onsdag den 30. maj 2012

En tordenagtig god bog

Kære Bent Haller,


Mit navn er Helle og jeg er dansklærer i 5.klasse.
...... (Her følger en beskrivelse af skolen).......... De fleste af mine elever er børn, der af mange forskellige grunde IKKE er blevet læst ret meget højt for, og det at læse bøger og beskæftige sig med litteratur er generelt ikke en del af det værdigrundlag, de har med sig hjemmefra. 
Jeg bruger derfor meget tid på at læse højt for mine elever. Litteratur kan noget, vil noget og gør noget ved børn! 
Jeg har nydt at fodre dem med klassikere, moderne børne-ungdomsbøger og at give dem inspiration til videre selv-læsning ved at præsentere dem for forfattere, som skriver med dem som målgruppe.


Vi er netop blevet færdige med din roman "En tordenagtig forelskelse" og det er derfor, vi skriver til dig.
Jeg har læst hele romanen højt for klassen og de blev hver og én fanget ind i dens univers lige fra første kapitel.
Selv var jeg lidt skeptisk - havde forinden læst flere af bogens anmeldelser og med min voksenfornuft, måtte jeg på forhånd beslutte at give bogens præmis en chance.
Sådan havde børnene det ikke. De lod sig uden skrupler fange ind i Adrians og Sirenes verden og har levet og åndet, oplevet og sanset sammen med de to, mens jeg har læst side efter side.
Når jeg læser højt for min klasse, vil der normalt være en 2-3 elever, der falder fra og hurtigt melder ud at de synes, at bogen er kedelig, men sådan var det ikke her. Alle blev fanget og der har været musestille, mens jeg har læst stående, gående og siddende i klasserummet.


Efter endt læsning har vi talt meget om romanen og dens handling. Jeg har udfordret eleverne til at tænke over den måde, hvorpå fortællingen om Adrian og Sirene foregår på kanten af virkeligheden. I disse samtaler er det gået op for mig, at det er min voksenfornuft, der kræver denne udfordring. For børnene er præmissen ikke et problem. De kan sagtens forestille sig en handling, der udspiller sig i det magiske grænseland mellem fantasi og virkelighed. Derfor har det også for mig været lærerigt at læse bogen.
En tordenagtig forelskelse efterlod os med en del spørgsmål. Derfor gav jeg mine elever den idé, at de kunne skrive til dig og stille nogen af alle disse spørgsmål og samtidig fortælle dig om deres oplevelse af romanen. Det er der kommet vedlagte breve ud af. Jeg håber meget, at du vil give dig tid til at læse dem.


Mange gode hilsner 







tirsdag den 29. maj 2012

If you tolerate this

Vi bringer en meddelelse:


Blogskribenten er inde i en periode i sit liv, hvor der må prioriteres benhårdt, for at få det hele til at hænge sammen.
Det betyder at blogskribenten ikke har mange minutter til overs til sig selv om dagen, hvilket i den grad afspejles her på bloggen.
Desuden lider blogskribenten for tiden af meget dårlig nattesøvn, hvilket har igangsat en rigtig ond cirkel, hvor blogskribenten går rundt, nærmest i trance af træthed. 


Blogskribentens liv ikke dog helt blottet for tant og fjas. Således havde hun en storslået koncertoplevelse med det walisiske band Manic Street Preachers i lørdags, hvor de optrådte på en festival i blogskribentens by. 


Blogskribenten elsker musik og elsker at lære nye kunstnere at kende. Det har derfor undret blogskribenten meget, hvor Manic Street Preachers har været hele hendes liv indtil nu?







søndag den 20. maj 2012

Er det ikke omvendt, Annette?

Annette Heick udtaler sig om sex:


"Sex er vigtigt. Der kan være alle mulige årsager til, at det er på hold i en periode, men hvis den bliver for lang, går det galt. Jeg vil faktisk sige, hvis du har sex mindre end en gang om ugen, så skal du lige til at klemme ballerne lidt sammen.."


Citatet er sakset herfra.




Klemme ballerne sammen? Er det ikke dumt, hvis man gerne vil have sex?
Og spørg mig ikke, hvorfor jeg har læst den artikel. Svaret blæser i vinden.

onsdag den 16. maj 2012

Mere ballondans, tak!

Storepigen har her til aften holdt 13 års fødselsdag for sine klassekammerater. 12 piger, der har hvinet, grinet og hujet sig igennem en herlig aften med velkomstdrink, burger & pommes, sodavand, ballondans & stopdans, stoleleg og en selvopfunden Vild-med-dans-agtig konkurrence, som fik dem til at trille rundt på gulvet af grin.
Dejlige søde piger. Fandme næsten umuligt at forestille sig, at det om ikke ret mange år, er bajere og Breezers, de bæller en fredag aften.  Min forestillingsevne rækker bare ikke ret langt i den forbindelse!? 

Her er et billede fra vores entré, lige da pigerne var kommet.  
Får den tanke, om man egentlig kan sige noget generelt om skomoden i den aldersgruppe? 





Ballondans er i øvrigt en vildt overset disciplin, som burde gøres obligatorisk mindst én gang om ugen på alle arbejdspladser! Kan I ikke se det for jer? På kontoret, på sygehusene, i Fakta... Hver fredag kl. 12: Ballondans for alle!
Det tror jeg, ville gøre godt.

tirsdag den 15. maj 2012

Godmorgen Gravko

Godmorgen chef, det er Helle.
Ved du hvad chef, jeg kommer altså ikke på arbejde i dag, for det er så'n chef, at der holder en stor gravko i min indkørsel og jeg kan så'n set ikke komme ud chef!?










Om den kan flyttes? Det tror jeg ikke, du skal regne med  chef, det er sørme en stor krabat, så'n en gravko.


---------------------------------------------------------------------


Manden, der dirigerer gravkoen er vores nye ven. Han banker på døren flere gange om dagen og spørger om vi kan flytte en bil, om vi har fået vand i hanen igen, eller om det er ok at de bruger vores indkørsel til at læsse dit eller dat af i.
 Vi ved ikke, hvad han hedder, men jeg kalder ham Playmobil-manden og børnene kalder ham Byggemand Bob.


I skal ikke snydes for det, vi oplever hver morgen, når vi træder ud af vores dør. Der er som sådan ikke meget handling i denne lille film, men læg dog alligevel mærke til at der kommer en hel del person-action til allersidst!




video




Ps. Maskinlarmen er øresønderrivende og begynder præcis kl. 07.00 hver morgen. 

torsdag den 3. maj 2012

4.maj

Uddrag fra det, jeg dengang kaldte min Tankebog:


(Advarsel: Den følgende tekst indeholder sekvenser, der kan give anledning til kvalme og brækfornemmelser. Jeg var gravid med mit første barn, grådlabil, rørstrømsk som bare fanden og fyldt op af bevidstheden om at jeg var nærmere universets centrum end nogen sinde ever. Jeg beklager på forhånd)

12.februar 1999


Jeg er opfyldt af kærlighed. En kærlighed, der strømmer gennem mig ned til dig, som ligger og tumler i min mave. Mærker du mon al den kærlighed, der fylder mig? Omfatter dig? Skyldes dig?
Disse mange måneders venten. Jeg venter. Jeg drømmer. Drømmer om den dag, hvor du kommer ud af mig og hvor din far og jeg skal løfte dig op i vores arme.
Glæde. Jeg glæder mig. Til at møde dig, se dig, lære dig at kende. Jeg kender dig allerede meget. Kender dine bevægelser og mærker, når du er stille. Vi skal så meget sammen, os tre, din far, dig og mig. Vi skal opdage verden sammen med dig, grine, græde, lege og synge. Vi skal være. Bare os tre. Være sammen.
Der er tre måneder til du skal se dagens lys. Har du mon brune eller blå øjne? Er du en pige eller en dreng?
Jeg tænker meget på det, men tænker også at det er så uendelig lige gyldigt. Du er dig, du er vores barn. Det er alt.
Kom bare an, du er allerede omsluttet af den største kærlighed - du er elsket, alene fordi du er dig.
Jeg kan ikke vente, jo jeg kan godt vente. Jeg skal vente. Jeg glæder mig til at være din mor. Min lille skat. 
Min mave vokser og vokser, du bliver stor og stærk. Jeg passer på dig. Gør mit bedste for at give dig optimale vækstbetingelser. Men du næres mest af min kærlighed


Det var aften og halvmørkt udenfor, da hendes far helt omtumlet gik ud på Skejby Sygehus' p-plads for at ryge en tiltrængt cigaret efter at have været vidne til en god, nem, udramatisk og hurtig fødsel af vores første barn. En smuk datter. 
Da han drejede rundt og kiggede ned langs sygehusets uendeligt lange bygninger, var der lys i alle vinduerne.
Det var d. 4.maj - en dato, der i forvejen er mange menneskers minder om en skæbnesvanger tid. For mig fik datoen en anden meget væsentlig dimension.
Jeg blev mor for første gang. 



Hun fylder 13 år i morgen og jeg synes, det er svært at begribe!



tirsdag den 1. maj 2012

Bare fordi


Hvornår, mor, hvornår vokser min solsikke op, spørger den treårige utålmodigt, mens hun vander det frø, hun netop med sine små tykke pølsefingre, har trykket ned i jorden. Jeg svarer, at frøet skal åbne sig og så kommer der en grøn spire op af jorden. Hvorfor, mor, hvorfor? Bare fordi, svarer jeg. Og det er ikke for at være afvisende eller noget, men jeg har ikke et bedre svar!?