Katie Melua og kærlighed

Et indlæg, der handler om at jeg ved at høre en bestemt sang, kom til at tænke på noget ret fantastisk...

I dag fik jeg ro på mine elever ved at spille dette nummer med Katie Melua for dem. Mens Katies smukke bløde stemme fyldte rummet, og børnene satte sig ligeså stille og én efter én faldt til ro, tog mine tanker på en rejse tilbage til 2008. Vi var på Smukfest sammen, ham der har en vielsesring magen til min og jeg. 

Jeg var gravid med Lillepigen, ret så gravid endda, for det her var august og jeg havde termin sidst i oktober. 

Smukfest vil altid være noget helt specielt for os, for det var jo her, vi mødte hinanden og mit liv tog en uventet drejning. Og nu var jeg der igen - med vores kærlighed ret så fysisk manifesteret af en baby i maven. Med kærlighed, taknemmligehed og graviditetshormon piskende rundt i kroppen, jeg græd som pisket under hele koncerten. Stod bare der, på toppen af bakken med ansigtet vendt mod Bøgescenen og tudbrølede mig gennem koncerten.  

Det bedste

Det bedste ved at komme hjem efter fem dages vinterferie var at han var så uendelig glad for at have os hjemme igen. Han hoppede nærmest rundt som en kulret labradorhvalp, der har været alene hjemme i alt for mange timer.
Vores fravær havde mindet ham om, hvor kedeligt han synes det er at bo alene, og hvor meget vi betyder for ham. Man skal have sin familie, sagde han og smilede over hele hovedet.

Ferie, we like!

To år regnede vi os frem til at der var gået siden sidst! To år Mulle, siden ham der har en vielsesring magen til min og jeg var på weekendtur, bare os to. Det var i september '14, hvor vi havde en forrygende dejlig weekend sammen i Berlin.

Når fakta nu er at tid alene sammen er flødeskum på vores ægteskab, hvorfor tager vi så ikke afsted på den slags ture oftere? Svaret er nok en kombi af fortravlethed, økonomisk prioritering og fravær af initiativ (fra os begge), og så har især jeg i årenes løb (da børnene var yngre) haft noget med, at når jeg kun var sammen med mine ældste børn hveranden weekend, så føltes det 'forkert' at tage væk fra dem. Nu er de så store, at de er skideligeglade - og denne gang ramte vi en weekend, hvor de alligevel var hos deres far. Lillepigen blev sat af i Århus hos mormor og morfar, og vi drønede så nordvest på til the area of Sallingsund. 

Hotel Pinenhus var okay, men ikke meget mere end det. Udefra ser det flot ud, og man imponeres da også over så nyt og velholdt der er i receptions- og restaurantområdet. Det er tilsyneladende renoveret i nyere tid. Det samme kunne man så ikke sige om værelserne. Det, vi boede på var ikke bare grimt og brun-mønstret, men virkede gammelt og nedslidt. Det trak ind af vinduet, og jeg frøs mig i søvn begge nætter.  Badeværelset mindede mig om det, jeg engang havde, da jeg boede på kollegie på Amager i 1991! Ikke imponerende!

Men ved I hvad? Den fireretters i restauranten var super (omend kold agurkesuppe aldrig kommer på listen over mine favoritforretter, men det kunne de jo ikke vide), hvidvinen var kold og lækker og selskabet var i top. Vi spiste længe og snakkede meget fredag aften - med udsigt til lys fra billygterne over Sallingsundbroen.

Lørdag morgen sov vi længe. Helt til 7.30! Ha! Ned i hotellets restaurant og have superlækker varieret morgenbuffet, og derefter op på sengen og slå mave og læse i en times tid. 

Lørdagen gik henholdsvis med strøgtur i Nykøbing (hyggelig by, plastret til i Halloweentema, selv statuerne på torvet var klædt ud) og senere kørte vi ud til Spøttrup Middelalderborg. Fed gammel borg med masser af spændende fortællinger fra middelalderen - absolut et udflugsmål værd, og meget gerne med børn!

Jeg fik taget et billede lige inden regnen begyndte at sile ned!

Efter besøget på borgen var klokken en hel del over frokosttid, så vi kørte til den lille by Glyngøre, kun for at konstatere at her var intet at komme efter. Og det lidt der var, var selvfølgelig lukket. Videre til Nykøbing igen, og efter at have snust lidt rundt i byen, faldt valget (stærkt påvirket af rumlende maver) på The American Diner. 

Kl. var nu 15 og vi var skrupsultne. Min kære mand faldt over denne annonce i menukortet, men inden han nåede at sige en lyd, havde jeg skrækslagent råbt: 'Det gør du bare ikke!

Og nej, det gjorde han ikke.

Han spiste en anden stor okse-fætter, mens jeg gumlende arbejdede mig igennem denne kyllingeburger. Én af de bedste jeg har fået i årevis!

Efter kaffe og lidt mere gåtur tumlede vi mætte og glade tilbage til hotellet, regnen piskede ned nu, og lørdag aften blev tilbragt arm i arm med øl, chips og chokolade, Breaking Bad på Netflix og en film, der var i tv.  Lyder det kedeligt? 

Det var alt andet end kedeligt, det var lige hvad vi trængte til.

I dag er jeg hjemme med pigerne, vi skal rydde op og gøre rent (og de er alle tre beordret til at hjælpe mig), således at her ser ordneligt ud, når en hollandsk familie ankommer her onsdag aften. Omtrent på samme tid som vi ankommer til deres hjem i forstaden Ijburg i Amsterdam.

Det er jo sådan, det er

Tusind tak for likes og positive tilkendegivelser til mit forrige 'mor-har-skyld-med-skyld-på indlæg her på bloggen.

Det jeg ville, og som I tydeligvis fangede, var at ridse lidt i glansbilledet af den perfekte familie og det perfekte overskudsagtige moderskab. 
Enhver, der har børn, kender de situationer, hvor vi allerhelst spolede filmen tilbage, og fik sagt eller gjort noget andet, end i første take. Ikke bare enhver, der har børn, men enhver der lever i tætte relationer med andre. Tilværelsen sendes live, stilen er håndholdt og gjort kan ikke gøres ugjort. 
Gu' var jeg ej stolt af min glatte afvisning af mit barn, men heldigvis kan man med forholdsvis beskeden indsats lappe på de huller, man laver, glatte ud og puste på sår, og gøre det kiksede næsten ukikset igen. Man kan sige undskyld. Fortælle at man er ked af den måde, man fik sagt tingene på, og tilbyde at gøre det godt igen. Den evne er for mig at se langt vigtigere end aldrig at fejle. Får hun traumer af oplevelsen? Det tror jeg bestemt ikke. 

Bonusinfo til den malede sten med påskriften 'MOR' (ikke et øje tørt), som nu har fast plads på mit natbord og som jeg elsker højt:

Vi samlede kilovis af sorte sten på en sort strand på Island, og aftalte at male på dem, når vi kom hjem. 
Pigerne glædede sig, og allerede et par dage efter hjemkomsten blev der indkøbt acrylmaling og lånt en pose acryltuscher, og siden har der dagligt været gang i produktionen. Det har derfor været en tilbagevendende begivenhed, at jeg af meget insisterende Lillepige har fået vredet armen om på ryggen, fordi jeg skulle se og beundre hendes kunstværker. 

Helle og Monopolet

Jeg gætter på at der er mange andre end mig, der har haft lyst til at ringe ind til Mads og Monopolet en lørdag formiddag. Ikke for at bidrage med et dilemma, som de aktuelle monopol-deltager kunne drøfte, men for at give sit besyv med til de dilemmaer, monopolet har oppe at vende.

Sådan havde jeg det helt vildt i dag. Talte højt med fra bilen under dilemmaet med en ung kvinde, der ikke kunne beslutte sig for, om hun skulle udskyde sit psykologi-studie et år og ved samme lejlighed give afkald på den perfekte bolig, for at rejse til Canada og satse på den helt store kærlighed, som hun havde mødt derovre under et studieophold.

Monopolet bestod i dag af Søren Fauli, Barbara Moleko og Stephanie Surrugue, tre mennesker jeg udelukkede har høje tanker om, men de fik simpelthen, efter min mening, tegnet billedet i det her dilemma alt alt for unuanceret op.

Dilemmeet kom til have som omdrejningspunkt, om kvinden skulle 'droppe' sin fornuftige, gode og sikre tilværelse i Danmark, med fokus på uddannelse, relevant studiejob og stabile boligforhold -  eller om hun skulle flytte til Canada og ind i kærestens tilværelse, hvilket så kunne betyde at hun måtte tage noget 'tilfældigt' arbejde (job på café eller hos Mac Donalds blev nævnt som eksempler), for at tjene til dagen og vejen. 
Pigen sagde selv i oplægget over telefon, at det at skride til Canada for at prøve kærligheden af jo ikke rigtig gav noget til cv'et, og når alt nu kørte på skinner for hende i Danmark, så var det jo  ikke helt nogen ordenlig grund til at sætte det hele over styr. 

Og hertil er det så at JEG siger:
Jo, kære unge kvinde, der er den bedste grund, der overhovedet kan være i hele verden, nemlig kærligheden og ønsket om at finde ud af om den kan briste eller bære.

At bo i Canada et halvt eller et helt år, med alt hvad det indebærer at omhu, planlægning, sats og chance er da i den grad noget, der vil komme til at give personlig robusthed, og det jeg sad og råbte i bilen, var at hun selvfølgelig ikke skulle søge arbejde på en café, men i stedet finde noget, der nemt kunne kaldes studierelevant - Et job med børn, handicappede, ældre, hjemløse, socialt udsatte eller hvad ved jeg, der er da utallige jobs med fokus på medmenneskelighed og relationer, der vil tilføre ballast og styrke til enhver kommende psykologs erhvervsmæssige fremtid. 

Den nuance havde monopolet slet ikke øje for, men med undtagelse af Stephanie, var de da enige om at den unge kvinde skulle rejse over til sin kæreste. Ellers finder hun jo aldrig ud af om det skal være dem forevigt. 
Dagens udgave af det herlige radioprogram kan høres her.

Berlin, wunderschön und alles

Sidste weekend blev tilbragt Unter Den Linden og den slags steder, I en by man ikke kan andet end at elske. I hvert fald elsker jeg Berlin og at være i en by, man elsker, sammen med en mand, man elsker, det er sgu da win-win, der vil noget! 

Vi ramte det perfekte match af afslappende stillesiddende fra fortovscafé-på-byens-liv-kiggende stunder til aktivt museumsbesøgende turister med lyst til perspektiv-på-verden udvidende oplevelser, som fx den, der er fotograferet herunder, hvor vi besøger monumentet for de forfulgte jøder under 2.verdenskrig: Dänkmahl für ermordeten Juden Europas.

Jeg græd en del undervejs og vi talte ikke sammen de første 20 minutter efter vi kom ud fra det museum, der ligger under selve monumentet. 

En stor grund til at vores ophold i Berlin var så utrolig vellykket var at vi udover klassikeren fra Politikens Forlag ' Turen går til Berlin' også havde medbragt den noget  mere

alternative, men også megainspirerende Berlin-guide, som den danske forfatter (permanent bosiddende i Berlin) Sissel-Jo Gazan har skrevet. Vi havde Sissel-Jo med overalt hvor vi 

gik og skiftedes til at læse højt for hinanden af bogens mange 

charmerende og på-den-vildt-hyggelige-måde underholdende  anekdoter.

På billedet herunder besøger vi et stykke meget tankevækkende kulturhistorie. Et stykke by inklusiv bevaret Berlinmur. Området var spækket med informerende info-tavler og standere med billeder og film, en live-historie/samfundsfagtime indenfor den disciplin Antorini kalder 'Understøttende Undervisning'. 

Brunch på fortovscafé i Prenzlauer Berg. Hvis et måltid kan fremkalde følelsen 'lykke', var det det, det skete. Lige der, midt i det hele, med ham det har en vielsesring magen til min. 

Om søndagen regnede det hele formiddagen, men det betød intet, for vi havde en plan. 

Og jeg fik i den anledning købt mig en paraply. Min første ever. Skulle blive 42 år gammel før jeg for første gang blev ejer af min helt egen paraply. I love Berlin og I love min nye paraply.

Til sidst et billede af et skilt fra U-bahn, som jeg kom til at smile så dejligt af. For jeg vedtog at det betød: Du skal være forsigtig med at danse boogie-woogie på vej ud af toget. 

Strøtanker om

Ferie, blandt andet
Uge 10, Sharm El Sheik, har der stået i vores fælles familiekalender i mere end et halvt år. Uge 10 kom - og vi skiftede mørkt, trist vintervejr ud med 28 graders varme, dejligt hotel, lækker pool, kolde drinks og dejlig mad. All inclusive. På morfars regning. Ahmen, det var heaven, kan jeg godt sige jer!

Hverdag, som den nu er
Og set i lyset af uge 10, blev uge 11 sgu noget tam i det. Heldigvis vendte vi hjem til dejlige danske forårssolskinsstråler, og med solbrune arme og ferieglimt i øjnene glædede vi os stort over, at vi lige netop kom hjem, som udenrigsministeriet begyndte at fraråde turister at rejse til Egypten, herunder der,  hvor vi lige havde været. 
Tænker alligevel på at hverdag og ferie er dialektiske størrelser. Det ene ville ikke være det, det er, uden det andets eksistens. 

Krop, med særlig vægt på arme
Der var én der sagde, at hun kunne se på mig, at jeg havde tabt mig. Det er altid nice, når nogen siger det, men hun uddybede så med, at det især var på mine arme, man kunne se det. Så stadig stor røv og maveflæsk, men nu med pindarme?
Men det er sandt, og derfor meget meget dumt, at jeg var så kategorisk, dengang jeg sagde definitivt farvel til størrelse 40. 
Nu kan jeg passe den igen! Så hermed bevist at man aldrig skal sige aldrig...

Verden, generelt
Den er langt væk fra mig, for det meste, og jeg er for dårlig til at huske at forholde mig til den. Jeg taler om den, fortæller om den, ser nyheder. Men holder den generelt ud i strakt arm, for den rummer så meget, jeg ikke kan kapere.
Hvor fanden er det fly? Det er noget af det mest angstprovokerende, jeg længe har hørt om. Og det har nu været væk så længe, at jeg ikke er sikker på, at jeg tør høre om det, hvis vi nogen sinde finder ud af, hvad der skete med de stakkels mennesker ombord. Åh hvor er verden nogen gange grum. Er der overhovedet et håb her?


Kærligheden, i særdeleshed
Fordi den er størst af alt, gør den også mest ondt (bare spørg Burhan og Medina.)
Jeg synes tit, den skide kærlighed vælter mig, bedst som jeg lige troede, at jeg havde styr på den. Sådan er dens væsen tilsyneladende. Det er jo typisk, at der hvor jorden skælver under os, at vi kan mærke det vigtigste.

Selvironi, at kunne grine af sig selv
Jeg under 100 % ham, der har en vielsesring magen til min og vores mekaniker, der fik sig en skraldlatter, da mekanikeren ringede for at sige, at det som fruen i huset havde anført som en 'mærkelig raslende lyd fra bilens bagpari', viste at være fordi, hun havde glemt at der lå en barnecykel i bagagerummet. Mega Blondine er jeg altså nogen gange, så er det sagt!

Kaffe, blandt ting man ikke skal kimse ad
Jeg elsker kaffe og foretrækker stempelkaffe. Derfor er denne geniale to-go-kop fra Bodum mit nye kæreste eje. 
Her taler vi altså seriøst funktionelt design. I love it. 

Foredrags-og debataften om unge og alkohol, med stof til eftertanke

Storepigen og jeg deltog forleden i et arrangement på skolen om unge og alkohol. Oplægsholderen og debatskaberen var ham her og han var skidegod. Hans holdninger blev slået med syvtommersøm og argumentationen var i orden. 

De skal ikke drikke før de er 16. Det siger loven!

Og jeg siger, at nu skal vi spise.

Utrolig romantisk

Mormor og morfar er taget tre dage i Jesperhus med deres i alt fem børnebørn. Det betyder, at der ingen børn er i vores hus i disse dage. 
Uhhh uhhh uhhh, hvilke storslåede muligheder for at genopleve honeymoon-fasen og rigtig være sammen som ægtepar og ikke bare som de voksne i en stor familie. Spørgsmålet var bare - skulle vi blive hjemme for nedrullede gardiner, tage ud og spise, gå i biografen eller måske stikke af til et hemmeligt sted langt væk? (Dog begrænset hvor langt væk, man kan komme for 0 kroner på tre dage, men tanken var dejlig...)

Fredag aften var jeg til den store sommerferie-personale fest på skolen, så den var taget. Lørdag gik med praktiske gøremål i hus og have, en lille løbetur og generelt plejning af små tømmermænd og nydning af alene-tid. Vi kiggede på hvilke film, der gik i biografen, vi snakkede om nye spisesteder i byen og byggede en skøn forventnings-stemning op, der mindede og en meget svunden fortid, hvor vi havde hveranden weekend alene sammen, og derfor havde masser af overskud på kærestekontoen.
Jens gik i haven for at klippe hæk.
Jens kom ind fra haven med hånden for det ene øje. Han havde fået noget i øjet, der generede helt vildt, og som ikke gik væk. Han skyllede sit øje. Han gned og gnubbede i det. Jeg kom med gode råd og fik ham sågår til at stå og skære løg i køkkenet, for på den måde at sætte fut i tåreproduktionen, så øjet kunne skylle sig selv. Det blev værre og værre. Jens' øje svulmede op og blev mere og mere rødt og han kunne ingen steder være, for svie og smerte.
Jeg blev bekymret og foreslog et opkald til lægevagten, for at få et godt råd. Så Jens ringede, og blev taget meget alvorligt af en vagtlæge, der gerne ville se ham straks.

Og således gik det til at vores romantiske lørdag aften blev tilbragt i lægevagtens venteværelse og senere, efter en tur på apoteket efter øjendråber, hjemme i stuen, hvor min kære mand sad med en forbinding plastret på øjet, der skulle sørge for at øjet var lukket og i ro de næste 12 timer. 
Vagtlægen havde intet fremmedlegeme fundet i øjet, men derimod en lille ridse på hornhinden, som vil læge sig selv i løbet af nogle dage.
Det er farligt at klippe hæk! Kun en tåbe frygter ikke haven!

I aften går vi i biografen.

Skulle det have nogen interesse

Så har jeg (under fanen 'sider') samlet alle de indlæg, om hvordan jeg mødte ham, der har en vielsesring magen til min. Listen af indlæg kan også ses her:

Tilbageblik 1
Tilbageblik 2
Tilbageblik 3
Tilbageblik 4
Tilbageblik 5
Tilbageblik 6
Tilbageblik 7
Tilbageblik 8
Opfølgning 1
Opfølgning 2

Opfølgning 3
Opfølgning 4 og slut


Her er et billede fra den dag, vi blev gift. 3.maj 2008.
Jeg var gravid med Lillepigen og konstant meget træt, forkvalmet og utilpas. Det betød heldigvis ingenting den dag. 

Man kommer langt med...

Når man har en mand, der rejser meget med sit arbejde og eksempelvis har været væk det meste af denne uge, således at man har holdt røven op på en hel familie og alene stået for alt det praktiske, så er der to ting, som gør at sådan nogle dage til dage alligevel bliver gode dage, der er alt sliddet værd:


1) En fantastisk veninde, der kom forbi og lavede aftensmad til børnene og jeg, mens jeg var med to af dem til svømning. Det var guld værd og jeg er så taknemmelig.

2) En mand, der kom hjem midt i nat og ikke gik i seng med det samme, men i stedet skramlede rundt, åbnede skabe og skuffer, så jeg vågnede og var meget tæt på at råbe "Hvad er det, du leder efter", men i stedet faldt jeg i søvn igen og mødte her til morgen denne på badeværelset:

Som indeholdt det her:

Jeg siger det bare: Man kommer rigtig langt med gode veninder og Kenzo!


Rigtig god fredag!

Kvæl det med kærlighed

Lillepigen, 3 år:
-Mor du er dum
-Ja, det er jeg, men du er sød
-Mor, du må ikke snakke til mig, jeg er sur på dig
-Det er helt okay, at du er sur, sig til når du er færdig med at være sur... så er jeg stille imens...



Forleden spurgte Charlotte, som har denne skønne blog sine læsere, hvad der var det bedste råd i forhold til livet og lykken, de nogen sinde havde modtaget. Råd forstået som en levesætning, et citat eller lignende, som man kan hive frem i situationer, hvor der er brug for det.
Jeg skrev i kommentarfeltet og fortalte om et råd, som dækker over noget, jeg har kendt til og brugt i mange år, men hvis sproglige udformning jeg har tyvstjålet fra Signe Lindkvist, der sagde det i en udgave af Mads og Monopolet.  Signe skulle give et godt råd til en lytter, der havde fået nogle naboer på nakken.


Kvæl det med kærlighed, sagde hun og jeg forstod præcist, hvad hun mente. 


Når nogen taler rigtig grimt til dig, så svar dem venligt. 
Når du bliver skældt ud, så sig undskyld og ønsk vedkommende en dejlig dag, i stedet for at blive pissed og give igen af samme skuffe.

Den, der taler grimt eller opfører sig dårligt er typisk i en form for menneskeligt underskud (kan være momentant opstået eller permanent)  - mød det underskud med overskud og giv af dig selv. Bekæmp surhed med sødme, send god karma ud i luften. 


Kvæl det med kærlighed er svaret på alle brevkassespørgsmål, det er løsningen på konflikterne med dine børn, dine kolleger og ikke mindst din ægtefælle.
Og er du selv én af de sure, så håber jeg inderligt for dig, at du møder nogen, der kvæler din vrede med kærlighed.

In the name of love

Weekenden har stået i kærlighedens navn. Vi var til bryllup. Hos skønne kolleger, der også er dejlige venner.
Bryllupper er fantastiske fester. De bedste. Fordi det hele handler om kærligheden. Og kærligheden er størst af alt.

Jeg dansede til kl. lort om natten og var temmelig vissen, da vi cyklede hjem i den bælgmørke septembernat.

Fik fire timers søvn inden en hektisk familiesøndag satte i gang og slæbte mig igennem dagen som en hængt kat. Men det var skideligemeget, for vores dejlige venner var blevet gift og det var sådan en fantastisk fest.

Sankt Hans og musikquiz

Sankt Hans er som en forelskelse. Kærtegnende solskin, blid sommerbrise, rislende lyde af bøgegrene i en tæt skov. Heftig ild med insisterende stærke flammer, der brænder indefra og ud. Og udefra og ind.

Med Sankt Hans har sommeren sat sig i mit hjerte. Jeg sidder og taler til Gud, og han ler af min plan. Mit hoved taler et sprog, jeg ikke forstår.

Sommeren er fuld af drømme og fuld af stemninger, som jeg gerne vil holde fast i. Og jeg ved ikke om jeg kan gøre det, nej jeg har sagt for meget. Jeg har ikke sagt nok. Jeg troede at jeg hørte dig le, jeg troede at jeg hørte dig synge.

Jeg troede at jeg så dig prøve.

Lige om lidt står der ferie i kalenderen og hverdagens susende travlhed erstattes af lange morgener, bare tæer på køkkengulv, nogen der selv rækker op efter havregryn, andre der bliver liggende under dynen lidt endnu.

Ferie er minus hast, minus ensartethed i dages afvikling og minus flygtige blikke på ur og mobil og tanker om at skulle nå det.

Ferie er en flod af nærhed, langsommelighed og fuld af meningen med det hele.

Vi går ned til floden og vi dykker ned i floden.

Min verden er stor.

Jeg har besteget det højeste bjerg, jeg har løbet gennem marker.

Kun for at være sammen med dig.

Musikquiz:

Denne tekst rummer fire oversættelser (fra engelsk) af nogle af mine absolutte yndlings-sangtekster.

Kan du finde dem?

2004

Født i Østbirk, vokset op

med øllebrød og vælling

var en sød og dejlig dreng

nu kendt som Jens fra Jelling

I en anden del af landet

Nemlig Smilets By

Blev, da Jens var otte år

født en lille ny

En pige, kær, med øjne blå

var barn i Århus Vest

voksed op og hygged sig

med skole og med hest

Den lille søde Jens blev stor

og indtog hele verden

elsket af sin far og mor

og tryg i al sin færden

Han ku' klare alle ting

og helst med sjov og løjer

når bare der var knallerter

og venner, øl og smøger

Den lille tøs fra Århus Vest

Blev også lang og stor

og helt fyldt op med kærlighed

hos sin far og mor

--------------------

En varm og festlig sommernat

august to tusind -  fire

en festival i Skanderborg

var fyldt med drenge og piger

Musik og bøgetræer er godt

men det var ALLERBEDST

at Østbirks lille frække Jens

fandt Helle fra Århus Vest

　

　

　

Seksogtyve

faste læsere har jeg nu. Så fedt at nogen gider læse, hvad jeg skriver. Den sidstankomne læser er ikke Mr. Hvemsomhelst. Så langt fra som det kan blive. Det er nemlig min Jens. Som er Mit Livs Store Kærlighed og som jeg på tirsdag har været gift med i tre år. Med sin udprægede glippofobi (=angsten for at gå glip af noget) er det overraskende, at han har ventet så længe med at melde sig som fast læser!

Hvorom alting er, så må det netop på denne dag været på sin plads at vise et billede af den rose, Jens gav mig i fredags. Jeg blev så glad for den smukke rose, at jeg helt glemte, at jeg var sur over, at han kom så sent hjem på en fredag.

Arggh, det er svært at fastholde muggenheden over, at han skal ud at rejse med arbejdet i to uger fra på mandag og dermed ikke er hjemme på sin bryllupsdag. Mest synd for ham, for jeg har besluttet at det skal fejres med eller uden mand: Har booket barnepige og tager ud at spise og i biffen med Verdens Sødeste Veninde.

Dengang

I denne tid er det  - hold da op som tiden går - syv år siden, at jeg i samarbejde med min daværende livsledsager, traf en beslutning som fik afgørende indflydelse på min, hans og vores børns fremtid.

Jeg er nemlig én af dem, der i ægteskabelig sammenhæng er ude i Anden Runde. Første Runde består af 10 år med mange skønne stjernestunder og dejlige oplevelser, men forholdet kørte ligeså langsomt skævt - ud af kurs -  og selvom vi prøvede at rette op, rette til og rette ind, så blev kursen bare mere og mere skæv.
Så der er også mange tårer, stor ensomhed og frustration forbundet med den tid. Vi fik børn, vi købte hus og vi gik fra hinanden.
Selvom det altså er syv år siden nu, er oplevelsen af at rive mit liv midt over, trække tæppet væk under fødderne på mine børn og begynde helt forfra med alting, stadig dybt forankret i mig. Omend det selvfølgelig fylder langt mindre og har taget farve af årene, der er gået, så ved jeg, at det altid være en del af mig. På godt og ondt. Min eks og jeg satte hinanden fri, og jeg har aldrig været i tvivl om, at det var det rigtige, vi gjorde.

Jeg fik nye livsvilkår at deale med og udtryk som "en 10/4-deleordning" og "børnefri weekender" blev en del af mit hverdagssprog. Mine to døtre (som dengang var fem og to år) og jeg fandt vores egen måde at være familie på, vi indrettede os og jeg lærte på den benhårde måde, at planlægning er vejen ud af alle former for underskud.


Jeg husker, hvordan jeg ikke bare smurte madpakkerne om aftenen, men også lagde dem ned i børnehavetaskerne og lagde taskerne ind i køleskabet, dækkede morgenbordet med skåle, skeer og havregryn, lagde tøj frem til mig selv og børnene, hængte vigtige sedler og andre ting, jeg skulle huske at have med, på hoveddøren. Og nåede bussen kl. 7.10 hver morgen efter at have afleveret to børn.  Udviklede huskesystemer, som gjorde at jeg kom til at fremstå som en totalt tjekket mor, der havde fuldstændig styr på alting. Og det havde jeg også en del  af tiden, men jeg var saftsusemig også rystende usikker, og vågnede med bævrende hjerte hver morgen over det kæmpe ansvar, man har, når man er den eneste voksne i huset. Blev bange, hver gang et af børnene hostede eller klagede over hovedpine, og savnede dagligt den der ting med lige at kunne spørge sin partner "tror du, vi lige skal tjekke om hun har feber"... Og jeg savnede én at dele de små mirakler, kun forældre kan frydes over i trummerummen med børn. "Kom lige og se, hvor sødt hun ligger i sengen og sover", "skynd dig at komme, jeg tror snart, hun taber en tand". Selvfølgelig var pigernes far stadig en enormt stor del af vores liv og han har altid været verdens bedste farmand for dem, men i det store og hele så var jeg altså alene. Meget alene.
Ikke så længe, for rundt om hjørnet viste det sig at jeg skulle løbe ind i Mit Livs Store Kærlighed. Men det vidste jeg jo ikke noget om dengang.
Den aften sidst i april, da min eks og jeg efter dage med gråd og tænders gnidsel, var helt afklarede med, at nu skulle det siges til børnene, var en varm og smuk forårsaften. Havedøren stod åben og vi havde spist aftensmad med varmt aftensollys skinnende ind på os. Jeg rømmede mig garanteret mange gange og min stemme var sikkert lillebitte, da jeg sagde til børnene, at der var noget, som far og jeg gerne ville fortælle dem. Havde ligget vågen mange nætter og bedt Gud om styrke til netop den samtale. Jeg sagde, at vi havde bestemt, at vi ikke længere ville bo sammen, fordi vi alt for tit blev sure på hinanden, og at vi ikke kunne finde ud af at bo sammen. At vi kom til at gøre hinanden kede af det. Vi hjalp hinanden med at sige, at det ikke havde det fjerneste med dem at gøre, for vi elskede dem uendelig højt og ville gøre alt for, at de skulle have det godt. Og at vi troede, at vi alle ville få det bedre, hvis vi voksne boede hver sit sted.


Og jeg glemmer aldrig den femåriges ansigt, da hun forundret kiggede først på os og derefter på sin lillesøster, hvorefter hun spurgte: "Når I så flytter, skal vi så bo her helt alene?"

Rørt som en kagedej

Jeg har altid været et rørstrømsk menneske med  hang til både latter og gråd.  Husker med gru pubertetsårenes vanvittige humørsvingninger, der kunne drive en hel familie til vanvid: grineflippene, grædeturene... Op og ned... Jeg har kæmpet for at lære at holde tårerne tilbage, fx. når jeg bliver urimeligt irettesat, bliver overfust af nogen eller hvis jeg føler mig voldsomt trådt over tæerne.
Jeg tuder over film - før jeg fik børn var det primært afskedsscener og ulykkelige kærlighedshistorier, der fremkaldte snøft og hulk, men siden jeg blev mor er det helt uden sidestykke alt, hvad der involverer børn, der får mig til at græde som pisket. Børn, der er søde, børn der er kede af det, børn der bliver svigtet, børn der længes, kæmper, holder ud og klarer skærerne. Film, hvor børn dør, går jeg langt udenom. Forleden så jeg "Submarino" (Sorry, ved det alt for godt,  jeg er håbløst bagud hvad nye film angår - virkelig håbløst) og jeg sad med en pude for ansigtet og var seriøst ved at droppe at se filmen til ende. Jeg var ikke på forhånd klar over, at filmen indeholdt den scene med babyen, der ikke vågner - havde jeg vidst det, ville jeg have fravalgt filmen. Men når jeg alligevel så den til ende, så er det fordi jeg oplevede, at fortællingen til trods for at den foregår på bunden af samfundet i det mest trøstesløse skodmiljø, er  fortalt med masser af  varme, kærlighed og håb. Det var fandme en god film.


En anden film med et sødt barn, det er "Sixth sense". Den dreng er sgu da for nuser og jeg er helt færdig over scenen i bilen, hvor han hilser fra mormor - og moderen bryder helt sammen, fordi hun tvivlede på om hendes mor var stolt over hende.


Ahh men se lige, hvor godt de spiller, i lige netop denne scene.


Det at være stolt af sine børn, det slår simpelthen alle andre former for stolthed, jeg kender. Og det gælder uanset om barnet siger "mooaaaer" for første gang, cykler afsted uden støttehjul, er en afholdt kammerat eller viser omsorg for sine søskende. Jeg er 100 % med på hvorfor det hedder at være ved at "revne af stolthed", for det er jo sådan det føles!


På mit arbejde afsluttede vi i dag en alternativ uge, hvor der bl.a er blevet arbejdet med drama. I dag fredag, havde vi inviteret elevernes forældre til at komme og se, hvad deres børn havde lavet i løbet af ugen. Glade børn viste stolt deres produkter frem og fortalte med lys i øjnene om ugens arbejde. Dramagruppen skulle vise deres lille teaterstykke og en pige, som har det rigtig svært både i hjemme og i skolen, havde fået en semi-vigtig rolle. Hun var så spændt på om hendes mor ville holde sit løfte og komme over på skolen og se stykket. Glæden var derfor enorm, da moderen ankommer i sidste sekund. Mens stykket spiller og pigen træder frem og siger sine få replikker, kom jeg til at kigge over på moren. Hun kiggede på sin datter i kæmpestor kærlighed og havde tårer trillende ned af kinderne... Og det var næsten mere end en fladmast fredagstræt folkeskolelærer kunne kapere.

Min kirke er et hul i hækken

Jeg dvæler lidt i det Peter A.G'ske univers. Har lyst til at fortælle om  en interessant og tankevækkende  radioudsendelse fra P1, hvor intervieweren besøger Peter A.G i hans hjem i Laven ved Silkeborg. (Han bor skiftevis her og i København.)
I udsendelsen fortæller snart 58-årige A.G. om at han er nået til en sted i livet, hvor trangen til at komme "tilbage til udgangspunktet"  har meldt sig. De mange år med GNAGS har været fede, men nu har han igen lyst til at være ene mand med guitar, synge for et publikum, der sidder ned, og som ikke er flere end at han kan se dem fra scenen.
Han fortæller i udsendelsen også om sin tro på Gud. En tro han har med sig fra barndommen.

Peter A.G beskriver sin tro således: Gud er kærlighed og tro er tilliden til, at det virker. At tro på Gud er at give sig hen. Give sig hen til det man laver, ved at tro på at det kan lykkes. Derved opstår der noget "mere", som er større. For Peter A.G. er der en meningsfuld alliance mellem kunst og religion.

"Min kirke er et hul i hækken" er titlen på en  af sangene fra det solo-abum, Peter A.G for nylig har udgivet.
Hækken er alt det, vi har bygget op omkring os. Hækken er også kirken - dens murværk og den tradition kirken repræsenterer. Peter A.G forklarer, at det for ham er når man bryder igennem hækken,  at det interessante opstår. Han siger også noget om, at tro er frimodighed. Frimodighed til at ville leve livet på godt og ondt. At tro på at verden er god nok, som den er.
Han beskriver sig selv som sådan lidt indianer-agtig i sin tro. Fordi han oplever, at der er sjæl, rytme og musik i naturen.

En absolut anbefalelsesværdig radioudsendelse med et varmt og spændende menneske med både kant, humor, charme og dybde.


(Billedet stammer herfra.)

Liste (langtfra færdig) over emner, jeg gerne vil blogge om:

* Svigerfamillier. Med den vinkel at vi, der har en svigerfamilile, jo i sagens natur selv er svigerfamilie til nogen. Man kan derfor indtage det synspunkt, at det kan være lidt risky business at udtale sig generelt om svigermødre/svigerinder/svogre. Eller er befolkningen ganske enkelt opdelt i to lejre - de irriterende svigerfamilier, der kan være liiidt anstrengende at være i stue med for længe ad gange og så de skønne svigerfamilier, der er utrolig behagelige at være sammen med!?



*Veninder. Både om de gamle, der har holdt ved siden barndommen og om de nye, der kommer til. Man bliver aldrig for gammel til at glædes over at finde sig en ny dejlig ven. At knytte venskaber og pleje dem, er for mig helt essentielt for at trives. Min kærlighed til mine nærmeste veninder er enorm.



*At gå i kirke. Jeg er ikke vokset op med tro og kristendom, som en del af mit liv. Slet ikke. Men som voksen har jeg fundet ud af, at det giver stor mening for mig at gå i kirke. Jeg blev døbt - og dermed medlem af den danske folkekirke, da jeg var 30 år gammel. Siden er kirken blev et dejlig meningsfuldt mentalt frirum for mig.  



*Kærligheden, ægteskabet, parforholdet, familien, børnene.
Finurligheder fra dagligdagen, skriftlige snapshots, en slags log-bog eller måske ligefrem dagbog.



Jooh, der er nok at tage fat på - og jeg glæder mig til at bruge mere tid her. Og til at få nogen læsere. Er stadig så ny og usikker i det her forum, at jeg ikke kan få mig selv til at reklamere for min blog.



Hvordan fandt du mig?