torsdag den 14. februar 2013

Barndomshjem

Børnene drikker Ribenasaft og griner, når jeg fortæller at onkel J. havde værelse der, hvor de nu sover. Og at mit værelse var det lige ved siden af. De synes, det lyder skørt at onkel J. og jeg har boet sammen hjemme hos mormor og morfar. Og de lægger ikke skjul på misundelsen. 
Jeg bedyrer ellers at morfar godt kunne være skrap, og at man altså skulle smøre madpakker og lave lektier dengang jeg boede der. Men det tror de ikke helt på, for der findes i deres verden ikke rarere og hyggeligere mennesker end mormor og morfar. Der er noget meget meget trygt i at have et barndomshjem. Et sted, hvor alt ligner sig selv og hvor sofaen står der, hvor den altid har stået. Her har jeg rod og her er jeg ikke mor, kone eller skolelærer, jeg er datter. Og lige meget hvor gammel jeg er, siger min mor at jeg skal køre forsigtigt og fortæller mig hvor jeg kan parkere, når jeg kører til byen, selv om jeg har været det sted hundredevis af gange før. 


Dér hang engang en gynge, her sad jeg tit og læste og i det skab, gemte onkel J. sig altid, når vi legede gemmeleg. Når det ringede på døren, var det nogen, der spurgte om vi kunne lege og ude på vejen var der altid børn, der legede Når K og jeg var uvenner, satte jeg mig på lyskassen ved lygtepælen og spejdede mod huset, hvor hun boede, i håb om at hun kom ud igen, så vi kunne slutte fred. Skal vi hoppe i svingetov, kunne hun for eksempel spørge og så vidste jeg, at vi var gode venner igen. Vi legede at vores cykler var heste og så kørte vi rundt og rundt og rundt på vendepladsen, som så var en ridebane. 
Vendepladsen er der endnu. Jeg husker den som meget større, men må jo have været mig, der var mindre.


Mit barndomshjem er lyden af en bestemt dør, der klaprer, det er duften af mad og det er varme og tryghed.
Det er nogen, der synger og griner højt og nogen, der slår ud med armene og sætter kaffe over. Det er formen, jeg er støbt i, ophavet til mig. 
På én gang et sted, hvor jeg falder frit og giver slip, men også et sted, hvor 'selvfølgelig' og  'plejer' bliver til bundethed og laden-stå-til, fordi nogen ting ikke skal eller kan blive anderledes. Men jeg kan lide det sådan, fordi det er dér, hvor jeg kommer fra. Og elsker at vende tilbage til i nogle timer, dage. 

2 kommentarer:

Lotteriet sagde ...

Hørt!!
Jeg har det ligesådan med mit barndomshjem, jeg er bare ked af at jeg ikke har formået at give mine børn det samme. ( så har jeg givet dem så meget andet)
For at komme en tur hjem, gå ned ad gaden, se på alle husene og bare "være til" så er man hjemme i ordets bogstavligste form.

HelleA sagde ...

Hej Lotte,
Det samme er jo tilfældet her for mine to ældste piger - jeg har tænkt de samme tanker som dig ...

KH Helle