Introvert, stå ved dig selv - Børn i skolen

Dette indlæg er en slags fortsættelse af det her, som jeg håber, du vil læse, hvis du ikke allerede har gjort det.

Anna Skyggebjerg (AS) skriver i sin bog ’Introvert, stå ved dig selv’, at introverte børn er særligt udfordrede i skolen, fordi skolen som ’system’ primært understøtter ekstroverte normer og idealer.  

Jeg er desværre helt overbevist om, at AS har meget ret i denne antagelse.

Der findes masser af knalddygtige lærere og pædagoger, som med stort hjerte, empati og forståelse (også) rummer og favner de introverte børn. Det ændrer dog ikke på det faktum at ekstroverte idealer, som at tale så højt at alle kan høre det, arbejde i grupper, stille sig op i klassen og fremlægge projekter -  og i det hele taget at være god til  at 'være på' fylder rigtig rigtig meget i nutidens skole.

Derfor tager jeg nu min lærerkasket på, og giver med denne tekst mit lille bidrag til en større forståelse af de mange skønne og dejlige, videbegærlige introverte børn, der findes i hver eneste skoleklasse.

Det, de børn bidrager med i skolen er vanvittig værdifuldt - De viser andre børn, hvad det vil sige at fordybe sig, de er attraktive samarbejdspartnere, når der arbejdes i makkerpar, de er grundige og tænksomme.  
De børn skal have lov til at være lige præcis så introverte, de nu engang er, uden nogensinde at føle sig forkerte af den grund. 
At det sker er både forældrenes og lærernes ansvar.

En dansktime i 6.klasse:

Eleverne har modtaget en fælles gennemgang om en bestemt type digte, og skal nu ud i grupper og arbejde videre med emnet selv. 
Jeg har lavet en arbejdsseddel, som jeg går rundt mellem bordene og deler ud til eleverne, og mens jeg gør det, er der helt utrolig meget støj og uro i klassen.  
Jeg siger til eleverne, at de skal finde sammen i tre-eller firemandsgrupper og lynhurtigt foregår der en masse ping-pong igennem luften. Da jeg er færdig med at dele arbejdspapiret ud, rejser eleverne sig og finder sammen i grupper. Nogle bliver siddende i klassen, andre sætter sig udenfor på gangen. 

Da jeg lidt efter går ud på gangen for at se til de grupper, der sidder der, får jeg øje på Lea (navnet er opdigtet), som har sat sig alene på reposen ved trappen. Med ryggen mod gangen og klassen, hvor alle de andre befinder sig.

-Sidder du her helt selv? siger jeg med et tonefald, der afslører at jeg både har dårlig samvittighed over ikke at have set, at hun ikke kom med i en gruppe - og medlidenhed med hende fordi, hun sidder der helt alene.

-Ja, må jeg ikke nok blive her og arbejde med opgaven selv? spørger hun og kigger bedende på mig.

-Øh, jo det må du da gerne, men vil du ikke hellere have hjælp til at finde en gruppe at arbejde sammen med?

- Må jeg ikke nok blive her alene, please?

Hendes bedende ’please’ bliver kodeordet til at jeg forstår, at det ikke er synd for hende, at hun sidder der alene. Hun har selv valgt det, for hun kan ikke overskue det der sker i gruppearbejdet: De andre tager ordet og har en ping-pong om opgaven, og det det hele går så stærkt, (og i Leas verden overfladisk) at hun aldrig når at komme på banen med sit besyv til opgaven.

Når hun arbejder alene, afleverer hun de fedeste og mest gennemtænkte opgaver. 

Lea er udpræget introvert, og selvom jeg ikke tror, hun kender ordet og kan sige, at det er det, hun er, så kan hun i hvert fald tydeligt mærke, når hun har brug for at trække sig fra dét sociale hurlumhej, som vi har helt utrolig meget af i skolen. 

Min opgave som hendes lærer er at imødekomme dette behov og helt optimalt: Komme det i møde - være på forkant med det -   inden hun må trække den mentale håndbremse og vende fællesskabet ryggen. Formår jeg det, understøtter jeg Leas trivsel og læring i skolen. Formår jeg det ikke, træder jeg på hendes selvværd.

På side 120 i bogen ’Introvert, stå ved dig selv’ fortæller AS meget fint, hvilke behov introverte børn har i skolen:

-         De foretrækker at arbejde alene

-         De vil gerne have ro til at fordybe sig

-         De mister koncentrationsevnen, når der er støj og uro omkring dem.

Jeg vil gerne tilføje:

De har brug for afskærmede kroge og stille hjørner, hvor de kan koncentrere sig om deres skolearbejde uden at blive forstyrret.

Alene ved at have fokus på indretningen af klasselokalet, er det muligt at gøre skolen til et bedre sted at være (også) for de introverte børn.

Situationen med Lea, der selv må sørge for at komme til at arbejde alene og finde et sted, hvor hun kan sidde i fred blev langt fra tacklet godt nok fra min side. Helt optimalt havde jeg lavet grupperne hjemmefra og differentieret dem således, at der var både én-, to-, tre-, og firemandsgrupper.  Og yderligere kunne jeg, inden eleverne blev sat i gang med deres selvstændige arbejde have aftalt med Lea, hvor hun kunne sætte sig og finde ro til sit arbejde. Det huskede jeg forhåbentlig næste gang.

AS har i sin bog så mange fine betragtninger om det at være introvert skolebarn i en ekstrovert skoleverden, betragtninger som hun har gjort sig igennem sønnen Jacob, der er udpræget introvert.

Den stemme, AS taler med på vegne af Jacob, er en vigtigt stemme, som alle der arbejder med børn til daglig, bør stoppe op og lytte til. De introverte børn siger nemlig ikke ret meget selv, derfor må vi voksne, der kender dem og kender deres behov gøres os umage for at tale deres sag, indtil de selv kan.

At stille sig op foran andre

Det introverte barns føler typisk stærk modvilje, når det kommer til opgaver, hvor han skal stille sig frem for klassen og fremlægge.  (Med mindre han har øvet sig så mange gange, at han kan det hele udenad.)

Det er lærerens opgave at få det introverte barn til at føle sig tryg i processen, og give ham/hende tid og plads til at udfolde sig på sin egen måde. Jeg tænker at en god måde at støtte på er at trække et 'filter' ind mellem barnet og omverdenen. Der er i dag så mange multimedie-muligheder, som kunne udgøre et sådant 'filter' – og det er (for alle børn) en god støtte at have noget konkret eller visuelt at læne sig op ad. 
Men især for det introverte barn er det rart at kunne levere sin fremlæggelse som en powerpoint, en stop-motion-film eller en kortfilm, hvor har måske endda har speaket ind over billederne, så han næsten intet behøver at sige under selve fremlæggelsen. Kammeraterne vil fokusere på filmen/powerpointen/whatever - og den introverte kan træde et skridt tilbage og få luft.

Mediet bliver et filter, der beskytter den introverte mod det sociale overload det er for ham at stå foran alle kammeraterne og tale ud til en større gruppe.

Det er jo ikke sådan at introverte børn ALDRIG siger noget i større sammenhænge, de bryder sig bare ikke om det og vil hellere ytre sig i mindre grupper og allerhelst på tomandshånd. 

Jeg er sikker på, at de kan lære at føle sig bedre tilpas i 'være-på'-situationerne, hvis vi lytter og anerkender og giver dem plads til deres egen måde at være på på, so to speak. Og ikke mindst - sørger for at de ekstroverte børn holder mund imens!

Det er lærerens opgave at tage hånd om alle børns forskellige behov – deriblandt også de introvertes. 

Det kan fx gøres ved ikke at have rigide regler for gruppearbejde, men så ofte det er muligt lade børnene selv vælge, om de vil arbejde i grupper eller i makkerpar.

Og kommer introverte Ida og spørger om hun må sætte sig over i det afskærmede hjørne og arbejde alene, så giv hende for Guds skyld lov.

I bogen fremhæver AS også de introverte børns behov for at kunne trække sig væk fra mylderet og være i fred i pauserne. Mange skoler har regler om at alle børn skal være ude i alle pauser, og det kan være pinefuldt for et introvert barn, der allermest har lyst til at sidde et fredeligt sted for sig selv.

Ingen børn har nogen gavn af at blive presset til noget, de ikke vil, men alle børn har glæde af at blive taget ved hånden og puffet blidt frem sammen med en voksen, de er tryg ved. 

Vi skal værne om de introverte børns selvværd, for i en turbulent og larmende ekstrovert verden, er det meget nemt at komme til at tro, at man er forkert, fordi man føler sig utilpas i noget, de fleste synes er superfedt.

Ingen børn er forkerte.  Lige meget hvad.

Introvert - stå ved dig selv!

Jeg er personligt stor fan af Anna Skyggebjerg og hendes meget nære og kære hverdags-tanker om at få livet som mor i en travl familie til at gå op i en højere enhed.  Bogen ’Zen for mødre’ har i årevis haft fast plads på mit natbord, og jeg følger med stor interesse med, når Anna Skyggebjerg blogger på 'Hele 3 ting'.

Dette indlæg handler om bogen 'Introvert' generelt, men i løbet af de kommende dage, skriver jeg også om at se, møde og anerkende de introverte børn i skolen, og om at være ekstrovert og have introverte mennesker helt tæt på i livet, som partner eller som mor.

Bogens budskab er dybt relevant i mit arbejde som lærer, for jeg er helt sikker på at Anna Skyggebjerg rammer plet, når hun påstår at vi i alt for høj grad overser de introverte børn i skolen.

Jeg har så også en stærk personlig interesse i bogen, fordi jeg er mor til et temmelig introvert barn.

Og *tadahhh*: sørme om jeg ikke også fik lært en masse om mig selv undervejs, mens jeg læste. For selvom jeg er primært ekstrovert at natur, så har jeg en ret tydelig introvert side, som jeg nok ikke har været helt god til at anerkende, værne om og pleje igennem årene. Og så  jeg har i øvrigt en hjemmestrikket teori om at langt langt de fleste mennesker bliver tiltagende introverte, jo ældre de bliver!?

Min ex-partner og jeg sidder og lægger planer for den kommende weekend.

-Skal vi ikke invitere nogen venner herud til middag, spørger jeg forhåbningsfuldt. 

Han kigger intenst på mig og siger at han trænger så meget til en weekend, hvor der bare overhovedet ingenting skal ske.

-Ingenting overhovedet? spørger jeg undrende og fortæller ham at weekender, hvor der overhovedet intet skal ske er de værste weekender for mig.

-Det er de bedste weekender for mig, siger han så.

Troværdig indføring i emnet

Anna Skyggebjerg (fra nu af kaldet AS) har skrevet en meget meget fin og letlæselig bog med titlen ’Introvert, stå ved dig selv’ med undertitlen ’ Nej, du behøver ikke gå til fest og gemme dig på badeværelset’.

Som titlen tydeligt fortæller, handler bogen om at være introvert.

AS giver en grundig indføring i emnet krydret med både morsomme og tankevækkende eksempler på, hvad det vil sige at være et introvert menneske.

Ud over at trække på sin egen store viden og erfaring på området, henviser AS også til udenlandsk forskning og litteratur på området, bl.a. hos den amerikanske forfatter Susan Cain, der i år har udgivet bogen ”RO, styrken ved at være introvert i en højtråbende verden” (Originaltitel: ’Quiet. The power of Introverts in a world that can’t stop talking’).  At AS’ mange pointer underbygges med resultater af international forskning og udenlandske artikler, gør hendes ærinde meget troværdigt i mine øjne. Det er i øvrigt meget tankevækkende at der ikke tidligere er udgivet danske bøger om emnet. AS’ bog er den første danske udgivelse om at være introvert.

Flokdyr eller enegænger?

Introverte mennesker trives stort i deres eget selskab og har et langt mindre socialt behov end ekstroverte. Som introvert kræver det store mængder mental energi at være sammen med mange mennesker, energi som den introverte senere indhenter ved at samle kræfter alene.

Ekstroverte oplever til gengæld at det, at være omgivet af mennesker, tilfører dem energi og derfor udmattes de slet ikke i samme grad, når de har været på i større sociale sammenhænge i mange timer.

Hvor ekstroverte mennesker er flokdyr, er introverte mere enegængere eller til selskab for bare to eller tre personer ad gangen.
Et typisk introvert menneske holder ikke et brag af en fest på sin fødselsdag, han/hun holder langt hellere en intim hyggemiddag med den allernærmeste familie.

For det er i netop i det nære, intime sociale rum at den introverte trives allerbedst.

Det stille vand, den dybe grund

Den introverte tænker, før han/hun taler. Nogen gange meget længe og han/hun er generelt mere stille og tænkende af natur end én, der er ekstrovert.

Introverte mennesker lytter mere end de taler.

Det er også typisk at introverte mennesker fordyber sig meget grundigt i én bestemt interesse, et emne eller en hobby, mens ekstroverte er mere overfladiske og typisk har gang i mange forskellige aktiviteter og interesser på samme tid. 

Hvor den introverte måske kun har én fritidsinteresse, som han/hun så til gengæld har dedikeret sig 100 % til og ved alt om, så har den ekstroverte mange interesser og skifter dem måske jævnligt ud, fordi det ellers bliver for ensformigt og kedeligt.

Et prisme at se og forstå andre igennem

AS er selv meget introvert og har derfor skrevet sin bog med introverte briller. Det farver selvfølgelig pointerne, selvom jeg tydeligt fornemmer at AS har gjort sig umage, for at understrege at hun ikke opfatter introverte som hverken dårligere eller bedre end ekstroverte, det er slet ikke det, der er pointen.

Pointen er, at bliver man opmærksom på at se sig selv og sine medmennesker gennem prismet introvert/ekstrovert, så vil der falde rigtig mange ting på plads i selvforståelsen og i forståelsen af andre, og man vil få langt nemmere ved at acceptere hvorfor kollegaen/ægtefællen/barnet reagerer som han/hun gør. Vi kan undgå meget unyttig undren og mange misforståelser ved at se og møde hinanden gennem det introverte/ekstroverte prisme.

Ekstroverte idealer

AS er også meget tydelig omkring, at hun har en anden vigtig pointe med sin bog, og det er at feje en stor bunke fordomme og irriterende misforståelser af banen: Nej, introverte er  på ingen måde kedelige mennesker, fordi de ikke bryder sig om vilde fester, selskabslege og overnatningsture  med barnets klassekammerater, de foretrækker bare langt mere stille og indadvendte aktiviteter og sådan har de ret til at have det!

Vi lever i dag i en verden, hvor det ekstroverte ideal er meget dominerende – Det er almindeligt at vi promoverer vores aktive alsidige liv på facebook, twitter og instragram, og der skabes hele tiden nye typer reality shows, hvor det at være på, og kunne iscenesætte sig selv, er helt grundlæggende forudsætninger. Ikke så sært, at en 14-årig dreng, jeg engang havde som elev i skolen, kom til at føle sig helt helt forkert blandt jævnaldrende, da han i klassen fortalte at det, han elskede allermest var at sidde alene på sit værelse, fordybet i en rigtig god bog om middelalderen. Jeg kan stadig føle ubehag ved tanken om det latterbrøl, hans ord fremkaldte hos de uvidende, ignorante og ekstroverte klassekammerater. Der gik sikkert meget lang tid,  inden han igen havde lyst til at fortælle noget som helst om sig selv igen i en social sammenhæng. Men jeg gætter også på, at der har siddet mindst to andre introvert elever i klassen, som grinede med for ikke at falde udenfor, men som i virkeligheden havde lyst til at fortælle at han/hun havde det præcis lige sådan.

Forskelle der beriger fremfor at irritere

At bogen er skrevet af en introvert og med andre introverte som primær målgruppe (dette fremgår af bagsideteksten),  er et præmis som gør indholdet dejlig ærligt og helt utrolig vedkommende.

 AS’s nærvær går som en rød tråd hele vejen igennem, og man kender hendes måde at tænke og være på ind og ud, når bogen er læst.

Jeg synes, det er vigtigt at fremhæve at selvom der i bogen er en skelnen mellem ’dem’ (de ekstroverte) og ’os’ (de introverte), så anerkender AS 100% den måde ekstroverte mennesker er på, og at det faktum, at de bidrager med rigtig mange gode og sjove ting til de introvertes verdensbillede, som måske ellers kunne gå hen og blive en lillebitte smule ensformigt (det er min udlægning). 

Jeg synes især at AS får pointeret den ekstrovertes mange forcer i afsnittet om hendes ekstremt ekstroverte datter Eline, som i lighed med afsnittet om sønnen Jakob, er skrevet med så stor omsorg, kærlighed og respekt for de to børns forskelligheder, at det er meget bevægende.

Stå ved dig selv

Jeg er meget meget enig med AS i, at det beriger os som mennesker, og gør verden langt mere interessant at leve i at vi er forskellige, og oplever ting forskelligt. 

For det er meget det, det handler om. Måden henholdsvis den introverte og den ekstroverte oplever situationer på - og de følelsesmæssige reaktioner det giver hos den enkelte. Og at vi får lært at respektere at den ene reaktion er ligeså rigtig som den anden. 

AS giver rigtig mange gode eksempler på i hvilke situationer, man som introvert føler sig max udfordret.

Hele tiden understreger hun, at man sagtens kan begå sig i en udadvendt verden, holde oplæg og arbejde sammen med fremmede mennesker, selvom man er introvert af natur – den introverte er nemlig tit god til at ’spille rollen’ som ekstrovert, for så derefter at bruges dagevis for at komme til de sociale hægter igen.

At spille en rolle er at udgive sig for noget andet, end det man er – og det er der ingen mennesker, der trives med i længden. 

AS' forlanger - med rette - at blive og mødt og accepteret som det introverte menneske hun er, og endelig har lært at være stolt af at være.

Tusind tak for bogen Anna, den har gjort mig større og åbnet mine øjne for vigtige ting, både privat og som lærer.

Jeg anbefaler bogen til enhver, der gerne vil blive klogere på sig selv og på andre mennesker.