skønne blog, du kan finde lige her, præsenterer i dag to bøger om skilsmisse. "Happy Happy", som er for de voksne og "bo hos mor og far", som er for børn. 
Det er bøger, som jeg nok burde have læst dengang i 2004, hvor min drøm om kernefamilie med far, mor og to børn brast forevigt. 
Amrit fortæller at forfatterne til "Happy happy" gør op med den meget dominerende holdning: at “ægteskabet betyder social vellykkethed, mens skilsmissen betyder det modsatte, nemlig social mislykkethed.”
Det udsagn sendte mig lige fluks tilbage til den tre-værelses, hvor jeg boede alene med mine to døtre og hvor jeg i de allerførste efterdønninger af skilsmissen kæmpede med lige præcis den holdning. Var det min familie, der tænkte om mig, at jeg var social mislykket? Var det mine veninder, bekendte eller kolleger?

Nej ingen af dem.

Det var mig selv.

"Taber", lå  jeg alene i mørket og sagde højt ud i mørket. 

"Du kunne ikke finde ud af det, du duede ikke til at være i en helt almindelig familie, hvor ringe er det lige, hvad?"

Følelsen af at være mislykket - en kæmpe fiasko fyldte helt vildt meget i begyndelsen. Men der var aldrig nogen omkring mig, der sagde eller gjorde noget til mig, der antydede at det var sådan, man så mig udefra -  tværtimod-  det var mig selv, der dømte mig så hårdt. 

Heldigvis lærte jeg med tiden, at det at blive skilt IKKE er at mislykkes socialt. Det er at tage vare på sig selv (og på den man skilles fra, hvis man er helt enig om at gå hver til sit, som vi var) og det er at give sine børn muligheden for at vokse op med glade forældre, der trives fremfor at leve med skænderier, tavshed, dårlig stemning og ting, der ikke bliver sagt.

Da den første storm havde lagt sig hos mig, blev jeg en langt bedre udgave af mig selv - jeg kom til at kende og forstå mig selv bedre og det var godt. Rigtig godt.

At blive skilt er en proces som jeg, har billedliggør, som at stå alene for foden af et kæmpe bjerg og vide at man for at klare sig, er nødt til at komme over på den anden side. Men der er så uendelig langt derover og man er træt ind i knoglerne, ked af det som bare fanden og står med praktiske udfordringer til op over begge ører. Huset skal sælges, indboet deles, man skal finde noget nyt at bo i og det samme skal ham, man skilles fra - og midt i det hele står der nogle ulykkelige børn, som man skal gøre alt for at være der for.

Det er det mest uoverskuelige, jeg nogen sinde har været udsat for og når jeg tænker tilbage, kan jeg nærmest ikke huske, hvordan jeg klarede det.

Hvordan kom jeg over på den anden side af bjerget? Hvordan fik jeg styr på alt det praktiske - fundet bolig, skiftet bank, kontaktet sagsbehandler, talt med børnenes pædagoger, med familie og venner - samtidig med at jeg hver dag passede mit arbejde om dagen og  græd mig i søvn hver aften?

For jeg kom over bjerget. Sammen med mine børn. Det var en hård tur i modvin og med masser af forhindringer, men vi klarede det.

Fordi jeg tog et skridt - én ting af gangen

Og fordi der var nogen, der hjalp os.

God tur over bjerget, Amrit - jeg lover dig at solen skinner på den anden side!

Jeg har før skrevet lidt om skilsmisse, fx indlægget her.

Mit held

Heldet vælter ind over mig i denne tid.
Ikke nok med at jeg vandt 41 kr i Lotto i onsdags, næ nej så vandt jeg saftsusme også Annamette Fuhrmanns netop udkomne bog "Længsler og Leverpostej.
Har fulgt Annamettes blog i al tid den, hun har skrevet bogen (og længe før) og glæder mig stort til at køre både længslerne og leverpostejen ind råt for usødet. For jeg ved, at den bog også handler om mig. Virkelig fedt, at nogen gider gøre en indsats, som klasker et spejl op i hovedet på os andre og dermed bidrager til at gøre verden (i hverfald den ægteskabelige del af den) til et bedre sted at være.

Skrivekrampe

Jeg har skrevet rigtig meget i dag. Hvor? Tænker du -  og kigger dig rundt her på bloggen, for det er da i hvertfald ikke her!?
Nej desværre, men det har alligevel noget med bloggeri at gøre, for jeg har netop mailet kapitel 10 til Mais decembergyser Musetrappen, som er godt i gang med at udvikle sig til en sand thriller.  Min aften er gået med at skrive kapitlet, hvilket foregik med underlægning af rødvin, fredagsslik og en pæn stor portion præstationsangst.
Århh, hvor jeg synes de andre skribenter har gjort det godt - og århh hvor jeg glæder mig til at se hvor historien ender. Misunder ikke Mai arbejdet med at samle trådene op og afslutte.

(Mai, i tv-serien Dollars var der altså også rigtig mange løse ender, der aldig blev samlet op - men det havde jo ingen indflydelse på vores kærlighed og trofasthed overfor karaktererne)

På arbejdet har jeg også skrevet og skrevet i dag. Du tror nok at en skolelærer, når hun er på arbejde, for det meste står i et klasselokale og underviser nogen børn. Men sådan er det ikke. Overhovedet ikke. I dag har skolelæreren undervist i 3 x 40 minutter, derefter taget læseprøve på en enkelt elev, brugt ca. 30 minutter på at rette den læseprøve for derefter at sidde ved en computer og skrive på en vanskelig skoleudtalelse i 2-3 timer. Do-ku-men-ta-ti-on.

Så egentlig gider jeg ikke skrive mere i dag, ville bare lige pippe og ønske god weekend.

Tak for Jakob, Maren

I dag har jeg nydt en meget sjældent fridag. Det sker ikke så tit at skolelærere holder fri på hverdage, så jeg nyder det helt vildt, de gange jeg er så heldig at det kan ske. Som i dag.

Jeg stod op sammen med familien ved 6-tiden, som vi plejer, og var behjælpelig med dit, dat og dut. Kl. 7 vinkede jeg farvel til mand og børnehavebarn og kl. 7.45 til de to skolebørn, og herefter ville ingen kunne se min røv for futskosålerne - lige ind i sengen igen sprang jeg. Læste et par kapitler i en god bog, lagde bogen til side og snorksov til kl. 9.30. Se det er livskvalitet, der vil noget!

Min formiddag gik med praktiske gøremål og med at læse blogs. Siden igår har jeg tænk virkelig STOOOORE tanker omkring menneskelivet - helt konkret med afsæt i indlægget skrevet af Jakob, som har gæsteblogget hos Maren. Jakobs tekst handler om at turde stå ved sig selv som anderledes og om det tabubelagte i at være normafviger. Den handler også om mod, drømme og håb. Teksten er et stort skridt ud af skabet (tror jeg) for Jakob - den virker i hvert fald flere steder "famlende" på en utrolig sårbar og rørende måde.

Læs for Guds skyld Jakobs tekst, den er supervelskrevet og rummer rigtig mange væsentlige pointer, hvis man som jeg kan lide at gruble over, hvorfor og hvordan ting her i livet hænger sammen.
Jeg har brugt mange år på at lære, at der er sammenhænge, som jeg aldrig kommer til at forstå, og at det er helt okay ikke at forstå alt i denne verden. Jeg skriver lidt om dette i kommentarfeltet til Jakob, fordi jeg får lyst til at dele mit synspunkt: At det ikke er afgørende, om vi forstår hinanden, men mest af alt: at vi accepterer hinanden.
Jakob giver så respons på mit svar og hans uddybning er yderligere tankevækkende.

Han skriver blandt andet:

Racens behov for ensartethed betyder at langt flest mennesker ligger tættest på gennemsnittet allerede ved fødslen. Og at vi i vores opvækst lære normerne i vores kultur, så vi kan agere med menneskerne omkring os.

Altså stor forskellighed på den ene side, og stor centrering om gennemsnittet på den anden side. Flest normale, men sommetider også et slag med seks seksere. Sjældent, men helt naturligt.

HVORDAN det så kan være at du ender i dine sko, Ole Henriksen i sine og jeg i mine, det handler om kaosteori. Men det er sgu for nørklet. Lad os bare sige at det uundgåeligt vil ske at nogen af os bliver overvejende ens og nogen bliver forskellige. Og at det er rent tilfældigt hvem det sker for.

Men vi ku’ godt øve os på at gøre vores kultur bedre til at rumme det forskellige. Det forsvinder nemlig jævnfør ovenstående aldrig.

Jeg tror, det har afgørende betydning for menneskets evne til at rumme det forskellige (for nu at bruge Jakobs eget udtryk) at vi præsenteres for mangfoldigheder i alle afskygninger livet igennem, men især i barndommen. At vi lærer at det gode liv for den enkelte kan være meget meget anderledes for andre, end det er for os selv.

Da min rigtig gode barndomsven for mange år siden gjorde et meget langvarigt og lidelsesfuldt spring ud af homo-skabet og indviede mig i processen undervejs, fik jeg i den grad udvidet min horisont.
For én ting er at ønske at skille sig ud fra mængden og bevidst styre sig selv i normafvigende retning (som fx. punkere eller bz'ere) - en anden ting er at opleve en drivkraft i sig, som man ville undertrykke, hvis man kunne gøre det uden at føle sig som et halvt og utilstrækkeligt menneske. Det kunne min ven ikke og det kan Jakob ikke. Og hvorfor  skulle de?
Min dejlige ven ønskede ikke at være homoseksuel. Han drømte om familie og om børn og det tog mange år at erkende at skæbnen ville ham det anderledes.
Han mærkede tydeligt 'hvad' og 'hvordan' men var ved at gå ud af sit gode skind over 'hvorfor.'

Jeg synes at Jakobs lommefilosofiske betragtninger om arv, miljø, kaosteori og tilfældigheder giver rigtig god mening, når jeg tænker på den frustrerende proces min ven var igennem, før han lærte at acceptere sig selv, for den han nu engang er. Uden at kunne forstå hvorfor.

Når jeg nu ikke gider skrive noget

så er det vel nok dejligt at der er andre, der godt gider.

Jeg har lyst til at nævne to blogs, som jeg har fulgt igennem længere tid. Herlige blogs. Skønne. De har ikke ret mange læsere og det er superærgerligt  synes jeg. Ja, da primært for læserne, som går glip!

Den ene blog er Ualmindelig almindelig og det er Milles skiblerier om kæresten og deres datter Starutten. Mille er netop vendt tilbage til arbejde efter barsel og skriver på en rigtig sød og fin måde om alt det, der rører sig lige der, hvor der balanceres med hverdagens udfordringer. Jeg har været der, jeg kender det og jeg kan rigtig godt lide Milles måde at skrive på.

Den anden blog er Carinas Provinsbloggerier. Sammen med Skibsrederen og den 6-årige er Carina lige flyttet tilbage til den by, hun selv stammer fra. Jeg læste med under Carinas store overvejelser om hvorvidt flytningen skulle realiseres eller ej og det er en sand fryd nu at kunne mærke glæden ved at have truffet en rigtig beslutning, lyse ud af de nyeste indlæg.
Herudover får vi skæve betragtninger af almindelige hverdagsfænomener med masser af jysk tør humor on the side.

Besøg endelig disse dejlige damer - Because they're worth it!

Podcast - Opgang mod undergang

Gik du glip af Mai's blogroman "Opgang mod undergang", som blev udgivet på hendes blog i juli - eller har du lyst til at genlæse den i sin helhed,  så har du nu chancen for at downloade den som podcast via Mai's blog her.

Jeg læste med undervejs som romanen blev udgivet, men vil alligevel lytte lidt med, ikke mindst for at høre oplæseren, som er Carina, der skriver denne blog.

Service

Hvis du er landet på min blog via Kristine, som ovre i sit dilemma, skriver om mig i dag - så yder jeg dig hermed den service, at hjælpe dig med at finde tilbage til hende igen. Det kan jo være at du ligesom jeg er en spade til at finde vej.

Hvis du ikke er landet her fra Kristines Dilemma, så synes jeg du skal kigge forbi hende og læse, hvad hun skriver om mig.

Hun gør det nemlig på en virkelig sød og sjov måde. Kristine ville bevise, at jeg er lesbisk, men fandt i stedet ud af at jeg er hendes søster.
Ja, du griner, men tænk bare på programmet "Sporløs" - det her er  Sporløs i en totalt blogginogget udgave.

Og sådan kører det hele i ring i dag.

Er det for indforstået?
Måske, men sagen er at Kristine og jeg aldrig har mødt hinanden, men via hver vores blogindlæg genkendte steder og bynavne og på den måde fandt ud af, at vi er vokset op i det samme lille område og har befundet os  i de samme sfærer. Vi kendte sågår de samme hunde!!!

Jeg anbefaler varmt

...den sommerroman som Mai har skrevet, og som hun i denne tid publicerer på sin blog. Klik her og hop med fra kapitel 1.
Det er dejlig velskrevet ferielæsning.

Lukkeloven

Hvad tænker I om den holdning, Kathrine Lilleør udtrykker her?

Jeg hælder meget til at give hende ret, men er ikke færdig med at tænke endnu!

Udvider blog-horisonten

I går skete der noget interessant her i min blogverden. Jeg er nemlig for første gang blevet fast læser hos en mandlig blogger og samme mandlige blogger er blevet fast læser hos mig.
Dermed blev Martin med bloggen Under Gadelygten den, der brød kvindemonopolet på min blog. Tillykke med det, Martin!


Når jeg færdes rundt blandt de mange blogs, der findes, slår det mig af og til hvor mange af dem, der ligner hinanden rigtig meget.  Og det skyldes jo mig selv. Fordi de blogs jeg dropper ind hos og bliver hængende i, ofte er blogs, der er skrevet af kvinder på ca. min alder. Mange har hus, mand og børn og de (vi) blogger om hverdagen og familielivet og alt det indimellem. Nogle er vildt kreative med billeder andre er det med ord. Men i det store hele, så er der mange fællestræk ved de blogs, jeg læser.
Jeg nyder stort at genkende mig selv i dem og at læse om livets gang i andre andedamme. Af til kan jeg dog godt føle at det hele kører lidt i ring.
Derfor er det forfriskende at møde nye bloggere og læse med i beskrivelser af dagliglivet fra mennesker, hvis briller er anderledes end mine.


Jeg færdes rigtig meget blandt kvinder. På mit arbejde er der mange flere kvinder end mænd. Og vi har det altså med at gå i selvsving over frokostbordet og tale alt for meget om fødsler, børneopragelse, madopskrifter og termostøvler. Jeg elsker når min mandlige kolleger engang imellem slår i bordet og forlanger at der også tales om øl, fisse og hornmusik. Og fodbold. Eller at de (mændene) får kommenteret snakken på en måde, så det bliver åbenlyst, at der er mange måde at anskue verden på. Det er så fedt, når det sker.  Eller også rykker de bare over til et andet bord.


Jeg kommer ligeledes i en studiekreds, som kun er for kvinder. Vi mødes for at tale om tekster, vi har læst. Og bidrager så hver især til at få vi løftet teksternes indhold både ned i et hverdagsperspektiv og op på et mere generelt og filosofisk plan. Sammen med disse skønne kvinder har jeg læst Kierkegaard, Løgstrup, Sløk, Johs. Møllehave,Kathrine Lilleør og forskelligt andet.


I sin tid meldte jeg mig til denne studiekreds, fordi jeg synes der gik alt for længe imellem at jeg læste og talte om noget, der krævede at jeg brugte hovedet. (Det var sikkert i forbindelse med en barsel...) Fornemmede at mine hjerneceller var blevet godt støvede og trængte til at komme lidt i sving. (Sagt med andre ord: Jeg var ved at få spat af altid kun at læse børnebøger og dameblade og aldrig have tid til at fordybe mig i noget selv...) Det er vildt fedt at mødes med andre og tale om det, man har læst og jeg har virkelig lært meget af det.


Men det med kvinderne. Det kan altså også blive for meget af det gode. Jeg kunne i hvert fald ikke tænke mig at leve i en verden, hvor der kun var kvinder. Puha, bliver helt skræmt ved tanken.


Derfor skal det her indlæg, der startede med at byde velkommen til min første mandlige læser, slutte med en hyldest til alle de skønne mænd jeg kender.


De længe leve. Hurra!


Tilføjet 10 minutter senere:
Der skal selvfølgelig være en særlig hyldest til ham, jeg er gift med, og som arbejder i Tyskland i denne uge. Bare lige hvis han får hjemvé, og skulle få den tanke at læse med i min blog. Big smile.