mandag den 31. december 2012

Ønsk mig held og chokoladelagkage

Overdådig chokoladelagkage



Det får jeg helt sikkert brug for om lidt, hvor jeg kaster mig ud i denne kreation, som meget gerne skulle vække glæde som dessert i aften, hvor vi sammen med meget gode venner hopper ind i det nye år. 

Har du afprøvet denne opskrift, så hører jeg MEGET gerne fra dig - alverdens gode råd modtages med kyshånd.
Godt nytår!
PS. Har nødløsnings-is i fryseren...


torsdag den 27. december 2012

Søvnløs

Det sker af og til, at jeg ligger søvnløs til langt ud på natten. Som i nat, hvor klokken var 03.00, sidst jeg så på uret.
Jeg var urolig - tankerne svirrede rundt i hovedet, mit hjerte bankede alt for højt og også lidt for hurtigt, føltes det som. Bølger af bekymringer skyllede ind over mig - for fremtiden, bekymringer for mine kære, for mine børn. Tankemønstre i stil med 'hvad skal der da blive af os alle sammen' blev ved med at summe, der er tanker, der summer så meget, at de siger en lyd i hovedet og det er den lyd, der holder mig vågen. Nogen gange hjælper det at stå op og gå rundt i huset, drikke mælk eller øl - eller læse i en bog eller et blad. 

I nat fandt jeg ro i at læse sangtekster. Et ritual, der har fulgt mig, siden jeg som helt ung teenager lå på sengen i mit værelse og hørte lp-plader, mens jeg læste med i teksterne fra bladet i indercoveret. 
Den er blevet noget nemmere nu, hvor jeg bare kan gribe min smartphone og google de sangtekster, jeg vil læse.
Jeg har et indre arsenal af sange, som kan lindre og trøste, når jeg er overvældes af bekymringer.

Én af dem, som jeg i bekymrings-øjeblikke bliver ved med at vende tilbage til er denne, Bruce Springsteens "If I should fall behind".
Når jeg hører den sang og læser teksten, så tænker jeg, at det nok skal gå alt sammen.




 "If I Should Fall Behind"

We said we'd walk together baby come what may
That come the twilight should we lose our way
If as we're walking a hand should slip free
I'll wait for you
And should I fall behind
Wait for me

We swore we'd travel darlin' side by side
We'd help each other stay in stride
But each lover's steps fall so differently
But I'll wait for you
And if I should fall behind
Wait for me

Now everyone dreams of a love lasting and true
But you and I know what this world can do
So let's make our steps clear that the other may see
And I'll wait for you
If I should fall behind
Wait for me

Now there's a beautiful river in the valley ahead
There 'neath the oak's bough soon we will be wed
Should we lose each other in the shadow of the evening trees
I'll wait for you
And should I fall behind
Wait for me
Darlin' I'll wait for you
Should I fall behind
Wait for me


søndag den 23. december 2012

Sikke en mor

Eftermiddag d. 23.december:
Mine tre døtre har sumpet i nattøj det meste af formiddagen, set en masse tv, spillet computer og gået i vejen for mig, der har ryddet op, gjort rent, ordnet vasketøj osv. Da jeg er kommet dertil i min plan, hvor jeg vil støvsuge og vaske gulv i stuen, hvor ungerne sidder, siger jeg derfor til dem, at det er på tide, at de kommer ud og får noget frisk luft - "I har ikke været uden for en dør hele dagen og trænger så meget til luft og til at røre jer lidt". Jeg overhører deres "jamen moaar-forklaringer" og lidt efter tager de tøj på og lunter ud i haven.
Jeg kan godt se, at det både sner og blæser, men indrømmet - vidste sgu ikke at vinden var SÅ bidende kold. Derfor bliver jeg lidt bekymret, da jeg efter ca. 30 minutter kigger ud af vinduet:




Ikke et barn i miles omkreds?


Jeg kigger til den anden side af huset, måske leger de ved vores legehus?


Nope! Heller ingen piger der?


Men der er fodspor i sneen ved terrassen, så jeg overbevises om, at de er i haven:



Og pludeselig kan jeg se tre skikkelser, der kryber sammen under vores trampolin i læ for den fygende sne:


Med deres bobslæder har de bygget et læhegn, der skærmer for den værste blæst.

Hallooo? Råber jeg til dem. Er I okay?
Nej, råber den ældste fortvivlet tilbage. Vi fryser og er bange, må vi ikke nok snart komme ind igen?



Og de kom ind i varmen med våder næser og røde kinder. Mine dejlige piger.

Cirkus Jul

Når det kommer til jul, er jeg omgivet af mennesker for hvem, det har afgørende betydning at alt skal være, som det plejer - og som det altid har været. 

Det pirrer i den grad min trang til oprør og revolution, men ingen hører mine små pip om at ændre på tingene, eventuelt bare justere lidt: Det være sig måden vi giver hinanden gaver på, det er så vanvittigt med alle de gaver, jeg vil begrænse, minimere, slå ting sammen, gøre det sjovere og mere tilfældigt, måden vi fejrer julen på, vi kunne rejse væk, holde jul et andet sted, i et andet land, i en fremmed by, næsten alt har min interesse, og vi kunne sørme også ændre på menuen juleaften: and, flæskesteg, to slags kartofler, brun sovs, det er jo i virkeligheden gammeldags husmandskost - ikke ret spændende og ikke meget modernitet over det!

Men hver eneste gang, jeg spørger "jamen hvorfor skal man spise det samme hver evig eneste juleaften", så svarer min familie i kor: "Netop derfor, fordi det er juleaften og juleaften spiser vi and, basta". 
Så jeg klapper kajen og retter ind - er trods alt ikke så trodsig at jeg laver revolutionen helt alene, og så længe jeg ikke kan samle en reaktionær anti-julegruppe omkring mig, der kan samarbejde med mig om at undergrave julens traditioner, så spiller jeg min rolle i den årlige julekomedie. 
En rolle, som heldigvis snart er udspillet, for når vi lander på d. 23. om aftenen, hvor jeg har lavet risengrøden til morgendagens ris a la mande, så slipper jeg tøjlerne og lader andre tage over.
Det passer mig så glimrende, for jeg er træt efter en lang december, hvor jeg har brugt mange kræfter på at både indfri mange forventinger og holde andre forventninger nede og på afstand. Husets børn ryger i sagens natur med på alt det juleri, der kommer forbi deres næse, og de har efterspurgt julekalender, juleklip, julebag, julegodter, julepynt, juletur, adventsgaver og hvad giver vi egentlig morfar, hva' mor?

Det med gaverne er et helt lille cirkus for sig selv:
Jeg har købt 25-30 gaver i alt, fra os til børn og forældre, fra oldemor til børnene, fra svigerinden til børnene og for at holde styr på hvem, der giver hvem hvad har jeg skemaer, lister og hemmelige sedler - for der er mange og der er meget og det er komplet uoverskueligt, hvis jeg ikke holder nøje regnskab. 
Jeg er blevet rigtig god til at bevare roen og overblikket, for ellers ville jeg sgu da falde om af stress i december?
Vi har i forvejen en meget travl og til tider hektisk hverdag, hvor vi bruger både krumspring og nødløsninger for at tingene hænger sammen - og alt det gælder jo også i december, hvor puslespillet lige tilsættes julefest i børnehaven, luciaoptog på skolen, julefrokoster, pakkeleg, julehygge  - og vi skal pynte huset, bage, lave konfekt og købe en million julegaver til mennesker, der dybest set intet mangler og for penge, vi dybest set ikke har!?

Jeg er i mål endnu engang. 
Takket været internettet, hvorigennem jeg har købt de fleste gaver og takket være det faktum, at jeg gik i gang i rigtig god tid. 
Der har ingen stress været over gaverne. Julepynten har børnene sørget for: Vi har nisselandskab i vindueskarmen og alt, hvad der i øvrigt hænger rundt omkring i huset er noget børnene selv har lavet og selv hængt op. Det er win-win - børnene er glade og stolte og er gået til opgaven med krum hals og jeg, som i virkeligheden er ligeglad, er sluppet nemt om ved den opgave.
Adventskransen fik vi aldrig lavet. Det var ægtemandens opgave og han løste den ikke. Not my problem, jeg har ikke savnet den. 
Småkagerne bagte vi i går - jeg lavede dejen sammen med Storepigen og Mellempigen, der begge nød at få lov at slå sig løs i køkkenet - efterhånden kan jeg nøjes med at være projektleder, kontrollant og opskriftstjekker på deres kulinariske udfoldelser og vi hyggede os, grinte og fik produceret tre slags småkager: Brune kager, jødekager og citronspecier (de sidste skal I prøve, det er Mette Blomsterbergs opskrift, de er fantastiske og pærelette at lave) Samtlige småkager har børnene udstukket med forme (her kom Lillepigen på banen og hun elskede det) og de er grimme og skæve og ser meget hjemmelavede ud, men de smager dejligt, og de er produceret helt uden stress.

Konfekten går vi i gang med om lidt. Jeg har købt et færdigt kit med alt, hvad der skal bruges + opskrifter for en formue hos Årstiderne. 

I morgen, d. 24.december starter jeg dagen i træningstøjet, har meldt mig på et hold kl. 9.30. 
Senere, kl. 13 skal jeg i kirke og jeg håber min mor og nogen af børnene vil med. Julegudstjenesten er min juls anker, for her skæres for en gangs skyld helt ind til benet af, hvad jul er.

D. 24. december har jeg al tid i verden og kan bare hygge mig med mine børn - for i aften d. 23. lægger jeg julemanuskriptet fra mig og træder ud af min rolle og lader andre tage over. Måske laver jeg kaffeog hjælper med opvasken, men det er også det hele. Julemiddagen tilberedes af tre meget kompetente julefans: Min mand, som er suveræn i et køkken og en feinssmecker på julemad, min mor, som har al erfaringen og kan jævne en sovs med bind for øjnene og min mands søn, som er kok! Flere kan der ikke være i vores køkken, så det er med ren og god samvittighed at jeg holder mig langt væk derfra!


Glædelig jul!

fredag den 21. december 2012

Endelig

Jeg agter at være i ført i natbukser hele dagen
Undtagen hvis jeg kører til byen, så skal jeg nok skifte
Lige om lidt beder jeg mine unger om at vælge
En slags småkager hver, som vi så skal i gang med at bage
For skal det være jul, så lad det være jul og når 
Enden er god er alting godt og tænk hvis dommedag
Rent faktisk er i dag, så kan vi ligeså godt nyde den
Ingen grund til panik, jeg har ferie og lige om lidt
Er det jul og jeg tænker "If you can't beat them, join them"

Dagens bedste nyhed må så afgjort været at min kære mand er genopstanden fra de døde, efter et meget alvorligt tilfælde af mande-influenza. Der var flere gange tvivl om, hvorvidt han ville klare den julen over. Nu har jeg bare to meget forkølede og hostende børn, der forhåbentlig bliver helt friske i de kommende dage.


tirsdag den 18. december 2012

Nogen glæder sig ikke i denne tid

Jeg er akt-lærer. A står for Adfærd, K står for Kontakt og T står for trivsel.
Adfærd, kontakt & trivsel.

Min funktion udgør en ressource, der kommer i spil, når der er børn på min skole, der er særligt udfordrede. Børn, der har det ad helvede til. Skejer ud. Bryder sammen. Flipper råddent skråt eller kryber sammen under bordet. Stikker af, siger grimme ord, nægter, insisterer eller noget helt syvende. Børn, hvis adfærd omtales som værende negativ.
Bagved al dårlig adfærd ligger en frustreret drøm. En drøm om at noget var bedre eller anderledes. En drøm, som for det enkelte barn kan føles helt uopnåelig. 
Fordi det hele er noget lort enten derhjemme, i skolen -  eller begge steder. 
Jeg, som akt-lærer har haft travlt helt udover det sædvanlige her i tiden op til jul. Og sådan er det desværre hvert år.
Juletiden er for nogen børn en hæslig tid, som de glæder sig til at få overstået. Jeg snakkede med en pige i dag, der rent ud sagde at hun IKKE glædede sig til at få juleferie, for skole er et break fra det uudholdelige derhjemme og tanken om ikke at skulle i skole i 14 dage var helt uoverskuelig.


At nogen børn ikke glæder sig til jul,  kan der være rigtig mange årsager til, men lige nu tænker jeg særligt på alle de børn, der lever i en familie, hvor den/de voksnes alkoholindtag, sætter dagsordenen for om julen lykkes eller ej.

Derfor har jeg denne lille bøn til mine læsere i dag:

Hvis du kender et barn eller en ung, som lever i en alkoholiseret familie, vil du så ikke nok fortælle ham/hende om TUBA?

TUBA står for Terapi og rådgivning for Unge, som er Børn af Alkoholmisbrugere.
TUBA er en terapeutisk rådgivning for unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i en familie med alkoholproblemer.


På Tubas hjemmeside er der et særligt afsnit om julen og det dækker så præcist det, jeg lige i dag har hørt et barn fortælle. 

torsdag den 13. december 2012

Origa-hvaffor-noget?

'Hvad med, om vi introducerede noget origami for eleverne til juleklippedagen?' spurgte min krea-kollega og mon ikke hun har grinet indeni over mit meget spørgende udtryk!
Origami?
Indtil lige den dag, vidste jeg faktisk ikke, hvad det er?
Eller hvis jeg vidste det, havde jeg glemt det, for ordet fik ingen klokker til at ringe her.

Origami er papirfoldning. Man kan folde alt muligt, dyr, blomster, figurer, whatever. Her er der fx én, der har foldet en slags fugl eller noget.













Og her nogle sjove dyr.






Og prøv lige at se den her Star Wars-fætter, hvordan fa'n mon man laver sådan én?




Krea-kollegaen havde som sagt en forestilling om, at vi på juleklippedagen skulle sætte eleverne i gang med noget jule-origami og sådan blev det. Når man er en krea-spasser, som jeg alle dage har været, så er det simpelthen guld værd at have kolleger, der har netop kreative processer som deres spidskompetence.

Og vi havde en rigtig god juleklippedag på 6.årgang. 
Der var en obligatorisk opgave, som skulle løses - at folde en origami-stjerne og herefter var der fri klip, om man så må sige.
Eleverne fik udleveret foldevejledingen (som jeg rigtig gerne ville have lagt ind her - men den er ikke tilgængelig på nettet og kopien ligger i mit skab på skolen) og så var der ellers fuldstændig ro og koncentration meget længe.
De første blev færdige efter ca. 10 minutter  - klassens to kreative orakler - piger selvfølgelig -  som efter yderligere 10 og 15 minutter havde foldet en stjerne, der var dobbelt så stor som den første og herefter én, der var halvt så lille. De kunne nærmest ikke stoppe igen, da de først kom i gang og de fik virkelig produceret meget den dag.

Jeg tog pladsen med bordet med krea-spasserne. De drenge, der endnu ikke kan klippe lige med en saks, dem hvis materialer hele tiden falder på gulvet eller går i stykker og som siger at skolens lim er fucking provokerende, fordi den ikke gider lime ordentlig, og som hader juleklippedag som pesten! Drenge, som hele tiden spørger, hvornår vi har pause og om de ikke må gå ud og spille lidt fodbold. De er herlige og slet ikke til at stå for, hvis man vel at mærke formår at se bag om deres adfærd, som kan virke negativ. Det var en meget stor fordel for mig at sidde ved netop de drenge, for i deres selskab kunne jeg nemt skjule mine egne håbløse papirfoldningsevner og ved fælles hjælp og masser af opmuntring, ros og 'hvor er det bare godt fået drenge' fik vi bakset nogle hæderlige stjerner sammen. Og de var stolte. Der var sågår én der spurgte (uden at de andre hørte det selvfølgelig) om han måtte tage den fucking dims med hjem inden jul, for hans mor ville måske blive glad for den.

Siden har jeg introducere samme origami stjerne herhjemme og haft mine egne piger i gang med at folde stjerner. Øvelse gør mester, for nu kan jeg helt selv - uden at følge vejledningen og ret hurtigt. Inden julen er omme, vil vores hus være fyldt med disse overalt:




Den til venstre er foldet med dels hvidt papir og dels udrevne sider fra dulleblade.


Skulle man vove pelsen og springe ud i et sværere origami-projekt? Nej, jeg laver nok bare lidt flere af den samme - nu ved jeg jo, at den kan jeg!




Til sidst et billede af vores vindueskarm ud mod gaden, hvor mine piger har lavet et nisselandskab. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at jeg synes det er både fint og hyggeligt!

søndag den 9. december 2012

En Ulla T-jul lige efter mit hoved

På en kort køretur i formiddag, nåede jeg at høre lidt af en radiosamtale med Ulla Terkelsen. Radioværten spurgte hende om, hvordan hun holder jul i New York, hvor hun jo bor.
Ulla Terkelsen fortalte om en juleaften, som jeg faldt så pladask for, at jeg nu sidder og drømmer om at rejse til New York og fejre jul sammen med Ulla Terkelsen.
Hun fortalte i radioen at hun skal være sammen med nogle rigtig gode venner juleaften og at de først på aftenen tager i New York City Ballet og ser balletten Nøddeknækkeren.  Når forestillingen er slut, går de så ud i byen og får noget lækkert at spise. Ulla Terkelsen fortalte, at hun elsker asiatisk mad, så en hyggelig restaurant i Chinatown var en oplagt mulighed. 
Efter at have indtaget et skønt måltid, ville Ulla og hendes gode venner så tage til midnatsmesse i en stor kirke, hvis navn jeg desværre ikke fik fat i.
Jeg synes, det lyder som en fuldstændig fantastisk juleaften - Lige sådan én, jeg kunne tænke mig at opleve.

Jamen hvad så med andestegen, julegaverne - og juletræet, spørger du? Mit svar kommer lige fra hjertet: Jeg ville ikke savne det et sekund, slet ikke julemaden, den ville være en lettelse at slippe for.
Men ak, min mand og mine børn elsker jul overalt på jorden, så Ulla T julen må forblive in my dreams nogle år endnu - måske kommer der et slip mellem min tid som mor og tiden som (forhåbentlig) mormor, hvor jeg kan tillade mig at skride fra det hele. Meget gerne sammen med resten af familien. 

Kunne du forestille dig en anderledes jul, end den du har?

torsdag den 6. december 2012

Tre meget meget seværdige film

Jeg elsker gode film. Et udsagn, der i øvrigt ikke virker særlig godt, for hvem gør ikke det? Jeg har engang lært, at for at et udsagn rummer værdi, skal udsagnets modsætning også give mening - og i dette udsagns tilfælde ville det så være "Jeg hader gode film" eller "jeg elsker dårlige film" og det er der vel næppe nogen, der går rundt og siger?

Hvordan kan jeg så indlede?
Hmmm, der er en bestemt slags gode film, som jeg holder særligt af -  og det er film, som ikke er amerikanske. Det betyder ikke, at jeg ikke bryder mig om amerikanske film, for selvfølgelig gør jeg det, men jeg oplever en helt særlig stemning, skabt af den sproglige ramme, i film hvor der tales et andet sprog end amerikansk. Genremæssigt er jeg ikke til actionfilm og slet ikke til science-fiction og kan jeg undgå eventyrgenren og de fantastiske fortællinger, så gør jeg egentlig også det. Sagt på en anden måde er jeg lidt kræsen, når det kommer til film.

De film jeg elsker, er film hvor fortællingen - den gode historie er i centrum og hvor denne gode historie fortælles gennem de sociale relationer, der udspiller sig mellem fortællingens personer. Der skal være stærke narrativer og stærke mellemmenneskelige følelser på spil. 

Her på det sidste har jeg set tre virkelig dejlige film,  som på hver deres måde har gjort et stort indtryk og rørt mig.




Den første er "De urørlige", som jeg så i biografen forleden dag. En fransk film (baseret på en sand historie) om en stenrig enkemand, Philippe, der er lam fra halsen og ned og ved lidt af en tilfældighed får ansat den sorte, tidligere kriminelle fyr fra slumkvarteret Driss, som sin personlige hjælper. Det venskab, der udvikler sig mellem de to - på tværs af alder, kultur, status og moral er simpelthen så smukt og rørende fortalt, samtidig med at filmen er hylemorsom og dejlig ironisk. En film, der kalder både latter og tårer frem. Hold nu op, hvor var den dejlig!





Den anden film så jeg også i biografen for et par uger siden. I byen her, er der et rigtig fint samarbejde mellem kirkens menighedsråd og den lokale biograf. Tre gange om året arrangerer menighedsrådet filmaftener i biografen. "Film med mening" kaldes projektet og det er super. Efter filmen er der kaffe, kage og en snak om filmen. Sidst så vi den libanesiske film "Hvad gør vi nu", instrueret af noget så sjældent som en kvindelig libanesisk filminstruktør. Nadine Labaki hedder hun, og hun spiller selv med i filmen, der handler om en lille mellemøstlig landsby, hvor kristne og muslimer lever side om side. Udadtil lever de (i hvert fald i første omgang) i fred og fordragelighed, men det skyldes mest byens snedige kvinder, der med masser af kvindelist og humor holder de til tider kamplystne alfahanner i ave. Filmen perspektiverer den evige strid mellem kristne og muslimer ved med humor at fremstille begge parter lige tåbelige og stædige. Der lægges i høj grad vægt på, hvor små forskellene mellem parterne i grunden er. Filmen er en komedie og der grines højt mange gange - til tider er den lige ved at kamme over i en lidt for plat "fald-på-halen"-komediestil, men det er bestemt inden for tålegrænsen. Der er mange gode debattemaer i filmen, blandt andet mediernes medvirken til at opildne konflikter i verdens brændpunkter. Sproget i filmen er arabisk - og jeg sad flere gange og forundredes over, hvor helt igennem fremmed dette sprog er for mig. Der er INTET, ikke ET ENESTE ord, jeg genkender. 




Den tredje og sidste film jeg vil fortælle om, er en iransk film, der har vundet flere priser, bl.a Guldbjørnen i Berlin for bedste udenlandske film. Filmen handler om parret Nader og Simin, der har søgt om visum til at forlade Iran, men da det bevilges, vil manden Nader ikke rejse væk alligevel. Den konflikt det føder, resulterer i første omgang i, at Simin vil separeres og flytter fra Nader og deres teenage-datter. Nader har sin gamle alzheimerramte far boende, og da Simin flytter ud, er han nødt til at ansætte en hushjælp til at passe faderen i lejligheden, mens han selv er på arbejde.
Det er da denne hushjælp kommer på banen, at filmens mange forviklinger for alvor begynder. Der sker hele tiden noget uforudset, og når trådene fra den ene begivenhed er ved at blive reddet ud, støder der noget nyt til. Filmen er virkelig en skæv og anderledes film - den giver et indblik i en verden og en kultur, som er meget anderledes end den, vi kender her i Nordeuropa og alene derfor synes jeg, den er meget seværdig. 
Jeg havde lånt filmen på biblioteket, og så den fra sofaen en aften, jeg var alene hjemme. Jeg stornød det anderledes univers og blev grebet af handlingen, som jeg ikke vil afsløre for meget af, for det ville ikke være fair, hvis du nu får lyst til at se den!
Filmens sprog er persisk (farsi) om hvilket, jeg kan sige det samme, som jeg sagde ligefør om det arabiske sprog - men det er fedt synes jeg - for det, at man intet forstår af sproget, gør at den sans nedtones, hvilket så skærper opmærksomheden på andre ting i filmen - lyd, billeder, farver, stemninger.

onsdag den 5. december 2012

Oplysningen, der gjorde alverden til forskel

Jeg har været lærer i mange år. Og jeg har altid haft et rigtig godt forhold til mine elever. Jeg tror, de fleste elever synes jeg er flink nok - nogen vil måske endda gå så langt som til at kalde mig en både 'frisk og 'sjov' lærer, mens andre (hvis de er i pubertetsalderen) vil sige at jeg at mega-pinlig og muligvis totalt nederen. Det hele er så fint og sådan har det været i mange år. I dag blev der føjet en usædvanlig vigtig oplysning til beskrivelsen af mig som lærer.

En gruppe af piger fra min 6.klasse spurgte mig, hvornår jeg egentlig har fødselsdag. Og det fortalte jeg selvfølgelig.
Deres reaktion på mit svar, kom så meget bag på mig, at jeg stadig griner, når jeg tænker på det. 
De skreg! Og sprang rundt, mens de slog sig på lårene.
De hvinede, hujede og faldt forover, mens de småhoppede med fødderne, svingede med armene, faldt hinanden om halsen og hujede mere, mens de råbte "det så vildt" og "åhhh hvor er det fedt, du er den sejeste lærer i hele verden".

Jeg har altid følt mig som noget ganske særligt. 
Nu ved jeg, at jeg er det: For jeg har nemlig *tadahhhh* fødselsdag samme dag som Zayn Malik fra boybandet One Direction!
Tag den. Nå? Hvad siger I så?
Det var dét, pigerne døde over og bagefter gik rundt og fortalte til enhver, der gad høre det.




Mor har fået nye støvler



Så kunne den sne dog snart forsvinde, så hun kan komme ud og promenere i disse nyerhvervede lækre støvler. Købt gennem Trendsales til en helt utrolig billig pris. 
For selvom man ingen penge har, skader det jo ikke at se godt ud!

tirsdag den 4. december 2012

Blomsterberg-vinderen er trukket

Jeg er på vej i biografen for at se "De urørlige" - en film, jeg har hørt så meget godt om og glæder mig så meget til at se, at jeg er helt bekymret for, om den nu kan leve op til mine høje forventninger. Men inden jeg smutter, skal vi selvfølgelig have offentliggjort hvem der har vundet det bagesæt fra Mette Blomsterberg, som jeg fik i velkomstgave som ny abonnenet på Bo Bedre.

Tusind tak for jeres kommentarer - der er 14 deltagere i lodtrækningen og hvis jeg kunne, sendte jeg et bagesæt til hver eneste af jer!


Desværre har jeg kun ét at gøre godt med, så jeg har skrevet de 14 deltageres navne op på sedler, som jeg har lagde frem sådan her:






Herefter vendte jeg de små sedler om:



Og kaldte Mellempigen frem fra stuen og bad hende kigge på de 14 sedler og vælge én:



Hun valgte denne - og TA DAAAAH - vinderen er dermed udtrukket og det er Line (der har denne dejlige blog) som har vundet bagesættet.






Line: Send mig din adresse til Hellea{snabela}jellingnet.dk og jeg sender dig din præmie.

Men der er en gave mere. Mette skal have Bo Bedres julenummer, så hvis du også sender mig en adresse, så sender jeg bladet til dig. Det duer alligevel ikke til at tænde op i brændeovnen :)


Tak for jeres deltagelse alle sammen og hav en dejlig tirsdag aften, mens jeg fletter fingre med min mand i biografen.