Uanede højder

Lørdag eftermiddag et tilfældigt sted i Region Syddanmark. 

Samtalen mellem de to voksne, der befinder sig i stuen når uanede højder!

• Er det dig eller mig, der skal lave aftensmad?
• Hvilket spil på Wii, vil du have tæv i om lidt?
• Hvor gammel er ham den søde Morten fra X-factor mon egentlig?
• Huskede du at købe hvidvin?
• Er der mere toiletpapir i kælderen?
• Skal vi æde de fire sidste fastelavnsboller eller smide dem ud? 

Bukserne af

Episode fra mit arbejde på en mellemstor sydjysk folkeskole:

Det hele gik lidt stærkt lige på et tidspunkt, hvor vi skulle flytte ind i de nye lokaler. Lokaler som skal danne rammen om et tilbud til børn, der af den ene eller anden grund har brug for et break fra deres klasse. Hvor noget står i vejen for læring eller for trivsel. 

Faktisk gik det hele så stærkt at vi flyttede ind i lokalet, mens det blev malet, og altså gik mellem nymalede vægge og karme, og pakkede kasser ud, ryddede op og satte på plads. 

Det var derfor først, da jeg var FÆRDIG med at tale i telefon med en elevs mor, at det gik op for mig, at jeg under det meste af samtalen havde stået lænet op af den nymalede dørkarm, og at mine nye mørkeblå Noisy May bukser OG den smarte lyseblå skjorte, jeg var iført, var smurt ind i hvid maling fra venstre baglår, op over rumpen og med stænk op ad den nederste del af venstre rygstykke. 
Klart værst på bukserne.
'Uhhhhh for satan da', kom jeg af ren forskrækkelse til at brøle højt, egentlig mest fordi jeg kunne se at malingen på dørkarmen var helt smattet ud, men da min mandlige kollega så kom løbende og gjorde mig opmærksom på skaden på mine bukser, indfandt panikken over, hvordan jeg skulle få malingen af bukserne, sig ret hurtigt. Vi blev enige om at det var vandbaseret maling, og at det måtte kunne vaskes af med vand og sæbe.
Og her er det så at min kollega, i samme sekund som en anden elevs far træder ind ad døren, siger med en, hvad der i mine ører lød som meget høj og tydelig stemme: 

Du bliver nok nødt til at tage bukserne af, Helle.

Øhh, forstyrrer jeg jer, spurgte den her far så med et let forvirret udtryk.

Nej nej slet ikke, fik jeg sagt. Jeg beholder da bare bukserne på. 

Mit bud på hvordan vi skaber fred i verden

Jeg vil nu dele et synspunkt med jer, et tankeeksperiment som jeg har gået og gumlet på længe. Måske har jeg nøglen til, hvordan vi kan redde verden. Hele verden, mine damer og herrer! Listen very carefully!

Der er ufred i mange lande. Borgerkrige, hvor der på de indre linjer kæmpes om territorier og skændes om grænser. Og krige, hvor en overmagt har taget styringen over en eller flere minoriteter. Konflikter der handler om hvem, der bestemmer, om penge, religion, etnicitet eller en blanding af det hele.


Overalt i verden findes der statsledere, der ikke formår at holde fred i deres land uden brug af vold og magt. Statsledere, der ikke kan finde ud af at lede deres nation uden militær eller politi til at holde styr på folk.

Lang langt de fleste af disse statsledere er mænd.

(Har man egentlig nogen sinde hørt om en kvindelig diktator?)

De mænd har ikke styr på det, ganske enkelt og problemerne fortsætter i en uendelighed.

Men nu skal der andre boller på suppen.
Jeg vil have dem taget af posten. Hver og én.

Jeg ved godt, at der findes fredelige lande med dygtige demokratiske statsledere, men for at gøre mit eksperiment så enkelt som muligt, så ryger alle lige over én kam her.

Alverdens statsledere skal fratages deres embede, og det skal ske fra den ene dag til den anden.

Men hvem skal så lede verdens lande? Det bliver da det rene anarki rundt omkring, hvis der ingen ledere er? Og uden ledere går det da først ravruskende galt rundt omkring i verden, har jeg overhovedet tænkt på det?

Ja, det har jeg. 
Og svaret er at der skal sættes andre personer ind på de ledige poster. Alle verdens statsledere skal skiftes ud. 

Og med hvem skal de så skiftes ud, tænker du? 
Her er det at det bliver spændende og en kende kontroversielt,  for på hver eneste post som præsident, statsminister, rigkansler, diktator, konge, kejser mm. skal indsættes et menneske som er i stand til:

-At tilsidesætte egne behov, og altid stå klar, når det behøves.
-Koordinere og planlægge på et meget højt og kompliceret niveau
-At bevare overblikket i enhver tænkelig - og utænkelig stress-situation
-At kommunikere hyppigt og handlingsorienteret med 
-At mægle mellem stridende parter uden brug af andre midler end (hvis nødvendigt myndig) kærlighed
-At dæmpe oprørte gemytter og skabe ro 
-At lytte til mindretallets frustrationer og sørge for at de føler sig hørt og bliver anerkendt
-At skabe sammenhængskraft og samhørighed i nationen.
-At fordele landets ressourcer og goder ligeligt, og sikre at der altid er ressourcer nok, således at ingen føler sig snydt
-At uddelegere opgaver og ansvar til et korps af betroede nærmeste
-Altid at være et skridt foran alle andre
-Hver dag at vise tillid, give tryghed og være troværdig 

Hold da op, det var mange ting, findes der overhovedet nogen, som kan alt det?

Ja, det gør der.

Det kan mødre.

Derfor foreslår jeg simpelthen at vi - lad os sige i en prøveperiode på 3 måneder- skifter hver eneste statsleder i verden ud med en mor. 

Kan I se det for jer?