Elvis has not yet left the building

Hvis altså det er mig, der er Elvis. Det er nu nok ikke. Jeg er bare mig og det er pt. rigeligt. Jeg farer rundt herude i verden og i den forgangne uge har jeg bl.a mødt min indre gospelsangerinde: Jeg deltog i søndags i et éndagsarrangement på Brandbjerg Højskole - hvor jeg prøvede at synge gospel for første gang i mit liv. Det viste sig ret hurtigt, at der bor en lækker gospelsangerinde inde i mig! Jeg tror hun hedder Gladys! Hun er stor, meget rund, utrolig varm om hjertet og med en vuggende gang. Hun synger ikke specielt godt, men det er til gengældt højt og hun bliver rigtig glad af at synge. Jeg har aldrig mødt hende før, men da jeg råbte mit første "Halluleja" og begyndte at vugge til "He's blessing me", da stak hun sit sorte smilende fjæs frem og tiggede om at komme ud!
(Til de bekymrede - hun er rejst ind i min fantasi igen og hun kommer ikke frem lige foreløbig igen...)


I aftes havde jeg en anden meget stor oplevelse. 
Jeg var til foredrag med en af mine meget store forbilleder, børnerådsformand Lisbeth Zornig Andersen.


Jeg har tidligere skrevet om hende her, hvor jeg anmelder den bog, som gjorde så uendelig stort et indtryk på mig. 
Jeg læste bogen i juleferien og siden har den været lånt ud, for jeg siger til alle mine kolleger, at hvis de mener deres arbejde alvorligt, så skal de læse bogen.


Lisbeth holdt foredrag på Møllevangsskolen i Århus, arrangeret af gigtforeningen. 


I pausen gik jeg sammen med de to kolleger, jeg fulgtes med, hen for at snakke med hende og jeg fik hende til at signere min bog:

Den måde hvorpå hun står frem og hudløst ærligt fortæller sin livshistorie til offentligheden, det har jeg uendelig stor beundring for. Det primære formål er, at fortælle os, at det nytter noget at række hånden ud og hjælpe udsatte børn med at få øje på vejen til et bedre liv ...  og meget gerne gå sammen med dem det første stykke af denne vej.


Der kommer i øvrigt et dokumentarprogram om Lisbeth Zornig Andersen på Dr1 d. 10.maj kl. 20.00.