GODT NYTÅR til alle mine skønne læsere. Jeg kan lide jer, kan jeg!
Januar begyndte med nytårsferie i Ebeltoft, og fra årets start var jeg i overskud og med plus på alle konti. Desværre fossede energien alt for hurtigt ud af tanken, og en stresstest, som jeg tog på nettet sidst i januar, viste mig desværre tydeligt, at jeg var nødt til at stoppe op og tænke mig om. Den nye måde at være folkeskolelærer på med 4o timer om ugen på skolen, minimal mulighed for flex, minimal tid til at løse mine opgaver ordentligt, krævede at jeg også i mit øvrige liv lærte at gøre ting på nye måder. Det øver jeg mig stadig i.
I februar gik det lidt bedre, og jeg formåede oftere og oftere at grine af mig selv og de mange skøre ting, jeg går og laver, fx skrev jeg her om at det nogen gange går lidt stærkt med at drage konklusioner.
I marts lykkedes det mig, for guderne skal vide hvilken gang, at blive i stand til at løbe 5 km. Den kamp tager jeg snart op igen, for jeg fik nye løbesko i julegave, og de skal slides op, skal de!
Mit crush på Anders Agger skrev jeg om i april, og i den forbindelse skal det da ikke være nogen hemmelighed, at jeg sad klistret til tv-skærmen, da DR d. 27.december sendte programmet Mutters Alene, hvor Anders Agger er på vandretur med en anden af mine store mandlige idoler, Thomas Helmig. Det var sgu en dejlig udsendelse med to dejlige mænd!
I maj fik jeg den lorte forbandede diskusprolaps i nakken, og jeg kunne INTET i ugevis, jeg fordi jeghavde så ondt i min nakke, skulder og højre arm. Det var et sandt smertehelvede, og jeg håber ALDRIG at jeg skal opleve det igen.
Juni var præget af smerter, behandlinger hos Flemming-Fys, en mand jeg skylder stor tak, og da den rette smertelindrende behandling efter et besøg hos Rygcenter Middelfart endelig begyndte at virke, kunne vi for alvor glæde os til vores sommerferie i Island.