lørdag den 30. april 2011

Seksogtyve

faste læsere har jeg nu. Så fedt at nogen gider læse, hvad jeg skriver. Den sidstankomne læser er ikke Mr. Hvemsomhelst. Så langt fra som det kan blive. Det er nemlig min Jens. Som er Mit Livs Store Kærlighed og som jeg på tirsdag har været gift med i tre år. Med sin udprægede glippofobi (=angsten for at gå glip af noget) er det overraskende, at han har ventet så længe med at melde sig som fast læser!

Hvorom alting er, så må det netop på denne dag været på sin plads at vise et billede af den rose, Jens gav mig i fredags. Jeg blev så glad for den smukke rose, at jeg helt glemte, at jeg var sur over, at han kom så sent hjem på en fredag.



Arggh, det er svært at fastholde muggenheden over, at han skal ud at rejse med arbejdet i to uger fra på mandag og dermed ikke er hjemme på sin bryllupsdag. Mest synd for ham, for jeg har besluttet at det skal fejres med eller uden mand: Har booket barnepige og tager ud at spise og i biffen med Verdens Sødeste Veninde.

Mette

som har denne blog, og som skriver de dejligste indlæg, har i næste uge valgt at bruge sin blog på at sætte fokus på "psykiske lidelser". Mette gør det, at hun hver dag lader en gæsteblogger skrive om livet med en psykisk lidelse.
Jeg bakker 100 % op om initiativet. Synes det er stærkt og modigt, når nogen tør bryde tabuer og tale om de ting, der er allersværest at tale om. Det har jeg kæmpestor respekt for.
Jeg ser frem til at lære noget og håber meget, at der på den ene eller anden måde, bliver fortalt noget om, hvordan man som veninde eller familiemedlem bedst forholder sig til den, der har det svært.
Det er den rolle, jeg kender og som jeg føler mig utrolig famlende og usikker i.
Jeg håber, at rigtig mange i næste uge vil læse med hos Mette.

Hvor er der i grunden meget, man kan gå i...


Gå i opløsning
Gå i hundene
Gå i biografen

Gå i Brugsen
Gå i vandet
Gå i stykker

Gå i barndom
Gå i sort
Gå i kludder
Gå i baglås

Gå i kjole
Gå i kirke
Gå i teatret

Gå i sandaler
Gå i selvsving

Gå i døden

Gå i søvne
Gå i skole
Gå i haven

Gå i panik
Gå i hi
Gå i krig
Gå i koma

Gå i børnehave

Gå i tænkeboks
Gå i seng
Gå  i spagat

Gå i behandling
Gå i bad
Gå i forsvarsposition
Gå i ged

Gå i forvejen
Gå i gang

tirsdag den 26. april 2011

Dengang

I denne tid er det  - hold da op som tiden går - syv år siden, at jeg i samarbejde med min daværende livsledsager, traf en beslutning som fik afgørende indflydelse på min, hans og vores børns fremtid.


Jeg er nemlig én af dem, der i ægteskabelig sammenhæng er ude i Anden Runde. Første Runde består af 10 år med mange skønne stjernestunder og dejlige oplevelser, men forholdet kørte ligeså langsomt skævt - ud af kurs -  og selvom vi prøvede at rette op, rette til og rette ind, så blev kursen bare mere og mere skæv.
Så der er også mange tårer, stor ensomhed og frustration forbundet med den tid. Vi fik børn, vi købte hus og vi gik fra hinanden.
Selvom det altså er syv år siden nu, er oplevelsen af at rive mit liv midt over, trække tæppet væk under fødderne på mine børn og begynde helt forfra med alting, stadig dybt forankret i mig. Omend det selvfølgelig fylder langt mindre og har taget farve af årene, der er gået, så ved jeg, at det altid være en del af mig. På godt og ondt. Min eks og jeg satte hinanden fri, og jeg har aldrig været i tvivl om, at det var det rigtige, vi gjorde.




Jeg fik nye livsvilkår at deale med og udtryk som "en 10/4-deleordning" og "børnefri weekender" blev en del af mit hverdagssprog. Mine to døtre (som dengang var fem og to år) og jeg fandt vores egen måde at være familie på, vi indrettede os og jeg lærte på den benhårde måde, at planlægning er vejen ud af alle former for underskud.


Jeg husker, hvordan jeg ikke bare smurte madpakkerne om aftenen, men også lagde dem ned i børnehavetaskerne og lagde taskerne ind i køleskabet, dækkede morgenbordet med skåle, skeer og havregryn, lagde tøj frem til mig selv og børnene, hængte vigtige sedler og andre ting, jeg skulle huske at have med, på hoveddøren. Og nåede bussen kl. 7.10 hver morgen efter at have afleveret to børn.  Udviklede huskesystemer, som gjorde at jeg kom til at fremstå som en totalt tjekket mor, der havde fuldstændig styr på alting. Og det havde jeg også en del  af tiden, men jeg var saftsusemig også rystende usikker, og vågnede med bævrende hjerte hver morgen over det kæmpe ansvar, man har, når man er den eneste voksne i huset. Blev bange, hver gang et af børnene hostede eller klagede over hovedpine, og savnede dagligt den der ting med lige at kunne spørge sin partner "tror du, vi lige skal tjekke om hun har feber"... Og jeg savnede én at dele de små mirakler, kun forældre kan frydes over i trummerummen med børn. "Kom lige og se, hvor sødt hun ligger i sengen og sover", "skynd dig at komme, jeg tror snart, hun taber en tand". Selvfølgelig var pigernes far stadig en enormt stor del af vores liv og han har altid været verdens bedste farmand for dem, men i det store og hele så var jeg altså alene. Meget alene.
Ikke så længe, for rundt om hjørnet viste det sig at jeg skulle løbe ind i Mit Livs Store Kærlighed. Men det vidste jeg jo ikke noget om dengang.
Den aften sidst i april, da min eks og jeg efter dage med gråd og tænders gnidsel, var helt afklarede med, at nu skulle det siges til børnene, var en varm og smuk forårsaften. Havedøren stod åben og vi havde spist aftensmad med varmt aftensollys skinnende ind på os. Jeg rømmede mig garanteret mange gange og min stemme var sikkert lillebitte, da jeg sagde til børnene, at der var noget, som far og jeg gerne ville fortælle dem. Havde ligget vågen mange nætter og bedt Gud om styrke til netop den samtale. Jeg sagde, at vi havde bestemt, at vi ikke længere ville bo sammen, fordi vi alt for tit blev sure på hinanden, og at vi ikke kunne finde ud af at bo sammen. At vi kom til at gøre hinanden kede af det. Vi hjalp hinanden med at sige, at det ikke havde det fjerneste med dem at gøre, for vi elskede dem uendelig højt og ville gøre alt for, at de skulle have det godt. Og at vi troede, at vi alle ville få det bedre, hvis vi voksne boede hver sit sted.


Og jeg glemmer aldrig den femåriges ansigt, da hun forundret kiggede først på os og derefter på sin lillesøster, hvorefter hun spurgte: "Når I så flytter, skal vi så bo her helt alene?"

mandag den 25. april 2011

Sælges

Brugt påskeferie sælges billigt. Er rigtig ked af, at skulle af med den, for den har virkelig været dejlig og er blevet sat stor pris på og nydt hver dag.
Den brugte påskeferie indeholder varme solskinstimer, havearbejde, samvær med familie og gode venner, en tur i Legoland, hjemlige gøremål samt diverse.
Prisen taler vi om. Hvis du har en ny og ubrugt ferie, som du vil af med, er jeg også meget interesseret i en byttehandel?

lørdag den 23. april 2011

Stilhed

En velsignet stilhed har sænket sig i min stue.

En stilhed så stille at jeg for første gang i dag, kan mærke mig selv. At jeg er lige her midt i det hele og at den her dag også var til mig.
Det meste af dagen gav jeg væk til mine børn. Og de nød det i fulde drag. Og jeg nød, at de nød det. Det er dejligt at være nogens mor. Selvom man godt kan blive lidt træt oveni låget af at være det. Men hvis ikke jeg var nogens mor, hvad var jeg så?
Jeg er også nogens kone, men nogen er ikke hjemme, blandt andet derfor, at her er så stille. Stille på en smuk og dejlig måde. Sådan er stilhed ikke altid. Den kan larme så meget at det gør ondt både i ørerne og i hjertet.
Jeg kan godt lide stilhed. Fordi, når der er stille, kan jeg høre mine tanker.

 

Stilhedens stemme

af Anne Dorthe Michelsen

Hvem kan forklare en solnedgang
analysere fuglenes sang
hvem tæller regnens dråber
det gør kun tåber

Hvem kan glemme at kroppen er til
Hvem kan tæmme hvad hjertet vil
hvem kender ikke til smerten
ingen i verden

Hvem kender kun til ordenes magt
det der bliver skrevet det der bliver sagt
ingen må tankeløst glemme
stilhedens stemme

fredag den 22. april 2011

Dans

Min mands kusine holdt 50 års fødselsdag i går. I en spejderhytte. Med orienteringsløb, fællessang, lejrbål, dejlig middag, fri bar, taler og dans til den lyse morgen.

Ud på de sene timer, hvor der rigtig var kommet gang i dansegulvet, kom jeg til at sidde og kigge på 50-års fødselaren, der dansede med sine tre veninder, mens de snakkede, grinede og pjattede. 
De lærte hinanden at kende som 20-årige på en rejse til England, og de har været veninder lige siden.
Deres liv har formet sig vidt forskelligt og i mange retninger, men de har holdt venskabet ved lige og været der for hinanden.


De var så ufattelig smukke!


Selvfølgelig var de  blevet en smule ældre at se på udenpå, én var grå i toppen, en anden blevet lige til den runde side, en tredje havde været syg, men man var ikke i tvivl om, at de indeni stadig var fjollede fnisetøser, der stornød at give den gas på dansegulvet. Og det lyste ud af dem, at de havde glædet sig vildt til at skulle mødes og have en sjov aften sammen.
Jeg tillod mig at suge lidt af deres energi og glæde til mig, og det har jeg delt ud af i dag.

torsdag den 21. april 2011

Skat

Hvad mon dette indlæg handler om? Overskriften er ikke til den store hjælp, for mener jeg SKAT, som i skattevæsenet, SKAT som i det jeg kalder min mand, når jeg lige har sat mig i sofaen og opdager, at jeg ikke kan nå min kaffekop eller mener jeg SKAT som i sådan én, man finder på en skattejagt?

Det sidste!

Vi har i vores familie bøvlet noget med at finde fælles aktiviteter, som vi alle kunne deltage i og ikke mindst: som vi alle synes var sjove at være med til.

De første år min mand og jeg boede sammen, havde vi fire sammenbragte børn i huset (vi havde to med hver ind i ægteskabet, han to teenage-børn og jeg to små børn). Dengang lykkedes det ikke rigtigt at finde på weekend- og ferieaktiviteter, som alle havde glæde af, så det var sjældent, at vi lavede noget med de fire børn sammen.
Nu bor de to ældste her ikke mere, og der er kommet et barn mere i familien. Og vi er stadig på udkig efter aktiviteter, som vi kan lave sammen i weekender og ferier.
Og det skal vel at mærke være ting, som ikke koster en bondegård, for sådan én har vi ikke.

Jeg har flere gange hørt venner og bekendte tale om fænomenet "Geocaching", men jeg har ikke før for nylig koblet det med noget, der på nogen måde kunne have noget med mig og min familie at gøre.  Men jeg skal da lige love for at sagen har taget en anden drejning, for efter at have brugt et par timer på at sætte mig ind i, hvad geocaching er, finde ud af at der ligger tre skatte i gåafstand til vores hus og finde disse tre skatte sammen med de to ældste piger, så er vi blevet hooked.
Kender du til geocaching?
Hvis ikke, så kommer her en kort og meget unørdet forklaring: En geocache er en skat, som nogen har gemt et sted, og du kan så prøve, om du kan  finde den. Der ligger skatte gemt overalt i Danmark,  og der ligger skatte rundt omkring i hele verden. Idéen er opstået i USA og har bredt sig til resten af verden. Man finder frem til, hvor der ligger en skat, ved at bruge denne webside, hvor man registrerer sig, får password osv. Det er ganske gratis. Når man er blevet registreret, har man nu adgang til at søge efter skatte. Man kan taste et postnummer ind, og der kommer en liste frem over skatte i netop det område. Skattens nøjagtige placering er angivet med koordinater, som man printer ud/skriver ned og de skal så fyres ind i en GPS, som er det eneste "værktøj", der kræves. De fleste nyere mobiltelefoner har indbygget GPS med mulighed for at indtaste koordinater. Jeg har downloadet en app' ved navn "Coordinates" til min smartphone og den fungerer perfekt.
Hos os sker der det, at når vi nærmer os stedet, hvor skatten befinder sig, taster vi koordinatorne ind og så begynder vi at diskutere, hvem der skal holde min mobil (det vil begge store børn), og om vi skal den eller den eller den vej.  På skærmen er der en rød plet, der lyser op og man kan hele tiden se, hvor mange meter, man er fra skatten.
Både mand og børn er vildt ivrige og det ligger jo usagt mellem linjerne, at det gælder om at være den, der finder skatten. Som I: Jeg Så Den Først.
Pludselig har en almindelig (og hvis jeg skal være helt ærlig, nogen gange lidt kedelig) gåtur i skoven, fået et helt nyt lys over sig. Turen har fået et formål og der er en stærk motivation, som driver os - og ikke mindst børnene frem. Det er genialt! Vi får frisk luft og motion. Jamen det er jo ren win-win!
Selve skatten er som regel en lille plasticbøtte med låg, hvor der ligger små gadgets indeni. Man må tage én af disse, hvis man lægger en anden. Sådan noget går mine piger vildt højt op i.  Når man så kommer hjem igen, kan man logge sin skat på nettet via hjemmesiden og dermed følge med i hvor mange, man har fundet.
Vi har indtil videre fundet tre -  og i sidste weekend tog vi på en lidt længere tur, for at finde en fjerde. Desværre måtte vi opgive og køre hjem med uforrettet sag, vi ledte og ledte og ledte uden held, tiden løb fra os og det nærmede sig aften. Denne uløste opgave har irriteret os alle siden, og derfor har vi lige aftalt, at vi om lidt når alle er i tøjet og har fået morgenmad, kører ud og leder efter igen.

Glædelig Skærtorsdag!

tirsdag den 19. april 2011

Påske

Mens jeg i dag stod med rumpetten i vejret og klippede havens roser ned, tænkte jeg over, at jeg ville huske at tale med mine to store piger om påskehøjtiden.
Det er i følge min  næsten 12-årige datter herre-nice at have så mange fridage i træk, og jeg ville derfor sikre mig, at de havde styr på, hvorfor det hedder Skærtorsdag, Langfredag osv.
Og det havde de! Fuldstændig. (Eller sagde de bare "Mor, alt det der, ved vi altså godt, det har vi haft om i skolen", for at slippe for at høre på mig?)
Hurra for dygtige skolelærere, der gør kristendomsundervisning både så interessant og vedkommende at børnene rent faktisk kan huske, at de har lært noget  og for en korleder (den 12-årige synger i kirkekor), der gennemgår teksten i de salmer, korpigerne skal synge, så de fatter noget af både indhold og budskab i det, de synger. Påsken er den kristne kirkes største begivenhed og dens betydning er langt større en julens.
Det drama, der udspiller sig i påsken, er et drama, der har det hele: Kærlighed, venskab, svigt, rettergang, henrettelse, sorg og lidelse. Og opstandelse.  Og netop opstandelsen gør at lige netop dette drama drager, fascinerer og giver mening også i vores tid: Kærligheden vinder. Det Ender Godt.  (Sådan cirka udtrykker min lokale sognepræst det, og jeg synes, det lyder så smukt,  når hun siger det...)


Én, der om nogen er god til at fortælle for børn, er Sigurd Barret. Hans børnebibel "Sigurd fortæller bibelhistorier" med tilhørende dvd er helt fantastisk, og sammen med dukken Snapper formidler han kristendommens budskab med nærvær, humor, charme og kæmpe musikalitet. Jeg er stor fan af Sigurd Barret, og det er mine børn også.



I dette interview fortæller Sigurd om, hvordan han med seks vers synger om påskens grufulde drama for børn med den pointe, at det hele handler om kærlighed.
"Kristendommen er en kærlighedsreligion; det synes jeg, er det centrale i påske-beretningen. Selv døden, det mest uhyggelige og vederstyggelige vi kan forestille os, kan ikke overvinde Guds kærlighed til os. Og det viste Jesus i påsken."
(Sigurd Barret)

Der findes i øvrigt på  samme hjemmeside mange andre inspirerende tekster om påsken. Man kan fx. også høre Thure Lindhardt læse påskeevangeliet.



lørdag den 16. april 2011

Set i morges

Passagerer i IC3-tog mod Herning:
Toget havde lige holdt stille på Jelling Station og var netop sat i gang. Jeg kedede mig og kiggede derfor ud af vinduet. Hun var ikke til at undgå at få øje på med den gule sikkerhedsvest, men jeg mener nu bestemt ikke at hun løb? Som jeg husker det, kom hun gående helt almindeligt. Men det kan selvfølgelig være mig, der husker forkert?

Legende barn:
Vi var ved at bygge en hule og var kravlet igennem hækken fra vores have og ud til cykelstien på den anden side. Lige da vi kom ud, så vi at hun kom løbende. Ikke sådan vildt hurtigt, men hun pustede meget og der var sved på hendes pande. Min storebror løber helt sikkert hurtigere end hende.

Egern:
Vi har boet her i skoven i mange år og så vænner mig sig til de motionsløbere - men holde af dem, det kommer jeg aldrig til! Lige hende her var nu meget uskadelig, for hun løb ikke ret hurtigt. Jeg indrømmer dog, at jeg kom til at gøre hende virkelig forskrækket, da jeg sprang ud foran hende på skovstien. Jeg havde været ude at samle morgenmad og havde travlt med at komme hjem til min familie.

Golfspiller:
Vi så hende komme ud af skoven dernede (peger) og tænkte, at vi åbenbart ikke var de eneste morgenfriske denne lørdag morgen. Klokken var jo ikke mere end halv otte eller sådan noget. Hun havde fint tempo på, og lige da hun passerede os, synes jeg, at det så ud som om hun sang, mens hun løb? Hun lignede en nybegynder. Ved ikke præcist hvorfor jeg tror det, men det er nok noget med løbestilen. Den var så'n lidt gumpetung i det.

Mand ved bustoppested:
Jeg ventede på 211'eren, som skulle fragte mig til Vejle, og jeg stod og halvsov, da hun kom joggende forbi mig. Jeg kunne ikke lade være med at dreje hovedet og kigge efter hende, da hun havde passeret mig. Wauw en røv, der var sgu søgang i den. Men hatten af for, at hun gør noget ved det!

Ægtemand:
Hun væltede ind af døren ca 30 minutter efter at hun var løbet afsted. Knaldrød i hovedet og prustende som et lokomotiv. Men hun er altid så glad og godt tilpas, når hun har været ude at røre sig, så det var dejligt. Jeg håber bare ikke, at jeg skal høre på, at hun beklager sig over ondt i benene resten af dagen, det kan hun nemlig godt finde på, og det er så anstrengende at høre på.

fredag den 15. april 2011

I have a confession to make

Jeg har slettet et blogindlæg, som hedder .... Argh, nu var jeg lige ved at komme til at skrive det, og det ville virkelig have været dumt af mig, for det var netop et ord afledt af indlæggets overskrift, som fik mig til at slette hele molevitten. Selve ordet optrådte flere gange i indlægget, som i øvrigt var sobert og handlede om et fotoapperat, der kunne tage billeder af sådan nogen.
Når jeg engang imellem lige tjekkede søgereferencerne til min blog, så var det nemlig soleklart at det ord, som oftest via google fører til Mit Helle, starter med k, slutter med e og har to s'er i midten og rimer på Susse. Og lur mig om ikke de google-søgere, som indtaster netop dette ord i deres jagt på interessante websider, er på udkig efter noget andet end mine skriblerier om alt og intet? Så man kan vel sige, at jeg har gjort  de folk en tjeneste, når de fremover slipper for at gå forkert hos mig.
Kald mig sippet og sart, men jeg kunne altså ikke lige have det. En blogerfaring rigere.

søndag den 10. april 2011

Århus

Jeg får den vildeste hjemve, når jeg læser min gode veninde Mai's blogindlæg i dag om at have Århus i sin sjæl. Mai har bloggen Kvinde, kend dit job og hvis du ikke allerede kender den, så er her en varm anbefaling.


Århus er også min by. Helt ind i sjælen. Jeg er født i Århus, har gået i folkeskolen, i gymnasiet og på lærerseminariet i Århus, mødte min første mand i Århus,  født mine to ældste børn i Århus og ikke mindst har jeg et hav af venner og bekendte i og omkring Århus og mine forældre bor der endnu.


Jeg har boet i min nuværende by siden 2005 fordi den mand, jeg skal tilbringe resten af mit liv sammen med, boede her - og da han ikke havde til sinds at flytte sig, så måtte jeg jo gøre det.


Jeg sagde mit job op, meldte mine børn ud af henh. børnehave og vuggestue og solgte min andelslejlighed, for at følge mit hjerte og sige JA til kærligheden.


Man kan sige, at jeg er familiesammenført hertil. Burde nok i virkeligheden have tilbragt de første måneder på byens asylcenter, for det var en voldsom forandring at flytte hertil, selvom jeg ikke er mere end ca. 75 km væk fra Århus.


Med tiden er jeg kommer til at elske den her lille flække. Jeg har fået mig et skønt netværk her, og det har vist sig at være helt afgørende i forhold til om jeg føler mig hjemme et sted eller ej. Det at have gode folk i fysisk nærhed til der, hvor man selv bor.


Jeg føler mig hjemme og elsker at bo her. Men Århus er hjemmest.


fredag den 8. april 2011

Rørt som en kagedej

Jeg har altid været et rørstrømsk menneske med  hang til både latter og gråd.  Husker med gru pubertetsårenes vanvittige humørsvingninger, der kunne drive en hel familie til vanvid: grineflippene, grædeturene... Op og ned... Jeg har kæmpet for at lære at holde tårerne tilbage, fx. når jeg bliver urimeligt irettesat, bliver overfust af nogen eller hvis jeg føler mig voldsomt trådt over tæerne.
Jeg tuder over film - før jeg fik børn var det primært afskedsscener og ulykkelige kærlighedshistorier, der fremkaldte snøft og hulk, men siden jeg blev mor er det helt uden sidestykke alt, hvad der involverer børn, der får mig til at græde som pisket. Børn, der er søde, børn der er kede af det, børn der bliver svigtet, børn der længes, kæmper, holder ud og klarer skærerne. Film, hvor børn dør, går jeg langt udenom. Forleden så jeg "Submarino" (Sorry, ved det alt for godt,  jeg er håbløst bagud hvad nye film angår - virkelig håbløst) og jeg sad med en pude for ansigtet og var seriøst ved at droppe at se filmen til ende. Jeg var ikke på forhånd klar over, at filmen indeholdt den scene med babyen, der ikke vågner - havde jeg vidst det, ville jeg have fravalgt filmen. Men når jeg alligevel så den til ende, så er det fordi jeg oplevede, at fortællingen til trods for at den foregår på bunden af samfundet i det mest trøstesløse skodmiljø, er  fortalt med masser af  varme, kærlighed og håb. Det var fandme en god film.


En anden film med et sødt barn, det er "Sixth sense". Den dreng er sgu da for nuser og jeg er helt færdig over scenen i bilen, hvor han hilser fra mormor - og moderen bryder helt sammen, fordi hun tvivlede på om hendes mor var stolt over hende.


Ahh men se lige, hvor godt de spiller, i lige netop denne scene.


Det at være stolt af sine børn, det slår simpelthen alle andre former for stolthed, jeg kender. Og det gælder uanset om barnet siger "mooaaaer" for første gang, cykler afsted uden støttehjul, er en afholdt kammerat eller viser omsorg for sine søskende. Jeg er 100 % med på hvorfor det hedder at være ved at "revne af stolthed", for det er jo sådan det føles!


På mit arbejde afsluttede vi i dag en alternativ uge, hvor der bl.a er blevet arbejdet med drama. I dag fredag, havde vi inviteret elevernes forældre til at komme og se, hvad deres børn havde lavet i løbet af ugen. Glade børn viste stolt deres produkter frem og fortalte med lys i øjnene om ugens arbejde. Dramagruppen skulle vise deres lille teaterstykke og en pige, som har det rigtig svært både i hjemme og i skolen, havde fået en semi-vigtig rolle. Hun var så spændt på om hendes mor ville holde sit løfte og komme over på skolen og se stykket. Glæden var derfor enorm, da moderen ankommer i sidste sekund. Mens stykket spiller og pigen træder frem og siger sine få replikker, kom jeg til at kigge over på moren. Hun kiggede på sin datter i kæmpestor kærlighed og havde tårer trillende ned af kinderne... Og det var næsten mere end en fladmast fredagstræt folkeskolelærer kunne kapere.

torsdag den 7. april 2011

Land i sigte

Kristine med bloggen Kristines dilemma taler i dag om at leve uden facebook i 24 timer. Sorry, Kristine, men den stikker jeg altså med mange længder!
Jeg har klaret mig uden internet siden i søndags!


Området omkring vores vej er mere eller mindre gravet op pga. udskiftning af noget kloak-rørshalløj og jeg har uden at tøve det mindste, givet dette graveri skylden for at jeg ikke har haft netforbindelse siden søndag aften.
"Ja, der er nok en eller anden spade, der har hakket et kabel over", har flere hørt mig sige i ugens løb.


ER I KLAR OVER hvor meget man er på den now a days uden forbindelse til the World Wide Web?
Ud over det åbenlyse - at jeg ikke har kunnet tjekke mails, være på facebook, pleje mine netveninder i Groupcare, skrive på min blog eller læse nyheder på avisernes hjemmesider, som jeg plejer, så har jeg heller ikke kunnet holde mig opdateret på børnenes skoleliv via forældreintra, holde mig opdateret på mit eget arbejdsliv via lærerintra, bruge netbank, e-boks, foretage bestillinger hos Aarstiderne, hos Lovefilm eller hos mit lokale bibliotek.
Jeg har ikke kunnet se DGI-husets holdliste, svømmehallens åbningstider, google hovedstaden i Malawi eller en af de 117 andre ting,  jeg har opdaget, at jeg bruger internettet til.


På mit arbejde har jeg 2 gange 30 minutters pause om dagen, som også skal bruges på at spise, drikke vand/kaffe, gå på toilettet og eventuelt have en gårdvagt, så det er minimalt, hvad jeg har kunnet afse internetstunder der, omend jeg selvfølgelig har skyndt mig at tage et web-sug, så snart lejligheden bød sig.


Hvad er ugen så gået med?


Jeg har såmænd foretaget mig så gammeldags ting, som at henvende mig i skranken på biblioteket, betalt en regning på posthuset, talt i telefon med flere veninder, set tv sammen med mine børn (i stedet for at sidde i et parallelt univers og foregive at være sammen med dem) og jeg har fået læst en masse. Også for børnene.
Noget, jeg altid har monstermeget dårlig samvittihed over, at få gjort alt for lidt.


I dag fik jeg så taget mig sammen til at ringe til vores internet-udbyder, fordi jeg alligevel synes det var for mærkeligt, at der ligesom ikke snart kom lys i det modem igen, og det viser sig at der er lavet en teknisk fejl og at den søde kundeservice-mand, kan koble mig online igen over telefonen, ved at guide mig gennem nulstilling af både modem og router.
(Hvis du nogensinde har prøve at stikke en kuglepen ind i et lille reset-hul på bagsiden af dit modem, holde øje med hvilke lamper, der lyser på forsiden af modemmet, SAMTIDIG med at du holder din mobil mod øret,  lytter og taler i tlf med kundeservice-Michael, så ved du at det er meget svært og kræver dyb koncentration.)


Nu virker lortet igen og jeg er kundeservice-Michael så taknemmelig, at jeg overvejer at sende en takkegave til ham -  også selvom jeg godt ved at han bare passede sit arbejde og fik løn for at hjælpe mig over telefonen.
I morgen kommer min skønne mand hjem efter endnu en uge i Tyskland og jeg har således klaret tre uger alene med tre børn. Forventer som minimum: gaver, at få lov at sove længe lørdag morgen, morgenmad på sengen og kys til jeg segner.