tirsdag den 3. april 2018

Styr på hverdagen

Selvom det tit er benhårdt at slå hverdagen i gang igen efter en ferie, så indeholder hverdagens komme også noget, som jeg holder uendelig meget af. Det er følelsen af at 'være i bund' med praktiske ting eller have styr på, om man vil. Vi bruger ret meget af vores tid, når vi har ferie, på at få ordnet en masse praktiske ting i vores hus og have, både fordi vores tilværelse er indrettet sådan, at vi ikke rigtig har andre tidspunkter, hvor vi kan afsætte flere hele dage til hjemlige gøremål, men det er i høj grad også fordi vi kan lide at få opgaver fra hånden derhjemme. 

Der er faktisk ikke rigtig noget, jeg finder ligeså røvsygt som husligt arbejde, men for hulan hvor er det da bare så MEGAdejligt, når det er gjort.

Her er nogle typiske ting, der er styr på hjemme hos os, når en ferie slutter og hverdagen begynder. 

#Hele huset er grundigt rengjort.

#Der er rent sengetøj på alle senge.

#Vasketøjskurvene er tomme, vi er i bund med alt det skide  vasketøj, og omend det ikke varer mere end 1-2 dage, før jeg skal på den igen, så knuselsker jeg den følelse, jeg får, når jeg kommer i bund med noget. 

#Der er lagt madplan for ugen, købt ind og typisk er køleskabet blevet tørret ekstra grundigt at, fordi det har været mere eller mindre tømt i ferien.

#Yngste barn har fået den store badetur, dvs. er kæmmet for  lus, har fået klippet negle og renset ører.

I den netop forgangne påskeferie er har vi* malet vores stue og vores soveværelse. Det betyder at alle møbler har været ude, alt er tørret/vasket af på både for-og bagside. 

Så selvom jeg altid er lidt smådeprimeret, når der siges farvel til en ferie og goddag til hverdagen, så er der rigtig meget godt at sige om hverdagens komme. 
Med denne herlige WulffMorgenthaler-tegning-tegning, vil jeg hylde hverdagslivet her post påske.



*Når jeg skriver at 'vi' har malet stuen, så er det ham, der har en vielsesring magen til min, der har udført selve malerarbejdet. Jeg har holdt butikken kørende, om man så må sige - sørget for frokost, kaffe, indkøb, aftensmad, underholdning af diverse børn og kammerater, samt føre tilsyn + løse opgaver med opvaskemaskine, vaskemaskine o.l.