Nogen mediterer, andre går til psykolog eller coaching.
Jeg går i kirke.
Her lades jeg i fred. I faste rammer med genkendelige ritualer ledes vi, der sidder der, igennem gudstjenestens delelementer, som tilsammen udgør en helstøbt oplevelse, der giver mig mulighed for at vende blikket indad, i mig selv og udad, mod verden omkring mig - og så den ekstra dimension, opad mod Gud, det guddommelige, dét der er større end mig, rækker ud over mig og udover det, jeg med min fornuft kan begribe.
Her lades jeg i fred. I faste rammer med genkendelige ritualer ledes vi, der sidder der, igennem gudstjenestens delelementer, som tilsammen udgør en helstøbt oplevelse, der giver mig mulighed for at vende blikket indad, i mig selv og udad, mod verden omkring mig - og så den ekstra dimension, opad mod Gud, det guddommelige, dét der er større end mig, rækker ud over mig og udover det, jeg med min fornuft kan begribe.
Jeg tiltrækkes af tanken om, at der i verden er noget, der for mennesket er ubegribeligt, som fylder alle sprækkerne mellem fornuft, viden - mellem alt det, der kan måles og vejes.
Et barn blev døbt i dag, og mens det foregik vandrede mine tanker tilbage til den aften for snart 12 år siden, som havde indflydelse på min beslutning om at jeg ville døbes.
Jeg ventede mit andet barn og havde besøgt en rigtig god veninde et par timers kørsel fra mit hjem.
Da jeg om aftenen på køreturen hjem kom ud på motorvejen, brød der et skrækkeligt uvejr løs. Det lynede, tordnede og regnen piskede mod bilens forrude. Jeg kunne intet se af den vej, jeg kørte på, og jeg begyndte at mærke en helt afsindig grundangst, der kom dybt indefra. Angsten for at køre galt var så altomsluttende, at jeg for mit indre så mit liv passere revy, jeg så scenarier i flere kombinationer, hvor enten min sovende 3-årige datter på bagsædet, det ufødte barn i min mave og/eller jeg selv mistede livet i en tragisk ulykke.
(Får det sgu helt dårligt af at mindes den køretur).
Uvejret stilnede af og jeg kom sikkert hjem. Men oplevelsen sad i mig mange dage efter, og den var helt sikkert med til at jeg kort tid efter endelig fik truffet en beslutning, der havde været mange år undervejs.
Jeg ville døbes og være en del af folkekirken.
Mine forældre havde i sin tid valgt ikke at lade mig (eller min bror) døbe, men at vi skulle vokse op og selv tage stilling til om vi ville. Det gjorde jeg som 30-årig. Med tvivlen som fast følgesvend til troen, fik jeg endelig et rum, hvor alle menneskelivets store følelser reflekteres i noget, der rækker langt udover den enkelte.
Jeg ventede mit andet barn og havde besøgt en rigtig god veninde et par timers kørsel fra mit hjem.
Da jeg om aftenen på køreturen hjem kom ud på motorvejen, brød der et skrækkeligt uvejr løs. Det lynede, tordnede og regnen piskede mod bilens forrude. Jeg kunne intet se af den vej, jeg kørte på, og jeg begyndte at mærke en helt afsindig grundangst, der kom dybt indefra. Angsten for at køre galt var så altomsluttende, at jeg for mit indre så mit liv passere revy, jeg så scenarier i flere kombinationer, hvor enten min sovende 3-årige datter på bagsædet, det ufødte barn i min mave og/eller jeg selv mistede livet i en tragisk ulykke.
(Får det sgu helt dårligt af at mindes den køretur).
Uvejret stilnede af og jeg kom sikkert hjem. Men oplevelsen sad i mig mange dage efter, og den var helt sikkert med til at jeg kort tid efter endelig fik truffet en beslutning, der havde været mange år undervejs.
Jeg ville døbes og være en del af folkekirken.
Mine forældre havde i sin tid valgt ikke at lade mig (eller min bror) døbe, men at vi skulle vokse op og selv tage stilling til om vi ville. Det gjorde jeg som 30-årig. Med tvivlen som fast følgesvend til troen, fik jeg endelig et rum, hvor alle menneskelivets store følelser reflekteres i noget, der rækker langt udover den enkelte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar