mandag den 20. januar 2014

Frost



Vi er ramt af 'Frost-feber' herhjemme! 
I juledagene gik vi alle fem i biffen for at se Disney's nye film 'Frost' - og hold nu op, hvor var den skøn. Selv familiens eneste herre nød filmen.
Der skal en hel del til at få mig fanget ind af en animeret film, men i det her tilfælde lykkedes det, nærmest fra første anslag.
Frost handler om to søstre, prinsesserne Elsa og Anna, som er tæt knyttede til hinanden. Desværre er Elsa født med en slags magisk forbandelse, der gør at alt hvad hun rører ved, fryser til is og da hun som barn har svært ved at kontrollere denne magiske evne og nær forårsager en ulykke, beslutter forældrene at spærre hende inde og holde hende helt isoleret fra omverdenen - og fra sin elskede søster, der derved bliver frygtelig ensom og længes. 
Mange år senere, efter forældrenes død, skal Elsa krones som dronning og er derfor nødt til komme ud af sin isolation - og så tager handlingen for alvor fat.
Parallelt fortælles der en historie om drengen/manden Kristoffer og hans ven, rensdyret Svend, hvis veje krydser Annas, da hun bevæger sig ud på en færd for at redde sin søster.
Fortællingen, der bygger på inspiration af H.C. Andersens eventyr 'Snedronningen', er spækket med drama, forviklinger, forelskelse, svigt, tillid, håb - og selvfølgelig:
En ægte kærlighedsgerning.

Filmens sange er dejlige og  iørefaldende (der er ret meget musical over stilen) og mine piger har hørt dem så mange gange på youtube, at de længe har kunnet alle teksterne udenad. (Vildt, som børn kan lære sangtekster udenad hurtigt, har I tænkt over det?)
Vi går egentlig bare og venter på, at den udkommer på dvd, så vi kan købe den og se den igen.

søndag den 19. januar 2014

Kun hvis du har lyst

I begyndelsen af januar deltog jeg i en helt vildt spændende og inspirerende kursusdag hos Huset Zornig.
Kurset hed '360 grader om den udsatte familie' og vi, der deltog, repræsenterede en bred vifte af faggrupper: Socialrådgivere, pædagoger, lærere, ansatte ved kriminalforsorgen, en børnelæge, en politidame med speciale i videoafhøringer af børn og forskellige andre relevante folk.
Kurset blev afholdt i de lokaler i Kødbyen, der lagde rammen til projektet 'Stemmer på Kanten'.
Dagen var opbygget i tre sektioner, overordnet styret og organiseret af en opmærksom, nærværende og meget engageret Lisbeth Zornig Andersen og hendes ligeså skønne og smilende stedsøster Bettina Smed.

De tre områder vi skulle igennem i løbet af dagen var:
- At være barn af en mor/far der er alkoholiker
- At være barn af en mor/far, der er psykisk syg
- At være barn og blive udsat for seksuelle overgreb

Indenfor alle tre områder, fik vi oplæg af de såkaldte livseksperter: Voksne mennesker, der delte deres egen personlige barndomshistorie og fortalte os om de tanker, følelser, mekanismer, fortielser og løgne, de voksede op med. Det var helt utrolig bevægende at høre disse voksne fortælle om fx det at have psykisk syge forældre, fordi fortællingerne var erfaret med barnets øjne, krop og hjerte.
Oplæggene dannede afsæt til rigtige gode debatter og synspunkter om, hvordan vi, der i vores arbejde møder disse børn, skal være langt skarpere på at opfange deres signaler, lytte til disse og være der til at støtte børnene, den dag de bryder tabuet og betror sig.

Den del der handlede om seksuelle overgreb, blev jeg særligt optaget af, fordi det stadig er noget langt de fleste private mennesker har uendelig svært ved at begribe og håndtere.
Allerede som helt ung lærer, besluttede jeg mig for at jeg VILLE lære at begribe det og håndtere det, for det skylder vi de børn, der har oplevet at blive udsat for overgreb. Det er pine død nødvendigt! 

Jeg har, i mit arbejde som lærer, været involveret i sager om overgreb på børn flere gange, og jeg har to gange (med flere års mellemrum) ledsaget et barn til videoafhøring hos politiet.

ALT det ovenstående er egentlig indledning til det, jeg satte mig for at skrive.

Lisbeth Zornig Andersen nævnte en bogtitel, da vi havde om emnet 'seksuelle overgreb', og hun sagde til os, at det var én af de bedste bøger, hun selv havde læst om emnet. 
Jeg noterede titlen og forfatteren, og bestilte bogen på biblioteket da jeg kom hjem.
Fik den hjem i sidste uge, læste bogens bagside og lagde den væk. 
Tog den frem dagen efter, åbnede den og lagde den væk.

Havde på en eller anden måde en klar fornemmelse af, at det var én af den slags bøger, der kræver at man tager en dyb indånding, har ro og tid til at læse - og så ellers læser nærmest ud i én køre. Ikke fordi det skal overstås, men fordi det bliver for smertefuldt at trække i langdrag.

Bogen er en velskrevet selvbiografi skrevet af amerikaneren Margaux Fragoso. 

Margaux vokser op som enebarn i en familie, hvor begge forældre er voldsomt psykisk ustabile - moderen ryger ind og ud af psykiatrisk hospital, faderen drikker, har et ondt og hidsigt temperament og er voldelig, både verbalt og fysisk overfor sin datter. 
Kærlighed og omsorg er der uendelig lidt af i det hjem. 
Så da Margaux og hendes mor ved et tilfælde møder den 51-årige Peter, åbenbares alt det Margaux savner og mangler i sit ensomme barneliv. Med ét får hun nærvær, interesse og omsorg fra en voksen. Hun får lov at passe og kæle med hans mange kaniner og marsvin, han læser for hende, tager hende med på køreture i byen og overøser hende med positiv anerkendelse og opmærksomhed. Og hun elsker det. 
Det eneste Margaux skal gøre til gengæld er .... at kysse ham dér. Og der. Røre ham dér, slikke ham dér. Da de lærer hinanden at kende er hun 7 år gammel, han er 51 og deres forhold varer ved til hun er 16. 
Gennem Margaux's gribende fortælling, får man et sjældent indblik i den helt igennem sygelige manipulation, den pædofile bruger til at få barnet til 'frivilligt' at byde sig til. Man kommer også til at forstå begrebet 'Stockholm-syndromet' bedre, det med at offeret bliver følelsesmæssigt afhængig af gerningsmanden.

Puha! Det var satme barsk læsning. 
Læs evt. mere om bogen her i Kulturkapellets anmeldelse.




fredag den 17. januar 2014

Derfor lå der et smadret æble i indkørslen

Jeg blev for lidt siden spurgt om jeg vidste, hvorfor der ligger et smadret æble i vores indkørsel.

Ja, det ved jeg.

Det var i morges og jeg var sent på den. Havde ikke lige fået set ud af vinduet, at min lokale afdeling af verden var fuldstændig dækket af sne. Mine døtre og jeg fløj ud og ind af badeværelset og ud og ind mellem hinanden, som vi altid gør om morgenen. Af de helt utrolig mange ting, jeg blev anmodet om at tage stilling til, var én særlig relevant, nemlig om jeg vidste hvor Mellempigens overtræksbukser var. Jævnfør snevejret. Hvor de var? Ikke i den nederste skuffe i den grønne kommode i entréen. Ikke i skabet i Lillepigens værelse, hvor jeg til gengæld fandt et halstørklæde, som jeg har ledt efter længe. Ledte dernæst i kælderen, hvor vi har helt utrolig mange ting liggende. Der var de heller ikke.
Op fra kælderen igen og nu var klokken virkelig mange, så jeg instruerede barnet i at tage strømpebukser under sine almindelige bukser og regnbukser udenpå til snevejret. Endelig ud af døren, stor taske over venstre skulder, nøgler i venstre hånd og i højre en plasticboks med dagens frokost. Ovenpå denne et æble og en pose med gulerødder, fint balancerende. 
Herefter sker følgende: Glider i sneen, men undgår at falde, taber æblet, bøjer mig for at samle det op, hvilket får tasken til at  glide ned af min skulder og slå madkassen ud af hånden på mig. Madkassens låg går op, og mine to rugbrødsmadder med torskerogn falder ud, heldigvis indpakket i madpapir. Får det samlet ind og lagt i boksen, men glemmer æblet, da det er sunket ned i en bunke sne og ikke kan ses.
Får sat mig ind i bilen, tændt denne og stiger derefter ud igen for at skrabe ruderne rene for sne. Siddende i bilen igen, bakker jeg ud af indkørslen, og lige da jeg skal til at sætte i fremadgående gear og køre afsted mod arbejde, siger det 'PLING' inde i mit hoved, og jeg kommer i tanke om, hvor Mellempigens overtræksbukser er. Kører op foran huset igen, standser og stiger hurtigt ud, skynder mig mod døren. Træder på vejen i noget, der splatter under sneen og på mine støvler. Løber ind i huset, ned i kælderen og løfter en flyttekasse væk, hvorefter en kasse under denne kommer til syne. Den kasse hvori overtræksbukserne ligger.
Mellempigen bliver glad, tager imod bukserne og jeg suser ud af døren igen. Og ser at det er æblet, jeg har trådt i. 
I løbet af dagen smelter al sneen og det eneste, der vidner om min stressede morgen, er et udsplattet æble i indkørslen. 
Nu ved I også, hvorfor det ligger der.

God weekend!

søndag den 12. januar 2014

Grønne linser og én på 42

Det er noget, jeg har brug for hjælp til.  Hvis du ved nogen om grønne linser, så bliv for Guds skyld hængende.

Her er en pose med grønne linser:






Og her er bagsiden af posen, hvoraf det fremgår, hvordan jeg skal tilberede linserne:




Der står at linserne skal sorteres og skylles inden kogning, skylningen er jeg med på, men sorteres? Hvordan? Hvad er det, jeg skal sortere væk? Når jeg kigger ned i posen, ser de fuldstændig identiske ud alle sammen?

Grønne linser. Jeg kan ikke fordrage grønne linser. Eller røde for den sags skyld. Foretrækker linser fra bageren og mine kontaktlinser :) Men nu er der en hel del grønne linser i mit liv i de kommende uger. Pyha.

Vi skal på kur! Fra i morgen og fire uger frem køres der slavisk frem efter en kur Christian Bitz har delt ud af. Jeg har fundet den via hans facebookside 'Luk munden og let røven' (bedre slanketip findes næppe) og nu vil jeg prøve.

Det er kun anden gang i mit liv, jeg følger en færdigsyet kur, første gang er ca. fem år siden og dengang var det noget  Lene Hansson-halløj med 'sund og slank på 8 uger' og det var meget effektivt.

Mit fokus er ikke stort på selve det at tabe mig, sjovt nok er jeg meget mere optaget af, om jeg har viljen til at gennemføre. Det vil vise sig om fire uger, men jeg er vældig opsat her aftenen før kick-off.

Jeg har fødselsdag i dag. 
Og hvis jeg var statsminister, ville jeg bestemme at alle mennesker, der ønsker det, altid må have fødselsdag om søndagen.
Vågnede langsomt. Fik serveret kaffe på sengen. Drak den og læste lidt, mens jeg lyttede til mand og piger, der puslede i køkkenet. Blev kaldt på - og sunget for og inviteret til dejligt morgenbord med pandekager. 
Tussede rundt og hyggede, ordnede søndagsting herhjemme intil sidst på eftermiddagen, hvor vi kørte til Vejle og stod på skøjter i tusmørket, inden vi rundede dagen af med at spise på 'Flammen', ny kæde-konceptrestaurant, som er en dejlig og tiltrængt variant til Jensens og Bones, som jeg egentlig ikke er så vild med.

Selfie fra skøjtebanen:




Det holder max at være 42 år. Føler mig klart klogere, stærkere og langt mere moden, end da jeg kun var 41. 

mandag den 6. januar 2014

Tak for den, må hun have tænkt

Hørt i den lokale idrætshal hvor to svedende kvinder står og taler sammen efter endt træning.

Kvinde 1: Pyhha, jeg sveder, det var godt nok hårdt.
Kvinde 2: Ja, du er også lige startet ik?
Kvinde 1: Jo, nu skal der ske noget med figuren
Kvinde 2: Jeg begyndte for et halvt år siden, men jeg svedte ikke så meget i starten. Men jeg var selvfølgelig heller ikke ligeså tyk, da jeg startede, som du er...


Er det okay at sige sådan til én man ikke kender? Eller kendte de hinanden og er det så okay at sige sådan til én, man kender?

søndag den 5. januar 2014

Så kom da



Det er weekend og hos os bruges den til at toptune hamsterhjulet, så det er velsmurt til vi alle kaster os ind i det i morgen tidlig.

Billedet er lånt her

#Der er ryddet op, gjort rent og skiftet sengetøj på alle børneværelser
#Vasketøjet er (næsten) i bund
#Der er lagt madplan for og handlet til hele den kommende uge
#Om lidt laves der dej til bagning af madpakkebrød

Alt sammen ret kedelige og rutineprægede ting, som vi alligevel godt kan gå og hygge os med. Og som afbøder de slag, det giver at lande i hamsterhjulet, av hvor man slår sig, især hvis man som jeg gør entré før 6.30.
Det giver faktisk et slag, der tager de første 2-3 dage at komme sig over.
Men nogen trænger til at komme i skole igen og nogen har længselsfuldt spurgt 'hvornår skal jeg i børnehave igen', og andre trænger sgu nok også til at komme lidt ud på egen hånd igen efter helt utrolig mange dage i familiekassen.

torsdag den 2. januar 2014

Til den person

...som jeg, muligvis fordomsfuldt, antager er en mand, der er landet på min blog ved at google sin kones bare numse, vil jeg gerne sige følgende:


Bag på hende. Du kender hende, så du ved hvad hun tænder på.
Vis hende opmærksomhed, køb blomster, hvisk kærlige ord i hendes øre. Giv hende morgenkaffe på sengen eller whatever du ved, hun elsker.

Så er jeg sikker på, at du ender med at få lov at se den 'live'.
Får jeg ikke ret, så skynd dig væk. 




Er det ikke nærmest vedtaget ved lov, at der altid mangler én?

Sammen med min søde introverte Mellempige har jeg en beskæftigelse, som jeg godt udefra kan synes, virker en lille smule fjollet for en dame i min alder. Jeg har tidligere tænkt at den slags var noget halvtossede særlinge og folk uden venner fik deres tid til at gå med. 
Ikke desto mindre har det vist sig at jeg, når jeg fordyber mig i denne beskæftigelse, får ro i tankerne, glemmer stress og jag, slapper af, hygger mig og kommer i en for mig sjælden tilstand af det, der så moderne hedder mindfulness.

Vi lægger puslespil. 

Jeg havde købt et nyt med 1000 brikker til en weekendtur i begyndelsen af december. Helt seriøst havde jeg troet at vi kunne lægge det hele i løbet af weekenden, men jeg tog grueligt fejl. Vi skulle også lige nå at gå lange ture ved vandet, se film, bade og spise, men vi nåede kanten og lidt af alle fire hjørner og måtte herefter tage det fra hinanden igen og transportere det med hjem igen. 




Hjemme blev det så lagt op et sted, hvor det kunne blive liggende så længe det end måtte vare, og hele december har vi gået til og fra projektet. Når julen truede med at kaste stress-spells ned over mig,  eller når der har været én af helt ufattelig mange håndboldkampe i tv, har man ofte kunnet finde mig bøjet over brikkerne. Ikke i timevis, men en halv time i ny og næ. Ofte sammen med Mellempigen der i modsætning til mig, mange gange har siddet over det flere timer i træk. 
I løbet af juleferien er der sket rigtig meget med det smukke motiv af en lille norsk bygd ved en smuk fjord.



Og endelig! I går eftermiddags kunne vi lægge de sidste brikker på. Men se nu på billedet? 

Hvorfor i hele hule helvede (pardon my french) mangler der ALTID én brik? Det er aldrig to eller tre brikker, men altid bare én eneste lille skide brik. 

Kassen er vi også kommet til at smide ud, den røg vist juleaften sammen med infernoet af papir, emballage, kasser og poser.

Hvad stiller man op?

Med et puslespil på 999 brikker og et låg, men ingen kasse?

Brændeovnen?