onsdag den 27. februar 2013

Top tre, onsdag

 1. 
Stine ovre fra Stinestregen, hvis blog jeg er meget stor fan af, har gang i noget med at tegne svar til spørgsmål fra læserne. I dag har Stine tegnet et svar til mit spørgsmål. Sejt!

2. 
Vores madplan fra Rema 1000 er god. Vi har fået dejlig varieret aftensmad hele ugen og retterne er nemme at lave. Pt. holder vi pga. midlertidig finanskrise en pause med måltidskasserne fra Årstiderne. Dem er jeg ellers big time fan af.

3. 
Jeg har opdaget mobilporto, et frækt nyt tiltag fra Postdanmark. Det er nu muligt, via en app, at købe porto med sin smartphone, og man får så tilsendt en kode, som man skriver uden på det brev, man vil sende. Farvel frimærker forevigt, tak for alt. Jeg tror dog ikke på, at det virker, før min farmor kvitterer for det brev, jeg har sendt til hende i dag... (Og hvordan forklarer jeg en 96-årig, hvorfor der ikke er frimærke på brevet?)

Og så kan jeg berette fra skolelærerland, at jeg med nød og næppe kom igennem dagen. Mine kolleger lægger sig på stribe med influenza og halsbetændelse og jeg repræsenterede således i dag 33% fremmødt styrke. Så kræver det altså sin skolelærer at gennemføre undervisningen! Og en lur på sofaen, når man kommer hjem. 
Kommer der noget godt at sove til på tv i aften?

Hånd om vreden?


En meget sød læser (tak til dig), videresendte mig igår en inspirationsmail fra Liselotte Vejborg. Hvis du ikke ved, hvem hun er, så kan du kan lære hende bedre at kende ved at klikke her. Læseren var kommet til at tænke på mig, fordi Liselotte skriver om at være sur og vred. Artiklen handler mere om, hvordan man kommer ud af vredesfølelsen igen, og her er bestemt også noget, jeg med fordel kunne øve mig lidt i.


Fra tordensky til sommersol

I forbindelse med min lille spørgeundersøgelse er der kommet rigtig mange gode forslag og ønsker til mine inspirationsmails. Ét af dem der går igen mange gange, er ønsket om gode råd til at komme videre, når man er sur/irriteret/vred/gal (fortsæt selv).

Åh ... men det er da så enkelt: Du beslutter dig bare for at komme videre!

Enkelt ja - men nemt? Nope! Så her får du 5 af mine hotteste og mest brugte (af mig selv) tips til at komme over i en anden rille, når du er p**sed off - og har besluttet dig for at komme videre,
  1. Gør noget andet. Altså: “When you find yourself in a hole, quit digging.” (Will Rogers). Men for det første tror jeg slet ikke på den der med, at du bare skal være positiv, for det andet kan du ikke gå fra minus til plus, uden at du passerer nul, og derfor er nul nøgleordet. Du skal finde ud af, hvad der kan få dig til at fokusere på noget andet end vreden (eller hvad der nu måtte rase i dig), så du går i nul (hvorfra du nemmere kan bevæge dig i plus). Løsningen er en liste over "Shifters" - altså aktiviteter, der kan få dig til at smide skovlen og holde op med at grave. Der skal være mindst 10 ting på listen at vælge imellem, og allerøverst på listen sætter du: Hoppe på stedet! Det er grænseoverskridende at hoppe på stedet, når man er sur - men det virker lige så godt som det er grænseoverskridende, så prøv det som det første, næste gang muligheden er der!
  2. Acceptér, at du også har en "mørk" side. Jeg kan selv blive så vred, at jeg har lyst til at kaste med møblerne, og det hjælper mig at acceptere, at jeg også har det sådan en gang imellem, og at jeg ikke bare er den evigt glade type, der altid har et smil på læben og aldrig hidser sig op. Det, du lægger låg på, vokser. Og det gør det, lige indtil det eksploderer. Så rum, at du også har en vred side.
  3. Find balance i roen. For mig er meditation den rene balsam for min sjæl. Både når jeg er i godt humør, og når det omvendte er tilfældet. Og uanset om jeg lader mig guide, eller om jeg mediterer til musik eller bare sidder helt stille med mig selv, så skaber meditationen (og dens tankemæssige ro) den nødvendige balance inden i mig. Herfra kan jeg komme videre, fordi jeg slipper tankestrømmen (og det er typisk de mange tanker, der ellers ville holde mig fast i selvsvingets centrifugalkraft).
  4. Find ud af, hvad der er godt. Igen:  jeg er på ingen måde begejstret for du-skal-bare-være-positiv-så-går-det-over tilgangen, men den modificerede version, hvor du kigger på, hvad der er godt og mærker din taknemmelighed over det, funker i min optik super godt. Taknemmelighed er ét af de stærkeste lykkeredskaber, der findes, og du kan med fordel benytte taknemmelighed til at skifte rille. Begynd i det små og hold dig til ting, du virkelig er taknemmelig over (du skal kunne føle det - no faking!). 
  5. Gør noget for en anden. På samme effektniveau som taknemmelig finde du næstekærligheden. Når du er mentalt klar til at ryste dig fri af de negative tanker, er det smart at flytte dit fokus ved at gøre noget for andre. Det behøver ikke være i Mother Teresa eller Florence Nightingale-kategorien. Det tæller bestemt også at holde døren, smile, give plads til en anden bilist eller at sige noget pænt. Små ting, stor effekt!

Liselotte


mandag den 25. februar 2013

Hjemløs vrede

Vrede er en følelse på lige fod med glæde, tristhed, skuffelse og mange andre, men jeg oplever at vreden har særlig lav status blandt følelser. Så lav, at det er ikke okay være vred og slet ikke på et andet menneske.

Fornylig skete der noget, som gjorde mig rigtig vred. En person som jeg holder meget af, glemte noget vildt vigtigt og i den forglemmelse, kom der et barn i klemme. Et mix af barnets skuffelse, min følelse af' kontrol i frit fald = utilstrækkelighed', tilsat personens forsøg på at bortforklare og nedtone hændelsen, gjorde mig simpelthen så vred. Vred som i edderspændt rasende - i første omgang vendt direkte mod personen selv, men ved nærmere eftertanke var det jo en generel vrede, der bare skulle hældes ud, fordi jeg havde brug for at komme af med den. Vrede er svær at rumme, synes jeg!? Er det det, jeg skal lære? At rumme vreden uden at lade den slippe ud? 

Som jeg skriver i indledningen, er det  min oplevelse, at følelsen vrede har så lav status, at den efterhånden ikke er velkommen nogen steder. Det er simpelthen ikke i orden at blive vred - at få afløb, at rase ud og lade en portion negativ energi flyde kraftigt ud i omgivelserne. Jeg forstår godt hvorfor, for vreden er ikke konstruktiv - den egner sig uendelig dårligt til konfliktløsning, fordi den ene parts negative følelser optrapper den andens, og dermed forværres konflikten. I stedet skal vi lytte imødekommende, anerkende hinanden, udtrykke os i proaktive og positive vendinger. Ikke sige om noget, at det er dårligt, men i stedet påpege, hvordan det kan blive bedre. Jeg er indsovset i den kultur, særligt på mit arbejde, hvor vrede er helt totalt no-go, og det er godt og rigtigt, for der er ved den søde grød aldrig kommet noget hverken fint eller rigtigt ud af situationer, hvor en lærer udøste vrede over sine elever. Så nej, vreden er ikke velkommen, når jeg er på arbejde. Det er den så heller ikke i privaten og i mine private omgivelser, for mine børn skal ikke opleve vrede forældre, og derfor undertones den som regel, hvis den så meget som overvejer at stikke sit grimme fjæs frem. 
Men jeg har den i mig, vreden - og faktisk har jeg i mange år haft til opgave at lære den at kende og blive bedre til at mærke den. Det kom sig af, at jeg for ca. 10 år siden modtog krisehjælp af en psykolog tre gange to timer efter en meget voldsom og grænseoverskridende episode med en elev, der gik langt langt ind over min personlige grænse, uden at jeg fik afværget det og sagt fra. Psykologen, som var superdygtig og som lærte mig ting om mig selv, jeg den dag i dag kan bruge, påpegede, at jeg ikke var i kontakt med min vrede og at jeg skulle arbejde på at lære, at det er helt okay indimellem at være vred og sige fra. 
Det har jeg i årenes løb tænkt over, men når det så sker, at jeg mærker vrede i mig og giver afløb for den, så er der ingen, der vil have den?
Personen, som (beskrevet i indledningen) var genstand for min vrede over forglemmelsen, reagerede på mit udbrud ved selv at blive vred, og da vedkommendes temperament er større end mit og buldrer voldsommere, så var det efterfølgende min oplevelse at mit lille vredes-pip blev kørt over af et godstog. Sjovt nok var det netop det, at jeg tillod mig at blive vred over en forglemmelse, der udløste den andens vrede. Som jeg så hverken ville eje eller have. Fandme nej, vrede er en grim følelse, den forpester luften, gør andre kede af det og bringer meget sjældent noget godt med sig. Men hvad hulen gør man så af den? 

Hvad skulle jeg have gjort? Da jeg mærkede ægte vrede skylle ind over mig - vrede der pressede for at komme ud, og ellers ville blive til en indebrændt knude i maven, som heller ikke er til at bære rundt på!?

Hvordan tackler du vrede? Hvor gør du af den og kan du genkende noget af det, jeg skriver?

Rigtig god mandag!

onsdag den 20. februar 2013

Gangvagt Style

Jeg er stolt af at være lærer!
Især på en dag, hvor denne video har rundet de 70.000 visninger:


Teenagetanker

Mig: Jamen, hvad tænker du selv om det dine lærere skriver i din elevplan? Det om at du socialt bla bla bla bla?

Teenagedatteren: Jeg tænker, at de skal blande sig uden om, hvem jeg er sammen med, og hvad jeg laver!

Javel så!

Der blæser nye vinde i det lille hjem. Men tænk, jeg kan godt huske det. Hvordan de voksne skulle blande sig i alt og have en mening om alt. Og min mor var da storslem, synes jeg i hvert fald selv. 
Meget fælt og lidt grænseoverskridende pludselig at se sig selv i den rolle. 

tirsdag den 19. februar 2013

Oh love

Reklamer, kampagner og diverse tv-teasers på tv interesserer mig uendelig lidt. Det er ofte noget, der kører i baggrunden, som lydkulisse til livet i stuen eller mens vi venter på det, vi vil se i tv. Dog er det er sket et par gange her på det sidste, at jeg er stoppet op ved et indslag og har spidset ører. Lyttet nysgerrigt og tænkt: Hvor er det fedt! Indslaget (kampagnen) er én DR har lavet for at få os til at huske at betale licens. Og det, der fanger mine ører er en sang med den norske sangerinde Ane Brun. Ja ja, hende har du muligvis vidst alt om i årevis, men hun er ny for mig og jeg er ret betaget af hende. . 


Oh love, hvor er det en smuk sang med en helt vildt i(mine)ørefaldende melodi:



De sidste par aftener har jeg tjekket hendes musik  ud via Youtube og Spotify og hun laver de fedeste musikvidoer ** til sine sange, se fx den her ret spooky sang.


**Det kan da ikke stadig hedde en video? Musikvideo? Når kunstnere lancerer en film for at promovere deres musik? Der må da være et nyere og smartere ord for "musikvideo", som jeg lige nu ikke kan komme i tanke om?

mandag den 18. februar 2013

Så kan man da mærke, at ugen er i gang

Hjemme hos os er der en irriterende naturlov, der sørger for, at lige meget hvor godt vi forbereder os på at skulle slå hverdagen i gang igen efter en ferie, så sker det alligevel at én eller flere af os kommer baglæns ud af døren, bliver forsinket, er overtræt eller sløj.
I dag ingen undtagelse. Vi var ellers i fin stil. Søndagen blev brugt på klargøring til den kommende uge, der blev lagt madplan, købt ind til hele ugen, bagt både rugbrød og sandwichbrød til madpakker og mange andre praktiske småting, der er skønne at have ordnet i god tid (pakke børnehave- og skoletasker og den slags).

Jens og jeg gik tidligt i seng, men allerede da jeg landede på puden, kunne jeg mærke at noget var helt galt i min mave. Op igen og ud på toilettet. Her sad så så en halv times tid, jeg skal spare jer for detaljerne! Ind i seng igen - maveknebet blev kun værre og jeg kunne slet ikke finde ro. Det kunne Jens så heller ikke og lidt efter måtte også han indrømme, at han havde grusomt ondt i maven. Et time eller to og mange toiletbesøg senere blev der endelig ro. Indtil Lillepigen råbte fra sit værelse, at hun havde tisset i sengen. Op igen (Jens), tage sengetøjet af, hente en ekstradyne, få barnet vasket og i rent undertøj og lidt efter lå hun og snorkede i smørhullet. Jeg havde svært ved at falde i søvn igen, kom til at tænke på de to sidste afsnit af Mad Men, sæson 5 som vi havde set om aftenen. Det næstesidste afsnit rummer en tragedie (af hensyn til eventuelle andre Mad Men-lovers vil jeg ikke afsløre hvad) som jeg ikke kunne få ud af hovedet. Kan en så forfærdelig og endegyldig hændelse virkelig være eneste og sidste udvej? Nej vel?

Da vækkeuret ringede 6.15, føltes det som om jeg kun havde sovet i et par timer, hvilket selvfølgelig er løgn, men altså...
Jens kørte meget tidligt pga. monstervigtigt møde. Stadig med ondt i maven. Mit er vist gået væk!?
Heldigt, for skolelæreren har også et vigtigt møde her i formiddag. 

Storepigen havde også sovet elendig pga. hoste, så jeg forudser, at det bliver en træt familie, der lander her i eftermiddag. 

Jeg mærker i sandhed at hverdagen er tilbage. Og vel er vi trætte og flade i dag, men så kan vi vel sove tidligt i aften og være friske til i morgen!?

Mine skønne piger, vinterferien 2013

lørdag den 16. februar 2013

Hold your horses

Lige som jeg gik rundt herhjemme og himlede op, postede Linda dette indlæg, hvor hun udtrykker præcis det, jeg gik og himlede op over! 
Tak Linda, jeg er så enig med dig!

Problemet i sagen om hestekød, der sælges som oksekød, er ikke at det er hestekød. Det er, at vi som forbrugere, selvfølgelig må kunne regne med, at en vares indhold svarer til det, der er angivet på varens emballage. Fødevarebrancen har et massivt troværdigheds-problem, hvis det viser sig, at man ikke kan være helt sikker...

Dét er sagens kerne.

Ikke hestene!

Det, jeg himlede op over, var et indslag i nyhederne, hvor en utrolig irriterende studievært, forsøgte at hænge en slagtermester ud og gøre ham til hele miserens Bad Guy. Det sku' være hans skyld, var man ikke i tvivl om. 

Slagteren solgte i sin butik et produkt, som han kaldte 'pizzahak' og af dette produkts emballage fremgik det, at der var tale om en blanding af kød fra både ko og hest. 
Det produkt havde slagteren forhandlet i 20 år og ingen havde nogensinde interesseret sig for det. Men nu var fanden løs og manden måtte stå og forsvare sig, selvom han ingen lov eller regel havde overtrådt?

Jeg har aldrig hørt om en pizza med hestekød og jeg mindes ikke, når jeg har siddet og pløjet menukortet igennem hos diverse pizza-udbringere,  nogensinde at have bemærket en pizza med hestekød.

Og det er jo skidt. For hvis pizzariaerne køber pizzahak, velvidende at det indeholder andet end oksekød og bruger det på oksekødspizza'er, så havner jeg som pizzaspisende forbruger i samme båd som den Findus-lasagnaspisende, nemlig at jeg har købt én vare og fået udleveret en anden?
Den historie synes jeg nyhederne skulle have gravet i!

Hestekød, som er en fast del af varesortimentet hos rigtig mange slagtere er lige pludselig blevet det værste, vi kan spise - men hallå, jeg ville dele forargelsen, hvis der var tale om kød fra rotter, hunde eller katte ... men det er der jo ikke. (Vel? Please? Bare det ikke bliver det næste!?)
Det, der forager mig i denne sag er ikke, om jeg spiser hest eller ej, det er at jeg vil vide, hvad jeg spiser og hvad jeg køber!

torsdag den 14. februar 2013

Barndomshjem

Børnene drikker Ribenasaft og griner, når jeg fortæller at onkel J. havde værelse der, hvor de nu sover. Og at mit værelse var det lige ved siden af. De synes, det lyder skørt at onkel J. og jeg har boet sammen hjemme hos mormor og morfar. Og de lægger ikke skjul på misundelsen. 
Jeg bedyrer ellers at morfar godt kunne være skrap, og at man altså skulle smøre madpakker og lave lektier dengang jeg boede der. Men det tror de ikke helt på, for der findes i deres verden ikke rarere og hyggeligere mennesker end mormor og morfar. Der er noget meget meget trygt i at have et barndomshjem. Et sted, hvor alt ligner sig selv og hvor sofaen står der, hvor den altid har stået. Her har jeg rod og her er jeg ikke mor, kone eller skolelærer, jeg er datter. Og lige meget hvor gammel jeg er, siger min mor at jeg skal køre forsigtigt og fortæller mig hvor jeg kan parkere, når jeg kører til byen, selv om jeg har været det sted hundredevis af gange før. 


Dér hang engang en gynge, her sad jeg tit og læste og i det skab, gemte onkel J. sig altid, når vi legede gemmeleg. Når det ringede på døren, var det nogen, der spurgte om vi kunne lege og ude på vejen var der altid børn, der legede Når K og jeg var uvenner, satte jeg mig på lyskassen ved lygtepælen og spejdede mod huset, hvor hun boede, i håb om at hun kom ud igen, så vi kunne slutte fred. Skal vi hoppe i svingetov, kunne hun for eksempel spørge og så vidste jeg, at vi var gode venner igen. Vi legede at vores cykler var heste og så kørte vi rundt og rundt og rundt på vendepladsen, som så var en ridebane. 
Vendepladsen er der endnu. Jeg husker den som meget større, men må jo have været mig, der var mindre.


Mit barndomshjem er lyden af en bestemt dør, der klaprer, det er duften af mad og det er varme og tryghed.
Det er nogen, der synger og griner højt og nogen, der slår ud med armene og sætter kaffe over. Det er formen, jeg er støbt i, ophavet til mig. 
På én gang et sted, hvor jeg falder frit og giver slip, men også et sted, hvor 'selvfølgelig' og  'plejer' bliver til bundethed og laden-stå-til, fordi nogen ting ikke skal eller kan blive anderledes. Men jeg kan lide det sådan, fordi det er dér, hvor jeg kommer fra. Og elsker at vende tilbage til i nogle timer, dage. 

tirsdag den 12. februar 2013

Nede i gear

Efter dejlige dage hos venner, der er flyttet alt for langt væk og familie, der bare bor langt væk, er vi landet hjemme i et vakuum af ægtemanden, der ikke har vinterferie og tre børn og mig der har og i dag drager videre ud på vinterferiefærd. Næste stop Aarhus. Inden afgang skal jeg lige nå at køre tre maskiner vasketøj igennem, støvsuge soveværelset og ompakke taskerne med rent tøj og tykke sokker.
Det er herligt at have ferie. 
Edvard Munch-udstillingen på Aros skal tjekkes ud torsdag.

tirsdag den 5. februar 2013

Bjørn i hi



Sne virker beroligende, selvom kulden hviner i kraniet. Hvornår holdt jeg op med at gå med hue om vinteren? Længes uendeligt efter varme eftermiddage og græs mellem bare tæer. 

Dage med tung i røven, dage med udmattende seancer og dage, der bare er gået med at være lange og trættende. Er vågen, når jeg skal sove og ude af stand til at holde op med at sove, når jeg skal vågne. Som om min krop vil følges med lyset.  Men der er bare ikke ret meget lys i denne tid, vel?

Løser svære opgaver i virkeligheden, men også inde i hovedet, mens jeg går på trapper med min skoletaske, der hænger tungt over venstre skulder og banker ind mod hoften, fordi jeg springer hverandet trappetrin over. 

Udmattes af at forstå, anerkende og sætte mig i de andres sted. Trænger til at nogen sætter sig i mit sted. Måske også til bare at få ret. I at det er, som det er.

Hvis jeg var et dyr i dag, ville jeg være ét der gik i hi. En stor brun bjørn for eksempel. Med store brune bjørnelapper, der både kunne favne, bære og klappe nogen venligt på hovedet, men også lapper, der kunne feje nogen af banen, hvis det var nødvendigt. Eller råbe noget så højt, at det gav genlyd.




lørdag den 2. februar 2013

Flik flak flok, hov der var min blog!

Der var du jo, blog, godt jeg fandt dig. Ja ja, jeg ved godt, at du har følt dig noget ensom og forladt i den forgangne uge, og det skal jeg naturligvis være den allerførste til at beklage. Omend jeg er glad for, at du har savnet mig, så er jeg helt med på, at dit værd er temmelig afhængigt af, at der bliver fyldt ord på dig ... Skolelæreren har bare så meget om ørerne for tiden, og i skolelærerens verden er der i forvejen så helt utrolig mange ord. Nok derfor, at jeg har været så ordfattig på hjemmefronten. 
Er der ikke kommet så mange ord ud her i ugens løb, så har jeg til gengæld indtaget rigtig mange. For jeg læser og læser. 
I denne bog:



Det er anden gang, jeg læser Covey's "Syv gode vaner" og jeg får mere ud af den nu, end da jeg læste den første gang for et par år siden. Jeg forestiller mig, at det skyldes, at de frø til udvikling og forandring, der blev plantet i mig første gang, jeg læste bogen, nu spirer og giver næring til større forståelse af bogens budskab.

Fra bogens bagside:
"7 gode vaner er en fantastisk inspirationskilde og værktøjskasse til personlig udvikling og refleksion..."

Jeg finder guldkorn, som giver mening i forhold til mit arbejde - både i relationen til kolleger og ledelse, men jeg bliver også inspireret til at ændre på nogle uhensigtsmæssige mønstre, som jeg bærer i mit ægteskab og sørme om der ikke også lige blev skubbet til nogle gode tanker i mit moderskab.

God weekend!