søndag den 29. maj 2011

Måske


Det her er en af de fedeste avisoverskrifter, jeg længe har set.
Er I klar over, hvilke enestående journalistiske muligheder det åbner, når man kan lave måske-overskrifter?  Endelig bliver det muligt at formidle alle de gode historier, som måske kunne have fundet sted.
Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der er sket. Det er kun måske.

Med den vinkel ville dagens overskrifter i mit liv se sådan ud:

Helle har måske vundet en million eller måske en iPad.

Stort gennembrud på vej - Helle A bliver måske snart verdensberømt.

Festivalpåklædning: Helle A var måske den, der så bedst ud i regntøj og gummistøvler.

Pivstive festivalgæster: Helle A var måske den, der blev mest charmerende og klog efter 4-5 fadøl i regnvejr.

Frivillige hjælpere: Helle A var måske den flittigste og mest arbejdssomme. Måske.

Jean Michel Jarre spiller måske i Jelling i aften.

God søndag aften. Måske!

fredag den 27. maj 2011

Sig uh uh


Klokken var lidt over seks - sig uh uh - og jeg havde taget mine store piger med til koncert - sig uh uh - med deres kæmpe idol - sig uh uh - Rasmus Tvebak - sig uh uh - og mine piger var lykkelige - sig uh uh - og skide ligeglade med at det var regnfuldt og koldt.


tirsdag den 24. maj 2011

Min usynlige søn




Ligesom Alfons Åberg har sin usynlige ven, så har jeg overvejet at opfinde en usynlig søn. Det skyldes sandsynligvis en overlevelsesstrategi, jeg er i færd med at udvikle, fordi  jeg som mor til tre piger lever i et, til tider meget piget, pigeunivers. I fatter ikke hvor lyserødt det nogengange er. Eller hvor meget Bratz, Littlest Petshop og Sylvanian Families der er i mit hus.

Min usynlige søn skulle være fræk og charmerende. Rødhåret. Mors dreng. Med skrammer på knæene og fregner på næsen. Han skulle samle edderkopper og biller i et syltetøjsglas (i stedet for at løbe skrigende bort) og læse bøger om biler og hajer.
Faktisk tror jeg at han ville minde rigtig meget om Steen fra tegneserien Steen og Stoffer. Ham kan jeg nemlig  slet ikke stå for.
Jeg kan i øvrigt heller ikke stå for mine piger, men det er en anden historie.

32 år

Tror altså billedet er noget gulnet med tiden, for jeg var ganske vist rødblond som barn, men synes ikke, det var så udtalt som på billedet, hvor jeg er syv år og lige begyndt i 1.klasse.  Det er min mor, der har klippet mit pandehår.

Jeg har engang læst om mit stjernetegn Stenbukken, at stenbukkekvinder bliver smukkere og smukkere med alderen.
Og at dømme efter disse billeder, så tror jeg faktisk at det passer. Der er 32 år imellem billederne, så hvis udviklingen fortsætter, bliver jeg forhåbentlig en meget pæn 75-årig!

Skrevet på en dag, hvor jeg netop har siddet og mindes en kommentar om mit udseeende, som min kære lillebror (der i dag er en 36-årig skøn familiefar) stak mig en aften, jeg var på vej i byen. Læs min kommentar til Marens indlæg her.

mandag den 23. maj 2011

Hørt i dag

Til zumba. Sveder som et svin og giver den max gaz til fed musik. Dejligt at være så meget krop og at mærke at den (kroppen) virker. Den kan ting. Og noget kan rystes, som jeg slet ikke anede, at det kunne.
Mine tanker flyver rundt i hovedet. Rystes på plads eller falder ud.
Jeg tænker på, at jeg godt kunne tænke mig at skrive noget om konfirmation. Hilste på unge mennesker i morges. De var på vej ud på Blå Mandag. Synet sendte mig ned af memory lane til en 14-årig mig, der ikke var døbt og ikke ville hverken døbes eller konfirmeres, da jeg skulle tage stilling til det.
Tænker på, hvordan jeg kan skrive det indlæg, da min opmærksomhed fanger følgende udsagn fra zumba-instruktøren:

"Husk altid at rette ryggen og skyde brystet frem.
Den holdning får små bryster til at se større ud og store bryster til at se kortere ud."

Påmindelsen hermed givet videre.

søndag den 22. maj 2011

Kvinder

Kristine (med denne herlige blog) spørger efter lækre kvinder, når jeg nu har postet et billede af en lækker mand.

Jamen selvfølgelig Kristine - vi skal da også have nogen dejlige damer på banen. Hvad er du til? Jeg synes, der er så mange smukke kvinder... Fx er jeg ret vild med hende her:

Julia Ormond



Jeg har også altid være fascineret af hende her:

 Uma Thurman



Som ung var jeg ret stor fan af hende her, men det er jeg nu ikke længere, omend jeg stadig synes hun er dejlig:

Julia Roberts

Der er også mange lækre danske kvinder. Hende her er virkelig i særklasse, hvis I spørger mig:

Stine Stengade


Og så elsker jeg hende her, men hun har da også bare charme, selvtillid og lækkert hår!



Iben Hjejle


Mand

Trænger vi ikke til at billede af en dejlig mand?

Jeg vælger ham her:



Mums!

Har for nylig set ham  i filmen "The king's speech". En skøn feel-good film, som kan anbefales på det varmeste.

lørdag den 21. maj 2011

Karate Kid

I mit forrige indlæg nævnte jeg, at mine store piger havde fortjent særlig opmærksomhed, fordi de er så vanvittig søde og hjælpsomme, når vi er alene hjemme. Derfor havde Mutti annonceret filmaften. Vi skulle se den nye Karate Kid film, som begge piger har sukket efter, fordi nogen af vennerne har fortalt om, hvor helt fantastisk den film skulle være. Så den så vi. Arm i arm i sofaen, med slik og popcorn og mig som undertekst-oplæser, så den ni-årige ikke missede noget.
Jeg synes at filmen var noget af det ringeste, jeg længe har set. (Er godt klar over, at jeg nok heller ikke lige er målgruppen, men nu sad jeg der og så må jeg vel gerne udtale mig?)
Kæft, den var dårlig! Handlingen er den tyndeste kop te, fuldstændig forudsigelig og helt sort/hvid. Og så var den i øvrigt slet ikke som Den Rigtige Karate Kid Film. Som jeg vist nok var ret vild med, da den kom frem i 1984, hvor jeg var 12 år præcis som min ældste datter er nu.

Mine piger synes at filmen var fantastisk! Én af de bedste de nogensinde har set. De var med  hovedpersonen Xiao Dre hele vejen. De fulgte ham på første skoledag i det nye land, harmedes over de andre drenges hårde behandling af ham, glædede sig over venskabet med pigen og heppede helt vildt under Kung Fu-turneringen. Da han blev skadet under semifinalen og lå med kæmpe opsvulmet ben og ikke vidste om han kunne gennemføre den sidste og afgørende  kamp, havde mine piger tårer i øjnene, for de ønskede af hele deres hjerter, at han ville klare det. Og tænk hvis han vandt hele turneringen!
Så da Xiao Dre rejser sig fra lægebriksen og humper mod kamp-ringen for at gennemføre finalen, som (sjovt nok) er mod den dummeste af de dumme drenge, vil jubelen fra den grå Ilva sofa næsten ingen ende tage.  Med puder for ansigterne ser vi finale kampen i Kung Fu-turneringen, hvor vores helt har klaret sig helt fantastisk - han har lært Kung Fu-kunsten af en vicvært, som viste sig at være en sand mester. (Hvis ikke jeg skulle læse undertekster højt, var jeg med garanti faldet i søvn cirka her).

Han vandt!
Jamen er det ikke fantastisk. Den gode sejrede over den onde. Ham, som var ren og ærlig i hjertet, besejrede ham som var lusket og brugte ufine metoder.

Moralen drev ned af væggene. Og mine børn elskede det.
Og derfor gjorde jeg selvfølgelig også.


fredag den 20. maj 2011

Træt

Efter en god, men lettere udmattende St. Bededag, hvor der kun har været mig og the girls hjemme, aflæser jeg lige træthedsbarometret og konstaterer:

- At det var mega dårlig planlægning fra min side at placere skole-hjemsamtalerne i den samme uge som skolefesten. Altså lige bortset fra at jeg kunne afslutte hver eneste samtale med at sige, "vi ses jo i morgen til festen".

- At fem ugers græsenketilstand med pænt krævende job og tre børn giver et træthedsjetlag, der sidder helt inde i knoglerne mange dage efter.

- At fakta er, at den ene græsenketilstand har afløst den anden, for min kære mand kom hjem fra arbejde i Tyskland og trak næsten med det samme i arbejdstøjet. Fra nu og de næste mange dage frem handler vores liv om en festival, der løber af stabelen her i byen i næste weekend. 5.000 indbyggere bliver til 25.000 over en weekend!

- At mine store piger virkelig har fortjent den opmærksomhed, jeg har lovet dem i aften. De er hjælpsomme, tålmodige og rigtig søde og overbærende og klarer smukt at bo sammen med en mor, der føler sig som udkogt æblegrød og en lillesøster, der kan selv, vil have, ikke gider og skal bare lige...

- At jeg blev helt bekymret for mig selv, da jeg skulle afsted til skolefesten og bar vores microovn ud i bilen (den skulle bruges til at lave popcorn i til festen), var sent på den og skulle nå at give barnepigen en masse beskeder. Bl.a. denne her: Der står lasagne i køleskabet, det skal bare varmes. Det nemmeste er, hvis I varmer det i microovnen. Og barnepigen kigger på mig og siger: "jamen var den ikke den, du lige bar ud i bilen."

Virkelig flot Helle. Var der nogen, der sagde at jeg var distræt? Ellers vil jeg gerne selv sige det. Jeg er distræt.

- Min mand har sin fætter på besøg og de to er netop kommet hjem og er nu gået i køkkenet for at lave mad til os alle.
En lydkulisse af mænd, der griner, snakker og hygger sig er virkelig behagelig og jeg bliver i godt humør af at lytte til dem.


søndag den 15. maj 2011

Sammenkogt

Vi er en sammenbragt familie. En sammenkogt ret. Med masser af kant og krydderi.
Da min mand og jeg flyttede sammen, havde vi hver to børn med ind i forholdet. To pakkeløsninger, der slog pjalterne sammen. Hans to børn var store, mine to var små. Det er længe siden nu og der er løbet så meget vand i den familie-å siden. Det kan der skrives rigtig meget om. Men det bliver der ikke.
 Jeg sagde ganske vist i mange år, at hvis jeg overlevede (og det gjorde jeg) ville jeg skrive en bog om det at leve i en sammenbragt familie. Indtil jeg opdagede at den bog allerede er skrevet. Mange gange. Der er en hel hylde på biblioteket med bøger om sammenbragte børn, papmødre og fædre, fars kone og mors mand. Jalousi, tabuer, faldgruber og konflikter, om ansvar og opgavefordeling, om forbehold og aftaler. Om kærlighed og kildevand, der desværre nemt bliver til lort og lagkage.

Min mands børn af første ægteskab bor her ikke længere, én er flyttet hjemmefra og én er på efterskole. Men de første år var de en stor del af vores familie.

Når man møder Sit Livs Store Kærlighed, så sker der mange ting. Noget sket bevidst og fordi man gerne vil have, at det skal ske, andet sker bare. Fordi. Vi havde slet ikke tænkt på, at der skulle være flere børn i vores liv. Der var ligesom nok i forvejen og de fyldte. Hveranden uge havde vi fire unger i huset og der var nok at se til. Skulle jeg hilse og sige.
Alligevel skete det. Fordi vi var så vilde med hinanden og fordi menneskekroppen for en stor del jo er et stykke biologi. Min mand var den første, der blev skruk og han var ikke længe om at overbevise mig om, at jeg ikke kunne få nogen større kærlighedserklæring fra ham end at han simpelthen bare måtte have et barn med mig. Mage til smiger skal man da lede længe efter.
Så vi fik hende. Kærlighedsbarnet. Fællesbarnet, som nu udgør en eller anden form for kit i familien, fordi hun er den eneste, der er i biologisk familie med alle os andre.
Jeg rammes af og til af den tanke, at det er et stort åg for hende at bære, for hun kommer til at skulle lægge hjerterum til for os alle, fordi hun er familiens rundkørsel, hvorfra vejene ud til de andre grene går.
Hun er 2½ år og allerede helt med på at ham, som kommer her hveranden fredag, er far til nogen her i huset. Som han skal hente. Og hun jubler sammen med sine søstre, og løber med ud i entréen når han kommer, fordi hun har set hundredevis af gange, at når dén mand ankommer, så råbes der "Hurra, nu kommer han".

Men selvom det føles som om hun forstår, hvordan det hænger sammen, så afslører hun alligevel huller i sin viden, som når vi taler om, at han er Marie og Frederikkes far. Og hun spørger, hvem er deres mor?


Majaften

Huset overfor står tomt. Gardinerne er trukket fra både til gaden og til haven, så her fra min stue kan jeg kigge lige igennem huset.
Mennesker kan man ikke kigge igennem - og ville det overhovedet være en fordel, hvis man kunne?
Jeg kan nævne flere, hvis hoveder jeg gerne ville kigge ind i. Ikke for at se deres kranie og hjernemasse, men for at læse deres tanker. Specielt er der én person, hvis tanker jeg ville give min højre arm, for at kunne læse lige nu.

Hvordan ser tanker ud? Jeg tror mine ligner gule post-it sedler, som flyver rundt mellem hinanden. En gang imellem er der så nogen, der sætter sig fast. Andre flyver ud og forsvinder, fordi et vindue har stået åbent for længe.

Når jeg kører på arbejde om morgenen, tager jeg afsted på præcis samme klokkeslæt hver morgen. Det er der åbenbart også rigtig mange andre mennesker der gør, for jeg møder de samme mennesker morgen efter morgen. Ved et busstoppested står hende med det blå hår. På cykelstien suser ham i den gule jakke afsted og når jeg passerer det lille hvide hus, kommer der en ung far ud med to små drenge. Moderen står i køkkenet og vinker. I morges var kun den ene dreng med faderen, den anden sad  på moderens arm, mens hun vinkede. Han var nok syg. Eller skulle bare have sig en fridag.

Kender I det, at man kan være så træt at man ikke kan falde i søvn? Eller så træt, at man vågner alt for tidligt? Mage til ulogik skal man da lede længe efter.

Jeg er uendelig glad for mit arbejde som lærer. I dag har jeg været med til at udrette noget, som kommer til at gøre en stor forskel for nogen. Jeg sætter stor pris på den følelse det giver mig, at kunne være med til at gøre en forskel for nogen.

Der er meget savn inde i mig i denne tid og det har været der så længe, at det er blevet til en slags tomhed. Savnetomhed.

Og så skulle jeg hilse og sige at en dårlig dag, før man ved det kan blive endnu dårligere, f.eks når man henter sit yngste barn i vuggestue og en sød og velmenende pædagog siger: "Johanne har haft en ... ja hvordan skal jeg udtrykke det, hun har haft en... for at sige det ligeud: LORTEDAG." Og så viser det sig, at ens barn har været ked af det og grædt og sagt jeg vil have min mor. Av for katten. Hvis jeg vil vide, hvordan jeg selv har det, skal jeg bare kigge i mine børns øjne, for der står det skrevet.

Det er mig

Jeg har bare taget den grønne kjole af min blog og givet den en lysere og mere stilren ting på. Var lige gået hen og blevet lidt træt af den grønne farve, selvom jeg elsker grønt.

Men selv det  man har allermest kær, kan man blive træt af. Få for meget af.


Men det er altså stadig mig.

lørdag den 14. maj 2011

På biblioteket

I formiddag var jeg på biblioteket for at hente en bog, som Martin anbefaler fra sin blog. At hente en bestilt bog på mit bibliotek foregår  helt selvbetjent, og da jeg står og kigger hylderne med de reserverede bøger igennem, rammes jeg med ét af den tanke, at ALLE de bøger er bestilt hjem til mig.

Og hvorfor nu det?

Der står adskillige selvhjælpsbøger om parforhold og ægteskab, der er en om mindfulness (ser interessant ud, jeg noterer titlen) og så er der bøger om familie og børn, bl.a hæfter jeg mig ved titlen "Hvordan får du dit barn til at sove." 
Så står der et par fede havebøger, en rejsebog og en masse romaner, hvor flere at titlerne er nogen, jeg har på en liste over bøger, jeg gerne vil læse.
Og så står der bøger om pædagogik, om klasseledelse, om konflikthåndtering, om kreativ danskundervisning og om den lærende organisation.
Alt sammen noget for mig.

Tænk, at jeg alene udgør HELE målgruppen for hylden med reserverede bøger på mit lokale bibliotek!

Eller også er det bare sådan at:
 1. Vi er mange forældre, der er (eller har været) frustrererede over vores børns dårlige søvnmønster.
 2. Vi er mange, der gerne vil blive bedre til at være i et ægteskab/parforhold
 3. Vi er mange, der gerne vil lære os selv lidt bedre at kende
 4. Vi er mange, der gerne vil have en flottere have og blive bedre til at lave mad,
5. Det er eksamenstid på byens lærerseminarium, derfor de mange undervisningsbøger.


I dag blev således dagen, hvor jeg via en hylde på mit lokale bibliotek opdagede, at jeg er ligesom alle andre!


tirsdag den 10. maj 2011

Ordleg

Så sagde vi gerne at jeg var et surt gammelt røvhul, og så havde jeg en blog, der hed:

Ej blog til lyst

Eller jeg var sådan en der altid beklagede mig og var negativ og derfor var det en Brokkeblog

Og var jeg sådan pigesur-agtig irriterende, så kaldte de andre den en

Mokkeblog

Der må da være en eller anden madglad starut, der har en blog ved navn Kokkeblog

Men findes urmagerens blog

 
Klokkeblog

Og så var  der jo onanistens skriverier:

Gokkeblog

Optikeren kunne have  en Blik-blog

Blog-fløjten: Om tilværelsen som sopranfløjtenist?

Vil du se hvordan jeg bor? Så besøg min boligblog. Jeg motionerer og skriver i min joggeblog. Henter dig på en blog-vogn og kører dig Langbloggistan... I Bloggi-trusser.
Skrevet i Bloghus med Blog-bogstaver.

Til de bekymrede:
Jeg er ikke blevet tosset. Jeg leger bare!





Stress

"Mor, hvordan føles det at være stresset?", spørger min 12-årige datter.
Jeg svarer: "For mig føles stress som at skulle nå et tog. Man løber alt hvad  man kan mod stationen, hvor toget holder. Men før man når frem, sætter toget i gang og triller ligeså stille ud af perronen. Man prøver at løbe endnu hurtigere. Togets farts øges langsomt, man kigger ned på sine ben og opdager så, at man løber i slowmotion og ikke har en chance for at nå det tog. Som er livet."

Tænkte bagefter over, at det var skræmmende, så nemt, hurtigt og præcist, at jeg kunne svare på det spørgsmål.



Gid det her var mig. Bare lige en times tid!?

søndag den 8. maj 2011

Award

Der kommer hele tiden nye boller i min suppe! Ord, udtryk og vendinger, hvis eksistens jeg ikke kendte, da jeg i december besluttede at oprette min egen blog, flyver nu om ørerne på mig. Her sidder man bag skærmen og taster løs og lige der midt i det hele er der så en rigtig sød blogger, der skriver til mig, at hun har awardet mig. Og at jeg ikke behøver at tage imod awarden, hvis jeg ikke gider have den.
Hey, det gider jeg da  godt! Og jeg gider også rigtig godt takke for opmærksomheden til min giver Anne Lotte. Så er der regler og ting man skal gøre. Og her bliver det jo straks alvor. Alvor som i nu må jeg hellere tænke mig godt om. Jeg skal fortælle syv ting om mig selv og sende awarden videre til nogen andre. Den er i øvrigt her, jeg har haft den i lommen hele weekenden og har passet godt på den:


Here goes, syv ting om mig:

1. Jeg er venstrehåndet og ville så gerne have haft at et af mine børn også var blevet det, men de er alle tre højrehåndede. Ville gerne have  haft en lidelsesfælle med hvem, jeg kunne diskutere dåseåbnere, kartoffelskrællere, sakse osv.

2. Jeg har været bloddonor siden jeg var 18, og er også registreret som organdonor.

3. Min yndlingssalme er Kingo's "Sorrig og glæde". Den er så smuk, at jeg er ved at græde, når den synges i kirken.

4. Jeg er panisk angst for frøer og tjekker altid mine gummistøvler, inden jeg stikker fødderne i. At denne angst er meget irrationel, illustreres flot ved at jeg er nøjagtig ligeså bange for døde frøer som for levende!?

5. Jeg var en meget aktiv brevskriver som ung. Jeg havde mange pennevenner, men skrev også breve til Bono og til Thomas Helmig. Ingen af sidstnævnte skrev dog nogensinde tilbage.

6. Jeg elsker duften af lavendel. For min skyld behøvede der ikke være andet end lavendler og forskellige slags roser i min have.

7.  Jeg har sat mig det mål at kunne løbe 10 km inden året er omme.


Jeg giver awarden videre til følgende bloggere:

Lykkelig indefra, fordi Charlotte dagligt hjælper mig med at huske at lykken skal kunne mærkes i hverdagen, og fordi jeg er rigtig glad for hendes e-bog, som indeholder syv opskrifter på hverdagslykke.

Vand til vin, fordi Anne skriver nærværende og vedkommende, både om sin kirke og om sin tro og om sin skønne søn Samuel

Indeni Udenfor, fordi Line skriver for fedt. Og tit med den tørreste humør, som virkelig får mig til at smile.


Stjernestøv i silkeregn, fordi Eva skriver så levende at jeg tit kan dufte, høre og smage Istanbul i hendes tekster.

Verden set fra min hylde, fordi den blog SÅ MEGET fortjener mange mange flere faste læsere. GISP (?) skriver SÅ herligt.

Her kommer talen:
Kære jer, jeres blogs har hver især rørt mig og beriget min verden med stort og småt på den ene eller anden måde. Jeg håber, I vil tage imod min anerkendelse.
Skulle I have mod på at sende videre, må der syv ting frem om jer selv på jeres blogs. Og sende den videre til nogen, I synes fortjener anerkendelsen. Vil I helst være fri for den slags pjank & pjat, så er vi altså præcis lige gode venner af den grund!

tirsdag den 3. maj 2011

Verdensfred

Man slår folk ihjel, der slår folk ihjel, for at vise at det ikke er i orden at slå folk ihjel.
Citater og statements i stil med ovenstående, brugte jeg i gymnasieårene en pænt stor del af min tid på at gå rundt skrive alle mulige steder. På mine skolebøger og hæfter, i min kalender, på væggen på toiletterne, på lapper til opslagstavlen og på sedler til mine forældre (mobiltelefonen var jo ligesom ikke opfundet, da jeg var barn). Således var det ikke usædvanligt for min mor at komme hjem fra arbejde og finde en seddel ved spejlet i entréen med ordlyden: ”Er hos hestene, kommer hjem kl. 18. Kh Helle. PS. Make love, not war."
Det var også i gymnasieårene, at jeg tegnede medlemskab hos Amnesty International og Greenpeace OG blev fadder for et barn i Rwanda.  (Et barn, som jeg senere adopterede væk til mine forældre, fordi jeg ikke havde råd til at beholde ham. Viste dem billedet af det mørke ansigt med store brune øjne og forklarede dem, at det jo et eller andet sted var deres barnebarn og at hans fremtidige skæbne ville afhænge af deres velvilje. De tog ham selvfølgelig til sig.)
Jeg var fuldstændig overbevist om, at hvis vi alle gjorde en indsats til det fælles bedste for alle mennesker, så ville verden blive et bedre sted at leve. Og jeg var helt afklaret med, at et oplagt sted at sætte denne indsats i gang, var hos mig selv.
Den overbevisning har jeg som sådan endnu, om end der over årene er sket en vis afmatning i den ildhu, der prægede min ungdoms åbne sind. Hvilket i grunden er en stor skam. Med indtræden af ord som rentetilpasning, pensionsbidrag og gruppelivsforsikring i mit liv, gik fredsaktivisten hen og satte sig i sofaen, og der sidder hun endnu.
Men det er faktisk slet ikke det, jeg vil skrive om nu.
Jeg vil tilbage til citatet om at slå ihjel. Og om at det er forkert at slå andre mennesker ihjel.  For ham den onde terror-bagmand, som en amerikansk specialstyrke, bestående af 79 specialtrænede soldater har slået ihjel,  havde han ikke, om nogen i denne verden, fortjent at dø?
Og hvis han havde,  hvilket højere formål tjener hans død da?
Er hævn et motiv for retfærdighed? Eller er retfærdighed et motiv for hævn?
Jeg har det faktisk sådan, at jeg ville have det bedre med tanken om hans død, hvis døden var indtrådt fx ved at han skvattede meget uheldigt i en bananskræl, eller havde fået et fiskeben galt i halsen.
Men jeg er også så pisse konflikt sky.
Og jeg tror, at dette drab kommer til at give big time konflikter. Og at der på den lange bane ikke kommer noget godt ud af det. Set med verdensfredsbriller på.
Når jeg arbejder med konfliktløsning med børnene i skolen, så spørger jeg dem ofte, om de kan give mig et eksempel på en konflikt, som blev løst og hvor alt efterfølgende blev godt, ved at parterne slog på hinanden og brugte hævn som motiv for at gøre det.
Ingen har endnu kunnet komme med sådan et eksempel. Kan du?

mandag den 2. maj 2011

Beslutning

 
Jeg vil anstrenge mig
Jeg vil gøre mig umage
Jeg vil være ærlig
Jeg vil melde ud
Jeg vil passe på
Jeg vil værne om
Jeg vil bevare

Jeg vil glædes
Jeg vil glæde
Jeg vil overraskes
Jeg vil overraske
Jeg vil tage i mod
Jeg vil give
Jeg vil dele

Jeg vil være sammen
Jeg vil være fælles
Jeg vil være mig selv

Jeg vil stå i mod
Jeg vil lade mig rive med
Jeg vil leve i nuet

Jeg vil tænke
Jeg vil spekulere
Jeg vil forstå
Jeg vil kende
Jeg vil vide
 
Jeg vil erkende
Jeg vil udvikle mig
Jeg vil klogere på mig selv
Jeg vil blive klogere på dig
og på andre

Jeg vil være parat
Jeg vil smide alt, hvad jeg har i hænderne
Jeg vil satse
Jeg vil turde
Jeg vil gøre det
Jeg vil ændre på ting i mit liv

Jeg vil være mig
Jeg vil være sammen med dig
Jeg vil dig
Jeg vil os

2004


Født i Østbirk, vokset op
med øllebrød og vælling
var en sød og dejlig dreng
nu kendt som Jens fra Jelling

I en anden del af landet
Nemlig Smilets By
Blev, da Jens var otte år
født en lille ny

En pige, kær, med øjne blå
var barn i Århus Vest
voksed op og hygged sig
med skole og med hest

Den lille søde Jens blev stor
og indtog hele verden
elsket af sin far og mor
og tryg i al sin færden

Han ku' klare alle ting
og helst med sjov og løjer
når bare der var knallerter
og venner, øl og smøger

Den lille tøs fra Århus Vest
Blev også lang og stor
og helt fyldt op med kærlighed
hos sin far og mor

--------------------
En varm og festlig sommernat
august to tusind -  fire
en festival i Skanderborg
var fyldt med drenge og piger

Musik og bøgetræer er godt
men det var ALLERBEDST
at Østbirks lille frække Jens
fandt Helle fra Århus Vest
 
 
 

søndag den 1. maj 2011

Lukkeloven

Hvad tænker I om den holdning, Kathrine Lilleør udtrykker her?

Jeg hælder meget til at give hende ret, men er ikke færdig med at tænke endnu!