Den, der lever stille + den, der var til foredrag

Jeg skrev om Leonora Christina roman 'Den, der lever stille' i sommerferien, og i sidste uge var jeg så heldig at hun, lige rundt om hjørnet herfra hvor jeg bor, holdt foredrag om romanen, om sit forfatterskab og om at leve af at skrive.

På billedet her læser hun op af 'Den, der lever stille'. 

 Jeg husker især Leonora Christina Skov fra medierne år tilbage: Feministen, der aldrig gik af vejen for en debat, og som med knivskarpe og velformulerede pointer og argumenter fik sat en hel del både mænd og kvinder til vægs. Og jeg tør godt indrømme, at jeg syntes hun kunnen være en kende anstrengende at høre på, og at jeg indimellem fandt hende temmelig skinger.
Undskyld Leonora Christina Skov! Jeg forstod ikke, hvor væsentlige dine synspunkter var, og jeg anerkendte ikke tilstrækkeligt, hvor meget vores samfund har brug for den kønsdebat, som DU om nogen, forstod at bringe til torvs igen og igen.
Tilbage til foredraget: Jeg elskede hvert sekund af det.
Når man har læst bogen, der handler om en barndom i dyb ensomhed med en mor, der ikke elsker sin datter og en far, der ikke fatter en pind, så var det en meget meget forunderlig oplevelse at sidde på første række, og beundre den utrolig smukke, stærke og stolte kvinde, der stod foran mig. 

Jeg er fan!

Leonora Christina Skov er i øjeblikket på en maratonturné af foredrag landet over. Hvis du skulle være så heldig, at  hun kommer forbi i nærheden af, hvor du bor, så kan jeg på det varmeste anbefale at tage afsted.

Jeg kan i øvrigt også på det varmeste anbefale at følge hende på instragram, hvor hun er meget aktiv og lægger fede billeder og tekster ind. 

Det her link er til hendes opslag fra den dag, hun var i Jelling. 

Den, der lever stille + den, der gør rent imens

Som skrevet her forleden dag, er vi i gang med at give vores hus den helt kæmpestore oprydnings- og rengøringstur. 
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg inderst inde hader at gøre rent, og havde jeg råd, betalte jeg mig gerne fra det. Der var også en overgang, hvor vi havde en rengøringsdame, der kom her hver uge og vi elskede det himmelhøjt. Indtil vi regnede sammen, hvor meget det kostede os på årsbasis og indså at vi hellere ville fornøje os ude af huset for de penge. Så vi gør det selv, og har med tiden fået vores rutiner med hvem af os, der tager hvilke rum og i hvilken rækkefølge. Jeg har altiddet badeværelse, vi bruger mest, fordi jeg er den, der er bedst til at gøre ordentligt rent dér. Ham, der har en vielsesring magen til min, er en knokler på de store linjer og lige flader, så han støvsuger og vasker gulve, og kan han få lov at høre noget ordentlig syg vild rockmusik imens, så er han både effektiv, hurtig og glad imens.
I dag har jeg hørt lydbog, mens jeg har skuret toilet og vasket fliser i brusekabinen, jeg er i gang med Leonora Christina Skovs 'Den, der lever stille', og da det er forfatteren selv, der har indlæst bogen, som er en selvbiografisk roman, bliver læse/lytteoplevelsen simpelthen så intens, at jeg har været helt væk for omverdenen i timevis. Sammen med Leonora Christina Skov har jeg været barn i Helsinge og ung i København, jeg har mærket barne-Christinas uendelige ensomhed og fysisk følt sylestik i hjertet over hendes forældres komplette fravær af følelsesmæssig evne til at møde og favne et barn. 

Den roman er intet mindre end et mesterværk, og det må have krævet så uendelig meget mod og styrke at skrive den. Shit, hun er sej at lukke op for posen med alt det, der har gjort så ondt og været så svært. Jeg lægger mig fladt ned af næsegrus beundring, og ser til min egen overraskelse frem til mere rengøring i morgen, så jeg kan komme til at lytte videre.

Anede ikke hvor jeg var

Da jeg vågnede i morges, anede jeg ikke hvor jeg var!

 I limboet mellem sovende og vågen genkendte jeg hverken det rum, jeg befandt mig i, det sengetøj jeg lå i eller den lyd, der havde vækket mig!?

Ret syret, i betragtning af at der var tale om en helt almindelig søndag morgen i mit helt almindelige liv. 

På de få øjeblikke min totale forvirring varede, nåede jeg både at tænke at jeg var på ferie (et low-budget, lidt tarveligt hotelværelse?) at jeg lå på hospitalet (rummet omkring mig var meget hvidt og uden billeder på væggen), og den mere dramatiske del af min fantasi sendte billeder til hjernen af at jeg var taget til fange i en kælder!?

Men så var det jo at jeg kom i tanke om, at jeg for tiden sover i vores gæsteværelse i husets kælder. At jeg gør det, er der som sådan ikke noget odiøst i, det sker i perioder, hvor ham der har en vielsesring magen til min og jeg af forskellige årsager ikke kan finde ro om natten, vækker hinanden igen og igen,  og derfor ender med at være mere trætte, når vi står op om morgenen, end da vi gik i seng.

Jeg er mega afhængig af at få min nattesøvn. Når jeg mærker ubalance i mit liv, hvad end det skyldes, så er nattesøvnen altid det første sted, jeg sætter ind. For hvis jeg sover godt om natten, kan jeg overkomme selv de mest uoverkommelige ting i mine dage, men har mit nattesøvn været for ringe, for sparsom eller for urolig over tid, så påvirkes mit overskud, mit humør hurtigt.

Så jeg sover pt. i vores gæsteværelse i kælderen.

 I kælderen er der, modsat i resten af huset, køligt og stille og jeg har sovet fantastisk i nat. 

Min bedre halvdel har efterhånden vænnet sig til dette setup, for han synes også jeg er væsentlig nemmere at være gift med, når jeg er udsovet! 

Da jeg havde ligget vågen lidt og konstateret at kl. var over 7.30 listede jeg op i køkkenet og lavede en kop kaffe, og pilede så ned under dynen igen med Sara Omars roman 'Dødevaskeren'. En bog jeg har svært ved at lægge fra mig. 

Av mit hjerte, hvor er det en gribende fortælling.

Det regner i dag. (Haven hilser og siger tusind tak) og jeg am mærke at det bliver en dejlig søndag.

Det håber jeg også meget at din bliver...?

Ser du månen, Daniel

Har haft den liggende længe, fordi det var som om jeg - mentalt forståes -  skulle et bestemt sted hen, før jeg var klar til at begynde at læse den. Men nu er jeg der, og selvom det ikke burde komme som nogen stor overraskelse at Puk Damsgaard skriver blændende, så imponeres jeg hele tiden over med sit journalistiske, meget beskrivende sprog også formår at tage os med helt ind i kernen af Daniels 398 dage som gidsel hos Islamisk Stat. Det er en grotesk verden, vi lever i!

En weekend med 80'er fest, cykeltur og meget snart ferie

En superdejlig weekend er snart slut. Jeg suger det sidste næring ud af den, mens jeg sidder her og skriver!

Jeg kunne mærke weekenden tage fat i mig sådan cirka fredag kl. 14, hvor jeg befandt mig højtsyngende i en skolegård sammen med et par hundrede glade børn der, så snart sangen sluttede, havde sommerferie. 

Kl. 18 samme aften entrerede jeg skolens årlige sommerpersonalefest i et outfit, der bl.a bestod af creppet hår, pink øjenskygge og neonfarvede leggings. Nå nej, gamachebukser. Sådan hed de jo i 80'erne, og det var lige netop en 80'er fest, vi holdt. Kodylt fedt! Soja på rullen og sit Fru Kristof, hvor var det en sjov aften. Musikken var jo lydkulissen fra mine barndom og ungdom! Afrikasangen, Re-seppten, Nena og Europe med 'The final Coundtdown', jamen kan i ikke se det for jer!? 
Jeg husker det som at jeg grinede fra festen startede, til jeg mange timer efter befandt mig i en taxa på vej hjem. Grinede sgu da også i taxaen!

Eneste tidspunkt, jeg ikke sang, dansede eller grinede, var mens jeg holdt den til aftenen forberedte 80'er tale, men tilhørerne grinede heldigvis - og endda på de rigtige steder. Hæ!

Jeg havde arbejdet en del med den tale, så det var en kæmpe lettelse, at den sad lige i skabet, og måske var det lidt talens skyld, at jeg nærmest bundede en flaske hvidvin efterfølgende... What a party!

Lørdag var jeg heldigvis nogen lunde frisk, havde godt nok ikke ænset at ham, der har en vielsesring magen til min, stod op og listede afsted, plejer elles at høre hver eneste lyd i huset, mens jeg sover, men var nok noget bevidstløs lige dér. Min kære mand skulle til Vejle, hvorfra han sammen med sin cykel lod sig fragte i bus til Flensburg. Herfra gik starten til Hærvejsløbet, en cykeltur på 270 km med mål i Viborg. Sjovt og pudsigt nok gik ruten ikke bare lige gennem vores lille by, men simpelthen LIGE forbi vores hus. Derfor tilbragte Lillepigen og jeg det meste af eftermiddagen på havebænken, som vi i dagens anledning havde slæbt helt frem til fortovet. 

Hver gang, der kom en gruppe cykelrytteende kørende, hørte man os sige ting som:
- Hey, jeg tror det er ham, der kommer dér!
-Nej, det var det så ikke alligevel, men det ligner ham?
-SÅ, nu synes jeg, at jeg kan se ham?
-Er det far?
-Er dét der så far?
-Mor, helt ærlig, hvor længe skal vi sidde her?
-Hvornår kommer far?
-Sagde du ikke at han kom lige om lidt?
-Nu kan der ikke gå ret lang tid!?
-De MÅ da være lige rundt om hjørnet?

Vores tålmodighed lønnede sig - for endelig endelig endelig kom denne dejlige glade mand cyklende forbi i flot stil, og selvom han var både våd, kold og træt overvejede han ikke et splitsekund at 'stå af' (den lå jo lige til højrebenet, når han ligefrem kunne køre op i sin egen indkørsel på ruten), nej han fortsætte de resterende knap 100 km til målstregen i Viborg.

Jeg behøver nok ikke at skrive, at det var en temmelig træt mand (med ømme ben og øm nummi), der kom hjem sent om aftenen. I dag har seriøst ondt i benene, og har meget meget velfortjent ikke lavet så meget andet end at spise og slappe af. 

Storepigen og Mellempigen har sommeferie nu, Lillepigen skal i SFO i næste uge, da vi begge skal arbejde. Men vi er der næsten. Ved sommerferien. 

Jeg har lagt bøger frem til næste uges læsning, for når der ikke er elever på skolen, så er læreren jo nærmest ikke træt, nå hun kommer fra arbejde?

Dagens højdepunkt: Jeg har købt en bog

Jeg læser rigtig mange bøger, men jeg køber meget få. De bøger, jeg læser, har jeg oftest lånt på biblioteket eller af kolleger og veninder.

Det sker dog at der er bøger, jeg ikke vil nøjes med at låne, men bare må eje. 

Har netop bekræftet købet af bogen Underdanmarks Jægersoldater, skrevet af Lisbeth Zornig, Michael Lindholm og Lotus Turell, for lige siden den udkom i oktober 2015 har jeg vidst at det var en bog, jeg bare måtte have. Så jeg ønskede mig den til jul, men fik den ikke-  og heller ikke til min fødselsdag i januar, og nu har jeg altså selv købt den.

Jeg er stor beundrer af Lisbeth Zornig Andersen, og af det kæmpestore arbejde hun gør for at give udsatte mennesker, og især udsatte børn,  en stemme. 
I mit arbejde møder jeg mange af de udsatte og sårbare børn, der som voksne måske kommer til at omtale sig selv som 'brændte børn'. 
Fordi jeg er AKT-lærer (AKT = Adfærd, Kontakt og Trivsel) på en stor byskole er begreber som underretning til kommunen, børnesamtale, paragraf 50-undersøgelse, alkoholproblematik og mistrivsel dagligt nærværende i mit lærerarbejde.

Jeg møder de her børn,  mens der er ild i dem så at sige, (for lige at blive i det sproglige billede med de brændte børn), og hver eneste gang, jeg råber op på vegne af et barn, og er med til at skubbe netop det barns livsbane i en bedre retning, så føler jeg virkelig at det jeg laver, giver mening. 


Jeg speedlæste Zornigs bog, Vrede er mit mellemnavn, mellem jul og nytår i 2011 - det kom der dette blogindlæg ud af - et indlæg, jeg er særlig glad for, fordi Lisbeth Zornig selv har kommenteret :)

I 2012 oplevede jeg hende for første gang til et foredrag i Århus, og siden da har jeg både været på et virkelig fedt og lærerigt kursus hos Huset Zornig, og til et foredrag i Vejle, hvor Lotus Turell var foredragsholder sammen med Lisbeth Zornig.

Jeg elsker inspirerende mennesker, der deler af deres erfaring, overskud og viden. Jeg er vild med folk, der kan kommunikere på mange kanaler samtidigt og som brænder for at få deres budskab igennem. Og jeg er ikke i tvivl om at den slags mennesker (der er heldigvis mange) baner vej og giver håb og livsmod til andre.

En crazy uge gik

Og måske var den ikke så crazy endda, den har bare været tætpakket med det ene og det andet. Nogen var til landskamp i Parken (og det var ikke mig, jeg er som nogen allerede ved i bestyrelsen for FSI: Foreningen af SportsIgnoranter), og der var en hulens masse arbejde på den der skole, hvor jeg går rundt og er enormt læreragtigt til daglig.

Så var der et par fødselsdage, Lillepigen fyldte 7 og hendes ældste storesøster (i bloggens ånd kaldet Størestepigen) fyldte 21, og oveni det smider vi så lige en skolefest. Med Boogie Woogiedans, fiskedam, spøgelseshus og det hele. 
Nu venter en stille fredag aften, hvor det vildeste jeg kan svinge mig op til er finalen i Vild Med Dans, et glas hvidvin (har jeg nogen sinde fået fortalt, at jeg ikke drikker rødvin mere?), en skål slik (yndlings: Skumslik, skolekridt, mørk chokolade og salt lakrids) og hvis jeg er rigtig heldig, kan jeg lokke ham, der har en vielsesring magen til min til at nusse mig i nakken, mens jeg halvsover i sofaen.

Der skal lades op. For på søndag skal vi holde Lillepigens fødselsdag for pigerne i klassen. 22 piger! (Et aldersintegreret storhold, derfor så mange). 
Der skal bages pizzaer og kage, dækkes op og stilles an. Modsat mange jeg kender, elsker jeg at holde klassefødselsdage for mine børn. 
(Jeg elsker også at være vært for legegrupper og spisegrupper og hvad de ellers hedder, de forskellige sociale tiltag, der etableres i ungernes skoleklasser.)



Der er så mega meget jeg er røvdårlig til her i verden, men afholde en sjov og festlig børnefødselsdag med mad, underholdning og aktiviteter: Dét kan jeg! Og jeg synes, det er supersjovt!

Og så skal jeg læse.
Er netop gået i gang med anden del af 2-bindsværket om den islandske kunstner og mor Karitas. Vidunderlig læsning. 

Læser

Kun hvis du har lyst

I begyndelsen af januar deltog jeg i en helt vildt spændende og inspirerende kursusdag hos Huset Zornig.
Kurset hed '360 grader om den udsatte familie' og vi, der deltog, repræsenterede en bred vifte af faggrupper: Socialrådgivere, pædagoger, lærere, ansatte ved kriminalforsorgen, en børnelæge, en politidame med speciale i videoafhøringer af børn og forskellige andre relevante folk.
Kurset blev afholdt i de lokaler i Kødbyen, der lagde rammen til projektet 'Stemmer på Kanten'.
Dagen var opbygget i tre sektioner, overordnet styret og organiseret af en opmærksom, nærværende og meget engageret Lisbeth Zornig Andersen og hendes ligeså skønne og smilende stedsøster Bettina Smed.

De tre områder vi skulle igennem i løbet af dagen var:
- At være barn af en mor/far der er alkoholiker
- At være barn af en mor/far, der er psykisk syg
- At være barn og blive udsat for seksuelle overgreb

Indenfor alle tre områder, fik vi oplæg af de såkaldte livseksperter: Voksne mennesker, der delte deres egen personlige barndomshistorie og fortalte os om de tanker, følelser, mekanismer, fortielser og løgne, de voksede op med. Det var helt utrolig bevægende at høre disse voksne fortælle om fx det at have psykisk syge forældre, fordi fortællingerne var erfaret med barnets øjne, krop og hjerte.
Oplæggene dannede afsæt til rigtige gode debatter og synspunkter om, hvordan vi, der i vores arbejde møder disse børn, skal være langt skarpere på at opfange deres signaler, lytte til disse og være der til at støtte børnene, den dag de bryder tabuet og betror sig.

Den del der handlede om seksuelle overgreb, blev jeg særligt optaget af, fordi det stadig er noget langt de fleste private mennesker har uendelig svært ved at begribe og håndtere.
Allerede som helt ung lærer, besluttede jeg mig for at jeg VILLE lære at begribe det og håndtere det, for det skylder vi de børn, der har oplevet at blive udsat for overgreb. Det er pine død nødvendigt! 

Jeg har, i mit arbejde som lærer, været involveret i sager om overgreb på børn flere gange, og jeg har to gange (med flere års mellemrum) ledsaget et barn til videoafhøring hos politiet.

ALT det ovenstående er egentlig indledning til det, jeg satte mig for at skrive.

Lisbeth Zornig Andersen nævnte en bogtitel, da vi havde om emnet 'seksuelle overgreb', og hun sagde til os, at det var én af de bedste bøger, hun selv havde læst om emnet. 
Jeg noterede titlen og forfatteren, og bestilte bogen på biblioteket da jeg kom hjem.
Fik den hjem i sidste uge, læste bogens bagside og lagde den væk. 
Tog den frem dagen efter, åbnede den og lagde den væk.

Havde på en eller anden måde en klar fornemmelse af, at det var én af den slags bøger, der kræver at man tager en dyb indånding, har ro og tid til at læse - og så ellers læser nærmest ud i én køre. Ikke fordi det skal overstås, men fordi det bliver for smertefuldt at trække i langdrag.

Bogen er en velskrevet selvbiografi skrevet af amerikaneren Margaux Fragoso. 

Margaux vokser op som enebarn i en familie, hvor begge forældre er voldsomt psykisk ustabile - moderen ryger ind og ud af psykiatrisk hospital, faderen drikker, har et ondt og hidsigt temperament og er voldelig, både verbalt og fysisk overfor sin datter. 
Kærlighed og omsorg er der uendelig lidt af i det hjem. 
Så da Margaux og hendes mor ved et tilfælde møder den 51-årige Peter, åbenbares alt det Margaux savner og mangler i sit ensomme barneliv. Med ét får hun nærvær, interesse og omsorg fra en voksen. Hun får lov at passe og kæle med hans mange kaniner og marsvin, han læser for hende, tager hende med på køreture i byen og overøser hende med positiv anerkendelse og opmærksomhed. Og hun elsker det. 
Det eneste Margaux skal gøre til gengæld er .... at kysse ham dér. Og der. Røre ham dér, slikke ham dér. Da de lærer hinanden at kende er hun 7 år gammel, han er 51 og deres forhold varer ved til hun er 16. 
Gennem Margaux's gribende fortælling, får man et sjældent indblik i den helt igennem sygelige manipulation, den pædofile bruger til at få barnet til 'frivilligt' at byde sig til. Man kommer også til at forstå begrebet 'Stockholm-syndromet' bedre, det med at offeret bliver følelsesmæssigt afhængig af gerningsmanden.

Puha! Det var satme barsk læsning. 
Læs evt. mere om bogen her i Kulturkapellets anmeldelse.

Og bjergene gav genlyd, mens jeg lå der under dynen

Foretog mig denne formiddag noget der i mit daglige virke er så uhørt, at vi taler om en virkelig seriøst sjælden hændelse. Ud over at hændelsen var fyldt med rendyrket hygge og nydelse, fordybning og afslapning, så var det bedste ved den faktisk, at jeg gjorde det helt uden dårlig samvittighed. Ikke så meget som det mindste strejf var der.

Jeg blev liggende.

Blev simpelthen liggende i min seng fra jeg vågnede ved 7.30-tiden og til ca. 11.30. Mand og børn var oppe, legede, snakkede og hyggede, men med mig var der ingen kontakt. Overhovedet. 

For jeg læste. Slugte sider i højt tempo, mens jeg skiftevis lod tårer trille, trak på smilebåndet og gyste. 

Da jeg lukkede bogen i aftes, var jeg kommet så langt ind i fortællingen, og var blevet så opslugt at jeg vidste, at når jeg vågnede her til morgen, ville jeg ikke stå op, før jeg havde læst den færdig. Og sådan blev det. 

Khaled Hosseinis Og bjergene gav genlyd er én af de bedste bøger, jeg længe har læst.

Fortællingen er lige så veldrejet som forfatterens to tidligere udgivelser Drageløberen og Under en strålende sol. 
Den afghansk fødte Khaled Hosseini skriver sig helt ind under huden på læseren og lige lukt ind i hjertet. Man kommer uvilkårligt til at holde så meget af bogens personer, at man kæmper sammen med dem, græder, glædes og røres med dem. 
Der er så meget skæbne i den her fortælling. Og løse ender, der i løbet af bogen flettes ind i hinanden og til sidst bindes sammen i en smuk sløjfe af stærke familiebånd og stor stor kærlighed. Åh hvor var det dog en god bog.

Shh! Mor læser

Hvis der er noget, jeg er vild med, så er det at få en bog mellem hænderne, som jeg bare kan mærke, vil gøre mig klogere. Sådan en bog er Anna Skyggebjergs bog "Introvert, stå ved dig selv". Jeg har næsten kun lige taget hul på læsningen, men har allerede mærket det der "YES" indeni, for jeg bliver klogere på mit introverte Mellembarn, på de mange introverte elever, jeg møder i hverdagen som lærer - og ved I hvad, jeg bliver skisme også klogere på mig selv!

Læs om bogen og om Anna på hendes blog her

Halvbroderen

I 2002 vandt den norske forfatter Lars Saabye Christensen Nordisk Råds Litteraturpris for romanen 'Halvbroderen'.
Da jeg dengang læste om bogen, vidste jeg bare, at det var en bog, jeg gerne ville læse. 
Verden er fuld af dejlige bøger, og jeg læser rigtig meget i perioder og til andre tider knap så meget, men jeg havde alligevel ikke gættet, at der skulle gå SÅ mange år inden jeg fik fingrene i 'Halvbroderen'
Bogen kan for tiden downloades fra e-reolen og jeg er optaget og meget begejstret efter de første par kapitler.
Jeg elsker romaner, hvor jeg kommer til at sidde med en fornemmelse af, at kende personerne helt ind under huden. Jeg elsker fortællinger om mennesker og især de relationer, der er mellem mennesker på godt og ondt ... Jeg elsker at prøve at forstå og få indblik i,  hvad der ligger til grund for, at en person tænker, føler og handler, som han/hun gør. 

Omtale af Halvbroderen, sakset fra nettet:

Barnum er fortælleren, og især halvbroderen Fred har hans opmærksomhed.
Men også familiens historie i fire generationer indeholder livets og skæbnens hovedtemaer: savn og sammenhold, løgn og længsel, kærlighed og kunst
Scriptwriteren Barnum kaldes hjem til Oslo, da halvbroderen efter at familien i 28 år har troet ham død, pludseligt dukker op igen - lyslevende. Snart er vi tilbage i tiden, det er 8. maj 1945, hvor Danmark befries fra tyskerne og halvbroderens undfanges ved en voldtægt. Gradvist oprulles historien om Barnum og hans halvbroder.

En fortælling om tab og bedrag, kærlighed og kunstens tvetydige væsen.