Tærte, Taylor Swift og træt mig

Skoleårets første weekend blev budt velkommen med kys, kram og kold hvidvin i gode venners lag. For at sige det ligeud, så har det været hårdt at komme i gang med hverdagen igen. Og det er ikke hver enkelt ting i sig selv, der gør det hårdt, det er summen af det hele...

Lillepigen er startet i 4.klasse, Mellempigen i 10.klasse på en ny skole og Storepigen har lagt studenterhuen på hylden, og arbejder. 

For mig var det skønt at tage hul på år 2 i mit nye job, for når man er hele det første år igennem, så er man ikke ny mere. 

Skiftet fra 'almindelig' lærer i almendelen med mange ugentlige timer med særligt sårbare børn til at gå all-in på den sidste kategori og nu være fulltime specialklasse-lærer var så rigtig timet, som noget overhovedet kan være. Jeg er sindssyg glad for mit arbejde. Virkelig.

Men træt efter de første to uger, det er jeg, og derfor har det været noget så dejligt med en weekend uden de helt store planer. 

Lørdagen blev brugt i køkkenet - jeg tog hul på et nyt løfte, jeg har givet mig selv, nemlig at jeg vil blive meget meget bedre til at lave mad til fryseren, når lejligheden byder sig. 'Sætte overskud i banken', som jeg også kalder det. Jeg tænker at enhver fortravlet hverdagsmor eller far, ved præcis hvad jeg taler om, når jeg siger at det kan forebygge meget stress, hvis man på de travleste dage, har retter i fryseren, der kan hives op og varmes.

Og her kommer overskriften i spil: 

Jeg lyttede til P7 Mix Maratons podcast om Taylor Swift, mens jeg lavede tærter til fryseren.

Lige siden en god kollega, for nogle år siden, gav mig tippet om P7's maraton-udsendelser, har jeg været fan. Især er jeg vild med de udsendelser, hvor det handler om én specifik kunstner. Der dykkes ned i kunstnerens bagkatalog og det krydres så med en masse baggrundsviden, interviews osv. 

Lørdag aften foregik på langs i sofaen med 2-3 afsnit af The Affair (HBO), som både ham der har en vielsering magen til min og jeg blev bidt af allerede i seriens første sæson. Jeg er helt enig i denne artikels dom over sæson 3, men vi slugte den nu råt alligevel. 

God søndag til jer derude!

Anede ikke hvor jeg var

Da jeg vågnede i morges, anede jeg ikke hvor jeg var!

 I limboet mellem sovende og vågen genkendte jeg hverken det rum, jeg befandt mig i, det sengetøj jeg lå i eller den lyd, der havde vækket mig!?

Ret syret, i betragtning af at der var tale om en helt almindelig søndag morgen i mit helt almindelige liv. 

På de få øjeblikke min totale forvirring varede, nåede jeg både at tænke at jeg var på ferie (et low-budget, lidt tarveligt hotelværelse?) at jeg lå på hospitalet (rummet omkring mig var meget hvidt og uden billeder på væggen), og den mere dramatiske del af min fantasi sendte billeder til hjernen af at jeg var taget til fange i en kælder!?

Men så var det jo at jeg kom i tanke om, at jeg for tiden sover i vores gæsteværelse i husets kælder. At jeg gør det, er der som sådan ikke noget odiøst i, det sker i perioder, hvor ham der har en vielsesring magen til min og jeg af forskellige årsager ikke kan finde ro om natten, vækker hinanden igen og igen,  og derfor ender med at være mere trætte, når vi står op om morgenen, end da vi gik i seng.

Jeg er mega afhængig af at få min nattesøvn. Når jeg mærker ubalance i mit liv, hvad end det skyldes, så er nattesøvnen altid det første sted, jeg sætter ind. For hvis jeg sover godt om natten, kan jeg overkomme selv de mest uoverkommelige ting i mine dage, men har mit nattesøvn været for ringe, for sparsom eller for urolig over tid, så påvirkes mit overskud, mit humør hurtigt.

Så jeg sover pt. i vores gæsteværelse i kælderen.

 I kælderen er der, modsat i resten af huset, køligt og stille og jeg har sovet fantastisk i nat. 

Min bedre halvdel har efterhånden vænnet sig til dette setup, for han synes også jeg er væsentlig nemmere at være gift med, når jeg er udsovet! 

Da jeg havde ligget vågen lidt og konstateret at kl. var over 7.30 listede jeg op i køkkenet og lavede en kop kaffe, og pilede så ned under dynen igen med Sara Omars roman 'Dødevaskeren'. En bog jeg har svært ved at lægge fra mig. 

Av mit hjerte, hvor er det en gribende fortælling.

Det regner i dag. (Haven hilser og siger tusind tak) og jeg am mærke at det bliver en dejlig søndag.

Det håber jeg også meget at din bliver...?

Trapholt

Jeg havde længe gået og fablet om hvor gerne jeg ville en tur til museet Trapholt i Kolding, bl.a for at se Michael Kviums udstilling 'Think Bigger'. Jeg er fan af Kvium! 
Ham, der har en vielsesring magen til min var sådan set ikke direkte afvisende overfor idéen, men han bed ligesom bare ikke på. Jeg ved godt, at han gerne tager med mig på sådan nogle udflugter, men jeg ved også at han primært gør det for min skyld. Skulle han planlægge en tur ud af huset, ville han ikke vælge et museumsbesøg. Helt fair. 
Så spurgte jeg lidt rundt bl.a veninderne, flere havde lyst og ville gerne, men ingen kunne denne lørdag, som jeg havde udset mig. Derfor besluttede jeg at tage til Trapholt alene.

Der er absolut både fordele og ulemper ved at gå på museum alene. Ulemperne er åbenlyse: Man har ikke nogen at dele fryd, overraskelse, væmmelse, glæde og andre stemninger med, og især ankomst og afgang kan synes lidt ensomt. Fordelene er så også bare helt indlysende: Man kan fordybe sig ordløst, opholde sig så længe man gider ved hver eneste kunstværk, springe over og gå tilbage præcis som man vil. 
Jeg både læste en masse og var inde i en lille bio og se en film med Kvium. Netop Kvium udstillingen var så fed at jeg gik tilbage og så den igen, inden jeg tog hjem.

Ud over Kvium havde jeg en fest (min helt egen) i udstillingen EAT ME, som jeg anbefaler varmt. Udstillingen er et sandt bombardement til alle sanser, man ser, lytter, dufter, smager og føler sig igennem udstillingen. EAT ME gav rigtig mange refleksioner om vores madkultur, og hvordan den har ændret sig gennem tiden. Ekstremt tankevækkende! 

Næsten tre timer var jeg på Trapholt, og jeg må derned igen, og gerne sammen med familien. Børn vil virkelig synes EAT ME er syret, sjov og spektakulær. Og mine ville i hvertfald sætte stor pris på kunstværket lavet af chokolade i farvestrålende indpakning, hvor man blev opfordret til at gå hen og spise et stykke, eller dér hvor man kunne lave sin egen skulptur - i tyggegummi!

Køkken, æbler og squash

I sidste weekend mostede vi en stor del af de mange mange æbler, vores have byder på i denne tid, og fryseren er nu fyldt op med friskpresset æblemost i poser. Men der er stadig SÅ mange æbler, og det nager mig altså lidt at se hvepsene holde ædegilde på vores æbler. Derfor har jeg store planer med alle de æbler (forestiller mig ikke at de alle bliver ført ud i livet...) og én af dem, går jeg i gang med om lidt. Det er at fremstille en gang lækker æblechutney med ingefær, som jeg forestiller mig kan bruges som smagfuldt tilbehør til meget af det mad, vi spiser. 

Vores nye køkken er intet mindre end genialt, og vi taler stadig hver eneste dag om, hvor godt det er blevet. 

Jeg har også haft en kæmpestor squash liggende, som en veninde forærede mig forleden. Noget af den blev brugt til nogen boller, der desværre blev ret kedelige, så i stedet gik vi sukkervejen og Lillepigen og jeg bagte i eftermiddag squashmuffins.

Ferie, we like!

To år regnede vi os frem til at der var gået siden sidst! To år Mulle, siden ham der har en vielsesring magen til min og jeg var på weekendtur, bare os to. Det var i september '14, hvor vi havde en forrygende dejlig weekend sammen i Berlin.

Når fakta nu er at tid alene sammen er flødeskum på vores ægteskab, hvorfor tager vi så ikke afsted på den slags ture oftere? Svaret er nok en kombi af fortravlethed, økonomisk prioritering og fravær af initiativ (fra os begge), og så har især jeg i årenes løb (da børnene var yngre) haft noget med, at når jeg kun var sammen med mine ældste børn hveranden weekend, så føltes det 'forkert' at tage væk fra dem. Nu er de så store, at de er skideligeglade - og denne gang ramte vi en weekend, hvor de alligevel var hos deres far. Lillepigen blev sat af i Århus hos mormor og morfar, og vi drønede så nordvest på til the area of Sallingsund. 

Hotel Pinenhus var okay, men ikke meget mere end det. Udefra ser det flot ud, og man imponeres da også over så nyt og velholdt der er i receptions- og restaurantområdet. Det er tilsyneladende renoveret i nyere tid. Det samme kunne man så ikke sige om værelserne. Det, vi boede på var ikke bare grimt og brun-mønstret, men virkede gammelt og nedslidt. Det trak ind af vinduet, og jeg frøs mig i søvn begge nætter.  Badeværelset mindede mig om det, jeg engang havde, da jeg boede på kollegie på Amager i 1991! Ikke imponerende!

Men ved I hvad? Den fireretters i restauranten var super (omend kold agurkesuppe aldrig kommer på listen over mine favoritforretter, men det kunne de jo ikke vide), hvidvinen var kold og lækker og selskabet var i top. Vi spiste længe og snakkede meget fredag aften - med udsigt til lys fra billygterne over Sallingsundbroen.

Lørdag morgen sov vi længe. Helt til 7.30! Ha! Ned i hotellets restaurant og have superlækker varieret morgenbuffet, og derefter op på sengen og slå mave og læse i en times tid. 

Lørdagen gik henholdsvis med strøgtur i Nykøbing (hyggelig by, plastret til i Halloweentema, selv statuerne på torvet var klædt ud) og senere kørte vi ud til Spøttrup Middelalderborg. Fed gammel borg med masser af spændende fortællinger fra middelalderen - absolut et udflugsmål værd, og meget gerne med børn!

Jeg fik taget et billede lige inden regnen begyndte at sile ned!

Efter besøget på borgen var klokken en hel del over frokosttid, så vi kørte til den lille by Glyngøre, kun for at konstatere at her var intet at komme efter. Og det lidt der var, var selvfølgelig lukket. Videre til Nykøbing igen, og efter at have snust lidt rundt i byen, faldt valget (stærkt påvirket af rumlende maver) på The American Diner. 

Kl. var nu 15 og vi var skrupsultne. Min kære mand faldt over denne annonce i menukortet, men inden han nåede at sige en lyd, havde jeg skrækslagent råbt: 'Det gør du bare ikke!

Og nej, det gjorde han ikke.

Han spiste en anden stor okse-fætter, mens jeg gumlende arbejdede mig igennem denne kyllingeburger. Én af de bedste jeg har fået i årevis!

Efter kaffe og lidt mere gåtur tumlede vi mætte og glade tilbage til hotellet, regnen piskede ned nu, og lørdag aften blev tilbragt arm i arm med øl, chips og chokolade, Breaking Bad på Netflix og en film, der var i tv.  Lyder det kedeligt? 

Det var alt andet end kedeligt, det var lige hvad vi trængte til.

I dag er jeg hjemme med pigerne, vi skal rydde op og gøre rent (og de er alle tre beordret til at hjælpe mig), således at her ser ordneligt ud, når en hollandsk familie ankommer her onsdag aften. Omtrent på samme tid som vi ankommer til deres hjem i forstaden Ijburg i Amsterdam.

Rigtig søndag

Sidder i en den grønne sofa ved vinduet i vores hyggelige stue, udenfor siler regnen ned. Megaheldige var vi, Lillepigen, ham der har en vielsesring magen til min og mig, for vi var lige trådt ind ad døren efter formiddagens indsamling for Røde Kors, da det begyndte at regne.  
Nu slapper vi af med hver vores gøremål inden vi kl. 15 tager i biografen og ser 'Den Lille Prins', en historie jeg har elsket højt, siden jeg i gymnasiet læste den for første gang. 
På fransk. 
Kender du Den Lille Prins? Det er ham med citatet: Man ser kun rigtigt med hjertet, det væsentlige er usynligt for øjnene / On ne voit bien qu'avec le coeur, l'essentiel est invisible pour les yeux.

Vi er lidt søndagsflade, men på en dejlig afslappet måde, havde søde gæster til klokken noget over midnat og antallet af tomme vin- og ølflasker på køkkenbordet, forklarer nok meget godt, hvorfor jeg havde lidt ondt i hovedet, da jeg vågnede i morges.
I aften står den på resterne fra den lækre kyllingegryde, vi lavede i går, Bedrag på DR1 og Toppen af poppen på TV2. Rigtig søndag.

Af hjertet tak til

• Programmet Vild med Dans, for at have hjulpet mig til at komme i tanke om, hvor fedt Thomas Buttenschøns musik er. Har gjort rent til 'Cana's album hele formiddagen'.

• Arbejderbevægelsen der i 1974 fik gennemført at 'lørdagsfri' blev almindeligt for de fleste løntagere. (Kan i den forbindelse lige nævne at det først var i 1987 at arbejdsugen blev reduceret til 37 timer. Før det hed den 39 timer, i 1974 var det 42 timer, og i 1966 var det 44 timer.)

• De gæster vi har inviteret til i aften, fordi de har lyst og tid til at komme.

• Ham, der har en vielsesring magen til min, fordi han tager med Lillepigen til fodboldstævne, og dermed giver mig et par timers alene-tid herhjemme.

• Mig selv, fordi jeg ikke spiste hele Rittersport-pakken i aftes (altid den røde: Den med mørk chokolade og marcipan). Det betød at jeg kunne toppe både morgenmad og frokost med et stykke chokolade.

• Lillepigen, for konstant at gå rundt og synge Shaka Loveless' nummer 'Tomgang', og hver gang synge 'KARPERINGS-PLADSEN den er stadig tom...', jeg elsker det.

God lørdag til alle jer, der læser med her!

(Og også til jer, der ikke læser med, I skal også have en god lørdag...)

En crazy uge gik

Og måske var den ikke så crazy endda, den har bare været tætpakket med det ene og det andet. Nogen var til landskamp i Parken (og det var ikke mig, jeg er som nogen allerede ved i bestyrelsen for FSI: Foreningen af SportsIgnoranter), og der var en hulens masse arbejde på den der skole, hvor jeg går rundt og er enormt læreragtigt til daglig.

Så var der et par fødselsdage, Lillepigen fyldte 7 og hendes ældste storesøster (i bloggens ånd kaldet Størestepigen) fyldte 21, og oveni det smider vi så lige en skolefest. Med Boogie Woogiedans, fiskedam, spøgelseshus og det hele. 
Nu venter en stille fredag aften, hvor det vildeste jeg kan svinge mig op til er finalen i Vild Med Dans, et glas hvidvin (har jeg nogen sinde fået fortalt, at jeg ikke drikker rødvin mere?), en skål slik (yndlings: Skumslik, skolekridt, mørk chokolade og salt lakrids) og hvis jeg er rigtig heldig, kan jeg lokke ham, der har en vielsesring magen til min til at nusse mig i nakken, mens jeg halvsover i sofaen.

Der skal lades op. For på søndag skal vi holde Lillepigens fødselsdag for pigerne i klassen. 22 piger! (Et aldersintegreret storhold, derfor så mange). 
Der skal bages pizzaer og kage, dækkes op og stilles an. Modsat mange jeg kender, elsker jeg at holde klassefødselsdage for mine børn. 
(Jeg elsker også at være vært for legegrupper og spisegrupper og hvad de ellers hedder, de forskellige sociale tiltag, der etableres i ungernes skoleklasser.)



Der er så mega meget jeg er røvdårlig til her i verden, men afholde en sjov og festlig børnefødselsdag med mad, underholdning og aktiviteter: Dét kan jeg! Og jeg synes, det er supersjovt!

Og så skal jeg læse.
Er netop gået i gang med anden del af 2-bindsværket om den islandske kunstner og mor Karitas. Vidunderlig læsning. 

Fredagsfest

Kom træt hjem fra arbejde kl 16, havde hentet ligeledes træt Lillepige fra SFO, og sammen traskede vi i Brugsen efter slik og sodavand til den hyggeaften, vi så småt er i gang med at tage hul på. 
Velankommet til egen bolig, trængte jeg til en eller anden form for forfriskende indtag, og overvejede følgende muligheder:

1.Et glas hvidvin
2.Cola
3.Kaffe 
4. Friskpresset juice med resterne fra køleskabets grøntsags-skuffe.

Ingen tvivl om at nr. 1 var vanvittigt tillokkende, men jeg havde en reel bekymring for at klaske sammen som en karklud, og da der både skal laves aftensmad og andre ting, har jeg valgt at udskyde den til efter kl 21. Og så tager jeg (mindst) to.
Nr 2 havde jeg ikke på køl alligevel, og jeg drikker kun cola, hvis det er helt koldt, og nr 3 valgte jeg hurtigt fra, da jeg allerede har indtaget rigeligt af den slags i dag. 
Så det blev nr. 4, og jeg sidder nu med en mørkerød drik, bestående af rødbede, rød peber, tomat, appelsin og ingefær og det smager slet ikke ringe. At det så er første gang i mit liv, at jeg drikker hjemmepresset juice en fredag eftermiddag, kommer jo ikke nogen ved, vel?

Lillepigen og jeg er alene hjemme. Vi skal have pasta med kødboller, sodavand, ostehaps og slik. Og vi kommer til at indtage det liggende tætomslynget i sofahjørnet, mens først Disney Sjov og siden Vild med Dans kører over skærmen. 

Og vi skal begge have lusemiddel i håret, mens vi sidder der.
Det bliver en fest.

Hvordan gik Halloween hos jer?

Det er lørdag eftermiddag, tæt på aften, i hvert fald ved at blive mørkt.
Donk donk. Det banker på døren. Ud af vinduet i stuen ser jeg tre små spøgelser på vores trappesten, Spøgelse 1 har fæle vampyrtænder, Spøgelse 2  bærer briller, og Spøgelse 3 er iført pink ørervarmere. 

Slik eller ballade, siger de med små musestemmer, da jeg åbner døren, og jeg driller dem ved at lægge hånden til øret og sige 'undskyld, hvad siger I?' for at få dem til at sige det lidt højere, hvilket de omgående gør. 

Argh, det er jo halloween for fanden, hører man mig råbe, mens jeg farer ud i køkkenet og flår skabe og skuffer op for at finde noget slik. Finder en pose skolekridt, hvor der er 4-5 stykker tilbage og en Guldbarre, den blå fra Toms, den jeg elsker så højt, egentlig vil jeg ikke af med den, men i mangel af bedre - for jeg er ikke ude på ballade - får de min elskede Guldbarre. Og de fem skolekridt afleverer jeg også. 
De tre spøgelser står med hver deres bærepose, som de rækker frem mod mig - jeg smider det hele i brillespøgelsets pose og siger at de må dele, når de kommer hjem. De nikker artigt og meget lidt spøgelsesagtigt.

Jeg må have mere slik i huset, for der kommer vel unger vadende i en lind strøm fra nu af og resten af aftenen, og vi har ikke så meget som en gajol i huset, det er jo helt helt galt, får jeg sagt så panisk at min yngste datter bliver helt forskrækket og siger mor, vi vil ikke have ballade, vel?
Og nej, det vil vi ikke, så jeg beder to af mine døtre gå ind i Superbrugsen efter slik, men har ingen kontanter, så jeg udstyrer dem med mit dankort og min kode, og sender dem først til hæveautomaten for at hæve penge og dernæst i brugsen efter slik. Hvor meget skal vi købe for, spørger de og jeg siger, køb rigelig, køb for 1oo kroner, nej 150 og helst noget med papir på, sådan noget som Guldkarameller eller Dumle. Pigerne trasker afsted og kommer hjem med favnen fuld af snolder. Masser af gode sager, som vi lægger frem på køkkenbordet. Vi tænder også lys i de udskårne græskarhoveder på vores trappe, så kvarterets børn ikke er i tvivl om, at vi er hjemme, og at de bare kan komme an.

Men der kommer ikke flere.

Ikke én eneste. Ikke så meget som bare et lille bitte spøgelse, en mini-vampyr eller en heks. 
Nothing.

Så vi æder alt slikket selv, og jeg får så ondt i maven at jeg må tilbringe særdeles lang tid på toilettet, mens ham der har en vielsesring magen til min sidder og venter på at jeg kommer ud, så vi kan se House of Cards. 

Vi burde nok have gemt noget af det til i morgen, siger jeg snusfornuftigt, mens min bedre halvdel kommer i tanke om at 'trick og treat' hedder 'Knask eller knep' på norsk.

Nogen ting holder aldrig op med at være sjove.

Og så må I i øvrigt have en dejlig weekend

De hersens posters, der florerer alle vegne på de sociale medier plejer ikke at interessere mig synderligt:  billeder der indeholder et sjov citat, kloge (overfladiske?) visdomsord, jokes eller pladder, som afsenderen synes giver så fin mening. 

Jeg plejer at bladre forbi dem uden at hæfte mig ret meget ved indholdet. Jeg vil endda gå så langt som til at indrømme at mange er dem er pænt irriterende... 

Så når jeg alligevel i går bemærkede to af slagsen på facebook, som jeg endda valgte at gemme og nu poster her, så er det fordi de lige præcist indrammede mig, sådan som jeg havde det, da jeg kom hjem efter en crazy uge på arbejde. 

Som indskolingslærer føles mine arbejdsdage ofte, som at holde to børnefødselsdage á tre timers varighed lige efter hinanden, vel at mærke med den ekstra tilføjelse at børnene forventes at lære noget som er synligt målbart, og at denne læring efterfølgende skal evalueres og sidenhen formidles til børnenes forældre. 

Det skal ikke læses som jammer, for det er det slet ikke, jeg siger bare at der nogen gange er så mange bolde i luften over mig, at jeg har allermest lyst til at kravle i flyverskjul under katederet i klassen. 

I går fredag var jeg så træt som en ondt år efter en som sagt helt crazy uge, og derfor var det med et stort smil at jeg fik øje disse to posters. Og når jeg sætter dem efter hinanden, så passer det sgu meget godt på min fredags-tilstand.

                          

                         

Tilbage står nu følgende spørgsmål:

1. Hvad er den korrekte betegnelse for den type billede m citat, som jeg taler om i dette indlæg? Hvad hedder sådan en fætter?

2.Hvem røg ud af 'Vild med dans'? (Der var jeg forlængst gået kold.)

3. Hvornår kommer sæsom 4 af Orange Is The New Black på Netflix?

Inklusionsvejleder med speciale i islandske krimier? Hvordan lyder det?

Jeg er i dette skoleår begyndt på en længe ønsket efteruddannelse. Gennemfører jeg uddannelsens fire moduler samt består den afsluttende skriftlige opgave, kan jeg til februar kalde mig AKT- og inklusionsvejleder.  

I dag skal jeg have læst en masse til uddannelsen. Artikler. Om den inkluderende skole, om systemisk tænkning, om konfliktmægling i praksis. Alt sammen relevant, spændende og noget, jeg interesserer mig for. Jeg kommer bare ikke i gang.


På grund af ham her:

Det er hans skyld, det hele. Hvem er han spørger du? Du har ikke set ham før? Det havde jeg heller ikke, kan jeg godt afsløre, indtil for lidt siden, da jeg googlede hans navn, og fandt mange gode billeder. 
Han ser da rar ud, ikk? 
Mandens navn er Arnaldur Indridason og han er en meget kendt islandsk krimiforfatter.

Efter vores rejse på Island i sommer, begyndte jeg at kigge efter bøger af islandske forfattere på biblioteket - og jeg genlæste den smukke velskrevne 'Universets engle' af Einar Mar Gudmundsson, som jeg har stående i bogreolen. Den vil jeg varmt anbefale enhver læsehest, ikke mindst for dens fortælletekniske kunstgreb, som jeg ikke har mødt noget andet sted før.

Nu læser jeg Indridason, og jeg er opslugt. En mand er myrdet, på liget findes en seddel med en mystisk besked, forbrydelsen viser sig at have tråde til en gammel uopklaret sag, og så ruller historien derudaf. Kriminalbetjenten Erlendur Sveinsson bliver hurtigt læserens ven, og man involveres i hans privatliv, især udfordringerne med den voksne datter Eva Lind. Nordmosen er fra 2003 og den første af en række krimifortællinger om Erlendur Sveinsson og hans team. Jeg har allerede bestilt de to næste på biblioteket.

Artiklerne til uddannelsen? Det bliver først, når morderen er fanget!

Berlin, wunderschön und alles

Sidste weekend blev tilbragt Unter Den Linden og den slags steder, I en by man ikke kan andet end at elske. I hvert fald elsker jeg Berlin og at være i en by, man elsker, sammen med en mand, man elsker, det er sgu da win-win, der vil noget! 

Vi ramte det perfekte match af afslappende stillesiddende fra fortovscafé-på-byens-liv-kiggende stunder til aktivt museumsbesøgende turister med lyst til perspektiv-på-verden udvidende oplevelser, som fx den, der er fotograferet herunder, hvor vi besøger monumentet for de forfulgte jøder under 2.verdenskrig: Dänkmahl für ermordeten Juden Europas.

Jeg græd en del undervejs og vi talte ikke sammen de første 20 minutter efter vi kom ud fra det museum, der ligger under selve monumentet. 

En stor grund til at vores ophold i Berlin var så utrolig vellykket var at vi udover klassikeren fra Politikens Forlag ' Turen går til Berlin' også havde medbragt den noget  mere

alternative, men også megainspirerende Berlin-guide, som den danske forfatter (permanent bosiddende i Berlin) Sissel-Jo Gazan har skrevet. Vi havde Sissel-Jo med overalt hvor vi 

gik og skiftedes til at læse højt for hinanden af bogens mange 

charmerende og på-den-vildt-hyggelige-måde underholdende  anekdoter.

På billedet herunder besøger vi et stykke meget tankevækkende kulturhistorie. Et stykke by inklusiv bevaret Berlinmur. Området var spækket med informerende info-tavler og standere med billeder og film, en live-historie/samfundsfagtime indenfor den disciplin Antorini kalder 'Understøttende Undervisning'. 

Brunch på fortovscafé i Prenzlauer Berg. Hvis et måltid kan fremkalde følelsen 'lykke', var det det, det skete. Lige der, midt i det hele, med ham det har en vielsesring magen til min. 

Om søndagen regnede det hele formiddagen, men det betød intet, for vi havde en plan. 

Og jeg fik i den anledning købt mig en paraply. Min første ever. Skulle blive 42 år gammel før jeg for første gang blev ejer af min helt egen paraply. I love Berlin og I love min nye paraply.

Til sidst et billede af et skilt fra U-bahn, som jeg kom til at smile så dejligt af. For jeg vedtog at det betød: Du skal være forsigtig med at danse boogie-woogie på vej ud af toget. 

Sikke en fest

Højdepunkter skråstreg noter fra en herlig weekend i festivallens fadøls- og solskinstegn.

* Nik og Jay er så latterlige. Jeg kan slet ikke have dem. Det siger ligeså meget om mig, som om dem, det ved jeg. Jeg er for gammel, for ordkræsen ... og måske for jysk? Men for filan hvor kan de lave en fest. Jeg sang med på samtlige omkvæd og dansede og grinede mig igennem versene. 

*LIGA var desværre elendige live. Havde ellers glædet mig.

*Fadøl smager bare så meget bedre, når solen skinner.

*Ulige Numre er min nye yndlingsdrenge. Søde var de også.

*Gode koncerter med Shaka Loveless, Burhan G, Rasmus Seebach. Min 12-årige datter har ikke vasket sin venstre hånd siden Shaka Loveless rørte ved hende. 

*Thomas Helmig holder hundrede.

Dere er ingen under, ingen over og ingen ved siden af.  Du kan godt prøve at sige noget dårligt om ham, men jeg hører det ikke. Jeg elsker Thomas Helmig.

*De gamle drenge spiller stadig den vildeste fest-  tv2, Johnny Madsen, Michael Falch. Og ham der John Fogerty, han var så meget still going strong. 

*Frivilligt arbejde giver mening. Især når de mennesker, man er sammen med er vildt søde og sjove. Jeg falder stadig forover af grin over den med 'Skal vi ikke have gjort noget ved den lange én, du render rundt med'? (Man skal nok have været der for at se komikken)

*Der er noget fuldstændig forløsende dejligt over at slippe tøjlerne en gang imellem og bare nyde livet sammen med henholdsvis (på forskellige tidspunkter) sine børn, gode venner. Og ham man elsker. 

Mor og datter hører Østkyst Hustlers

Grønne linser og én på 42

Det er noget, jeg har brug for hjælp til.  Hvis du ved nogen om grønne linser, så bliv for Guds skyld hængende.

Her er en pose med grønne linser:

Og her er bagsiden af posen, hvoraf det fremgår, hvordan jeg skal tilberede linserne:

Der står at linserne skal sorteres og skylles inden kogning, skylningen er jeg med på, men sorteres? Hvordan? Hvad er det, jeg skal sortere væk? Når jeg kigger ned i posen, ser de fuldstændig identiske ud alle sammen?

Grønne linser. Jeg kan ikke fordrage grønne linser. Eller røde for den sags skyld. Foretrækker linser fra bageren og mine kontaktlinser :) Men nu er der en hel del grønne linser i mit liv i de kommende uger. Pyha.

Vi skal på kur! Fra i morgen og fire uger frem køres der slavisk frem efter en kur Christian Bitz har delt ud af. Jeg har fundet den via hans facebookside 'Luk munden og let røven' (bedre slanketip findes næppe) og nu vil jeg prøve.

Det er kun anden gang i mit liv, jeg følger en færdigsyet kur, første gang er ca. fem år siden og dengang var det noget  Lene Hansson-halløj med 'sund og slank på 8 uger' og det var meget effektivt.

Mit fokus er ikke stort på selve det at tabe mig, sjovt nok er jeg meget mere optaget af, om jeg har viljen til at gennemføre. Det vil vise sig om fire uger, men jeg er vældig opsat her aftenen før kick-off.

Jeg har fødselsdag i dag. 
Og hvis jeg var statsminister, ville jeg bestemme at alle mennesker, der ønsker det, altid må have fødselsdag om søndagen.
Vågnede langsomt. Fik serveret kaffe på sengen. Drak den og læste lidt, mens jeg lyttede til mand og piger, der puslede i køkkenet. Blev kaldt på - og sunget for og inviteret til dejligt morgenbord med pandekager. 
Tussede rundt og hyggede, ordnede søndagsting herhjemme intil sidst på eftermiddagen, hvor vi kørte til Vejle og stod på skøjter i tusmørket, inden vi rundede dagen af med at spise på 'Flammen', ny kæde-konceptrestaurant, som er en dejlig og tiltrængt variant til Jensens og Bones, som jeg egentlig ikke er så vild med.

Selfie fra skøjtebanen:

Det holder max at være 42 år. Føler mig klart klogere, stærkere og langt mere moden, end da jeg kun var 41. 

Søvnig Søndag

#1
Lørdagens julefrokost (ret misvisende betegnelse i øvrigt - det er ikke jul og det var ikke frokost...) i verdens bedste kvindenetværk har mørbanket krop og sjæl. Selvom man sover helt vildt ringe på en luftmadras, så har jeg i min dovne døsighed dagen igennem svævet på en fluffy sky, skabt af tømmermænd, skraldlatter og super selskab af dejlige damer

#2
Takket være Fru Z har Storepigen og jeg ENDELIG fået lavet fotobog fra Storepigens konfirmation i april. Jeg var så heldig at vinde en fotobog her fra på Fru Z's blog, og den er nu lavet færdig og sendt til bestilling. 


#3
Det er Allehelgens Søndag i dag. Dagen hvor man mindes de døde. I middelalderen havde bønnerne det formål at mindske de afdødes pinsler i skærsilden, men efter reformationen blev allehelgen (sammen med hele idéen om skærsilden) afskaffet i Danmark. 
I de senere år er skikken blev genindført, nu i den amerikansk udgave Halloween. 
De afdøde, der ikke kom sikkert ind i dødsriget, kommer tilbage til jorden og hjemsøger de levende på All-Hallows-Even. 

Idet jeg henviser til #1 kom jeg ikke i kirke i dag. Ville ellers meget gerne have været der. På denne søndag oplæses navnene på de personer, der er begravet fra kirken i det forgangne år, og der tændes lys for de afdøde på kirkegården. Pårørende kan mindes de kære de har mistet, eller man kan i det hele taget bare sende en særlig tanke til de døde. Jeg har haft et helt bestemt menneske i tankerne det meste af dagen. Han blev kun 34 år gammel.

En elskelig søndag

Det bliver en virkelig lang søndag, når dagen begynder allerede kl. 5.40. Som jo i virkeligheden var 6.40, fordi det nu hedder vintertid. 
Mange dejlige søndagstimer. Jeg har bagt rugbrød og et læs sunde boller til den kommende uges madpakker. Jeg har været i kirke. Kom til at græde i kirken, fordi mit hjerte flød over af noget, som jeg er rigtig ked af for tiden.  Har også vasket en masse tøj, læst mange sider i en bog (er lige gået i gang med Naja Marie Aidts debutroman "Sten, saks, papir og er allerede opslugt, den er god!) og lavet en dejlig bulgursalat, som jeg skal have med til min frokostklub i morgen. 
Søndagen har også budt på en grundig oprydning af Lillepigens værelse, indkøb og hængen ud i sofaen med bog, tablet og smartphone inden for rækkevidde.

Og her er jeg så ved at skrive mig hen til det, som jeg egentlig ønsker at sige til dig med dette indlæg:

Jeg vil spørge dig, om du ikke kunne have lyst til at 'like' mig på facebook?

Du kan finde Mit Helle på facebook lige her.

Har du haft en dejlig søndag? 

En mor

Enhver mor ved at noget af det, der kan drive hende allermest til vanvid er konstant at blive afbrudt i sine gøremål, sine samtaler, sine forsøg på at holde styr, holde orden, holde sammen.
En mor bliver derfor meget hurtigt - allerede ved første barn - überekspert i at holde mange bolde i luften. Hun kan have 2-3 samtaler kørende samtidig og hun kan smøre madpakker, mens hun laver lektier med et af børnene og tørrer røv på et andet. Sådan kan en mor klare mange dage, måske endda måneder i streg - endda uden at sove ret godt om natten, fordi der enten er en mand, der snorker eller et barn, der vækker hende og vil ligge tæt op af hende. 
Hun har tjek på børnenes sommerfodtøj og hvem der mangler regntøj, hun er opdateret på forældreintra, melder sig som hjælper til klassearrangementet og hun sørger for at feriesedlen til børnehaven bliver afleveret i tide.


En mor ved alt og derfor er det meget nemmere at spørge hende, end at lede efter noget selv - og er familien ude på tur er det også moren, der har servietter, tyggegummi, køresygepiller og solcreme i tasken, som de andre kan bede om at få udleveret, når de har behov for det.


En mor kan navigere i kaos. Med et stort smil og et varmt hjerte. En mor har overblik og tænker hele tiden to skridt frem.


Sådan er det. For det meste.
For nogen gange kan en mor blive så træt, at hendes dage bliver lange og hendes ben tunge. 
Hun kan have dage, hvor hun snapper efter luften og hakker på både mand og børn. Fordi hun er træt med træt på. Og trænger til fred og ro.
En mor skal lades op med energi og overskud, ellers har hun intet til sig selv, når alle har fået deres andel.


En mor trænger fra tid til anden til at være alene.
Helt alene.
Så hun kan tænke, drømme og sove. I fred.


Det er derfor meget meget heldigt, at der også er en far i familien. 
En far, som er en tålmodig guldklump, der godt forstår at moren har brug for ro. 
En far som tager Lillepigen med i svømmehallen søndag formiddag, mens Mellempigen spiller fodbold og Storepigen er hos veninder. 


Pludselig har moren huset for sig selv. Huset roder, men der er hyggeligt og rart at være. Det har moren ikke haft overskud til at få øje på længe. Moren har nærmest ikke kunnet holde ud at være her. Men nu ser hun at hun bor i et dejligt hjem. Fredeligt og stille.


Da faren og børnene er kørt, er det første moren gør at sætte sig ud på toilettet og skide i fred.
Mens hun sidder der, griner hun ved tanken om, at det i hendes liv er blevet luksuriøst at kunne skide i fred, uden at nogen tager i døren (hvis hun har husket at låse), kommer brasende ind (hvis hun har glemt at låse) kalder eller snakker på den anden side af døren.


Sidenhen laver moren sig en stor kop dejlig varm kaffe, sætter sig med sin computer, åbner sin blog og klikker på fanen 'Nyt indlæg'.


Rigtig god søndag til alle med en særlig hilsen til jer, der er mødre.
 Jeg håber at I, ligesom jeg, har fået mulighed for at skide i fred i denne weekend...

PS. Bloggen er kommet på Facebook og du er mere end velkommen til at 'like' mig her.

Rend mig

Krævende tudende, insisterende børn, der kræver nærvær, leverpostejmadder, aflusning og konstant spørger om det ene og det andet: Rend mig!


(Rene underhylere, tjek
 2 par strømper, tjek)



Røvirriterende kolleger og møgunger til skolebørn og møgungers dorske forældre: I kan rende mig!

(Praktisk fodtøj, tjek
 Sengelinned og håndklæde, tjek)


Gammel gnaven ægtemand, der har været både fysisk og mentalt fraværende i familien gennem nu 3 uger og som er så træt, når han endelig er hjemme -  og tilsyneladende mener, at det er rimeligt at lade al råddenskab i hele verden gå ud over mig: Rend mig!


(En trøje, lidt ekstra tøj, tjek
(Dulleblade, en god bog, oplader til mobil, tjek)


Alle jer, der vil mig noget, har noget til mig, forventer noget af mig, synes jeg skal se noget, høre noget, vide noget: I kan rende mig!


(Summersby, rødvin, vodka, juice, tjek
 Hovedpinepiller, tjek)




Rend mig langsomt allesammen, for nu tager jeg på sommerhusweekend med fire vidunderlige kvinder.

I havn

Når jeg mandag morgen lægger fra havn
og sejler ud i en ny uge
håber jeg altid inderligt på stille vande
god vind, helst medvind.


Det sker bare næsten hver uge
At jeg sejler ind i et uvejr eller ryger ud af kurs
Måske fordi jeg har mistet mit søkort
eller fordi fyrtårnet er ude at drift, så retningen bliver skæv


Til alt held er jeg blevet en dygtig skipper
så når stormen raser, sætter jeg alle sejl til
får alle mand på dæk og klarer skærene
eller lægger en ny kurs


Denne uge er nu sejlet til ende
Kursen blev sat selvom bølgerne gik højt
Det en lettet og smilende kaptajn
der netop er sejlet i havn

God weekend!