Godaften, Hængt Kat, har du tid et øjeblik?
Øh, ja det har jeg da, hvis det er okay at jeg taler, mens jeg kravler rundt under spisebordet? Jeg skal lige have fjernet de madrester, som gør at vores strømper klistrer fast til gulvet. Vi har nemlig ikke rigtig flere rene strømper, skal jeg sige dig, for hende, der vasker vores tøj er lidt presset for tiden, så... men jeg køber nye strømper til alle i morgen?
Det er helt ok, bare pas på du ikke knalder hovedet op i bordet, når du rejser dig. Kan du sige noget om de brændte poser, der ligger på køkkenbordet?
Argh, pis ja, undskyld. Jow altså ser du, det er lidt svært at forklare, men øhh, vi har været i gang med at lave popcorn i mikroovnen og det gik ikke lige efter planen...
Er du lige rar at uddybe det?
Ja okay, så får du historien: I går lavede jeg noget aftensmad, som mine tre døtre alle rynkede på næsen af, en gryderet med kartofler og skært oksekød... Det var de ikke så vilde med, så for ligesom at løfte stemningen lidt, så gav jeg børnene lov til at bestemme, hvad vi skulle have i dag, og de blev enige om hjemmelavede burgere. Så det fik vi her til aften. Stor succes. Mutti var i godt humør, så jeg tilbød at lave en burger til skolebørnene, som de kunne få med i madpakken i morgen (og scorede lige 100 ekstra p på morkontoen).
Men hvad har det med popcorn at gøre, gider du komme til sagen?
Hrmph, altså så satte jeg burgerbollerne til madpakkerne i ovnen og begyndte at rydde af efter aftensmaden. Kom i tanke om at jeg lige skulle have en flyverdragt ud af vaskemaskinen og gik i kælderen for at hente den, og her opdagede jeg noget vådt tøj, jeg havde glemt at hænge op, så det ordnede jeg lige. Da jeg kom op i køkkenet igen, havde den 2-årige spredt indholdet af viskestykkeskuffen ud over hele køkkengulvet og de to store var skredet ind på deres værelser, så... Lidt efter så jeg, at der kom lidt sort røg ud af ovnen og det var så øhh, ja altså burgerbollerne. Der var kun de to boller tilbage og de var så blevet rimelig sorte og røg direkte i skraldespanden. Så madpakkestatus røg fra burger og tilbage til rubber med leverhakker og det faldt ikke i god jord hos børnene, så jeg skyndte mig at kaste en gang micro-popcorn ind i puljen for ikke at miste alle mine morpoint igen.
Har I virkelig spist tre poser popcorn?
Nej nej, vi har kun spist én, de to andre er ... øh, altså det er ikke mig, der har brugt mikroovnen sidst, så jeg havde ikke lige bemærket at den var skruet helt op på højeste temperatur, så de første par forsøg mislykkedes lidt. Nå ja, hvor der handles, der spildes!
Hængt Kat, på en skala fra 1 til 10, hvor 10 er bedst og 1 er dårligst, hvordan vil du så sige, at din dag er gået?
Jeg vil sige, at vi ligger omkring en 6-7 stykker, jeg synes jeg har klaret dagens udfordringer flot og har formået at udvise ro og overblik ... det meste af tiden. Nu har jeg desværre ikke tid til at snakke mere med dig, for jeg mangler lige at ... forberede noget undervisning til i morgen, og det skal helst være inden jeg trimler omkuld af træthed. Tak for nu og på gensyn.
torsdag den 31. marts 2011
Tak for jeres blogs
Har lige et øjeblik i overgangen fra arbejde til fritid, som jeg vil bruge på at skrive noget i min blog. For at være helt ærlig (eller "øhlig" som det hedder på århusiansk) så går det ikke ret godt med mig og min blog. Havde min blog været et barn, ville der forlængst være blevet grebet ind fra de sociale myndigheders side og ord som omsorgssvigt, mangel på ansvar og tendens til ligegyldighed ville fremgå af undersøgelsesrapporten.
Er der en grund til at det er gået sådan ned af bakke den sidste uges tid?
Ja, det er der.
Er det noget, jeg har lyst til at tale om?
Ja, det er det.
Vil jeg skrive om det her i bloggen?
Ja, det vil jeg gerne.
Okay så.
Min mand arbejder i Tyskland på 2.uge og jeg er således alene med mine tre dejlige børn. Det går så fint og vi hygger os max, men for sulan da, hvor har jeg haft mange jern i ilden & bolde i luften for at få alle ender til at nå sammen. Gymnastiktøj, lektier, én til fodbold, en anden til kor, en tredje til tandlæge. Én skulle have kage med, en anden en vigtig seddel. Der er blevet handlet, lavet mad, støvsuget og smurt madpakker. Jeg har været segnefærdig af træthed hver eneste aften og måtte i aftes dejse om med 2 panodiler i maven og en smerte i hovedet, som var der nogen, der borede med en syl rundt i min hjerne.
I sig selv kan det godt lade sig gøre at være én voksen om at holde tre børns dagligdag kørende - hvis altså ikke lige der var det aberdabei at jeg også har et fuldtidsarbejde, der skal passes ved siden af.
Og det er altid der - på arbejdet- at jeg først og fremmest kan mærke at jeg ikke spiller max i denne tid. Skubber et bjerg af gøremål foran mig, aflyser og flytter aftaler for at kunne være hjemme inden kl. 16 hver dag.
Derfor er jeg meget glad for at I andre får skrevet så mange dejlige, sjove, interessante og berigende ting i jeres blogs, for det er sgu ikke her det sner lige for tiden.
Nå, jeg må videre (er allerede halvvejs ude af døren, vi ses!)
Er der en grund til at det er gået sådan ned af bakke den sidste uges tid?
Ja, det er der.
Er det noget, jeg har lyst til at tale om?
Ja, det er det.
Vil jeg skrive om det her i bloggen?
Ja, det vil jeg gerne.
Okay så.
Min mand arbejder i Tyskland på 2.uge og jeg er således alene med mine tre dejlige børn. Det går så fint og vi hygger os max, men for sulan da, hvor har jeg haft mange jern i ilden & bolde i luften for at få alle ender til at nå sammen. Gymnastiktøj, lektier, én til fodbold, en anden til kor, en tredje til tandlæge. Én skulle have kage med, en anden en vigtig seddel. Der er blevet handlet, lavet mad, støvsuget og smurt madpakker. Jeg har været segnefærdig af træthed hver eneste aften og måtte i aftes dejse om med 2 panodiler i maven og en smerte i hovedet, som var der nogen, der borede med en syl rundt i min hjerne.
I sig selv kan det godt lade sig gøre at være én voksen om at holde tre børns dagligdag kørende - hvis altså ikke lige der var det aberdabei at jeg også har et fuldtidsarbejde, der skal passes ved siden af.
Og det er altid der - på arbejdet- at jeg først og fremmest kan mærke at jeg ikke spiller max i denne tid. Skubber et bjerg af gøremål foran mig, aflyser og flytter aftaler for at kunne være hjemme inden kl. 16 hver dag.
Derfor er jeg meget glad for at I andre får skrevet så mange dejlige, sjove, interessante og berigende ting i jeres blogs, for det er sgu ikke her det sner lige for tiden.
Nå, jeg må videre (er allerede halvvejs ude af døren, vi ses!)
torsdag den 24. marts 2011
Godt, det er fredag i morgen
Da jeg fredag formiddag på mit arbejde pludselig så på min telefon, at der var
3 ubesvarede opkald fra min mand, blev jeg bekymret. For vi plejer ikke at ringe til hinanden i arbejdstiden med mindre, der er særlig grund til det. Og særlig grund vil sige, at det ikke kan vente til vi ses derhjemme. Fx. fordi nogen i familien er blevet alvorlig syg, at man er blevet fyret eller andet i den kaliber. Så jeg skyndte mig at ringe tilbage, men Jens tog ikke sin telefon. Mine tanker begyndte at køre rundt, for hvad mon der kunne været sket, siden han havde prøvet at ringe hele TRE gange?
Der gik over en time, før jeg fik fat i ham - og i den tid, havde jeg nået at indstille mig på dødsfald, fyring eller at det var noget med én af Jens' store unger, og det helt komiske er derfor, at da Jens så fortæller mig, at han har prøvet at ringe fordi han vil sige, at han er blevet beordret til Tyskland og arbejde de næste tre uger, så ånder jeg lettet op og udbryder spontant "Åhhh gudskelov, at det bare var det."
Den indstilling har ændret sig temmelig meget her i løbet af den første uge, som nu næsten er gået. Huset ligner jeg ved ikke hvad, vasketøjet har hobet sig op, køleskabet er gabende tomt og bananerne er rådne. Dog er vi kommet ud af døren til tiden hver morgen, pigerne har været velfriserede og har husket gym.tøj og madpakker. Jeg har hutlet mig mere eller mindre uforberedt gennem undervisning og møder. Her til aften har vi været ude hos nogen og spise, så jeg fik en fridag for madlavning.Herligt. I weekenden kommer farmand atter hjem og så kører han igen mandag morgen og er væk til fredag i næste uge. Hvor han kommer hjem i weekenden og kører igen om mandagen. Og er væk til fredag.
Jeg er ret sikker på, at når vi når hen der til engang midt i den tredje uge, så bliver det nødvendigt at nogen griber ind. Taget et billede af mig og sender ind til Feminas "Hun blev en ny kvinde" eller indsender en ansøgning om ophold på et sanatorium for nervesvækkede kvinder...
Min søde mand ved godt, at det lægger et stort pres på mig, når han med så kort varsel, skal afsted. Vi har prøvet det mange gange før, så man kan godt sige at jeg er ret vant til græsenke-perioder, hvor jeg fungerer som enlig mor til tre. Men det bliver det sgu ikke mindre hårdt af!?
Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, stod denne her og ventede på mig ved døren:
20 langstilkede røde roser fra min dejlige mand, som tænker på mig og syns jeg er sej og derfor fortjener en buket.
Og det giver jeg ham fuldstændig ret i!
Tænker på at skrive til Interflora og forslå at de indfører smurte madpakker, færdiglavet mad, nybagte boller og pølsehorn i deres sortiment. Var det en idé?
3 ubesvarede opkald fra min mand, blev jeg bekymret. For vi plejer ikke at ringe til hinanden i arbejdstiden med mindre, der er særlig grund til det. Og særlig grund vil sige, at det ikke kan vente til vi ses derhjemme. Fx. fordi nogen i familien er blevet alvorlig syg, at man er blevet fyret eller andet i den kaliber. Så jeg skyndte mig at ringe tilbage, men Jens tog ikke sin telefon. Mine tanker begyndte at køre rundt, for hvad mon der kunne været sket, siden han havde prøvet at ringe hele TRE gange?
Der gik over en time, før jeg fik fat i ham - og i den tid, havde jeg nået at indstille mig på dødsfald, fyring eller at det var noget med én af Jens' store unger, og det helt komiske er derfor, at da Jens så fortæller mig, at han har prøvet at ringe fordi han vil sige, at han er blevet beordret til Tyskland og arbejde de næste tre uger, så ånder jeg lettet op og udbryder spontant "Åhhh gudskelov, at det bare var det."
Den indstilling har ændret sig temmelig meget her i løbet af den første uge, som nu næsten er gået. Huset ligner jeg ved ikke hvad, vasketøjet har hobet sig op, køleskabet er gabende tomt og bananerne er rådne. Dog er vi kommet ud af døren til tiden hver morgen, pigerne har været velfriserede og har husket gym.tøj og madpakker. Jeg har hutlet mig mere eller mindre uforberedt gennem undervisning og møder. Her til aften har vi været ude hos nogen og spise, så jeg fik en fridag for madlavning.Herligt. I weekenden kommer farmand atter hjem og så kører han igen mandag morgen og er væk til fredag i næste uge. Hvor han kommer hjem i weekenden og kører igen om mandagen. Og er væk til fredag.
Jeg er ret sikker på, at når vi når hen der til engang midt i den tredje uge, så bliver det nødvendigt at nogen griber ind. Taget et billede af mig og sender ind til Feminas "Hun blev en ny kvinde" eller indsender en ansøgning om ophold på et sanatorium for nervesvækkede kvinder...
Min søde mand ved godt, at det lægger et stort pres på mig, når han med så kort varsel, skal afsted. Vi har prøvet det mange gange før, så man kan godt sige at jeg er ret vant til græsenke-perioder, hvor jeg fungerer som enlig mor til tre. Men det bliver det sgu ikke mindre hårdt af!?
Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, stod denne her og ventede på mig ved døren:
Og det giver jeg ham fuldstændig ret i!
Tænker på at skrive til Interflora og forslå at de indfører smurte madpakker, færdiglavet mad, nybagte boller og pølsehorn i deres sortiment. Var det en idé?
tirsdag den 22. marts 2011
Udvider blog-horisonten
I går skete der noget interessant her i min blogverden. Jeg er nemlig for første gang blevet fast læser hos en mandlig blogger og samme mandlige blogger er blevet fast læser hos mig.
Dermed blev Martin med bloggen Under Gadelygten den, der brød kvindemonopolet på min blog. Tillykke med det, Martin!
Når jeg færdes rundt blandt de mange blogs, der findes, slår det mig af og til hvor mange af dem, der ligner hinanden rigtig meget. Og det skyldes jo mig selv. Fordi de blogs jeg dropper ind hos og bliver hængende i, ofte er blogs, der er skrevet af kvinder på ca. min alder. Mange har hus, mand og børn og de (vi) blogger om hverdagen og familielivet og alt det indimellem. Nogle er vildt kreative med billeder andre er det med ord. Men i det store hele, så er der mange fællestræk ved de blogs, jeg læser.
Jeg nyder stort at genkende mig selv i dem og at læse om livets gang i andre andedamme. Af til kan jeg dog godt føle at det hele kører lidt i ring.
Derfor er det forfriskende at møde nye bloggere og læse med i beskrivelser af dagliglivet fra mennesker, hvis briller er anderledes end mine.
Jeg færdes rigtig meget blandt kvinder. På mit arbejde er der mange flere kvinder end mænd. Og vi har det altså med at gå i selvsving over frokostbordet og tale alt for meget om fødsler, børneopragelse, madopskrifter og termostøvler. Jeg elsker når min mandlige kolleger engang imellem slår i bordet og forlanger at der også tales om øl, fisse og hornmusik. Og fodbold. Eller at de (mændene) får kommenteret snakken på en måde, så det bliver åbenlyst, at der er mange måde at anskue verden på. Det er så fedt, når det sker. Eller også rykker de bare over til et andet bord.
Jeg kommer ligeledes i en studiekreds, som kun er for kvinder. Vi mødes for at tale om tekster, vi har læst. Og bidrager så hver især til at få vi løftet teksternes indhold både ned i et hverdagsperspektiv og op på et mere generelt og filosofisk plan. Sammen med disse skønne kvinder har jeg læst Kierkegaard, Løgstrup, Sløk, Johs. Møllehave,Kathrine Lilleør og forskelligt andet.
I sin tid meldte jeg mig til denne studiekreds, fordi jeg synes der gik alt for længe imellem at jeg læste og talte om noget, der krævede at jeg brugte hovedet. (Det var sikkert i forbindelse med en barsel...) Fornemmede at mine hjerneceller var blevet godt støvede og trængte til at komme lidt i sving. (Sagt med andre ord: Jeg var ved at få spat af altid kun at læse børnebøger og dameblade og aldrig have tid til at fordybe mig i noget selv...) Det er vildt fedt at mødes med andre og tale om det, man har læst og jeg har virkelig lært meget af det.
Men det med kvinderne. Det kan altså også blive for meget af det gode. Jeg kunne i hvert fald ikke tænke mig at leve i en verden, hvor der kun var kvinder. Puha, bliver helt skræmt ved tanken.
Derfor skal det her indlæg, der startede med at byde velkommen til min første mandlige læser, slutte med en hyldest til alle de skønne mænd jeg kender.
De længe leve. Hurra!
Tilføjet 10 minutter senere:
Der skal selvfølgelig være en særlig hyldest til ham, jeg er gift med, og som arbejder i Tyskland i denne uge. Bare lige hvis han får hjemvé, og skulle få den tanke at læse med i min blog. Big smile.
Dermed blev Martin med bloggen Under Gadelygten den, der brød kvindemonopolet på min blog. Tillykke med det, Martin!
Når jeg færdes rundt blandt de mange blogs, der findes, slår det mig af og til hvor mange af dem, der ligner hinanden rigtig meget. Og det skyldes jo mig selv. Fordi de blogs jeg dropper ind hos og bliver hængende i, ofte er blogs, der er skrevet af kvinder på ca. min alder. Mange har hus, mand og børn og de (vi) blogger om hverdagen og familielivet og alt det indimellem. Nogle er vildt kreative med billeder andre er det med ord. Men i det store hele, så er der mange fællestræk ved de blogs, jeg læser.
Jeg nyder stort at genkende mig selv i dem og at læse om livets gang i andre andedamme. Af til kan jeg dog godt føle at det hele kører lidt i ring.
Derfor er det forfriskende at møde nye bloggere og læse med i beskrivelser af dagliglivet fra mennesker, hvis briller er anderledes end mine.
Jeg færdes rigtig meget blandt kvinder. På mit arbejde er der mange flere kvinder end mænd. Og vi har det altså med at gå i selvsving over frokostbordet og tale alt for meget om fødsler, børneopragelse, madopskrifter og termostøvler. Jeg elsker når min mandlige kolleger engang imellem slår i bordet og forlanger at der også tales om øl, fisse og hornmusik. Og fodbold. Eller at de (mændene) får kommenteret snakken på en måde, så det bliver åbenlyst, at der er mange måde at anskue verden på. Det er så fedt, når det sker. Eller også rykker de bare over til et andet bord.
Jeg kommer ligeledes i en studiekreds, som kun er for kvinder. Vi mødes for at tale om tekster, vi har læst. Og bidrager så hver især til at få vi løftet teksternes indhold både ned i et hverdagsperspektiv og op på et mere generelt og filosofisk plan. Sammen med disse skønne kvinder har jeg læst Kierkegaard, Løgstrup, Sløk, Johs. Møllehave,Kathrine Lilleør og forskelligt andet.
I sin tid meldte jeg mig til denne studiekreds, fordi jeg synes der gik alt for længe imellem at jeg læste og talte om noget, der krævede at jeg brugte hovedet. (Det var sikkert i forbindelse med en barsel...) Fornemmede at mine hjerneceller var blevet godt støvede og trængte til at komme lidt i sving. (Sagt med andre ord: Jeg var ved at få spat af altid kun at læse børnebøger og dameblade og aldrig have tid til at fordybe mig i noget selv...) Det er vildt fedt at mødes med andre og tale om det, man har læst og jeg har virkelig lært meget af det.
Men det med kvinderne. Det kan altså også blive for meget af det gode. Jeg kunne i hvert fald ikke tænke mig at leve i en verden, hvor der kun var kvinder. Puha, bliver helt skræmt ved tanken.
Derfor skal det her indlæg, der startede med at byde velkommen til min første mandlige læser, slutte med en hyldest til alle de skønne mænd jeg kender.
De længe leve. Hurra!
Tilføjet 10 minutter senere:
Der skal selvfølgelig være en særlig hyldest til ham, jeg er gift med, og som arbejder i Tyskland i denne uge. Bare lige hvis han får hjemvé, og skulle få den tanke at læse med i min blog. Big smile.
søndag den 20. marts 2011
Kirkerummet
Når jeg er i en kirke, sker der altid en masse inde i mit hoved. Ja, altså forstå mig ret, der sker jo også noget inde i mit hoved, når jeg IKKE er i en kirke. Det, jeg mener er, at de tanker jeg får i kirkerummet adskiller sig fra mit øvrige tankeliv.
Jeg hørte i dag en præst sige, at kirkerummet er et af de få steder, der lader et menneske i ro. Vi færdes i så mange andre rum: På jobbet, hjemme i familien, ude blandt vennerne, i fitnesscentret og i fodboldklubben, hvor vi er PÅ og skal levere en eller anden form for præstation. Det skal man ikke i et kirkerum. Der kan jeg sidde helt i ro og synke ind i mig selv og mærke mine tanker. Jeg har et aktivt liv, hvor der altid er mennesker omkring mig. Jeg er for det meste kommunikerende og udadvendt, og jeg er på en eller anden måde næsten altid opmærksom på relationen til de mennesker, jeg er sammen med. Både på arbejde og når jeg har fri. Der er meget ofte støj omkring mig, og jeg er sjældent helt alene. Jeg har i de senere år fundet ud af, at jeg har rigtig meget brug for et rum, hvor jeg kan slå antennerne fra, give slip på min udadvendte og på-omverdenen-hele-tiden-opmærksomme tilstand og vende det mentale blik den anden vej. Ind i mig selv.
Således er kirkerummet for mig blevet et ydre billede på en indre tilstand.Når det budskab, der formidles i kirken, så samtidig giver stor mening, og er med til at afdramatisere mine, til tider angstfyldte forestillinger om, hvad det hele i virkeligheden går ud på, jamen så er det jo ren win-win!
Jeg er først begyndt at gå i kirke som voksen. Blev døbt sammen med mit 2.barn, da jeg var 30 år gammel, og har siden øvet mig i at gå i kirke. Og jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg så godt kan lide det. Det krævede lidt tilvænning i starten, men jeg opdagede på et tidspunkt, at jo oftere man kommer i kirken, jo mere mening giver det at være der. Kirkeåret er en cirkulær fortælling, der begynder 1.søndag i advent, hvor der bygges op til julen. Efter julen følger nytåret og Helligtrekonger, så kommer fasten som bygger op til påsken og herfter pinsen og trinitatistiden og så er vi tilbage ved advent. Der er struktur og pulsslag i kirkeåret, på samme måde som der er i årstidernes skiften. Det bliver altid forår igen. Det bliver altid jul.
FØR jeg blev døbt gik jeg også af og til i kirke, men det var altid med en følelse af at være "tilskuer" og ikke "deltager". Den følelse ændrede sig, da jeg som voksen tog en aktiv beslutning om at ville døbes. Så for mig har det gjort en forskel med den dåb. Og det har jeg tænkt over mange gange, for var jeg ikke også kristen, før jeg blev døbt? Det var jo ikke sådan at jeg "blev en anden" eller ændrede på mine værdier eller forestillinger om tro, håb og kærlighed.
Det hedder sig, at man i dåben bliver Guds barn. Vil det så sige, at de børn der ikke er døbt, så ikke er Guds børn? Det hørte jeg engang én der spurgte en præst om, og præsten svarede:
Alle børn er Guds børn. Men de, der er døbt, VED at de er det. Og det var måske det, der gjorde en forskel for mig, den septemberdag i 2002, hvor jeg knælede foran døbefonten og selv sagde ja, da præsten udførte dåbsritualet: "Tror du på..."
I dag er kirken blevet en del af mit daglige liv, men jeg kæmper stadig meget med både andres og egne fordomme om det at være kirkegænger.
Jeg oplever, at det er almindelig og socialt accepteret at gå til psykolog, til akupunktør, numerolog eller healer, men at folk (der hvor jeg færdes) ser vældig overraskede ud, når jeg fortæller, at jeg går i kirke. "Sådan én ligner du slet ikke," får jeg at vide. Og spekulerer så over, hvordan "sådan én" mon ser ud.
Når jeg bliver konfronteret med hvad jeg kan bruge kristendommens budskab til, så svarer jeg noget, der ligger meget tæt op ad punkt 5 og 6 på Poul Götkes liste 10 grunde til at være kristen.
For NEJ, jeg er hverken from eller hellig, jeg er bare et menneske på godt og ondt. Og jeg vil så gerne forstå min tilværelse, ikke mindst den del af den, der rækker ud over mig selv i både tid, rum og sted. Disse tanker får medspil og modspil i kirkerummet og gudstjenestens liturgi giver mig stof til eftertanke og anledning til refleksion. Og undren.
Jeg hørte i dag en præst sige, at kirkerummet er et af de få steder, der lader et menneske i ro. Vi færdes i så mange andre rum: På jobbet, hjemme i familien, ude blandt vennerne, i fitnesscentret og i fodboldklubben, hvor vi er PÅ og skal levere en eller anden form for præstation. Det skal man ikke i et kirkerum. Der kan jeg sidde helt i ro og synke ind i mig selv og mærke mine tanker. Jeg har et aktivt liv, hvor der altid er mennesker omkring mig. Jeg er for det meste kommunikerende og udadvendt, og jeg er på en eller anden måde næsten altid opmærksom på relationen til de mennesker, jeg er sammen med. Både på arbejde og når jeg har fri. Der er meget ofte støj omkring mig, og jeg er sjældent helt alene. Jeg har i de senere år fundet ud af, at jeg har rigtig meget brug for et rum, hvor jeg kan slå antennerne fra, give slip på min udadvendte og på-omverdenen-hele-tiden-opmærksomme tilstand og vende det mentale blik den anden vej. Ind i mig selv.
Således er kirkerummet for mig blevet et ydre billede på en indre tilstand.Når det budskab, der formidles i kirken, så samtidig giver stor mening, og er med til at afdramatisere mine, til tider angstfyldte forestillinger om, hvad det hele i virkeligheden går ud på, jamen så er det jo ren win-win!
Jeg er først begyndt at gå i kirke som voksen. Blev døbt sammen med mit 2.barn, da jeg var 30 år gammel, og har siden øvet mig i at gå i kirke. Og jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg så godt kan lide det. Det krævede lidt tilvænning i starten, men jeg opdagede på et tidspunkt, at jo oftere man kommer i kirken, jo mere mening giver det at være der. Kirkeåret er en cirkulær fortælling, der begynder 1.søndag i advent, hvor der bygges op til julen. Efter julen følger nytåret og Helligtrekonger, så kommer fasten som bygger op til påsken og herfter pinsen og trinitatistiden og så er vi tilbage ved advent. Der er struktur og pulsslag i kirkeåret, på samme måde som der er i årstidernes skiften. Det bliver altid forår igen. Det bliver altid jul.
FØR jeg blev døbt gik jeg også af og til i kirke, men det var altid med en følelse af at være "tilskuer" og ikke "deltager". Den følelse ændrede sig, da jeg som voksen tog en aktiv beslutning om at ville døbes. Så for mig har det gjort en forskel med den dåb. Og det har jeg tænkt over mange gange, for var jeg ikke også kristen, før jeg blev døbt? Det var jo ikke sådan at jeg "blev en anden" eller ændrede på mine værdier eller forestillinger om tro, håb og kærlighed.
Det hedder sig, at man i dåben bliver Guds barn. Vil det så sige, at de børn der ikke er døbt, så ikke er Guds børn? Det hørte jeg engang én der spurgte en præst om, og præsten svarede:
Alle børn er Guds børn. Men de, der er døbt, VED at de er det. Og det var måske det, der gjorde en forskel for mig, den septemberdag i 2002, hvor jeg knælede foran døbefonten og selv sagde ja, da præsten udførte dåbsritualet: "Tror du på..."
I dag er kirken blevet en del af mit daglige liv, men jeg kæmper stadig meget med både andres og egne fordomme om det at være kirkegænger.
Jeg oplever, at det er almindelig og socialt accepteret at gå til psykolog, til akupunktør, numerolog eller healer, men at folk (der hvor jeg færdes) ser vældig overraskede ud, når jeg fortæller, at jeg går i kirke. "Sådan én ligner du slet ikke," får jeg at vide. Og spekulerer så over, hvordan "sådan én" mon ser ud.
Når jeg bliver konfronteret med hvad jeg kan bruge kristendommens budskab til, så svarer jeg noget, der ligger meget tæt op ad punkt 5 og 6 på Poul Götkes liste 10 grunde til at være kristen.
For NEJ, jeg er hverken from eller hellig, jeg er bare et menneske på godt og ondt. Og jeg vil så gerne forstå min tilværelse, ikke mindst den del af den, der rækker ud over mig selv i både tid, rum og sted. Disse tanker får medspil og modspil i kirkerummet og gudstjenestens liturgi giver mig stof til eftertanke og anledning til refleksion. Og undren.
tirsdag den 15. marts 2011
Knap så fede ting, der er sket i dag
* Det er skræmmende og helt vildt surrealistisk med alt det, der sker i Japan. Jordskælv, efterskælv, tsunami, atomreaktor. Bange ord!
* Der er allerede et pænt stort overtræk på min lønkonto. Hvem er det, der bruger alle mine penge? Hold op med det?
* Glemte at trække håndbremsen i bilen, så jeg var ved at blive høvlet ned af trillende bil, da jeg passerede bilens bagende (læs: Bag-ende). Ikke smart.
* Jeg tror, at jeg har lus. Melder det snart som en arbejdsskade!
* Har skældt rigtig meget ud på mand. Han var den, der stod nærmest og jeg havde lige behov for at flippe ud over rod i hus.
* Savner Helletid for vildt. Mine dage går med at sørge for at det kører for nogen andre. Andre = personer fra 11 år og nedefter med samme adresse som mig.
* Er træt af at være træt. Har opgivet film, da mand har arbejdet til 21.2o.
* Der er allerede et pænt stort overtræk på min lønkonto. Hvem er det, der bruger alle mine penge? Hold op med det?
* Glemte at trække håndbremsen i bilen, så jeg var ved at blive høvlet ned af trillende bil, da jeg passerede bilens bagende (læs: Bag-ende). Ikke smart.
* Jeg tror, at jeg har lus. Melder det snart som en arbejdsskade!
* Har skældt rigtig meget ud på mand. Han var den, der stod nærmest og jeg havde lige behov for at flippe ud over rod i hus.
* Savner Helletid for vildt. Mine dage går med at sørge for at det kører for nogen andre. Andre = personer fra 11 år og nedefter med samme adresse som mig.
* Er træt af at være træt. Har opgivet film, da mand har arbejdet til 21.2o.
Fede ting, der er sket i dag
* Har tilbragt formiddagen som post i et stjerneløb for fjerde, femte og sjette klasse. Frøs og var sulten, men glædede mig over, at jeg i det mindste ikke skulle tisse, mens jeg stod der. Løbet var stor succes og synet af glade børn, der hyggede sig og samarbejdede på tværs af alder og køn, gav sgu næsten en klump i halsen på en halvgammel rørstrømsk folkeskolelærer.
*Har opdaget den amerikanske sing-and-songwriter Cat Power. Nuurhh, hvor synger hun GÅÅÅT. Hør selv Hvor hulen har hun gået og gemt sig, siden jeg ikke har fået øje (ører) på hende?
* Lykkedes med at powernappe 17 minutter i eftermiddag inden afhentning af børn og forventes derfor at kunne holde mig vågen til en HEL FILM i aften. Værs'go mine damer og herrer!
* Bogen fortabt i skolen, som jeg har været på venteliste til i evigheder er ENDELIG kommet hjem til mig. Glæder mig stort til at læse den. I en artikel der omtalte bogen, faldt jeg især for udtrykket "udfordrede børn." Børn, der skejer ud i skolen er ikke udfordrenNDE, de er udfordreDE.
* En skøn kollega og jeg fik i dag hul igennem til et kreativt projekt, vi skal lave med en gruppe elever i en alternativ uge. Elsker gode og inspirende møder ligeså højt som jeg hader dårlige og kedelig møder.
* Min dejlige mand har lige skænket et glas rødvin til mig.
*Har opdaget den amerikanske sing-and-songwriter Cat Power. Nuurhh, hvor synger hun GÅÅÅT. Hør selv Hvor hulen har hun gået og gemt sig, siden jeg ikke har fået øje (ører) på hende?
* Lykkedes med at powernappe 17 minutter i eftermiddag inden afhentning af børn og forventes derfor at kunne holde mig vågen til en HEL FILM i aften. Værs'go mine damer og herrer!
* Bogen fortabt i skolen, som jeg har været på venteliste til i evigheder er ENDELIG kommet hjem til mig. Glæder mig stort til at læse den. I en artikel der omtalte bogen, faldt jeg især for udtrykket "udfordrede børn." Børn, der skejer ud i skolen er ikke udfordrenNDE, de er udfordreDE.
* En skøn kollega og jeg fik i dag hul igennem til et kreativt projekt, vi skal lave med en gruppe elever i en alternativ uge. Elsker gode og inspirende møder ligeså højt som jeg hader dårlige og kedelig møder.
* Min dejlige mand har lige skænket et glas rødvin til mig.
søndag den 13. marts 2011
Observationer gjort under formiddagens indsamling for Folkekirkens Nødhjælp
- Der er rigtig mange, der gør rent søndag formiddag (åbner døren med klud i hånden/slukker for støvsuger, når man ringer på)
-Hvor har folk generelt nogle flotte entréer (har fået masser af inspiration)
- Og det er ikke kun hjemme hos mig, vi roder i entréen.
- I mange nybyggede huse er det svært at regne ud, hvilken dør, der er "hoveddøren"
- Det er oftest moderen eller børnene i en husstand, der åbner døren
- Men faderen, der har småpenge i lommen eller i sin pung
- Folk er venlige og gavmilde og vil rigtig gerne give et bidrag
- At være indsamler er en smart måde til at finde ud af hvem der bor i hvilke huse
- Gennemsnits-bidraget pr. husstand var ca 28 kr. Ret godt gået, idet rigtig mange slet ikke var hjemme.
- Man får frisk luft, gåtur og god samvittighed på én gang. Det er jo hele tre ting.
Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside
-Hvor har folk generelt nogle flotte entréer (har fået masser af inspiration)
- Og det er ikke kun hjemme hos mig, vi roder i entréen.
- I mange nybyggede huse er det svært at regne ud, hvilken dør, der er "hoveddøren"
- Det er oftest moderen eller børnene i en husstand, der åbner døren
- Men faderen, der har småpenge i lommen eller i sin pung
- Folk er venlige og gavmilde og vil rigtig gerne give et bidrag
- At være indsamler er en smart måde til at finde ud af hvem der bor i hvilke huse
- Gennemsnits-bidraget pr. husstand var ca 28 kr. Ret godt gået, idet rigtig mange slet ikke var hjemme.
- Man får frisk luft, gåtur og god samvittighed på én gang. Det er jo hele tre ting.
Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside
lørdag den 12. marts 2011
Tid til at blogge?
Jeg skal være ærlig at indrømme, at det på det seneste har knebet gevaldigt med tid til at sætte mig i fred og ro og skrive til min blog. Er vildt imponeret over så mange, der har tid/overskud til at skrive hver eneste dag. Det kan desværre ikke lade sig gøre for mig, omend jeg ville ønske at det kunne. Kan se at jeg nok burde have overvejet at sige mit job op, inden jeg begyndte at blogge!
Den seneste tid har været rigtig travl, og min mand har været udenlands med sit arbejde. Det har jo så ladet mig tilbage på matriklen med tre børn og et fuldtidsarbejde, der kræver en del. En hverdag, der begynder kl. 5.50 og slutter ved 22-tiden med at jeg sidder og sover i sofaen. Det er noget nemmere at få læst andres blog's end at skrive i sin egen - kan sagtens sidde og hoppe rundt fra blog til blog, mens ungerne ser Disney Sjov, men at kreere længere gennemtænkte indlæg, det kræver tid og ro.
Hvordan får I andre tid til at skrive næsten hver eneste dag? Syns det er sejt, så mange der skriver, uploader billeder og kommenterer her og der dagligt.
Og nu jeg er i gang med at spørge ud i æteren, er der så nogen der kan fortælle mig, hvor mange danske blogs, der findes? Og findes der et "kartoktek" over danske blogs, hvor man kan danne sig et overblik over skribenter og indhold?
Indtil nu er jeg hoppet rundt på må og få - har fået anbefalet et par blogs og følger ellers med hos dem, der følger med hos mig. Falder over en skæg eller interessant kommentar og hopper så over til den blog og bliver måske fast læser der. Alt sammen helt tilfældigt.
Men tænk nu hvis lige den blog, som jeg ville dø for at følge, er et sted derude uden at jeg ved det, hvordan finder jeg så ud af det? Findes der teleblogbog, man kan slå op i?
Jeg spekulerer videre og bringer imens et billede af den lille smule forår, jeg for en uges tid siden fandt i vores have. Det er en fuldstændig magisk og vidunderlig følelse at mærke forårets komme. Hvert eneste år. Jeg elsker det.
En anden ting hun kræver, er at smøre sine madder selv. Den slags initiativer fra et barn, skal man jo endelig bakke op om, og derfor har jeg på det seneste måttet revidere min opfattelse af hvad en lækker mad er. Her ser vi dagens frokost for den 2-årige: rugbrød med leverpostej, makrel og remoulade. Med et stykke agurk og en frikadelle on the side. Bon appetit!
Jeg spurgte ungen, om det var en god mad og fik dette svar:
Den seneste tid har været rigtig travl, og min mand har været udenlands med sit arbejde. Det har jo så ladet mig tilbage på matriklen med tre børn og et fuldtidsarbejde, der kræver en del. En hverdag, der begynder kl. 5.50 og slutter ved 22-tiden med at jeg sidder og sover i sofaen. Det er noget nemmere at få læst andres blog's end at skrive i sin egen - kan sagtens sidde og hoppe rundt fra blog til blog, mens ungerne ser Disney Sjov, men at kreere længere gennemtænkte indlæg, det kræver tid og ro.
Hvordan får I andre tid til at skrive næsten hver eneste dag? Syns det er sejt, så mange der skriver, uploader billeder og kommenterer her og der dagligt.
Og nu jeg er i gang med at spørge ud i æteren, er der så nogen der kan fortælle mig, hvor mange danske blogs, der findes? Og findes der et "kartoktek" over danske blogs, hvor man kan danne sig et overblik over skribenter og indhold?
Indtil nu er jeg hoppet rundt på må og få - har fået anbefalet et par blogs og følger ellers med hos dem, der følger med hos mig. Falder over en skæg eller interessant kommentar og hopper så over til den blog og bliver måske fast læser der. Alt sammen helt tilfældigt.
Men tænk nu hvis lige den blog, som jeg ville dø for at følge, er et sted derude uden at jeg ved det, hvordan finder jeg så ud af det? Findes der teleblogbog, man kan slå op i?
Jeg spekulerer videre og bringer imens et billede af den lille smule forår, jeg for en uges tid siden fandt i vores have. Det er en fuldstændig magisk og vidunderlig følelse at mærke forårets komme. Hvert eneste år. Jeg elsker det.
I skal også se et billede af, hvordan vores hjem har set ud de sidste mange dage. Den 2-årige har netop lært at klippe med en saks, og som altid når hun har lært noget nyt, vil hun ikke andet end det i døgndrift. Så der bliver klippet i papir, i reklamer, i aviser, i blade, i girokort, og i biblioteksbøger! (serviceoplysning: Lyserød bog om kanin koster 248 kr. i erstatning)
Hver gang vi er færdige med at rydde op efter noget klipperi, kræver barnet at klippe mere. Suk.
En anden ting hun kræver, er at smøre sine madder selv. Den slags initiativer fra et barn, skal man jo endelig bakke op om, og derfor har jeg på det seneste måttet revidere min opfattelse af hvad en lækker mad er. Her ser vi dagens frokost for den 2-årige: rugbrød med leverpostej, makrel og remoulade. Med et stykke agurk og en frikadelle on the side. Bon appetit!
Jeg spurgte ungen, om det var en god mad og fik dette svar:
tirsdag den 8. marts 2011
Hvad får et ægteskab til at holde?
I dette indlæg tillader jeg mig at lave sjov med noget lekture, to søde piger fra Jehovas Vidner forærede mig i min gadedør i går. Skulle der sidde en enkelt eller to sympatisører med Jehovas Vidner blandt mine læsere, håber jeg inderligt, at I ikke bliver alt for sure. Jeg ville så gerne i dialog med jer, men det skal være en reflekterende dialog, hvor I forholder jer til det, I selv siger og mener, og ikke mindst tager kritisk stilling til jeres tro. For det oplever jeg desværre ikke, at I gør, når jeg taler med jer i min dør. Jeg vil så gerne forstå, hvad i himlens navn, der får unge velbegavede, veluddannede mennesker til at gå rundt ved folks døre og seriøst tro på, at der er nogen, der tager dem alvorligt? De to, der var hos mig i går, virkede så imødekommende og venlige, men jeg stod HELT af, da den ene slog op i sin bibel og begyndte at læse noget højt for mig. Det er på én måde grænseoverskridende og intimiderende (men jeg er nu vant til at folk siger så meget vrøvl, så jeg tog det pænt) og på en anden måde så tæerkrummende pinligt for dem, der står der på trappen. Sådan har jeg det med det.
Nå, men det jeg egentlig vil fortælle, er at jeg i går fik et eksemplar af Vagttårnet i hænderne. To søde unge piger, ringer på min dør og spørger venligt om jeg interesserer mig for, hvad der får et ægteskab til at holde!
"Øh ja, det gør jeg da", svarer jeg. Jeg, som er blevet skilt, gift igen, har brugt en mindre formue på parterapi og psykologsamtaler, læst utallige bøger om parforhold og ægteskab og ikke mindst været ved at gå op i limningen af frustration over at det indimellem kan være så fandens svært, at få det hele til at lykkes og hænge sammen.
Jo, jeg interesser mig faktisk pænt meget for, hvad der får et ægteskab til at holde. Svaret viser sig at komme fra en kant, jeg ikke lige havde regnet med. Nemlig bibelen. Og det er ikke den bibel, jeg kender fra folkekirken, men Jehovas Vidners udgave af bibelen.
I Vagttårnet er der opstillet en liste med 10 almindelige ægteskabelige problemer og herefter en principel forklaring på disse. Bam! Så enkelt, så indsnævret, så absolut.
Lad mig give et eksempel:
Problem nr. 2 "Vores forhold giver mig ikke længere det, jeg vil have."
Bibelsk princip: "Lad ingen søge sit eget, men medmenneskets bedste" (1.korinther 10:24)
Herefter følger en beskrivelse af et ægtepar, hvis samliv i de første år, bestemt ikke var nogen dans på roser, men som efter at de lærte at leve efter bibelens råd og bede Gud om hjælp, har fået en lykkeligt og harmonisk ægteskab. Flot!
Min kære mand blev nysgerrig, da jeg sad med Vagttårnet og derfor måtte jeg dele listens 4. ægteskabelige problem med ham. Det lyder ganske enkelt: "Min kone gør ikke, hvad jeg siger". Ikke noget under, at min mand var meget interesseret i at finde ud af, hvordan det problem skulle tackles, for det er bestemt noget, han kender til! Svaret kan læses i 1.korinther 11:3 og det lyder sådan her: "Hver mands hoved er Messias". "Hrmpf", brummede min meget lidt bibelkyndige mand og fik kaffen galt i halsen, hvordan skulle det lige forståes? Heldigt nok, at tolkningen kommer i den efterfølgende tekst. Det betyder at en kvinde skal underordne sig sin mand, på samme måde som manden skal underordne sig Gud. Nichts weiter. Konflikt løst. Værsgo!
For mig at se, er man som Jehovas Vidne mast inde i en lille bitte box, hvor kun er plads til at anskue verden fra én vinkel.
Træder man ved siden af, bliver man udstødt og når jeg læser (fx her) om, hvad der kan afstedkomme en udstødelse, så var mine minutter i den klub talte. For jeg har haft sex før ægteskabet, flirtet offentligt, jeg har røget, drukket mig fuld, set porno, doneret blod og deltaget i både bryllupper og barnedåb i folkekirken. Jeg ville ikke komme i nærheden af et medlemsskab. Og gud ske tak og lov for det.
Jehovas Vidner tror på Gud på én måde, og det respekterer jeg selvfølgelig. Jeg synes godt nok, at det er skidesynd for deres børn, at de holdes ude af skolens fællesskab, fx. fordi de ikke må holde eller deltage i fødselsdagsfester, julefester, juleklippedage, fastelavnsfester osv. Men det tager de børn nu faktisk meget pænt og der gøres rigtig meget ud af i skolen, at lære børnene at acceptere hinandens forskelligheder og fremhæve det positive ved hver enkelt.
Det, jeg synes er sværest at acceptere er den forkyndelses-del, der handler om at vidnerne går rundt og banker på folks døre, for at udbrede deres helt-ude-af-trit-med-et-moderne-samfund-budskab. Jeg har det sådan, at er der noget, jeg interesserer mig for, så skal jeg nok selv opsøge det. Det siger jeg også gang på gang, til de mange irriterende telefon-sælgere, jeg bliver ringet op af.
Jehovas Vidner har muligvis givet mening i 1876, da trossamfundet blev grundlagt, men det gør det bare ikke i 2011. De første Jehovas Vidner forudså at jorden ville gå under i 1914, det gjorde den ikke, og dermed skulle de have lukket biksen og droppet deres forehavende. Syns jeg.
Inde i Vagttårnet lå et andet blad ved navn Vågn op! Det har titlen "Sandheden om det okkulte".
Det må blive en anden dag.
Nå, men det jeg egentlig vil fortælle, er at jeg i går fik et eksemplar af Vagttårnet i hænderne. To søde unge piger, ringer på min dør og spørger venligt om jeg interesserer mig for, hvad der får et ægteskab til at holde!
"Øh ja, det gør jeg da", svarer jeg. Jeg, som er blevet skilt, gift igen, har brugt en mindre formue på parterapi og psykologsamtaler, læst utallige bøger om parforhold og ægteskab og ikke mindst været ved at gå op i limningen af frustration over at det indimellem kan være så fandens svært, at få det hele til at lykkes og hænge sammen.
Jo, jeg interesser mig faktisk pænt meget for, hvad der får et ægteskab til at holde. Svaret viser sig at komme fra en kant, jeg ikke lige havde regnet med. Nemlig bibelen. Og det er ikke den bibel, jeg kender fra folkekirken, men Jehovas Vidners udgave af bibelen.
I Vagttårnet er der opstillet en liste med 10 almindelige ægteskabelige problemer og herefter en principel forklaring på disse. Bam! Så enkelt, så indsnævret, så absolut.
Lad mig give et eksempel:
Problem nr. 2 "Vores forhold giver mig ikke længere det, jeg vil have."
Bibelsk princip: "Lad ingen søge sit eget, men medmenneskets bedste" (1.korinther 10:24)
Herefter følger en beskrivelse af et ægtepar, hvis samliv i de første år, bestemt ikke var nogen dans på roser, men som efter at de lærte at leve efter bibelens råd og bede Gud om hjælp, har fået en lykkeligt og harmonisk ægteskab. Flot!
Min kære mand blev nysgerrig, da jeg sad med Vagttårnet og derfor måtte jeg dele listens 4. ægteskabelige problem med ham. Det lyder ganske enkelt: "Min kone gør ikke, hvad jeg siger". Ikke noget under, at min mand var meget interesseret i at finde ud af, hvordan det problem skulle tackles, for det er bestemt noget, han kender til! Svaret kan læses i 1.korinther 11:3 og det lyder sådan her: "Hver mands hoved er Messias". "Hrmpf", brummede min meget lidt bibelkyndige mand og fik kaffen galt i halsen, hvordan skulle det lige forståes? Heldigt nok, at tolkningen kommer i den efterfølgende tekst. Det betyder at en kvinde skal underordne sig sin mand, på samme måde som manden skal underordne sig Gud. Nichts weiter. Konflikt løst. Værsgo!
For mig at se, er man som Jehovas Vidne mast inde i en lille bitte box, hvor kun er plads til at anskue verden fra én vinkel.
Træder man ved siden af, bliver man udstødt og når jeg læser (fx her) om, hvad der kan afstedkomme en udstødelse, så var mine minutter i den klub talte. For jeg har haft sex før ægteskabet, flirtet offentligt, jeg har røget, drukket mig fuld, set porno, doneret blod og deltaget i både bryllupper og barnedåb i folkekirken. Jeg ville ikke komme i nærheden af et medlemsskab. Og gud ske tak og lov for det.
Jehovas Vidner tror på Gud på én måde, og det respekterer jeg selvfølgelig. Jeg synes godt nok, at det er skidesynd for deres børn, at de holdes ude af skolens fællesskab, fx. fordi de ikke må holde eller deltage i fødselsdagsfester, julefester, juleklippedage, fastelavnsfester osv. Men det tager de børn nu faktisk meget pænt og der gøres rigtig meget ud af i skolen, at lære børnene at acceptere hinandens forskelligheder og fremhæve det positive ved hver enkelt.
Det, jeg synes er sværest at acceptere er den forkyndelses-del, der handler om at vidnerne går rundt og banker på folks døre, for at udbrede deres helt-ude-af-trit-med-et-moderne-samfund-budskab. Jeg har det sådan, at er der noget, jeg interesserer mig for, så skal jeg nok selv opsøge det. Det siger jeg også gang på gang, til de mange irriterende telefon-sælgere, jeg bliver ringet op af.
Jehovas Vidner har muligvis givet mening i 1876, da trossamfundet blev grundlagt, men det gør det bare ikke i 2011. De første Jehovas Vidner forudså at jorden ville gå under i 1914, det gjorde den ikke, og dermed skulle de have lukket biksen og droppet deres forehavende. Syns jeg.
Inde i Vagttårnet lå et andet blad ved navn Vågn op! Det har titlen "Sandheden om det okkulte".
Det må blive en anden dag.
Michelangelos fresko "Dommedag" i Det Sixtinske Kapel
søndag den 6. marts 2011
2-årig gik bersærk under gudstjenste
En desperat mor måtte søndag kl. 11.10 bære sit skrigende og sprællende barn ud af Jelling Kirke.
"Det var måske nok lidt naivt at tro, at det overhovedet var muligt," udtaler den frustrerede mor, der under søndagens fastelavnsgudstjeneste havde valgt at medbringe sit yngste barn. Moderen fortsætter: "Jeg ville bare så gerne være der netop i dag, hvor min ældste datter skulle synge med kirkens pigekor."
Det var netop lige da pigekoret skulle synge, at det gik galt. Den 2-årige ville op til sin storesøster, og morens insisteren på at barnet skulle blive på sin plads bagerst i kirken, fik den lille pige til at gå amok.
Et øjenvidne, som fulgte optrinnet fra kirkebænken lige bagved fortæller: "Det var tydeligt at se at barnet ville med korpigerne, da de i samlet flok gik op ad kirkegulvet. Moren holdt fast i pigen, hvilket fik hende til at skrige højt og kæmpe for at komme fri. Der var decideret fysisk tumult og da barnet så begyndte at sparke løs med benene, fik moderen nok og forlod kirken med det skrigende barn under armen."
Det er uvist om barnets spark ramte den herre, der sad lige foran.
"Jeg følte at alle kiggede på mig, og underskylder mange gange, at min datter forstyrrede så meget. Hun plejer ikke at være med i kirke, da det jo ikke ligefrem appellerer til hendes aldersgruppe at sidde stille så længe. Men min mand er ikke hjemme i dag og jeg ville jo bare så gerne høre min store pige synge".
Det blev der ikke noget af, for det var netop som pigekoret begyndte at synge, at den 2-årige piges protester satte ind.
"Det var måske nok lidt naivt at tro, at det overhovedet var muligt," udtaler den frustrerede mor, der under søndagens fastelavnsgudstjeneste havde valgt at medbringe sit yngste barn. Moderen fortsætter: "Jeg ville bare så gerne være der netop i dag, hvor min ældste datter skulle synge med kirkens pigekor."
Det var netop lige da pigekoret skulle synge, at det gik galt. Den 2-årige ville op til sin storesøster, og morens insisteren på at barnet skulle blive på sin plads bagerst i kirken, fik den lille pige til at gå amok.
Et øjenvidne, som fulgte optrinnet fra kirkebænken lige bagved fortæller: "Det var tydeligt at se at barnet ville med korpigerne, da de i samlet flok gik op ad kirkegulvet. Moren holdt fast i pigen, hvilket fik hende til at skrige højt og kæmpe for at komme fri. Der var decideret fysisk tumult og da barnet så begyndte at sparke løs med benene, fik moderen nok og forlod kirken med det skrigende barn under armen."
Det er uvist om barnets spark ramte den herre, der sad lige foran.
"Jeg følte at alle kiggede på mig, og underskylder mange gange, at min datter forstyrrede så meget. Hun plejer ikke at være med i kirke, da det jo ikke ligefrem appellerer til hendes aldersgruppe at sidde stille så længe. Men min mand er ikke hjemme i dag og jeg ville jo bare så gerne høre min store pige synge".
Det blev der ikke noget af, for det var netop som pigekoret begyndte at synge, at den 2-årige piges protester satte ind.
fredag den 4. marts 2011
Fedteri
Som det ses af nedentstående billede, findes der stadig elever, der har regnet ud at det betaler sig at fedte så meget for læreren som overhovedet muligt.
Kagen smagte forrygende!
Kagen smagte forrygende!
onsdag den 2. marts 2011
10 grunde til at være kristen
Disse 10 teser af skrevet af Povl Götke, ph.d. lektor i religionspædagogik på TPC i Løgumkloster og ulønnet hjælpepræst i Assens-Baagø pastorat.
Jeg kan rigtig godt lide dem og har læst dem mange gange, fordi han formår at sætte ord på en hel masse af det, jeg går og bakser med i mine tanker. Og tanker bliver bare nemmere at forstå, hvis der kommer ord på.
Jeg kan rigtig godt lide dem og har læst dem mange gange, fordi han formår at sætte ord på en hel masse af det, jeg går og bakser med i mine tanker. Og tanker bliver bare nemmere at forstå, hvis der kommer ord på.
Jeg er kristen, fordi…
1.
Den kristne Gud har ladet sig føde og træder mig i møde som et ganske almindeligt, skrøbeligt menneskeliv. Som mit eget liv. Det betyder, at Gud holder fast i mig og går med mig hele vejen, både når turen går helt op i himlen og langt ned i helvede. For at kunne tro på, at Gud er med mig på mine opture og på mine nedture, går jeg i kirke og markerer de vigtigste begivenheder i mit liv med kirkens ritualer og sammen med familie og venner. For jeg kan ikke tro det, hvis jeg ikke også indimellem mærker det. Og det gør jeg gennem gudstjenesten og fællesskabet.
2.
Den kristne Gud er nådig og barmhjertig, en kærlighedens kriger. Gud er ikke en stiv konsekvensmager, der bare holder på sit og tvinger det igennem. Den kristne Gud er en Gud, der af al magt kæmper mod det onde – også det onde, der er i mig – men altså med midler, som ikke forøger ondskaben, men mindsker den. Krig og straf kan være nødvendigt, men det er og bliver et onde, som gør ondskaben større. Kun kærligheden kan gøre ondskaben mindre. Men det siger ikke sig selv. Det siger kristendommen.
3.
Den kristne Gud er en tre i én-Gud, som både er en ophøjet skaber af verden og kilde til alting (Faderen), som i allerhøjeste grad er til stede i verden som medlidende og solidarisk med sin skabning (Sønnen), og som i min dagligdag lader sig mærke som en konkret, kærlig og livgivende energi (Helligånden).
4.
Den kristne tanke om, at Gud er blevet menneske, trækker Gud ned på jorden. Gud møder mig i mit medmenneske, og jeg er skabt i Guds billede. Det sætter mig fri og forpligter mig. Kristendom er altså religion med et menneskeligt ansigt og humanisme med et guddommeligt ansigt.
5.
Kristendommens sprog og billeder, bønner og sange er en ressource, når jeg forsøger at finde ud af, hvem jeg er, hvad meningen er med det hele, og hvad jeg egentlig skal med min tilværelse. Det er også her, jeg prøver at forsone mig med, at jeg tilsyneladende ikke kan ændre på mig selv, at jeg ældes og bliver gammel, og at der kommer en dag, hvor jeg skal dø. Men jeg vil ikke dø. Jeg vil leve.
6.
Jeg kan ikke leve uden troen på noget, som ligger uden for mig selv, og som bærer mig, både i hverdagen og når det hele spidser til. Jeg har ladet mine børn døbe og bedt Fadervor med dem, når de blev lagt i seng, for jeg vil gerne have, at de får en grundlæggende tro på livet og tillid til deres medmennesker. Det kan godt være de på et tidspunkt vælger Gud fra, men jeg håber på, at troen på livet og tilliden til medmennesket bliver hængende som en grundstemning. Og det er den grundstemning, som kristendommens tale om at blive et Guds barn handler om.
7.
Jeg er lige ved at dø af skræk ved tanken om, at den jord, vi går rundt på, og som virker ”solid as a rock”, nu og her og uden varsel kan forsvinde under os – sygdom, ulykke, tab af det umistelige og de uerstattelige. Virkeligt ved at dø af skræk! Men det dulmer nerverne, det trøster og styrker mig, når jeg sidder i kirken og lader mig opsluge af den rituelle sammenhæng af bønner, sange og velsignelser, der er i gudstjenesten. Det giver mig en fornemmelse af at være del af en åndelig virkelighed, som rækker ud over mig selv, og som jeg fortsat er en del af, også når jeg ikke er her mere.
8.
Jeg er desværre en klovn, og jeg svigter gang på gang de mennesker, som stoler på mig og har brug for mig. Hvis jeg ikke igen og igen hører kirkens ord om tilgivelse og ved gudstjenesten gang på gang får fortalt om den kærlighed, der giver mulighed for en ny begyndelse, ville skam – og skyldfølelse sende mig direkte ind på den lukkede afdeling.
9.
Der er simpelthen bare så meget pis i verden – løgn, hykleri, fortrængning og falskhed – også og ikke mindst blandt os kristne, så hvis ikke jeg troede på en guddommelig magt, der står for noget andet og vil noget andet med os mennesker, nemlig kærlighed, ærlighed og retfærdighed, er jeg bange for, at mit hjerte ville blive til en sten og jeg fuldstændig afstumpet og ufølsom af kulde og kynisme. Kristendom er kærlighedsterapi til sindet, en form for åndelige ”selvmedicinering”.
10.
Nogle vil sikkert tale om flugt, men jeg hat altså behov for mere end én verden og mere end ét rum for at kunne trække vejret og en gang imellem finde hvile. Kristendommen er langt fra den eneste religion, der opererer med mere end én verden og mere end ét rum, men i kristendommen er de forskellige verdener og rum på en og samme tid radikalt adskilte og intimt forbundne. Det er præcis denne dobbelthed, som kristendommens tale om tro, håb og kærlighed handler om. Tro, håb og kærlighed er af en anden verden – men de katapulterer samtidig én tilbage i denne verden. Derfor er der faktisk ikke talt om en flugt, men om en genopladning af mine sjælelige batterier, som giver mig kræfter til at stå fast, være nærværende, elske og lade mig elske og forsøge at virke i verden til fordel for det gode, det sande og det skønne.
Hvorfor er du kristen?
Kilde: Menighedsrådenes blad, 1. 2011 s. 24-25
Abonner på:
Opslag (Atom)