Dette indlæg er en fortsættelse af gårsdagens, som du kan læse ved at klikke her.
Der stod jeg så med telefonen i hånden og læste den sms igen og igen.
Da jeg havde læst sms'en for 10. gang, bad min hjerne mig om at slå koldt vand i blodet og ikke mindst om at overveje grundigt, om jeg overhovedet behøvede at svare? Derefter formulerede min hjerne en venlig afvisning, der ikke kunne misforstås. Sådan tænkte min hjerne.
Mit hjerte derimod, greb telefonen og skrev straks et forslag om et mødested inden én af aftenens store koncerter, som vi så kunne nyde sammen.
Her tillader jeg mig at lade handlingen skride lidt hurtigt frem - for det første fordi jeg nødigt vil kede læseren med overflødig snak, og for det andet fordi variationerne over det, der sker de næste to dage er forholdsvis små. For det tredje skal vi huske, at begivenhederne ligger otte år tilbage, og at meget derfor står hen i hukommelsens grå tåger.
Vi mødtes om aftenen. Det var vidunderligt. Og vi sov sammen næste nat også. Og den næste igen. I de følgende dage var vi uadskillelige, gik rundt som et gammelt ægtepar med hinanden i hånden og benyttede enhver lejlighed til enten at kysse eller at snakke.
Vi snakkede rigtig meget! Jeg fortalte om mine to børn og han fortalte om sine to. Jeg fortalte om min skilsmisse og han fortalte om sin. Han fortalte om sin hverdag og om sit arbejde som ingeniør, jeg fortalte om min hverdag og om mit arbejde som lærer. Vi talte om at være alene med børn, om den fiasko det lige meget hvordan, man vender og drejer sagen er, når man opgiver at kunne få et ægteskab til at fungere og om glæden ved at mærke sig selv i live på den anden side af skilsmissen.
Vi delte drømme, håb og tanker og jeg fyldtes med glæde og taknemmelighed hvergang han så mig dybt ind i øjnene, hviskede mig søde ord i øret og tog min hånd i sin.
Jeg oplevede det som en kæmpe gave at lade mig fordybe i samtale med ham, for han var lyttende, åben, spørgende og meget interesseret i både at fortælle om sig selv og at lære mig at kende.
Blandt 25.000 mennesker i det virvar, der hersker overalt på en festival tog vi hinanden i hånden og lukkede os inde i en boble af kys, kram og nærvær og vi fortrængte begge ALT om, at der var en virkelighed på den anden side af hegnet - hvor vi boede i hver sin by og ingen fælles referenceramme havde. Det var helt vildt intenst, helt vildt dejligt og jeg både smiler og er lige ved at tude, når jeg sidder her og skriver om det. Uanset hvad der siden hændte, ville jeg aldrig have været den weekend foruden...
2004 var et jubilæumsår for Skanderborg Festival og søndag aften ville det hele slutte med et brag af en jubilæums-koncert. Så snart denne koncert var slut, skulle jeg skynde mig ned efter min bagage og ud til en p-plads, hvorfra jeg blev samlet op og fik et lift til Århus. Jeg skulle nemlig tidligt op og på arbejde mandag morgen!
Vi vidste jo godt at weekenden ville slutte, og vi var sgu nok også godt klar over, at det sandsynligvis var et eventyr, der ikke kunne bære os længere end dertil, men vi var enige om at få sagt ordentligt farvel til hinanden.
Det lykkedes bare ikke - for da jubilæumskoncerten gik i gang, kom vi på grund af en misforståelse til at stå på hver sin side af Bøgescenen. Adskilt af henved 20.000 mennesker, der stod tæt i mørket med opmærksomheden vendt mod musikken. På grund af den høje musik var det ikke muligt at ringe hinanden op, så vi sendte et utal af sms'er med forklaringer på, hvor vi befandt os - jeg kæmpede mig gennem menneskemængden for at komme om på den anden side og det samme gjorde han.
Vi fandt aldrig hinanden. Koncerten sluttede og jeg måtte haste efter min bagage for at kunne overholde min køreaftale og komme til Århus.
Boblen bristede, natten faldt på mens jeg sad på bagsædet af en bil på motorvejen og som med et knips med fingrene skiftede jeg min scene ud med en treværelses lejlighed i det nordlige Århus og var tilbage i rollen som den enlige mor med tjek på tilværelsen.
Og her kunne denne beretning sagtens slutte.
Men det gør den ikke.
Fortsættes i morgen.
3 kommentarer:
Lad os bare sige, at det er fordi jeg er lidt bagstiv og stadig fysisk sidder midt i festivalscenariet anno 2012, men jeg fældede altså mere end en tåre under læsningen af dette indlæg...
Og nej, beretningen kan ikke slutte her!
uhhh, jeg får gåsehud - hvor er det skønt med al den LOOOVE i luften - det var der i høj grad også derude på Smuk Fest i går. Tænkte på dig og Jens :-)
kh Bolette
Kan det så meget hurtigt blive mandag så den fortsættelse kan læses, selv om man jo ikke behøver være helt klog for at vide hvad der sker.
Send en kommentar