Anders Agger

Samme nat drømte jeg at han bankede ligeså stille på min dør, åbnede den sagte og hviskede 'så er det nu', hvorefter jeg listede ud med den taske under armen, der siden, jeg gik til ro havde stået pakket og klar under sengen. (Sidebemærkning: Egentlig ret flot at jeg selv i drømme husker at pakke og medbringe en taske, lige meget hvor jeg skal hen? Tag den, psykolog!?) En seng, jeg i øvrigt sov i alene, der var ingen forklaring på, hvor ham, der har en vielsesring magen til min, befandt sig? Der var heller ingen børn, formoder jeg, ellers ville jeg vel ikke bare skride midt om natten!

Det var mørkt udenfor, vi listede hen til hans bil, satte os ind og kørte hurtigt væk. Hvor skulle vi hen? Og hvordan var vi overhovedet kommet i tanke om at skulle stikke af sammen?


Manden i min drøm var Anders Agger. Ham den megalækre med den sexede stemme fra DR, som evner mere end noget andet tv-menneske, jeg kender at træde ind i et rum - og fuldstændig uanfægtet hvor grimt og fælt, der måtte være i det rum, turde blive der. Blive der længe -  sammen med det eller de menneske(r), der befinder sig i rummet. Og som til de mennesker, han møder, formår -  helt nede på jorden - at stille både de spørgsmål, der ligger ligefor, men også dem, der kradser i overfladen og gør ondt.

Jeg havde været til foredag med Anders Agger den aften, og jeg vil på ingen måde udelukke at det efterfølgende drømmecrush på ham, hang sammen med at jeg skulle have fulgtes til foredraget med ham, der har en vielsesring magen til min. Men så skete der det, (for ham) meget uheldige at han glemte alt om vores aftale, og kom til at lave en anden aftale  med en ven i stedet. Og noget med noget Champions League. Jeg tror, muligvis, siger det bare, at det havde noget med det at gøre, at jeg i min drøm sov alene...

Men altså, får du nogen sinde mulighed for at tage til foredrag med Mr. Agger, så gør det. Han er megagod. Underholdende på en dejlig uhøjtidelig og helt vildt jysk måde. Nærværende ad helvede til - på samme måde som i de mange formidable dokumentar-programmer, han har lavet for DR. 

Jeg husker særligt de fem programmer: 'Sømanden og Juristen, historier fra et hospice', hvor Anders Agger i seks uger arbejder som frivillig på et hospice i Hvide Sande. 








Hvor grænseoverskridende og smerteligt det end kan føles at få døende mennesker helt ind i stuen, mens man sidder med aftenkaffen foran sit tv, så er lige netop de programmer, noget af det mest livsbekræftende, jeg nogen sinde har set. 

Så jeg håber lidt at det var det, vi skulle i min drøm, Anders og jeg. Ud at finde nogle mennesker, vi kunne snakke med og lave dokumentar om. Alt andet er næsten for banalt, skriver jeg her, mens jeg griner højt og godt ved at det er det banale i livet, jeg foretrækker. 

Skrevet til 25.april 2015:

Du kan se de fem dokumentarskildringer her.
Jeg har set dem alle fem ud i én køre i dag, har grinet, grædt og mærket hvor meget det betyder for ens eget liv at møde, se og opleve at kunne spejle sig i andres. 

Irriteres over blomsterhandlende arving i orange hættetrøje

Gad vide om jeg er den eneste, der irriteres voldsomt over karakteren Signe Larsen/Sunshine i DR's nye søndagsserie 'Arvingerne'?

Karakteren virker decideret utroværdig på mig, og jeg har virkelig svært ved at gennemskue hvorfor? Tror det er noget med  at det modsatrettede mix af barnligt naiv og latterligt godtroende (jamen jeg ville jo bare hjælpe min nye familie... har savnet søskende hele mit liv) og så noget stædigt og råt (I får ikke mig ned med nakken, jeg vil kæmpe for det hus) SLET ikke passer med hendes fysiske udtryk. 

Det ville helt sikkert dæmpe min modstand, hvis hun ikke optrådte i den orange hættetrøje i hvert eneste afsnit. Og lige da jeg havde sagt det til ham, der har en vielsesring magen til min, tonede hun frem på skærmen i en GUL hættetrøje. Jeg synes ikke, det hjalp.

Måske håber DR at Sunshine-hættetrøjen kommer til at nagle sig fast i vores bevidsthed på samme måde som Sarah Lund-sweateren?