En velintegreret flygtningefamilie fra mit lokalsamfund står til at skulle udvises af Danmark.
Jeg har ikke haft andet i hovedet den sidste uges tid.
Vi var mange, der i dagene efter at dette faktum var offentliggjort, talte om at det er helt forrykt.
Meningsløst og uforståeligt.
Det rev og flåede i vores hjerter og skæmmede vores retfærdighedssans og tro på at vi lever i et land, hvor værdier, menneskesyn og lovgivning følges ad.
At tale med andre om de mærkesager, man optages er, er rigtig godt.
Man bliver klogere og får nuanceret sit eget syn på sagen.
Men skal der ske forandringer, skal der rykkes og ruskes i noget eller ligefrem i nogen, så er det ikke nok at tale om det, så skal der handles. Nogen må GØRE noget.
Hvordan den ene af 'nogen' gik hen og blev mig, er på den ene side lidt tilfældigt og på den anden side et udslag af den handlekraft, jeg nok generelt er blevet udstyret med her i livet.
En handlekraft, der i denne sag blev aktiveret på flere planer.
For det første et overordnet samfundsmæssigt plan, der blandt andet handler om lovgivning, der ikke stemmer overens med virkeligheden, om et sagsbehandlingssystem, der er alt alt for langsommeligt og om noget så grundlæggende værdifuldt som 'barnets tarv'.
Med andre ord, jeg var rystet i min grundvold som borger i et land, hvor frihed, lighed og demokrati er bærende værdier.
For det andet er vi her i familien ramt langt ind i hjertekulen. Den 15-årige Alaa er min mellemste datters klassekammerat, faste makker på U16 fodboldholdet og nære veninde.
Alaa og hendes søskende og deres forældre hører til her i vores lokalsamfund, hvor de har levet og arbejdet på at integrere sig igennem 7 år.
Det er børnene, der kommer til at betale prisen for udvisningen, og det kan vi som samfund ganske enkelt ikke være bekendt.
Og som om sagen i sig selv ikke er slem nok, som den er, så kommer der den smerte oveni at forældrene skal udvises til hver sit land, fordi de kommer fra hver sit land. Faderen og børnene skal sendes til Vestbredden, moderen til Jordan.
Ubærligt og umenneskeligt.
Min veninde og jeg talte sammen lørdag aften, og fik detaljerne på plads, hvoefter vi skrev ud på facebook, og annoncerede mødet søndag kl. 16. Vi opfordrede alle i byen til at komme og vise deres tilkendegivelse af, at den her udvisning er helt helt forkert.
Vi opfordrede ligeledes folk til at medbringe flag og sprittuscher og skrive hilsner på flagene til politikerne og til familien.
Vi forestillede os, at hvis der kom 100 mennesker, var det mange. De lokale medier, Vejle Amts Folkeblad, P4 Trekanten og TVSyd blev kontaktet, og de mødte heldigvis alle op. En af journalisterne vurderede at vi var samlet mellem fem og seks hundrede mennesker!
Læs om demonstrationen her: 500 borgere gik i spontan demonstration
Handlingsbolden blev spillet op - og den har været i spil lige siden.
Takket være et væld af hjælpsomme udstrakte og ligeså handlekraftige mennesker, afgik der tirsdag en busfuld med unge mennesker, der tog til Christiansborg, for at sige deres mening om sagen.
Læs den historie her: Jelling-elever gjorde indtryk
Der er håb for fremtiden, når den unge generation i den grad værner om fællesskabet og i handling og adfærd synliggør at de er lige præcis så rummelige og inkluderende, som vi selv har lært dem, at de skal være!
Vi vil have Alaa og hendes familie tilbage til vores by, kortere og mere præcist kan det ikke siges.
Viser opslag med etiketten inklusion. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten inklusion. Vis alle opslag
lørdag den 1. april 2017
fredag den 11. december 2015
Skriver opgave
I to dage har jeg siddet krumbøjet over tasterne på min pc hjemme ved mit eget skrivebord. Jeg knokler for at blive færdig med den afsluttende opgave på den efteruddannelse, jeg har fuldt det sidste halve år.
Det har været SÅ fedt at være på 'studerende' igen, og jeg har næsten ikke kunne få armene ned over så godt, relevant og fagligt givende uddannelsesdagene har været.
I min meget praksisorienterede hverdag glemmer jeg tit, hvor meget jeg nyder at have ro og tid til at fordybe mig i en arbejdsproces - i dette tilfælde med både at læse og at skrive, og når det så handler om et af de emner, der optager mig allermest: Inklusion, ja så bliver det ikke meget bedre.
Opgaven skal afleveres på søndag, og består jeg den, kan jeg fra januar kalde mig AKT-og inklusionsvejleder. Lyder meget flot, ikke?
Må klart overveje at få trykt visitkort!
søndag den 27. september 2015
Bare Lige
Den islandske krimi blev læst færdig sidste søndag, og jeg fik i de efterfølgende dage også læst mange af artiklerne til min uddannelse. Så langt så godt. I skrivende stund er det igen søndag. Mine familiemedlemmer er alle ude af huset, og jeg sidder ved mit skrivebord, toptunet og klar til at skrive den hersens modul-opgave om inklusion.
Emnet er 'klassearbejdet', og jeg har tonsvis af gode idéer, erfaringer fra praksis, og super relevante og helt utrolig velformulerede refleksioner.
Jeg skal ... bare lige ... have det skrevet.
'Bare Lige' er dit mellemnavn, sagde min far, da jeg var barn/ung, og han sagde det med lige dele irritation og glimt i øjet.
Det kunne være at jeg blev bedt om at gå ud med en skraldespand, men bare lige skulle læse et kapitel i en bog færdigt først. Eller blev spurgt om jeg ville cykle efter mælk, men bare lige skulle ringe til en veninde først (og siden glemte alt om mælk...)
Retrospektivt ser jeg tydeligt, at der var et mønster i, at når jeg blev bedt om noget, skulle jeg altid bare lige dit, dat eller dut først. Dengang synes jeg vist bare at mine forældre var krævende og urimelige.
Det var ikke fordi, jeg var doven. Slet ikke. Jeg har altid været pligtopfyldende og gjort de ting, jeg skulle, men for hulan da, hvor har vejen derhen mange gange haft store udsving af overspringshandlinger.
Da jeg fik læseferie * op til studentereksamnerne, brugte jeg hele den første formiddag på at lave et stramt struktureret dagsskema til mig selv, hvor jeg kunne tjene eller miste point alt efter om jeg rettede mig efter de ting, jeg havde sat mig for. Eksempelvis gav det 10 point at læse i én time, men 5 minus, hvis jeg afbrød timen og ringede til min kæreste undervejs.
Der var pluspoint for sund frokost, minus for slik og kage. Plus for cykel- eller gåtur, minus for at sove til middag.
At lave skemaet har i sig selv været en kæmpe oversprings-handling, men det vidnede trods alt om en vis selvindsigt allerede som 19-årig.
Karaktertrækket 'bare lige' lever stadig i bedste velgående hos mig.
Og nu sidder jeg her igen. Med opgaven til uddannelsen, som jeg har stor lyst til at skrive på, masser af idéer til og jeg har endda ro omkring mig.
Jeg skal bare lige:
*Hvem fanden fandt også på at den periode, hvor fokus bør være intens rettet mod pligt, vedholdenhed, struktur og fagligt indhold skulle hedde et ord, der ender på -ferie??? Giver.Ingen.Mening!)

- Have installeret Apple Music på min computer, så jeg kan høre musik, mens jeg skriver
- Have sat en vask over og hængt det, der ligger i maskinen, op.
- Tisse
- Lave kaffe
- Skrive det her blogindlæg
- Svare på snapchats fra Storepigen og Mellempigen, der er hos deres far i Århus i denne weekend.
Nu giver jeg mig selv et stor los i nummi og så går jeg i gang. Nu! Farvel. Stod der.
*Hvem fanden fandt også på at den periode, hvor fokus bør være intens rettet mod pligt, vedholdenhed, struktur og fagligt indhold skulle hedde et ord, der ender på -ferie??? Giver.Ingen.Mening!)
Abonner på:
Opslag (Atom)