Der kom sgu lige en hverdag i vejen og den måtte jeg deale med først. Sådan er det jo. First things first. Men nu er det weekend, solen skinner og i aften skal jeg til fest!
I min tredje barsel var alt skiftet ud. Ja altså lige med undtagelse af mig og mine to ældste børn. Men resten var lavet om! 3-værelses andelslejlighed skiftet ud med 240 m2 50'er hus, mit lærerjob i Århus var skiftet ud med et i Vejle, så alle omgivelser var nye.
Ja - og manden han var - ikke mindst - også blevet skiftet ud!
Da Lillepigen blev født, havde jeg boet tre år i mit nye liv og kendt ham, der i dag har en vielsesring magen til min, i fire år.
Man kunne derfor fristes til at tro at barsel nr. 3 var helt anderledes end de to første.
Aber Nein! So war es nicht.
For at være på barsel er på alle måder at komme back to basics. Helt ned i gear og gøre det helt enkle til det helt store.
Jeg ammede. Skiftede lortebleer. Gik lange ture med barnevognen. Gik i mødregruppe, til babysalmesang og efterfødselsgymnasstik. Fik nye bekendtskaber og et større netværk her.
Dét, der alligevel var anderledes og som jeg altid vil tænke på, når jeg sender tankerne tilbage til vinter og forår 2008/2009, det er at jeg NØD det!
Jeg nød det kæmpestort.
Det var barn nr. 3 og jeg var derfor var fuldstændig cool og afslappet med alt, hvad der indtraf. Mantraet var gennemgående: Ja, hun skriger om aftenen, men det er en fase, det går over. Ja, hun har ondt for tænder, det er en fase, det går over. Trodsalder? Det er en fase, det går over. Mit mentale overskud på mor-identiteten var uendeligt.
Jeg gjorde rent, bagte boller, vaskede tøj, læste bøger og sov hver dag til middag sammen med Lillepigen. Fordi jeg vidste at det dét, der slår en hjemmegående mor omkuld ikke er alle opgaverne og ansvaret - det er heller ikke aleneheden eller usikkerheden. Og det er slet ikke samværet med barnet. Det er trætheden!
Trætheden er den største udfordring for en nybagt mor! Det er den, der får hende til at ligne udskidt æblegrød, den der gør hende grådlabil, urimelig og får hende til at snerre af manden, når han (med garanti også træt) kommer hjem fra arbejde senere end han have annonceret.
Det vidste jeg tredje gang, og jeg tænkte SÅ tit på, at meget ville have været anderledes, hvis jeg havde indrettet mig på samme måde især i den første barsel, hvor trætheden fyldte mest. Fyldte alt.
Jeg vidste ligeledes at denne barsel definitivt var min sidste, og derfor lovede jeg hver eneste dag mig selv at nyde det og tag vare på mig selv. Præcis som man anbefaler alle førstegangs-mødre, men det var jeg slet ikke i stand til dengang jeg var førstegangsmor. Jeg kunne fx ikke lægge mig til at sove, mens min førstefødte lå i barnevognen udenfor, for jeg reagerede på hvert eneste lille skrat fra babyalarmen og var oppe ved vinduet 100 gange på en halv time - hvor meget får man så lige hvilet?
Mine dage med Lillepigen begyndte i de første måneder altid med at jeg fulgte de to store i skole. Mellempigen begyndte netop i skole, som jeg gik på barsel, så hun havde en højgravid mor med sig på sin første skoledag.
Da Lillepigen (som blev født på Kolding Sygehus ved en lynfødsel på 12 minutter, en mørk novembermorgen) var spæd og lå i barnevognen, fulgte jeg pigerne i skole og gik herefter en lang tur med barnevognen. Det var fedt at komme ud og få luft og vind i hovedet og godt at få motion oveni. Da hun blev ældre og kunne sidde op i barnevognen, lod jeg hende gøre det i videst muligt omfang, og lagde hende først til at sove lige inden vi var hjemme. På den måde fik jeg et par timers formiddagsro til at være hausfrau, læse eller hvad jeg nu gjorde. Hvor mange gange havde jeg ikke - i min første barsel - gået og gået med et sovende barn, der så vågnede og var frisk, når jeg kom hjem - dødtræt af at vade rundt?
Når Lillepigen sov sin anden lur henad eftermiddagen, lagde jeg mig også.
Bare 20 minutters søvn kan gøre underværker for en træt mor.
Jeg skylder at tilføje at Lillepigen hurtigt sov igennem om natten, og at jeg fik adskillige timers sammenhængende søvn hver nat. Jeg ammede hende ved 23-tiden, og så sov hun til kl. 6.00.
Der var mange, der spurgte til om vi ikke håbede at det blev en dreng, når vi nu til sammen i forvejen havde én søn og tre døtre. Tanken strejfede mig mange gange, selvfølgelig kunne det være sjovt også at prøve at være mor til en søn, og jeg hældte selv meget til en fornemmelse af, at jeg ventede en dreng. (Men belært at mine erfaringer med Mellempigen, hvor jeg var SIKKER på, at jeg ventede en dreng, så gik jeg stille med dørene denne gang). Alle disse dreng/pige tanker forsvandt forevigt den dag, hun blev lagt i mine arme. Det var jo hende og ingen anden, vi skulle have! Sådan er det jo heldigvis så fantastisk indrettet! Og her kan I nok høre violinerne spille, mens rulleteksterne begynder at køre ned over skærmen...
 |
| Storepigen var 9 år og Mellempigen 6 år, da Lillepigen kom til verden. Selvom Lillepigen teknisk set er en halvsøster, kunne hun ikke føles mere hel. Billdet er taget den dag hun blev født. Dragten var vendbar og med blå striber på den anden side, for vi vidste ikke om hun blev en pige eller en dreng. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar