lørdag den 31. december 2011

Tillykke og Godt Nytår fra Mit Helle

Den 29.december var det 1-årsdagen for oprettelsen af denne blog.

Jeg havde gennem længere tid gået med tanken om at begynde at blogge ... Først og fremmest fordi flere af mine veninder, gentagne gange havde opmuntret mig til at gøre det. (Måske fordi de synes det var anstrengende med de utrolig lange mails og sms'er, jeg har for vane at sende?) 
 Jeg føler mig stadig ret nybegynder-agtig som blogger og jeg GLÆDER mig til at skrive videre og skrive mere. 

På helt nostalgisk vis har jeg netop siddet og læst mange af årets indlæg igennem... Der er efterhånden mange, og de er af meget varierende kvalitet! Jeg fornemmer selv tydeligt, hvornår jeg har haft noget på hjerte og hvornår jeg har "pligtskrevet". 

Her kommer Mit Helles helt egen nytårskavalkade for 2011:
Listen indeholder mit personlige favorit for hver af årets 12 måneder. 

Herefter får du, kære læser, mulighed for at spille ind med dit favoritindlæg her fra bloggen - denne indsats vil give dig chancen for at vinde en præmie. 

Januar:
Jeg var lige begyndt at blogge og havde ikke rigtig greb om, hvad min blog skulle blive for én. Set i bakspejlet kunne det måske havde været en idé at gøre sig nogle tanker om det, INDEN jeg kastede mig ud i det ... Men sådan blev det ikke. Jeg havde fx. ikke overvejet fra begyndelsen, om jeg ville være anonym eller ej og i hvilket omfang jeg skulle være anonym eller ej. Det opfatter jeg nu som himmelråbende naivt, men sådan kan man altid være så skide bagklog! 
Af januar-indlæggene, synes jeg bedst om det om foreningen ASI: "Anonyme Sportsignoranter"
http://mithelle.blogspot.com/2011/01/jeg-ser-ikke-handbold.html

Februar:
Der er et par kedelige indlæg om sygdom, noget om Gary More og Roberto Benigni. Min yngstes Rasmus Klump-fantastisme begyndte på det tidspunkt og jeg var ved at blive idiot af at hun ikke ville se andet. Den samme dvd igen og igen og igen. Det gav mig følgende fremtidsscenarie:
http://mithelle.blogspot.com/2011/02/fremtidsscenarie.html

Marts:
Marts var en hård måned, for min mand arbejde i Tyskland i 5 uger, hvor han kun var hjemme i weekenderne. Derfor er det en del indlæg om, at det er lidt hårdt at være mig - alenemor med tre børn og jeg interviewer mig selv som "Hængt Kat". Det var også i marts, at jeg for alvor tog fat i at skrive om noget af det, som ligger mig dybt på sinde, nemlig folkekirken. Mine tanker om kristendom, tro og kirke har vist sig at være uendelig svære at sætte ord på, men her gjorde jeg et forsøg:
http://mithelle.blogspot.com/2011/03/kirkerummet.html

April:
Indlæggende fra april blæser i alle vindens retninger. Der er dog ét, som springer mig i øjnene, når jeg genlæser det - og det er det, hvor jeg berører bruddet med min eksmand og den følgende tid som enlig mor til to små børn:
http://mithelle.blogspot.com/2011/04/dengang.html
Der er rigtig meget hjerteblod i det indlæg!

Maj:
Hos os er maj = festival - og det er der et par indlæg om. Det sjoveste indlæg, synes jeg selv er det, hvor jeg leger med ord:
http://mithelle.blogspot.com/2011/05/ordleg.html

Juni:
Der er en lettere ferie-eufori over mine juni-indlæg... Igen skriver jeg om meget forskellige ting: Bar numse, pinse, stedsans mv. Det med stedsans er så meget MIG, så det må fremhæves her i årskavalkaden:
http://mithelle.blogspot.com/2011/06/verdens-darligste-stedsans.html

Juli:
Vi var på ferie i Frankrig. Sad en uge i et koldt telt i pisregnvejr. Inden ferien lavede jeg en journalistisk reportage fra hjemmefronten:
http://mithelle.blogspot.com/2011/07/ferie-reddet-pa-malstregen-af-build.html

August:
I august toppede jeg på indlægsfrekvensen. 29 stks skrev jeg - men det var også ferietid og jeg havde masser af ro til at skrive. Jeg husker tydeligt, hvor sjovt jeg havde det med at beskrive denne oplevelse fra vores ferie:
http://mithelle.blogspot.com/2011/08/forestil-dig.html

September:
En fantastisk måned. Vi var på den store familieferie på Mallorca. Så fedt.
Af lidt mere kedelige ting i den måned, kan nævnes at jeg fik et brev fra de tyske myndigheder. Bøden var i øvrigt på 100 euro!
http://mithelle.blogspot.com/2011/09/what.html

Oktober:
Det er tydeligvis en træt efterårsmor, der har skrevet de indlæg. Men en tur til Berlin i efterårsferien er klart højdepunktet - og så prøver jeg igen at skrive mig ind i kirkeuniverset... Det kom der det her ud af:
http://mithelle.blogspot.com/2011/10/i-dag-blev-jeg-ramt.html

November:
Årets sidste måneder bærer i den grad præg af sporadisk blogning. Jeg har ikke haft mange ledige stunder og dem, der har været, har jeg tilsyneladende brugt på alt muligt andet. Der er sgu langt mellem snapsene! Fra november synes jeg dog selv, at den her er lidt sjov:
http://mithelle.blogspot.com/2011/11/lost-i-ftex.html

December:
Jeg gæstebloggede hos Mai to gange. Og skrev om mit lettere anstrengte forhold til julens traditioner. Decembers største læseoplevelse var helt uden sidestykke mønsterbryderen Lisbeth Zornig Andersens bog om sin miserable opvækst. Det måtte jeg bare skrive om:
http://mithelle.blogspot.com/2011/12/juledag-i-underdanmark.html

Nu er det jeres tur, læsere!
Hvad har I kunnet lide at læse her på bloggen?
Smid en kommentar med hvilket af mine indlæg i 2011, du har syntes særlig godt om. Du må RIGTIG gerne begrunde dit valg, men det er ikke et krav. Faktisk er der kun et krav:

Du må kun vælge ét indlæg!

Af de kommentarer jeg får, trækker jeg lod om en overraskelse, som jeg sender til den heldige. Jeg trækker en vinder søndag d. 8.januar!

Rigtig godt nytår til alle jer!

Fra Helle


torsdag den 29. december 2011

Uddrag af samtaler med en 3-årig

Johanne: Mor, du er et pølsehorn!
Mig (ret overrasket): Er jeg et pølsehorn, hvorfor siger du det?
Johanne: Fordi du er en prutskid!
Mig: Øhh, jamen så siger vi det, du er da vist i drillehumør, hva?
Johanne (synger højt): Der bor en lille tissemand, på loftets mørke rum, bummelum...


Mig: Johanne, kom du skal have nattøj på.
Johanne: Det gider jeg ikke, du kan selv tage nattøj på.
Mig: Det gør jeg, når jeg skal i seng, kom så herhen.
Johanne: Hvorfor har man kun én næse?
Mig (er meget i tvivl om, hvad fanden jeg skal svare på det spørgsmål): Fordi der ikke er plads til to næser i ansigtet!
Johanne: Jå-håuu, der kan godt sidde en næse ved siden af min, se selv!


Johanne: Mor, må jeg se Barbiefilm?
Mig: Nej, det må du ikke, fjernsynet skal være slukket nu.
Johanne (tuder): Jeg vil, jeg vil, jeg vil, jeg vil...
Mig: Det der kan du glemme, det hjælper ingenting
Johanne (kaster sig ned på gulvet og skriger højt): Jeg vil se Barbiefilm, jeg vil se Barbiefilm...
Mig: Hold så op med at skabe dig sådan, du får ikke lov at se Barbiefilm, når du opfører dig sådan!
Johanne (holder øjeblikkeligt op med at skrige, sætter sig op og siger med sød lille stemme): Nu er jeg sød igen, må jeg så se Barbiefilm?










Det er til tider udmattende at holde ferie med en 3-årig, men hold kæft hvor er hun også skæg!







tirsdag den 27. december 2011

Juledag i Underdanmark

Højt på min ønskeseddel i denne jul stod bogen Zornig - vrede er mit mellemnavn  og jeg fik den heldigvis.







Kun afbrudt af et par timers julefrokost ved spisebordet, en gåtur ved vandet og diverse andre småaktiviteter, læste jeg hele dagen. Og hele aftenen. Til kl. 2 om natten. Sammen med Lisbeth rejste jeg til den del af samfundet, hun i bogen kalder "Underdanmark" og jeg fulgte hendes ensomme opvækst i et dybt alkoholiseret hjem, svigtene fra de voksne, der burde have passet på hende, hendes helt ubegribelige evne til at klare sig selv, anbringelserne på forskellige typer institutioner og den voksne Lisbeths reflekteren over en barndom, der er så ringe at man tror, det er løgn!

Jeg er så fuld af beundring over vores børnerådsformand, Lisbeth Zornig Andersen. Jeg har fulgt hende i medierne og med både faglig og menneskelig interesse taget hendes pointer og budskaber til mig. Både som den fagperson, jeg er - men også som almindelig borger i et velstillet samfund, der er kendetegnet ved velfærd og en stærk offentlig sektor. Eller måske rettere, burde være kendetegnet?


En barndom, så fuld af brister og svigt, men som til alt held også indeholder mødet med voksne, der anerkendte og forstod, voksne der viste tillid og omsorg. Nogen handlede fordi det var deres job at tage sig af, andre gjorde det fordi de var mennesker med gode hjerter.


Lisbeths fortælling er gribende og meget meget bevægende. Jeg trak næsten ikke vejret undervejs og jeg synes det er svært at acceptere, at der i Danmark vokser børn op under så kummerlige vilkår. For det gør der. Jeg møder dem hver dag i mit arbejde som lærer på en socialt belastet skole og jeg er med mine efterhånden mange års erfaring blevet rigtig god til at spotte dem tidligt. For de har fælles træk, (som fx dårlig hygiejne, ingen madpakke, får ikke lavet lektier, forældrene deltager ikke i møder og arrangementer osv.), som skal vække lærerens/pædagogens undren (og der skal handles på denne undren!) og ikke mindst omsorg for det udsatte barn. De udsatte børn møder så rigelig modstand i deres liv derhjemme og derfor har de et særligt krav på at blive behandlet ordentligt af de professionelle voksne, der omgiver dem. Jeg tøver ikke med at underrette kommunen, når jeg møder disse børn - og jeg tøver heller ikke med at indlede et samarbejde med deres forældre om, hvorfor jeg gør det. Som lærer har jeg en særlig forpligtelse til at reagere og denne særlige forpligtelse er et stort ansvar, som jeg hver eneste dag gør mig meget umage med at leve op til.
Jeg ved at jeg har været med til at gøre en forskel for efterhånden mange børn og at det er den del af mit arbejde som lærer, der tilfører mig den største og mest ægte arbejdsglæde. 
Jeg tror helt grundlæggende på det gode i alle mennesker - og det værdisyn farver mit arbejde med de børn, jeg møder i skolen. Når børn skejer ud enten verbalt overfor de voksne eller overfor kammeraterne eller fysisk ved konstant at ryge i slagsmål, så gør de det altid af en grund. Jeg har som lærer et ansvar for at forstå denne grund og hjælpe børnene til at tro på, at der er andre veje at gå i livet, end den de ser derhjemme.

Historien om Lisbeths Zornig Andersens elendige opvækst er en vigtig historie. Hun er en mønsterbryder, der stiger op af dyndet og skaber sig et rigtig godt liv.  Hun får hjælp til at komme væk fra det voldelige drukmiljø på Lolland, hun tager en uddannelse og bryder sin sociale arv.  At det lykkes for hende, men ikke for hendes tre brødre, er komplekst og skyldes (som jeg ser det) nogle faktorer, der spiller sammen på de rigtige/de forkerte tidspunkter. Noget af det, jeg fandt allermest rørende i bogen er den stærke søskendekærlighed, man hele vejen igennen mærker mellem Lisbeth og hendes storebrødre.
Lisbeth Zornig Andersen siger selv i flere interviews at hun føler en særlig forpligtelse til at fortælle sin historie - fordi det skaber fokus på de udsatte børn og forhåbentlig er med til at åbne øjnene og ørerne på vi andre, der er så heldige at være vokset op i gode trygge kår. Kår som gerne skulle have givet os overskud og evner til at række ud og hjælpe andre, der ikke var ligeså heldige som os.

Lisbeth peger på fem væsentlige faktorer, hun tror omsorgspersoner kan bruge, når de skal hjælpe en mønsterbryder på vej:

Find ilden (i barnet)
Giv kærlighed
Vis tillid
Sørg for uddannelse
Hør barnet.

Når jeg kommer på arbejde igen efter juleferien, tager jeg Lisbeths Zornig Andersens bog med mig. Jeg vil opfordre alle mine kolleger til at læse bogen. Vi kan gøre en forskel og har nu fået en stor håndsrækning fra én - der om nogen - ved hvordan. 

torsdag den 22. december 2011

Jul, en tilstand?

Der er ikke noget, der er så skidt ... at det ikke er godt for noget!

(Note to self: Helle, du er ved at blive sådan lidt mormor-agtig. Fordi du bruger gamle ordsprog og talemåder, når du skal udtrykke dig tydeligt!)



Jeg kan ikke lide jul.
Men jeg kan godt lide at holde fri fra arbejde.
Og jeg kan godt lide at være sammen med min familie.
Jeg kan faktisk også rigtig godt lide at give gaver til mine kære.

Derfor - så længe jeg ikke kan slippe for nisserne (haaader nisser af et godt hjerte) juleræset, den ækle fede og alt for salte mad, at bruge flere penge end jeg har og alt det andet ækle ding-dong-dynamolygte, som julen fører med sig i vores del af verden, så gør jeg det bedste jeg kan, for at nyde de ting ved julen, som trods alt er værd at nyde.

Hvis jul kan betragtes som en tilstand, så er jeg ligeså stille på vej ind i den tilstand.


I morgen damper vi af til en anden del af Jylland. Hvor min kære bror bor sammen med sin kone og sine to lækre unger.

D. 24 ankommer mormor og morfar (som hos min bror jo selvfølgelig hedder farmor og farfar, det kan kusinerne og fætteren få lang tid til at gå med at synes er for mærkeligt!?)


Det er første gang i mine syv år her, at jeg ikke skal være her juleaften. Jeg er lidt ked af at måtte skifte denne her ud:

Og her skulle så være et billede af min kirke... Men blogger har røvdrillet hele dagen og jeg kan ikke få lov at uploade billeder, så jeg kan ikke lukke dette indlæg af, hvilket jeg snart får SPAT af!!!

Billederne kommer senere ... om Blogger vil....

mandag den 19. december 2011

På apoteket

"Tø-hø, så har man et meget godt billede af, hvad en almindelige gennemsnitsbørnefamilie er oppe imod i denne tid", siger jeg fjoget og slår ud med armene, mens jeg betaler 478 kr ved kassen og af en ovebærende venligt smilende apoteker-dame får udleveret intimsæbe, øredråber mod mellemørebetændelse, lusemiddel og noget til at pensle fodvorter med.

fredag den 16. december 2011

Nåmmen

Ved I hvad... Det nytter jo ikke at gå og hænge med mulen. Nu har jeg gjort det i et par dage og så må det være nok. Op på hesten igen. Tag dig sammen, spænd hjelmen, kom i gang.

Det er jul og jeg har tre børn, der glæder sig som spassere.
Jeg er i et fraværende øjeblik kommet til at sige ja til at vi skal bage småkager og lave konfekt.
Jamen selvfølgelig skal vi da det. Og der blev både råbt jubiii og løftet arme, da jeg sagde det.

Hvad gør en klog kvinde, når hun har gabt over mere end hun har evner, muligheder, tid og lyst til at sluge?

Hun allierer sig.

Husk det kvinder. Vi skal alliere os.

I dette tilfælde spillede jeg en af de store trumfer!

Jeg trak mormor-kortet. I morgen kører børn og jeg til Århus.

Hjem.

Hjem til mor og far.

Mormor har fundet den gamle kødhakker frem. Den hvor man kan sætte en plade i med de helt rigtige takkede huller til vanillekransene.

Jeg elskede det fortryllende apparat, som ved utallige sving med håndtaget rundt og rundt og rundt forvandlede den gule klump dej til lange takkede pølser, som senere blev til cirkler på bagepapir.

Jeg stod på en stol og havde forklæde på. Og dejresterne på skeen og på fingrene blev slikket af.

onsdag den 14. december 2011

Skål i tudekiks

Bloggen er ikke gået i vinterhi. Men der ses i denne tid en udpræget tendens til, at bloggens indehaver har trukket øv-hatten helt ned over øjenbrynene og ikke ligefrem oser af overskud og energi. Hun oplever, at den portion overskud, der er tildelt hver enkelt dag, fyres af på arbejdet og så er der ikke rigtig noget at give af efter kl. 16.

Hun har det godt, men er humørsyg og grådlabil. Der går fx rygter om at hun er set tude til Rasmus Seebachs sang "I mine øjne". Så har I ligesom en pejling på, hvor vi er.

Jeg tudede også til den nye Jane Eyre film. Og hævdede efterfølgende at alle kvinder har en iboende ulykkelig længsel efter Mr. Rochester. Og at denne længsel har godt af at blive fodret med love-stories.



lørdag den 10. december 2011

Kom an, post

Den tre-årige og jeg sidder lunt i sofaen med masser af hygge i luften. Hun lægger puslespil på min telefon. Jeg har fortrudt at jeg har lånt hende den, for jeg har gang i et meget spændende spil wordfeud, hvor jeg fører over én af mine hårdeste modstandere. En af dem jeg ikke har vundet over. Endnu. Måske kommer chancen i dette spil. Nå, men nu sidder den treårige så sødt og stille, det nyder jeg også. Hun har været med sin far på indkøb og i haven og senest hjulpet ham med at sætte postkasse-stativ op.
Nu knokler manden derude alene, han har gravet et hul, støbt fundament og inden længe står postkassen flot som den skal og endda i god tid før påkrævet.
Jeg har været lidt forsigtig med at rykke ham for opgaven (vi var indtil for en time siden det eneste hus på vejen, som endnu ikke have fået flyttet den skide postkasse ud til vejen) for som med en del andre af den type praktiske opgaver, er jeg hundeangst for at han skulle finde på at sige til mig, at hvis jeg synes det er så vigtigt at dit eller dat bliver gjort ligenu, hvorfor gør jeg det så bare ikke selv. Og det gør jeg ikke. Kan ikke, vil ikke, gider ikke.

I sidste weekend var jeg sammen med fem veninder, der alle bor i hus. Det viste sig at lige præcis emnet "postkasse ud til skel inden udgangen af 2011" havde afstedkommet både små og temmeligt store diskussioner i de små hjem. Fordi man ikke var enige om, hvordan postkassen skulle se ud, fordi man ikke var enige om, hvilken type stativ eller bøjle den skulle hænge på. Fordi man blev sur på sin mand over at han var gået i gang med at flytte postkassen uden at inddrage sin kone. Fordi man blev sur på sin mand over at han ikke var gået i gang. Er Postdanmark mon klar over, hvilke stridigheder, de er skyld i blandt stædige villaejere med både praktiske og æstetiske holdninger til hvor og hvordan en postkasse skal tage sig ud?

Det viste sig at vi her i huset, er gået fri af den slags.
Jeg tror vist at jeg har skrevet det før, men der er ting i verden, jeg ganske enkelt ikke har nogen mening om!
Postkasser og postkassestativer er én af dem.

Jeg glæder mig over at opgaven nu bliver løst og er ganske tilfreds med resultatet.

fredag den 9. december 2011

Skrivekrampe

Jeg har skrevet rigtig meget i dag. Hvor? Tænker du -  og kigger dig rundt her på bloggen, for det er da i hvertfald ikke her!?
Nej desværre, men det har alligevel noget med bloggeri at gøre, for jeg har netop mailet kapitel 10 til Mais decembergyser Musetrappen, som er godt i gang med at udvikle sig til en sand thriller.  Min aften er gået med at skrive kapitlet, hvilket foregik med underlægning af rødvin, fredagsslik og en pæn stor portion præstationsangst.
Århh, hvor jeg synes de andre skribenter har gjort det godt - og århh hvor jeg glæder mig til at se hvor historien ender. Misunder ikke Mai arbejdet med at samle trådene op og afslutte.

(Mai, i tv-serien Dollars var der altså også rigtig mange løse ender, der aldig blev samlet op - men det havde jo ingen indflydelse på vores kærlighed og trofasthed overfor karaktererne)

På arbejdet har jeg også skrevet og skrevet i dag. Du tror nok at en skolelærer, når hun er på arbejde, for det meste står i et klasselokale og underviser nogen børn. Men sådan er det ikke. Overhovedet ikke. I dag har skolelæreren undervist i 3 x 40 minutter, derefter taget læseprøve på en enkelt elev, brugt ca. 30 minutter på at rette den læseprøve for derefter at sidde ved en computer og skrive på en vanskelig skoleudtalelse i 2-3 timer. Do-ku-men-ta-ti-on.

Så egentlig gider jeg ikke skrive mere i dag, ville bare lige pippe og ønske god weekend.

onsdag den 7. december 2011

Mig og jul, del 2

Det forekommer mig, at jeg - efter sidste indlæg, hvor jeg afslører, at jeg ikke er ret vild med det der jul -  kan have efterladt mine læsere med en opfattelse af, at jeg i bund og grund er et surt gammelt røvhul. Skulle der være en enkelt eller to læsere, der har været med så længe, at de husker at jeg også nærer en udtalt antipati mod store sportsbegivenheder, især fodbold og håndbold, så vil tanken være yderligere nærliggende.

Hvad er det da med mig? Jeg har, siden jeg skrev indlægget om jul, gået og grublet lidt. Er der nogen sammenhæng mellem min tagen afstand fra begivenheder som fx em/vm/ whatever i fodbold og min tagen afstand fra jul?

Ja, det er der.
Det er i hvert fald hvad jeg er nået frem til.

Det er den der lemming-effekt, jeg har noget imod.
"Nu er det december og så skal vi ALLESAMMEN gøre nogen helt bestemte ting. "Har du pyntet op til jul", var der én der spurgte mig et par dage før den 1.december og jeg svarede simpelthen så grimt, at jeg blev helt flov og undskyldte bagefter. For hvem siger, at jeg pynter op til jul?

Det er den der implicitte selvfølgelighed, der får det hele  til at stritte på mig.
Når kollegaen man møder om morgenen siger: "Sikke en forfærdelig aften i aftes, hva?" og jeg ikke kan regne ud, hvilket dødsfald eller hvilken ulykke han taler om, og så viser det sig, at Danmark har tabt en fodboldkamp. Hvilken i min verden har et spændingsniveau på linje med vådt bølgepap.

Jeg har altid haft den trang. Til at gå i modsat retning, når alle andre gik den samme vej.

(Mens jeg skriver dette, dukker der et billede op på nethinden, af en 14-årig Helle, der står foran kirken og knuger en stak telegrammer, mens hun venter på sine klassekammerater, der kommer nykonfirmerede ud af kirken.)

Heldigvis er jeg også er et meget socialt og udadvendt væsen, så vælger jeg rigtig tit at skubben lysten til at være modsat til side og gå den samme vej som alle andre.

Undtagen når der er fodbold. Det er mit liv ganske enkelt for kort til  -  og jeg  kunne nemt lave en liste med 100 ting, jeg hellere ville foretage mig, end at se en fodboldkamp i tv.

Min væren på tværs er jævnligt skyld i at jeg går glip af ting.
Fx var der i sommeren 2007 en landsdækkende  massepsykose over Tour De France-satiren med "Team Esay On" og alle omkring mig gik og sagde "ja, nemli' ja" lissom Henning Primdahl. Og fordi jeg ikke fattede en meter (fulgte ikke satiren på tv), synes jeg det var tåbeligt. At alle snakkede om det og at alle gik op i det, som om det var det vigtigste i hele verden. Indtil jeg så nogle genudsendelser. Og døde af grin!

Tilbage til julen.
Som jeg skrev her er alle vores julearrangementer faldet helt vildt tidligt i år. Vi er faktisk færdige med ræset nu. Fa'me mærkeligt. Ungerne har pyntet huset (her er rædselsfulde nisser overalt, men de elsker det og jeg er ligeglad) og jeg har allerede købt den første julegave. Og besluttet hvad min mand og min mor skal have.
Det går ikke at afsløre noget her, man ved jo ikke, hvem der læser med - men jeg har fundet på en rigtig god gave til min mand, som han aldrig ville komme i tanke om at ønske sig til jul. Det er noget han af og til siger, at han synes, der er for lidt af i hans liv (og nej, det er ikke et gavekort til en thai-massøse) og som jeg synes, han fortjener, fordi det nok ikke altid er det nemmeste i hele verden at være gift med mig.

søndag den 4. december 2011

Mig og jul

Det der jul, ik'åh?
Det er sgu ikke lige mig.

Hvis du er typen, der elsker jul og bare har gået og glædet dig siden sommerferien til denne søde juletid, så synes jeg faktisk du skal overveje at springe dette blogindlæg over.

Jeg er på ingen måde ude på at fornærme nogen, men da jeg kan se, at mange af de skønne blogs jeg følger, i øjeblikket flyder over med juleri, så har jeg faktisk stor lyst til at bidrage med et synspunkt, som der simpelthen MÅ være nogen, der deler med mig!?

Jeg er ikke vild med jul og jeg går ikke op i jul.

Jeg har på fornemmeren, at hvis min mand havde vidst det om mig, før han forelskede sig i mig, så ville han have overvejet at vælge mig fra. Han elsker julen og dens traditioner usigelig højt. Han elsker julefrokosterne, andestegen, gaverne, juletræet - ja hele julemolevitten. Det skal være som det plejer og der skal ikke mangle noget. Han har en indre forskrift på, hvordan "en rigtig jul er" og det er tæt på uladsiggørligt at lave om i den forskrift.

I de år vi har boet sammen, er forskellen på vores jule-jubel blevet større og større. Jeg tror, vi er blevet ofre for "tryk-avler-modtryk" fænomenet!
Jo mere han har fablet om hvor fantastisk dejlig julen er, jo mere har jeg taget afstand fra den. Eller ikke fra selve julen, men fra hele set-up'et omkring den.
Jo mere julemad min mand har præsenteret mig for: Grønlangkål, medisterpølse, sylte, leverpostej og hvad har vi, jo mere væmmelse har den slags mad vakt hos mig og jo mere lyst har jeg haft til porretærte og grøn salat.

Som barn kunne jeg ikke lide julens mad og jeg kan heller ikke ret godt lide det som voksen.
Juletiden er spækket med forventninger - og for mit vedkommende er det forventninger, som jeg på forhånd ved, at jeg ikke kan leve op til - og derfor går jeg ofte helt kold i tingene, før de overhovedet er begyndt.
Bevares, der kommer skam en nisse her hver eneste nat og lægger en sød lille gave i hver af husets tre pigers julestrømper - og nissen mærker da også glæde ved at se deres begejstring om morgenen, men helt inderst inde, så kan jeg ikke lide det fup-agtige og bedrageriet, som i hvert fald husets yngste er udsat for. Nissen er skidebange for at glemme at komme forbi der sent om aftenen, så hun har sat sin nissemobil til at bippe, for at huske det.
Jeg kalder hende Noia-nissen og griner lidt af hendes kontrollerede holden styr på tre kasser, indeholdende hver 24 små indpakkede gaver.
Jeg ønsker ikke at mine børn (endnu) skal vide, at deres mor ikke er et julemenneske. Derfor faker jeg. Det har jeg haft mange år til at øve mig i, så jeg er efterhånden blev rigtig god til det.

Her kommer udtrykket: "Fake it till you make it" til sin ret, for jeg ender jo altid med at hygge mig med at pynte op eller bage sammen med børnene.  I dag har jeg sågår været ude at købe en adventskrans! Den var sat ned fra 199,- til 149,- men det er jo også 2.søndag i advent. Hvad mon den ville koste næste søndag?

Så er der julegaverne. Undskyld mig! Er det ikke dybest noget pjat? Min mand og jeg gransker vores hjerner for at komme i tanke om ting, vi ønsker os. For vi mangler ikke rigtig noget. Vi kører kassekreditten helt i bund for at opfylde hinandens ønsker og det vi  i bund og grund gør, er jo bare at bytte penge!? (Penge, som vel at mærke er hævet fra den samme konto...)

Det tøj, jeg sidste år købte til ham i julegave, genså jeg i januarudsalget sat ned med 50 %. Her rammer følelsen af at være blevet taget alvorligt ved næsen mig altså ret hårdt!

Jeg ved præcist hvordan det løbeur, jeg ønsker mig, ser ud og hvor det kan købes. Det ville være meget nemmere, hvis jeg selv gik ud og købte det, men sådan er legen ikke. Selvfølgelig bliver jeg glad for de julegaver, jeg får - man er jo ikke et skarn, vel - men jeg ville blive meget mere glad og tilmed overrasket, hvis min mor eller min mand kom helt uventet en dag i april med en gave, der var valgt lige præcis til mig, fordi de havde lyst og ikke fordi det var jul.

Det er alt der her som sig "hør og bør", jeg bliver dårlig tilpas af. Jeg kan ikke få tanken ud af hovedet at der, ud over den glæde og varme juletiden repræsenterer, også er rigtig meget overfladisk falskhed og materielt svineri i luften.

Jeg elsker at være sammen med min familie og vi er det mange gange om året. Julen er ikke noget særligt i den forbindelse. Forskellene er ydre ting: Juletræ, mad, gaver. Glæden, samværet og nærværet er det samme, jul eller ej.

Jeg nyder at have fri i mange dage. Og da jeg er så heldig at jeg har et arbejde, der giver mig denne mulighed flere gange om året: Sommer, påske, efterår og vinter, så er julen ikke speciel i den forbindelse.
Det er en dejlig lang ferie, men jeg ville nyde den ligeså meget, hvis julen blev taget ud af juleferien.


I mine unge år, før jeg fik børn, havde jeg i en årrække mulighed for at 'melde mig ud af julen'. Det benyttede jeg mig af tre gange.
Ét år var jeg d. 24.dec på aftenvagt, som sygehjælper på det plejehjem, hvor jeg arbejdede. Det var en dejlig juleaften, med det primære formål at sørge for de praktiske ting omkring de gamles juleaften.
Året efter var jeg i New York i julen og ud over en smuk julepyntet storby og en lækker gave fra den kæreste, jeg besøgte derovre, så var jeg lykkelig forskånet for alt det, som jeg ikke bryder mig om ved juleræset. Jeg fik ingen julegaver det år, men i stedet et tilskud til min rejse og det føltes helt helt rigtigt.

Jeg har også tilbragt en juleaften i Sydney, Australien. Det var sammen med den kæreste, der senere blev far til mine børn og i dag er min eksmand. Det var en suveræn juleaften. Der var 30 graders varme og dagen blev tilbragt på en lækker strand. Om aftenen spiste vi på en hyggelig fortovsrestaurant og jeg fik en utrolig lækker grøntsagslasagne og to store australske fadøl. Det var et kongejulemåltid, som jeg stadig husker meget tydeligt.

Det år min mor fyldte 50 tilbragte vi julen på Tenerife. Det var fedt.

Hvis det stod til mig, rejste vi fem her i familien på ferie i julen. Enten til en storby eller også et sted, hvor der var varmt. Når jeg - i ramme alvor-  har foreslået det, kigger både mand og børn på mig, som om jeg er gået fra forstanden. Det skal nu ikke forhindre mig i at blive ved med at spørge! 

Kom jeg nu til at lyde som den vildeste julehader? Det ved jeg ikke om man kan sige, at jeg er. Jeg holder meget af alle de alment menneskelige værdier og budskaber julen repræsenterer. Hvis du plejer at gå i kirke i julen, ved du hvilke budskaber, jeg tænker på.
Budskaber, der mig bekendt intet har med grantræ, sylte og and at gøre?

fredag den 2. december 2011

Kalenderstafetten er sat i gang!

Min dejlige ven Mai, som har bloggen Kvinde kend dit job har fra d. 1.december søsat et sjovt skriveprojekt, som kører frem til jul. Mai har skrevet første afsnit af fortællingen der indtil videre bærer arbejdstitlen "Musetrappen". De kommende afsnit skrives fra dag til dag af de af Mai's læsere, der har meldt sig til opgaven.
Jeg er gæsteskribent på i morgen d. 3.december og har deadline kl. 22 i aften. Glæder mig helt vildt til at komme i gang.
Det er virkelig spændende om det kan lykkes både at holde den røde tråd og bygge en spændende og læseværdig fortælling op.

Følg med her!

torsdag den 1. december 2011

I'm in control

Virkningen kom med det samme. Jeg havde ikke mere end lige smidt det våde håndklæde og trukket dem op over røven, da en meget stærk og gennemtrængende følelse af pludselig at vide hvad jeg ville, overmandede mig.
Inden jeg havde fået resten af tøjet på, spredtes både overblik, koordination og logistik, som små piblende perler ud i alle kroppens lemmer.
Forandringen var mærkbar og den varede ved dagen igennem.
Jeg glemte ingen aftaler, vidste hele tiden hvor mine nøgler var, gik ikke rundt om mig selv og var hverken stresset eller forvirret.


Hvis du også trænger til at være lidt mere i kontrol end du plejer, anbefaler jeg på det varmeste: