Olga, del 3

Min forfærdelse var stor, da jeg efter 3 måneder vendte tilbage til plejehjemmet og så hvor meget Olga havde forandret sig.
Hun var holdt op med at gå rundt på gangene. Dagen lang sad hun i en lænestol og kiggede ud af vinduet. Hun holdt også helt op med at tale, men man kunne se på hendes ansigt at hun lyttede, når vi sagde noget til hende. Hvis hun altså havde fået tændt for høreapparaterne!

En dag begyndte hun at lægge sig i sengen igen, ganske kort tid efter at hun var blevet hjulpet ud af den og da det gentog sig i dagevis, fik hun lov at blive liggende i sengen.

Over et par måneder svandt Olga ind til ingenting, hun holdt op med at spise og lå bare stirrende hen. Da vi til sidst næsten heller ikke kunne få hende til at drikke mere, forstod jeg, at hendes liv var ved at ebbe ud.
Normalt ville der i den situation stimle pårørende sammen om den gamle. Børn, børnebørn, oldebørn. Hos Olga var der ikke en sjæl.
Men hvor travlt personalet end havde - også dengang - så var der tid, hjerterum og overskud til at våge hos Olga og sørge for at hun var varm, tør, ren og tryg. Jeg nærer den største beundring for personalet på sygehuse, plejehjem og hospicer, fordi de er så knaldhamrende dygtige til at være nærværende og omsorgsfulde, selv når krisen kradser, kollegaen er sygemeldt og kommunen varlser yderligere besparelser.

Den nat Olga døde, var jeg så heldig at være på arbejde.  Jeg mener heldig, for det er siden kommet til at stå som en utrolig intens og fin oplevelse for mig, at se et menneske dø og holde i hånden imens. Det var sommer og solen var begyndt at titte frem sidst på natten. Jeg havde været på min rutinemæssige runde for at se til alle de sovende beboere og kunne nu sætte mig hos Olga, som var trådt ind den allersidste fase af livet. 'Hun er moribund nu' havde afdelingssygeplejersken om aftenen sagt. Jeg havde aldrig hørt ordet før og fik det forklaret. Det betyder "døende" og kommer af det latinske Moribundus. At dø. 
Det, der hedder at sove stille ind, var det Olga gjorde. På et tidspunkt blev hendes vejrtrækning meget uregelmæssig og stødvis. Kort efter holdt den op. Bare sådan. Bum. Slut, færdig. End of Olga. 

Der var ingen, der skulle orienteres om at Olga var gået bort. Ikke én eneste, der skulle have en opringning. Og der var ingen, der græd. Ikke lige der i hvert fald, mine tårer kom først et par dage efter, da hun skulle bisættes. 

Plejehjemmet satte en dødsannonce i avisen med oplysning om hvor og hvornår begravelsen ville finde sted. Det kunne jo være, at der rent faktisk var en pårørende derude, som ingen kendte til og som Olga aldrig havde nævnt. Det var der tilsyneladende ikke.

Afdelingssygeplejersken ordnede alt praktisk papirarbejde ifb. med dødsfaldet, skifteret, lukning af bankkonti og alt sådan noget og vi snakkede meget om det helt skøre i at Olga efterlod sig en stor sum penge, som ikke var øremærket noget formål. 

At formuen kunne testamenteres til et velgørende formål,  havde vi uden succes prøvet at tale med hende om. Det lykkedes aldrig at få hende med på den idé, så formuen tilfaldt staten.


Min afdelingssygeplejerske vidste godt, at jeg gennem mine mange år på plejehjemmet, havde opbygget et særligt forhold til Olga. Hun opfordrede mig til at tage sammen med hende til bisættelsen. Jeg var tøvende, lidt bange og usikker, men det endte med at jeg sagde ja. 
Således gik det, at vi mødte to mennesker op til Olgas bisættelse. Jeg mødte op af egen fri vilje, den anden var på arbejde. Og der kom ikke andre. Os to, en præst, en bedemand og en kirketjener. Olga blev bisat, brændt og urnen efterfølgende sat i de ukendtes gravsted, hvor også hendes brødre og hendes forældre var kommet hen.

Da vi kom ud af kirken efter bisættelsen, kom jeg til at græde. 
Blev ramt af en stor følelse af tomhed over, at et menneske kan gå bort uden at have en eneste pårørende ved sin side.
At man kan leve et liv så alene, at der ingen møder op til begravelsen. Og så var jeg ked af, at hun var død.

Jeg følte pludselig at Olgas liv på en eller anden måde var spildt. Spildt fordi hun aldrig havde delt det med nogen og fordi den del af hendes slægt, som hun var yderste led af, døde sammen med hende.

Jeg luftede mine tanker for afd. sygeplejersken. Hun smilede overbærende og sagde til mig at det var noget vås, jeg var i gang med at sige. Ingens liv er nogensinde spildt. Men det er meget forskellige, hvad vi hver især får ud af det liv, vi er tildelt. Olga ønskede sig måske ikke hverken mand eller børn, hun valgte måske selv et liv alene. Eller livet valgte hende alene. 
Hun fik nogle rigtig gode år på plejehjemmet og døde i trygge rammer og under ordentlige forhold.

Der er gået næsten 20 år og jeg havde glemt hende. Indtil den dag, jeg holdt på parkeringspladsen foran plejehjemmet og kiggede op på den gule murstensbygning.  På førstesalen, tredje vindue fra venstre - lige der stod hun tit og kiggede ud. Fik hun øje på mig, når jeg kom cyklende, vinkede hun.