fredag den 28. februar 2014

Træk lige vejret, søster

En gang til en koncert stod min kæreste (nuværende: Ham der har en vielsesring magen til min) og kyssede meget intenst. Det var en svedig augustaften - tv2 spillede 'Så kys det nu, det satans liv' og vi kyssede og kyssede og kyssede. Så var der en mand (en tilfældig tilskuer), der trak mig hårdt i hestehalen (som dengang var meget længere end den er nu), så mit hoved blev krænget bagover og med et stort smil sagde han lidt fuldemandssnøvlende: 'Hey, træk lige vejret søster'

I den uge der lige er gået, kunne jeg godt have brugt at der var én, der trak mig i hestehalen og sagde 'træk lige vejret søster'. Ikke fordi jeg har kysset, for det har ved den søde grød (hej mormor med det udtryk) ikke været særlig meget. Højst nogle tantede farvel- og godnatkys.

Har haft en uge der, hvis jeg skulle sætte et billede på den, ville ligne noget i retning af en ottesporet motorvej. Det har været helt tosset på arbejdet. Møder og sådan. Og når jeg løber ind i sådan en arbejdsuge, er der rigtig meget der er typisk. Typisk at fastelavn ligger i netop den uge, og at det forventes at jeg som afdelingsleder for departementet 'Udklædning af børn' trækker et læs i den sammenhæng. Typisk at ham der har en vielsesring magen til min i samme uge også har megatravlt på sit verdens vigtigste arbejde, og typisk at han og jeg i stedet for at samarbejde og støtte hinanden så godt vi kan og får lortet til at køre, i stedet bliver perfide og smålige, hakker på hinanden og irriteres over hinanden. Typisk, ik?
Men ved I hvad, nu er jeg fløjtende ligeglad med det hele, for noget af det, jeg har brugt tid på i ugens løb, har været at lave en vikarplan for mig selv i den kommende uge. Jeg er der nemlig ikke, på arbejdet.

Vi pakker. (Den næste der spørger mig, hvornår det er, vi skal være i lufthavnen i morgen tidlig, sparker jeg over benet). 

Vi skal på ferie. Et sted hvor der er 28 grader varmt, så vi har været i bunden af skabene efter sommertøj.

Hus-sitterne skal nok ikke forvente at her er støvsuget, når de ankommer om en time, men jeg tænder gerne et fyrfadslys, så her ser hyggeligt ud.





lørdag den 22. februar 2014

Et rum der kan så meget

Lillepigen og jeg tog torsdag aften til en børnegudstjeneste i den lokale folkekirke, som ligger 5 minutters gang fra vores hjem.
Under et døgn efter, sad jeg igen i samme kirke. Denne gang for at vise min medfølelse til en familie, der har mistet én, de elsker.


Til børnegudstjenesten, hvilende på præsten arm sad elefanten Kalle, som hviskede alle mulige spørgsmål til ham. (Hvorfor har du sådan en mærkelig sort kjole på, hvorfor synger man sådan nogle underlige sange i kirken osv.) og præsten forklarede på en fin og sjov måde Kalle (og dermed børnene), hvordan det hele hang sammen. Børnene fik desuden levendegjorde fortællingen fra det gamle testamente om israelitten Moses, der blev født som slave i Egypten, men sat ud i en sivkurv på Nilen for at undgå døden. 
Moses i kurven blev fundet af faraoens datter, hun tog ham med hjem, og han voksede op hos faraoen, den mand der tidligere havde bekendtgjort at alle israelittiske drengebørn skulle slås ihjel. Da Moses blev voksen, så han hvor uretfærdigt de israelittiske slaver blev behandlet i Egypten. Gud viste sig for ham to gange, og opfordrede ham til at føre sit folk ud af Egypten og hjem til Israel. Moses tvivlede, men Gud gav ham to tegn, som han kunne bruge til at overbevise sit folk om at han var udsendt af Gud: 
Han kunne omdanne sin stav til en slange, og han kunne helbrede spedalskhed. Faraoen anerkendte ikke disse tegn, og ville ikke lade sine slaver rejser hjem. Gud sendte derfor en række plager over Egypten, det er først efter den 10. plage at faraoen overgav sig og lod israelitterne rejse med Moses. 
Kort efter, de var afsted, fortrød faraoen og sendte sin hær efter dem. De var nået til Det Røde Hav og kunne ikke komme over - og faraos hær var lige bag dem. 
Igen hjalp Gud. Han lod havets vande dele sig, så Moses og hans folk kunne vandre over, men da faraoens hær kom efter dem, lukkedes vandene igen og egypterne druknede.

Fil:Edwin Long 002.jpg
Moses bliver fundet af Faraos datter, maleri af Edwin Long.

Historien blev levendegjort på den måde at præsten inviterede børn op til sig, og lod dem 'spille rollerne' i fortællingen. 
Det virkede vildt godt, og lige den del blev min 5-årige ret optaget af. 
Ellers kedede hun sig jævnt og kravlede op og ned ad mig. 
Efter en lang dag i børnehave ville hun nok have foretrukket en time foran Disney Junior fremfor en børnegudstjeneste, hvis jeg havde givet hende valget. Men det gjorde jeg ikke. For jeg ønsker at hun skal kende det rum, kirken er - og føle sig tilpas i det. Hvis ikke hun gør det, ved hun jo ikke, hvad hun siger nej til eller tager afstand fra, når hun bliver ældre og selv må bestemme. Jeg ønsker at mine børn skal kende folkekirken, vide hvad den står for, og hvad den kan bruges til. Det kommer de ligesom kun til at gøre, hvis jeg tager dem med derhen. Storepigen har i mange år sunget i kirkens pigekor og er derfor meget kirkevant. Og når Mellempigen ellers ikke spiller kamp med sit fodboldhold, så følges hun og jeg i kirke, de søndage hvor Storepigen synger med. På den måde bliver de forhåbentlig ikke ligeså fremmede i kirkerummet, som jeg var som barn og ung. 


Jeg var ca. 10 år, da jeg for første gang oplevede en begravelse. Min gamle oldemor (som jeg ikke kendte) var død.
Ingen havde på forhånd fortalt mig, hvordan en begravelse foregår, og jeg blev skræmt fra vid og sans over synet af kisten (med en død oldemor i!), præsten der med alvorlig mine sagde lange rækker af vildt mærkelige ord, de grædende familiemedlemmer og hele den næsten mystiske stemning, der var i kirken...

Hermed ledes jeg frem til pointen i dette indlæg.

For fredag eftermiddag, et lille døgn efter føromtalte børnegudstjeneste, sad jeg i nøjagtig det samme kirkerum igen. 

Præsten var den samme og selve rammen var identisk, men stemningen og anledningen langt mere alvorstung.


Lige midt på det sted på gulvet,  hvor Moses dagen før havde ført sit folk ud af Egypten, stod nu en kiste, omringet af smukke blomster i alle farver.

En mand,  to børn, familie, venner, kolleger, naboer osv. var samlet for at sige det sidste farvel til en smuk og livsglad kvinde, kone og mor, der døde midt i livet. 
Ikke mæt af dage, men sulten på livet, som det blev sagt flere gange.

Fortvivlelsen over urefærdigheden i det faktum og følelsen af at det ingen mening giver, er der også plads til i kirkerummet.

Kirkerummet er ritualer og ledetråde, der kan bruges til at vise os vej i livet og give lindring, trøst og håb, samt understrege gang på gang  at livet er livet værd -  og at størst af alt er kærligheden. 

søndag den 16. februar 2014

Togtanker

Lige i det øjeblik hvor det er hendes tur til at stige op i toget, sker der noget. Det giver ligesom et ryk, en slags trækning i hendes ansigt, som om noget går op for hende i netop det sekund. Hun har ellers haft nok tid til at overveje i, for toget er 12 minutter forsinket, og hun gik allerede hvileløst frem og tilbage på perronen, ventende, da jeg ankom. 

Jeg bemærkede at hun frøs, og at kulden fik hendes næse til at løbe, og jeg tænkte på, hvor hun mon var på vej hen. Størrelsen på hendes kuffert afslørede at hun havde meget bagage med, hvilket i mit hoved blev til at hun skulle rejse væk i længere tid. Måske til udlandet. Det var også en mulighed at hun havde været afsted længe og var på vej hjem.

I stedet for at følge strømmen op i toget, stopper hun brat op lige foran indgangen til togvognen. Drejer en omgang, kæmper sig vej mod strømmen og forsvinder ned af trappen. Væk. 
Jeg forestiller mig at hun har fortrudt noget i sidste øjeblik. Nok mest fordi at den forestilling er mere interessant at lege med i tanken, end forestillingen om at hun er kommet i tanke om noget, hun har glemt.
Fortrudt hvad? At hun har sagt ja til at forlade sin hjemby og flytte over til ham? At hun er i gang med at droppe ud af studiet for at prøve lykken i New York?

Da toget passerer Storebælt har jeg glemt hende igen.
Det er svært at koncentrere sig om at læse, for ham der sidder tungt sovende overfor mig snorker så højt og med åben mund, at jeg oplever det intimiderende på vegne af hende, der sidder ved siden af ham. I søvnen er hans krop faldet en lille bitte smule over mod hende. Jeg kan se at hun krymper sig. Prøver at trække sine skuldre smallere end de egentlig er. Jeg overvejer hvad der mon vil ske, hvis jeg sparker til hans ben under bordet. Ikke et hårdt spark, men et dask med foden, så han vågner og holder op med at snorke. Tør ikke. Selv sovende ser han lidt galsindet ud. 
Som én der kan finde på at sige 'Hvad fanden laver du?' på en vred måde.








onsdag den 12. februar 2014

Den her skal I simpelthen høre

Kan ikke få lov at importere direkte fra Youtube, men følg linket og NYD en smuk duet med Pølle Krebs og Lisa Nilsson!

tirsdag den 11. februar 2014

Ville til gengæld love ikke at fløjte, snorke eller bøvse

Min mand er sej. Han har hænderne skruet rigtigt på, som man siger, og når han vil tænde op i brændeovnen, lykkes det for ham første gang. Jeg bruger tit både fem og ti mislykkede forsøg på at løse samme opgave.

Han kan kløve små stykker brænde med en økse, rense stoppede afløb og male, tapesere og lægge fliser. Derudover har han også en helt utrolig omfattende almen viden, som gør ham til den geniale holdkammerat i Trivial Pursuit og Bezzerwizzer.

Gad godt prøve at være min mand. 

Bare et par dage. Mest for at finde ud ud, hvordan det mon ville være at:

#Hurtigt kunne identificere problemet og ikke mindst fixe det, når motor i bil siger mærkelig lyd.

#Have styrke til at løfte tunge møbler eller slæbe en vaskemaskine op af kældertrappen.

#Altid kunne huske hvem, der spiller trommer i hvilke bands, og hvem der har instrueret film.

#Kunne sidde foran fjerneren i ligeså mange timer, som der var sport, der interesserede mig.

#Skille en cykel ad og samle den igen. og lappe den.

#Kunne tilberede en steg i ovnen uden opskrift. 

Når jeg så var min mand i de der dage, så ville jeg også lige benytte mig af muligheden for at opleve, hvordan det er:


#Ikke at skænke det én eneste tanke, hvad mine børn skulle være til fastelavn. 

#Ikke at ane, hvor i huset vi har gavepapir, duge, vaccinationskort og sikkerhedsnåle.

#At Kunne blive så opslugt af mit arbejde, at jeg glemte alt om tid og sted. Og kone og børn.

#Aldrig at bekymre mig om morgendagen.

#At Være grundglad, hver dag.

Og mon ikke også jeg ud -  over at stå op at tisse, ville gå og klø mig lidt i skridtet, bage på min kone og lade mig forføre noget så eftertrykkeligt af hende. Tøhø.


mars.jpg
Billede lånt her

mandag den 10. februar 2014

Har været en Bitz i fire uger

I fire lange uger har jeg fulgt denne komplette kur, udarbejdet af ham den lækre madguru Christian Bitz, og jeg kan med stolthed berette at det er gået over al forventning.
Allerede i optakten, da ham der har en vielsesring magen til min og jeg talte om og planlagde at kaste os ud i fire-ugers projektet, kunne jeg tydeligt mærke at det for mig, i ligeså høj grad var en viljesudfordring, der gjaldt om overhovedet at kunne gennemføre, som det var et slankeprojekt.

Kuren har tre principper:
- Ud med kulhydrat, ind med protein og grønt
- Fokus på øget mæthed og derfor mindre portioner
-Motion

Altså ingen nyheder der, det er som Christian Bitzs facebookside hedder: Luk munden og let røven.

Retterne er lækre, nemme at lave og fyldt med knas, smag og gode sager. Hvis vi altså ud af denne ligning trækker de grønne linser, rødbeder i soya og et par andre ting, som var så fæle at jeg allerede har glemt, hvad det var.

Jeg gennemførte!
VI gennemførte. Den første uge var hæslig. Jeg gik småsulten i seng 3-4 aftener i træk, tænkte konstant på mad og havde de vildeste sukkerabstinenser. Men de dage har jeg allerede glemt, for de afløstes hurtigt af markant bedre nattesøvn, mindre træthed i hverdagene, totalt fravær af hovedpine - generelt et øget velvære. 

At vægten så også sagde minus 2.5 kg efter den første uge, gjorde bare lysten til at fortsætte endnu større.
De to første uger var veg vi ikke fra manuskriptet, men det blev vi nødt til i de efterfølgende uger. Der kom en fest, en tur til København, gæster og familiebesøg indover, og derfor var det ikke muligt at være helt så slavisk. Men med omtanke og kraftig reduceret indtagelse af især alkohol, lykkedes det mig at smide i alt 4 kg på fire uger.
Fire kilo er et hul ind i bæltet. Og det er de mørkeblå bukser, bagest i skabet, dem der strammede så irriterende om maven. 

Så det var ikke svært at beslutte sig, da jeg blev spurgt, om vi ikke skulle vende bladet og køre en runde mere forfra. Det er vi begyndt på i dag. Og tro mig, jeg glæder mig. 

Snapshot fra gårsdagens travetur i vinterblæst. Ud af landevejen, gennem skoven, op ved plantagen og tilbage igen. Med podcast af et af favoritradioprogrammerne i ørerne.






søndag den 2. februar 2014

Irriteres over blomsterhandlende arving i orange hættetrøje

Gad vide om jeg er den eneste, der irriteres voldsomt over karakteren Signe Larsen/Sunshine i DR's nye søndagsserie 'Arvingerne'?
Karakteren virker decideret utroværdig på mig, og jeg har virkelig svært ved at gennemskue hvorfor? Tror det er noget med  at det modsatrettede mix af barnligt naiv og latterligt godtroende (jamen jeg ville jo bare hjælpe min nye familie... har savnet søskende hele mit liv) og så noget stædigt og råt (I får ikke mig ned med nakken, jeg vil kæmpe for det hus) SLET ikke passer med hendes fysiske udtryk. 
Det ville helt sikkert dæmpe min modstand, hvis hun ikke optrådte i den orange hættetrøje i hvert eneste afsnit. Og lige da jeg havde sagt det til ham, der har en vielsesring magen til min, tonede hun frem på skærmen i en GUL hættetrøje. Jeg synes ikke, det hjalp.
Måske håber DR at Sunshine-hættetrøjen kommer til at nagle sig fast i vores bevidsthed på samme måde som Sarah Lund-sweateren?

I dag gik jeg i kirke

I dag gik jeg i kirke. Har ikke været til en almindelig søndagsgudstjeneste meget længe. Der har ligesom været så meget. Måske var det derfor særlig dejligt at synke lidt sammen på kirkebænken, bladre i salmebogen og lade den ro, der altid hersker i et kirkerum, trænge ind i mit trætte forvirrede hoved. Det gør noget ved mig at sidde der. Noget som er svært at sætte ord på, men som jeg kan mærke.

Nogen mediterer, andre går til psykolog eller coaching.
Jeg går i kirke. 
Her lades jeg i fred. I faste rammer med genkendelige ritualer ledes vi, der sidder der, igennem gudstjenestens delelementer, som tilsammen udgør en helstøbt oplevelse, der giver mig mulighed for at vende blikket indad, i mig selv og udad, mod verden omkring mig -  og så den ekstra dimension, opad mod Gud, det guddommelige, dét der er større end mig, rækker ud over mig og  udover det, jeg med min fornuft kan begribe.

Jeg tiltrækkes af tanken om, at der i verden er noget, der for mennesket er ubegribeligt, som fylder alle sprækkerne mellem fornuft, viden - mellem alt det, der kan måles og vejes. 

Et barn blev døbt i dag, og mens det foregik vandrede mine tanker tilbage til den aften for snart 12 år siden, som havde indflydelse på min beslutning om at jeg ville døbes. 
Jeg ventede mit andet barn og havde besøgt en rigtig god veninde et par timers kørsel fra mit hjem. 
Da jeg om aftenen på køreturen hjem kom ud på motorvejen, brød der et skrækkeligt uvejr løs. Det lynede, tordnede og regnen piskede mod bilens forrude. Jeg kunne intet se af den vej, jeg kørte på, og jeg begyndte at mærke en helt afsindig grundangst, der kom dybt indefra. Angsten for at køre galt var så altomsluttende, at jeg for mit indre så mit liv passere revy, jeg så scenarier i flere kombinationer, hvor enten min sovende 3-årige datter på bagsædet, det ufødte barn i min mave og/eller jeg selv mistede livet i en tragisk ulykke. 
(Får det sgu helt dårligt af at mindes den køretur).

Uvejret stilnede af og jeg kom sikkert hjem. Men oplevelsen sad i mig mange dage efter, og den var helt sikkert med til at jeg kort tid efter endelig fik truffet en beslutning, der havde været mange år undervejs. 
Jeg ville døbes og være en del af folkekirken. 
Mine forældre havde i sin tid valgt ikke at lade mig (eller min bror) døbe, men at vi skulle vokse op og selv tage stilling til om vi ville. Det gjorde jeg som 30-årig. Med tvivlen som fast følgesvend til troen, fik jeg endelig et rum, hvor alle menneskelivets store følelser reflekteres i noget, der rækker langt udover den enkelte.