Viser opslag med etiketten aftensmad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten aftensmad. Vis alle opslag

mandag den 4. februar 2019

Pizza, dobbeltret og måltidskasser

Et indlæg, der handler om madplaner, og hvad vi spiser til aftensmad...

Hver fredag får vi pizza.  Hvis vi altså er hjemme. Og der skal helst altid være en med kartoffel.

Lørdag er random. Den eneste dag om ugen, hvor intet er planlagt. Måske er vi ude, måske har vi gæster. 

Søndag laver jeg en dobbeltportion af noget, som vi så også får mandag aften. 
Det kan være lasagne eller en god simreret som fx osso buco, mørbradgryde eller som i denne weekend: Bøf Stroganoff
(Service til eventuelle læsere, der gerne vil servere Bøf Stroganoff: Netto har okseklump på tilbud til 69,- i denne uge!)

Tirsdag, onsdag, torsdag og fredag får vi  måltidskasser fra Retnemt.dk. Vi har prøvet andre firmaers måltidskasser, men sværger til retnemt, fordi det er ja: Ret Nemt.



Billedet er lånt her




tirsdag den 30. oktober 2018

Menu: Find selv på noget

Vi kom hjem fra sommerhus søndag eftermiddag, fik hentet hundehvalpen hjem fra sin plejefamilie, og da mørket begyndte at falde på, havde ingen tænkt et sekund på, hvad vi skulle have til aftensmad. Derfor trak jeg følgende koncept op af hatten:

Man må selv bestemme, hvad man laver sig at spise til aftensmad, vi har ikke købt noget ind, men har forskelligt på lager i køleskab, fryser, skuffer og skabe.

Husets yngste synes vældig godt om den idé (hun er generelt fan af alt, man som barn selv må bestemme) og gik straks i gang med at lave sig en toast. 
En anden fandt en tærte i fryseren, en tredje tog sig et stykke rudbrød med banan og jeg lavede mig en portion grød af ruggryn hasselnødder og revet æble. Og et drys kanel. 

Jeg siger ikke at der på nogen måde var noget som helst overdådigt over sådan et måltid, men jeg siger at det er tankevækkende, så meget mad, der kan komme på bordet i et hjem, hvor ingen har købt ind i dagevis. 

Nå ja og hvidvin fik jeg da også til min middag. Et ordentlig ét endda.


Bon appetit :)



mandag den 9. juni 2014

Udeliv, gode liv

Der er meget meget lidt spejder over mig eller nogen anden i familien. Men når vejret er så godt, som det har været de seneste mange dage, så flytter vi nærmest ud i haven. Vi gider ikke lave mad i vores køkken, men griller eller laver mad over bål i haven. Børnene hopper i trampolin, har deres marsvin på græs og glemmer alt om både iPad og computer. 



Her til aften lavede Lillepigen og jeg suppe over bål.
Suppen er inspireret af en suppe, der vist nok hed cowboysuppe, men da jeg skulle fortælle Lillepigen det, kom jeg til at sige forkert og kaldte den i stedet indianersuppe, så nu hedder den det hos os.


Til hvad der nok passer til 4-5 personer brugte vi:

1 pk. bacon
2 porrer
2 fed hvidløg
2-3 kartofler
3 gulerødder
2 dåser hakkede tomater
3 håndfuld suppehorn
1½ liter vand
Friske krydderurter (egen avl)
Salt og peber




Smed lidt  fedtstof i gryden, derefter bacon og da det var godt branket tilsatte jeg porer. Ville egentlig have haft løg i også, men husets eneste løg, viste sig at være pilråddent, så det blev der ikke noget af.



Hældte resten af ingredienserne i undtagen suppehorn og lod suppen koge godt op, ca 15 minutter. Derefter i med suppehorn og koge koge koge yderligere 15 minutter.







Det smarte ved at lave mad i haven, er at så kan man lige tage et spil badmontin, mens man venter på at suppen koger. Det er straks lidt mere indviklet, hvis man opholder sig i stuen eller køkkenet.





Jeg glemte at tage et billede af suppen, da den var færdig. Men den smagte virkelig dejligt og resten tager jeg med som frokost på arbejde i morgen. 

mandag den 29. juli 2013

Ferieland: Tid til venner og god mad - nu med billeder!

Noget af det virkelig dejlige ved ferie er det sociale overskud, der kommer op til overfladen, når man ikke har været på arbejde i ugevis. Åh, det nyder vi her - og vi har i den sidste uges tid ikke lavet meget andet end at føjte ud til venner eller haft dejlige besøg. 

Her kommer - i bedste servicestil - en 'opskrift' på en supervellykket menu, der passer perfekt til en hyggelig aften med gode venner. 


Hovedret: Burgere af hjemmebagte boller, bøf på grill og som en del af tilbehøret coleslaw og guacamole.

Dessert: Grillede bananer med whiskey og flødeskum eller is til de voksne og det samme, dog uden whiskey til børnene!

Menuen er særdeles velegnet til børn, fordi det hele er sat frem på bordet, så de selv kan lave deres egen burger. Den fireårge her i huset har sin egen variant, som er en bolle med tomat og remoulade! 

Måske er din ægtefælle allerede begyndt på arbejde igen, mens du har fri lidt endnu,  og derfor er det smart at have handlet dagen før, for så kan du gå og hygge dig med at bage burgerboller og lave tilbehøret i løbe af dagen. Ellers tag og lav det dagen før, du vil elske dig selv for det!

Burgerbollerne bliver stensikkert en succes, hvis du bruger denne opskrift, som er fra den meget anbefalelsesværdige madblog 'Mad med hjertet'. Jeg bager disse boller i tide og utide, fordi vi i hverdagene bruger dem til børnenes madpakker.
Lige kommet ud af ovnen

Coleslaw er en amerikansk salat, hvis primære indhold er hvidkål og mayonnaise. Vi har afprøvet mange forskellige slags gennem årene, og er nu landet på, at vælger man en variant, hvor der bruges spidskål i stedet for hvidkål, så får man en langt mere velsmagende coleslaw. Derfor anbefaler jeg denne opskrift, som vi netop lavede forleden og den smager SÅ godt!



Er ikke - og bliver aldrig madblogger, hvordan hulen tager man et smart billede af en skål med coleslaw?
Sådan her?

Eller skal man så tæt på?
Er det flot med forskellige farver eller ligner det orme, der slanger
sig mellem hinanden, jeg kan simpelthen ikke selv se det?

Guacamolen findes der også mange forskellige opskrifter på, jeg er vild med denne, som er fra en rigtig dejlig blogger, der kalder sig Lone Landmand. 



Og her ser vi så en skål med guacamole. Det brune i midten er stenen fra
avocadoen, for når den lægges i bliver det ikke brunt.






Argh, glemte at fotografere under processen, men her er et billede af vores skraldespand,
da jeg var FÆRDIG med at lave guacamole!

Du begynder selvfølgelig med burgerbollerne, og mens dejen hæver kan du hygge dig med at lave coleslaw og guacamole. Som enhver ved, smager mad bedre, hvis det er lavet til høj musik og meget gerne med tilhørende dans i køkkenet. Er du til den lidt vilde genre, så er det klart Volbeat du skal have fat i - ellers laver man god mad til både Pink, Nephew, Bruce Springsteen og ABBA - alt efter smag og behag.

Når du har bagt boller og lavet de to slags tilbehør, så behøver du ikke lave en skid de næste mange timer. Altså lige afhængig af, om dit hus trænger til en overhaling, inden du vil være bekendt at invitere nogen ind. Hvis I alligevel skal sidde i haven, så drop rengøring indenfor, der er jo ingen der ser det!? Slå hellere græsset!
Alternativt slæng dig i en havestol/liggestol/drømmeseng med en god bog og nyd eftermiddagen.

Der skal selvfølgelig også snittes agurker, tomater, løg og skylles salat til burgerne, men det behøver du ikke gøre, før lige inden gæsterne kommer. Det er i øvrigt oplagt at sætte børnene til at gøre dette arbejde, mens du gør det sidste klar og dækker bord.


Det er kun mig, der kan se det, men dette billede siger en hel masse om mit ægteskab!
Jeg vil have løgene i ringe, han vil have dem skåret i små stykker.
Derfor to slags løg!

Hvis du synes, kan der laves kartoffelbåde/pommesfritter til, det vil mange gerne have til deres burger. Man kan nu sagtens udelade kartofler, hvis jeg skal bestemme... (det får jeg ikke lov til i denne sag, så hos os er der kartofler til.)

Rå kartofler - ville også have taget et billede, da de kom ud af ovnen,
men tror I, jeg huskede det?


Til gengæld tog jeg et billede af kartoffelskrællerne i køkkenvasken.
Så har man set det med.


Bøfferne grilles på weberen, (eller anden grill, hvad I nu har) og er der en mand i huset, så lad endelig ham gøre det. Mænd elsker at styre grillen og min erfaring er, at de ofte er bedre til det end deres koner, så lad dem endelig komme til. Og når gæsterne ankommer, så sørg  for at (det sker nu nok helt af sig selv) mændene står sammen og drikker en kold øl ved grillen, så bliver de i så godt humør og endnu dejligere at være sammen med!

Hvis burgerbøfferne skal være fuldstændig perfekt velsmagende, så lav et hul midt i bøffen, fyld en klat kryddersmør i og luk hullet med fars - så ryger alle planer om at holde den slanke linje for den dag, men du får bøffer, der smager som en drøm. Mange vil gerne have en cheeseburger, så der må gerne være cheddarost på bordet, som kan lægges på bøffen, når den grilles.

Man vil nok typisk beregne to burgere pr. person, men mange spiser faktisk kun én, for man propper den med gode sager. Beregn alligevel 2 pr. mand, for så har I masser af mad til en reprise dagen efter!

Når bøfferne er grillet og sat på bordet, er det bare om at kaste sig ud i at lave sig sin egen favoritburger.

Jeg lover dig, at jeres gæster vil klappe i hænderne og udbryde 'Uhm, hvor er det godt, det her' adskillige gange under middagen, og når du fortæller at de også skal have dessert, så siger de 'åh, så skulle jeg ikke have spist så meget', men tager alligevel lidt mere, fordi de ikke kan lade være.

Desserten er også en nem nem nem én, det er min absolutte yndlings, måske fordi det smager som en irish coffeee i en banan! Det er verdens nemmeste dessert, se et eksempel på fremgangsmåde lige her.


Vi dækker bord efter det princip, man nok vil kalde "tilfældighedsprincippet".
Dugen er et gammelt dynebetræk,  som jeg
har sprættet op og bruger til havebordet. 

Rigtig god fornøjelse!




mandag den 31. december 2012

Ønsk mig held og chokoladelagkage

Overdådig chokoladelagkage



Det får jeg helt sikkert brug for om lidt, hvor jeg kaster mig ud i denne kreation, som meget gerne skulle vække glæde som dessert i aften, hvor vi sammen med meget gode venner hopper ind i det nye år. 

Har du afprøvet denne opskrift, så hører jeg MEGET gerne fra dig - alverdens gode råd modtages med kyshånd.
Godt nytår!
PS. Har nødløsnings-is i fryseren...


tirsdag den 16. oktober 2012

Fra træ til bord


Æblesæsonen lakker mod enden. Dog hænger de allerbedste æbler stadig på træet. Højt oppe. For at få dem ned, kravler jeg op i træet og ryster med grenene, så æblerne falder ned (og af til rammer) dem, jeg har stående klar med kurven til at samle op. I går kom jeg i tanke om en lækker æbledessert, som jeg absolut måtte i gang med at lave. Omgående. 



Årets æblehøst er markant ringere end de foregående. Det skulle angiveligt skyldes, at der var nattefrost i den periode, hvor æbletræet blomstrede. Æblerne har skader - sorte pletter og "slips" - en misfarvet rand ved stilken. Heldigvis smager de ligeså pragtfuldt, som de plejer. Her er kurven fuld af Filippaæbler. Vi har også to andre sorter, som jeg ikke kender navnene på. Og et pæretræ, som hvert år kun giver os én eneste pære.




Den dessert, jeg lavede, findes i mange varianter. Man udhuler æblerne og fylder dem med smør, nødder, mandler, kanel, sukker og rosiner osv. og herefter bages æblerne i ovnen i 30 minutter. Hvis du googler "fyldte æbler bagt i ovn", kommer der en million opskrifter i forskellige varianter frem. 




Lille Hjælper (der igår havde valgt en art sigøjner-outfit, meget farverigt med stribet overdel og blomstret nederdel) var meget entusiastisk under tilberedningen. Men nu havde mor jo også været heeelt oppe i træet efter æbler, så det var ganske særligt. (Fremfor at have hentet dem i Brugsen, forståes)


Her er æblerne fyldt med en klistret masse af smør, hakkede mandler og hasselnødder, rosiner, sukker og så skulle der også have været kanel i, men det glemte jeg. 

Jeg glemte også at tage et billede af herlighederne, da de efter 30 minutter kom ud af ovnen - sindssygt varme, men vidunderligt velduftende og meget lækre.
Vi lod dem køle lidt, inden de forsvandt i vores lækkersultne maver.

torsdag den 19. april 2012

Hvis svaret er rugbrød, hvad er så spørgsmålet?

"Der er altid noget, man er god til. Man skal bare lige finde ud af, hvad det er."
Sådan siger kranføreren Ole til drengen Ivan i filmen Gummi Tarzan -  og jeg har tit brugt citatet. Overfor andre. 


Men hvad med mig selv? 
Det sker heldigvis stadig, at jeg finder ud af noget,  som det viser sig, at jeg er god til.


Som for eksempel at bage rugbrød.


Når det kommer til udfoldelser i et køkken, er der ikke ret meget, jeg er særlig god til. Jeg er ikke decideret elendig til at lave mad, men det ville være lodret løgn at sige, at jeg tryller i køkkenet. Jeg tryller ikke. Jeg læser i opskrifter og følger dem meget nøje. Meget lykkes for mig, men der er også rigtig meget af det mad jeg i tidens løb har serveret, der har været brændt på, kogt over, for salt, for stærkt (jævnfør fx dette indlæg), for surt, for sødt eller på anden måde mere eller mindre mislykket.
At jeg så er gift med en mand, der er suverænt god til at lave mad og som tryller de lækreste retter frem, eksperimenterer og har stort succes med det, har ikke styrket mine madlavningskompetencer. Når han nu elsker at lave mad og er så god til det, så er det da også synd at tage den tjans fra ham, ik?!


Men det er mig, der kan bage rugbrød. 


Jeg har min egen surdej stående på øverste hylde i køleskabet:




Jeg tror det er den utrolig langsommelige proces i skabelsen af et nybagt rubrød, der tiltaler mig så meget.
Jeg bager et rugbrød hver weekend og går typisk i gang lørdag morgen med at blande kerner med vand, hvedemel og surdej. 
Så skal det stå i 8-12 timer. Bare stå og passe sig selv, mens surdejen gør sit arbejde.


Når det så har stået i de mange timer, blandes øl og rugmel i.
Til det er det godt at få hjælp til at røre rundt i skålen:






Når det er rørt godt sammen, skal man huske at tage surdej fra til næste uges rugbrød.


Bagetiden i ovnen er i alt 2 ½ time - og så skal brødet køle i mindst to timer, før det kan skæres ud.


Resultatet er fantastisk hver gang - jeg er meget stolt og glad - og høster en masse dejlig ros og anerkendelse af min familie.










Jeg er god til at bage rugbrød. 


(Og jeg sender en kæmpe tak til dig, der fik mig i gang med det, du ved selv hvem du er...)

onsdag den 4. april 2012

Burning hot

Ja, det er (desværre) ikke mig, der er burning hot, det handler om den aftensmad, jeg lavede i går.
Som altid fik jeg gjort et stort nummer ud af, at det var mig, der skulle lave mad ... Fordi det sker så sjældent.


Jeg fik det lige tilfæligt nævnt for samtlige, jeg talte med i løbet af dagen (ikke at det var mange, måske to?) at det var MIG, der var  dagens chefkok hos os -  og jeg fik det også sneget ind i gårsdagens blogindlæg, bare lige så alle var informerede!




Menuen var Kalkun i chilichokoladesauce (fra kogebogen Geniale Gryderetter) med ris on the side. 







Jeg kørte med klatten i det køkken. Hakkede, snittede og svitsede - var i god tid og havde overskud til både at pjatte, kysse og snakke undervejs.
Kørte den selvsikre stil med et viskestykke stukket ned i bukselinningen og tænkte flere gange ved mig selv, at nu skal jeg sgu også se at få ham manden verfet ud af det køkken, så jeg selv kan komme lidt til fadet. Det giver så mega meget street credit at kunne lave mad (når vi har gæster bemærker de sjældent at der er lagt rent sengetøj på samtlige børnesenge eller at køkkengulvet er nyvasket...) så det er egentlig uretfærdigt, at det kun er min mand, der høster al den ros og anerkendelse et lækkert veltilberedt måltid udløser.
Jeg fulgte opskriften slavisk. Punkt for punkt, teskefuld for teskefuld. Ingen slinger overhovedet. Er det noget, jeg kan, så er det at følge en opskrift. Regler er til for at blive overholdt, retningslinjer for at blive fulgt. Sådan er det.


Manden tog afsted - ud at spise og i biffen med sin Storestorepige, den herboende Storepige dækkede bord og mellempige og lillepige satte sig til rette. De var sultne og spændte på, hvad mor serverede -  og det faktum, at der skulle chokolade i retten, skærpede alles nysgerrighed.


Lige inden jeg satte gryderetten på bordet, smagte jeg på den. 


Smagsoplevelsen var chokerende. Kæft det var STÆRKT!




Tilsatte lidt vand. Og lidt mælk. Det hjalp intet.
Satte maden på bordet og forklarede forlegent børnene, at det vist nok liiige var blevet lidt stærkt, det her mad, men nu skulle de da bare lige smage og man ville hurtigt vænne sig til den stærke smag.


Lillepigen skreg højt og spyttede første mundfuld ud på tallerkenen igen. Kastede sig bagover og råbte på havregryn. 
Mellempigen fandt ud af at tage kalkunstykkerne fra og spise dem sammen med risen og på den måde, lykkedes det hende at blive næsten mæt, men hun drak nok 10 glas vand undervejs.
Storepigen var loyal og tog en ordentlig portion med masser af sovs. Og kapitulerede hostende og med tårefyldte øjne efter 4-5 mundfulde. 


Og mig selv?
Jeg kæmpede mig halvvejs igennem en portion.
Det var BURNING HOT. Brændte som ild i mund, svælg og hals. Ganske forfærdeligt!


Dum kogebog. Dårlig opskrift.
Jeg gider ikke lave mad igen lige foreløbig, når det skal være på den måde.


Og nu skal I ikke skrive, at jeg burde have kunnet regne ud af mig selv, at det ville blive uspiselig stærkt med så meget cayennepeber, som der stod i opskriften. For det er præcis det, jeg ikke kan, når jeg laver mad. Regne noget ud af mig selv. Jeg gør som der står. Nichts weiter. 



onsdag den 26. januar 2011

Når man nu ikke kan servere en kogevask til aftensmad

...så har jeg undtagelsesvis været i køkkenet i dag.
Her i huset er det ellers sådan, at Jens står suverænt for at lave aftensmad og jeg er så ham, der vasker alt vores tøj. Jens er pissegod - som i virkelig suveræn -  til at lave mad, og jeg er virkelig dygtig til at tømme vasketøjskurven, lægge tøjet i maskinen, tage det ud, hænge det op, lægge det sammen og lægge det på plads. Jeg har også øvet mig i rigtig mange år.
Jens går op i at vi får sund og næringsrig mad, jeg sørger for at vi er pæne og rene i tøjet!
Nogen vil sikkert mene, at det er en vigtigere opgave at lave mad end at vaske tøj (man dør jo ligesom ikke af gå i beskidt tøj) men det er jeg naturligvis ikke enig i.


Når Jens som i dag ikke er hjemme, så må jeg jo bevæge mig ud i det køkken.
Og det er egentlig helt dejligt at være der. Og jeg havde tilmed både overskud og tålmodighed til at ha' 2-årig stående på en stol og plaske med vand ved køkkenvasken.


Det er firmaet "Aarstiderne", der bestemmer, hvad vi får at spise. Konceptet er en genial måltidskasse ved navn "Livretter", og vi er mildest talt top-begejstrede.


Fredag morgen er som at vågne på sin fødselsdag, og vi er  begge så spændte,  at det gælder om at vågne først, skynde sig ud og åbne døren, for at være den, der  bærer skattekisterne ind. Hele køkkenet dufter af krydderurter, frisk frugt og grøntsager fredag morgen: Det er himmelsk.


I dag stod menuen på:

Kylling med pasta og grøntsagssauce og salat med hytteost



Den største udfordring var at partere kyllingen, men det klarede jeg, til min egen store overraskelse i flot stil:





 To ud af tre børn var hjemme til spisning og de kunne begge rigtig godt lide maden. Og så er det altså bare sjovere at tilberede og servere. Når de gider spise det, man sætter på bordet.







Velbekomme!






Kylling med pasta og grøntsagssauce og salat med hytteost
4 personer. Tilberedningstid 45 minutter


½ kylling
Smør eller olivenolie
Evt. lidt paprika
1 salat
Citronsaft af ½ citron
2 squash
Olivenolie
2 fed hvidløg
1 tsk. fintrevet citronskal
200 g løg
Mere olivenolie
500 g tomater
1-2 spsk. hakket rosmarin
400 g frisk papadelle pasta, fuldkorn
1 spsk. smør eller 2 spsk. olivenolie
1 bæger hytteost
Havsalt og sort peber

Tænd ovnen på 200 grader.

Del kyllingen i 4 stykker, overlår, underlår, to stykker bryst, det ene med vingeben.
Læg kyllingen i et ovnfast fad og kom lidt smør eller olie på. Krydr evt. med salt og gerne med lidt paprika.
Steg kyllingen i den varme ovn i ca. 35-40 minutter, eller til de er gennemtilberedte.

Skyl imens salaten og slyng den eller lad den dryppe af på et rent viskestykke. Dryp den med lidt citronsaft.

Skær squashene i skiver, ca. 2 cm. Steg dem i olivenolie på en varm pande til de er gyldne. Pil imens hvidløget og hak det. Kom det på panden med squashene og lad dem riste med et minuts tid. Krydr med citronskal og salt.

Kog vand op til pasta.

Pil imens løg og hak dem fint. sautér dem i rigeligt olivenolie i en dyb, varm pande. Skær tomaterne i tern og kom dem i panden. Lad det riste i et par minutter. Smag til med rosmarin, salt og peber.

Kom pastaen i kogende vand og lad den koge et par minutter, til den er al dente. Dræn vandet fra og vend pastaen med smør eller olie og kom den i tomatsaucen.
Anret pastaen med toppet med ristet squash og servér straks med kylling og salat toppet med hytteost smagt til med salt og peber.