Lion

Jeg græd første gang ca. fem minutter inde i filmen. Og fortsatte vel nærmest til den sluttede. Jeg oplevede filmen Lion, som en ustyrlig smuk og bevægende rutsjetur gennem et følelsesland, hvor jeg skiftevis var rørt, knust, håbefuld, ængstelig, opgivende, glæde og fyldt op med kærlighed.
Har du endnu ikke set den vidunderlige film om en lille indisk dreng, der på en skrækkelig måde bliver skilt fra sin familie, så anbefaler jeg dig at gøre det så snart, du har muligheden. Og fortællingen er endda based on a true story.

Musical for de håbløst romantiske = La La Land

Bortset fra filmens titel kunne jeg lide alt ved La La Land. Filmen, de fleste nok især vil huske fordi den ikke vandt en Oscar for bedste film!

La La Land handler om Mia og Sebastian, der mødes tilfældigt og forelsker sig. 
De har hver deres store drøm, hun om at blive skuespiller og han om  at åbne sin egen jazzklub. 

Deres stormende forelskelse får deres drømme til at blomstre, og de støtter og opmuntrer hinanden på rørende vis. 
Man mærker hvordan forelskelsen, får dem hver især til at tro mere på den anden, end på sig selv. 
Men hvad sker der med kærligheden, når den individuelle drøm skal leves ud?
Kan kærligheden stå distancen? Holde ud? Det vil jeg ikke afsløre her, for hvis du ikke har set filmen endnu, men påtænker at gøre det, er det ærgerligt at kende slutningen på forhånd.

Historien er banal, men den er så smukt fortalt. Og fyldt med lækker musik. Gik direkte hjem og hentede soundtracket og glæder mig til at høre det igen. 

Ryan Gosling og Emma Stone er så søde at det er til at tude over, specielt er jeg helt vild med hendes skønne umiddelbarhed og vidunderlige levende ansigstmimik. 
Han er også sød på en helt anden eftertænksom og indadvendt 'det dybe vand, den stille grund'- måde. 
Deres møde forandrer dem begge (kaldes udvikling!), og den del af fortællingen fangede mig især.

Filmen er meget andre og mere end sin handling:
Fed musik, masser af flotte billeder i skarpe farver (fx. pigernes kjoler), og jo så også et persongalleri, der synger, danser og stepper sig gennem hele fortællingen.

Ham, der har en vielsesring magen til min kaldte La La Land for en tøsefilm, og det har han nok lidt ret i, at den er. 

Det beklager jeg virkelig

Lisbeth, som har den dejligste blog Livsglimt, gjorde mig i en kommentar til  dette indlæg, opmærksom på at jeg er kommet til at gøre noget, som man ikke må!

Noget rigtig fejt. Som jeg hermed beklager på det dybeste. 

Jeg har nemlig afsløret slutningen på en film, og det kan man ikke være bekendt at gøre. 
Lillepigen og så familiefilmen Paddington i søndags, og det må have været fordi jeg blev så opslugt af filmen at jeg glemte at tænke mig om. For mig og Lillepigen sad jo helt ude på kanten af biografsædet og kunne næsten ikke holde til at det hele tiden var ved at gå helt galt for Paddington. Og vi var så nervøse for, om han klarede de helt utrolig mange farlige udfordringer, der lissom i en lind strøm bare væltede ind på hans vej.

Så hvis du ikke vil vide om han blev reddet i sidste sekund ved at de søde mennesker greb ham i benene, da han hang med hovedet nedad i en skorsten, ELLER om han styrtede ned med 100 km i timen og blev tilintetgjort, så lad ENDELIG være med at læse billedteksten under billedet fra biografen.
Men se filmen, for den er supergo' underholdning for både voksne og børn.

Frost

Vi er ramt af 'Frost-feber' herhjemme! 
I juledagene gik vi alle fem i biffen for at se Disney's nye film 'Frost' - og hold nu op, hvor var den skøn. Selv familiens eneste herre nød filmen.
Der skal en hel del til at få mig fanget ind af en animeret film, men i det her tilfælde lykkedes det, nærmest fra første anslag.
Frost handler om to søstre, prinsesserne Elsa og Anna, som er tæt knyttede til hinanden. Desværre er Elsa født med en slags magisk forbandelse, der gør at alt hvad hun rører ved, fryser til is og da hun som barn har svært ved at kontrollere denne magiske evne og nær forårsager en ulykke, beslutter forældrene at spærre hende inde og holde hende helt isoleret fra omverdenen - og fra sin elskede søster, der derved bliver frygtelig ensom og længes. 
Mange år senere, efter forældrenes død, skal Elsa krones som dronning og er derfor nødt til komme ud af sin isolation - og så tager handlingen for alvor fat.
Parallelt fortælles der en historie om drengen/manden Kristoffer og hans ven, rensdyret Svend, hvis veje krydser Annas, da hun bevæger sig ud på en færd for at redde sin søster.
Fortællingen, der bygger på inspiration af H.C. Andersens eventyr 'Snedronningen', er spækket med drama, forviklinger, forelskelse, svigt, tillid, håb - og selvfølgelig:
En ægte kærlighedsgerning.

Filmens sange er dejlige og  iørefaldende (der er ret meget musical over stilen) og mine piger har hørt dem så mange gange på youtube, at de længe har kunnet alle teksterne udenad. (Vildt, som børn kan lære sangtekster udenad hurtigt, har I tænkt over det?)
Vi går egentlig bare og venter på, at den udkommer på dvd, så vi kan købe den og se den igen.

Jagten

Lillepigen knuger noget ind til sig, da jeg vil kramme hende. Klokken er 15.30 og jeg er sust fra arbejde til børnehaven for at hente hende. Jeg spørger, hvad det er hun står med, og hun viser mig den (i hendes optik) flotteste lommelygte ever seen med prinsessemotiv. Hun er besat af prinsesser - og vi har både til jul og fødselsdag givet hende gaver i den genre. Men jeg ved, at hun ikke har sådan en lommelygte. Hvis lygte er det, spørger jeg, da hun holder den frem mod mig. Min, svarer hun. Nå, siger jeg, den har jeg da aldrig set før, jeg tror ikke det er din!?
Hun knuger den endnu hårdere, og vreden stiger op i hendes ansigt. Det er min lommelygte, siger hun meget bestemt. 
Jeg ved, at hun er et viljestærkt og selvbestemmende barn, der går langt for at få sin vilje. Men jeg ved også, at hun har en hukommelse som en elefant og har styr på samtlige børnehavebørns flyverdragter, støvler - og på alle børnenes forældre. Hun husker hvem, der hører til hvad og hvilke, der er hvis. Derfor slår hendes stemmes fasthed tvivl i mit sind, for hun bliver mere og mere anspændt og vred, og da tårerne springer frem og hun fortvivlet råber "mor, hør på mig, det er min lommelygte", så træder jeg et skridt til side og ringer til hendes far, som var den, der afleverede om morgenen. Nej, svarer han, hun havde ikke en lommelygte med i morges og nej, hun har slet ikke sådan en  lygte. Ganske som jeg mente, det var.
Jeg tager mit grædende barn ind til mig. Krammer hende og siger, at det ikke er hendes lygte, men at jeg virkelig godt kan fortstå, at hun ville ønske, at det var. Det tager mange lange minutter, hvor hun nægter at overgive sig. Der kommer en pædagog hen til os, hun genkender lygten og siger, at det er Josefines. Det er Josefines lommelygte.

Mit barn lyver.

Jeg ser hende i øjnene og spørger om det er rigtigt, at det er Josefines lygte. Hun nikker og herfra går det fremad. Lillepigen fortæller, at hun fandt lommelygten på gangen, den lå bare smidt i en krog og så tog hun den. Og jeg fornemmer tydeligt at derfra blev den lygte til hendes. Synes hun.
Vi afleverer lygten til pædagogen, som roser mit barn for at have givet den fra sig. Jeg bakker op om rosen og siger også til hende, at det var godt hun sagde det rigtige til sidst.
Da vi sidder i bilen kan jeg ikke dy mig, og jeg vender mig mod bagsædet, hvor hun sidder med ansigtet vendt mod vinduet. Ved du hvad, søde skat. Man må altså ikke sige ting, der ikke passer. Det er at lyve, og det vil jeg ikke have, at du gør. Du skal sige sandheden. Forstår du det?
Hun kigger fortvivlet på mig, bryder sammen igen og siger, jamen mor, det var min lommelygte.

Børn fortæller historier. Opfatter ting på en anden måde end virkeligheden tillader. Misforstår. Omgåes sandheden lemfældigt. Lyver. Historien om lommelygten og Lillepigen er uskyldig, men når der kommer en voksen i klemme mellem sandheden og det, et barn fortæller, så kan det have forfærdelige konsekvenser.

Det handler Thomas Vinterberg nyeste film "Jagten" om.
Pædagogmedhjælperen Lucas, anklages for at have krænket først et, senere flere børn i den børnehave, hvor han arbejder. 

Jeg sad på kanten af sædet under det meste af filmen. Den rørte mig dybt og jeg havde ondt i maven bagefter.
For det må være det værste. At blive beskyldt for noget, man ikke har gjort.
Omgivelsernes fordømmelse, udelukkelse af fællesskabet, og mennesker, der tidligere udgjorde en omgangskreds, der nu råber svin efter den mistænkte på gaden.

Filmen handler egentlig ikke om seksuelle krænkelser. Den handler om, hvordan løgn, svigt og bristet tillid kan nedbryde et menneske på kort tid. Den handler om skyld og uskyld. Om at dømme og at fordømme.
Lucas dømmes ikke af retssamfundet, for det viser sig at der ikke er belæg for sagen. Men han fordømmes af sine omgivelse - på baggrunden af mistanken, der florerer, og umiddelbart har han ikke en chance i det lille lokalsamfund.
En fjer, der bliver til fem høns. En snebold, der ruller og bliver større og større. En konfliktsky børnehaveleder, der stiller sig på barnets side og ikke er i tvivl.
Men det var en løgnehistorie. Han havde ikke gjort noget.




Filmens dilemma er uomtvisteligt. På den ene side er der et barn, som fortæller noget helt forfærdeligt. På den anden side, er der de voksnes reaktion på det, barnet fortæller og ikke mindst måden hvorpå de voksne efterfølgende lægger ord og udtryk i munden på barnet. Et barn, der  bliver mere og mere forvirret og usikker i sine udsagn. 
Jeg håber filmen sætter gang i samtaler og debatter i skoler og institutioner. Og jeg håber, at fokus forbliver på det faktum, at der er stadig er flere børn, der krænkes, end der er voksne, der mistænkes for krænkelser uden grund.  Situationen i filmen er meget virkelighedsnær. Derfor er der ingen grund til at diskutere hændelsens troværdighed -  eller om børn fortæller besynderlige ting eller ej. Det er ikke her, konflikten ligger. Den ligger i måden, omgivelserne og ikke mindst de professionelle tackler situationen på, når sådan en sag ruller.

Jeg giver filmen "Jagten" fem ud ad seks stjerner. 

Tre meget meget seværdige film

Jeg elsker gode film. Et udsagn, der i øvrigt ikke virker særlig godt, for hvem gør ikke det? Jeg har engang lært, at for at et udsagn rummer værdi, skal udsagnets modsætning også give mening - og i dette udsagns tilfælde ville det så være "Jeg hader gode film" eller "jeg elsker dårlige film" og det er der vel næppe nogen, der går rundt og siger?

Hvordan kan jeg så indlede?
Hmmm, der er en bestemt slags gode film, som jeg holder særligt af -  og det er film, som ikke er amerikanske. Det betyder ikke, at jeg ikke bryder mig om amerikanske film, for selvfølgelig gør jeg det, men jeg oplever en helt særlig stemning, skabt af den sproglige ramme, i film hvor der tales et andet sprog end amerikansk. Genremæssigt er jeg ikke til actionfilm og slet ikke til science-fiction og kan jeg undgå eventyrgenren og de fantastiske fortællinger, så gør jeg egentlig også det. Sagt på en anden måde er jeg lidt kræsen, når det kommer til film.

De film jeg elsker, er film hvor fortællingen - den gode historie er i centrum og hvor denne gode historie fortælles gennem de sociale relationer, der udspiller sig mellem fortællingens personer. Der skal være stærke narrativer og stærke mellemmenneskelige følelser på spil. 

Her på det sidste har jeg set tre virkelig dejlige film,  som på hver deres måde har gjort et stort indtryk og rørt mig.

Den første er "De urørlige", som jeg så i biografen forleden dag. En fransk film (baseret på en sand historie) om en stenrig enkemand, Philippe, der er lam fra halsen og ned og ved lidt af en tilfældighed får ansat den sorte, tidligere kriminelle fyr fra slumkvarteret Driss, som sin personlige hjælper. Det venskab, der udvikler sig mellem de to - på tværs af alder, kultur, status og moral er simpelthen så smukt og rørende fortalt, samtidig med at filmen er hylemorsom og dejlig ironisk. En film, der kalder både latter og tårer frem. Hold nu op, hvor var den dejlig!

Den anden film så jeg også i biografen for et par uger siden. I byen her, er der et rigtig fint samarbejde mellem kirkens menighedsråd og den lokale biograf. Tre gange om året arrangerer menighedsrådet filmaftener i biografen. "Film med mening" kaldes projektet og det er super. Efter filmen er der kaffe, kage og en snak om filmen. Sidst så vi den libanesiske film "Hvad gør vi nu", instrueret af noget så sjældent som en kvindelig libanesisk filminstruktør. Nadine Labaki hedder hun, og hun spiller selv med i filmen, der handler om en lille mellemøstlig landsby, hvor kristne og muslimer lever side om side. Udadtil lever de (i hvert fald i første omgang) i fred og fordragelighed, men det skyldes mest byens snedige kvinder, der med masser af kvindelist og humor holder de til tider kamplystne alfahanner i ave. Filmen perspektiverer den evige strid mellem kristne og muslimer ved med humor at fremstille begge parter lige tåbelige og stædige. Der lægges i høj grad vægt på, hvor små forskellene mellem parterne i grunden er. Filmen er en komedie og der grines højt mange gange - til tider er den lige ved at kamme over i en lidt for plat "fald-på-halen"-komediestil, men det er bestemt inden for tålegrænsen. Der er mange gode debattemaer i filmen, blandt andet mediernes medvirken til at opildne konflikter i verdens brændpunkter. Sproget i filmen er arabisk - og jeg sad flere gange og forundredes over, hvor helt igennem fremmed dette sprog er for mig. Der er INTET, ikke ET ENESTE ord, jeg genkender. 

Den tredje og sidste film jeg vil fortælle om, er en iransk film, der har vundet flere priser, bl.a Guldbjørnen i Berlin for bedste udenlandske film. Filmen handler om parret Nader og Simin, der har søgt om visum til at forlade Iran, men da det bevilges, vil manden Nader ikke rejse væk alligevel. Den konflikt det føder, resulterer i første omgang i, at Simin vil separeres og flytter fra Nader og deres teenage-datter. Nader har sin gamle alzheimerramte far boende, og da Simin flytter ud, er han nødt til at ansætte en hushjælp til at passe faderen i lejligheden, mens han selv er på arbejde.

Det er da denne hushjælp kommer på banen, at filmens mange forviklinger for alvor begynder. Der sker hele tiden noget uforudset, og når trådene fra den ene begivenhed er ved at blive reddet ud, støder der noget nyt til. Filmen er virkelig en skæv og anderledes film - den giver et indblik i en verden og en kultur, som er meget anderledes end den, vi kender her i Nordeuropa og alene derfor synes jeg, den er meget seværdig. 

Jeg havde lånt filmen på biblioteket, og så den fra sofaen en aften, jeg var alene hjemme. Jeg stornød det anderledes univers og blev grebet af handlingen, som jeg ikke vil afsløre for meget af, for det ville ikke være fair, hvis du nu får lyst til at se den!

Filmens sprog er persisk (farsi) om hvilket, jeg kan sige det samme, som jeg sagde ligefør om det arabiske sprog - men det er fedt synes jeg - for det, at man intet forstår af sproget, gør at den sans nedtones, hvilket så skærper opmærksomheden på andre ting i filmen - lyd, billeder, farver, stemninger.

I en anden verden

Jeg er mentalt fraværende i disse dage. Helt væk, faktisk.
Enten er jeg begravet i Kenn Folletts middelalderroman Uendelige Verden, hvor jeg netop har overlevet det andet store pestudbrud i byen Kingbridges, kæmpet mod franskmændene i kongens hær og har grædt sammen med nonnen Caris, da hun fravalgte livet som kone til sin elskede Merthin for at hellige sig klostrets hospital. 
Eller også har jeg siddet i møde på et reklamebureau i 60'ernes New York og fået mig en smøg og en drink sammen med Don Draper, hovedpersonen i serien Mad Men. Jeg har set ham knalde til højre og venstre, mens hans yndige kone Betty, den forsmåede og ulykkelige hjemmegående husmor, venter længselsfuld på ham derhjemme. Og hvem er Don Draper egentlig? Jeg har heppet på den dygtige tekstforfatter Peggy Olsen og nydt hendes og seriens andre karakterers udfoldelse og udvikling fra afsnit til afsnit. Det er SÅ godt!
Jens og jeg er blevet så opslugte af serien at vi, da sæson 2 var slut, omgående gik på nettet og købte sæson 3 og nu spejder længselsfuld efter posten i håbet om det er i dag, han har den med til os. I ventetiden smutter jeg lige en tur tilbage til middelalderen. 

Jordens søjler på dvd, vil du bytte?

Som jeg fortalte her er jeg i gang med murstensromanen Uendelige Verden, som er opfølgeren til den ligeså omfangsrige Jordens Søjler. Jeg er grebet og snart halvvejs. Den er virkelig spændende og meget dramatisk. Konflikter og kærlighed, håb, svigt, ære og skam. Riddere, munke, adelsmænd, bønder og borgere.
Jeg har ikke selv læst Jordens Søjler men har set den som en miniserie på dvd, (så kunne ikke drømme om at læse den nu, jeg har jo set hvem, der får hinanden til sidst?)  og denne miniserie kan nu blive din! 
Hvis du altså har en anden film at bytte med?
Har du det?
Skriv til mig, hvilken film du smider i byttepuljen og jeg vælger om en uge, torsdag d 19.juli, hvem jeg vil bytte med.
Når jeg har udvalgt mit bytteoffer, sender jeg min film til hende/ham og vedkommende sender byttefilmen til mig. Deal?
Fortæl om den film, du smider i puljen - hvordan er den havnet hjemme hos dig og hvad synes du om den?

Miniserien her repræsenterer en nyværdi på ca. 99 kr. Den er set én gang og fejler intet. Perfekt underholdning til de kolde regnfulde aftener i sommerhuset! 

Min uge

Søndag: Sendte ægtemand afsted til Tyskland, kæmpede mig igennem dagen, som var præget af fladmast træthed efter lørdagens suveræne fødselsdagsfest... Fik sovet lidt om eftermiddagen og var derfor ikke sovetræt til normal tid. Hang oppe og så genudsendelsen af Zulu Comedy Awards. Glemte at gå i seng, fordi jeg hyggede mig og sov først ved 01-tiden.

Mandag: Vækkeur ringede 5.45, der var jeg sgu ikke færdig med at sove, men der var ingen kære mor. Op og i gang, tre børn afsted, arbejde, planlægning, forberedelse med mere. Hente børn, købe ind. 17.30 ankomst af barnepige, aftensmad, husk dit og husk dat og så afsted til møde på skolen. Møde mig her og møde mig der. Hjemme kl. 22 og lige på hovedet i seng.

Tirsdag: Nogenlunde frisk efter en dejlig nats søvn - konstarerede lettere ærgerlig, at jeg sover langt bedre alene, (mand snorker meget), ville ønske det ikke var tilfældet, ak. Nogenlunde tidligt hjem fra arbejde, halvanden times ansigtsbehandling - som at være i himlen en stund, velvære. Hjem og hilse på mine forældre, som var standby på børn, min mor lavede mad og senere mødtes jeg med dejlig veninde i biffen og så Terrence Malicks helt overdrevet storladne, meget tankevækkende, temmelig syrede og visuelt overdådige film The tree of life.

Onsdag: Udmattende arbejdsdag, mange konflikter, børn i vanskeligheder, børn der mistrives, børn der ikke er glade - fik hjernen tømt for tanker ved løbetur om eftermiddagen, er så tæt på første delmål, at jeg allerede glæder mig til at komme ud at løbe igen. Er stadig nybegynder, men efterhånden en rutineret nybegynder! Lavede nem hurtigt aftensmad, klædte om, shinede hår, lagde makeup. Kl. 18 ankom ægtemand til matriklen efter 8 timers køretur, jeg klappede ham i hånden, gav 10 beskeder og drønede så til Vejle, hvor jeg mødtes med den skønneste Århusveninde, som var ankommet med tog, for at tilbringe et aften i mit selskab. Og i Thomas'. Hvem Thomas, tænker du? Thomas Helmig, selvfølgelig, hvem ellers. Ikke rockkoncert, men sidde-ned-og-få-en-stor-musikalsk-oplevelse, men med en smule startvanskeligheder kom vi overens med de to "nye" præmisser:
1. At Thomas Helmig ikke længere ligner Thomas Helmig, men har anlagt nyt Johhny Depp-agtigt look. Se selv her.

2. At alle sangene var helt omarrangeret, så de var næsten ukendelige.

Men det var fedt! Jeg elskede "Det' mig, der står herude og banker på" i reggae-version!
Alt for sent i seng, men træt på den fede måde.

Torsdag: Herligt at have ægtemand hjemme, ikke så stresset morgen, hård dag på arbejde toppet med møde til kl. 16.3o, hjem og spise og afsted igen til forældremøde i min datters 3.klasse. Magtede næsten ikke at høre på de lærere (som er skidedygtige og gør det rigtig godt, jeg havde vist bare allerede været for meget sammen med lærere den dag...) Igen for sent i seng. Kom til at sidde oppe og lægge planer med ægtemand.

Fredag: Har været i nattøj siden kl 19, 12-årig er til klassefest med overnatning, ægtemand er til møde i pladeklubben (en håndfuld modne herrer, der mødes og spiller LP'plader for hinanden, mens de hygger sig og drikker en hulens masse øl) Ligger i sofaen med 9-årig og snart 3-årig, vi spiser fredagsslik og ser Disney Sjov. Nydelse. Glæder mig allerede til at komme i seng. Og til at skulle være sammen med en masse dejlige kvinder i Århus i morgen aften.

I sandhed en begivenhedsrig og tætpakket uge.

Har du haft en god uge?

Lillesøster

Jeg har tre døtre. De to ældste har altid  været forholdsvist nemme. De er begge rolige gemytter, der ikke har de store udsving i temperament. Eller også har jeg glemt, hvordan de var som små? Nej, de VAR nemme, for der er flere veninder, der uafhængigt af hinanden har sagt til mig, at jeg har haft det for nemt med mine to ældste børn i forhold til så mange andre. Nemme graviditeter, nemme fødsler og nemme børn. Uretfærdigt, blev der antydet fra visse sider.
Da jeg ventede mit tredje barn, var der nogen, der i deres stille sind håbede, (og ligefrem indrømmede at de gjorde det) at jeg ville få en vild og ustyrlig dreng, så jeg rigtig kunne mærke, hvad det vil sige at have børn. Én der overhovedet ikke hørte efter, indordnede sig eller rettede sig efter mine anvisninger. For når man har haft det så nemt, som jeg havde, så skal man udfordres.


Og det skal jeg dælan-dytme love for, at jeg er blevet.

Barn nr. 3 er alt det, man ønskede for mig: Vild, ustyrlig, hører ikke efter, indordner sig ikke, retter sig ikke efter NOGEN anvisninger. Det eneste profeti der ikke er gået i opfyldelse er, at det ikke blev en dreng, men en pige.

Som er helt sin egen. Og har sin egen mening om alt. Og gør hvad det passer hende. Når det passer hende.

Storesøstrene er slået hjem. Deres verden er vendt på hovedet og intet er det samme som før. De elsker deres lillesøster helt op til stjernerne, men da de var henh. 9 og 6 år gamle, da hun blev født, kan de sagtens huske LFL: Livet Før Lillesøster.

Og der er noget, de især savner fra det liv. Og fortæller mig, at de savner. Og det er at lave noget sammen med mig, hvor lillesøster ikke er med. Jeg forstår dem så godt!

Derfor var det så fedt her forleden, at sende mand og lillesøster i sommerhus i to dage og være alene hjemme sammen med mine store piger. Faktisk var jeg så begejstret at jeg inviterede dem i biffen og se "Poppers pingviner", som er med den skuespiller, jeg afskyr MEST af alle. Jeg hader Jim Carrey! Men elsker mine store piger så højt, at jeg udholdt halvanden time i selskab med ham. Og nød det stort.

Dagen efter kom lillesøster hjem igen - og freden i huset var forbi. Men storesøstrene havde fået så meget fred for hende, at de havde glædet sig stort til gensynet. Totalt win-win.

Men er hun da virkelig så styg, hende den bette vi har? Ja, men hun er satme også sjov. Og fordi hun nærmer sig treårsalderen tilskriver jeg også meget af hendes væren-på-tværs-af-alt, som en 'fase, der går over'. (Husk altid på det, hvis du har børn, der skejer ud: Det er en fase, det går over...)

På den lille film, jeg smider ud nu, har Johanne, iført sig en grøn paryk og dresset den op med et par  sølvsko i str 38,  og er i gang med et slag stangtennis med Frederikke. Og hun er tosset over, at jeg kommer og vil filme.

Og oven i hatten får I et close-up af både kompostbunke og algebefængt skur.  Hvor heldig kan man næsten være?

Karate Kid

I mit forrige indlæg nævnte jeg, at mine store piger havde fortjent særlig opmærksomhed, fordi de er så vanvittig søde og hjælpsomme, når vi er alene hjemme. Derfor havde Mutti annonceret filmaften. Vi skulle se den nye Karate Kid film, som begge piger har sukket efter, fordi nogen af vennerne har fortalt om, hvor helt fantastisk den film skulle være. Så den så vi. Arm i arm i sofaen, med slik og popcorn og mig som undertekst-oplæser, så den ni-årige ikke missede noget.
Jeg synes at filmen var noget af det ringeste, jeg længe har set. (Er godt klar over, at jeg nok heller ikke lige er målgruppen, men nu sad jeg der og så må jeg vel gerne udtale mig?)
Kæft, den var dårlig! Handlingen er den tyndeste kop te, fuldstændig forudsigelig og helt sort/hvid. Og så var den i øvrigt slet ikke som Den Rigtige Karate Kid Film. Som jeg vist nok var ret vild med, da den kom frem i 1984, hvor jeg var 12 år præcis som min ældste datter er nu.

Mine piger synes at filmen var fantastisk! Én af de bedste de nogensinde har set. De var med  hovedpersonen Xiao Dre hele vejen. De fulgte ham på første skoledag i det nye land, harmedes over de andre drenges hårde behandling af ham, glædede sig over venskabet med pigen og heppede helt vildt under Kung Fu-turneringen. Da han blev skadet under semifinalen og lå med kæmpe opsvulmet ben og ikke vidste om han kunne gennemføre den sidste og afgørende  kamp, havde mine piger tårer i øjnene, for de ønskede af hele deres hjerter, at han ville klare det. Og tænk hvis han vandt hele turneringen!
Så da Xiao Dre rejser sig fra lægebriksen og humper mod kamp-ringen for at gennemføre finalen, som (sjovt nok) er mod den dummeste af de dumme drenge, vil jubelen fra den grå Ilva sofa næsten ingen ende tage.  Med puder for ansigterne ser vi finale kampen i Kung Fu-turneringen, hvor vores helt har klaret sig helt fantastisk - han har lært Kung Fu-kunsten af en vicvært, som viste sig at være en sand mester. (Hvis ikke jeg skulle læse undertekster højt, var jeg med garanti faldet i søvn cirka her).

Han vandt!
Jamen er det ikke fantastisk. Den gode sejrede over den onde. Ham, som var ren og ærlig i hjertet, besejrede ham som var lusket og brugte ufine metoder.

Moralen drev ned af væggene. Og mine børn elskede det.
Og derfor gjorde jeg selvfølgelig også.

Rørt som en kagedej

Jeg har altid været et rørstrømsk menneske med  hang til både latter og gråd.  Husker med gru pubertetsårenes vanvittige humørsvingninger, der kunne drive en hel familie til vanvid: grineflippene, grædeturene... Op og ned... Jeg har kæmpet for at lære at holde tårerne tilbage, fx. når jeg bliver urimeligt irettesat, bliver overfust af nogen eller hvis jeg føler mig voldsomt trådt over tæerne.
Jeg tuder over film - før jeg fik børn var det primært afskedsscener og ulykkelige kærlighedshistorier, der fremkaldte snøft og hulk, men siden jeg blev mor er det helt uden sidestykke alt, hvad der involverer børn, der får mig til at græde som pisket. Børn, der er søde, børn der er kede af det, børn der bliver svigtet, børn der længes, kæmper, holder ud og klarer skærerne. Film, hvor børn dør, går jeg langt udenom. Forleden så jeg "Submarino" (Sorry, ved det alt for godt,  jeg er håbløst bagud hvad nye film angår - virkelig håbløst) og jeg sad med en pude for ansigtet og var seriøst ved at droppe at se filmen til ende. Jeg var ikke på forhånd klar over, at filmen indeholdt den scene med babyen, der ikke vågner - havde jeg vidst det, ville jeg have fravalgt filmen. Men når jeg alligevel så den til ende, så er det fordi jeg oplevede, at fortællingen til trods for at den foregår på bunden af samfundet i det mest trøstesløse skodmiljø, er  fortalt med masser af  varme, kærlighed og håb. Det var fandme en god film.


En anden film med et sødt barn, det er "Sixth sense". Den dreng er sgu da for nuser og jeg er helt færdig over scenen i bilen, hvor han hilser fra mormor - og moderen bryder helt sammen, fordi hun tvivlede på om hendes mor var stolt over hende.


Ahh men se lige, hvor godt de spiller, i lige netop denne scene.


Det at være stolt af sine børn, det slår simpelthen alle andre former for stolthed, jeg kender. Og det gælder uanset om barnet siger "mooaaaer" for første gang, cykler afsted uden støttehjul, er en afholdt kammerat eller viser omsorg for sine søskende. Jeg er 100 % med på hvorfor det hedder at være ved at "revne af stolthed", for det er jo sådan det føles!


På mit arbejde afsluttede vi i dag en alternativ uge, hvor der bl.a er blevet arbejdet med drama. I dag fredag, havde vi inviteret elevernes forældre til at komme og se, hvad deres børn havde lavet i løbet af ugen. Glade børn viste stolt deres produkter frem og fortalte med lys i øjnene om ugens arbejde. Dramagruppen skulle vise deres lille teaterstykke og en pige, som har det rigtig svært både i hjemme og i skolen, havde fået en semi-vigtig rolle. Hun var så spændt på om hendes mor ville holde sit løfte og komme over på skolen og se stykket. Glæden var derfor enorm, da moderen ankommer i sidste sekund. Mens stykket spiller og pigen træder frem og siger sine få replikker, kom jeg til at kigge over på moren. Hun kiggede på sin datter i kæmpestor kærlighed og havde tårer trillende ned af kinderne... Og det var næsten mere end en fladmast fredagstræt folkeskolelærer kunne kapere.

Susanne, Roberto og Oscar

Først og fremmest: Tillykke Susanne Bier. Den Oscar er så velfortjent og jeg er stolt over at være dansker sammen med hende.


Dernæst: Mit til alle tider og helt uden sidestykke bedste Oscar-øjeblik er fra 1997, da den italienske skuespiller og instruktør Roberto Benigni vinder en Oscar for bedste udenlandske film. Filmen "Livet er smukt" ligger højt på min private top 10 over de mest fantastiske film, jeg nogen sinde har set.

Det er Sophia Loren, der åbner kuverten med vinderens navn og hun er tydeligvis selv meget overrasket og rørt over, at det er Benigni, der vinder. Han rejser sig, fjoller og hopper over stolesæder og op på scenen og holder en helt gakket takketale på sit fjollede og gebrokne cirkusengelsk. Jeg forstår ikke alt, hvad han siger, men han taler om kærlighed, om glæde og om generøsitet og når der klippes til publikum, ser man at mange er rørte og har tårer i øjnene.

Under takketalen er der et ganske kort øjeblik, som altid har stået som noget fuldstændig absurd for mig.
Roberto Benigni siger, at den største tak, går til hans forældre hjemme i den lille italienske landsby, for de gav ham den største gave af alle: Fattigdom.


Har man interesseret sig bare den mindste smule for Roberto Benignis livshistorie, har man hørt eller læst, at han netop fremhæver sin barndoms materielle fattigdom, som kilde til al den kreativiet, han har udviklet. For den, der ikke har, må selv finde på. 
I salen sidder de smukkeste,  rigeste og mest kendte celebrities. Og de griner.
Der kommer et kæmpe latterbrøl fra publikum, fordi der står et fjols på scenen og hævder at fattigdom er en gave. De fatter ikke hvad manden taler om. Det er så absurd.


Se klippet her


Jeg tuder som pisket hver gang jeg ser det.