Jeg savnede nok bare min mor lidt

Jeg var seks år gammel og lige begyndt i skole. I børnehaveklassen havde vi en meget sjov og rar dame, der hed Grethe. Grethe lærte os at tegne cirkler og trekanter og vi sang og legede og sad i en rundkreds og klappede rytmer. Børnehaveklassen var fra kl. 8 til kl. 11, og når vi havde fri mødte eftermiddagsholdet. De gik i børnehaveklasse fra kl. 11 til kl. 14.

Der var ikke noget, der hed SFO, så mine forældre brød deres hoveder med at finde en løsning på, hvem der skulle passe mig fra jeg fik fri kl. 11 til en af dem havde fri senere på eftermiddagen.
Løsningen blev at jeg skulle tilbringe eftermiddagstimerne i min børnehave, hvor min lillebror også stadig gik.
Det var en god løsning og jeg var glad for at skulle fortsætte i børnehaven, selvom jeg var startet i skole.
Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg blev meget forskrækket, da min mor informerede mig om, at jeg skulle lære at køre i bus alene hen til børnehaven. Alene! Uden følgeskab af en voksen, det gjorde mig meget ængstelig, men jeg tror at jeg bed det i mig. Jeg skulle altså tage bussen, der holdt lige uden for skolen og køre ca. 10 stop, stå af bussen og gå omkring 400 meter op til børnehaven. Det kan du sagtens finde ud af, sagde min mor. Du er jo en stor skolepige nu, og det er ikke spor svært. Jeg synes det lød meget svært og havde ondt i maven ved tanken om at komme til at gøre forkert - tage med en forkerte bus, stå af ved det forkerte stoppested eller endnu værre: Tænk, hvis nogen sagde noget til mig i bussen, hvis nu en gammel dame eller mand talte til mig, hvad skulle jeg så svare? Jeg var genert og lidt ængstelig og at køre i bus alene var meget farligt, troede jeg.
Vi øver det, sagde min far - jeg kommer i bilen og følger dig hen til bussen, og når du er kommet ind i den, kører jeg efter bussen, og er jeg der, når du står af. Så finder du ud af, at det slet ikke er svært.
Jeg syntes, det var en god plan. I stedet for at sætte mig ind på et sæde, stod jeg på bussens bagperron og kiggede på min far, der kørte lige bagved og han smilede og vinkede og var den rareste far i hele verden. Så rar, at det stak lidt i hjertet at han sad der i bilen, mens jeg stod alene i bussen. Jeg kom fint af det rigtige sted, men skulle så passere en meget trafikeret vej, for at komme over til vejen mod børnehaven.

Det går ikke, sagde min far til min mor over aftensmaden samme aften - der har vi ikke tænkt os ordentligt om, det er alt for farligt at lade en seksårig gå alene over den vej. Jeg sagde ikke noget, lyttede bare til deres snak.
Mine forældre gik i tænkeboks, for som de netop havde løst pasningsproblemet i eftermiddagstimerne, var der opstået et nyt problem: at det ikke var forsvarligt at lad mig passere den store vej alene.
Løsningen blev Marianne, Tina, Helene og Birgitte.
De var elever i min mors klasse.
Min børnehave lå ved siden af den skole, hvor begge mine forældre var lærere, og det passede perfekt, for de store klasser holdt spisefrikvarter der kl. 11.38, hvor jeg steg af bussen.
De fire piger blev hyret til at skiftes til - to og to sammen - at gå ned til busstoppestedet og tage imod mig, og følge mig over den store vej og op til den sti, der delte sig i én vej mod børnehaven og en anden mod skolen. Det var en rigtig god løsning, syntes mine forældre og de var lettede over at også dét praktiske problem nu var løst.

Systemet fungerede. Der stod hver dag to piger og ventede på mig og fulgte mig over vejen og jeg tror, at de kunne lide opgaven. Undtagen Helene, hun virkede ikke særlig begejstret. Hende kunne jeg ikke lide, for hun trak mig hårdt i armen, når jeg ikke gik hurtigt nok over vejen. Hun så tit sur ud, og hendes fingre lugtede grimt af cigaretrøg. Hendes hår var afbleget og de smalle læber tegnet op med pink læbestift. Nogen gange stod hun og lavede store bobler med tyggegummi og når de sprang højt, klaskede tyggegummiet om munden på hende, og så kom tungen ud og fik det ind mellem tænderne igen.

En dag var jeg kommet til at snakke og grine med mine kammerater Trine og Pia på vej ud af klassen, tiden løb fra mig og da jeg langt om længe stod ude ved busstoppestedet, kom der ingen bus. Jeg ventede i noget der føltes som uendeligt længe uden at ane, hvad jeg skulle stille op. Det faldt mig ikke ind at gå tilbage til skolen og bede en voksen om hjælp, jeg blev bare stående ved stoppestedet og stirrede ned af vejen efter en gul bus. Som ikke kom, fordi den var kørt.

Til gengæld kom der en bil. Det var vores bil og det var min mor, der kørte. Hun så lettet ud, da hun så mig - skynd dig at hoppe ind, sagde hun og aede mig på kinden. Jeg begyndte at græde, og min mor var så sød og omsorgsfuld, det er helt okay, bussen kørte fra dig, det kan du ikke gøre for (jeg turde ikke sige, at det kunne jeg jo godt, det var jo fordi jeg var langsom og havde snakket med Trine og Pia?).

Min mor fortalte, mens vi kørte at Marianne og Tina, der den dag havde ventet på mig ved stoppestedet, havde skyndt sig tilbage til skolen, for at fortælle min mor, at jeg ikke var med, da den kom.
Min mor blev forskækket og løb ud til bilen og skyndte sig at køre hen til min skole, hvor hun samlede mig op og kørte mig i børnehave. Det var vidunderligt at køre med min mor, jeg fik endda lov til at sidde på forsædet. Meget rarere og tryggere end at køre alene i bus.

Et par uger efter skete det igen.
At jeg ikke nåede bussen. Men denne gang var det ikke et hændeligt uheld. Det var med fuldt overlæg.
Da den gule bus fra Århus Sporveje kom trillende, slog det mig pludselig, at hvis jeg ikke tog med bussen, ville der ikke gå ret længe, før min mor kom kørende for at hente mig.
Og det skete. Åh hvor uheldigt lille skat, kørte bussen nu fra dig igen, sagde min mor igen omsorgsfuld og gav mig et kram.

Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg med vilje lod bussen køre uden mig, fordi jeg på den måde kunne undgå Helenes cigaretfingre og tyggegummibobler og i stedet blev hentet af min søde mor.
Det var ikke systematisk, men bare en gang imellem, når jeg syntes, det skulle være.

Efter et halvt års tid stoppede eftermiddagsordningen med børnehaven og jeg lærte i stedet at gå hjem selv og være alene hjemme om eftermiddagen.