mandag den 30. november 2015

Solgte hus igår

Det tegnede ellers så lykkeligt, for to år siden, da Jørgen og Rikke  sammen med deres to dejlige børn Magnus og Emma overtog den spritnye villa i to plan med samtalekøkken og dobbeltgarage. 
Især for Jørgens vedkommende var det at flytte i hus en meget stor drøm, der endelig gik i opfyldelse.



For Rikke var det ikke selve huset, der gjorde den store lykke, men derimod det faktum at de med et underskrevet husskøde i hånden endelig kunne kalde sig en rigtig familie. Sådan én var Rikke ikke selv vokset op i, og det betød derfor alt for hende at hendes børn fik en tryg og god barndom i ordenlige rammer. Og sådan var huset. Ordenligt og med veranda og det hele.

Så hvordan kunne det gå så galt? Og hvad skete der egentlig i den på overfladen så pæne og almindelige familie? 

Faktum er at det er der ingen der ved.

Her er hvad vi ved:

Huset inklusiv inventar dukker pludselig op på salgssider, bl.a på facebook og i 'Gul og Gratis'. 
Prisen er god og der kommer flere henvendelser. 

Én af henvendelserne er ikke interesseret i at købe møblerne, og det ærger mægler sig over, for Jørgen og Rikke brugte rigtig mange penge på møbler. 
Det år Jørgen valgte at få sin efterlønsopsparing udbetalt, omsatte parret kort efter pengene til de pink designermøbler, som i de efterfølgende år prydede deres smukke stue. 

Farven var klart Rikkes idé, men hun var så dejlig og nem at omgåes, når hun brændte for noget, så Jørgen nænnede ikke at sige at han i grunden hellere ville have haft de grønne møbler.





En ny interesseret køber melder sig på banen, og han er interesseret i både hus og indbo.
Og her er det så at mægler ved første fremvisning erfarer at Jørgen bor alene i huset. 
Rikke og børnene er forsvundet som dug for solen. 
Mægler iværksætter en større eftersøgning, uden held. De er væk.

Og noget tyder på at Rikke har taget hele familiens, herunder også Jørgens garderobe med sig, for da ejendomsmægleren vil fremvise huset for mulig køber, åbner Jørgen døren kun iført lyserød jakke. Den han købte til sin søster og svogers bryllup! 

Hvor længe har Jørgen boet alene i huset? Og hvor er Rikke og børnene?






Det er virkelig mystisk. 
Jørgen tager det nu stille og roligt, han virker afklaret med situationen. 

Køber forholder sig hverken til Rikke eller børnene, og slet ikke til det faktum at de er forsvundet. Han er glad for sit nye hus og har store planer om at overdrage det til sin datter til jul.

Mægler var lettet og glad over at huset blev solgt. Det har stået til salg længe og det var rart at få den handel ud af verden.


Vi har lovet den nye ejer at give besked, hvis Rikke og børnene pludselig dukker op. Eller hvis Jørgens bukser gør.

lørdag den 28. november 2015

Den søde juletid

Var i ladestation under dynen til ved 11-tiden. Havde været vågen siden 7, hentet kaffe, spist skyr og læst i Karitas, er kommet godt ind i bind 2 og jeg er vild med den bog. Men ved 11-tiden gik den så ikke længere, for når alt kommer til alt, så er jeg bare ikke en daske-slendre-lave-ingenting-gå-i-frø-type. Og har egentlig aldrig været det. Jeg bliver desværre nemt fyldt af en rastløs følelse med at jeg spilder min tid, hvis jeg tilbringer for mange uvirksomme timer i træk. Så får jeg trang til at GØRE noget.

Det jeg valgte at gøre, var så nok tæt på det mest tåbelige, jeg kunne have foretaget mig, og der gik da heller ikke mere end godt en time, før mit friskopladede batteri blinkede rødt igen.

Jeg kørte i Bilka.

En lørdag formiddag.

Lige inden første søndag i advent og december. 

Og det jeg kørte efter var udsolgt. Jeg bor temmelig langt væk fra nærmeste Bilka, så i arrigskab over at butikken kunne stille med tusindvis af kunder, julemusik, julepynt og ding-dong-dynamolygte, men IKKE havde den Lego Friends julekalender, jeg var kørt efter, købte jeg en hel del andre tåbelige ting, bare for ikke at gå tomhændet derfra. Farvel 800 kroner. 

Næste stop var Vejles store indkøbscenter Bryggen, og sørme om ikke Fætter BR tog varmt imod mig og havde en hel hylde med lige den julekalender, jeg skulle bruge. Argh, var jeg da bare været kørt derind først, pisselort, fik jeg vist hvislet ud mellem de anspændte kæber.

Julen står for døren. Og jeg har lige genfundet -  og smilet af det blogindlæg fra 22.december 2013, hvor jeg sendte mig selv julehilsner.

Jeg har før skrevet at 'jul er en tilstand', og igen i år glider jeg stille ind i den - MED strømmen og ikke IMOD som så mange andre gange. 
Jeg har for år tilbage haft meget skarpe julekanter, men jo ældre jeg er blevet, jo rundere bliver kanterne, og hvor jeg før har afskyet julen som i 2 på en 10-trins-skala, hvor 10 er at man elsker jul overalt på jorden, så vil jeg vove den påstand at vi er på vej op over tre og faretruende tæt på 4 her i 2015. 

Ham der har en vielsesring magen til min og mine børn elsker alle jul. Og den kærlighed smitter. 

Og nu hvor Lego Friends julekalenderen er i hus, er jeg da homesafe på tirsdag, hvor det er den 1.december. 

fredag den 27. november 2015

Black Saturday

Ovenpå en uge hvor antallet af arbejdstimer var så højt at jeg nærmest burde have flyttet min folkeregisteradresse ind på skolen, er det simpelthen så ubeskrivelig dejligt at kravle i nattøj og lade sig synke tungt ned i sofaen, fylde mulen med lakridser og chokolade, skylle efter med cola og et enkelt glas hvidvin, og så ellers bare lade ugens stressede dage, bekymringer og strabadser sive langsomt ud af kroppen.
Jeg har i denne uge været på dupperne, fokuseret og opmærksom i et omfang, der drænede langt mere energi end det tilførte, så i weekenden skal der lades op, soves ud og slappes af.

Så var der lige Black Friday!

Og min bare r..!

Ja, undskyld hvis jeg træder nogen over tæerne, men hvad skal vi med Black Friday?  Hvor giver det mening? 

Jeg trækker stikket ud og tager mig en Black Saturday i morgen. Black som min kaffe, min støvsuger, mine løbetights og den kjole, jeg ikke købte. 


mandag den 23. november 2015

Så sandt som det er sagt

Bortset fra at punkt 12 ikke er sand for mig. Jeg arbejder ikke hjemme mere, alt min arbejdstid skal ligge på skolen. 

12 grunde til at lærere er de perfekte kærester

fredag den 20. november 2015

En crazy uge gik



Og måske var den ikke så crazy endda, den har bare været tætpakket med det ene og det andet. Nogen var til landskamp i Parken (og det var ikke mig, jeg er som nogen allerede ved i bestyrelsen for FSI: Foreningen af SportsIgnoranter), og der var en hulens masse arbejde på den der skole, hvor jeg går rundt og er enormt læreragtigt til daglig.

Så var der et par fødselsdage, Lillepigen fyldte 7 og hendes ældste storesøster (i bloggens ånd kaldet Størestepigen) fyldte 21, og oveni det smider vi så lige en skolefest. Med Boogie Woogiedans, fiskedam, spøgelseshus og det hele. 
Nu venter en stille fredag aften, hvor det vildeste jeg kan svinge mig op til er finalen i Vild Med Dans, et glas hvidvin (har jeg nogen sinde fået fortalt, at jeg ikke drikker rødvin mere?), en skål slik (yndlings: Skumslik, skolekridt, mørk chokolade og salt lakrids) og hvis jeg er rigtig heldig, kan jeg lokke ham, der har en vielsesring magen til min til at nusse mig i nakken, mens jeg halvsover i sofaen.

Der skal lades op. For på søndag skal vi holde Lillepigens fødselsdag for pigerne i klassen. 22 piger! (Et aldersintegreret storhold, derfor så mange). 
Der skal bages pizzaer og kage, dækkes op og stilles an. Modsat mange jeg kender, elsker jeg at holde klassefødselsdage for mine børn. 
(Jeg elsker også at være vært for legegrupper og spisegrupper og hvad de ellers hedder, de forskellige sociale tiltag, der etableres i ungernes skoleklasser.)



Der er så mega meget jeg er røvdårlig til her i verden, men afholde en sjov og festlig børnefødselsdag med mad, underholdning og aktiviteter: Dét kan jeg! Og jeg synes, det er supersjovt!

Og så skal jeg læse.
Er netop gået i gang med anden del af 2-bindsværket om den islandske kunstner og mor Karitas. Vidunderlig læsning. 



lørdag den 14. november 2015

?




I Chok. Sorg. Medfølelse. Vrede.

Ikke bare en venskabskamp
om demokrati.
Ikke bare en rockkoncert 
i ytringsfrihedens navn.
Ikke bare det frie valg
mellem espresso og café au lait.
Ikke bare en strid om retten
til at misbruge Guds navn.

Hvis blod, hvis blod?

Det er et spørgsmålstegn
trukket ud til et udråbstegn: 
Humanisme eller ej!

Din stemme skælver i telefonen.

Er det dit frisind,
der slår sig i tøjret?
Chok. Sorg. Medfølelse. Vrede.




Michael Falch




søndag den 8. november 2015

Rigtig godt spørgsmål

Lillepigen, 6 år:
Mor, hvem var Hitler?

Mor, 43 år:
Hitler, hvor kender du det navn fra?

Lillepigen, 6 år:
C. fra min klasse siger at han styrede Anden Verdenskrig, mor hvad er verdenskrig?

Mor, 43 år:
Lang pædagogisk udredning følger, her af redaktionen forkortet og sammenskrevet til at lyde nogen lunde sådan her:

Jo altså, hvordan skal jeg sige det ... For mange år siden, helt dengang morfar var en lille baby, var der krig i Europa, og en mand ved navn Hitler ville bestemme det hele. Han ville eje alle lande og bestemte at nogen mennesker var bedre end andre. Hitler var på alle måder en dum mand, der ikke opførte sig ordentligt.

Lillepigen, 6 år:
Helt ærlig, hvad sagde hans mor og far til det?

fredag den 6. november 2015

Fredagsfest

Kom træt hjem fra arbejde kl 16, havde hentet ligeledes træt Lillepige fra SFO, og sammen traskede vi i Brugsen efter slik og sodavand til den hyggeaften, vi så småt er i gang med at tage hul på. 
Velankommet til egen bolig, trængte jeg til en eller anden form for forfriskende indtag, og overvejede følgende muligheder:

1.Et glas hvidvin
2.Cola
3.Kaffe 
4. Friskpresset juice med resterne fra køleskabets grøntsags-skuffe.

Ingen tvivl om at nr. 1 var vanvittigt tillokkende, men jeg havde en reel bekymring for at klaske sammen som en karklud, og da der både skal laves aftensmad og andre ting, har jeg valgt at udskyde den til efter kl 21. Og så tager jeg (mindst) to.
Nr 2 havde jeg ikke på køl alligevel, og jeg drikker kun cola, hvis det er helt koldt, og nr 3 valgte jeg hurtigt fra, da jeg allerede har indtaget rigeligt af den slags i dag. 
Så det blev nr. 4, og jeg sidder nu med en mørkerød drik, bestående af rødbede, rød peber, tomat, appelsin og ingefær og det smager slet ikke ringe. At det så er første gang i mit liv, at jeg drikker hjemmepresset juice en fredag eftermiddag, kommer jo ikke nogen ved, vel?

Lillepigen og jeg er alene hjemme. Vi skal have pasta med kødboller, sodavand, ostehaps og slik. Og vi kommer til at indtage det liggende tætomslynget i sofahjørnet, mens først Disney Sjov og siden Vild med Dans kører over skærmen. 

Og vi skal begge have lusemiddel i håret, mens vi sidder der.
Det bliver en fest.

mandag den 2. november 2015

Hvordan gik Halloween hos jer?

Det er lørdag eftermiddag, tæt på aften, i hvert fald ved at blive mørkt.
Donk donk. Det banker på døren. Ud af vinduet i stuen ser jeg tre små spøgelser på vores trappesten, Spøgelse 1 har fæle vampyrtænder, Spøgelse 2  bærer briller, og Spøgelse 3 er iført pink ørervarmere. 

Slik eller ballade, siger de med små musestemmer, da jeg åbner døren, og jeg driller dem ved at lægge hånden til øret og sige 'undskyld, hvad siger I?' for at få dem til at sige det lidt højere, hvilket de omgående gør. 

Argh, det er jo halloween for fanden, hører man mig råbe, mens jeg farer ud i køkkenet og flår skabe og skuffer op for at finde noget slik. Finder en pose skolekridt, hvor der er 4-5 stykker tilbage og en Guldbarre, den blå fra Toms, den jeg elsker så højt, egentlig vil jeg ikke af med den, men i mangel af bedre - for jeg er ikke ude på ballade - får de min elskede Guldbarre. Og de fem skolekridt afleverer jeg også. 
De tre spøgelser står med hver deres bærepose, som de rækker frem mod mig - jeg smider det hele i brillespøgelsets pose og siger at de må dele, når de kommer hjem. De nikker artigt og meget lidt spøgelsesagtigt.

Jeg må have mere slik i huset, for der kommer vel unger vadende i en lind strøm fra nu af og resten af aftenen, og vi har ikke så meget som en gajol i huset, det er jo helt helt galt, får jeg sagt så panisk at min yngste datter bliver helt forskrækket og siger mor, vi vil ikke have ballade, vel?
Og nej, det vil vi ikke, så jeg beder to af mine døtre gå ind i Superbrugsen efter slik, men har ingen kontanter, så jeg udstyrer dem med mit dankort og min kode, og sender dem først til hæveautomaten for at hæve penge og dernæst i brugsen efter slik. Hvor meget skal vi købe for, spørger de og jeg siger, køb rigelig, køb for 1oo kroner, nej 150 og helst noget med papir på, sådan noget som Guldkarameller eller Dumle. Pigerne trasker afsted og kommer hjem med favnen fuld af snolder. Masser af gode sager, som vi lægger frem på køkkenbordet. Vi tænder også lys i de udskårne græskarhoveder på vores trappe, så kvarterets børn ikke er i tvivl om, at vi er hjemme, og at de bare kan komme an.

Men der kommer ikke flere.

Ikke én eneste. Ikke så meget som bare et lille bitte spøgelse, en mini-vampyr eller en heks. 
Nothing.

Så vi æder alt slikket selv, og jeg får så ondt i maven at jeg må tilbringe særdeles lang tid på toilettet, mens ham der har en vielsesring magen til min sidder og venter på at jeg kommer ud, så vi kan se House of Cards. 

Vi burde nok have gemt noget af det til i morgen, siger jeg snusfornuftigt, mens min bedre halvdel kommer i tanke om at 'trick og treat' hedder 'Knask eller knep' på norsk.

Nogen ting holder aldrig op med at være sjove.




Nu jeg er i fuld gang med at udlevere mig selv

På Vejle Kommunes hjemmeside, ligger der en film om et tværfagligt læringsprojekt om byggeri. 'Byg et hus' hedder projektet,som er et samarbejde mellem Syddansk Erhvervsskole og udvalgte folkeskoler i Vejle.

Filmen varer 3 minutter, men højdepunktet kommer (helt uden tvivl) 40 sekunder inde i filmen, hvor man kan se og høre en helt utrolig klog og velformuleret jysk skolelærer udtale sig om projektets værdi for eleverne.