søndag den 30. juni 2013

Utrolig romantisk

Mormor og morfar er taget tre dage i Jesperhus med deres i alt fem børnebørn. Det betyder, at der ingen børn er i vores hus i disse dage. 
Uhhh uhhh uhhh, hvilke storslåede muligheder for at genopleve honeymoon-fasen og rigtig være sammen som ægtepar og ikke bare som de voksne i en stor familie. Spørgsmålet var bare - skulle vi blive hjemme for nedrullede gardiner, tage ud og spise, gå i biografen eller måske stikke af til et hemmeligt sted langt væk? (Dog begrænset hvor langt væk, man kan komme for 0 kroner på tre dage, men tanken var dejlig...)

Fredag aften var jeg til den store sommerferie-personale fest på skolen, så den var taget. Lørdag gik med praktiske gøremål i hus og have, en lille løbetur og generelt plejning af små tømmermænd og nydning af alene-tid. Vi kiggede på hvilke film, der gik i biografen, vi snakkede om nye spisesteder i byen og byggede en skøn forventnings-stemning op, der mindede og en meget svunden fortid, hvor vi havde hveranden weekend alene sammen, og derfor havde masser af overskud på kærestekontoen.
Jens gik i haven for at klippe hæk.
Jens kom ind fra haven med hånden for det ene øje. Han havde fået noget i øjet, der generede helt vildt, og som ikke gik væk. Han skyllede sit øje. Han gned og gnubbede i det. Jeg kom med gode råd og fik ham sågår til at stå og skære løg i køkkenet, for på den måde at sætte fut i tåreproduktionen, så øjet kunne skylle sig selv. Det blev værre og værre. Jens' øje svulmede op og blev mere og mere rødt og han kunne ingen steder være, for svie og smerte.
Jeg blev bekymret og foreslog et opkald til lægevagten, for at få et godt råd. Så Jens ringede, og blev taget meget alvorligt af en vagtlæge, der gerne ville se ham straks.

Og således gik det til at vores romantiske lørdag aften blev tilbragt i lægevagtens venteværelse og senere, efter en tur på apoteket efter øjendråber, hjemme i stuen, hvor min kære mand sad med en forbinding plastret på øjet, der skulle sørge for at øjet var lukket og i ro de næste 12 timer. 
Vagtlægen havde intet fremmedlegeme fundet i øjet, men derimod en lille ridse på hornhinden, som vil læge sig selv i løbet af nogle dage.
Det er farligt at klippe hæk! Kun en tåbe frygter ikke haven!

I aften går vi i biografen.

lørdag den 29. juni 2013

I mål, skål!

Det er en meget lettet, træt og temmelig udsplattet skolelærer, der sidder bag tasterne og skriver dette. Foran hende står et glas kølig rosévin, som skolelærerens mand (som by the way er ingeniør, hvis det interesserer nogen) lige har placeret foran hende.
Skolelæren er nået endnu en runde i den cyklus, der kendetegner en skolelæreres arbejdliv. Et skoleår. 40 uger og så er man i mål. 
Den runde, der sluttede igår er skolelærerens 13. Og det er helt fuldstændig uden sidestykke det mærkeligste og mest utraditionelle skoleår af dem alle. Først en fusionsproces hvor tre skoler blev lagt sammen, med et dertil hørende hvirvlende misk-mask af plejer, der var død, nye vaner, nye kulturer og et fysisk nyt sted. Og da meget var ved at lande fint, kom lockouten og slog benene væk under de fleste. Siden lockouten har skolelæreren haft mere travlt end nogen sinde, og alligevel lykkedes det ikke at hente de fire tabte uger. Vi gjorde ellers, hvad vi kunne.
Den fredag, hvor skolebørnene går på sommerferie er altid en dejlig, hyggelig og meget bevægende dag. Mange siger tak, andre siger farvel og de fleste siger på gensyn. Denne skolelærer skulle i går sige farvel til en hel årgang, der efter ferien fortsætter i overbygningen på en anden adresse i byen. Elevernes grådfyldte ansigter, da de faldt deres lærer om halsen og sagde 'tak for det fucking bedste år ever', gik lige i hjertet, og det var med en kæmpe klump i halsen, at skolelæreren fik sendt dem alle godt afsted på ferie. 

Og så var der personalefest. 
Skål!

mandag den 24. juni 2013

Bøh!

Der har været så meget og nogen gange for lidt. Jeg har været inde, ude, oppe og nede, ja nærmest (noget af) Danmark rundt indenfor en uge. Først en weekend med spas og løjer sammen med dejlige kvinder og børn i Odense, dernæst hjem og vende, pakke en ny taske og på lejrskole med 6.årgang. I Odense. Hjem igen, travle dage, møder mig her og møder mig der og i denne weekend var jeg så lige en smuttur i København (vinkede da toget passerede Odense). 
De store bjerge er nu forceret. Dem, der gav mig hjertebanken og spiste af min nattesøvn. Arbejdsopgaver, der krøb ind under huden og fyldte alt for meget, men som nu kan holdes ud i strakt arm med ordene 'jeg har gjort alt, hvad jeg kunne' og overlades til andre. Mens jeg igen trækker vejret helt ned i maven og mærker, at sommerferien står lige derhenne og venter på mig. Jeg kan se den herfra.


Og så må det være sådan, at mens vi venter på, at jeg begynder at skrive noget ordentligt igen, kommer der lidt blandede billeder fra min telefon:




Fra lejrskolen til Odense: Den fynske landsby. Et fedt frilandsmuseum, som blev endnu bedre af, at vi havde en suveræn rundviser, der mestrede fortællekunsten big time. Hold nu op, hvor det gør en forskel, når der skal fortælles for børn, at den der gør det, kan! Mine egne børn har ikke været i den Fynske Landsby, en mangel vi må have rettet op på.



Også fra lejrskolen til Odense: H.C.Andersens hus: Det ligner jo bare et helt almindeligt gammel hus i en hvilkensomhelst dansk by, men så står man der og tænker på, at i det helt almindelige gamle hus er er af verdens mest ualmindelige digtere født. Den tanke fik jeg smittet eleverne med, så vi alle stod og flippede lidt over det: At han havde været inde i det hus. Ja, som lille barn, men alligevel. 


Det nåede vi også lige: Børnehavens sommerfest, hvor Lillepigen var indianer i en fin og sjov forestilling. Hun var så kær, at jeg næsten ikke kunne rumme det. 



"Hvor gammel skal man være, før man kan lære at spille poker" råbte Jens en eftermiddag, hvor Lillepigen igen havde fået tigget sig til, at han spillede "Funny Farm" med hende. Vi aflaster hinanden lidt, for spillet er så kedeligt, at vi er ved at falde ned af stolen. Men Lillepigen elsker det, og det er godt for børn at spille spil. Siger jeg, og forbander at jeg ikke er et barn længere.


Og et enkelt billede fra haven: Endelig kom der en tomatplante i kapillærkassen. Bagved ses et af mine sommerprojekter - et gammelt fodertrug, som har været brugt til køer på en mark, er blevet stablet op på fliser, og anvendes nu som et temmelig alternativt højbed. Og der vokser tre slags salat deri. Tag den!

fredag den 21. juni 2013

Nedtælling til nedsmeltning

Seks hverdage tilbage inden skolebørnene sendes på sommerferie, og vi andre i ro og mag kan lukke året ned, mens vi på én og samme gang pakker det nye år ud. 
Det sidste er jeg allerede i fuld gang med - jeg øver mig i at aflægge mig "voksen-til-teenager" talemåder og vendinger og omprogrammerer ligeså stille min hjerne til at skulle være sammen med 8-9-årige hver dag. 
Jeg afgiver 6.klasse og modtager 3. klasse. Er som mellemtrinslærer den station, der kommer lige efter indskolingen (det vil sige at langt de fleste børn HAR lært at læse, binde snørebånd og pudse næse) og lige inden overbygningen(det vil sige at jeg undgår det store ungdomssløvsind, kærestesorgerne (elevernes altså) og kampene om møde til tiden, lektier og hvad siger dine forældre til det). 
Det er nu altid vemodigt at sende nogen afsted, som man har bokset dagligt med i tre år, men efter tre fantastiske lejrskoledage i Odense, synes jeg vi får dem sendt afsted med maner. 

søndag den 16. juni 2013

Hjertet fyldt

Jeg går smilende rundt i en døsig træthed, der på en dejlig og lettende måde hele tiden minder mig om, hvor helt igennem vidunderlig en weekend, jeg har haft. En weekend, der bød på samvær med kvinder, jeg holder uendelig meget af og en masse skønne og sjove børn, god mad, frisk luft, bål, rødvin, skumfiduser og masser af spas og løjer.
Det er i kraft af Mellempigen at jeg har dette kvindenetværk: Vi lærte hinanden at kende via en netmødregruppe, hvor man kunne gruppere sig efter, hvornår man havde termin og via et forum op nettet møde og skrive sammen med ligesidende. 
Flere af gruppens kvinder mødtes allerede på den anden side af pc-skærmen, IRL som gravide. Jeg kom først med på de fysiske møder, da Mellempigen lå som en smuk langhåret baby i barnevognen. Siden er der løbet meget vand i den baby-å, mange er faldet fra med årene, men vi er stadig en stærk kerne af kvinder, der mødes flere gange årligt og efterhånden har bygget en lang række traditioner ind i vores netværk. De babyer, der bragte os sammen, er nu 11 år gamle og det er rørende at se, at der også opstår netværk og venskaber mellem dem.

Mit humør, der indtil i fredags havde været svingende -  en hel del til den hysterisk stressede side, fordi de sidste par uger bare har været vanvittige rent arbejdsmæssigt, skiftede fra det røde felt og helt over i det grønne afslappede, allerede på køreturen til den spejderlejr, hvor vi har været hele weekenden. 
Mellempigen sad på forsædet og styrede helt suverænt, hvilke One Direction-sange, vi skulle høre, og da vi ankom til lejren og blev modtaget med store krammere og ihh hvor er det dejligt at se jer begge igen, så tog jeg en dyb indåndig helt langt ned i maven og lod alt det rådne stress-energi sive ud og gik i lag med en weekend så herligt, at den positive karma, jeg nu er fyldt af,  vil kunne bære mig oppe de næste mange dage. 
Når jeg lige får sovet, for det blev der ikke så meget af, men det er sgu også spild af tid at sove, når man er i så godt selskab.
Jeg har brugt aftenen på at ompakke min taske, skifte beskidt tøj ud med rent og huske alt fra den vigtige seddel i skoletasken: I morgen skal jeg sammen med fire kolleger, tre dage på lejrskole med halvtreds 6.klasses elever. Det kan kun blive festligt og fornøjeligt, og jeg er sikker på, at det i hvertfald ikke bliver kedeligt!

Min kære ægtemand og vores tre piger, må altså klare sig uden mig de næste tre dage. De vil helt sikkert nyde den ro, det kommer til at give i huset!

torsdag den 13. juni 2013

En vits

Jeg må simpelthen dele denne vits med jer, som jeg hørte fra en sød dreng, jeg kender:

En mand er til et middagsselskab på 40. etage. Han siger til selskabet, “Ved I godt, at vinden udenfor er så kraftig, at hvis jeg sprang ud af vinduet så ville jeg blive blæst rundt om bygningen og komme tilbage hertil!?”
De andre gæster griner af ham, men manden bliver ved: “Så vil jeg bevise det!” Han springer ud af vinduet og jovist kommer han svævende tilbage og ind af det selvsamme vindue han sprang ud af.

En anden af gæsterne kunne virkelig godt tænke sig den oplevelse og springer ud af vinduet, før nogen kan hindre ham i det og han falder til jorden stendød. 
Bartenderen peger så på den første gæst: “Hvor kan du altså være en skiderik, når du er fuld, Superman!”

tirsdag den 11. juni 2013

Udpluk

# Er lidt flov over, at jeg ikke har sat mig ordentligt ind i, hvad det er for en kamp landets praktiserende læger kæmper med systemet for tiden. Men jeg har forstået så meget, at det kan ende med, at vi skal til at betale for at gå til læge. Da jeg igår var hos vores praktiserende læge med Lillepigen, fortalte Doktor Bent at den type konsultation, jeg havde modtaget, i fremtiden kunne komme til at koste 6-800 kr. Absurd, siger jeg bare, for tænk lige på, hvor meget det vil forvride sundhedstilstanden blandt befolkningen? Er vi i gang med at ændre DK til et lillebitte USA?

# En dag for nylig kørte jeg en anden vej hjem end jeg plejer, drejede af ved et ishus, der ligger med udsigt over vand, steg ud af bilen og gik hen og købte mig den største is, de havde på kortet. At tillade mig selv en afstikker fra ruten, at tillade mig selv en is og det vildeste: At tillade mig selv den allerstørste is, er en sjældenhed som jeg allerede glæder mig til at gentage. For mens jeg sad der og kørte is ind i hovedet og nød stilheden, udsigten, det gode vejr, og ikke mindst, at der ikke var ét eneste menneske i miles omkreds, der krævede noget af mig, så faldt der en ro over mig, som gjorde at jeg lige præcis kunne imødekomme resten af den dag...

# Vi har i weekenden anlagt bålplads i haven og etableret stativ til bålmad -  og jeg kan mærke helt ind i knoglerne, at det bliver så godt.  Det er her, vi kommer til at hænge ud i de lange lyse sommeraftener ... Jeg ser både aftensmad, popcorn  og ristede skumfiduser for mig.

# Jeg hørte et oplæg ved en meget dygtig og inspirerende psykolog for nogle uger siden. Han talte uafbrudt i to timer, men var så interessant at høre på, at jeg gerne havde taget en time mere. Der var noget af det, han sagde, som har rullet frem og tilbage som en bølge - en tankebølge i mit hoved siden. Han sagde: Husk lige på, at hvis man ikke skifter kurs, så ender man jo der, hvor man er på vej hen! 

# Jeg har været flere måneder om at komme igennem romanen "Halvbroderen" af Lars Saabye Christensen, fordi jeg lytter til den som lydbog. At gå ind i det mentale rum, hvor der er ro og tid til at lytte bog, det er en øvelse, som har vist sig at være nærmest umulig for mig. Det kræver nemlig at jeg enten 1) er alene eller at 2) de mennesker, der er omkring mig ikke forstyrrer mig og de to faktorer er så godt som ikke til stede i mit liv. Jeg har dog fundet ud af, at det er superhyggeligt at lytte bog lige inden, jeg falder i søvn og et par gange har jeg meldt ud, at jeg gerne laver aftensmaden alene og så har jeg sat headsettet i ørerne og har fordybet mig. 

# Jeg udsætter hele tiden min anmeldelse af Anna Skyggebjergs bog "Introvert", fordi jeg så utrolig gerne vil have god tid og ro til at skrive noget ordentligt. Bogen er nemlig så god, at den fortjener en grundig omtale. 

# De bedste dage at komme træt hjem fra arbejde er tirsdage, for der har vores dejlige rengørings-alf været her. Lige når jeg åbner døren og kan dufte at her er helt helt rent, så bliver jeg så uendelig godt tilfreds med at vi valgte at prioritere den udgift. Alternativet havde nok været parterapi, og det er endnu dyrere!

# Hvad siger det om mig, at jeg har flyttet et crush fra en far til en søn? Har altid, siden jeg var helt ung (16-17 år) været vild med Leonard Cohen, og nu har jeg fået øjnene, og ikke mindst ørerne op for hans søn, Adam Cohen. Musikstilen er så meget lig faderens, at det næsten er plagiat, men jeg er alligevel helt vild med det.


fredag den 7. juni 2013

A la Munch

Lillepigens tegneudvikling har på det seneste taget et kæmpe udviklingsspring. Hun tegner og tegner fra morgen til aften, herhjemme og i børnehaven. 

Hendes tegninger er fulde af liv og drama, og der er mennesker og figurer med på dem alle.
Hendes tegnestil, når hun tegner mennesker, får mig til at mindes den fantastiske Edvard Munch-udstilling, der var på Aros i vinter!

You see why?











torsdag den 6. juni 2013

Hvordan kunne vi være det bekendt?

"Aj, helt ærlig for fanden mor, hvordan kunne I være så onde mod mig, jeg var kun tre år gammel og et helt uskyldigt barn", siger Storepigen forarget, mens hun med himmelvendte øjne og stram mund, stikker dette billede over mod mig. Det er et par dage før hendes konfirmation,  og jeg har nostalgi-trip og roder i gamle fotos. 
Storepigens barndom er ikke digital, den er sirligt samlet i fremkaldte fotografier, der sidder i albums i kronologisk rækkefølge med håndskrevne små anekdoter til hvert eneste billede.
"Hvad mener du?" siger jeg forfærdet og mærker et splitsekund et snert af angst for, hvad det er hun er i gang med at bebrejde mig...
"Det, der pandehår, ik' å", siger hun og og sukker højt, mens hun kaster sit smukke lange hår tilbage, "det ku' I seriøst ik' være bekendt..."




Mellempigen er kun få dage gammel her - og den nybagte storesøster er noget  betuttet

onsdag den 5. juni 2013

Grundlovsdag

Hvis du har børn eller skal være sammen med andres børn i dag, så spørg dem lige, om de ved hvorfor de fleste af os har fri dag!?
Og ved de det ikke, så lær dem det!

Her kommer lige en repetition:

Hvert år d. 5.juni, fejrer vi i Danmark indførelsen af den første danske grundlov, der blev underskrevet af Frederik d. 7.

Når man ser dette maleri af ham, ser han ud som en målrettet og beslutsom konge, men det var han faktisk overhovedet ikke. Han drak tæt og var ikke god mod sin dronning Vilhemine, som det endte med at han blev skilt fra. Han skejede ud og forargede sine omgivelser, blandt andet for sin forbindelse til danseren Louise Rasmussen, senere kendt som grevinde Danner.
Da Frederik d. 7. blev konge, var ministrene omkring ham alvorligt i tvivl om, hvorvidt han overhovedet kunne finde ud af at regere landet, men han endte med at blive én af de mest populære konger, fordi det var ham, der underskrev den forfatning, der afskaffede enevældet. Altså grundloven.


Frederik 7. ombord på »Slesvig«
Frederik d. 7.  1861. Maleri af Johan Vilhelm Gertner. Rosenborg.



Med den første grundlov af 1849 ændredes det danske riges styreform fra enevælde til konstitutionelt monarki.

Grundlovsdag er det tætteste vi i Danmark kommer på en egentlig nationaldag.

Grundloven blev ændret i 1866, 1915 (hvor kvinder og tjenestefolk fik valgret), i 1920 (hvor Slesvig indlemmedes i det danske rige) og sidst i 1953, hvor man ændrede reglerne for tronfølgeloven, således at en kvindelig monark kunne regere landet.

Hele den danske grundlov kan læses her. 

Grundloven stadfæster at den enkelte borgers frihed er ukrænkelig. 

Det er grundloven, der sikrer os retten til frit at ytre os, til at have den religion vi vil, retten til at gå i skole, retten til at blive stillet for en dommer inden 24 timer, ejendomsretten og mange andre gode, stærke demokratiske grundværdier, som i mange andre lande overhovedet ikke er en selvfølge.

Glædelig grundlovsdag!


PS. Jeg bliver glad, hvis du smutter her forbi og stemmer på min ferieindlæg fra igår. Af hjertet tak!

tirsdag den 4. juni 2013

All inclusive

Med dette indlæg deltager jeg i en konkurrence hos Spies.

På billedet herunder ses en mormor med sit barnebarn. Det er ikke en hvilken som helst mormor, og det er heller ikke på nogen måde et hvilken som helst barnebarn. 
Mormoren er min mor, og barnet er min datter.
Den ene er først i tresserne, den anden fylder snart tre og selvom de i alder er langt fra hinanden,  er de helt helt tæt forbundet. 
Omkring de to høres let støj fra strandens øvrige gæster blandet med lyden fra en ung ung mand, der råber højt om de saftige vandmelonstykker, han går på stranden og sælger til turisterne. Mormoren og barnebarnet lader sig ikke forstyrre. De er optagede af det, de ser og af hinanden.

"Se, mormor. Et skib!", siger barnebarnet begejstret og peger ud mod et sted i horisonten, hvor den mørkeblå, helt skyfri himmel og de skummende bølgetoppe mødes, og mormor siger tålmodigt, at hun ser det, den buttede barnefinger peger på, og så snakker de lidt om det, de ser. I det, med kærlighed tætpakkede rum mellem mormor og barnebarn, er tiden uendelig, tålmodigheden uopslidelig og nuet det eneste, der betyder noget. Mormor har altid tid.



Vi er på Mallorca, hele familien - min mand og jeg med vores tre børn, min bror og svigerinde med deres to børn og så kongen og dronningen: Mormor og morfar, som har inviteret os alle. 
Vi er uden for skolernes feriesæson og har taget fri fra arbejde i en uge. 
Det er midt i september,  og jeg kniber mig i armen hver morgen, når jeg vågner, fordi følelsen af at være stukket af fra det hele, fra hverdagens til tider bevidstløse gentagelser og rutinelle handlinger, er så stærk en følelse, at jeg lige skal øve mig i at være i den.
Vækkeuret ringer ikke kl. 5.45, vi skal ikke på arbejde og børnene skal ikke i børnehave og skole.
I stedet vågner vi tidligt, fordi solens lys  aer vores kinder, og dens varme fylder os og vækker os. Den, der vågner først rejser sig og går direkte hen og trækker gardinet fra, fordi det syn, der møder én, når man gør det, er lige fantastisk hver eneste morgen: Middelhavet, med dets inviterende brusende bølger, hvide sandstrand og fascinerende baggrundskulisse af klippefyldte bjergsider.
Vi skal ikke skynde os ud af døren, for vi har ferie, og vi har god tid. Så længe vi får spist morgenmad inden kl. 10.00, hvor buffeten lukker, er alt godt. Og det gør vi hver morgen, for vi er ikke taget på ferie for at sove, vi er afsted fordi vi vil noget. Hver dag byder på nye og dejlige oplevelser, både i området omkring byen, hvor vi bor, men også bare på hotellet, ved poolen og på stranden. Omgivelserne er så dejlige og rammerne så enkle og overskuelige, at børnene spinder som små missekatte, de to yngste tusser rundt, spiser is og plasker i vandkanten, de lidt større står på hænder i vandet og bygger sandslotte. Vi voksne skiftes til at være opmærksomme på børnene, mens andre med sindsro kan lukke øjnene, fordybe sig i en bog eller bare snakke sammen. 
Til hverdag - når vi er hjemme -  bor vi langt fra hinanden, og vi ses ikke så tit. På denne ferie er vi tæt tæt sammen, og vi får indhentet så meget både nærvær og samvær, at det føles som meget længere end 7 dage, vi er afsted. Vi griner, snakker og hygger - og fordi vi er mange afsted sammen, er der masser af plads til at en eller to kan stikke af i et par timer og tage en gåtur til byen, langs stranden eller bare sætte sig for sig selv et sted. 

Vi taler mange gange med hinanden om, at vi har været mange smukke steder i verden, men at Mallorca er et helt i særklasse fint, smukt og dejligt sted.

Jeg håber meget, du vil gå herind og stemme på mit indlæg. 

mandag den 3. juni 2013

Nye familiemedlemmer

Vores familie er blevet udvidet med tre små drenge. 
Fra højre:  Elmer, Pelle og Kakao.
Pigerne er plejemor for et marsvin hver, og de har selv navngivet dem.  Mit forslag om at kalde dem Rip, Rap og Rup faldt ikke i god jord!










lørdag den 1. juni 2013

Sidste skoledag

Hun fik øje på mig, før jeg så hende. Midt i det vilde inferno af udklædte, glædesjublende og meget højtråbende optog af karamelkastende 9.klasses elever, sprang hun ud af mængden. Jeg så hende ikke, før hun var helt henne hos mig, hun var klædt ud som en læge med hvid kittel, gummihandsker og stetoskop. 
Tørklædet, som hun har båret siden hun var 9 år gammel var i dagens anledning hvidt, hun har mange forskellige og vælger altid med omhu ét, der matcher hendes øvrige påklædning.
"Helle, Helle, Helle", råbte hun, mens de mørkebrune øjne strålede af glæde... "Jeg kom ind på gymnasiet." 

Og lige dér, midt i larmen, blev jeg bare så fuldkommen fyldt af glæde, fordi den lille meget generte, næsten sky pige, jeg lærte at kende, da hun startede på skolen for syv år siden, dengang hun gik i 2.klasse, har fortjent alt den succes, der overhovedet kan tilkomme hende i denne verden.
Hun er en ægte fighter! Som den ældste storesøster i en flok på seks børn, har hun altid haft et stort ansvar for sine søskende, og balancen mellem at være pligtopfyldende, praktisk og hjælpsom arabisk pige derhjemme, og i skolen ligeledes pligtopfyldende, stræbsom og socialt engageret dansk elev, har været en udfordring så stor, at den til tider føltes ubærlig for hende.
"Aldrig", svarede hun som 10-årig på spørgsmålet om hvornår hun følte sig okay og god nok -  og "altid" til det næste, om hun følte sig stresset over de krav, der blev stillet til hende.

Da hun var 11 år blev hun ramt af en bil i et fodgængerfelt og kom slemt til skade. Hun var indlagt i mange uger og ikke i skole i næsten flere måneder, og vi var bekymrede for, om hun ville være i stand til at hænge i igen, når hun kom tilbage i skolen efter så mange ugers fravær. Det kunne hun, for hun ville!

Nogen gange, når hun og jeg var alene, lod hun masken falde og tristheden træde frem. Fortalte, at hun tit tænkte på, hvem hun egentlig var, og at hun i skolen ikke følte sig dansk nok, og derhjemme ikke arabisk nok. Den tillid, hun viste mig, var meget rørende, og vi havde rigtig mange samtaler om, at hun skulle se sig selv, som et menneske, der er "både-og" og ikke én, der er "hverken-eller."

Med årene lærte hun at være i det, at se sig selv - ikke som et todelt menneske, med det ene ben i sin arabiske kultur og det andet i den danske, men som et helt menneske, der med sig har den gave at mestre to hjertesprog, kende to kulturer indefra og være vokset op i en familie, der trods traditionel arabisk baggrund, hele vejen har bakket op om at hun, der er født med et usædvanlig godt hoved, selvfølgelig skal have en uddannelse. 

"Jeg skal på gymnasiet", sagde hun igen glædesstrålende og faldt mig om halsen - "det var jo det, du sagde Helle,  allerede da jeg gik i 6.klasse" og lige i det øjeblik, var der en hel masse af det arbejde, jeg udfører til daglig, som gav rigtig meget mening. 
Jeg ønsker hende alt det bedste.