lørdag den 5. januar 2013

Hest

Fornylig afgik én af vores to biler ved døden. Der blev ikke sørget, for vi vidste godt at dens dage var talte. Vi vidste også at den gearkasse, der sprang, var mere værd end bilen og derfor var vi helt cool med at  bilen blev skrottet.

Jens indledte herefter jagten på et nyt køretøj, og da han ikke er en mand, der tænker ret meget før han træffer beslutninger, fandt han "den lille hvide" allerede efter et par timers søgning.

Den opfylder vores behov, forklarede han og nævnte størrelsen på motoren og andre faktuelle oplysninger, som sagde mig mindre end vådt bølgepap.

Men en hvid bil, indvendte jeg. Jeg vil hellere have en rød bil.

Men nu holder den i vores indkørsel. "Den lille hvide", og jeg har ikke før i dag prøvet at køre i den. Har jo sølvbilen, så hvorfor skulle jeg.

Vil du ikke nok, spurgte Jens pænt, for så kan du måske hjælpe mig med at finde ud af, hvad det er, der lugter så fælt af i den bil. Jeg tror, det er når blæseren kører, men jeg er ikke sikker. Der lugter bare virkelig mærkeligt i den bil.

Jeg tog en tur. Allerede nede for enden af vejen, inden jeg drejede af, blev jeg som ved et sanseligt trylleslag sendt tilbage i tiden:

Charlie puffede blidt med den varme mule mod mine lommer: Han vidste, at jeg havde et æble i lommen, for havde jeg altid, når jeg kom ned til stalden. Jeg tog æblet op af lommen og holdt det frem mod ham med flad hånd. Han gumlede løs, mens savl og æblesaft løb ned af mine ridebukser. Jeg klappede ham på halsen og lagde mine arme om ham. Kyssede ham og tænkte, at ham og jeg aldrig skulle skilles. At han var min hest forevigt og at jeg ville passe på ham lige meget hvad.

"Den lille hvide" stinker af hest. 

Jens siger stinker.
Jeg siger at den dufter himmelsk af en næsten glemt fortid, som fyldte mine dage ud, gav mig så uendelig mange dejlige oplevelser og venskaber og som sluttede brat næsten fra den ene dag til den anden, da pigen fra Fyn, som havde købt Charlie, hentede ham og min verden gik itu. Beslutningen var truffet med fornuften, der var ikke andre muligheder, jeg måtte sælge ham. 
Studenterhuen var i hus, jeg var på vej til København og der var ikke lige plads til en hest i den ligning.

Minderne om den dejlige hest, jeg fik som 14-årig, da han var et nyfødt føl, selv tilred tre år efter og som var mit ét og alt til jeg var 19 og fløj fra reden, væltede ind over mig på den lille køretur. 

Nogen idéer til hvordan man får den hestelugt ud af en bil?

6 kommentarer:

GiSP sagde ...

Ingen anelse. Men jeg blev lige sendt tilbage til fortiden og dejlige minder. Åh, at kramme en stor og varm hest. Suk!

Men jeg undrer mig over, at mine forældre lod mig sætte mig i sofaen, når jeg kom hjem fra rideskolen iført ridebukser og hele duften.

Carina sagde ...

Tager hesten ud af bagagerummet ;)

Fruen i Midten sagde ...

Er du sikker på, at du VIL af med lugten af hest, for den er da lidt hyggelig (synes jeg også)? Men altså; min mor fordriver alskens mislugt med eddike, så måske virker det også på hørm af hest? Prøv at sætte en dyb tallerken/lille skål med et godt skvæt eddike i bunden af bilen en nat over, og se (altså: lugt) hvad der sker. Hvis det ikke hjælper, er det i hvert fald et økonomisk overkommeligt forsøg ...

Lotteriet sagde ...

En åben pose kaffe, der står i bilen et døgns tid, skulle kunne tage lugten/duften/stanken
:O)
Lotte

Kristines Dilemma sagde ...

Åh duften af hest, der af da ikke noget bedre. Måske fordi det minder mig om da jeg var barn, og jeg boede på en gård der var omgivet af marker.

Mit Helle sagde ...

Gode minder eller ej, så er vi ret enige om, at lugten ikke er helt god i længden ... Bilen er i dag vasket indvendig i noget decinficerende halløjsa fra en sprayflaske, ikke Rodalon men et tilsvarende produkt særligt til biler!?

KH Helle