onsdag den 15. august 2012

Opfølgning 1

Til de af jer, der efter at have læst gårsdagens afrunding på min og Jens' dejlige kærlighedshistorie, sad med en lidt fesen smag i munden og tænkte: "Den slutning var sgu lidt tam i det": Jeg giver jer fuldkommen ret!
Det var en tam afrunding, men valget stod mellem det fesne indlæg jeg postede, eller intet indlæg. For søndag aften blev jeg overhalet indenom af en skolestart, som skubbede mig i grøften, hvor jeg lige siden har ligget og hevet efter vejret. 
Jeg glemmer hvert år, hvor meget det tager pusten fra mig, når jeg ud over at skulle være nærværende, interesseret og pligtopfyldende mor til to skolebørn, der tager hul på et nyt skoleår samtidig også er en nærværende, interesseret og pligtopfyldende skolelærer, der sammen med en masse elever, tager hul på et nyt skoleår. 
I år er jeg ekstra ramt fordi skolen hvor jeg arbejder, har været igennem meget store forandringer. Jeg har fået nye kolleger, er fysisk placeret et andet sted nu og har brugt de sidste tre dage på at lære 56 nye elevnavne at kende.

Derfor røg 'The looove Story' lidt i baggrunden, men jeg vil meget meget gerne tage tråden op igen. For jeg har det egentlig meget sådan, at det først var da vi mødtes for anden gang -  i civil om man så må sige - ude i virkeligheden, hvor de kolde fadøl, musikken og 20.000 glade mennesker ikke længere var en del af baggrundsbilledet, at det hele rigtig begyndte.

Det første år vi kendte hinanden, var det som weekendkærester. Til at begynde med sås vi hveranden weekend - den børnefri weekend - og selvom det hurtigt blev sådan at weekenden strakte sig til mandag morgen (jeg tog toget fra Vejle kl. 6.30 for at kunne nå på arbejde i Århus kl. 8.00 og når han var hos mig kørte han kl. 6.00 mandag morgen!) så var det jo slet ikke nok. Vi begyndte derfor ret hurtigt at tale om, hvordan vi bedst mødte hinandens børn. Mine piger var dengang 2 og 5, hans søn og datter 10 og 14. 

Jeg kan nærmest ikke huske, præcis hvordan vi gjorde det - kun at Jens besøgte pigerne og mig nogle gange på hverdage, hvor han så kørte hjem til sig selv igen, og at han en weekendeftermiddag havde sine unger med op til mig, hvor vi bagte en kage og gik en tur. Det gik nemt og vi kunne lide hinandens børn med det samme - og hinandens børn kunne lide os! Det var derfor ikke kompliceret for pigerne og jeg at tage på weekend hos Jens og børn - vi lavede sjove ting sammen og hyggede med slik, film, svømmehal og andre familieagtige ting. Det gik nemt. Fordi det var weekender og ikke hverdage, lærte jeg sidenhen.

Ønsket om at være tættere på hinanden i hverdagen blev hurtigt enormt stort. 
Når jeg luftede det for familie og venner, mødte jeg en fordom, som kom bag på mig. Mine nærmeste anfægtede min drøm om at bo sammen med Jens, fordi jeg ikke havde boet alene særlig længe. Folk sagde ting som: Skulle du nu ikke lige få lært at være alene, inden du flytter sammen med en ny mand? Det er vigtigt ,at du bliver god til at være alene, blev der sagt.
De sætninger - at lære at være alene og at være god til at være alene - fyldte mine tanker om aftenen, når jeg syg af længsel efter min søde Jens lå og stirrede ud i mørket. Alt inden i mig strittede imod og jeg sagde en aften højt ud i luften: Fandme nej, om jeg vil være god til at være alene. Jeg vil være god til at være sammen med nogen!


2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Godt skrevet Helle ;-) .....man siger lige nu det samme til mig ("du skal loere at voere alene")TAK fordi du siger det modsatte uhhhhhh min dag er reddet.Dejlig blog, og dejligt at du skriver mer og mer, jeg har fulgt dig loenge.
KH Lone


Mit Helle sagde ...

Kære Lone,
Tusind tak for din kommentar, som jeg blev rigtig glad for!
Held og lykke med det, du er i gang med - uanset hvad alle andre siger, så mærk godt efter, hvad du selv synes! Kh Helle