torsdag den 30. maj 2013

Kom sommer

Vi spiser aftensmad i haven, solen står lavt, så børnene har hentet solbriller til alle. Vi hygger og griner og fortæller ungerne om sommerferien. At vi skal sejle fra Grenå til Varberg og køre til Stockholm, hvor vi skal være i en uge. Igen i år har vi lavet en homeexchange med en anden familie, denne gang i Stockholm. De bor i et stort hvidt træhus med veranda i gåafstand til vand, skærgård og klipper og mens jeg sidder og fortæller om stedet, kan jeg mærke helt langt ind i knoglerne, at det bliver en fantastisk dejlig sommer i år. Fra Stockholm sejler vi ud på Gotland - der er altså noget med øer, kan ikke forklare det, men jeg elsker tanken om at vi skal sejle ud til en ø. 
Måske møder vi forfatteren Mari Jungstedt, som bor på Gotland om sommeren. Tror ikke lige det bliver én af hendes krimier, jeg tager med som ferielæsning, for hun har både seriemordere og andre uhyggelige personer i spil på Gotland, hvor hendes bøger foregår.

Ahh, kom bare sommer! 
Jeg er så klar, så klar til at favne dig, tage dig, æde dig råt. 

Og gulerødderne spirer i trækassen. Det skal I få et billede af i morgen. 

tirsdag den 28. maj 2013

Der var jeg jo

Alt vel her. Bloggen er ikke død, ej heller er hende, der sidder bag skærmen. Det hele er godt!

Siden sidst har jeg (sammen med 25.000 andre mennesker) været med til at åbne den danske festivalsæson - og det blev gjort med maner.

Jeg har:

* Hørt ekstremt meget utrolig høj musik, men må sige, at på 'hold nu kæft, hvor er det højt'-skalaen vinder Volbeat stort. Magtens Korridorer får en flot 2.plads

*Drukket dejlig mange kolde fadøl under blå himmel, i solskin og godt selskab

*Taget en ordentlig tørn som frivillig hjælper og på den måde været en lille brik, der medvirkede til at få et meget stort maskineri til at køre rundt.



Vil du suge lidt stemning, så kig forbi Gaffas fotogallerier her.

mandag den 20. maj 2013

That's why

Bare rolig. Følgende er et glimt, et øjebliksbillede. Ikke et udtryk for en permanent tilstand. Heldigvis.


Når jeg ved, at jeg er bagud med en masse arbejde, får jeg sådan en lille hård stress-kugle i maven, der dagen - og til tider natten igennem, sender mig usynlige dårlig-samvittigheds-signaler om, at jeg burde tage mig sammen, burde øge indsatsen, gøre mere, burde dit og burde dat. 
Når min kære mand så går ind i en periode, hvor han næsten ikke er hjemme og dermed lader mig tilbage alene på posten som direktør i det hjemlige cirkus, så vokser den lille stress-kugle i maven til en centrifuge af frustration og lidt mere dårlig samvittighed. Det hele er noget, jeg ved, at jeg ikke kan bruge til en skid og alligevel ryger jeg i fælden og kører op i en spids.
Som i denne pinse, hvor jeg i alle fridagene har været alene med mine børn i helt utrolig mange timer i træk, og det sammenholdt med den lille kugle af stress og centrifugen af frustration har gjort, at jeg de sidste dage har været den udgave af mig selv, som jeg bryder mig allermest om. 
Minus overskud, dårlig nattesøvn, stress over uløste arbejdsopgaver giver en virkelig lousy mor, der kommer til at skubbe sine børn fra sig, fordi hun kommer med spydige kommentarer, mens hun står der med tonsvis af vasketøj med en stor grim nej-hat på sit sure hoved. Nej, vi skal ikke plante de ærter i dag, nej vi skal ikke til Build-a-bear-butikken i dag, nej I må ikke få en is mere, I har sgu da lige fået én (herefter langt foredrag om taknemmelighed og mangel på samme), nej jeg vil ikke spille et spil nu og nej du må ikke låne min computer. Set retrospektivt, har de jo spurgt og spurgt, fordi det er den strategi de kender, for at få mig i tale - og jeg har afvist og afvist, fordi jeg har været så udkørt. Men havde jeg nu haft overskud til at løfte stemningen ved at sige ja og gøre noget sammen med mine børn, så var de måske holdt op med at spørge (for en stund i hvert fald) og dermed kunne der være faldet lidt ro og fred af til mig?

Det klæder mig ikke ret godt at være sådan her. Men jo mere jeg kæmper imod, jo værre bliver det og jo mere stresser jeg. 


Jeg mangler zen, så det gør noget. 

Dette billede måtte meget gerne være et symbol på mit indre liv:






Men nej, virkeligheden er mere hen ad dette her:




Må vist have denne bog ned fra hylden i dag:



onsdag den 15. maj 2013

Brucen i Boxen



Godt at høre, at den gamle var i form i Parken i aftes. Det må jo betegnes som en form for opvarmning eller generalprøve inden han skal spille for mig i Boxen på torsdag. 

tirsdag den 14. maj 2013

Hay Day



Det var egentlig fordi, mine børn gerne ville spille Hay Day (jeg er nødt til at indlede med den forklaring/undskyldning for at kunne stå ved mig selv, ha ha), at jeg installerede app'en på min nye iPhone. Og børnene deltog da også i begyndelsen, men nu har jeg hægtet dem af. For det er min gård!
Hver aften, inden jeg går til ro, høster jeg mine marker, hælder korn i fodermøllen, klipper fårene, malker køerne og laver bacon af grisene. Nå ja og hønsene, dem må jeg ikke glemme, for er der ikke æg nok, kan jeg ikke bage tærter og kager næste dag. 
Det kniber med majs for tiden, så dem køber jeg på én af de andre gårde - så har jeg nok til popcorn og pandekager.
Mit mål er lige nu at tjene så mange penge, at jeg kan reparere havnen og begynde at ekspedere båd-ordrer.



Hørte jeg nogen sige idioti og tåbelige tomhjernet overspringshandling? 
Tror muligvis, det var mig selv, jeg hørte sige det!

søndag den 12. maj 2013

Det er mors dag - hver dag

Og derfor tillader jeg mig, at henvise til et indlæg, jeg allerede har skrevet én gang!


Indlægget kan læses ved at klikke her.

God søndag!

fredag den 10. maj 2013

Ord i hovedet

Inde i mit hoved vrimler det med ord og min hjerne elsker at folde ord ud, sætte ord sammen, lave ord om, lege med ord og finde på nye ord.
Af en eller anden grund sker der altid noget med ord i mit hoved, når vi kører i bil.
For tiden hører vi i bilen cd'en med Hr. Skæg, der synger om bogstaverne og trænger vi til en pause fra den, sætter vi Halfdans ABC på - og synger alle med på "Bennys bukser brændte" osv. 
I min barndoms bil var der ikke cd'er med Halfdan Rasmussen eller Hr. Skæg. 
Men min far var der. Han gav mig den ene sjove og udfordrende ord- eller bogstavleg, selvfølgelig for at underholde mig og fjerne fokus fra mit evindelige "Er vi der ikke snart", men jeg ved, at han også selv morede sig.

Bavianen beskytter barnet bare brug båden Betty, kunne han fx sige og så returnerede jeg helt sikkert lidt efter med: Løven løber langsomt ligesom lille legende Lars. 
Vi havde gættelege, utallige variationer over den samme leg, én tænker på en person eller et ord, og de andre skal gætte hvad det er,  ved at stille spørgsmål og der må kun svares ja eller nej. Den leg elsker mine egne børn også. 
Det gode ved at have så mange ord i hovedet er, at jeg aldrig keder mig.
For når jeg sidder stille og ikke lige har andet at tænke på (det sker desværre alt for sjældent), så sorterer jeg ord i kasser i mit indre ord-arkiv, som efterhånden er pænt omfattende. 

"Hvad tænker du på", sagde ham, der har en vielsesring magen til, da vi kørte hjem fra udflugt i går. Der var stille på bagsædet, for alle tre børn snorksov efter en dejlig solskinsdag i Madsbyparken.
 Jeg indviede i, at jeg sad og tænkte på, om der er andre danske drengenavne, der har endelsen -ns end Jens og Hans?

Det mente min mand bestemt ikke der var, og han tændte for radioen og snakkede om noget andet, mens jeg grublede videre. Resten af aftenen, nævnte jeg ikke noget, men omme bag i hovedet, som baggrund til alle mine andre gøremål og tanker, kørte spørgsmålet stadig rundt. Sådan er mit hjerne nemlig, jeg glemmer ikke ting, når de først én gang har bidt sig fast.

Det ved min søde mand godt, for han kender mig. Alligevel forstår jeg til fulde, at han blev lidt forvirret, da jeg midt i nat kom tilbage fra toilettet, puffede til ham og sagde: Frans!

Er der flere?

mandag den 6. maj 2013

Lad mig præsentere...

...weekendens to eksperimenter! 
Flere følger, når jeg har været i Plantorama. Er hooked og vil have mere!







søndag den 5. maj 2013

Søndagstanker

Jeg har lidt søndags-blues i dag.

Sad der i kirken og blev ramt af eksistentialistisk grublen, mens jeg hørte vores nye præst folde en rigtig interessant Søren Kierkegaard-inspireret prædiken ud. 

Denne søndags prædiken må have ligget lige til højrebenet for landets præster i dag, for d. 5.maj 2013 er dagen,  hvor Søren Kierkegaard (SK) blev født for 200 år siden.
Han var et kringlet menneske, en ængstelig og sammensat person, en grubler, der hvis han havde levet i dag, med stor sandsynlighed ville have haft adskillige psykiatriske diagnoser! Hans forhold til kristendommen, til kærligheden, til sig selv og til sit eget levede liv var præget af angst, modvilje, dobbelthed og store indviklede tanker. Et menneske, der mest af alt levede sit liv i hovedet, tænkende og meget lidt i kroppen, handlende.
SK efterlod sig et omfangsrigt forfatterskab præget af fantasi, ironi og skarpsindighed, skrevet i et sprog, der mange steder er så knudret og indviklet at meningen er mere end almindelig svær at greje. 
Kierkegaard blev kun 42 år gammel, men han skrev og producerede en bred mangfoldighed af artikler, prædikener og litterære værker i løbet af sit korte liv.
Jeg har i flere sammenhænge, både dengang jeg gik på lærerseminariet og i de senere år i min studiekreds, læst tekster af og om Søren Kierkegaard sammen med andre. 
Og det er klart at anbefale at læse ham sammen med andre, for forfatterskabet er simpelthen for svært at give sig i kast med hjemme på sofaen. Men folder man det ud i fælleskab, gerne med et oplæg fra én, der har et forspring i viden og indsigt om emnet (en præst, en filosof, en højskolelærer, hvad ved jeg) så er der guldgruber af meningsfulde samtaleemner, tankeeksperimenter og kilder til selvindsigt og livsforståelse i SK's forfatterskab.

SK var en stærk kritiker af sin tids folkekirke, men hans tanker skabe det åndelige grundlag, for den kirkelige retning Tidehverv



Et sted sammenligner han sig selv med en stødt appelsin. I kassen med appelsiner bliver de, der ligger yderst i kassen, udsat for langt flere stød og bump end dem, der ligger inde i midten - dem i midten ligger beskyttet af de yderste appelsiner og derfor beskadiges de ikke, men forbliver pæne og delikate, så de kan bruges til det, appelsiner nu engang skal bruges til. Sådan er det ikke med de yderste, stødte appelsiner. De duer ikke til at være appelsiner. SK har tydeligvis  ment om sig selv, at han (en stødt appelsin) ikke egnede sig ret godt til at være menneske...


Og nu vi er i det filosofiske hjørne, så faldt jeg en del for dette citat, der poppede op i det virvar af informationer, reklamer, oplysninger og beskeder, jeg får slynget i hovedet, når jeg logger på facebook. Det meste registrerer jeg ikke, men den her bed sig fast og må derfor deles her:




lørdag den 4. maj 2013

14 år

Flag på bordet, fødselsdagssang, pandekager til morgenmad og hygge ved bordet. Gid mine børn altid havde fødselsdag på en lørdag! Min ældste fylder 14 år i dag. Hende, der for to uger siden blev konfirmeret og som har ønsket at tilbringe dagen i et storcenter, for at shoppe løs sammen med sin bedsteveninde. Til aften tager vi ud og spiser - en sjælden begivenhed i familien, så vi glæder os alle fem.

Har været mor i 14 år. Det er så længe, at jeg faktisk ikke har ret meget erindring tilbage om tiden, før jeg blev mor!? 
Mit liv må have været gudsjammerligt kedeligt? Jeg fik læst mange flere romaner dengang, så meget kan jeg da huske!

Når man er  mor til en 14-årig, er der mange ting, der ligeså stille begynder at ændre sig.  Det er ikke længere mig, der fortæller hende, hvordan verden hænger sammen, og hvordan hun skal gøre det ene og det andet. Det sker oftere og oftere, at det er hende, der lærer mig noget.  
Fx hvordan jeg betjener min nye iPhone. (Ja, det endte jo med en 5'er, jævnfør dette indlæg)
Hun ryster overbærende på hovedet af mig og viser mig de samme ting om og om igen, og jeg siger ydmygt tak og glædes over, at hun gider.

Og hun ved, at jeg er glemsom og ikke har styr på, hvilken dag det er, at hun først møder kl. 10, derfor er hun begyndt at sætte denne seddel på døren, så jeg ikke - hvilket er sket ofte - ved en fejl vækker hende kl. 7.00:


Hvor var det heldigt, at det lige var hende, der kom ud af min mave d. 4.maj 1999, for hun passer perfekt til at være min datter.

fredag den 3. maj 2013

Skyldig i barnemord

Forleden ville ham, der har en vielsesring magen til min, ordne noget halløj ved vores tagrende, og i den forbindelse gik han om i carporten for at hente husets stige.
Stigen lå oppe på brændestabelsen og i løbet af den uge, der var gået siden stigen sidst var i brug, var nogen flyttet ind i den. Nederste rum i vores stige var pludselig omdannet til en dyrerigets barselsafdeling:






Mens vi stod og debatterede, hvordan vi skulle redde både stige og fuglerede, fløj et ungt solsortepar fortvivlede rundt om os. Hannen pippede højt og vredt,  hunnen var skræmt fra vid og sans. Der var tre små fine æg i reden og hr. og fru solsort glædede sig vel inderligt til at blive forældre til tre små solsortebørn? De må jo have været dybt chokerede!
Vi var nødt til at flytte reden. Meget meget forsigtigt, næsten uden at røre noget, flyttede Jens den længere ind i carporten, til et bedre sted, hvor reden også var mindre udsat for katte og hvad der ellers lusker rundt her ved nattetide?





Vi gik ind og børnene fik instrukser om at give det unge par fred og ro til at finde tilbage til deres rede. Ingen tvivl om at solsortene var rystede i deres grundvold over at nogen havde pillet deres rede væk, men det var vores vurdering, at vi havde hjulpet dem og sikret deres families fremtid ved at flytte reden.

Men ak.
De vendte aldrig tilbage. Overmandet af frustrationer og sorg  forlod de vores matrikel, og tilbage er nu en rede med tre æg, som jo går til grunde, når ingen varm fuglekrop ligger på dem og varmer dem. Tre små fugleunger, hvis skæbne blev forseglet, bare fordi vi skulle bruge vores stige.
"Skal vi ikke sætte det hele tilbage, som det var - reden i stigen og stigen på brændestablen, så kan det være, de kommer tilbage?" prøvede jeg forsigtigt, men Jens var sikker på at det var for sent. "Det løb er kørt", men de bygger jo bare en ny rede et andet sted. Sådan er naturen. 
Det bliver jeg nødt til at tro på.