søndag den 30. marts 2014

Please, vil du ikke nok tro på, hvad jeg siger?

Til dig der lå ved siden af mig på stram op-holdet søndag formiddag: 
Det VAR ikke en prut, ved godt det lød rigtig meget sådan, men jeg sværger, lyden kom fra min svedige ryg, da jeg løftede rumpen og ryggen fra måtten! 
Ser du, der havde dannet sig en form for vakuum mellem min klæbrige svedvåde ryg og gummimåtten, jeg lå på, og jeg kunne godt høre at det svup, der kom, lød virkelig meget som en stor prut. Hvad jeg så også fornemmede, var at du skyndte dig at vende ansigtet til den anden side, enten for at grine eller for at væmmes, det ved jeg ikke, men jeg ved at det hele blev så akavet, at jeg ikke fik sagt noget, men hvad fanden skulle jeg også sige?
Det ville have været nemmere, hvis du havde sagt, sig mig engang ligger du og fiser, for så kunne jeg skynde mig at smile bredt og sige nej nej det var min ryg, der svuppede. 

lørdag den 29. marts 2014

Undskyld Earth-Hour, glemte at slukke lyset

Sjovt
Bloggen Live fra Lolland får mig til at smile bredt. Kristinas enkle og lidt barnlige tegneudtryk, kombineret med ærlige og velskrevne tekster, er så fyldt med lune, varme og humor at jeg blev fan den første dag, jeg fandt bloggen. Det bliver du helt sikkert også. 

Irriterende
Køb af sort sportsbuks i kendt mærke viste sig at være med bukseben så brede, at der reelt var tale om trompetbuks. Købt skidebilligt på trendsales, smidt direkte ud i posen med tøj, der skal til genbrug. 

Rørende
Fik til dagens lokale gymnastikopvisning øje på en pige, der i børnehavetiden var en meget lidt køn buttet trunte med runde kinder og smalle øjne. Nu stod hun forrest i sin række på gulvet og var en lang, slank og meget smuk 12-årig. Tror også at tidsperspektivet ramte mig i hjertet, sådan på den bedstemoragtige - 'Jøsses hvor er du vokset'-måde.

Sexet
Hvem er mon den bedste sexpartner - Thomas Blachman, Thomas Helmig eller Thomas Skov? Det lå jeg søvnløs forleden aften og tænkte længe over, dog uden at nå frem til noget. Hvem tror du? Blachman er den, jeg er mest nysgerrig på -  tror bestemt ikke han er kedelig, men skulle jeg vælge en tester af de tre, ville jeg nu nok springe på Helmig.  (Skov er for ung) Har trods alt været Helmig-hooked on and off siden 13-års alderen. (Her følger stor trang til at lave smiley, som dog undertrykkes, men se den for dig).

Mærkeligt
Som tanker har det med at fare rundt i hovedet, især når jeg ikke kan sove. Jævnfør ovenstående. 

Dejligt
Når ham der har en vielsesring magen til min, kommer svedigt prustende og helt vildt glad hjem fra løbetur, og stolt fortæller at han har slået ny løberekord. Svedig mand i løbetøj er sexet, især min. Værd at notere og benytte sig af. Trang til smiley igen.

Fint
På den blev-så-varm-om-hjertet måde, da vores tilsammen fire piger, Lillepigen, Mellempigen, Storepigen og Størstepigen i dag sad tæt sammen, fnisede og hyggede. I et splitsekund mærkede jeg helt tydeligt, at verden er et godt sted at være og at det nok skal gå alt sammen.


tirsdag den 25. marts 2014

Bloggens mange ansigter - og mine

 Så kom der det ene seriøse indlæg efter det andet, og straks tænkte damen, åh nej nu fremstår jeg som en tør tante, der tager livet meget tungt og alvorligt, jeg må hellere være lidt sjov, så de ikke keder sig ihjel. Det sjove, hvis det bliver for påtaget,  har det så med at gå hen og blive en smule plat og lige nøjagtig plat, det gider jeg ikke have siddende som mærkat i panden. Ikke for længe ad gangen, i hvert fald. Skriver løs, sletter, kasserer, det og det duer ikke. 
Prøver til med det der kirkehalløj, som faktisk er det eneste emne, jeg skriver om, som ikke er et emne, jeg taler om. Måske derfor bliver jeg nogen gange tangerende paranoid, ryger jeg nu i bås som en Hellig-Frans, der sidder med foldede hænder og tænker store tanker om livet, døden og kærligheden? 
Så er der hverdagen, børnene og ham, der har en vielsesring magen til min. Vi er så skide ordinære og måske ligefrem uinteressante, så er der overhovedet noget at skrive om?

Jeg skriver altså lidt i den ene retning og så lidt i den anden. 

Og beslutter mig for at det jo lige præcis er sådan, jeg vil have, at det skal være her. 
Mit Helle skulle jo netop være mit helle, hvor jeg kunne tømme rodekassen med tanker ud i æteren, og hvor jeg besluttede at jeg ville prøve at sætte ord på dele af min verden, som til daglig stort set ingen ord får med på vejen. 

Jeg er jo netop lidt af det hele, min verden har mange facetter og vinkler - og det er dét, jeg håber kommer frem her. 
Som mennesker rummer vi alle adskillige roller, alt efter relationer og situationer. 
Forskellige ansigter kunne man også kalde det.
Min pointe er, at jeg holder af bloggen som den er, fordi den har mange ansigter, og dermed afspejler mig ret fint.

Og nu vi er ved begrebet 'mange ansigter', så lad mig præsentere:



Her ser jeg nogen lunde almindelig ud,
prøver i hvert fald på det.


Men nu skruer jeg lidt op for charmen ved at løfte blikke
og sende verden et smil, endda et af dem med næserynker.





Her er jeg lidt forvirret, sådan til den grublende
side. Det giver mig desværre et fæl rynke i panden.
Når jeg en sjælden gang i mellem er en sur skolelærer, ses rynken
alt for tydeligt og så tænker jeg at Botox må være eneste løsning?


Her er mit babe-agtige blondinefjæs, I ved der hvor man prøver
prøver at trutte lidt med munden, for at signalere sexappeal,
men i stedet ligner én, der prøver at skjule en tandbøjle?
Det er ikke et fjæs, jeg anvender i praksis,  hvilket nok må tilskrives
min efterhånden ret fremskredne alder



Her er mit 'hvad skal der dog blive af os allesammen-ansigt',
som afspejler både forvirring og fortvivlelse

Sig mig engang, har jeg noget siddende mellem fortænderne?


Kender I legen, 'hvem kan lave det grimmeste fjæs'?
Du er hermed udfordret!


Det tænksomme 'skuer-ud-i-horisonten'-blik

Sådan (siddende i køkkenet med kameraet på iPhonen vendt mod sig selv) kan man fordrive de 10 minutters ventetid, mens pastaen koger!

søndag den 23. marts 2014

Hvor ville jeg dog ønske

At nogen have stukket mig den her artikel i hånden, aet mig over håret og sagt 'det skal nok gå alt sammen', da jeg for 10 år siden flyttede sammen med ham, der har en vielsesring magen til min.
Vi var alt for længe om at fatte det. 
Læs artiklen hvis du lever i en sammenbragt familie -  eller hvis du kender nogen der gør (og send så linket til dem...)



Nadver

Nadver betyder aftensmad

Nadver betyder aftensmad, og når man spiser sammen, bliver man sammenspist. I nadveren spiser menigheden sammen med Jesus, og bliver sammenspist med ham, en del af ham.

Den sidste aften Jesus levede, spiste Jesus et måltid med sine 12 disciple. Det var under dette måltid, at han sagde til dem, at når han om lidt gik bort fra dem, var det for at ofre sig for dem, men han ville opstå igen. 
Når han var opstået, og de skulle forsamles i troen på ham som Guds søn, skulle de tage brød og vin på samme måde, som de gjorde nu, og spise sammen i hans navn. Når de gjorde det, ville han tage bolig i brødet og vinen, så brødet ville blive til hans krop og vinen til hans blod. Når de spiste brødet og drak vinen, var han således ikke blot til stede hos dem eller iblandt dem men i dem, og kunne skænke dem syndernes forladelse.

Ovenstående er klippet fra folkekirken.dk og beskriver meget kort, hvad den kirkelige handling 'nadver' går ud på. Lige præcis den del af gudstjenesten har været det, jeg har haft sværest ved at tage til mig, måske fordi det er som en reflekterende voksen og ikke et fordomsfrit barn, jeg har lært nadverens at kende.

Det tog blandt andet fire tirsdages studiekreds om bogen 'Hvad skal man tro' (en slags 'Kristendom for dummies', kunne man næsten kalde den), før jeg forstod tilpas mege af essensen - kernen  i nadverens væsen. Eller ikke bare 'forstod', for det er langtfra kun det, det handler om. 
Det handler mest af alt om at slippe grebet i forståelsens håndtag og kaste sig ud i at tro.




Når jeg knæler ved alteret, og præsten siger de næsten magiske ord 'dette er Kristi legeme' og dette er 'Kristi blod', mærker jeg helt indefra dels et voldsomt historisk vingesus - det var de ord, Jesus sagde, aftenen før han blev korsfæstet og i 2000 år har mennesker verden over, forsamlet sig og sagt/lyttet til de ord, men jeg mærker også (og nu bliver det altså lidt syret, ved godt godt, men prøv om du kan følge mig) at et mørkt hul af ensomhed, som har fulgt mig så længe i livet, jeg kan huske tilbage, for en stund fyldes ud og ikke mærkes som en smerte, men derimod som en del af mig, der har ret til en plads og ikke er noget, jeg skal kæmpe for at få til at gå væk. En ensomhed, der er en slags eksistentielt grundvilkår i mig. 

Kender du til sådan en ensomhed  i dig? Og hvad gør du ved den, når du mærker den?

lørdag den 22. marts 2014

Kære læsere, et spark i røven tak!

Det går lidt tungt med skriveriet for tiden. Noget med et arbejde, der suger al kraft ud af mig og fylder mit hoved med frustrerede tanker om vilkår, der ikke kan ændres. 

En meget klog dame sagde til mig forleden:

Nogen gange er det eneste, vi kan ændre ved en situation, vores følelser for den. 

Det går jeg så og øver mig i hver eneste dag, alt imens jeg tænker over, hvad jeg skal skrive om på bloggen.

Derfor håber jeg, kære læsere, meget inderligt at I vil give mig et spark i røven, ligesom for at kickstarte skrivemuskulaturen.  
Hvad kunne I tænke jer, at jeg skrev om? Noget I vil vide? Altså om mig eller om min holdning til? 
Eller er der noget af det, jeg har skrevet om på bloggen, som I gerne vil have uddybet eller synes jeg skal skrive mere om?

Intet er for stort eller for småt. 


Stil mig spørgsmål i kommentarfeltet herunder og jeg vil bruge jeres spørgsmål til at skrive ud fra.  

Min leg, mine regler: Jeg vælger selv, hvad jeg vil svare på. Men jeg vil svare på meget, hvis jeg kan gøre det uden at udlevere nogen, jeg holder af. Eller ikke holder af, for den sags skyld.

Mens jeg venter på lige netop DIT spørgsmål, sætter jeg mig med en kop varm (stempel-)kaffe i den netop støvsugede sofa. Og nyder livet. Med denne fantastiske japanske roman.




tirsdag den 18. marts 2014

Strøtanker om


Ferie, blandt andet
Uge 10, Sharm El Sheik, har der stået i vores fælles familiekalender i mere end et halvt år. Uge 10 kom - og vi skiftede mørkt, trist vintervejr ud med 28 graders varme, dejligt hotel, lækker pool, kolde drinks og dejlig mad. All inclusive. På morfars regning. Ahmen, det var heaven, kan jeg godt sige jer!

Hverdag, som den nu er
Og set i lyset af uge 10, blev uge 11 sgu noget tam i det. Heldigvis vendte vi hjem til dejlige danske forårssolskinsstråler, og med solbrune arme og ferieglimt i øjnene glædede vi os stort over, at vi lige netop kom hjem, som udenrigsministeriet begyndte at fraråde turister at rejse til Egypten, herunder der,  hvor vi lige havde været. 
Tænker alligevel på at hverdag og ferie er dialektiske størrelser. Det ene ville ikke være det, det er, uden det andets eksistens. 

Krop, med særlig vægt på arme
Der var én der sagde, at hun kunne se på mig, at jeg havde tabt mig. Det er altid nice, når nogen siger det, men hun uddybede så med, at det især var på mine arme, man kunne se det. Så stadig stor røv og maveflæsk, men nu med pindarme?
Men det er sandt, og derfor meget meget dumt, at jeg var så kategorisk, dengang jeg sagde definitivt farvel til størrelse 40. 
Nu kan jeg passe den igen! Så hermed bevist at man aldrig skal sige aldrig...

Verden, generelt
Den er langt væk fra mig, for det meste, og jeg er for dårlig til at huske at forholde mig til den. Jeg taler om den, fortæller om den, ser nyheder. Men holder den generelt ud i strakt arm, for den rummer så meget, jeg ikke kan kapere.
Hvor fanden er det fly? Det er noget af det mest angstprovokerende, jeg længe har hørt om. Og det har nu været væk så længe, at jeg ikke er sikker på, at jeg tør høre om det, hvis vi nogen sinde finder ud af, hvad der skete med de stakkels mennesker ombord. Åh hvor er verden nogen gange grum. Er der overhovedet et håb her?


Kærligheden, i særdeleshed
Fordi den er størst af alt, gør den også mest ondt (bare spørg Burhan og Medina.)
Jeg synes tit, den skide kærlighed vælter mig, bedst som jeg lige troede, at jeg havde styr på den. Sådan er dens væsen tilsyneladende. Det er jo typisk, at der hvor jorden skælver under os, at vi kan mærke det vigtigste.

Selvironi, at kunne grine af sig selv

Jeg under 100 % ham, der har en vielsesring magen til min og vores mekaniker, der fik sig en skraldlatter, da mekanikeren ringede for at sige, at det som fruen i huset havde anført som en 'mærkelig raslende lyd fra bilens bagpari', viste at være fordi, hun havde glemt at der lå en barnecykel i bagagerummet. Mega Blondine er jeg altså nogen gange, så er det sagt!

Kaffe, blandt ting man ikke skal kimse ad
Jeg elsker kaffe og foretrækker stempelkaffe. Derfor er denne geniale to-go-kop fra Bodum mit nye kæreste eje. 
Her taler vi altså seriøst funktionelt design. I love it. 




Foredrags-og debataften om unge og alkohol, med stof til eftertanke
Storepigen og jeg deltog forleden i et arrangement på skolen om unge og alkohol. Oplægsholderen og debatskaberen var ham her og han var skidegod. Hans holdninger blev slået med syvtommersøm og argumentationen var i orden. 
De skal ikke drikke før de er 16. Det siger loven!

Og jeg siger, at nu skal vi spise.